Bigum på hjernen - i anledning af en kronik om Jens Christian Grøndahl og et radioprogram med 'Hjernemadsen' som vært

For godt halvanden måned siden bragte Politiken en kronik af kunstmaleren og digteren Martin Bigum.

   Rubrik og manchet var formuleret sådan:

At bryde abrupthedens konstant er en kunst

Hvad er det, der gør, at man som billedkunstner griber pensel og uopfordret giver sig i kast med at lave et portræt af en nulevende dansk forfatter? Man synes måske, der mangler et billede af det, der ikke helt kan sættes ord på.

Den handlede om Bigums refleksioner over sit ubestilte portrætmaleri af forfatteren Jens Christian Grøndahl, et billede som man kan få adgang til at se her:

http://sn.dk/modules/xphoto/cache/83/645783_930_9300_0_1_2425_1675_2.jpg

Jeg læste kronikken med interesse - ikke mindst fordi jeg har skrevet om Bigum som kunstner og personlighed i hele tre tidligere blogindlæg. Og fordi jeg efter det sidste indlæg ikke kunne lade være med at kontakte ham pr. mail, for at se om jeg kunne få svar på et spørgsmål som jeg havde glemt at stille efter hans foredrag på Vordingborg Bibliotek i marts: Er du synæstetiker?

   Min hypotese var og er at det er han - måske endda en multi-en af slagsen - ligesom fx den berømte asberger-autist Daniel Tammet der har en ubeskrivelig god hukommelse, er tal-ekvilibrist - og altså også multi-synæstetiker, som jeg bl.a. har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/synstesien-som-en-gave-belyst-gennem.html

Den mail til Bigum gav hurtigt en venlig returmail fra ham - hvori han lovede at svare for alvor når han var mindre presset af maleriet. 

   For at dokumentere hvor presset han var, vedhæftede han fotografier af det maleri han var begyndt på, men slet ikke havde malet færdig:

 

Undskyldningen for ikke at give et uddybende svar, giver rigtig god mening i det lys, fordi man har kunnet læse sig til at Martin Bigum er meget disciplineret, dagligt går i sit atelier og arbejder fra 9 til 17, og sætter sig det mål at et maleri skal være færdigt på tid - 5-6-7 uger. 

   Det ufærdige billede er på en gang figurativt og symbolsk - og er visuelt rytmisk og splintret kalejdoskopisk i sit udtryk. Det fremstiller et ungt par der svømmer rygsvømning mod oprørte bølger - mens de trækker en flad 'flåde' der har form som Bornholm, efter sig.  

   Måden at behandle bølgerne på giver mindelser om japanske træsnit, og de to figurer giver mindelser til jugendstilen.

Svaret fra Bigum i mailen og det her ufærdige billede, det blev jeg så mindet om igen for et par dage siden da en af de radioudsendelser som Peter Lund Madsen tilrettelægger under fællestitlen "Hjernekassen på P1", havde Martin Bigum som medvirkende og hovedperson. 

   Udsendelsen blev optaget i Bigums atelier, og Peter Lund Madsen var en (ikke særligt god) interviewer. 

Her er illustrerende billeder fra Facebooksiden om udsendelsen:

  

Som man kan se er Jens Bigum kommet lidt længere med billedet han er igang med, og som jeg fik at se i en lidt tidligere version. De to svømmere og et enkelt mosaikfelt er nu blevet farvelagt. 

   Man kan også se at de står med den skitse som er forstadiet for maleriet, og som man kan læse nedenfor, sandsynligvis udspringer af et syn på den indre skærm.

   Det sidste billede viser et arbejdsbord med andre skitser af syner han har haft, og som måske ender med at blive omsat til malerier - eller delelementer i malerier

Hvad snakkede de to så om? 

   Selvfølgelig om Bigums billeder som man de kunne se i atelieret, om hans disciplinerede måde at arbejde på, om at blive inspireret af syn og visioner der dukkede det indre øje som så skulle indfanges og omsættes i tegning, farver og penselstrøg, om spillet og dynamikken mellem bevidst og ubevidst i den kunstneriske proces, og om den specielle hjerneindretning som antagelig måtte ligge bag Bigums særlig kunstnerpersonlighed, en personlighed som havde været med til at gøre ham til en slags outsider i det etablerede samtidige kunstetablissement.

Både i kronikken om Jens Christian Grøndahl-portrættet og i samtalen med Peter Lund Madsen vender Bigum flere gange tilbage til den metafor at kunsten skal stoppe tiden der udgør en ellers ubønhørlig og ustoppelig strøm.

   

Han taler om kunstværket som ...

... en tidsmaskine ...

Han taler om at et kunstværk skal være ...

... en kæp i hjulet på tidens skånselsløse gang ...

Og han bruger i kronikken denne flotte, næsten for flotte,  metafor:

Eftertankens langstrakte nu kan forhale sekundernes hækkeløb

Og han generaliserer sin metafor til oplevelser som alle kunstnere vil kunne genkende: 

Jeg tror, alle kunstnere higer efter selv at ramme det moment i deres værk, hvor al tid standser.

Den gennemgående metafor peger på at Bigum er en slags romantiker. Han kalder sig selv "symbolist", og refererer dermed tilbage til malerkunsten og digtningen i Europa før og efter år 1900. 

   Hans kunstfilosofi ligger i hvert fald tæt op ad romantikernes fremhævelse af kunsten og poesien som noget evigt, noget der står uden for tiden - i modsætning til den timelige, praktiske og materialistiske virkelighd. 

   

Jeg har tidligere skrevet om 'symbolismen' i et indlæg hvor jeg udkaster den teori at blandt andre Van Gogh var synæstetiker, og havde indre visioner eller syner som var styret af de såkaldte 'formkonstanter', og som slog igennem i hans maleriers helt særlige form og udtryk. 

   Jeg sluttede det indlæg med:

Som jeg ser det, så er de former for synæstesi som udfolder sig i figurer, mønstre og former, styret af disse 'formkonstanter' som er indbygget i hjernens visuelle set up.

  I malerier af Hilma af Klint, Kandinsky, van Gogh og Hundertwasser, som alle tilskrives at være synæstetikere, kan man uden større anstrengelser efterspore at formkonstanter er mentale og konceptuelle medspillere i deres kunst.

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/06/maleriudstillingernes-dramaturgi-om.html

Den teori jeg udkastede i foregående indlæg om Bigum, var at han tilhørte samme 'selskab', og at hans syner og dermed hans billeder også bar præg af de såkaldte 'formkonstanter'.

   Indirekte kunne det at han beskriver sig selv som lidt 'autistisk' når han maler, godt pege i den retning. På spørgsmålet om hvad han mener med det, fortæller han at han jævnlig drejer billedet en kvart eller en halv omgang om malere videre på det i en position, vel lidt svarende til at nogle mennesker kan skrive lige godt med venstre og højre hånd, eller at de kan læse tekster på hovedet.

I radioudsendelsen kobler Bigum denne sin kamp i kunsten for at stoppe tiden, sammen med et fænomen som jeg jævnligt har beskrevet i flere blogindlæg: 'den kreative vrede':

Kunst er også bygget på vrede: Hvad siger I til DET, og hvad siger i så til DET og til DET? 

   Det er en motor at stå heroppe i atelieret (og sige): Jeg skal eddermame vise verden at man kan stoppe bare lidt af den her malstrøm af tid med DET HER MALERI eller DET HER MALERI, som så kan blive små sten i skoen. 

   Den vrede har jeg set hos enkelte af min generationsfæller, det er en troldsplint også i øjet hos dem. 

   Det (vreden) er en vigtig motor.

Bigum svarer så ikke på Peter Lund Madsens opfølgende spørgsmål om hvad han er vred over, men fortsætter ud af af sit eget metaforiske tankespor:

Du kan  stoppe tiden et kort sekund for folk. Det har jeg selv oplevet ved (store) kunstværker jeg har set. Og jeg prøver at indhente dem med mine billeder.

(...)

   En gang hvert andet år ser jeg et kunstværk der gør indtryk 

Den bagvedliggende kreative vrede kommer også til udtryk i en række andre af Bigums metaforer for hvordan han arbejder med maleriet: Det er en kamp:

Det er maleriet man skal besejre hver dag. Man stager sig igennem et maleri for at få det på plads.

(...)

Hvert eneste maleri er en hån mod mig. 

(...)

   Man skal nedkæmpe billedet undervejs og lave et tigerspring. Og det er kunsten. 

Peter Lund Mandsen bemærker nogle små naturalistiske malerier på væggen i atelieret, og spørger hvad det nu er for noget:

  Bigum fortæller at der er tale om en slags personligt eksperiment med at sætte sig ud i naturen med staffeli og solhat og med bierne sværmende, og så se på virkeligheden, og så male det han ser her og nu ...

...  og så prøve at se om man kan fange ind det man ser i naturen.

   Og når man så kigger igen, så er alt forandret, det man har malet er for længst væk, men nu er det så på lærredet.

   Det er en pervers lille leg med virkeligheden. Men det foregår i hvert fald med ro på. 

   Det er noget jeg faktisk virkelig nyder - men det er ikke noget jeg som sådan vil udstille.

Hvorfor ikke? burde Peter Lund Madsen have spurgt.

   Men det Bigum beskriver her om tilblivelsen af de små naturalistiske billeder, er det stik modsatte af den proces han ellers beskriver som den der ligger bag hans produktion af kunstværker. Den bygger på visioner og syner der presser sig på indefra - fra det ubevidste:

Der kommer et syn for det indre blik. Og ud af 10 syn der kommer forbi, er der et der duer.

   Der melder sig billeder, og et af dem har en kim i sig som jeg kan stå inde for. Så det gælder om at fange det når det er der.

   I min hånd og i min hjerne er der noget der gør at jeg kan tegne som jeg gør. Når jeg ser noget for det indre blik, er det så stærkt og flot i sin komposition, og jeg tænker så: Hov, det må jeg fange ind og ramme med min streg.

   Så må jeg lave de bedste skitser, og så er det skitser af hvad jeg ser med lukkede øjne for det indre blik.

   Det er som om hjernen har sin all power station som så starter, og så skal jeg prøve at mime det jeg ser for mit indre blik.

   Man har så også en stil og man har en ånd som man godt vil udforske. 

   Men skitser som falder helt ved siden af, kan jeg ligesom ikke føje ind i det større hele. 

Bigum har også en udtalt kritik af "samtidskunsten". Han siger til Peter Lund Madsen:

I samtidskunsten snakker man ikke om det eksistentielle i at lave kunst.

Underforstået: at det burde man, for så kunne Martin Bigum føle sig mere inkluderet, hvor han nu stadig føler sig i en outsiderposition.

I radioudsendelsen er der ellers ikke meget der peger på at Bigum skulle være neuroligisk synæstetiker. Men i kronikken er der nogle citater der peger i den retning. Her en synæstisk kobling fra syn til lyd:

Det slip af visioner, sammenhængende symboler, og ikke sammenhængende symboler, vi ser rasle over maleriets midterfelt, er billeder på alt det, forfatteren kunne have noteret sig på vej gennem livet som værende af betydning. Hvor subtilt og diffust og konkret det så måtte være.

   Hvis vi kunne skrue op for lyden af maleriet, ville det formentlig larme; knitre, suse, klapre, tikke, ruske, sive, dryppe, smælde. Og hvis jeg kunne sætte det i bevægelse, som en film, ville det være som et flimmer af syn, hundreder af lysspættede sansninger, der spoler gennem milliarder af øjeblikke.

Og i det følgende går synæstesien fra ord i det han har læst af Jens Christian Grøndahl, til syner med billeder/farver:

Lige pludselig, for et år siden, var ’visionen’ der (for for mig er det dybest set det, et maleri er: et syn?): Jeg tegnede lynhurtigt skitsen til maleriet. Det er altid et godt tegn, når den sidder i skabet fra starten. Jeg tror, jeg var nået til et punkt som kunstner, hvor jeg nu havde erfaringer nok til selv at give et medbillede på nogle erkendelser fra den kunstneriske proces.

   Dette ser man bl.a. på mit maleri; forfatteren er koncentreret, har lukkede øjne, hænger skildret i halv figur, i et uudgrundeligt lys, ude i venstre side, med skoen svævende over jorden. Han har lyseblå skjorte, brun jakke og beige bukser på.   Ved maveregionen og under knæet er puslespilsbrikker. Hans anden halvdel er væk, den er sluset væk i slyngede bånd, strimler, ruller, puslespilsbrikker, planer og plader, i et vildt ryk over billedfladens rå lærred.

   Hver scene, der er malet på alle disse prismer, refererer direkte eller indirekte til sansninger og scener fra hans romaner og essays, som jeg, som læser og billedkunstner, har valgt at fortolke dem.

Ifølge radioudsendelsen kommer disse syner ofte til Bigum i overgangsfasen mellem vågen og søvn, en tilstand som har en række fællestræk med virkningen af meditation og euforiserende stoffer, og som har den faglige betegnelse hypnagogia:

Hypnos means “sleep” and gogia means “driver” so the two combined mean “sleep driver”. It’s the last moments a person experiences before being completely engulfed by sleep. Hypnagogia was coined by Alfred Maury in order to define the transitional stage between wakefulness and sleep (4). It precedes the first stage of sleep when alpha rhythms in brainwaves slow down and then break up before turning into slower and smaller amplitude theta rhythms (1). Hypnagogia is usually known as an altered state of consciousness and sometimes it’s referred to as the “borderline” state or the “half dream” state. During this stage, the person falling asleep can go through strange experiences that are similar to those triggered by hallucinogens such as LSD and DMT. The person’s imagination takes over: He or she can hear random voices, see imaginary objects from people to mysterious worlds; his or her body can experience strange sensations such as floating or becoming bigger, and the brain can spit out random and origin-less thoughts. The experience can be anywhere from fascinating to utterly terrifying.

 http://serendip.brynmawr.edu/exchange/node/4159

Her links til de foregående Bigum-blog-indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-igen-om-synstesi.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html 

Hallucinationer (3) - syner når man hverken er vågen eller sover - og mere om svækkede latente hæmninger

Jeg lærer altid  nyt når jeg læser Oliver Sacks, og altså denne gang hans nyeste bog "Hallucinations". Dels nyt indhold, nye kendsgerninger, ny frames og synsvinkler på alt hvad der har at gøre med hjernens overraskende, fascinerende og unikke måde at fungere på.

    Men jeg lærer også mange nye ord - medicinske og neurologiske fagudtryk.

   Oliver Sacks er nemlig meget omhyggelig med at give latinske (læge)faglige betegnelser for de forskellige særlige tilstande han beretter om.

    Jeg tror måske det er fordi han jo ellers skriver meget erfaringsnært og med mange citater fra almindelige mennesker der beskriver de usædvanlige oplevelser de har når hjernen af en eller anden årsag opfører sig afvigende - ofte  af Sacks betegnet som "disorder" eller "syndrome".

   Ved konsekvent og hele tiden at bruge fagudtrykkene, signalerer han at teksten alligevel er skrevet på et akademisk set højt faglige niveau.

   Og findes der ikke latinske fagudtryk i forvejen, så opfinder han dem - eller han går til gamle og glemte kilder og hiver fagudtryk derfra frem i lyset, hvilket indebærer at man som læser også får en masse interessant neurovidenskabelig og medicinsk videnskabshistorie med i købet.

Et af de ny ord jeg har lært er "hypnagogia" eller "hypnagogic state" - på dansk "hypnagogisk tilstand", som er den mentale overganstilstand sindet og bevidstheden befinder sig i mellem det at være vågen og det at være faldet i søvn.

    Den modsatte overgangssituation 'kaldes "hypnopompisk tilstand" - altså overgangen mellem at sove og være fuldt vågen.

    Oliver Sacks tilegner et helt kapitel til hallucinationer som opleves som led i den særlige bevidsthedstilstand som kendetegner denne mentale overgangssituation. Og han citerer også flere forfattere som referer til den, blandt andet Vladimir Nabokov og Edgar Allan Poe:

   Nabokov fortæller i sin erindringsbog "Speak, Memory":

As far back as I remember ... I have been subject to mild hallucinations ... Just before falling asleep, I often become aware of one-sided conversations going on in an adjacent section of my minde, quite independently from the actual trends of  my thoughts. I is a neutral, detached, anonymous voice, which I catch saying words of no importance to me whatever - an English or Russian sentence, net even adressed to me, and so trivial that I hardley dare give samples ... This silly phenomenon seems to be the auditory counterpart of certain praedormitory vision, which I also know well ... They come and go, whithout the drowsy obersever's participation, but are essentially different from dream pictures for he is still master of his senses. They are often grotesque.

Oliver Sacks henviser også til Edgar Allan Poe som han refererer for bevidst at afbryde hypnagogiske hallucinationer, så han kunne notere de ekstraordinære syner ned, og siden bruge dem som visionære input til sine digte og noveller.

   Også Baudelaire som Poe oversatte til engelsk, var ifølge Sacks fascineret af hypnagogiske hallucinationer, især hvis de blev hjulpet på vej med indtagelse af opium eller hash.

Hypnagogiske "visioner" ligner ikke rigtige hallucinationer, idet de ikke opleves som virkelige og ikke bliver oplevet som projiceret ud i den virkelige omverden. 

   Men de ligner på den måde at de kommer ind i bevidstheden uvillet, er ukontrolable og autonome; de kan have unaturlige farver og være usædvanligt detaljerede, og så kan de undergå hurtige og bizarre transformationer - i modsætning til de villede forstillinger og billeder vi fremstiller for vores "indre blik" og på den "indre skærm".

   På den måde kan de ligne dagdrømme - som jo er kendetegnet ved at sindets tanker og forestillinger flyder afsted uden styring og mål: "mind-wandering".

 

Sacks refererer - for første gang  i det jeg har læst af ham - til "the default mode network":

There is something about the rapid and spontaneous transformations specific to hynogenic imagery that suggests the brain is "ideling", as my correspondent Mr. Utter suggested. Neurosciencetists now tend to speak of "default networks" in the brain,  which generate their own images. Perhaps one may also venture the term "play" and think of the visual cortex playing with the every permutation, playing with no goal, no focus, no meanings - a random activity og perhaps an activity with so many microdeterminants  that no pattern is ever repeated. Few phenomena give such a sense af the brain's creativity and coputational power as the almost infinitely varied ever-changing torrents of patterns and forms which mya be seen in hypnagogic states.

Der ser ud til at være en flydende grænse mellem egentlige hallucinationer og så kreative tanker og forestillinger der "flyder" ind i bevidsteheden i overgangen mellem vågen og søvn. 

   I artiklen i Wikipedia som omhandler "hypnogogia" finder man et afsnit under overskriften "Cognitive and Affective Phenomena" som jeg synes er interessant:

Thought processes on the edge of sleep tend to differ radically from those of ordinary wakefulness. Hypnagogia may involve a "loosening of ego boundaries ... openness, sensitivity, internalization-subjectification of the physical and mental environment (empathy) and diffuse-absorbed attention."[35]

   Hypnagogic cognition, in comparison with that of normal, alert wakefulness, is characterized by heightened suggestibility,[36] illogic and a fluid association of ideas.          Subjects are more receptive in the hypnagogic state to suggestion from an experimenter than at other times, and readily incorporate external stimuli into hypnagogic trains of thought and subsequent dreams.

Det er klart at der er tale om det jeg andre steder har beskrevet som "åben tilstand", som bl.a. er det man søger at sætte igang hos folk på kreativitets- og ideudviklingskurser og -seminarer. Men som altså også ligner den tilstand som opstår ved "sensorisk deprivation", en tilstand jeg beskrev i det foregående indlæg, bl.a. med afsæt i to Poul Martinsen-programmer om "isloation".

   Artiklen i Wikipedia kunne også tyde på at LI-en - den latente hæmning - er svækket som "censor" i denne mobile bevidsthedstilstand, ligesom den kan være det under indtagelse af euforiserende stoffer og alkohol:

Herbert Silberer described a process he called autosymbolism, whereby hypnagogic hallucinations seem to represent, without repression or censorship, whatever one is thinking at the time, turning abstract ideas into a concrete image, which may be perceived as an apt and succinct representation thereof.[38] 

Jeg har selv oplevet nogle gange at få gode ideer på overgangen mellem vågen og søvn, og det synes også at være almindeligt kendt blandt både forskere og kunstnere:

The hypnagogic state can provide insight into a problem, the best-known example being August Kekulé’s realization that the structure of benzene was a closed ring while half-asleep in front of a fire and seeing molecules forming into snakes, one of which grabbed its tail in its mouth.[39]

   Many other artists, writers, scientists and inventors—including Beethoven, Richard Wagner, Walter Scott, Salvador Dalí, Thomas Edison, Nikola Tesla and Isaac Newton—have credited hypnagogia and related states with enhancing their creativity.[40] 

   A 2001 study by Harvard psychologist Deirdre Barrett found that, while problems can also be solved in full-blown dreams from later stages of sleep, hypnagogia was especially likely to solve problems which benefit from hallucinatory images being critically examined while still before the eyes.[41]

Hjernens indbyggede såkaldte "latente hæmning" (LI) er altså den indbyggede sikring i hjernen mod "information overload" - at sindet overvældes og druknes af stor mængder usorterede input og impulser, fra både ydre og indre sansninger.

   Man kan sige at LI-en er nødevendige skyklapper for nogenlunde fokuseret opmærksomhed på det der virkelig betyder noget her og nu. Men det kan altså også indsnævre og censurere fantasien og de frie associationer mellem forskellige forestillinger, ideer og begreber.
   Denne tærskel bliver så sænket under forskellige bevidsthedsmæssige tilstande, dels tilstande som hjernens kemiske og elektriske system selv iværksætter (migræne, parkinsonisme, epilepsi, skizofreni), dels tilstande skabt af hjernens belønningssystem når det får særlige kemiske eller kropsligt mentale input udefra. 

   

I forlængelse af det foregående indlægs beskrivelse af konsekvenserne af lav latent hæmning - "low LI", har jeg så også fundet en lang række henvisninger til artikler der forklarer at der er en sammenhæng mellem lav latent hæmning, hallucinationer og kreativitet. 

   Blandt andet her et citat fra en artikel "Divine Madness" af Thomas Hally, forfatter til bogen "Concepts of intelligence". 

Latent inhibition and fantasy proneness are two traits psychotic individuals havein common with creative individuals. And they go hand in hand with each other. Latent inhibition, a certain degree of intelligence, and fantasy proneness all factor into a theory of how creativity and psychoses are intertwined. Auditory and visual hallucinations are symptoms of fantasy-prone people in general and not only schizophrenics and manic depressives.

Jeg har i tidligere indlæg været inde på at der med stor sandsynlighed er en sammenhæng mellem de to store sindsygdomme skizofreni og maniodepressivitet på den ene side og så en række store kunstneres og videnskabsfolks mentale set up. 

   Noget af den sammenhæng kan meget vel være genetisk bestemt og har noget at gøre med funktionen af dopamin-systemet, hjernens egen berusende kemiske pumpe:

Some researchers concur that the link between genius and a small percentage of schizophrenics “boils down” to aparticular gene called DARPP-32: dopamine and cyclic AMP-regulatedphosphoprotein, which works as a neurotransmitter and links genius to madness. Three quarters of any given population inherit a version of the DARPP gene which enhances the brain’s thinking activity by improving the informationprocessing of the prefrontal cortex. It orchestrates thoughts and actions.

Her slutte føljetonen om hallucinationer og tilliggende fænomenter med afsæt i Oliver Sacks nye bog "Hallucinations", som varmt kan anbefales.