Hold ikke på en hemmelighed, og bliv sund og rask og kreativ - ny forskning påviser at hemmeligheder som ikke deles med andre, opleves som en fysisk byrde og kan være skadeligt for helbredet

Denne blog har som en af sine mangefarvede tråde forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativitet og det der foregår i hjernen.

   For eksempel har jeg været interesseret i spørgsmålet om oplevelsen af (bestemte typer af) malerkunst, arkitektur eller musik kan virke helende og helbredende på psyken, ja måske i sig selv ligefrem være kreativitetstimulerende?

   På en tilsvarende måde som man nu også har videnskabeligt belæg for at forskellige former for meditation virker.

   Sådan oplever jeg det selv når jeg har ophængt billeder - især farvtræsnit - af min yndlingskunstner Harald Henriksen (som  jeg derfor er begyndt at samle på) i vores rum.

   Som nu det her:

Harald Henriksen: Brønshøj mose. 1947

Jeg har også været optaget af spørgsmålet om der er en sammenhæng mellem kreativitet og den neurobiologiske tilstand som kaldes synæstesi, hvor fx enkelt bogstaver, ord eller tal, automatisk udløser bestemte farver eller former som mentale automatiske ledsagefænomener.

   Illustreret her:

Flere generationer i fruens familie som alle er ekstraordinært kreative, har det sådan.

   Også en række kendte kunstmalere, forfattere og musikere var synæstetikere: David Hockney, Wassily Kandinsky, Vladimir Nabokov, Duke Ellington, Nikolai Rimsky Korsakov.
   Se flere navne her:

http://www.daysyn.com/synesthete-artists.html

Og ovennævnte Harald Henriksen har sikkert også været synæstetiker, for det er hans søn (musik  > farve), viste det sig.

Så har jeg også i mange indlæg forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativt sprog - som typisk er sprog som er kendetegnet ved konceptuel blending - og den fysisk-biologiske krop.

   For eksempel spørgsmålet om hvorfor og hvordan en lang række grundlæggende konceptuelle metaforer har kroppen og dens sanseapparat som reference: 'tiden LØBER', 'jeg gik i SORT', 'en SMERTEFULD lidenskab', 'TUNGE tanker', 'et VARMT forhold', 'en KOLD skulder', 'en KANTET personlighed', 'GUL af misundelse', 'en SKINGER farve', 'en SKARP hjerne', en DYB depression, etc.

   Sprogforskerne George Lakoff og Mark Johnson var dem der først for alvor udforskede det spørgsmål i deres epokegørende bog fra 1980 'Metaphors We Live By'.

Disse repetitioner og opsamlinger fra mange tidligere blogindlæg kommer her, fordi jeg i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 7. august fandt en artikel med den for mig fængende rubrik:

Tunge Tanker

Artiklen er skrevet af professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg.

   Ryberg fortæller om et psykologisk eksperiment der går ud på at vise hvordan det at holde på en hemmelighed i modsætning til det at fortælle den, påvirker forsøgspersonernes oplevelse af et billede af en nogenlunde stejl bakke:

Da forskerne efterfølgende gennemgik resultaterne, viste det sig, at de der forud var blevet bedt om at tænke på en hemmelighed, vurderede skråningen til at være langt mere stejl, end både de, der havde røbet deres hemmelighed (ved at skrive den ned på et stykke papir) og end kontrolgruppen (de to sidstnævnte grupper adskilte sig ikke signifikant). 

Et tilsvarende eksperiment med et andet billede viste et lignende resultat: Gruppen der holdt på sin hemmelighed, vurderede afstanden til et fjerntliggende hus på et billede som "signifikant større end dem der havde røbet deres hemmelighed" ved at skrive den ned på papir.

Jesper Ryberg paralleliserer disse ret så uforståelige resultater med andre eksperimenter:

I et nyligt studie har man således vist, at forsøgspersoner der bærer en tung rygsæk, vurderer en bakke som mere stejl end personer, der ikke slæber på noget. Tilsvarende estimeres afstanden til fjerntliggende huse som større, når man skal vurderer den med en tung oppakning på ryggen.

Altså: en fysisk byrde - eller mangel på byrde - påvirker perceptionen af omgivelserne.

   Og det er måske ikke så mærkeligt da det jo indlysende er en større fysisk belastning at skulle gå op ad en stejl bakke eller gå en lang vej - med en tung rygsæk - end uden:

Det er formentlig dette, der ubevidst influerer på folks vurdering af stejlhed og afstand. Men hvis det at holde på en hemmelighed også udgør en form for byrde for os - om end en psykisk en - så er det måske derfor, at man finder tilsvarende resultater, når det gælder hemmeligheders påvirkning af vores sansemæssige vurderinger.

Og så kommer koblingen til det jeg skrev oven for, nemlig at denne forklaring stemmer overens med de senere års forskning omkring konceptuelle metaforer "som viser at metaforisk tale (som for eksempel det at "bære på en hemmelighed")  ofte har en fysisk eller kropslig forankring", skriver Ryberg.

Han runder sin artikel af med at koble disse resultater sammen med at folk gerne bruger de sociale medier til anonymt at fortælle - og altså røbe - hemmeligheder, som de bærer på. Og derigennem bruger de disse medier til at 'lette sig' for hemmelighedernes skjulte men fysisk og mentalt tyngende byrde.

Selv kan jeg ikke lade være med at koble dette sammen med den beskrevne effekt af en 'mentor' på børn og unge som har oplevet mobning eller at en forældre forsvandt eller det ufrivilligt at skifte sprog, kultur og miljø som barn.

   Mange særligt kreative voksne fortæller i deres selv)biografi eller i interviews om den lettelse - og dermed mentale optøning af deres nedfrosne kreativitet - som det var at møde en voksen person der "så" dem og "forstod" dem (for første gang), og som de kunne betro sig til om deres sorg og vrede og angst.

   (NB! Disse personer tager med den slag formuleringer afsæt i den konceptuelle metafor: AT SE = AT FORSTÅ.)

   Den case jeg sidst har skrevet om for hvem det var tilfældet, er digteren Yahya Hassan:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.htm

Hjerneforskerne har også en forklaring på hvad der sker i hjernen når man holder på en eller flere alvorlige hemmeligheder - og ingen har den at dele med:

When you choose to hold onto a secret, your brain’s orbital prefrontal cortex simulates in your mind just how bad sharing the secret will be, imagining all the possible negative outcomes. “The prefrontal cortex is involved in decision-making, complex thought and deception,” says neurosurgeon Gopal Chopra, chief executive of PINGMD, which provides an app to facilitate communication between doctors and patients. If the two regions are at cross-purposes, the end result is what Chopra calls “the complications of emotional burden.”

   In other words, if your prefrontal cortex wins the battle within your brain over keeping a secret, the pressure it causes in the cingulate cortex leads your body to ramp up production of stress hormones. This is known as the “fight or flight” response, often triggered when we feel anxiety or fear. If the reaction persists, it can have potentially serious consequences. Every time you think about a deeply held secret, stress hormones such as cortisol can surge, impacting your memory, blood pressure, gastrointestinal tract and metabolism. “Those hormones also include norepinephrine,” Chopra says, “which affects parts of the brain where attention and responses are controlled.”

   The bigger the secret, or the riskier you perceive its protection, the more intense the conflict within your brain, resulting in higher anxiety and a more potent fight-or-flight effect.

http://www.forbes.com/sites/nextavenue/2013/10/24/keeping-secrets-can-be-hazardous-to-your-health/

Frivilligt eller ufrivilligt at føle sig nødt til at holde på hemmeligheder, kan altså være en trussel mod helbreddet i det lange løb.

   Åbenhed og ærlighed er sundere, er moralen.

   Og når forfattere fortæller at de er "lettede" over at være blevet færdig med en roman, så mener de det ikke kun i overført, metaforisk betydning, kunne det her tyde på.

   Og det at skrive dagbog hver eneste dag som er noget både mange politikere har gjort, og mange forfattere som fx H.C. Andersen eller Anais Nin gjorde, det får også hermed et ekstra perspektiv, synes jeg, 

I disse dage er resultatet af Statsløsekommisionens arbejde til livlig debat i medierne.
   Det var de to afslørende journalister Anton Geist og Ulrik Dahlin på Information som med deres journalistik åbnede sagen og dokumenterede de administrative ulovlighede for flere år tilbage.
   Birthe Rønn Hornbech måtte den gang gå af, og det må to højtrangerede embedsmænd fra ministeriet også gøre nu, fortæller nyhederne os.
   Journalisterne fik Cavling-prisen for deres nyhedsreportage-serie om sagen.

Ulrik Dahlin & Anton Geist

Men i lyset af disse aktuelle forskningsresultater om effekten af at skulle holde på en hemmelighed, så forstår man bedre Birthe Rønns mildest talt mærkværdige ukommunikative opførsel over for journalisterne på Christiansborg i den periode hun var integrationsminister. 

   Da hun grundlæggende er en retlinet person, har hun simpelt hen været så TYNGET af at skulle holde på hemmelighederne, at hun har været fysisk bange for at komme til at tale over sig til (ud)spørgende journalister, for at LETTE SIT HJERTE.

Jeg forstår nu også bedre hvorfor vores nye (gamle!) stramtmundede statsminister Lars Løkke Rasmussen skal udstyres med hele fem spindoktorer.

   En 'spindoktor' er nemlig jo en person M/K som en minister kan betro sine inderste hemmelige tanker og ønsker til, en person som er ansat til loyalt lægger ører til betroelserne, og som derefter har som job at omforme og omformulere dem til noget der kan accepteres i offentligheden og baglandet - som legitim politik der kaprer stemmer, eller modvirker at de forsvinder til DF.

Bigum på hjernen - i anledning af en kronik om Jens Christian Grøndahl og et radioprogram med 'Hjernemadsen' som vært

For godt halvanden måned siden bragte Politiken en kronik af kunstmaleren og digteren Martin Bigum.

   Rubrik og manchet var formuleret sådan:

At bryde abrupthedens konstant er en kunst

Hvad er det, der gør, at man som billedkunstner griber pensel og uopfordret giver sig i kast med at lave et portræt af en nulevende dansk forfatter? Man synes måske, der mangler et billede af det, der ikke helt kan sættes ord på.

Den handlede om Bigums refleksioner over sit ubestilte portrætmaleri af forfatteren Jens Christian Grøndahl, et billede som man kan få adgang til at se her:

http://sn.dk/modules/xphoto/cache/83/645783_930_9300_0_1_2425_1675_2.jpg

Jeg læste kronikken med interesse - ikke mindst fordi jeg har skrevet om Bigum som kunstner og personlighed i hele tre tidligere blogindlæg. Og fordi jeg efter det sidste indlæg ikke kunne lade være med at kontakte ham pr. mail, for at se om jeg kunne få svar på et spørgsmål som jeg havde glemt at stille efter hans foredrag på Vordingborg Bibliotek i marts: Er du synæstetiker?

   Min hypotese var og er at det er han - måske endda en multi-en af slagsen - ligesom fx den berømte asberger-autist Daniel Tammet der har en ubeskrivelig god hukommelse, er tal-ekvilibrist - og altså også multi-synæstetiker, som jeg bl.a. har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/synstesien-som-en-gave-belyst-gennem.html

Den mail til Bigum gav hurtigt en venlig returmail fra ham - hvori han lovede at svare for alvor når han var mindre presset af maleriet. 

   For at dokumentere hvor presset han var, vedhæftede han fotografier af det maleri han var begyndt på, men slet ikke havde malet færdig:

 

Undskyldningen for ikke at give et uddybende svar, giver rigtig god mening i det lys, fordi man har kunnet læse sig til at Martin Bigum er meget disciplineret, dagligt går i sit atelier og arbejder fra 9 til 17, og sætter sig det mål at et maleri skal være færdigt på tid - 5-6-7 uger. 

   Det ufærdige billede er på en gang figurativt og symbolsk - og er visuelt rytmisk og splintret kalejdoskopisk i sit udtryk. Det fremstiller et ungt par der svømmer rygsvømning mod oprørte bølger - mens de trækker en flad 'flåde' der har form som Bornholm, efter sig.  

   Måden at behandle bølgerne på giver mindelser om japanske træsnit, og de to figurer giver mindelser til jugendstilen.

Svaret fra Bigum i mailen og det her ufærdige billede, det blev jeg så mindet om igen for et par dage siden da en af de radioudsendelser som Peter Lund Madsen tilrettelægger under fællestitlen "Hjernekassen på P1", havde Martin Bigum som medvirkende og hovedperson. 

   Udsendelsen blev optaget i Bigums atelier, og Peter Lund Madsen var en (ikke særligt god) interviewer. 

Her er illustrerende billeder fra Facebooksiden om udsendelsen:

  

Som man kan se er Jens Bigum kommet lidt længere med billedet han er igang med, og som jeg fik at se i en lidt tidligere version. De to svømmere og et enkelt mosaikfelt er nu blevet farvelagt. 

   Man kan også se at de står med den skitse som er forstadiet for maleriet, og som man kan læse nedenfor, sandsynligvis udspringer af et syn på den indre skærm.

   Det sidste billede viser et arbejdsbord med andre skitser af syner han har haft, og som måske ender med at blive omsat til malerier - eller delelementer i malerier

Hvad snakkede de to så om? 

   Selvfølgelig om Bigums billeder som man de kunne se i atelieret, om hans disciplinerede måde at arbejde på, om at blive inspireret af syn og visioner der dukkede det indre øje som så skulle indfanges og omsættes i tegning, farver og penselstrøg, om spillet og dynamikken mellem bevidst og ubevidst i den kunstneriske proces, og om den specielle hjerneindretning som antagelig måtte ligge bag Bigums særlig kunstnerpersonlighed, en personlighed som havde været med til at gøre ham til en slags outsider i det etablerede samtidige kunstetablissement.

Både i kronikken om Jens Christian Grøndahl-portrættet og i samtalen med Peter Lund Madsen vender Bigum flere gange tilbage til den metafor at kunsten skal stoppe tiden der udgør en ellers ubønhørlig og ustoppelig strøm.

   

Han taler om kunstværket som ...

... en tidsmaskine ...

Han taler om at et kunstværk skal være ...

... en kæp i hjulet på tidens skånselsløse gang ...

Og han bruger i kronikken denne flotte, næsten for flotte,  metafor:

Eftertankens langstrakte nu kan forhale sekundernes hækkeløb

Og han generaliserer sin metafor til oplevelser som alle kunstnere vil kunne genkende: 

Jeg tror, alle kunstnere higer efter selv at ramme det moment i deres værk, hvor al tid standser.

Den gennemgående metafor peger på at Bigum er en slags romantiker. Han kalder sig selv "symbolist", og refererer dermed tilbage til malerkunsten og digtningen i Europa før og efter år 1900. 

   Hans kunstfilosofi ligger i hvert fald tæt op ad romantikernes fremhævelse af kunsten og poesien som noget evigt, noget der står uden for tiden - i modsætning til den timelige, praktiske og materialistiske virkelighd. 

   

Jeg har tidligere skrevet om 'symbolismen' i et indlæg hvor jeg udkaster den teori at blandt andre Van Gogh var synæstetiker, og havde indre visioner eller syner som var styret af de såkaldte 'formkonstanter', og som slog igennem i hans maleriers helt særlige form og udtryk. 

   Jeg sluttede det indlæg med:

Som jeg ser det, så er de former for synæstesi som udfolder sig i figurer, mønstre og former, styret af disse 'formkonstanter' som er indbygget i hjernens visuelle set up.

  I malerier af Hilma af Klint, Kandinsky, van Gogh og Hundertwasser, som alle tilskrives at være synæstetikere, kan man uden større anstrengelser efterspore at formkonstanter er mentale og konceptuelle medspillere i deres kunst.

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/06/maleriudstillingernes-dramaturgi-om.html

Den teori jeg udkastede i foregående indlæg om Bigum, var at han tilhørte samme 'selskab', og at hans syner og dermed hans billeder også bar præg af de såkaldte 'formkonstanter'.

   Indirekte kunne det at han beskriver sig selv som lidt 'autistisk' når han maler, godt pege i den retning. På spørgsmålet om hvad han mener med det, fortæller han at han jævnlig drejer billedet en kvart eller en halv omgang om malere videre på det i en position, vel lidt svarende til at nogle mennesker kan skrive lige godt med venstre og højre hånd, eller at de kan læse tekster på hovedet.

I radioudsendelsen kobler Bigum denne sin kamp i kunsten for at stoppe tiden, sammen med et fænomen som jeg jævnligt har beskrevet i flere blogindlæg: 'den kreative vrede':

Kunst er også bygget på vrede: Hvad siger I til DET, og hvad siger i så til DET og til DET? 

   Det er en motor at stå heroppe i atelieret (og sige): Jeg skal eddermame vise verden at man kan stoppe bare lidt af den her malstrøm af tid med DET HER MALERI eller DET HER MALERI, som så kan blive små sten i skoen. 

   Den vrede har jeg set hos enkelte af min generationsfæller, det er en troldsplint også i øjet hos dem. 

   Det (vreden) er en vigtig motor.

Bigum svarer så ikke på Peter Lund Madsens opfølgende spørgsmål om hvad han er vred over, men fortsætter ud af af sit eget metaforiske tankespor:

Du kan  stoppe tiden et kort sekund for folk. Det har jeg selv oplevet ved (store) kunstværker jeg har set. Og jeg prøver at indhente dem med mine billeder.

(...)

   En gang hvert andet år ser jeg et kunstværk der gør indtryk 

Den bagvedliggende kreative vrede kommer også til udtryk i en række andre af Bigums metaforer for hvordan han arbejder med maleriet: Det er en kamp:

Det er maleriet man skal besejre hver dag. Man stager sig igennem et maleri for at få det på plads.

(...)

Hvert eneste maleri er en hån mod mig. 

(...)

   Man skal nedkæmpe billedet undervejs og lave et tigerspring. Og det er kunsten. 

Peter Lund Mandsen bemærker nogle små naturalistiske malerier på væggen i atelieret, og spørger hvad det nu er for noget:

  Bigum fortæller at der er tale om en slags personligt eksperiment med at sætte sig ud i naturen med staffeli og solhat og med bierne sværmende, og så se på virkeligheden, og så male det han ser her og nu ...

...  og så prøve at se om man kan fange ind det man ser i naturen.

   Og når man så kigger igen, så er alt forandret, det man har malet er for længst væk, men nu er det så på lærredet.

   Det er en pervers lille leg med virkeligheden. Men det foregår i hvert fald med ro på. 

   Det er noget jeg faktisk virkelig nyder - men det er ikke noget jeg som sådan vil udstille.

Hvorfor ikke? burde Peter Lund Madsen have spurgt.

   Men det Bigum beskriver her om tilblivelsen af de små naturalistiske billeder, er det stik modsatte af den proces han ellers beskriver som den der ligger bag hans produktion af kunstværker. Den bygger på visioner og syner der presser sig på indefra - fra det ubevidste:

Der kommer et syn for det indre blik. Og ud af 10 syn der kommer forbi, er der et der duer.

   Der melder sig billeder, og et af dem har en kim i sig som jeg kan stå inde for. Så det gælder om at fange det når det er der.

   I min hånd og i min hjerne er der noget der gør at jeg kan tegne som jeg gør. Når jeg ser noget for det indre blik, er det så stærkt og flot i sin komposition, og jeg tænker så: Hov, det må jeg fange ind og ramme med min streg.

   Så må jeg lave de bedste skitser, og så er det skitser af hvad jeg ser med lukkede øjne for det indre blik.

   Det er som om hjernen har sin all power station som så starter, og så skal jeg prøve at mime det jeg ser for mit indre blik.

   Man har så også en stil og man har en ånd som man godt vil udforske. 

   Men skitser som falder helt ved siden af, kan jeg ligesom ikke føje ind i det større hele. 

Bigum har også en udtalt kritik af "samtidskunsten". Han siger til Peter Lund Madsen:

I samtidskunsten snakker man ikke om det eksistentielle i at lave kunst.

Underforstået: at det burde man, for så kunne Martin Bigum føle sig mere inkluderet, hvor han nu stadig føler sig i en outsiderposition.

I radioudsendelsen er der ellers ikke meget der peger på at Bigum skulle være neuroligisk synæstetiker. Men i kronikken er der nogle citater der peger i den retning. Her en synæstisk kobling fra syn til lyd:

Det slip af visioner, sammenhængende symboler, og ikke sammenhængende symboler, vi ser rasle over maleriets midterfelt, er billeder på alt det, forfatteren kunne have noteret sig på vej gennem livet som værende af betydning. Hvor subtilt og diffust og konkret det så måtte være.

   Hvis vi kunne skrue op for lyden af maleriet, ville det formentlig larme; knitre, suse, klapre, tikke, ruske, sive, dryppe, smælde. Og hvis jeg kunne sætte det i bevægelse, som en film, ville det være som et flimmer af syn, hundreder af lysspættede sansninger, der spoler gennem milliarder af øjeblikke.

Og i det følgende går synæstesien fra ord i det han har læst af Jens Christian Grøndahl, til syner med billeder/farver:

Lige pludselig, for et år siden, var ’visionen’ der (for for mig er det dybest set det, et maleri er: et syn?): Jeg tegnede lynhurtigt skitsen til maleriet. Det er altid et godt tegn, når den sidder i skabet fra starten. Jeg tror, jeg var nået til et punkt som kunstner, hvor jeg nu havde erfaringer nok til selv at give et medbillede på nogle erkendelser fra den kunstneriske proces.

   Dette ser man bl.a. på mit maleri; forfatteren er koncentreret, har lukkede øjne, hænger skildret i halv figur, i et uudgrundeligt lys, ude i venstre side, med skoen svævende over jorden. Han har lyseblå skjorte, brun jakke og beige bukser på.   Ved maveregionen og under knæet er puslespilsbrikker. Hans anden halvdel er væk, den er sluset væk i slyngede bånd, strimler, ruller, puslespilsbrikker, planer og plader, i et vildt ryk over billedfladens rå lærred.

   Hver scene, der er malet på alle disse prismer, refererer direkte eller indirekte til sansninger og scener fra hans romaner og essays, som jeg, som læser og billedkunstner, har valgt at fortolke dem.

Ifølge radioudsendelsen kommer disse syner ofte til Bigum i overgangsfasen mellem vågen og søvn, en tilstand som har en række fællestræk med virkningen af meditation og euforiserende stoffer, og som har den faglige betegnelse hypnagogia:

Hypnos means “sleep” and gogia means “driver” so the two combined mean “sleep driver”. It’s the last moments a person experiences before being completely engulfed by sleep. Hypnagogia was coined by Alfred Maury in order to define the transitional stage between wakefulness and sleep (4). It precedes the first stage of sleep when alpha rhythms in brainwaves slow down and then break up before turning into slower and smaller amplitude theta rhythms (1). Hypnagogia is usually known as an altered state of consciousness and sometimes it’s referred to as the “borderline” state or the “half dream” state. During this stage, the person falling asleep can go through strange experiences that are similar to those triggered by hallucinogens such as LSD and DMT. The person’s imagination takes over: He or she can hear random voices, see imaginary objects from people to mysterious worlds; his or her body can experience strange sensations such as floating or becoming bigger, and the brain can spit out random and origin-less thoughts. The experience can be anywhere from fascinating to utterly terrifying.

 http://serendip.brynmawr.edu/exchange/node/4159

Her links til de foregående Bigum-blog-indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-igen-om-synstesi.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html 

Om brevskrivning og erfaringsprog - og om kreativ brug af 'tennisspil' og 'æglægning' i sammenligninger og metaforer

Egen akvarel - efter motiv fra nettet

Jørn Lund, min gamle studiekammerat og fast forfatter af sprogklummer i Politiken, har i dag en artikel om forfattere der er store og produktive brevskrivere.

   Det interesserer mig fordi jeg for nylig har fået foræret nogle af de breve min mor i en kort periode 1949-50 skrev til min tante, nogle breve som først for nylig er dukket i op i en kasse som min kusine havde fået og gennemgik efter min tantes død.

  Når brevene er særlig interessante for mig og min søskende, skyldes det at min mor døde tidligt - i 1965 - af en svulst i hjernen. Så ingen af os søskende har kendt hende mens vi levede vores voksenliv. 

   Tilbage er kun fjerne og tågede barndoms- og ungdoms-erindringer - fra hver vores vinkel.

   Og hvordan var hun egentlig? Den diskussion får vi aldrig ende på.

 

Vi ved vores mor var kreativ, interesseret i kunst og litteratur. Hun lavede også stofkollager, syede ryatæpper og hørte klassisk musik - med glæde.
   Og Jule-perioden med udklip at stads og dekorationer var årets kreative klimaks for hende.
   Og hun elskede at feste og at danse, det husker vi alle.

   Og så skrev hun mange og lange breve, både til sine to søstre og til sin mor, men de er gået tabt.
    Hun må også have skrevet nogle til mig mens jeg var i USA 1961-62, men jeg husker det ikke og har ikke gemt dem.
   Hun strikkede islandske sweaters til min tre amerikanske brødre og mig og sendte over:

Peter, Jimmy, Dickie, Danny

De var en stor succes i min amerikanske familie.

Men hun skrev altså også til min tante, som i øvrigt sikkert har svaret med tilsvarende lange breve, for hun var - også - en sprogligt meget kreativ dame - og ligesom min mor var hun hjemmegående husmor med små børn i den periode.

   Senere boede jeg hos tanten og min farbror i nogle sommerferier, og hun var altså simpelt hen sjov, husker jeg - kunne fortælle vittigheder og lege med ord stort set uafbrudt - og kunne tilsyneladende ikke lade være: De ordspil kom bare af sig selv.

   Da min farbror fyldt 70 eller 75 - holdt hun en varm tale til ham - skrevet på vers. Det var originalt - og rørende.

 

Da mine søskende og jeg havde vores halvårlige komsammen  her i sommer, havde min mindste bror fundet en lille dagbog som min mor skrev efter operationen foråret 1965 og i nogle få måneder inden sin død i september, en periode hvor vi børn egentlig troede at operationen var lykkedes, og kun min far vidste at det var en stakket frist.

   Da vi læste op af disse dagbogsnotater, slog det mig - igen - hvor naturligt og flydende et skriftsprog min mor havde: klart, nuanceret erfaringssprog. talesprogskonkret og -nært, men altså levende skrift når det er bedst.

 

Og sådan var de her nyfundne breve også. Det var ret så bevægende at læse dem - og få dem læst højt af fruen.

Jørn Lund kalder Karen Blixen og H. C. Andersen for "brillante brevskrivere" i anledning af John Chr. Jørgensens nyudkomne bog om brevet som genre og udtryksform, eksemplificeret med breve fra de to store og internationalt kendte forfatternavne.

   Jørn Lund genfortæller at Karen Blixen opdager at brevene egner sig bedre til fortælling end til diskussion. Hun skriver til broderen Thomas Dinesen:

Du kan tro, at jeg mange gange ønsker, at jeg kunne sidde og få en snak med dig som i gamle Dage, og noget lignende kan vel så mine Breve blive.

Breve som erstatning for 'en snak' som ikke kan lade sig gøre.

   Og i et andet brev:

Meget opmuntrende synes jeg forresten ikke, at forsøget på at føre en Diskussion i Breve paa saa lang Afstand kan siges at være - det er omtrent som at spille Tennis med så høje Bolde, at man hver Gang maa vente en halv Time paa, at de skal komme ned igen.

Bang! Et fantastisk og anskuelig billede - en sammenligning og metafor i et hug:

   At skrive breve på så lang afstand er omtrent som at spille tennis med så høje bolde at man hver gang må vente en halv time på at de skal komme ned igen.

   Den indebærer en  bagvedliggende konceptuel metafor: DISKUSSION = SPIL. 

   Og så associeres derfra til det tennisspil som Blixen i kraft af sit overklasse-tilhørsforhold kender ud og ind - og så at sige har indlejret i kroppen.

Jeg søger lige på nogle andre Blixen-citater, her fra hendes breve fra farmen i Afrika:

   Til Ingeborg Dinesen, januar 1923:

“To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige.”

"At klippe håret af" og "at lære at køre automobil". To indholdskonkrete anskueliggørend metonymer på kvindens frigørelse som i den grad rammer tiden efter Første Verdenskrig.

Her et citat mere:

   Til Thomas Dinesen, 17. oktober 1914:

“Jeg har i fire Uger besøgt de lykkelige Jagtmarker og kommer lige ud fra Dybet af den store vilde Naturs Herlighed, fra Urtidens Liv i Dag som for tusinde Aar siden, fra Mødet med de store Rovdyr, som betager én, som man får på Hjernen, saa at man ikke synes, der er andet værd at leve for end Løver.”

Igen ser man hvor sprogligt konkret Karen Blixen er i sine fortællende breve: "de lykkelige jagtmarker" refererer til det engelske udtryk "happy hunting grounds" som er indianernes betegnelse for et 'paradis' hvor der er en overflod af let tilgængelige byttedyr for jægere og krigere; i overført betydning: et sted hvor der er frihed til at forfølge sine ønsker og lyster uden snærende restriktioner.

  Udtrykket kender både Karen og broderen Thomas fra deres far Wilhelm Dinesen, som i perioder af sit liv levede og jagede sammen med indianerstammer i Nordamerika.

  Dette billede med 'de lykkelige jagtmarker' associeres så videre til den faste vending "at have noget på hjernen", som altså også dækker over en konceptuel metafor: ENSIDIGT OPTAGET AF X = AT HAVE X PÅ HJERNEN.

   Karen har af oplevelserne i Kenyas vilde simpelt hen natur fået ... "Løver på hjernen".

   Man ser det for sig!

Dette flydende og billedrige skriftsprog hos Karen Blixen (og fx også hos H.C. Andersen) er jeg overbevist om hænger sammen med at det personlige brevs naturlig sprogform er erfaringssproget. et sprogbrug hvis ordvalg er kendetegnet ved det jeg andet steds har karakteriseret som "basic level-kategorier":

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories.

   Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

   Basic-level categories tend to rest in the middle of typical general-to-specific categorical hierarchies. For example, in classifying life forms, the basic-level category tends to be at the level of the genus (oak, maple, rabbit, raccoon, etc.)

   If I run across a tree on a trail, I could call it a "plant", a "tree", a "leaf-bearing tree" a "sugar maple", or a "cutleaf staghorn sumac", but I am most likely to simply call it a "maple". Categories more general than "maple" are likely to be mentally represented as superordinate categories, while categories more specific are likely to be represented as subordinate categories.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm

Jeg plejer at sige at ord der tilhører 'basic-level-kategorier', kan kendes på at de umiddelbart kan tegnes (cykel, elefant, gaffel, sol) - eller demonstreres gennem efterlignende gestus/handling (spis, sove, løbe, smile, klippe).

Og når vi nu er ved billedskabende sprog, så dukker der et smukt og for mig friskt eksempel op i dagens kronik i Politiken på et dramaturgisk begreb og fænomen som jeg tidligere har skrevet meget om  - også her på bloggen. 

   Andre steder har jeg kaldt det "set up" eller "plantering", men her var nu en frisk variant: 'at lægge æg i sindet'.

   

Rubrikken gjorde også brug af en anden - usædvanlig metafor, i hvert fald i forhold til at forfatteren er jurist:

Dragsdahls rolle i den kolde krigs absurde teater

Kronikken er af René Offersen, ham der var advokat  for Jørgen Dragsdahl i injuriesagen ved Højesteret mellem ham og professor Bent Jensen, en sag Dragsdahl vandt.

   Kronikken er et svar på en tidligere kronik som forhenværende chef for PET, Ole Stig Andersen havde skrevet, og hvori han kritiserede dommen i meget skarpe vendinger, og begrundede hvorfor han støttede at sagen blev bragt videre til menneskeertsdomstolen i Strassbourg:

   Denne kronik sluttede med en sætning om at dommen ikke ville holde "en halv meter og slet ikke helt ned til Strassbourg."

Jurister er ikke berømte for at skrive klart, levende og billedrigt, snarere det modsatte. Men det er utvivlsomt en fordel når man procederer - også i Højesteret - at man har adgang til både det juridiske videnssprog og det hverdagsnære erfaringssprog, og at man kan formulere sig i et retorisk effektivt mix.

   For eksempel skriver han om Ole Stig Andersens slutformulering - retorisk skarpt og klart - og med et ekko af talesprog i formuleringerne:

Bemærkningen er kæk, men malplaceret.

   Det ved jeg, fordi Højesteret generelt er på et andet niveau end Ole Stig Andersen tror. Og konkret ved jeg det, fordi jeg var advokat for Jørgen Dragsdahl i Højesteret, og derfor har beskæftiget mig indgående med Højesterets dom og  Jørgen Dragsdahls retssikkerhed.

Og senere citerer René Offersen fra Ole Stig Andersens kronik:

"Det fremgår klart, at Bent Jensen i sine indlæg ikke støttede denne påstand (om at JD skulle have været betalt KGB-spion). Han brugte slet ikke begrebet spion, og han nævner udtrykkeligt, at der ikke blev rejst sigtelse mod Jørgen Dragsdahl"

Og så kommer Offersens svar, der med en smuk og effektiv metafor klæder Bent Jensens luskede retorik af: 

Nej, det fremgår bestemt ikke klart, at Bent Jensen ikke støttede spionpåstanden. Bent Jensen indledte sin artikel med at gengive den alvorlige spionpåstand (peger mod straffelovens paragraf 107) og udtalte senere, at en stor del af Ekstra Bladets oplysninger havde vist sig at være sande.

   Hvorfor skulle den alvorlige betegnelse spion anvendes i artiklens første sætning, hvis ikke Bent Jensen ønskede at lægge æg i læserens sind? Hvis Bent Jensen ikke ville lægge sådanne æg, hvorfor gav han så ikke oplysninger om sandfærdigheden af den refererede spionpåstand?

   Et andet eksempel på Bent Jensens diabolske skrivestil er følgende udsagn senere i artiklen: »... hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer«.

   Der er tale om et voldsomt retorisk misbrug fra Bent Jensens side, herunder kunstgrebet med det lille ord ’sin’. Arne Treholt fik 20 års fængselsstraf for sin spionage. Hvorfor skulle Treholt af Bent Jensen skrives ind i en sætning sammen med Jørgen Dragsdahl, hvis ikke det var for at lægge rådne æg i læsernes sind?

Vi fremhæver lige den her fine og friske metafor:

"at lægge æg i læserens sind" 

"at lægge rådne æg i læsernes sind"

Billedet er beslægtet med det engelske "a plant" eller det svenske "plantering", og det betyder altså at lægge en tekst til rette på en måde og med et ordvalg så læseren forføres til senere lettere at tro på en påstand eller et argument.

   Et nyere ord med nogenlunde samme betydning fra markedsføringsspsykologien er "priming", et fagudtryk som i følge Wikipedia skal forstås således:

Priming is an implicit memory effect in which exposure to one stimulus influences the response to another stimulus. (...)

   Priming can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. For example, if a person reads a list of words including the word table, and is later asked to complete a word starting with tab, the probability that he or she will answer table is greater than if they are not primed. 

   Another example is if people see an incomplete sketch they are unable to identify and they are shown more of the sketch until they recognize the picture, later they will identify the sketch at an earlier stage than was possible for them the first time

Jeg googler for at se om metaforen med at "lægge (rådne) æg i læserens sind", om det er Offersens egen kreative opfindelse, eller han har lånt det fra en anden kilde. 

   Men det er Offersens egen. Den optræder kun i to andre avisartikler fra i år som begge indeholder citater fra proceduren ved Højesteret, som her i retsreferatet fra Weekendavisen:

Denne afgørende præmis (at JD skulle være såkaldt "påvirksningsagent") bliver totalt forkastet af Offersen, da han procederer i Højesteret. Han laver en minutiøs sproglig analyse af Bent Jensens artikler om Dragsdahl, og påpeger, at Jensen slet ikke brugte betegnelsen »påvirkningsagent« i artiklerne, som startede sagen. 

   Offersen forklarer, at Jensen igen og igen gav det indtryk, at Dragsdahl var spion eller regulær agent i den tunge kategori og ikke blot en påvirkningsagent.

   »Bent Jensen lagde med sine tendentiøse artikler æg i læsernes sind. Rådne æg. Ingen almindelige læsere kunne, når de havde læst artiklerne, være i tvivl om, at Dragsdahl var en strafbar KGB-agent eller spion, som kun slap af krogen, fordi PETs ledelse droppede en straffesag imod journalisten af politiske grunde.«

Hvis jeg en gang skulle komme i alvorlig juridisk knibe, ved jeg godt hvem jeg ville hyre, hvis jeg havde råd: René Offersen.

Det man siger, er man selv - Søren Espersen vs Rune Engelbreth Larsen

Jeg har i et tidligere indlæg fra godt et år tilbage, illustreret hvordan man ved substitution af nogle kerneord i en argumenterende tekst, ironisk afslørende kan vende dens kritik mod ophavsmanden eller -kvinden selv. 

   Den gang var det Pia Kjærsgaard hvis manipulerende retorik rettet mod kvinder som bærer tørklæder når de går på gaden, som blandt andre blev taget ved vingebenet af en 'pensioneret skolelærer'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html

Den illustrerende afsløring skete ved i Pia Kjærsgaards tekst at udskifte frasen "kvinder, der bærer tørklæde" med frasen "kvinder i let påklædning".

   Et beslægtet retorisk afslørende greb fortæller jeg i øvrigt om i et indlæg som blandt andet beskriver en af mine egne pædagogiske substitutions-gimmicks i forhold til et hold RUC-basis-studerende som jeg skulle holde oplæg for om "Marxistisk pædagogik"  i 1972.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Disse indlæg kommer jeg i tanker om ved at læse Rune Engelbreth Larsens debatindlæg i Politiken i går under denne rubrik og manchet: 

Søren Espersen misbruger 'det danske folk'

Jeg vil ikke være en del af den løgn om 'danskerne', som Søren Espersen repræsenterer

Rune Engelbreth har jævnligt i Politiken præcist, kritisk og kreativt formulerede indlæg med afslørende brod vendt mod ideologisk retorik og manipulerende snik-snak fra - hovedsagelig - den blå side af det politiske landskab. 

   Denne gang forholder han sig i sit indlæg til den verbalt nedgørende og arrogante behandling som Stine Bosse i den forgangne uge var blevet udsat for af Dansk Folkepartis Søren Espersen.

   

Afsættet for Søren Espersen var en kommentar fra Stine Bosse i tidskriftet Ræson  til Integrationsminister Inger Støjbergs plan om at skræmme flygtning fra at søge til Danmark med en negativ propaganda-kampagne i internationale medier der skal fortælle flygtningene hvor dårligt de vil blive modtaget som asylsøgere her.

   Stine Bosses indlæg der generelt er holdt i en saglig og nøgtern tone, sluttede sådan her om flygtningeproblemet:

JEG VED, jeg taler på manges vegne, når jeg skriver at vi sidder med en led smag i munden. For vi ved at dette kan løses, Vi ved, at Ministeren ikke har besøgt et eneste nærområde, endsige interesseret sig for dem og vi ved, at det ikke kun er i dag, mennesker betaler den pris, de gør. Historien husker. Danmark er blevet husket for indsatsen under Anden Verdenskrig (og fejret – ikke mindst af os selv) fordi vi bragte jøder i sikkerhed i Sverige. Men vi vil også blive husket som dem, der IKKE gjorde noget under Syrienkrigen. Det vil man huske ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden.

   Kære Inger Støjberg. Vil du ikke prøve at tage en lidt længere rejse? Start med at aflægge dine kolleger i Bruxelles et besøg. Tal med EUs agentur for flygtningespørgsmål, EASO, der ved meget om, hvad der bør gøres. Og følg derefter Jens Rohdes (MEP for V) opfordring til at besøge nærområderne. Tag TV2 eller DR med – og se om ikke du kunne finde lidt klogskab og human indsigt frem til at gå andre veje.

For mig er der ingen tvivl om at det er metaforen "vi sidder med en led smag i munden", der udløser kraftige følelser - tilsyneladende ikke hos integrationsministeren - men hos Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, som jo er dem der egentlig står bag ideen til denne anti-indvandrerkampagne. 

   Metaforen er jo meget fysisk og kropslig, og rammer derfor hårdt. Den er beslægtet med Nyrup Rasmussens om "at Danske Folkeparti aldrig vil kunne blive stuerent". Så Søren Espersen er hurtigt ude med en modkommentar som ikke forholder sig til det saglige indhold i Bosses indlæg, men har karakter af et - 'ledt', kunne man fristes til at sige - verbalt karaktermord på Stine Bosse. 

   Det indledes sådan her:

Stine Bosse lever på toppen – i en international high-flyer-verden – aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?

I sit debatindlæg i Søndags-Politiken tager Rune Engelbreth Larsen så på vanlig præcis vis, afstand fra at blive inkluderet i Søren Espersens retoriske fiflerier med brug af begreberne "fædreland" og "det danske folk".

   Efter et referat af indholdet i Stine Bosses ærligt bekymrede indlæg, fortsætter han:

Over for dette nuancerede indlæg, der svinger sig op på et enkelt emotionelt udbrud om »en led smag i munden« over for planerne om en skræmmekampagne, reagerer Dansk Folkepartis Søren Espersen med et foragtende personangreb. Bosse er således »aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk«.

     Sådan taler Propagandaløgnen.

   Hvordan kan jeg tillade mig at skrive dét? Fordi det er åbenlyst sandt. For det første er hele Stine Bosses indlæg udtryk for bekymring og forståelse for Danmark og danske interesser. Man kan selvfølgelig have andre prioriteringer end Bosse, eftersom 'Danmark' og 'danske interesser' ikke er noget entydigt, men netop er mangefacetteret og flertydigt. Men kun den bevidste løgner kan benægte hendes veneration for Danmark og danskere.

   For det andet er Søren Espersens misbrug af »det danske folk« selvindlysende. Han taler jo hverken på vegne af »det danske folk« eller »fædrelandet«. Ingen af delene eksisterer som homogene monolitter andre steder end i propagandaløgnen.

   Jeg er dansker. Jeg er en del af det danske folk. Men jeg er ikke, vil ikke være og bliver aldrig nogen sinde en del af den ensrettende løgn om »danskerne«, som Espersen repræsenterer.

Indlægget slutter med en afslørende substitution hvor Engelbreth i Søren Espersens indledende tekstafsnit, substituerer Stine Bosses navn med afsenderen Sørens Espersens navn. 

   Først citerer han Søren Espersens indledende angreb på Stine Bosse:

»Stine Bosse lever på toppen«, fastslår han bl.a. »Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?«

   Hvor pudsigt og interessant er det ikke, at ethvert af disse fordømmende ord, er udtryk for det reneste, tydeligste, ærligste og allermest træffende politiske spejl?

     Læs selv: »Søren Espersen lever på toppen. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Søren?«

Teknikken som Rune Engelbreth også har brugt kreativt tidligere, kaldes somme tider "jødeprøven", idet den fx kan bruges til at demonstrere og afsløre et indlægs kamuflerede racisme, ved i teksten at indsætter "jøder" og "jødisk" istedet for betegnelserne for den gruppe det racistiske indlæg er rettet imod.

   I de senere år bruges denne kreative substitutions-teknik næsten dagligt i Politikens ATS-satire-spalte på bagsiden af første sektion. 

   Med stor mentalt befriende effekt.

Det man siger, er man selv

Her link til de tre indlæg, så man selv kan vurdere kvalitetsforskellen i retorik og argumentation i indlæggene som helhed: 

http://raeson.dk/2015/stine-bosse-skriver-kaere-inger-stoejberg/

http://raeson.dk/2015/soeren-espersen-stine-bosse-har-ingen-veneration-for-%E2%80%A8sit-faedreland-og-for-det-danske-folk/

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2776978/soeren-espersen-misbruger-det-danske-folk/

At male så det ligner er da ingen kunst! - eller er det? - Thomas Kluge, Gudmud Gentze, Johannes Larsen, Harald Henriksen m.fl.

Gudmund Hentze: Illustration til Tusind og en nat

En kronik i Politiken i dag fanger min opmærksomhed med det samme. Rubrikken er:

Bondemalerstriden

Og den fokuserer på diskussionen om den "fotorealistiske"  kunstmaler Thomas Kluges kvaliterer eller mangel på samme som aktuel og nutidig kunstner. 

   Kronikken er af Christian Kortegaard Madsen, som er inspektør ved Johannes Larsen Museet i Kerteminde som for øjeblikket har en udstilling med titlen "Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland".

   Manchetten lyder:

Kampen mellem den fine og den folkeligt kunst er evigt aktuel. Kunne man forestille sig en kunstlinje på kunstakademiet, der fokuserer på imitationen i dens mest nøgterne form?

Læsere af denne blogs indlæg om kunst, ved at jeg jævnligt har fremhævet min fascination ved moderne - og ældre malere - som maler motiver fra virkeligheden på en måde så denne virkelighed fremtræder meget genkendeligt - realistisk (foto- eller sur-) eller helt regulært 'naturalistisk.

I en bog om en anden nutidig realistisk dansk maler, Niels Strøbæk, fandt jeg et citat jeg forelskede mig i:

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes godt det kunne dække mine egen akvarel-billeder når det er bedst, fordi det netop fastholder de særlige kvaliteter jeg har navngivet ved at omtale dem som "akvarel-DRØMME": 

En 'drøm' ligner ikke det den er (nemlig en drøm), og den er ikke det den ligner (nemlig virkelighed), den både ligner og er (en imaginaær form for virkelighed)

Kronikken tager afsæt i en kunsthistorisk berømt fejde der startede med en kronik i Politiken 1907:

I 1907 udspillede den såkaldte bondemalerstrid sig i denne avis’ spalter. Initiativtageren til debatten, der i stærkt reduceret udlægning drejede sig om kunstens mål og midler, var den symbolistiske maler Gudmund Hentze, og angrebet var som udgangspunkt rettet mod de impressionistiske og naturalistiske Fynbomalere og siden hen mod Statens Kunstsamlings indsamlingspolitik.

   Men siden modernismens indtog i begyndelsen af forrige århundrede har naturalistiske billedkunst haft vanskelige kår hos den etablerede kunstinstitution, og ord som billig, uoriginal, folkelig og kitsch har indlejret sig som gængse omtaleformer. Med Johannes Larsen Museets nuværende udstilling ’Thomas Kluge – Gud, konge og fædreland’ er debatten om kunstneren versus kunstinstitutionen, dens håndtering af det folkelige versus det elitære samt kunstens mål og midler på ny aktuel på museet.

Vi lader lige de negative adjektiver stå et øjeblik: "billig, uoriginal, folkelig og kitsch". 

Pointen i kronikken er her at den kulturkamp som Gudmund Hentze indledte om form, stil, motiv, og funktion i kunsten, jo endte med modernismens næsten totale sejr, en sejr der op igennem 1900-tallet frigjorde den fine kunst for den århundredgamle forpligtelse til i den maleriske fremstilling af et motiv at skulle imitere, mime eller simulere den genkendelige visuelle virkelighed.

   En sejr der også havde den konsekvens at sene(re) naturalistiske kunstnere som Harald Henriksen som jeg har "opdaget" og dyrket på min blog siden december sidste år, totalt gik i glemmebogen efter sin død 1960, selvom han faktisk havde være kendt og anerkendt nok til at udstillet på Charlottenborgs Forårs-udstilling siden 1926, og herefter næsten årligt resten af livet.

   En anden konsekvens af denne modernismens sejr, har været at indkøbspolitiken på vores større anekendt kunstmuseer i mange år har fokuseret på indkøb af symbolistiske, modernistiske og postmodernistiske kunstnere, og til gengæld i stor omfang har valgt kunstnere som Thomas Kluge og fx Otto Frello fra.

   Hvor store problemer man kan have med at blive anerkendt af det nuværende kunsthistoriske establishment når man maler realistisk, illustrerer dette citat fra anmeldelsen af Ole Hørlyng i Weekendavisen. af udstillingen på Johannes Larsen Museet: »Man skulle tro, at Dansk Folkeparti var rykket ind på Møllebakken« (museets adresse).

Jeg har godt nok læst om 'bondemalerstriden', og har fokuseret på at en række af de kunstnere der var gode akvarelmalere hørte til gruppen af "bondemalere" der var skydeskive i striden, herunder Johannes Larsen, Fritz og Anna Syberg og Peter Hansen. 

   Men hvem var denne Gudmund Hentze (1875-1948) der fyrede det første skud af, og hvad har han som kunstner bedrevet? I min bevidsthed er han nemlig mindst ligeså gemt og glemt som Harald Henriksen. 

   Wikipedia:

Hentze blev født i Næstved, hans forældre var Gregers Johan Michaelsen Hentze(1835-1877) og hustru Christiane Marie Elisabeth Sommer(1851-1940). Da han var ni år gammel flyttede familien til København. Han gik på Kunstakademiet 1893-1894 og på Zahrtmanns Skole 1897-1898. 

   Han var i 1893-1894 en del af bevægelsen omkring tidsskriftet Taarnet, der var fortaler for en symbolisme i kunsten, først og fremmest litteraturen med forfatteren Johannes Jørgensen som leder. 

   Hentze illustrerede mange bøger, deriblandt J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe og eventyr af H.C. Andersen. Hans illustratorvirksomhed lignede kollegaen Lorenz Frølichs, men hvor han var inspireret af tyske og franske kunstnere, var Hentze først og fremmest stilistisk inspireret af de engelske prærafaelitter og Aubrey Beardsley.

   Hans værker var hyppigt forekommende i udstillingslivet i starten af 20. århundrede, og han var blandt andet medlem af kunstnergruppen Den Frie Udstilling 1905-1928. Han udstillede desuden både på Charlottenborg og Kunstindustrimuseet.

   I 1907 havde kunstnerkollegaen Gerda Wegener fået afvist et portræt af Charlottenborgs censurkomite. I harme over det skrev Hentze et indlæg i Politiken 14. april1907. Det var starten på bondemalerstriden. I det udtrykte han sin foragt for de "bondemalere", som var hans udtryk for de impressionistisk inspirerede danske naturmalere som Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen. 

   I indlægget giver han udtryk for, at hans egen symbolistisk inspirerede kunst står på et højere kulturtrin end bondemalerne, som han mente forherligede "den laveste Udvikling" med deres billeder af det danske bondelandskab. I sin retorik foregriber han meget tidligt mange af nazismens tanker[1].

   Diskussionen medførte, at han i de danske kunstkredse blev persona non grata, og hans kunstsyn blev af de fleste unge kunstnere anset som bagstræberisk og reaktionært.

Med navne som Gerda Wgener og Aubrey Beadsley er vi inde på et kunsthistoriesk område som har optaget mig meget, og som jeg jævnligt har skrevet om: jugendstilen. Og en udstilling med billeder af Gerda Wegener bliver senere på året vist på Arken.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html

Og umiddelbart bemærker jeg at Hentze også - og ikke mindst i sin samtid - er kendt som 'illustrator', en betegnelse - ment lidt negativt - som jeg mødte i en omtale af mine egne akvareller da jeg for halvandet år siden var på et to-dages malerkursus hos kunstmaleren Hans Christian Rylander. 

   Tydeligvis forbandt Rylander primært akvarel som malemedie med det at tegne-male illustrationer - og han opfattede mest akvarelmaleri som en særlig form for (kunst)håndværk end som egentlig kunst, kunne man fornemme.

Det viser sig at det ikke er så let at finde billeder af Gudmund Hentze ved at google, og det første værk man får vist af ham, er et stykke jugendkunsthåndværk solgt på en auktion for 2000 kr:

Konfektskål af tin

Der er også en henvisning til at Kulturarvstyrelsen har købt et dyrt maleri af Hentze til Museet for Thy og Vester Hanherreds samling af værker der har med I. P. Jacobsen at gøre. Titlen er fra en af I. P. Jacobsens noveller: Pesten i Bergamo - og auktionsprisen er hele 125.000 kr.:

Så jagter jeg videre derfra. 

   Det viser sig at selvom Gufmund Hentzes billeder på en eller anden måde er næsten undertrykt ved en direkte Google-søgning på malerier af ham, så finder man dem når man går efter billeder der er solgt på auktion:

   Her er det af Kulturarvstyrelsen købte maleriet set forfra:

Gudmund Hentze: Pesten i Bergamo

Via et link til billeder solgt på kunstauktioner rundt omkring kan man finde en række af hans malerier, som de her fx: 

Sunset and moonlight over a thatched house. 1940

Gudmund Hentze: Tåge i Mosen. 1948

Channel scenery in the moonlight (Christainshavn?)

Beautiful day by the coast. 1928

http://www.artnet.com/artists/gudmund-herman-peter-hentze/past-auction-results

Men Gudmund Hentze var mest kendt - både berømt og berygtet - for sine billeder af - som oftest bare - damer - i mere eller mindre historisk setting - og ofte malet med pastel, crayonkritdt - og/eller akvarel-/guache-teknik:

Erindring

Naked woman holding a centerpiece with jewelry

Flora. 1932

Portræt af en kvinde ved havet

Den unge model

Kvinde med spaniel. 1916

Maler og model. 1920

Nudo di ragazza,1910

Her er hvad Wikipedia så yderligere kan afsløre om Gudmund Hentzes kunst:

Hentzes kunst var symbolistisk og historicistisk inspireret. Hans billeder forestillede ofte nøgne kvinder i historiske scenarier. Således var nogle af hans kendteste værker Renæssance parafrase (uden år) og Nøgen kvinde med falk (1930), som forestiller ideale nøgne kvindeskikkelser i et historisk eller mytologisk landskab. 

   Hans kunst blev af den kulturradikale kritiker Poul Henningsen karakteriseret som "Pornografi for Dagligstuen", fordi PH mente, at Hentze malede idealer kvinder "uden et stødende Haar paa Kroppen. [...] Gamle Baroner kan mimre deres erotiske Ungdomserindringer over Synet uden at støde an mod Selskabets Love."[2].

Og så nærmer vi os forklaringen på fortrængningen af Hentzes billeder fra mere officielle kunsthistoriske sammenhænge når man søger ham på nettet:

Hentzes ideologiske overbevisning lå tidligt tæt op ad den nazistiske. Hans nationalromantiske illustrationer blev anvendt i de danske nazistiske tidsskrifter i 1930'ernetil at illustrere deres forståelse af god kunst. Men det var først efter tyskernes besættelse af Danmark 9. april 1940, at han meldte sig ind i DNSAP. Det skete 23. oktober samme år. 

  Han blev hurtig en aktiv medarbejder ved de nazistiske udgivelser i avisen Fædrelandet og DNSAP's Maanedsbreve og blev husillustrator for de danske nazister. Bl.a. fik naziføreren Frits Clausen udført sit ex libris af Hentze.

   Hentze deltog aktivt i polemikken og skrev lange indlæg, der forherligede den nazistiske politik. Især tyskernes angreb på Sovjetunionen blev lovsunget af Hentze. Desuden delte han også de nazistiske raceteorier og skrev gerne antisemitiske indlæg.

   Henzes værker blev hyppigt udstillet under besættelsen. Kunstnerforeningen af 18. november som Hentze havde været medlem af siden 1924 udstillede hans værker 1940, 1943 og 1944.

Gudmund Hentze slap for at blive retsforfulgt og straffet efter befrielsen, men hans udstillingskarriere var det slut med. Da han døde 1948, var der ingen aviser der bragte en nekrolog. 

Tilbage til kronikken i Politiken af Christian Kortegaard Madsen som argumenterer for at nyere kunst der i en eller anden forstand er naturalistisk og realistisk, skal ind i kunstinstitutionens varme igen, efter i rigtig mange år at have været ude i kulden. 

   Han foreslår blandt andet at man opretter en særlig linje på kunstakademiet hvor rammen er at man fokuserer på hvad han beskriver som "imitationen i den mest nøgne form":

Et helt andet hypotetisk senarie kan være, at samtidskunsten i højere grad især i forhold til malerimediet nøgternt og akademisk differentieres ud fra udtryk og indhold. At man for eksempel forestiller sig en kunstinstitution og herunder et kunstakademi, der også uddanner og udstiller kunstmalere med en klassisk og realistisk tilgang til motivet? Man kunne måske ligefrem forsigtigt forestille sig en kunstnerisk linje på kunstakademiet, der fokuserer netop på imitationen i dens mest nøgterne form? Hvilke nye blikke på virkeligheden vil det mon præsenterer os for?

Læg mærke til hvor kontroversiel Kortegaard Madsen her oplever sit eget forslag når kan skriver "Man kunne ligefrem forsigtigt forestille sig...." Hvorfor dog så "forsigtigt", tænker jeg.

   

Han plæderer dermed også for at legitimere en kunst der lever op til Niels Strøbeks kriterium: "Kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er."

   Og dermed advokerer han også for at god og værdifuld kunst ikke behøver at være elitær og for de få med kunstforstand og viden, men godt kan være populær og altså noget almindelige menesker gerne vil have på deres vægge, blandt andet netop fordi det ligner og mimer det motiv det fremstiller.