Videnskabsjournalistikkens danske frontløber - Lone Frank - med en ny bog om 'lystens pioner'

Illustration af "deep brain stimulation"

Videnskabsjournalistik hører ikke til en af de discipliner der undervises i på vores journalistuddannelser, mig bekendt - ikke fast i hvert fald. Og det er synd, for det er vel en genre inden for faget som i de senere år er blevet mere og mere vigtig. 

   

Inden for det engelske sprogområde er genren udbredt, og jeg har i mange år nydt at læse bøger der introducerer til særlige vidensområder, journalistisk vinklet,  og skrevet i en en suveræn journalistisk stil. 

   I slutningen af dette indlæg med afsæt i den danske videnskabsjournalist Lone Franks seneste bog, lister jeg op videnskabsjournalistiske engelsk-amerikanske bøger som jeg har haft stor fornøjelse af at læse, og ofte har brugt som afsæt for indlæg på blokken her.

Lone Franks navn mødte jeg første gang for nogle år siden i nogle store artikler i Weekendavisens videnskabstillæg "Ideer". 

   Præcis hvad de handlede om, husker jeg ikke mere. Men de gjorde indtryk, så stærkt så jeg i en periode abonerede på Weekendavisen - udelukkende for at få adgang til at læse artiklerne af hende. 

   Da jeg begyndte at skrive på denne blok for næsten eksakt 6 år siden, blev jeg hurtigt optaget af sammenhængen mellem kreativitet og det som den moderne hjerneforskning fandt ud af. Og blev klar over at Lone Frank nogle år inden (2007) havde udgivet bogen "Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder."

   Jeg fik hurtigt anskaffet den, og syntes den var fremragende og nåede vidt omkring i feltet. 

   Den følgende bog hun udgav "Mit smukke genom", har jeg kun læst i uddrag og referater, da genforskning ikke lå centralt i mit interessefelt. 

   Men interessant journalistisk og formidlingsmæssigt var det at hun havde brugt sig selv og sine egne gener som drivende case og plot, så vidt jeg kunne forstå. Og hun havde kunnet konstatere at hun genetisk var disponeret for depressioner af den mere alvorlige slags. 

Nu er Lone Frank så udkommet med endnu en videnskabsjournalistisk bog "Lystens Pioner. Historien om manden, der satte strøm til sindet og viste vej til fremtiden." 

   Den har fået fremragende anmeldelser, og selv har jeg læst den i en ruf. 

   Den handler om en amerikansk psykiater Robert Heath der i 1950 fandt på at indoperere elektroder dybt i hjernen på levende mennesker med alvorlige psykiske sygdomme, og sætte strøm til. I en lang række år foretog han forskellige eksperimenter af den art, nogle med overraskeende positive - helende eller lindrende - effekt, hvor andre behandlingsformer ingen virkning havde haft. 

   Men på et tidspunkt overskred han nogle etiske grænser, i hvert fald målt med samtidens målstok og i en social kontekst hvor fx det hvide snit, med god grund, blev udråbt som et afskrækkende skoleeksempel på hvad neurokirurgi kunne misbruges til (hjulpet godt på vej i offentligheden af den fremragende spillefilm "Gøgereden").

   Så Heath og hans metoder og resultater blev effektivt fortrængt - så at sige skrevet helt ud af videnskabshistorien inden for psykiatrien. 

  Pointen i Lone Fransk bog er så at hans metode med elektrisk stimulering af dybe områder/centrer i hjernen, nu er genopstået, men altså uden de yngre forskeres viden og bevidsthed om at der har været en pioner på området for efterhånden mange år siden, en pioner der faktisk opnåede væsentlige resultater og indsigter med tilsvarende teknikker.

  Som der resumeres på bagsiden af bogens cover:

Dyb hjernestimulation er psykiatriens store håb. En ny tids pionerer eksperimenterer med elektrisk stimulation mod alt fra depression og angst til tvangshandlinger, anoreksi og aggressiv adfærd.

Plottet i fortællingen er at vi følger Lone Frank i hendes journalistiske opsporing af hvad det egentlig var Robert Heath gjorde den gang, og hvorfor han så effektivt blev glemt. Og i hendes beskrivelse af hvad nutidens biopsykiatri har gang i af tilsvarende forskning og eksperimenter. Og det to spor flettes så samme i bogen så læseren pendler mellem dem.

   Bagsiden fortæller:

I LYSTENS PIONER jagter Lone Frank den fascinerende historie om Robert Heaths storhed og fald, og hendes opklaringsarbejde trækker overraskende tråde til nutiden forskning og giver  en pejling for fremtiden. Bogen er en original blanding af historisk fortælling, reportage og personlig refleksion over vores forhold til os selv, til lysten og til eksistensen.

Jeg skal ikke her genfortælle Heaths historie, men blot fremhæve at han var en original outsider allerede i sin samtid. Og det blandt andet er denne outsider-rolle som umiddelbart tiltrækker Lone Franks interesse og nysgerrighed. 

I modsætning til hvad der opfattes som "norm" i en journalistisk tradition, nemlig at man ikke må blande sit personlige jeg ind i fortællingen (= 'tilstræbt objektivitet'), så får Lone Frank jævnligt undervejs i 'jagten på sandheden om Rober Heath', sin egen person og egne følelser og refleksioner flettet ind i historien. 

  Side 18. for eksempel kommer hun med et personligt credo:

For afspejler vores reaktion på det at stikke elektronik ind i folks hoveder i virkeligheden ikke vores forhold til os selv?

   Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været interesseret i - nej uhjælpelig fascineret af - at forstå mennesket som som sådan, måske især for derigennem bedre at forstå mig selv. Spørgsmål om, hvad der ligger i vores natur, og hvor meget den natur kan bøjes og formes, har været en konstant drivkraft i mit arbejde som videnskabelig skribent. Hvad enten det gælder biologien, psykologien eller psykiatrien, så er det interessant for mig det, disse felter kan sige om os. Det, det kan fortælle om vores inderste kerne eller essens - eller om vi overhovedet har sådan en?

Lone Frank erklærer at "sjælen" som noget uden for kroppen "er afgået ved døden." Og det rejser spørgsmålet...

Hvor meget kan man modificere det, som i sidste instans udgør en person, og hvem bestemmer, hvor langt man går? (...) Skal vi eksempelvis gør mennesker mere lykkelige  eller forandre træk i deres personlighed, som del selv eller andre ikke bryder sig om? Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk.

Noget af det der kendetegner Lone Frank som journalist er det gode levende og prægnante 'erfaringssprog' hun trækker på. Det vrimler med direkte og bramfri formuleringer som for eksempel den du lige har læst: "Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk."

I kapitel 2. "Psykokirurgiens genkomst" beskriver Lone Frank sine oplevelser på en faglige kongres for 700 neurokirurger som forsker i effekten af forskellige former for hjerneoperationer, og som her mødes for at udveksle ny viden. 

   Hun fortæller om mødet sådan (jeg har fremhævet de særlige sproglige formuleringer som jeg nyder for deres erfaringsproglige kvaliteter):

Flertallet er mænd, og de ser ud om om deres koksgrå jakkesæt er købt det samme sted. Dere højrøstede sludren går gennem konferencecenteret, der er så anonymt at jeg glemmer, hvordan her ser ud, bare jeg lukker øjnene kortvarigt.   Jeg føler mig fremmed. I årevis har jeg som journalist været vant til at færdes blandt psykiatere, psykologer genetikere, og deres jargon og måde at tale om psyken kender jeg. Nu går jeg rundt mellem mennesker der taler teknik. De kan få lys i øjnene af at diskutere nye elektroder, der kan styre strømmen i forskellige retninger (...). Og i pauserne mellem foredrag kan man se dem pille kærligt ved alt det avancerede operationsisenkram, som er udstillet, og som for det utrænede øje ligner torturinstrumenter.   (...) At bruge sin fingerfærdighed på at fjerne svulster og reparere bristfærdige hjernekar er i dag næsten bagstræberisk og giver ingen prestige. At operer på psyken er fremtiden, og neurokirurgerne er blevet en slags sindets håndværkere.

Senere i kapitlet optræder en hel række af smukke og anskueliggørende metaforer:

Mens jeg suger til mig af nyheder, går jeg rundt med et spøgelse på skulderen. Robert Heaths historie, hans gamle artikler og hans for længst afdøde patienter med deres numre bliver klangbund for alt, hvad jeg hører. Tråde bliver trukket fra den gang til nu, og sammenligninger trænger sig på.

Nu vil jeg citere et langt, meget personligt afsnit fra senere i samme kapitel. Derefter må læserne selv købe bogen hvis de vil vide mere. 

   Lone Frank konstaterer at vi faktisk ved meget lidt om de biologisk årsager til de alvorlige psykiske sygdomme:

Sygdom, sygdom, sygdom. Det er selvfølgelig diagnoserne, som er anledning til at vi sidder her i en  mørk sal i et kedeligt betonbyggeri og hører foredrag efter foredrag, men for mig er det ikke det mest interessante. Neden under min privat fascination af den elektroniske hjernestimulation ligger noget helt andet. Det handler om, at manipulation af hjernen er manipulation af selve vores inderste - det mig, som befinder sig et eller andet sted i den belgrøde klump med sine hundrede af milliarder forbundne celler. Denne her mærkelige teknologi stiller dybest set spørgsmålet: Hvem er jeg?

Og med det spørgsmål som afsæt skifter journalisten Lone Frank 'fortæller-mode' og går over til den personlige bekendelse i klar tale og erfaringsnært sprog:

Så længe jeg overhovedet kan huske, har det været mit eget kernespørgsmål, og det, som jeg igen og igen kommer til at kredse om. Måske går det helt tilbage til barndommen. Mine forældre passede dårligt sammen, og begge ville gerne have, at den anden opførte sig anderledes. Der blev talt rigtig meget om at ændre sig, og især min far havde en ide om, at man naturligvis kunne blive en anden - "det er et spørgsmål om at ændre nogle bidder information inden i hovedet", som han sagde. Imidlertid kunne jeg se, at han faktisk forandrede sig meget lidt. Til trods for, at han gerne ville og for, at sagen blev vendt og drejet, til hele familien var blå i hovederne.

Fra familien til Lone Frank selv og de problemer hun har haft med at accepterer sit jeg, og dermed referencer til hendes foregående bog og den deraf følgende dokumentarfilm:

Men jeg kender selv udmærket til ønsket om at at være en anden. Eller i det mindste en anden udgave af mig selv - udadvendt med mere overskud og mindre hang til misundelse og raseri. Bedre ligesom. Som journalist har jeg halset efter videnskab, der forsøger at afdække menneskets natur og kortlægge sindets plasticitet. Jeg har endda brug mig selv og min personlige historie som omdrejningspunkt i en dokumentarfilm, der tager fat på emnet. I Genetic Me jager jeg rundt mellem psykologer og adfærdsgenetikere og får at vide, hvordan gen gener i høj grad  tegner konturerne af personligheden, og at den under normale omstændigheder er ret stabil gennem et livsløb. Affind dig med dig selv, er forskernes samstemmende og velmente råd.

At Lone Frank ikke kan affinde sig med det, viser emnet for denne nye bog. 

   Kan man med dyb hjernestimulation gennem indopererede elektroder faktisk ændre på personligheden - og fx påvirke grundhumøret og følelsen af lyst og belønning i positiv retning hos mennesker plaget af gentagne depressioner (som LF selv lider af)? 

   Det er det spørgsmål der driver denne videnskabsjournalistiske historie frem, en fortælling der forbinder fremgravet viden om fortidens fortrængte pioner Robert Heaths eksperimenter- med frisk indsigt i nutidens og fremtidens konkurrencedrevne neurokirurgers frontforskning og - forsøg.

Jeg får også associationer til noget jeg selv har haft ansvaret for, nemlig til min bog om Poul Martinsen og hans omfattende tv-produktion

   En lang række af hans tv-dokumentarprogrammer havde også karakter af videnskabs-formidling, og viste - i nogle tilfælde etisk problematiske - forsøg og eksperimenter med mennesker. 

   Mest berømt og berygtet er Martinsens udsendelse "Lydighedens dilemma", som i praksis og med brug af skjult kamera demonstrerede og dokumentrede et også berømt og berygtet socialpsykologisk eksperiment af socialpsykologen Milgran fra 1960.

  Om det program skrev Politiken så sent som i 2008 i en faktaboks til en artikel om at nogle forskere nu har gentaget Milgrams kontroversielle eksperiment - og med samme resultat:

Den danske psykolog og journalist Poul Martinsen genskabte i 1978 Milgrams klassiske eksperiment i samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole.

   Ligesom i den oprindelige amerikanske udgave fik en kittelklædte autoritet i skikkelse af Martinsen forsøgspersoner til at give - indbildt - strøm til en anden.

   Det hele blev optaget til fjernsyn og sendt under titlen 'Lydighedens dilemma'.

   Men for forsøgspersonen Marianne, som gik langt i eksperimentet, var oplevelsen af at blive vist frem for nationen som torturbøddel så traumatisk, at hun senere måtte have psykologhjælp.

http://politiken.dk/viden/ECE617352/forskere-gentager-kontroversielt-torturforsoeg/

Martinsens lange række af videnskabsformidlende tv-dokumentarer, var båret af det samme bagvedliggende grundspørgsmål som driver Lone Frank: 

   Hvem er jeg? Og kan jeg være sikker på at jeg ved hvem jeg selv er? 

Jeg lovede en liste (her i tilfældig orden) med nogle af de engelsksprogede videnskabsjournalistiske bøger jeg selv har haft stor fornøjelse og stort udbytte af at læse:

• Malcomlm Gladwell: "Blink"
• Sharaon Begley: "The Plastic Mind"
• Steven Johnson: "Mind Wide Open"
• Steven Johnson; "Where Good Ideas Come From"
• James Geary: "I is an Other"
• Ryszard Kapuscinski: "Travels with Herodotus"
• Joshua Foer: "Walking with Einstein"
• John Lehrer: "Imagine"

Tidligere har jeg skrevet om Lone Franks journalistik i blandt andet disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/07/dagdrmme-og-kreativ-tnkning.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/ammehormon-krammehormon-krlighedshormon.html