Det man siger, er man selv - Søren Espersen vs Rune Engelbreth Larsen

Jeg har i et tidligere indlæg fra godt et år tilbage, illustreret hvordan man ved substitution af nogle kerneord i en argumenterende tekst, ironisk afslørende kan vende dens kritik mod ophavsmanden eller -kvinden selv. 

   Den gang var det Pia Kjærsgaard hvis manipulerende retorik rettet mod kvinder som bærer tørklæder når de går på gaden, som blandt andre blev taget ved vingebenet af en 'pensioneret skolelærer'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html

Den illustrerende afsløring skete ved i Pia Kjærsgaards tekst at udskifte frasen "kvinder, der bærer tørklæde" med frasen "kvinder i let påklædning".

   Et beslægtet retorisk afslørende greb fortæller jeg i øvrigt om i et indlæg som blandt andet beskriver en af mine egne pædagogiske substitutions-gimmicks i forhold til et hold RUC-basis-studerende som jeg skulle holde oplæg for om "Marxistisk pædagogik"  i 1972.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Disse indlæg kommer jeg i tanker om ved at læse Rune Engelbreth Larsens debatindlæg i Politiken i går under denne rubrik og manchet: 

Søren Espersen misbruger 'det danske folk'

Jeg vil ikke være en del af den løgn om 'danskerne', som Søren Espersen repræsenterer

Rune Engelbreth har jævnligt i Politiken præcist, kritisk og kreativt formulerede indlæg med afslørende brod vendt mod ideologisk retorik og manipulerende snik-snak fra - hovedsagelig - den blå side af det politiske landskab. 

   Denne gang forholder han sig i sit indlæg til den verbalt nedgørende og arrogante behandling som Stine Bosse i den forgangne uge var blevet udsat for af Dansk Folkepartis Søren Espersen.

   

Afsættet for Søren Espersen var en kommentar fra Stine Bosse i tidskriftet Ræson  til Integrationsminister Inger Støjbergs plan om at skræmme flygtning fra at søge til Danmark med en negativ propaganda-kampagne i internationale medier der skal fortælle flygtningene hvor dårligt de vil blive modtaget som asylsøgere her.

   Stine Bosses indlæg der generelt er holdt i en saglig og nøgtern tone, sluttede sådan her om flygtningeproblemet:

JEG VED, jeg taler på manges vegne, når jeg skriver at vi sidder med en led smag i munden. For vi ved at dette kan løses, Vi ved, at Ministeren ikke har besøgt et eneste nærområde, endsige interesseret sig for dem og vi ved, at det ikke kun er i dag, mennesker betaler den pris, de gør. Historien husker. Danmark er blevet husket for indsatsen under Anden Verdenskrig (og fejret – ikke mindst af os selv) fordi vi bragte jøder i sikkerhed i Sverige. Men vi vil også blive husket som dem, der IKKE gjorde noget under Syrienkrigen. Det vil man huske ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden.

   Kære Inger Støjberg. Vil du ikke prøve at tage en lidt længere rejse? Start med at aflægge dine kolleger i Bruxelles et besøg. Tal med EUs agentur for flygtningespørgsmål, EASO, der ved meget om, hvad der bør gøres. Og følg derefter Jens Rohdes (MEP for V) opfordring til at besøge nærområderne. Tag TV2 eller DR med – og se om ikke du kunne finde lidt klogskab og human indsigt frem til at gå andre veje.

For mig er der ingen tvivl om at det er metaforen "vi sidder med en led smag i munden", der udløser kraftige følelser - tilsyneladende ikke hos integrationsministeren - men hos Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, som jo er dem der egentlig står bag ideen til denne anti-indvandrerkampagne. 

   Metaforen er jo meget fysisk og kropslig, og rammer derfor hårdt. Den er beslægtet med Nyrup Rasmussens om "at Danske Folkeparti aldrig vil kunne blive stuerent". Så Søren Espersen er hurtigt ude med en modkommentar som ikke forholder sig til det saglige indhold i Bosses indlæg, men har karakter af et - 'ledt', kunne man fristes til at sige - verbalt karaktermord på Stine Bosse. 

   Det indledes sådan her:

Stine Bosse lever på toppen – i en international high-flyer-verden – aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?

I sit debatindlæg i Søndags-Politiken tager Rune Engelbreth Larsen så på vanlig præcis vis, afstand fra at blive inkluderet i Søren Espersens retoriske fiflerier med brug af begreberne "fædreland" og "det danske folk".

   Efter et referat af indholdet i Stine Bosses ærligt bekymrede indlæg, fortsætter han:

Over for dette nuancerede indlæg, der svinger sig op på et enkelt emotionelt udbrud om »en led smag i munden« over for planerne om en skræmmekampagne, reagerer Dansk Folkepartis Søren Espersen med et foragtende personangreb. Bosse er således »aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk«.

     Sådan taler Propagandaløgnen.

   Hvordan kan jeg tillade mig at skrive dét? Fordi det er åbenlyst sandt. For det første er hele Stine Bosses indlæg udtryk for bekymring og forståelse for Danmark og danske interesser. Man kan selvfølgelig have andre prioriteringer end Bosse, eftersom 'Danmark' og 'danske interesser' ikke er noget entydigt, men netop er mangefacetteret og flertydigt. Men kun den bevidste løgner kan benægte hendes veneration for Danmark og danskere.

   For det andet er Søren Espersens misbrug af »det danske folk« selvindlysende. Han taler jo hverken på vegne af »det danske folk« eller »fædrelandet«. Ingen af delene eksisterer som homogene monolitter andre steder end i propagandaløgnen.

   Jeg er dansker. Jeg er en del af det danske folk. Men jeg er ikke, vil ikke være og bliver aldrig nogen sinde en del af den ensrettende løgn om »danskerne«, som Espersen repræsenterer.

Indlægget slutter med en afslørende substitution hvor Engelbreth i Søren Espersens indledende tekstafsnit, substituerer Stine Bosses navn med afsenderen Sørens Espersens navn. 

   Først citerer han Søren Espersens indledende angreb på Stine Bosse:

»Stine Bosse lever på toppen«, fastslår han bl.a. »Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?«

   Hvor pudsigt og interessant er det ikke, at ethvert af disse fordømmende ord, er udtryk for det reneste, tydeligste, ærligste og allermest træffende politiske spejl?

     Læs selv: »Søren Espersen lever på toppen. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Søren?«

Teknikken som Rune Engelbreth også har brugt kreativt tidligere, kaldes somme tider "jødeprøven", idet den fx kan bruges til at demonstrere og afsløre et indlægs kamuflerede racisme, ved i teksten at indsætter "jøder" og "jødisk" istedet for betegnelserne for den gruppe det racistiske indlæg er rettet imod.

   I de senere år bruges denne kreative substitutions-teknik næsten dagligt i Politikens ATS-satire-spalte på bagsiden af første sektion. 

   Med stor mentalt befriende effekt.

Det man siger, er man selv

Her link til de tre indlæg, så man selv kan vurdere kvalitetsforskellen i retorik og argumentation i indlæggene som helhed: 

http://raeson.dk/2015/stine-bosse-skriver-kaere-inger-stoejberg/

http://raeson.dk/2015/soeren-espersen-stine-bosse-har-ingen-veneration-for-%E2%80%A8sit-faedreland-og-for-det-danske-folk/

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2776978/soeren-espersen-misbruger-det-danske-folk/