Nils Thorsen vs. Kim Leine - en succesforfatter med en hjerne med særlige evner: til at huske erindringer og til at udtale ord baglæns

Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden". 

   Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:

Flugten til Ingenmandsland

 Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:

Drengen på afgrundens rand

Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/kim-leine-og-karen-secher-en-kreativ.html

Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".

   Her kommer en lidt udvidet liste:

• mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
• tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
• alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
• mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
• ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
• radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
• incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
• identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
• misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland

Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.

Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:

   Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang. 

   Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-4-nar-man-kan-huske-hvad.html

Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
   Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.

   Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:

Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
   "Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
   "Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.

En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".

   Nils Thorsens tekst fortsætter:

Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.

Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.

    Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":

   Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.

Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:

Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem.

  "Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan  vejret er i dag. Så gør vi det.""

   Men det kræver lidt teknik.

   "Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser.

   "Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."

   Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.

En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/det-indre-spil-om-at-udve-musik-og-om.html

Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/kunsten-at-se-om-kreativitet-og.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/lr-at-se-sladder-kan-manipulere-dit-syn.html

Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var. 

   Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:

   Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:

   "Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke.

   "Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han.

   "Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".

   Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)

I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...

   Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.

   Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:

Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler.

   "Jeg elskede de bøger", siger han.

   "De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."

   Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....) 

Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. 

   Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

   

Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener. 

Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.

   "Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".

   Og så ville de også høre deres egne navne.

   "Henriksen?", udbryder han.

   "Ingen problemer: "Neskirneh".

Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer. 

   

I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.

   Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.

  Og jeg kan fx absolut ikke!

   

Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning. 

   Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.

   Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre. 

   Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.

Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.

   Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
   Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet: 

Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2109909/Experts-mystified-Alyssa-Kramer-14-recite-words-backwards-seconds.html

Phenomenon of Ambidextrous Individuals Still Startles Scientists

http://english.pravda.ru/health/09-06-2010/113723-ambidexter-0/

Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:

Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.

   Daily Mail-artiklen fortæller:

Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.

   'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.

   And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.

Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'. 

   Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".  

   Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:

Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.

Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben. 

    Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

    Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.

Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord  baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.

Særlige evner (3) - ægte savant eller 'bare' almindelig hukommelsesatlet

I de to foregående indlæg om "særlige evner" har jeg fokuseret på den type personlighed som fagligt dækkes af begnelsen 'savant', som ifølge fagfolk ikke er en 'diagnose', men et 'syndrom'.

   Det betyder at man ikke betragter 'savanter' som mentalt eller psykisk syge, men som nogen der er kendetegnet ved en bestemt helt usædvanlig kombination af relativt dårlige eller svage evner på et bredt felt af egenskaber og så helt ekstraordinært gode evner inden for et enkelt snævert område, men altså evner som altid er knyttet til en usædvanlig såkaldt eidetisk eller fotografisk hukommelse:

• i forhold til det at tegne efter erindringen så det ligner eller mimer motivet i detaljer,
• i forhold til det at lave kalenderudregninger,
• i forhold til det at spille musik med absolut gehør efter fx en enkelt eksponering for musikstykket,
• i forhold til det at læse store mængder tekst og kunne genkalde sig det læste uden fejl,
• i forhold til at kunne lære nye sprog nogenlunde flydende på meget kort tid.

Et af de navne som går igen i litteraturen om savanter, er journalisten og hukommelsesekvilibristen Solomon Shereshevsky hvis særlige personlighed og usædvanlige evner er beskrevet af en forsker hvis navn jeg kender godt fra mine tidligere studier inden for psykolingvistik og neuroscience, den russiske neuropsykolog Alexander Luria.

   Luria skrev en hel bog om casen Solomon Veniaminovich Shereshevsky (1886–1958) med titlen "The mind of a mnemonist: a little book about a vast memory", en bog der udkom så sent som 1987.

   

Wikipedia definerer den faglige term 'menmoist' sådan her:

The title mnemonist (derived from the term mnemonic) refers to an individual with the ability to remember and recall unusually long lists of data, such as unfamiliar names, lists of numbers, entries in books, etc. Mnemonists may have superior innate ability to recall or remember, or may use techniques such as the Method of loci.

Det der umiddelbart fanger mig ved Shereskevsky, er at han - ud over at have en fabelagtig evne til at huske - beskrives som multi-synæstetiker, og at han selv ser det at han er så god til at huske, som noget der har med hans synæstesi at gøre.

   Wikipedia fortæller:

Shereshevsky participated in many behavioral studies, most of them carried out by the neuropsychologist Alexander Luria over a thirty-year time span.

   He met Luria after an anecdotal event in which he was told off for not taking any notes while attending a work meeting in the mid-1920s. To the astonishment of everyone there (and to his own astonishment in realising that others could apparently not do so), he could recall the speech word by word.

   Along the years Shereshevsky was asked to memorize complex mathematical formulas, huge matrices and even poems in foreign languages and did so in a matter of minutes. Despite his astounding memory performance, Shereshevsky scored no better than average in intelligence tests.

   On the basis of his studies, Luria diagnosed in Shereshevsky an extremely strong version of synaesthesia, fivefold synaesthesia, in which the stimulation of one of his senses produced a reaction in every other. For example, if Shereshevsky heard a musical tone played he would immediately see a colour, touch would trigger a taste sensation, and so on for each of the senses. The images that his synaesthesia produced usually aided him in memorizing. For example, when thinking about numbers he reported:

   Take the number 1. This is a proud, well-built man; 2 is a high-spirited woman; 3 a gloomy person; 6 a man with a swollen foot; 7 a man with a moustache; 8 a very stout woman—a sack within a sack. As for the number 87, what I see is a fat woman and a man twirling his moustache.

Shereshevsky har tydeligvis - blandt andre - den form for synæstesi som kaldes 'tal/bogstav-personifikation' ('ordinal-linguistic personification') som også et af mine børnebørn har - og har beskrevet for mig som man - blandt meget andet om synæstesi - kan læse i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/synstesi-hos-frisren-i-familien-og-i.html

En af pointerne i det indlæg er at for nogle personer har deres synæstesi den fordel at det gør det meget nemmere for dem at huske, fx. datoer eller musiknumre, dvs de synæstetiske koblinger fungerer som en slags naturlig og automatisk form for mnemoteknik, som flere også fortæller at de oplever som "en gave".

Wikipedia fortsætter artiklen om Shereshevsky med følgende kryptiske formulering:

Luria did not clearly distinguish between whatever natural ability Shereshevsky might have had and mnemonic techniques like the method of loci and number shapes that "S" described

Sagt lige ud, så ligger der lidt af en kritisk 'bombe' i den formulering, nemlig spørgsmålet om Shereshevsky var 'en ægte savant' - eller en meget dygtig 'hukommelseskunstner' der 'bare' udnyttede kendt menmoteknik til at booste sin hukommelse.

Men betyder det noget? - kunne man spørge. Uanset hvad, så var hans hjerne og han evner vel ekstraordinære?

   Jeg har ikke læst Lurias bog om Shereshevsky, og jeg har heller ikke - endnu - læst bøgerne af den savant, Daniel Tammet, som hele det her tema om "særlige evner" startede med, igangsat af at jeg havde set en timelang tv-dokumentar fra 2006 hvor Tammet var hovedperson.

Men de to mænd ligner, så vidt jeg kan se, hinanden - ved at de begge er multi-synæstetikere, og ved at de er velformulerede og mindst lige så intelligente som gennemsnittet, dvs. uden de mentale og/eller fysiske handicaps som ellers kendetegner de fleste savanter.

   Og nu har jeg så fået slået op i den bog jeg havde en svag erindring om havde fortalt Daniel Tammets historie, nemlig Joshua Foer: "Moonwalk med Einstein".
   Og rigtig nok: Beskrivelsen af Tammet fylder det meste af et kapitel med titlen: "Den lille Rain Man i os alle".

  

"Moonwalk med Einstein" handler jo om de særlige husketeknikker som såkaldte  'huskekunstnere'/'hukommelsesateleter' har brugt siden oldtidens Grækenland, hvor disse teknikker til at booste hukommelsen blev beskrevet første gang. Og blandt hvilke den mest centrale teknik er udnyttelsen af såkaldte "hukommelsespaladser", det som Wikipedia kalder 'the method of loci'.

   Bogens pointe er at disse teknikker kan læres af alle nogenlunde normalt begavede mennesker, og Joshua Foer beviser  påstanden ved selv at lære sig at mestre mnemo-teknikkerne så godt på et år at han vinder 'amerikamesterskabet i hukommelse'.

Spørgsmålet som Foer stiller sig - og også stiller til Daniel Tammet selv ved flere interviews - er om han virkelig er en savant (dvs hans hjerne er helt unik), eller om han 'bare' er et forholdsvis almindeligt menneske med en normal hjerne som har en - tilsyneladende mirakuløst - god hukommelse - blot fordi han har lært sig de menmoteknikker som alle almindelige hukommelsesatleter kender og gør brug af - fx ved årlige hukommelsesmesterskaber både i Europa og USA.

   Hvis det sidste er tilfældet, er Daniel Tammet en "snyder" - og i øvrigt ikke særlig interessant, og fx slet ikke værd at lave en hel dokumentarfilm om. Det er den konklusion Joshua Foer - journalistisk veldokumenteret - kommer til i sin bog. 

   Hvis det første er tilfældet - at Tammet er en veltalende, intelligent og reflekteret ægte savant, så er han helt unik - og dermed også ekstremt interessant for hjerneforskningen - og værd at lave dokumentarfilm om.

Og det er det spørgsmål som Wikipedia så også rejser i forhold til Solomon Shereshevsky som Alexander Luria gjorde til hovedperson i bogen "The mind of a mnemonist".

   Af Wikipedias artikel om Shereshevsky tyder noget på at han også havde en form for autisme kombineret med sin synæstesi. 

   Og i hvert fald har synæstesien ikke kun været en gave og en hjælp til at huske, men også et problem i hans forhold til de ledsage-impulser - billeder og forstillinger på den indre skærm - som hans synæstesi-inficerede hjerne producerede, aktiveret af indtryk fra omgivelserne eller fra det han læste:

He had an active imagination, which helped him generate useful mnemonics. He claimed that his condition often produced unnecessary and distracting images or feelings. He had trouble memorizing information whose intended meaning differed from its literal one, as well as trouble recognizing faces, which he saw as "very changeable". He also occasionally had problems reading, because the written words evoked distracting sensations. Things were far worse when he, for example, ate while reading.
   An example of the difficulties he faced in daily life:
   One time I went to buy some ice cream ... I walked over to the vendor and asked her what kind of ice cream she had. 'Fruit ice cream,' she said. But she answered in such a tone that a whole pile of coals, of black cinders, came bursting out of her mouth, and I couldn't bring myself to buy any ice cream after she had answered in that way ...   

Samtidig med at Shereshevsky altså var fænomenal til at huske, og han tilsyneladende havde lært at bruge sin synæstesi som menmoteknisk hjælp så han kunne optræde som hukommelseskunstner, så havde han - paradoksalt nok - også problemer med at glemme.
   Der kunne derfor opstå en slags forstyrrende interferens mellem 'gamle erindringer' og de serier af tal eller tekster han aktuelt skulle demonstrere at han kunne reproducere korrekt efter kort tids eksponering:

His memories were so strong that he could recall them after many years. After he discovered his own abilities, he performed as a mnemonist; but this created confusion in his mind. He went as far as writing things down on paper and burning it, so that he could see the words in cinders, in a desperate attempt to forget them, though some mnemonists have speculated that this could have been a mentalist's technique for writing things down to later commit to long-term memory. Reportedly, in his late years, he realized that he could forget facts with just a conscious desire to remove them from his memory, although Luria did not test this directly.

Det her fører så over til et følgende blogindlæg hvor jeg fortæller om den særlige evne - eller det særlige syndrom - som nogle mennesker har: at kunne huske - og kunne fortælle - hvad der skete og hvad de oplevede hver eneste dag i deres liv - og ikke at kunne blive fri for eller lade være med at huske det: 'hyperthymesia'  eller som det også kaldes: 'highly superior autobiographical memory' (HSAM).