Autisterne, SPECIALISTERNE - og flere muligheder for kreative socialøkonomiske virksomheder

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse krisetider koster samfundet "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.

Sådan sluttede jeg et indlæg for næsten 2 år siden. Anledningen var en avisartikel om Thorkild Sonne hvis søn var autist i asbergerudgaven, som havde startet en virksomhed "Specialisterne" som primært ansatte autister. Og som positivt udnyttede det at mange autister har særlige evner inden for meget snævre områder som bygger på omfattende mængder af kolde facts, systematik og lister af systematisk ordnet information.  

Et velkendt eksempel kan ses i en kendt dokumentarfilm fra DR: "Valomanden" hvor hovedpersonen i mange år havde været ansat i DR´s diskotek - pladesamlingen. Hans hjerne var indrettet på en sådan måde at de kunne finde plader, numre, artister langt hurtigere end det bibliotekssystem han så at sige konkurrerede med. I øvrigt var han stilfærdig - og godt nok mærkelig. Han var dybt betaget af Daimi, og kom i hendes hjem og blev - sådan husker jeg det - betragtet som en "ven af familien".

En berøm Hollywoodfilm, "Rain man", med  Dustin Hoffman og Tom Cruise i hovedrollerne, har også en autist (DH) som den person (hjælperen) som udvikler den bærende, Tom Cruise, til ny og tolerant indsigt. Som jeg husker det er filmens plot og historie baseret på "a true story". 

Anledningen til dette indlæg var ikke den dokumentar og den film, men et nyhedsindslag her til aften i TV-Avisen søndag kl. 21.00.
   Den såkaldt socialøkonomiske virksomhed "Specialisterne" - med Thorkild Sonne som direktør,  - har været så succesfuld, fortalte indslaget, at konceptet - altså ideen - nu er blevet eksporteret til en række lande. Og åbenbart nu har så stor succes at man globalt er begyndt at interessere sig for det.

   Altså en dansk velfærds-ide som en værdifuld eksportartikel. Der er eksportindtægter for Danmark i krise, var den journalistiske undertekst til vinklen. 

   Det er kreativitet og innovation og velfærd - i et greb: udskilte og social isolerede personlighedstyper bliver inkluderet og brugt - og får selv mening i livet og et konstruktivt forhold til deres "handicap".

To ting slår mig da jeg ser indslaget:

1). At en lang række af de videnskabelige artikler og poplulærvidenskabelige bøger om neuroscience-fremskridt og -erkendelser jeg har tyret igennem det sidste års tid, har centrale afsnit og/eller perspektiverende slutninger der peger på nye muligheder for at forstå hvorfor autister er "autister" - og specielle og besværlige at have med at gøre i forskellige sociale sammenhænge, fx i skoler og på universiteter. 

   Samtidig med at de har - eller kan have - høt specialiserede kognitive evner på meget specielle fagområder. 

    Specielt den undergruppe som lider af det der hedder "aspergers syndrom" synes at have den specielle kombination  af mentale kendetegn.

   Og de neurologiske forklaringsmodeller peger gang på gang på to områder i hjernen som er dysfunktionelle eller har afvigende funktionsmåder, nemlig spejlneuronnetværket og default mode-netværket: to netværk i hjernen som på hver sin måde aktiverer vores intuitive og/eller reflekterende forståelse af hvordan andre mennesker tænker og føler. Og som jeg godt nok har skrevet mange indlæg om - fra alle mulige perspektiver og indfaldsvinkler.

   Jeg husker også den bog om mataforer af James Geary: "I is an Other" som indledte et kapitel "Metaphor and the mind" med en beskrivelse af en højt begavet autist på en universitetsuddannelse som bare ikke forstod alle de metaforer i clichéform som de sociale omgivelsers dagligsprog var fuld af.

   Jeg har ikke autister i min nærmeste familie - tror jeg. Men jeg har skizofrene, og også deres lidelser synes fx at hav noget at gøre med at default mode-netværket ikke lukker ned - som det eller skal og gør for normale - når personen er optaget og opmærksom på at løse krævende opgaver i forhold til omverdenen.

   Og også en tredje gruppe af psykiske syge - dem der er maniodepressive - ved vi jo indeholder en del store kunstnere der har lidt af og under den diagnose i perioder af deres liv. Van Gogh fx. Og Edvard Munch:

2) Den anden lidelse som tilsyneladende - ligesom autismediganosen - som en bølge skyller ind over det moderne samfunds mentale landskaber, er ADHD - nu den medicinske betegnelse for hyperaktive børn med koncentrationsbesvær og manglende social tilpasning af deres forstyrrende adfærd.

   Børn og unge med ADHD-diagnosen har langt hen ad vejen en historie i det moderne samfund som ligner aspergernes: at deres uro, manglende koncentration og opmærksomhed på opgaver i længere tid, vanskeligheder ved at forholde sig socialt kontrolleret i mange sammenhænge, fx i en skoleklasse, fører til at de derfor udskilles fra "de normales" klasser  som "syge", "omkostningstunge", specialundervisningskrævende, etc. Og et problem for deres forældre som ikke er glade for at have "afvigende" børn som kræver special treatment, særlige møder med lærere, pædagoger og skolepsykologer, etc.

   Går man på nettet, så finder mange mange hjemmesider og udsagn fra forældre der postulerer at ADHD-børn og unge  nok er "utilpassede", men at de i virkeligheden samtidig udgør en særlig afart af særligt kreative personligheder: en gruppe børn og unge med stærke kreative evner og livlig fantasi, som udskilles som mentale afvigere og "syge" primært fordi de moderne sociale rammer i skole og fritid er blevet gradvist snævrere og snævrere i de sidste 20-30-40 år. 

   Nu går S-SF-R-regeringens grønthøster-tænkning ud på at så propper vi dem bare tilbage i klasserne, og så løses det nok af lærerne (som i øvrigt betragtes som ukvalificerede til bare at undervise helt "normale" unge). 

   Jeg tror det går rygende galt. Og det vil man erkende om en 10 års tid. Men altså...

Da jeg så indslaget om "Specialisterne" og asperger-autisterne som værdifuld arbejdskraft på helt specifikke områder hvis man forholdt sig seriøst til og tog højde for autismens mentale bagsider, så tænkte jeg:

   Hvorfor ikke gøre det samme med alle de ADHD´ere som vi først i mange år har udskilt til OBS-klassser, og som i fremtiden sandsynligvis gøres til problembørn i alle de normale klasser: Altså hvad med at følge i Thorkild Sonnes konceptuelle fodspor og oprette virksomheder som ansætter ADHD´ere med henblik på at udnytte deres særlige hyperaktive kaos-kvalifikationer, som sandsynligvis i et vist omfang har med utilpasset kreativitet at gøre?

På en hjemmeside (link tilsidst i indlægget) finder jeg følgende tekst og liste:

If you or someone you love has ADHD, you are in good company! Some of the most creative, innovative, and imaginative people have ADHD. Below is a list of famous people who have ADHD or who are suspected of having ADHD.

Architect

• Frank Lloyd Wright

Artists

• Salvador Dali
• Pablo Picasso
• Vincent Van Gogh

Athletes

• Terry Bradshaw
• Scott Eyre
• Justin Gatlin
• Cammi Granato
• Jason Kidd
• Michael Phelps
• Pete Rose

Authors

• Charlotte and Emily Bronte 
• Samuel Clemens
• Emily Dickenson
• Ralph Waldo Emerson
• Virginia Woolf
• William Butler Yeats

Composer

• Wolfgang Amadeus Mozart

Entrepreneurs and Business Leaders

• Andrew Carnegie
• Malcolm Forbes
• Henry Ford
• David Neeleman
• Paul Orfalea

Explorers

• Christopher Columbus
• Lewis and Clark

Entertainers

• Ann Bancroft
• Jim Carrey
• Steve McQueen
• Jack Nicholson
• Ty Pennington
• Elvis Presley
• Evil and Robbie Knievel
• Justin Timberlake
• Robin Williams

Inventors

• Alexander Graham Bell
• Thomas Edison
• Benjamin Franklin

Photographer

• Ansel Adams

Physicist

• Albert Einstein

Political Figures

• James Carville
• John F. Kennedy
• Abraham Lincoln

Ja, mange af navnene kender jeg - og også deres proefessionelle historie og biografi. Sandsynligvis er listen vildt overdrevet mht. antallet af navne. Og hvor sikker er diagnoserne? Men alligevel er den tankevækkende.

   Og jeg tænker også at nogle af de "belastende" og "konflikfyldte" barndoms- og ungdomserfaringer som kendte forfattere, malere, musikere, ledere og forskere har fortalt om som voksne når de blev interviewet i de store dagblade i anledning af ny videnskabelige eller kunstneriske "sejre" (og som jeg ofte har citeret her på bloggen) - at de "lidelseshistorier" delvis kan forklares ved at de er født med et socialt konfliktpotentiale - nu fx diagnosticeret som ADHD - som har ført til at omgivelserne - skole, kammerater, familie - har trukket sig tilbage fra dem. 

  Og så har de reageret - ikke ved at gå i hundene - men ved at de ofte "trukket sig ind i sig selv" - og vendt sig mod en mental fantasiverden de selv kunne kontrollere. En "verden" som så senere er kommet i udbrud og til udtryk i en - måske vildt fabulerende - fantasiproduktion som kunne omsættes og nyttiggøres i et bredt spektrum af værdifulde aktiviteter inden for: KUNST, VIDENSKAB, LEDELSE, etc.

http://add.about.com/od/famouspeoplewithadhd/a/famouspeople.htm

Et eksempel på kreativ frame-shifting: "Autisme kan godt kombineres med en erhvervskarriere"

"Autisme kan godt kombineres med en erhvervskarriere". Det var rubrikken på en artikel på Politikens navne-side den 30.6 der portrætterede Thorkil Sonne i anledning af hans 50 års dag. Og hvem er han så? Direktør for firmaet Specialisterne Aps., som hovedsagelig har autister som ansatte. Thorkild Sonne har både vundet en række priser og i øvrigt international anerkendelse for ideen, hans firma har nu et halvt hundrede ansatte, og firma-konceptet ser ud til at kunne eksporteres til mange andre lande.
   Historien husker jeg godt som en nyhedshistorie nogen tid tilbage, men manden bag ideen havde jeg ikke fået ind på lystavlen.
   Når jeg lægger mærke til den nu i kreativitetsammenhæng, er det dels fordi selve rubrikken er et udtryk for blending af to klart adskilte konceptuelle rum: et konceptuelt rum hvor folk er handicappede og udgrænset af det normale arbejdsmarked, og et andet rum hvor normale mennesker natuligt kan have en erhvervskarriere. Nyhedsværdien i rubrikken ligger så netop i at de ellers skarpt adskilte rum indgår i en blandingsproces: "kombineres".
   Men det er også fordi  ideen og iværksættelsen af den er et klokkeklart eksempel på kreativ "re-framing" eller "frame-shift": En gruppe mennesker som samfundet ellers har framet som handicappede, og altså som en byrde for samfundet, finder Thorkil Sørensen på at frame som en arbejdkraftressource i kraft af de særlige egenskaber som kendetegner autister, egenskaber som gør at de ofte er "rigtig gode til computere", med en specielt god hukommelse, med en usædvanlig vedholdenhed og med sans for detaljer, og oven i en accept også af rutinearbejde. De egenskaber gør dem ifølge Thorkild Sonne specielt velegnede til at teste ny software.
   Hvordan fik Thorkil Sonne så ideen? - Jo, såmænd, han havde fået en søn for ti år siden der som 3-årig blev diagnosticeret som "infantil autist". Artiklen fortsætter:

Efter tre år som formand for en lokalafdeling af autismeforeningen opdagede Thorkil Sonne, at rigtig mange døre var lukket for unge med et usynligt handicap, men normal begavelse. Derfor besluttede han at starte sit eget firma, baseret på familiens privatøkonomi.

Man kan altså sige at Thorkil Sonne nægtede at  acceptere den frame som samfundet lukkede hans søn ind i: som en handicappet, en byrde uden samfundsnytte.
   Hvordan drives denne frameshifting-proces så frem? - Det kan vi regne ud: Som næsten alt kreativ tænkning, er udgangspunktet en form for frustration, evt. i form af vrede; denne frustration fungerer så som den mur der foranlediger en kreativ proces  hvis mål er at komme uden om, neden om, oven over muren - også kaldet "at tænke ud af boksen"; og det sker så ved at re-frame de særlige egenskaber som mange autister har, som evner og ressourcer - i stedet for som belastninger og sære afvigelser i forhold til en eller anden social norm.

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse kristider koster samfundet  "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.