Debatten om 'Christianias børn' - om effektiv Dramaturgi vs virkelighed og sandhed. Det handler om at være 'forelsket i vinklen' - og om dårlige 'kontrakter' med seerne - selvom dokumentaren er god

https://www.youtube.com/watch?v=wFKIeSVJVL8

Der er opstået en livlig debat efter tv-dokumentaren 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' af Nille Westh som blev udsendt på DR den 10. august i år.
   Faktisk en debat som alle kloge folk nu er enige om er kørt helt af sporet i medierne.

Mit afsæt:

   I Politiken lørdags den 22/8 har en af de medvirkende Anna Petri (i filmen "Trylle") så et kritisk indlæg om det ensidige - og ensidigt negative - billede af hendes barndoms og ungdoms virkelighed som filmen giver.
   Hun skriver ikke kun på egne vegne, men også på vegne af to andre af de (i alt fire) centrale medvirkende i dokumentaren: Rufus Tollesen og Sofie Nørregaard der også var børn på Christiania den gang.
   Kun 'Lise' (den fjerde) er ikke medunderskriver på indlægget.

   

Anna Petri skriver blandt andet under følgende rubrik og underrubrik:

De gode sider ved vores barndom blev klippet ud
Filmen om Christiania skævvrider billedet af vores barndom.

Og så fortsatte hun indlægget:

Filmen ramte lige i hjertet på blomsterbørnenes børn. Voksne Christianiabørn fra vores egen generation har skrevet og takket os for vores mod til at adressere de udfordringer, vi som børn skulle kæmpe med på Christiania, og vi har fået et hav af henvendelser fra danskere, der kunne genkende deres egen barndom fra hippiemiljøer rundt omkring i landet.

   Filmen er nemlig i høj grad en skildring af skyggesiderne ved 70’ernes og start-80’ernes strømninger, verdenssyn og levevis. En tid, hvor der blev eksperimenteret med boformer, skoleformer, kønsroller, sex, musik, kunst og stoffer i hele landet.

   Dokumentarens tematikker skal derfor forstås og vurderes ud fra denne præmis: Alle vores udtalelser er baseret på oplevelser fra denne tid og kan derfor ikke overføres direkte til nutidens Christiania. Det er derfor dybt problematisk, når vi på det seneste har læst flere udtalelser og debatindlæg, som har misforstået denne vigtige præmis. Det skævvrider virkeligheden og skaber en fejlagtig debat baseret på et forkert grundlag.

   Det er helt uacceptabelt, at dannede journalister, meningsdannere og politikere – bevidst eller ubevidst – fører folket bag lyset i denne sag. Christianias børn lever nemlig ligesom resten af samfundet i dag i en helt anden tid med andre udfordringer end dem, vi havde i 70’erne. Filmen skal under ingen omstændigheder bruges til at sige noget om Christiania-børnene i dag.

Jeg skrev flere blogindlæg i foråret om den vigtige og normbrydende bog 'Forelsket i vinklen - om fikseringfejl hos journalister' af Mikkel Hvid og Marlene Bjerre. Den giver en række oplysende cases til illustration og dokumentation af såkaldte fikseringsfejl i journalistikken gennem årene.

   Den kommer jeg i tanker om ved at læse Anna Petris debatindlæg og efterfølgende interview i avisens kultursektion. 

   Og ved at at læse en række kommentarer fra blandt andet politikere og opinionsdannere på højrefløjen der så at sige tager filmen som gidsel for deres aktuelle fordomme og holdninger til anderledes tænkende og normbrydende ung mennesker - og til det aktuelle Christiania.

  

I kommentaren skriver Anna Petri videre, og jeg citerer in extenso fordi jeg synes det er så klart skrevet og velargumenteret:

En anden ligeså vigtig præmis er, at dokumentaren kun har valgt at belyse skyggesiderne ved det nystartede Christiania, og den tegner ikke et samlet billede. De gode aspekter ved vores Christiania-barndom har ikke været dokumentarens fokus. De er simpelthen blevet klippet ud. Det har vi – de fire hovedpersoner – været skuffede over.

   Vi har fra starten pointeret, hvor vigtigt det var, at billedet af vores opvækst også blev skildret med de gode sider. Sandheden er nemlig den, at vi også har haft en fantastisk og enestående barndom, på trods af at vi havde seriøse udfordringer at kæmpe med.

   Mange har oven i købet været helt skånet for meget af det, vi fortæller om i filmen. Vores forældre har været både kærlige og gode forbilleder – og ikke kun egoistiske bohemehippier, som filmen gerne vil fremstille dem som.

   Instruktørens argument for, at filmen kun behandler skyggesiderne, er, at netop skyggesiden manglede i det samlede mediebillede. Det har hun jo ret i. Vi har næsten kun hørt historierne om de glade hippiebørn og 68-generationens egne idealiserede fortællinger.

   Men desværre bliver filmens ’skyggesidevinkel’ ikke tydelig nok for seeren, og filmen bliver oplevet som et helhedsbillede på, hvordan det var dengang. Og det er ikke et fyldestgørende billede. Som medvirkende i filmen føler vi et ansvar for at påpege disse ting.

Jeg har et særligt forhold til Christiania, tilstår jeg gerne.

   Og jeg har et forholdsvis nuanceret billede af fristaden før og nu. Men jeg har har aldrig boet der, kun været på besøg nogle gange i årenes løb.

   Jeg forbinder stedet, miljøet, kulturen, og økonomien derude med et sæt af modstridende, næsten paradoksale kriterier: både kreativitet, frihed, alternativ tænkning, deleøkonomi, fællesskab og varme; men også lukkethed, sekterisme, hashsalg og narko, rockere og mord, kriminalitet, vold, forsømte liv, snavs.

I min mellemskole- og gymnasietid i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne gik jeg flere gange om ugen forbi det den gang stadigt militære anlæg på højre side af gaden - og ud på Holmen i gymnastiktimerne - for at spille fodbold med klassekammeraterne.

   Op gennem 70´erne havde jeg både bekendte, venner og familiemedlemmer som i perioder boede og levede på området da det var blevet 'Fristad'.
   Mig bekendt har jeg en kusine som stadig bor der.

   Og jeg fulgte meget med i pressen om de udbredte fordomme, stereotypier og misvisende debatter der florerede om hippielivet og hash-salget og kriminaliteten i 'Fristaden'.  

   Og ikke mindst fulgte jeg med i medierene om kampen i Folketinget om at få Christiania lukket, en kamp som jeg den gang - som lektor i sprog og kommunikation på det lukningstruede RUC - ikke havde svært ved at identificere mig med.

   

Jeg husker også at jeg med glæde så Poul Martinsens tv-dokumentarfilm i 1976 'Dagbog fra en fristad', en tv-udsendelse der var den direkte årsag til at folkestemningen den gang vendte - og som også førte til at  Folketingsflertallet for lukningen forsvandt som dug for solen. 

   Det effektive dramaturgiske plot - en slags reality-dokumentar - var at lade en solid socialdemokratisk arbejderfamilie fra Hedehusende (han: jord- og beton, hun; hjemmehjælper, plus to drenge 10-14 år) bo en uge på Christiania i et af de velfungerende kollektiver. Og så der følge deres oplevelser i en løbende slalom-række af reportageoptagelser og interviews. 

   Arbejderfamilien ændrede radikalt holdning efter den uges oplevelser ved selvsyn - fra bramfri udsagn som: "Luk det lort", før udsendelsen - til udtalelser i klartekst bagefter: "Vi har mindst lige så mange sociale problemer i Hedehusene", og "der er meget godt ved det liv med fællesskab og varme som mange christianitter har." 

   Og folketingsmedlemmer i stort tal ændrede holdning fra minus til plus efter udsendelsen.

Jeg har siden i min bog 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed' skrevet et helt kapitel med analyse af filmen - ledsaget af Martinsens egen fortælling om produktionshistorien - og om efterbyrden i den politiske offentlighed.

   Martinsen blev af blandt andet radiorådmedlem og partileder Erhard Jacobsen beskyldt for ensidighed, rød lejesvend-enøjethed - og faktuel manipulation i sin udsendelse.
   Det holdt ikke en meter og anklagen døde.

 
Martinsens argument for at fortælle sin historie på den måde, var at han ville vise en anden side af livet på Christiania end det sorte, overfladiske og negative billede der dominerede bevidstheden ude omkring i landet - og ikke mindst på Christiansborg.

   Altså: helt samme argumentation, men stik modsat vinkel, af den som dokumentar-fortællingen 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' var redigeret efter.
   Men afstanden i tid og kultur og politik er altså 1976 - 2015 - næsten 50 år.

Jeg har også fulgt med i debatten om Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie', hvor Christiania også er en del af historien, en bog hvis første bind udkom 2011, og hvor ikke mindst de meget modstridende erindringer om tiden den gang fra de forskellige kilder, førte til mange opfølgende indlæg i aviser, i blogge, og på de sociale medier. 

   Og reaktioner fra nogle af de nu aktive  BZ'ere, har gjort at han har opgivet at skrive og fortælle BZ-ernes historie i en ny bog, som han ellers havde planlagt.
   Stof til efteranke!
  En solid bog kan være væsentligt mere oplysende i det lange løb end en dokumentar, tænker jeg.

I mange, mange år (siden 1982) har jeg undervist journalister - og journalister in spe og andre professionelle mediefolk - i tv-dramaturgi og fortællende journalistik. Og jeg  har - tro det eller ej - skrevet flere velanmeldte artikler og to bøger i den forbindelse: 'Faktion som udtryksmiddel' (1990) og 'De levende billeders dramaturgi' (2003).

   En hel afgørende (og i gamle dage overraskende) pointe i den undervisning var princippet om  at ...

... en velfungerende og effektivt kommunikerende fortælling - fakta eller fiktion - skal have én og kun én bærende ide eller præmis, dvs. en sproglig påstand som skal være sand, troværdig, fair, velresearchet og veldokumenteret - og dermed kunne fungere som en klar og forumleret kognitiv strategi, som man derefter - som god, professionel journalist eller instruktør - styrer og indretter interviews, optagelser og redigering efter.

En anden afgørende princip i undervisningen var at ...

... man som journalist og tilrettelægger skulle udvælge - nu 'caste' - de medvirkende så de - hvad angår sprog, mimik, bevægelse, påklædning og miljø - var udtryksmæssigt dækkende for historien - og så vidt muligt var repræsentative for den funktion/'rolle' de havde fået i indslaget, programmet, dokumentaren.

Jeg har imidlertid også altid været optaget af at ...

... modtagerne - publikum, eller nu 'brugerne' - blev gjort på det rene med hvilken præmis/bærende ide og hvilke vilkår fortællingen var produceret og redigeret under. 

Altså: at man i filmens start eller slutning (og i forannonceringen på nettet og i aviser) skrev oplysende ord - hvidt på sort eller sort på hvidt - men tydeligt på skærmen,  at man skrev ord der eksplicit og i klartekst forklarede, for eksempel i denne her films tilfælde, at der - af hensyn til den lineære dramaturgi og skarpheden i fortællingen - var udeladt en (lang?) række optagelser med positive udsagn fra de hovedmedvirkende og andre om deres hel- og halvtraumatiske bandom i 'Fristaden'.
     Hvis unge, fint skolede dokumentarister tror at seerne bare helt af sig selv og naturligt, har den kontraktformular i hovedet, så er de - lidt - nej meget naive - og alt for uvidende om almindelige menneskers umiddelbare oplevelse af tv-programmer.

 
Endvidere kunne man have fortalt seerne at en række for historien vigtige medvirkende som man bad om udtalelser, ikke ønskede at medvirke; dels fordi de ikke ville være en del af mediecirkusset; og dels fordi de havde dårlige erfaringer med medierne, deres journalister og effekten af presseopmærksomheden. 

   Men den slags 'varedeklarationer' levere professionelle dokumentarister og de institutioner der finansierer dem, nødtvungent og meget sjældent. Og måske endda sjældnere nu end tidligere.

   Men Poul Martinsen, dansk tv-dokumentars grand old man og nestor, han gjorde det ofte. Tit er der en oplysende og vilkårsafklarende tekst på skæremen til sidst. Tjek selv. 

   Han lavede også kontrakter med de medvirkende hvori der stod at de ved en dags slutning, altid kunne fortryde en udtalelse og få den slettet. Og ofte lod han dem se det næsten færdige program inden udsendelsen.
   I nogle af de mest kontroversielle tv-dokumentarer gik han selv i billedet som synlig fortæller og ansvarlig "vinkler af historien" (fx 'Krigerne' eller 'Fluen på væggen'), ligesom han i flere udsendelser lod de centrale medvirkende se optagelserne med sig selv -  og kommentere dem, og disse kommentarer optog han også med deres tilladelse - og gjorde til en del af den færdige udsendelse (fx 'På grænsen til liv', og igen: 'Krigerne').

   Læs mere og blive klogere i bogen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed'. Den findes på mange biblioteker og kan også opspores antikvarisk stadigvæk.

   

Se så her hvad DR skriver til slut i interview-artiklen med Anne Petri i Politiken som 'svar' på kritikken fra de tre hovedmedvirkende:

"For DR er det afgørende, at medvirkende får grundig besked om grundlaget for et program, inden vi går igang med  produktionen. Det er også sket her," oplyser Morten Thomsen Højsgaard i et skriftligt svar til Politiken.

 "Fordi det netop var et meget følsomt emne, vi tog fat på, har de medvirkende helt ekstraordinært haft mulighed for at fortryde deres udtalelser, ligesom vi har vist dem programmerne inden de blev redigeret færdig. I den forbindelse havde vi en god dialog."

  "Jeg kan derfor ikke genkend den kritik, som nogle af de medvirkende kommer med. Men jeg vil gerne understrege, at jeg har stor forståelse for, at det er en stærk oplevelse at fortælle om sin barndom, som det er sket her. Det her jeg meget stor respekt for."

"God dialog", "stor forståelse for", "stor respekt for" - og 'liraum larum, katten gør æg'. Ren legitimerende DR-bureaukrati-snak til udvortes brug.

De medvirkende siger at billedet film giver af deres barndom ved hjælp af klippede udtalelser fra længere interviews, er stærkt misvisende - og derfor bliver misbrugt som 'bevis' for alle mulige uvederhæftige indlæg i den efterfølgende medieståhej.
    Og at de derfor føler sig misbrugt! Også selv om de sagde ja, en gang - uden kontekst.

Uanset at Højsgaard og Nille West mener at have ryggen fri rent professionelt, og at de altså har gjort hvad de skulle og burde i forhold til de stærkt berørte medvirkende, så er der et problem som ikke er nyt, men dårligt analyseret og forklaret. Og det er faktisk et seriøst problem for både dokumentarinstruktør og ansvarlig redaktør.

   Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten'  med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

    Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.
   Den gamle mangelfulde, men orginale version er pist væk!

   

Højsgaard skriver fx heller ikke at der efterfølgende vil udkomme en opfølgende tv-dokumentar med præmissen: 'Solsiden af barndommen på Christiania', en tænkt dokumentarfilm som sandsynligvis også kunne laves (ud fra de reaktioner jeg har læst i medierne), og ville være spændende  og oplysende at se. Og som også ville vække debat.
   Men ikke mindst ville den jo nuancere billedet i offentligheden af 'barndommen på Christiania'.

Jeg synes 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' er en rigtig god dokumentarfilm - tilrettelagt og produceret professionelt og lige efter bogen. Forældrene til de medvirkende er mine jævnaldrende. Mine børn er nogenlunde jævnaldrende med de fire hovedpersoner.
   Den går rent hjem som fortælling og troværdig virkelighisfremstileng hos mig som her- og nu-seer.

   

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindeløsesideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?
 
Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMSERFARRINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Udsendelsen er produceret i et samarbejde mellem de tre nordiske public-service-medieselskaber DR, SVT og NRK, og der er også støtte fra 'nordvision'. Den har ikke været billig at producere.

   Jeg er ikke i tvivl om at den vil blive solgt og vist i en lang række andre lande. Christiania er på godt og ondt et kendt 'brand' i udlandet, og for de globale nyhedsmedier er sådan en udsendelse mad for Mons. 

   Men fordomsnedbrydende og oplysende for alvor i forhold til disse kommende seere, det bliver den sandsynligvis ikke - fordi de mangler kontekst-viden.

For mit indre øre kan jeg høre et næsten enstemmig kor af - som regel journalistisk højt uddannede og skolede (redaktions-)chefer der synger sangen:

Vi har holdt vores sti ren, gjort hvad vi kunne og skulle gøre som public-service-ansvarlige chefer og redaktører. Hvad vores dokumentar derefter bliver gjort til og brugt til i de andre medier, i de sociale medier, rundt omkring hos spin-doktorerne, i det politiske liv, o andre lande??? - DET HAR VI IKKE NOGET ANSVAR FOR - VI PASSER VORES ARBEJDE - VI ER PROFESSIONELLE MEDIEFOLK - OG DERFOR HAR VI RET TIL AT VINKLE KNIVSKARPT - SÅ KOM IKKE HER!

Her er det så at jeg trækker nobelprisvinderens Daniel Kahnemans tænkekort: bogen 'Thinking, Fast and Slow. 

   Når folk som du og jeg og hvermand ser en god og professionelt fortalt dokumentar som ''Christianias børn - Skyggen af eventyret', så aktiveres den del af hjernen som tænker hurtigt, emotionelt og, ja, fordomsfuldt generaliserende. Det nemme, det der overfladisk set stemmer overens med vores følelser når vi ser programmet:

Sikke noget svineri. Vi er blevet puttet blår i øjenene. Luk lortet. Fang og fængsel forbryderne. Pædofile og pushere om en hals. Vi stemmer sgu på DF næste gang.

Eller hvad jeg nu kan forestille mig bliver aktiveret af straks-tanker hos en stor del af seerne.

 
Men det er her Daniel Kahneman kommer ind med sit modbegreb og sin modforestilling: 'Thinking Slow'.
   Det er en forestilling om mental aktivitet - 'tankevirksomhed' - som har med objektiv, analytisk og videnskabelig tænkning og tjekket viden at gøre, en tænkning som kræver tid og research - og grundlæggende ikke er optaget af effekt og følelser, men af sandhed og faktuel realitet.

 
Min - for så vidt ekstremt banale - pointe er her, at hvis Nille West havde skrevet en tekst a la den jeg foreslog med rødt oven for, i slutningen af sin fine dokumentar, så havde hun inviteret og provokeret seerne til at tænke sig om og mobilisere den del af deres bevidsthed som dækkes af det faglige begrebet 'thinking slow'; i stedet for bare mentalt at køre videre ud af det lette og emotionelt stimulerende og fordomsbekræftende 'thinking fast-spor' som den fint fortalte dokumentar automatisk aktiverer i hjernen hos seerne undervejs - og straks efter man har set den.
   Og som andre journalister elsker at følge op på. Og hvis kaotiske og mentalt rodede spor man derefter kan følge på mediernes debatsider i ugerne efter.
   Som i denne.

Derfor Danmarks Radio, Morten Thomsen Højsgaard og Nille West, derfor kørte debatten efter udsendelsen skævt og helt af sporet. 

Kreative 'primadonnaer' - og højsensitive personligheder

Kreative personligheder er ikke nødvendigvis nemme at omgås. Og de findes også i forskellige aftapninger.

   De er imidlertid heller ikke nemme at lede. Indimellem kan man finde dem omtalt som "primadonnaer" og nogle som "særligt sensitive".

Tidligere direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen Lars Goldschmidt har i forskellige sammenhænge skrevet om kreative "primadonnaer" som et ledelsesproblem, fordi en "primadonna"...

• mener at kun hans/hendes specialområde for alvor betyder noget

• spørger: Hvad er det i det for mig?

• ofte skifter job

• især findes inden for IT, medieverdenen, reklame, forskningsmiljøer

• fokuserer på sin egen karriere og egen nydeles i arbejdet i højre grad end kollegerne

• er myreflittig, men arbejdssky over for opgaver som ikke interesserer

• kan gøre ubodelig skade i en virksomhed

• konkurrerer – og bliver irritable af for meget cola

• ofte kommer op at toppes med andre primadonnaer

• ofte føler deres forfængelighed krænket

• kan være katastrofale som chefer, da de kun tænker på sig selv

• er fremtidens guld og smerte i røven

 Kilde: Lars Goldschmidt: 'Ledelse i Danmark – anklage og forsvar'. Listen henviser klart til en variant af "den særligt kreative personlighed" som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver i sin bog "Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention".

    Jeg husker at DR-direktør Henrik Nissen i en artikel i B.T. for efterhånden en del år siden udtalte sig om de særlige problemer han syntes der var med at lede så mange "primadonnaer" i Danmarks Radio. De ville ikke underkaste sig "kommandoledelse" men skulle "inspireres", fortalte han til journalisten.

Herfra er der ikke langt til beskrivelser af den "særligt sensitive personlighed" (engelsk: HSP - highly sensitive persons), som også kan opleve at de er besværlige for deres omgivelser. Her et de omtalt i Magisterbladet fra et par år siden, under rubrikken "Hjerter i klemme" - som oplæg til et "fyraftensmøde":

De kan blive stærke medarbejdere i virksomheder, der satser på udvikling, kreativitet og innovation. Men de kræver ro, og de kræver rum. Er du en af dem?

- Den lyse side: De er fra naturens hånd disponeret for at være åbne, kreative, fleksible, selvstændige, omhyggelige, empatiske, ansvarlige og flittige.

- Den mørke side: De kan blive overvældede, ubeslutsom-me, urolige, selvkritiske, opgivende og miste troen på sig selv.

- Om de lever i solsiden eller i skyggen, afhænger i høj grad af deres selvindsigt.

- Ny forskning viser, at mellem 15 og 20 pct. af alle mennesker er særligt sensitive. På arbejdspladser med mange DM-medlemmer er procenten sandsynligvis højere.

- ”Særligt sensitive mennesker søger typisk mod områder, hvor de kan bruge deres talent for fordybelse, fornyelse og formidling. De bliver ofte forskere, undervisere eller kunstnere”, fortæller Lise August, der er psykolog og medstifter af firmaet 'Sensitive Living'.

Man bemærker den samme dobeltsidige psykologiske karakteristik som kendetegner beskrivelserne af "den særligt kreative personlighed".

   Flere ugebladsartikler opstiller en test med spørgsmål som man kan besvare, og derigennem finde ud af om man er en HSP´er. 

   Interessen herhjemme dukkede op i kølvandet på udgivelsen af en bog fra 2008 med titlen "Særligt Sensitive Mennesker", skrevet af den amerikanske forsker i psykologi Elaine Aron, som også er ophavskvinde til testen. 

   Der findes nu en HSP-forening hvis formand Lone Friis fortæller at testen "giver folk en særlige forståelsesramme for nogle ting de har oplevet gennem deres liv. Det er ren aha-oplevelse for de fleste."

    

Wikipedia fortæller om HSP:

A highly sensitive person (HSP) is a person having the innate trait of high psychological sensitivity (or innate sensitiveness as Carl Jung originally coined it). According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, may process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems.

   This is a specific trait with key consequences that in the past has often been confused with innate shyness, social anxiety problems, inhibitedness, or even social phobia and innate fearfulness, introversion, and so on. The existence of the trait of innate sensitivity was demonstrated using a test that was shown to have both internal and external validity. Although the term is primarily used to describe humans, the trait is present in nearly all higher animals.

Ligesom det er tilfældet med den særligt kreative personlighed, så synes HSP´erne også at have en eller anden genetisk basis i hjernens indretning for deres særlige psykiske konstitution .

   Da jeg interviewede Poul Martinsen til min bog om ham, omtalte han flere gange sig selv som "særligt følsom" som barn, og han beskrev sig selv som grundlæggende "sky":

Professionelt har jeg jo ikke svært ved at få kontakt med andre mennesker. Jeg kan jo gå ind og sætte mig ned hvor som helst og i løbet af ingen tid, så sidder de og fortæller mig deres livshistorie. I privatlivet er jeg meget sky. Og jeg gøre mig store overvejelser om hvor jeg nu skal gå hen, hvem jegskal sætte mig ved siden af, og om jeg skal…Faktisk er jeg på en måde ret isoleret (…). Så på den vis er jeg et meget isoleret menneske.

Han passer tilsyneladende ind i begge personlighedskategorier, båd den særligt kreative og den særligt sensitive.

Kreativ udnyttelse af nettets muligheder (2): Ny amerikansk tv-serie - med brug af "manusportal" til tusindvis af medforfattere

Jeg var for et år siden vejleder for to specialestuderende som havde fået den ide at de ville producere tv-dokumentarer til nettet, baseret udelukkende på uploadede video-klip fra brugere/borgere.
   De studerende lavede en netportal til formålet og annoncerede et tema - i det her tilfælde: Grafitti i Storkøbenhavn. Og gennem portalen og via Face Book inviterede de så københavnske borgere og brugere til at gå rundt i byen og optage video: dels af grafitti-kunstnere i aktion, dels eksempler på forskellige former for grafitti-udtrk og "værker", og dels udtalelser fra såvel udøvende "kunstnere, som  tilhængere og modstandere af grafitti.
   De studerende havde valgt en montageform, så deres "arbejde"  udenlukkende bestod i at udvælge, redigere og klippe videoindslagene sammen til en kalejdoskopisk web-tv-dokumentar. De lavede ikke egne interviews, og der var heller ikke nogen voice over-speak.
   Ideen var spændende og kreativ, syntes jeg. Man kunne godt finde web-portaler der lidt var inde på samme spor, men ikke mange - og ikke lige i den version og på den måde.
   Men det lyder også nemmere end det viste sig at være. Først og fremmest havde de problemer med rent faktisk at aktivere tilstrækkeligt mande bruger til at levere video. Det lykkedes dog, der kom en rimeligt seværdig web-tv-dokumentar ud af det, og de to studerende fik faktisk bevist at ideen i princippet var god nok, og eventuelt kunne videreudvikles.

Min interesse for programmer med aktiv involvering af og bidrag fra "almindelige mennesker", er en gammel historie. Helt tilbage fra -68.
   Og mens jeg i 80´erne var konsulent i DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling, var jeg meget optaget af det man den gang kaldt public acces-programmer, og jeg skrev også om det i et kursuskompendium: 'Public access og sprog'.
   Det var altså radio- og tv-programmer hvor lyttere og seere var aktive (med) producenter, programtyper som man i DR i 70-erne og 80-erne betragtede som en del af public service-forpligtelsen at give plads for.
   Det var f.eks. brevkasse-programmer som "Hvad er min ret, og hvad er min pligt", og ringeind-programmer som "De ringer, vi spille", "Noget for noget", "Tværs". Og programmer produceret i regi af "Radio-båndværkstedet" og "TV-båndværkstedet".

Alt det kommer jeg i tanker om ved læsning af en artikel i Politikens Kultursektion den 8. marts - på medie-tema-siderne. Rubrikken: "2.000 amatørforfattere bag nyskabende tv-serie". Manchetten: "Tv-serien 'Bar Karma' er skrevet på baggrund af gratis ideer fra 2.000 mennesker på internettet. Et pioner-koncept inden for tv-produktion, mener forsker." Journalist: Anders Hubart Madsen.
   Idemanden Will Wright er computerspilproducent og havde store problemer med at få tv-selskaber til at købe ideen. Han skabte en "manusportal" som brugerne kunne  skrive deres ideer ind i. Via sin Face Book-side fik han 2.000 til gratis at bidrage med forslag til plot, dialoger og karakter. Og til sidst lykkedes det Will Wright at få realiseret konceptet via den kanal 'Current TV' som Al Gore har været med til skabe. Se mere på:

www.current.com/shows/bar-karma/

UCG er forkortelsen for det jeg her har givet eksempler på: User-Generated-Content - en af de kreative muligheder som nettet i den grad har accelereret. Hvad skriver wikipedia om det:

User generated content (UGC) covers a range of media content available in a rnange of modern communications technologies. It entered mainstream usage during 2005 having arisen in web publishing and new media content production circles. Its use for a wide range of applications, including problem processing, news, gossip and research, reflects the expansion of media production through new technologies that are accessible and affordable to the general public. All digital media technologies are included, such as question-answer databases, digital video, blogging, podcasting, forums, review-sites, social networking, mobile phone photography and wikis. In addition to these technologies, user generated content may also employ a combination of open source, free software, and flexible licensing or related agreements to further reduce the barriers to collaboration, skill-building and discovery.

Brugerinvolvering i lystet af kreativitetsteorien vil jeg komme ind på igen senere. Der er jo tale om blending af to konceptuelle rum: brugergeneret indhold med professionel redigering,