Debatten om 'Christianias børn' - om effektiv Dramaturgi vs virkelighed og sandhed. Det handler om at være 'forelsket i vinklen' - og om dårlige 'kontrakter' med seerne - selvom dokumentaren er god

https://www.youtube.com/watch?v=wFKIeSVJVL8

Der er opstået en livlig debat efter tv-dokumentaren 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' af Nille Westh som blev udsendt på DR den 10. august i år.
   Faktisk en debat som alle kloge folk nu er enige om er kørt helt af sporet i medierne.

Mit afsæt:

   I Politiken lørdags den 22/8 har en af de medvirkende Anna Petri (i filmen "Trylle") så et kritisk indlæg om det ensidige - og ensidigt negative - billede af hendes barndoms og ungdoms virkelighed som filmen giver.
   Hun skriver ikke kun på egne vegne, men også på vegne af to andre af de (i alt fire) centrale medvirkende i dokumentaren: Rufus Tollesen og Sofie Nørregaard der også var børn på Christiania den gang.
   Kun 'Lise' (den fjerde) er ikke medunderskriver på indlægget.

   

Anna Petri skriver blandt andet under følgende rubrik og underrubrik:

De gode sider ved vores barndom blev klippet ud
Filmen om Christiania skævvrider billedet af vores barndom.

Og så fortsatte hun indlægget:

Filmen ramte lige i hjertet på blomsterbørnenes børn. Voksne Christianiabørn fra vores egen generation har skrevet og takket os for vores mod til at adressere de udfordringer, vi som børn skulle kæmpe med på Christiania, og vi har fået et hav af henvendelser fra danskere, der kunne genkende deres egen barndom fra hippiemiljøer rundt omkring i landet.

   Filmen er nemlig i høj grad en skildring af skyggesiderne ved 70’ernes og start-80’ernes strømninger, verdenssyn og levevis. En tid, hvor der blev eksperimenteret med boformer, skoleformer, kønsroller, sex, musik, kunst og stoffer i hele landet.

   Dokumentarens tematikker skal derfor forstås og vurderes ud fra denne præmis: Alle vores udtalelser er baseret på oplevelser fra denne tid og kan derfor ikke overføres direkte til nutidens Christiania. Det er derfor dybt problematisk, når vi på det seneste har læst flere udtalelser og debatindlæg, som har misforstået denne vigtige præmis. Det skævvrider virkeligheden og skaber en fejlagtig debat baseret på et forkert grundlag.

   Det er helt uacceptabelt, at dannede journalister, meningsdannere og politikere – bevidst eller ubevidst – fører folket bag lyset i denne sag. Christianias børn lever nemlig ligesom resten af samfundet i dag i en helt anden tid med andre udfordringer end dem, vi havde i 70’erne. Filmen skal under ingen omstændigheder bruges til at sige noget om Christiania-børnene i dag.

Jeg skrev flere blogindlæg i foråret om den vigtige og normbrydende bog 'Forelsket i vinklen - om fikseringfejl hos journalister' af Mikkel Hvid og Marlene Bjerre. Den giver en række oplysende cases til illustration og dokumentation af såkaldte fikseringsfejl i journalistikken gennem årene.

   Den kommer jeg i tanker om ved at læse Anna Petris debatindlæg og efterfølgende interview i avisens kultursektion. 

   Og ved at at læse en række kommentarer fra blandt andet politikere og opinionsdannere på højrefløjen der så at sige tager filmen som gidsel for deres aktuelle fordomme og holdninger til anderledes tænkende og normbrydende ung mennesker - og til det aktuelle Christiania.

  

I kommentaren skriver Anna Petri videre, og jeg citerer in extenso fordi jeg synes det er så klart skrevet og velargumenteret:

En anden ligeså vigtig præmis er, at dokumentaren kun har valgt at belyse skyggesiderne ved det nystartede Christiania, og den tegner ikke et samlet billede. De gode aspekter ved vores Christiania-barndom har ikke været dokumentarens fokus. De er simpelthen blevet klippet ud. Det har vi – de fire hovedpersoner – været skuffede over.

   Vi har fra starten pointeret, hvor vigtigt det var, at billedet af vores opvækst også blev skildret med de gode sider. Sandheden er nemlig den, at vi også har haft en fantastisk og enestående barndom, på trods af at vi havde seriøse udfordringer at kæmpe med.

   Mange har oven i købet været helt skånet for meget af det, vi fortæller om i filmen. Vores forældre har været både kærlige og gode forbilleder – og ikke kun egoistiske bohemehippier, som filmen gerne vil fremstille dem som.

   Instruktørens argument for, at filmen kun behandler skyggesiderne, er, at netop skyggesiden manglede i det samlede mediebillede. Det har hun jo ret i. Vi har næsten kun hørt historierne om de glade hippiebørn og 68-generationens egne idealiserede fortællinger.

   Men desværre bliver filmens ’skyggesidevinkel’ ikke tydelig nok for seeren, og filmen bliver oplevet som et helhedsbillede på, hvordan det var dengang. Og det er ikke et fyldestgørende billede. Som medvirkende i filmen føler vi et ansvar for at påpege disse ting.

Jeg har et særligt forhold til Christiania, tilstår jeg gerne.

   Og jeg har et forholdsvis nuanceret billede af fristaden før og nu. Men jeg har har aldrig boet der, kun været på besøg nogle gange i årenes løb.

   Jeg forbinder stedet, miljøet, kulturen, og økonomien derude med et sæt af modstridende, næsten paradoksale kriterier: både kreativitet, frihed, alternativ tænkning, deleøkonomi, fællesskab og varme; men også lukkethed, sekterisme, hashsalg og narko, rockere og mord, kriminalitet, vold, forsømte liv, snavs.

I min mellemskole- og gymnasietid i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne gik jeg flere gange om ugen forbi det den gang stadigt militære anlæg på højre side af gaden - og ud på Holmen i gymnastiktimerne - for at spille fodbold med klassekammeraterne.

   Op gennem 70´erne havde jeg både bekendte, venner og familiemedlemmer som i perioder boede og levede på området da det var blevet 'Fristad'.
   Mig bekendt har jeg en kusine som stadig bor der.

   Og jeg fulgte meget med i pressen om de udbredte fordomme, stereotypier og misvisende debatter der florerede om hippielivet og hash-salget og kriminaliteten i 'Fristaden'.  

   Og ikke mindst fulgte jeg med i medierene om kampen i Folketinget om at få Christiania lukket, en kamp som jeg den gang - som lektor i sprog og kommunikation på det lukningstruede RUC - ikke havde svært ved at identificere mig med.

   

Jeg husker også at jeg med glæde så Poul Martinsens tv-dokumentarfilm i 1976 'Dagbog fra en fristad', en tv-udsendelse der var den direkte årsag til at folkestemningen den gang vendte - og som også førte til at  Folketingsflertallet for lukningen forsvandt som dug for solen. 

   Det effektive dramaturgiske plot - en slags reality-dokumentar - var at lade en solid socialdemokratisk arbejderfamilie fra Hedehusende (han: jord- og beton, hun; hjemmehjælper, plus to drenge 10-14 år) bo en uge på Christiania i et af de velfungerende kollektiver. Og så der følge deres oplevelser i en løbende slalom-række af reportageoptagelser og interviews. 

   Arbejderfamilien ændrede radikalt holdning efter den uges oplevelser ved selvsyn - fra bramfri udsagn som: "Luk det lort", før udsendelsen - til udtalelser i klartekst bagefter: "Vi har mindst lige så mange sociale problemer i Hedehusene", og "der er meget godt ved det liv med fællesskab og varme som mange christianitter har." 

   Og folketingsmedlemmer i stort tal ændrede holdning fra minus til plus efter udsendelsen.

Jeg har siden i min bog 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed' skrevet et helt kapitel med analyse af filmen - ledsaget af Martinsens egen fortælling om produktionshistorien - og om efterbyrden i den politiske offentlighed.

   Martinsen blev af blandt andet radiorådmedlem og partileder Erhard Jacobsen beskyldt for ensidighed, rød lejesvend-enøjethed - og faktuel manipulation i sin udsendelse.
   Det holdt ikke en meter og anklagen døde.

 
Martinsens argument for at fortælle sin historie på den måde, var at han ville vise en anden side af livet på Christiania end det sorte, overfladiske og negative billede der dominerede bevidstheden ude omkring i landet - og ikke mindst på Christiansborg.

   Altså: helt samme argumentation, men stik modsat vinkel, af den som dokumentar-fortællingen 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' var redigeret efter.
   Men afstanden i tid og kultur og politik er altså 1976 - 2015 - næsten 50 år.

Jeg har også fulgt med i debatten om Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie', hvor Christiania også er en del af historien, en bog hvis første bind udkom 2011, og hvor ikke mindst de meget modstridende erindringer om tiden den gang fra de forskellige kilder, førte til mange opfølgende indlæg i aviser, i blogge, og på de sociale medier. 

   Og reaktioner fra nogle af de nu aktive  BZ'ere, har gjort at han har opgivet at skrive og fortælle BZ-ernes historie i en ny bog, som han ellers havde planlagt.
   Stof til efteranke!
  En solid bog kan være væsentligt mere oplysende i det lange løb end en dokumentar, tænker jeg.

I mange, mange år (siden 1982) har jeg undervist journalister - og journalister in spe og andre professionelle mediefolk - i tv-dramaturgi og fortællende journalistik. Og jeg  har - tro det eller ej - skrevet flere velanmeldte artikler og to bøger i den forbindelse: 'Faktion som udtryksmiddel' (1990) og 'De levende billeders dramaturgi' (2003).

   En hel afgørende (og i gamle dage overraskende) pointe i den undervisning var princippet om  at ...

... en velfungerende og effektivt kommunikerende fortælling - fakta eller fiktion - skal have én og kun én bærende ide eller præmis, dvs. en sproglig påstand som skal være sand, troværdig, fair, velresearchet og veldokumenteret - og dermed kunne fungere som en klar og forumleret kognitiv strategi, som man derefter - som god, professionel journalist eller instruktør - styrer og indretter interviews, optagelser og redigering efter.

En anden afgørende princip i undervisningen var at ...

... man som journalist og tilrettelægger skulle udvælge - nu 'caste' - de medvirkende så de - hvad angår sprog, mimik, bevægelse, påklædning og miljø - var udtryksmæssigt dækkende for historien - og så vidt muligt var repræsentative for den funktion/'rolle' de havde fået i indslaget, programmet, dokumentaren.

Jeg har imidlertid også altid været optaget af at ...

... modtagerne - publikum, eller nu 'brugerne' - blev gjort på det rene med hvilken præmis/bærende ide og hvilke vilkår fortællingen var produceret og redigeret under. 

Altså: at man i filmens start eller slutning (og i forannonceringen på nettet og i aviser) skrev oplysende ord - hvidt på sort eller sort på hvidt - men tydeligt på skærmen,  at man skrev ord der eksplicit og i klartekst forklarede, for eksempel i denne her films tilfælde, at der - af hensyn til den lineære dramaturgi og skarpheden i fortællingen - var udeladt en (lang?) række optagelser med positive udsagn fra de hovedmedvirkende og andre om deres hel- og halvtraumatiske bandom i 'Fristaden'.
     Hvis unge, fint skolede dokumentarister tror at seerne bare helt af sig selv og naturligt, har den kontraktformular i hovedet, så er de - lidt - nej meget naive - og alt for uvidende om almindelige menneskers umiddelbare oplevelse af tv-programmer.

 
Endvidere kunne man have fortalt seerne at en række for historien vigtige medvirkende som man bad om udtalelser, ikke ønskede at medvirke; dels fordi de ikke ville være en del af mediecirkusset; og dels fordi de havde dårlige erfaringer med medierne, deres journalister og effekten af presseopmærksomheden. 

   Men den slags 'varedeklarationer' levere professionelle dokumentarister og de institutioner der finansierer dem, nødtvungent og meget sjældent. Og måske endda sjældnere nu end tidligere.

   Men Poul Martinsen, dansk tv-dokumentars grand old man og nestor, han gjorde det ofte. Tit er der en oplysende og vilkårsafklarende tekst på skæremen til sidst. Tjek selv. 

   Han lavede også kontrakter med de medvirkende hvori der stod at de ved en dags slutning, altid kunne fortryde en udtalelse og få den slettet. Og ofte lod han dem se det næsten færdige program inden udsendelsen.
   I nogle af de mest kontroversielle tv-dokumentarer gik han selv i billedet som synlig fortæller og ansvarlig "vinkler af historien" (fx 'Krigerne' eller 'Fluen på væggen'), ligesom han i flere udsendelser lod de centrale medvirkende se optagelserne med sig selv -  og kommentere dem, og disse kommentarer optog han også med deres tilladelse - og gjorde til en del af den færdige udsendelse (fx 'På grænsen til liv', og igen: 'Krigerne').

   Læs mere og blive klogere i bogen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed'. Den findes på mange biblioteker og kan også opspores antikvarisk stadigvæk.

   

Se så her hvad DR skriver til slut i interview-artiklen med Anne Petri i Politiken som 'svar' på kritikken fra de tre hovedmedvirkende:

"For DR er det afgørende, at medvirkende får grundig besked om grundlaget for et program, inden vi går igang med  produktionen. Det er også sket her," oplyser Morten Thomsen Højsgaard i et skriftligt svar til Politiken.

 "Fordi det netop var et meget følsomt emne, vi tog fat på, har de medvirkende helt ekstraordinært haft mulighed for at fortryde deres udtalelser, ligesom vi har vist dem programmerne inden de blev redigeret færdig. I den forbindelse havde vi en god dialog."

  "Jeg kan derfor ikke genkend den kritik, som nogle af de medvirkende kommer med. Men jeg vil gerne understrege, at jeg har stor forståelse for, at det er en stærk oplevelse at fortælle om sin barndom, som det er sket her. Det her jeg meget stor respekt for."

"God dialog", "stor forståelse for", "stor respekt for" - og 'liraum larum, katten gør æg'. Ren legitimerende DR-bureaukrati-snak til udvortes brug.

De medvirkende siger at billedet film giver af deres barndom ved hjælp af klippede udtalelser fra længere interviews, er stærkt misvisende - og derfor bliver misbrugt som 'bevis' for alle mulige uvederhæftige indlæg i den efterfølgende medieståhej.
    Og at de derfor føler sig misbrugt! Også selv om de sagde ja, en gang - uden kontekst.

Uanset at Højsgaard og Nille West mener at have ryggen fri rent professionelt, og at de altså har gjort hvad de skulle og burde i forhold til de stærkt berørte medvirkende, så er der et problem som ikke er nyt, men dårligt analyseret og forklaret. Og det er faktisk et seriøst problem for både dokumentarinstruktør og ansvarlig redaktør.

   Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten'  med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

    Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.
   Den gamle mangelfulde, men orginale version er pist væk!

   

Højsgaard skriver fx heller ikke at der efterfølgende vil udkomme en opfølgende tv-dokumentar med præmissen: 'Solsiden af barndommen på Christiania', en tænkt dokumentarfilm som sandsynligvis også kunne laves (ud fra de reaktioner jeg har læst i medierne), og ville være spændende  og oplysende at se. Og som også ville vække debat.
   Men ikke mindst ville den jo nuancere billedet i offentligheden af 'barndommen på Christiania'.

Jeg synes 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' er en rigtig god dokumentarfilm - tilrettelagt og produceret professionelt og lige efter bogen. Forældrene til de medvirkende er mine jævnaldrende. Mine børn er nogenlunde jævnaldrende med de fire hovedpersoner.
   Den går rent hjem som fortælling og troværdig virkelighisfremstileng hos mig som her- og nu-seer.

   

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindeløsesideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?
 
Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMSERFARRINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Udsendelsen er produceret i et samarbejde mellem de tre nordiske public-service-medieselskaber DR, SVT og NRK, og der er også støtte fra 'nordvision'. Den har ikke været billig at producere.

   Jeg er ikke i tvivl om at den vil blive solgt og vist i en lang række andre lande. Christiania er på godt og ondt et kendt 'brand' i udlandet, og for de globale nyhedsmedier er sådan en udsendelse mad for Mons. 

   Men fordomsnedbrydende og oplysende for alvor i forhold til disse kommende seere, det bliver den sandsynligvis ikke - fordi de mangler kontekst-viden.

For mit indre øre kan jeg høre et næsten enstemmig kor af - som regel journalistisk højt uddannede og skolede (redaktions-)chefer der synger sangen:

Vi har holdt vores sti ren, gjort hvad vi kunne og skulle gøre som public-service-ansvarlige chefer og redaktører. Hvad vores dokumentar derefter bliver gjort til og brugt til i de andre medier, i de sociale medier, rundt omkring hos spin-doktorerne, i det politiske liv, o andre lande??? - DET HAR VI IKKE NOGET ANSVAR FOR - VI PASSER VORES ARBEJDE - VI ER PROFESSIONELLE MEDIEFOLK - OG DERFOR HAR VI RET TIL AT VINKLE KNIVSKARPT - SÅ KOM IKKE HER!

Her er det så at jeg trækker nobelprisvinderens Daniel Kahnemans tænkekort: bogen 'Thinking, Fast and Slow. 

   Når folk som du og jeg og hvermand ser en god og professionelt fortalt dokumentar som ''Christianias børn - Skyggen af eventyret', så aktiveres den del af hjernen som tænker hurtigt, emotionelt og, ja, fordomsfuldt generaliserende. Det nemme, det der overfladisk set stemmer overens med vores følelser når vi ser programmet:

Sikke noget svineri. Vi er blevet puttet blår i øjenene. Luk lortet. Fang og fængsel forbryderne. Pædofile og pushere om en hals. Vi stemmer sgu på DF næste gang.

Eller hvad jeg nu kan forestille mig bliver aktiveret af straks-tanker hos en stor del af seerne.

 
Men det er her Daniel Kahneman kommer ind med sit modbegreb og sin modforestilling: 'Thinking Slow'.
   Det er en forestilling om mental aktivitet - 'tankevirksomhed' - som har med objektiv, analytisk og videnskabelig tænkning og tjekket viden at gøre, en tænkning som kræver tid og research - og grundlæggende ikke er optaget af effekt og følelser, men af sandhed og faktuel realitet.

 
Min - for så vidt ekstremt banale - pointe er her, at hvis Nille West havde skrevet en tekst a la den jeg foreslog med rødt oven for, i slutningen af sin fine dokumentar, så havde hun inviteret og provokeret seerne til at tænke sig om og mobilisere den del af deres bevidsthed som dækkes af det faglige begrebet 'thinking slow'; i stedet for bare mentalt at køre videre ud af det lette og emotionelt stimulerende og fordomsbekræftende 'thinking fast-spor' som den fint fortalte dokumentar automatisk aktiverer i hjernen hos seerne undervejs - og straks efter man har set den.
   Og som andre journalister elsker at følge op på. Og hvis kaotiske og mentalt rodede spor man derefter kan følge på mediernes debatsider i ugerne efter.
   Som i denne.

Derfor Danmarks Radio, Morten Thomsen Højsgaard og Nille West, derfor kørte debatten efter udsendelsen skævt og helt af sporet. 

Synæstesi - igen, igen - Anne Lise Marstrand-Jørgensen og H.C. Andersen - og høre-synæstesi

Jeg fik en mail fra en kvinde for nylig der havde læst et ældre indlæg her på bloggen om synæstesi - som betyder sam-sansning - dette at ydre indtryk fra et sanseområde automatisk eller villet kobles sammen med indre (eller ydre) input fra et andet sanseområde. 

   Jeg fortæller i det indlæg at fruen havde det sådan at hun så forskellige farver knyttet til de forskellige ord når hun læste  dem. Og jeg fremførte den tanke at der var en sammenhæng mellem det at hun læste meget langsomt, og så det at hun så at sige skulle se en farvefilm køre på den indre skærm sideløbende. 

   I mailen fortalte kvinden at det havde været en lettelse og en aha-oplevelse at læse om det, for sådan havde hun det også. Hun så farver nå hun læste, og hun læste ekstremt langsomt.

   Her er et link til det indlæg hun havde spejlet sig i:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/synstesi-og-kreativitet.html

Og sådan er det med en blog om kreativitet - pludselig leverer virkeligheden serendipitet - uforklarlige associationskæder af betydningsindhold på tværs af domæner og sociale sfærer.

På bagsiden af bogtillægget til Politiken i dag bliver forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen spurgt: "Hvordan har du det med ord?" Hun svarer:

Jeg har et ganske passioneret forhold til ord. Jeg ser dem i farver og hører dem som musik, når jeg skriver. Derfor kan jeg næsten ikke holde ud  at at læse noget der er dårligt skrevet. Det er vel som at høre nogen synge falsk.

Synæstesi i rendyrket aftapning. Og dobbelt: Hun ser både farver og hører musik som indre-sansede ledsagefænomener til de ord huns skriver. Det smitter nok af på ordene hun bruger. Hun er oprindelig lyriker, inden hun begyndte at skrive romaner.

   Jeg er også interesseret i særligt kreative menneskers oplevelse af deres barndom. Og om Anne Lise Marstrand-Jørgensen finder jeg dette citat:

Marstrand-Jørgensen var et følsomt og genert barn med en stor fantasi: “Jeg legede altid, elskede at læse, tegne og digte historier. Jeg var også meget ude – i skoven, i havet, ved søen med en fiskestang. Jeg var på sin vis stille, men satte alligevel altid spørgsmålstegn ved alting og tænkte overdrevet meget over tingene, hvilket nok var med til at få mig til at føle mig anderledes … og til tider helt forkert,” siger hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008).

Jeg kommer til at tænke på på H.C. Andersen som også i sin barndom "følte sig anderledes og til tider helt forkert." Han er jo på toppen som mediedarling disse dage, og hans barndom og ungdom har jeg lige skrevet et indlæg om i den forbindelse.
 
Var han mon også synæstetiker?
   Hans sprog er jo berømt for sin humor og talenære kunststil. Og jeg er ikke i tvivl om at han har hørt de ord og sætninger han skrev, udtalt for sit indre øre mens hans skrev dem. At skrivehandlingen altså har været ledsaget af et mentalt indre lyd- og melodispor.

 
Jeg googler og får fra en side der skal undervise elever i litteraturlæsning og stilistik, en melding om at synæstesi ikke kun er at forstå som en automatisk neurologisk kobling mellem forskellige sansebearbejdende centrer i hjernen, men at det også er en litterær stilistisk figur. 

   I forbindelse med et afsnit om besjæling og allegorier står der:

Det, at to verdener kan forstås som parallelle symboliserede og symbo­li­se­rende, finder vi i lyrikkens verden udtrykt i begrebet synæstesi, nemlig når associative indtryk fra et sanseområde bruges som beskrivelse i et andet sanseområde.

Og der er også i samme afsnit direkte referencer til H. C. Andersen:

Besjæling: At give døde ting en sjæl, altså liv, kaldes besjæling. Drejer det sig om, at abstrakte fænomener (lykken, fædrelandet) får liv, taler vi om per­soni­fikation. I praksis er forskellen lille. Besjæling og personifikation kan ses som en slags metaforer, idet levendegørelsen bygger på et parallel­forhold mellem det reale (menneskelige) og det billedgjorte – legetøjet i H.C. An­der­sens eventyr Kærestefolkene for eksempel.

   H.C. Andersen besjælede mange ting i sine eventyr, og da det var kende­tegn­en­de for romantikkens forfattere, at de mente, at én og samme ånd gennemstrømmede alt levende og dødt, finder vi mange personifikationer og besjælinger hos dem.

Det rammer jo i hvert fald plet i forhold til "Tællepråsen" og en masse andre af Andersens eventyr, som netop er allegorier hvor to konceptuelle verdener blendes gennem personifikation og besjæling. Og i den forstand er H. C. Andersen altså netop også synæstetiker - men en hvor synæstesien er et produkt af en æstetisk viljeshandling.
   Måske.

    Det kan jo også være han simpelt hen ikke har kunent lade være: at han rent faktisk oplevede ting som besjælede, som udstyret med personlighed og intentioner i kraft af sin utrolige og ustyrlige fantasi, en fantasi som dag og nat - har man indtryk af - har kørt som en konceptuel stavblender med 2000 omdrejninger i sekundet.

Det kendetegnede ham netop jo også at han udfoldede sig kreativt i andet end ord og litteratur. 

   Han er berømt for sine papirklip som tit var illustrationer til hans eventyr - så han har utvivlsom set sine eventyrfigurer for sig på din indre skærm når han har skrevet om dem:

  

Evnetyret "Tællelyset" viser sig ved nærmere eftersyn at have et tydeligt freudiansk metaforisk lag - uden tvivl udtryk for den unge H.C. Andersens usikkerhed om egne seksuelle drifter, længsler og lyster. 

   Derfor er det også en af disse tilfældigt-heldige sammentræf at Anne Lise Marstrand-Jørgensen senere i interviewet i bogtillægget fortæller om sin kamp for at finde de rette ord for at skrive om sex i sin kommende roman i forlængelse af den nysudkomne  "Hvad man ikke ved":

Et af romanens stærkeste temaer bliver seksualitet og hvad den seksuelle revolution kom til at betyde - ikke mindst for kvinder. Derfor arbejder jeg en del med ord, der handler om sex og kroppe.
   Det gør en stor forskel om man f.eks. skriver kusse eller køn, og jeg bruger en del energi på at finde den rigtige måde at skrive om sex  på - det skal hverken være porno eller fjollede, traditionelle og klichefyldte omskrivninger af kvindekønnet, der er ved at sprænge af ferskener og figner i liljer i blomst.

Ord er lyde eller sort krims-krams på papir. De skaber billeder på den indre skærm, og disse billeder aktiverer spejlneuroner der - hvis ordene er velvalgte - vækker erotiske lyster hos læseren. Både når ordene er Andersens og Marstrand-Jørgensen.

Og så fører min google-søgning på 'synæstesi' også til at jeg finder oplysninger om en hidtil u(er)kendt form for synæstesi: en kobling mellem visuelle sansninger af noget der bevæger sig i omverdenen på den ene side og så automatiske ledsagde-lyde som hjernen selv producerer, på den anden. En slags tvungen sensorisk blending.

    Eksempel: Man ser en sommerfugl flyve, og hører rent faktisk vingeslag - selv om øret ikke registrerer noget lydindtryk fra sommerfuglen: 

Forskere fra 'California Institute of Technology' beskriver en ny form for synæstesi i tidsskriftet Current Biology, nemlig høre-synæstesi. Det som kendetegner synæstetikere, er at deres sanser er krydsaktiverede. De oplever en sammenblanding af sanseoplevelser som normalt indtræffer hver for sig.

   Dette sker automatisk, og er ikke noget personen kan vælge at gøre. Så dermed bliver deres virkelighed utvivlsomt lidt anderledes end andres. Mens de fleste mennesker ser sorte bogstaver på hvid baggrund i denne artikel, kan en synæstetiker se bogstaverne i farver. Og måske fremstår deres bedste ven rød eller blå, mens det smager af et eller andet når fingrene rører ved tastaturet. 

    Psykologer har tidligere rapporteret om synæstesi inden for både syns-, føle- og smags-sansen. Men en gennemgang af tilgængelig litteratur viser at der aldrig har været beskrevet sådanne fund knyttet til høre-sansen, ifølge dette nye stykke forskningsarbejde.

   Nu rapporterer Caltech-forskerne om fire personer, med sundt helbred, med høre-synæstesi. Det som sker, er at de kan høre enten dunke-lyde, pibe-lyde eller summe-lyde når de ser ting bevæge sig eller lyse op. Forskerne fra Caltech mener - overraskende nok - at høre-synæstesi ikke er specielt usædvanligt, og at det ganske enkelt repræsenterer en forstærket form for hvordan hjernen normalt behandler visuel information. 

   Neurobiologen Melissa Saenz står, sammen med Christof Koch, bag forskningen. De mener, at så mange som én procent af befolkningen kan have synæstetiske oplevelser.

Forskerne mener at når den form for høre-synæstesi ikke er blevet opdaget og registreret før, så er det fordi dem der har den, ikke er klar over at det er noget særligt som ikke alle oplever.

   Hvis du klikker ind på dette link, kan du teste om du har høre-synæstesi. En afspilning af en lydløs video med hvide prikker der bevæger sig, vil af høre-synæstetikere blive oplevet som ledsaget af en hvislende eller boblende lyd:

http://www.klab.caltech.edu/~saenz/movingdots.html

Martin Bigum - særligt kreativ kontrollør i fantasien

Martin Bigum - navnet er jeg stødt på - sidst i DR K´s kunstqvizz som jeg så for nylig. 

   Men hans malerier kendte jeg ikke, eller huskede jeg ikke jeg havde set. Ikke før jeg googlede dem efter en artikel i Søndagspolitiken den 22. april, hvor man kun så nogle små kopier under en "Tidslinie" der var placeret som en slags faktaboks i højre spalte af første side af opslaget.Under rubrikken: "Fra punk til candyfarvet djævel."

Dette er et "tapet" med motivet trykt  efter et af Bigums malerier med titlen "Jiggsaw Falling into Place". 

   Der er godt nok tale om blending så det basker: vrængende tegneseriestil > kæmpemaleri 200x240 > tapet i samme størrelse. Der er drøn på fascinationselementerne. Lige noget for mig. 

   Politiken har i dag en artikel om gamle malede falsknerier med motiver der imiterer Hieronymus Bosch og Pieter Breughel. Og jeg får klare associationer fra dem til Bigums tapetbillede.
   Se fx her, Pieter Breughels "The Falle of the Rebel Angels".
 

Men det der inden jeg så Martin Bigums billeder, fangede mig i interviewportrættet, produceret af Sandra Brovall, var beskrivelsen af Martin Bigums barndom som har mange træk til fælles med andre særligt kreative personers som jeg tidligere har beskrevet og citeret her på bloggen.

   Han er ud af en indvandrerfamilie: bedsteforældrene var polakker og katolikker og dem besøgte han tit på Lolland. Han fortæller:

Hos morfar Adam og mormor Sofie skulle min søster og jeg altid sove oppe på det kolde loft under nyvaskede nyrulllede enorme, knitrende, fjerfulde dyner. Men når lyset om aftenen blev slukket i soveværelset, og døren stod på klem ud til resten af loftet, så gled lyset i en træfsikker vimpel lige indpå: JESUS! (...)

   En kunsthistoriker spurgte mig engang om, hvad det første billede var, der fik mig til at tænke, at jeg var kunstner. Og det er den Jesusfigur af gips, der hang på korset af kirsebærtræ med søm gennem hændervog fødder. Han var totalt i kontrast til alt det dejlige, der var nedenunder. Duften af boller. Lærker der sang  over markerne. Min mormor og morfar og deres store træsko.

Bigum fortæller at han var 2 år da han oplevede og tænkte det. Det tror Sandra Brovall af gode grunde ikke på. Bigum medgiver at det kan være han var 3 år.

   Artiklen kobler så videre til Bigums egen mor, der i hjemmet i Brøndby Strand hver weekend sad og...

... malede dystre billeder af barndomshjemmet. De katolske forældre havde forbudt hende at blive kunstner. Den slags v ar ikke noget for en pæn katolsk pige. Det gik op for Martin Bigum, at det var Jesus Skyld, at moderen ikke udlevede sit kunstneriske kald, men i stedet var husmor i forstaden.

   Når han satte sig på sit værelse og tegnede store detaljerede slagscener, var det derfor noget hun støttede ham i. Hun tog ham med på udstillinger i København og viste ham andre store kunstneres værker. Det kunne han også selv opnå engang at få sine ting udstillet.

Lille Martins skal så åbenbart indfri den rolle moderen ikke kunne realisere. Et velkendt tema hos mange kreative personligheder: Gøre mor glad! 

   Hvad med farforholdet? - Artiklen fortæller ikke andet end at den melankolske mor og den optimistiske far blev skilt da han var 7 år, altså lige begyndt i skolen. Et andet sted fortæller han om dem:

Min far var fra Nordre Frihavnsgade, og de var som nat og dag. Jeg har fået hans form for humor, ironi og verdenssyn, og fra min mor har jeg fået melankolien samt hendes verdenssyn og en interesse for poesien og kunsten.

Og så blev han vel mobbet da han begyndte i skolen - nogenlunde samtidigt med at faderen forlod hjemmet? Ja, såmænd:

I skolen fik han derimod iskolde vaskere for sine tegnestreger. Drengene i klassen over ham hentede den lyshårede dreng der altid sad ved et bord med sine tusher, og hev ham med ud i sneen. Om sommeren væltede de ham på fodboldbanen og hældte, hvad der føltes som adskillige kilo græs ned ad hans ryg.

Ifølge artiklen betød både skilsmissen og problemerne med kammerater i skolen, at han "trak sig længere ind i sine opdigtede verdener" - og "forsvandt helt ind i de tegnede verdener han selv kunne orkestrere og bestemme over".

Bigum som personlig og æstetisk "kontrolfreak", er et af de temaer som Sandra Brovall forfølger gennem avisportrættet: At Bigums konfliktfyldte forhold til omverdenen allerede fra barn og helt op til starten af 90´erne hvor han blev "anerkendt" som seriøs kunstner, betød at han søgte tilflugt ind i sine fantasiverdener hvor det var ham der havde den totale kontrol når han tegnede og malede eksplosive, dystre og dramatiske billeder. 

   Kaos i de sociale relationer til omverdenen sat over for malerisk kontrol over de vildeste fantasier der kommer inde fra.

   Sandra spørger: "Er det  vigtigt for dig at være i kontrol?" - Bigum svarer:

Jeg vil hellere sige jeg har noget på hjerte. Når det er sagt, så har jeg en hypersensibilitet over for alle mulige nuancer og sansninger. Jeg har hele tiden brug for at skrive spændende sentenser ned, indfange  et foto af solen, der i et splitsekund rammer et kirketårn. Male det perfekte penselstrøg. Og når jeg gør det, er det jo nok fordi jeg har brug for at inddæmme verden i noget. Hvert af mine malerier, mine digte eller fotografier er en fortovsflise af indfangede øjeblikke,som jeg ikke kan gå videre uden. Jeg er nok en kontrolfreak - ellers ville de poetisk øjeblikke slippe væk fra mig.

Han ikke bare føler sig som en outsider, han iscenesætter også sig selv som en sådan. I opposition til den etablerede kunstverden. 

    Allerede fra han var 15 - var Martin Bigum i en række år fast tegner på det vrængende satiriske tegneseriemagasin MAD. Og han blev bl.a. som kunstmaler kendt for i en længere periode fra begyndelsen af 90´ern i næsten alle sine billider at have indtegnet en lille kutte-klædt tegneseriefigur "ART" - som har stor lighed med midelaldermaleriernes prototype på døden - "manden med leen"-figuren - som fx også her i e Hieronymus Bosch´malerier:

    

"ART"- figuren var Martin Bigums ironiske visuelle kommentar til det programmatiske slogan i kunstverdenen "kunsten er død". 

   Martin Bigum udstiller i disse uger på Kastrupgaardsamlingen. Jeg skal ind og se den.

Martin Bigum siger i citatet oven for at han har "en hypersensibilitet". Og Poul Martinsen sagde også i sin tid om sig selv da jeg interviewede ham til min bog - at han som dreng var meget "følsom". Jeg har tidligere skrevet om den personlighedstype som i faglitteraturen kategoriseres som HSP - Highely Sensitive Person.

   Det spor vil jeg forfølge i det næste blogindlæg - med afsæt i en nylig facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank.

Anja Andersen og Bjarne Reuter - og deres historier - kreativ vrede og voyeurens dårlige samvittighed

TV-indslag og programmer er sværere at dokumentere med citater. Selvom man kan gense tv på nettet, så tager det tid, og det og er rigtig besværligt at genfinde de citater der kan dokumentere en analytisk pointe. Så det følgende bliver overfladisk og generaliserende. Men to the point, håber jeg.

Der var et interview med Anja Andersen i Aftenshowets anden del. Det var Puk der interviewede hende. Uden at have fokuseret på AA i årenes løb, har jeg som de fleste andre danskere fulgt med. Hun er historie, og man mindes en række mål hun har skoret, som var krops-kunst, udtryk for den højeste kropslige intelligens.

Stort set forstod man ikke noget som helst af interviewet.. Der var så meget undertekst i interviewet, det der ikke blev sagt, og det som var fælles referenceramme for interviewer og interviewperson. Puk havde tydeligvis læst på lektion, men hvad hvis man ikke havde?
   Men der er noget med barndom, der er noget med savn og tab, der er noget med ikke at blive accepteret, der er noget med at håndbolden - bolden - bliver en metafor for: jeg skal vise dem!."I am the champion".
   Under interviewet blev ikke vist klip med nogle af de fantastiske mål hun har skoret, og som sidder på nethinden. Nej vi får i flere omgange en montage af klip med eksempler på at hun er uregerlig, rasende, give fuck up-fingeren til dommeren - bliver udvist, etc. etc.
   Jeg reagere straks: Kreativ vrede giver gode billeder og er - set fra journalisternes synspunkt - en god hisorie - og kaster mange gode historier af sig i årenes løb.
   Ærgerligt tænker jeg. Karen Secher ville sikkert kunne komme længere ind. Mon hun har interviewet hende til "Besøgstid"?
   Utilpasset i skolen, ja, naturligvis. Forestilingerne - fantasierne - om et andet spændende liv, har været meget stærke. Der vises en scene, vist nok fra filmen Buster, hvor to skolekammerater har lukket hans undulat ud, og klemmer den til døde bag et skab. Vreden i scenen, slår mig. Det er selvoplevet. Ensomme mennesker, børn som voksen, knytter sig til dyr som ikke kræver, forventer, ser på en. Fuglene som gennemgående metafor/metonym for isolation i en række af Poul Martinsen dukomentarer.
   Interviewet giver mig lyst til at grave i hendes historie. Jeg ved godt hun er lesbisk, og der er historier om at hun opfører sig som et barn, og "leger" med barnlige ting, læser Anders And, når hun ikke spiller eller er træner. Der er igen det med den dobbelte og spaltede personlighed der føler sig uden for.
   Det som hun får sagt, er at hun er ved et vendepunkt i sit liv, hvor hun er begyndt at kigge indad, istedet for at leve gennem krop og bold og strategier. Hun vil gerne undervise og lære fra sig, siger hun. Det hun har "lært". Men hvad har hun lært af alle sine konflikter? Spændende: et menneske hvis liv er som et drama.
   At hun har været døden nær på grund af en hjertefejl, var, sådan forstod man det, et wakeup-call.
   What a story!

Bjarne Reuter, hovedperson i en 50 minutters dokumentar på DR 1. Titel: "Løgnhalsen fra Brønshøj". Et portræt.

Jeg har stort set ikke læst noget af ham, men set flere film som er bygget på hans bøger:" Busters verden", "Tro, håb og kærlighed". Løgneren fra Umbrien, fik jeg til min fødselsdag for et par år siden af min kone. Hun har læst den med stor fornøjelse. Jeg er begyndt på den, men gik i  stå. Er miljøskadet fra min studietid, er jeg bange for. Er efterhånden kun til etniske krimier.
   Uden citater fra tv-udsendelsen, giver det følgende nok ikke så meget. Men altså: Han har oplevet en række traumatiske begivenheder som dreng. Og erindrer sig selv om som voyeur allered som barn. Den tredje person i en konflikt, der står på sidelinjen og kigger på - uden at handle, uden at gribe ind. "Doven  og lad", siger han om sig selv.
   Men det er klart at der sker en spaltning: mellem den faktiske Bjarne som står uden for, og den imaginære Bjarne som burde gribe ind og forhindre ondskaben.

Portrættet giver mig mange associationer og koblinger til  Poul Martinsens liv og produktion. Voyeur-positionen som grundlæggende karakter, og den helt ekstreme produktivitet. Oplevelsen af at være isoleret - som en nødvendighed for at være kreativ. Egen familie der bliver forsømt.
   Også "skæbnetroen" har de til fælles. Han har oplevet alle disse skæbnesvangre sammentræf og heldige begivenheder. Jeg er fuldstændig overbevist om at hvis man spurgte ham om han oplevede sit liv som et eventyr, så ville han svare ja. Ironiker er han også, kan man høre på hans svar.
   Der er også noget med en far der bliver overrasket over at sønnen rent faktisk får udgivet sin første bog. Manglende far-anerkendelse må ligge under.
   Min kone sidder og ser med. Og reagerer på oplevelsen af lighedspunkt på lighedspunkt i forhold til sit eget liv og sin egen psykiske konstitution. Fascinationen og lysten knyttet til voyeurpositionen. "Dovenskaben".
   Hun hører til arten af de isolerede og spaltede (særligt) kreative: to personer i en. Det der endte med at blive udspalte og synligt på scenen (tv-skærmen), var dukker hun selv kunne klippe og sy og derefter spille med. Råstoffet for replikker og stemmeføring hos dukkefigurerne stammer fra erindrede iagttagelser af og indlevelse i  mennesker - børn som voksne - som var helt anderledes, og derfor fascinerende for hukommelsen at gemme, tænker jeg.

Morten Ramsland: "Den sidste dør til barndommen er altid låst"

Jeg havde egentlig tænkt at holde en pause med hensyn til indsamling og kommentarer til eksempler på hvordan barske barndomspolevelser sætter sig i sindet og bliver afsæt for et forstærket fantasiliv der ender i kreative blending-operationer og produktioner. Men når det er så tydeligt sat i ord og reflekteret som hos Morten Ramsland, så må det med ind i bloggen her og nu.

Politikens kultursektion, 22. april 2010. Interviewer: Carsten Andersen. Anledning: udgivelsen af opfølgningen på forfatterens bestseller fra 2005: Hundehoved. Den nye roman Sumobrødre beskriver et børneliv hvor de voksne ikke får adgang, og forfatteren fortæller at han har brugt oplevelser fra sin egen barndom som inspirationskilde, og at historien som setting har det villakvarter i Odense hvor han boede som barn.

Et af citaterne som jeg spidser øjne ved:

Det er i familien og i barndommen, at man har de tætteste relationer til andre mennesker og der, man har de mest problemfyldte relationer, fordi de går dybest. Barndomsskildringer er også  interessante, fordi man godt kan gå tilbage til den tid, men man ender altid foran en lukket dør. Der vil altid være et eller andet i barndommen, som stadig ligger hen i mørke, og det pirrer ens fantasi.

Romanen fortæller om drengen Lars der hidtil har levet i en drengegruppe hvor han har uddelt tæsk og modtaget tæsk som en del af drengekulturen. Nu som 11-årig beslutter han sig til at holde op. Og vender blikket indad, og det er ikke entydigt godt. Morten Ramsland reflekterer over sin skriveproces:

Jeg kan se, at han samtidig lukker drengeenergien ud, og det er jo ikke kun positivt. Det forvirrede mig længe, og derfor var jeg også længe om at få skrevet slutningen på romanen. På den måde ligner det mit eget liv. Jeg blev også mere indadvendt, men fik samtidig en større og mere intens fantasiverden. Den proces har nok været medvirkende til at jeg blev forfatter.

Sådan!

Noget som også er værd at forfølge er "stemmen" som man som forfatter finder når man skriver. Om de indledende skriveøvelser til den nye roman, fortæller Carsten Andersen om Ramsland:

Forfatteren kunne også mærke, han var i stand til at ramme lige netop den fortællerstemme han og læserne elskede i 'Hundehoved'. Der var bare et problem.
   "På et tidspunkt begyndte jeg at kede mig, og hvis jeg keder mig, hvordan vil det så ikke være for læserne" (...) "Jeg følte at det var her (i 'Hundehoved') at jeg havde fundet min stemme som forfatter", siger han.
   Og alligevel mærkede han en modstand i sig selv. I dag kan han godt se, at problemet måske ikke kun var at han kedede sig. Problemet var i lige så høj grad, at han var blevet fanget af en ny forfatterstemme. Han skulle et nyt sted hen, for han kunne komme videre.

Hvad er nu det for noget med "stemmer" der bestemmer? Hvor kommer de fra? Og hvad menes der med metaforen "fanget af"?
   Jeg får nogle associationer til begrebet "flow", som jeg har planlagt at skrive om senere: den særlige psykiske tilstand som gør at man mentalt set bliver opslugt af en aktivitet, så man glemmer tid og sted mens det foregår.
   Og som er en tilstand jeg - overrasket - må konstatere jeg selv er i for tiden med denne blog.