Sider

Viser opslag med etiketten Jugend-stil. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jugend-stil. Vis alle opslag

søndag den 2. august 2015

At male så det ligner er da ingen kunst! - eller er det? - Thomas Kluge, Gudmud Gentze, Johannes Larsen, Harald Henriksen m.fl.

Gudmund Hentze: Illustration til Tusind og en nat

En kronik i Politiken i dag fanger min opmærksomhed med det samme. Rubrikken er:
Bondemalerstriden
Og den fokuserer på diskussionen om den "fotorealistiske"  kunstmaler Thomas Kluges kvaliterer eller mangel på samme som aktuel og nutidig kunstner. 
   Kronikken er af Christian Kortegaard Madsen, som er inspektør ved Johannes Larsen Museet i Kerteminde som for øjeblikket har en udstilling med titlen "Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland".
   Manchetten lyder:
Kampen mellem den fine og den folkeligt kunst er evigt aktuel. Kunne man forestille sig en kunstlinje på kunstakademiet, der fokuserer på imitationen i dens mest nøgterne form?
Læsere af denne blogs indlæg om kunst, ved at jeg jævnligt har fremhævet min fascination ved moderne - og ældre malere - som maler motiver fra virkeligheden på en måde så denne virkelighed fremtræder meget genkendeligt - realistisk (foto- eller sur-) eller helt regulært 'naturalistisk.

I en bog om en anden nutidig realistisk dansk maler, Niels Strøbæk, fandt jeg et citat jeg forelskede mig i:
For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.
Jeg synes godt det kunne dække mine egen akvarel-billeder når det er bedst, fordi det netop fastholder de særlige kvaliteter jeg har navngivet ved at omtale dem som "akvarel-DRØMME": 
En 'drøm' ligner ikke det den er (nemlig en drøm), og den er ikke det den ligner (nemlig virkelighed), den både ligner og er (en imaginaær form for virkelighed)
Kronikken tager afsæt i en kunsthistorisk berømt fejde der startede med en kronik i Politiken 1907:
I 1907 udspillede den såkaldte bondemalerstrid sig i denne avis’ spalter. Initiativtageren til debatten, der i stærkt reduceret udlægning drejede sig om kunstens mål og midler, var den symbolistiske maler Gudmund Hentze, og angrebet var som udgangspunkt rettet mod de impressionistiske og naturalistiske Fynbomalere og siden hen mod Statens Kunstsamlings indsamlingspolitik.
   Men siden modernismens indtog i begyndelsen af forrige århundrede har naturalistiske billedkunst haft vanskelige kår hos den etablerede kunstinstitution, og ord som billig, uoriginal, folkelig og kitsch har indlejret sig som gængse omtaleformer. Med Johannes Larsen Museets nuværende udstilling ’Thomas Kluge – Gud, konge og fædreland’ er debatten om kunstneren versus kunstinstitutionen, dens håndtering af det folkelige versus det elitære samt kunstens mål og midler på ny aktuel på museet.
Vi lader lige de negative adjektiver stå et øjeblik: "billig, uoriginal, folkelig og kitsch". 

Pointen i kronikken er her at den kulturkamp som Gudmund Hentze indledte om form, stil, motiv, og funktion i kunsten, jo endte med modernismens næsten totale sejr, en sejr der op igennem 1900-tallet frigjorde den fine kunst for den århundredgamle forpligtelse til i den maleriske fremstilling af et motiv at skulle imitere, mime eller simulere den genkendelige visuelle virkelighed.

   En sejr der også havde den konsekvens at sene(re) naturalistiske kunstnere som Harald Henriksen som jeg har "opdaget" og dyrket på min blog siden december sidste år, totalt gik i glemmebogen efter sin død 1960, selvom han faktisk havde være kendt og anerkendt nok til at udstillet på Charlottenborgs Forårs-udstilling siden 1926, og herefter næsten årligt resten af livet.
   En anden konsekvens af denne modernismens sejr, har været at indkøbspolitiken på vores større anekendt kunstmuseer i mange år har fokuseret på indkøb af symbolistiske, modernistiske og postmodernistiske kunstnere, og til gengæld i stor omfang har valgt kunstnere som Thomas Kluge og fx Otto Frello fra.
   Hvor store problemer man kan have med at blive anerkendt af det nuværende kunsthistoriske establishment når man maler realistisk, illustrerer dette citat fra anmeldelsen af Ole Hørlyng i Weekendavisen. af udstillingen på Johannes Larsen Museet: »Man skulle tro, at Dansk Folkeparti var rykket ind på Møllebakken« (museets adresse).

Jeg har godt nok læst om 'bondemalerstriden', og har fokuseret på at en række af de kunstnere der var gode akvarelmalere hørte til gruppen af "bondemalere" der var skydeskive i striden, herunder Johannes Larsen, Fritz og Anna Syberg og Peter Hansen. 
   Men hvem var denne Gudmund Hentze (1875-1948) der fyrede det første skud af, og hvad har han som kunstner bedrevet? I min bevidsthed er han nemlig mindst ligeså gemt og glemt som Harald Henriksen. 
   Wikipedia:
Hentze blev født i Næstved, hans forældre var Gregers Johan Michaelsen Hentze(1835-1877) og hustru Christiane Marie Elisabeth Sommer(1851-1940). Da han var ni år gammel flyttede familien til København. Han gik på Kunstakademiet 1893-1894 og på Zahrtmanns Skole 1897-1898. 
   Han var i 1893-1894 en del af bevægelsen omkring tidsskriftet Taarnet, der var fortaler for en symbolisme i kunsten, først og fremmest litteraturen med forfatteren Johannes Jørgensen som leder. 
   Hentze illustrerede mange bøger, deriblandt J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe og eventyr af H.C. Andersen. Hans illustratorvirksomhed lignede kollegaen Lorenz Frølichs, men hvor han var inspireret af tyske og franske kunstnere, var Hentze først og fremmest stilistisk inspireret af de engelske prærafaelitter og Aubrey Beardsley.
   Hans værker var hyppigt forekommende i udstillingslivet i starten af 20. århundrede, og han var blandt andet medlem af kunstnergruppen Den Frie Udstilling 1905-1928. Han udstillede desuden både på Charlottenborg og Kunstindustrimuseet.
   I 1907 havde kunstnerkollegaen Gerda Wegener fået afvist et portræt af Charlottenborgs censurkomite. I harme over det skrev Hentze et indlæg i Politiken 14. april1907. Det var starten på bondemalerstriden. I det udtrykte han sin foragt for de "bondemalere", som var hans udtryk for de impressionistisk inspirerede danske naturmalere som Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen. 
   I indlægget giver han udtryk for, at hans egen symbolistisk inspirerede kunst står på et højere kulturtrin end bondemalerne, som han mente forherligede "den laveste Udvikling" med deres billeder af det danske bondelandskab. I sin retorik foregriber han meget tidligt mange af nazismens tanker[1].
   Diskussionen medførte, at han i de danske kunstkredse blev persona non grata, og hans kunstsyn blev af de fleste unge kunstnere anset som bagstræberisk og reaktionært.
Med navne som Gerda Wgener og Aubrey Beadsley er vi inde på et kunsthistoriesk område som har optaget mig meget, og som jeg jævnligt har skrevet om: jugendstilen. Og en udstilling med billeder af Gerda Wegener bliver senere på året vist på Arken.
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html
Og umiddelbart bemærker jeg at Hentze også - og ikke mindst i sin samtid - er kendt som 'illustrator', en betegnelse - ment lidt negativt - som jeg mødte i en omtale af mine egne akvareller da jeg for halvandet år siden var på et to-dages malerkursus hos kunstmaleren Hans Christian Rylander. 
   Tydeligvis forbandt Rylander primært akvarel som malemedie med det at tegne-male illustrationer - og han opfattede mest akvarelmaleri som en særlig form for (kunst)håndværk end som egentlig kunst, kunne man fornemme.

Det viser sig at det ikke er så let at finde billeder af Gudmund Hentze ved at google, og det første værk man får vist af ham, er et stykke jugendkunsthåndværk solgt på en auktion for 2000 kr:

Konfektskål af tin
Der er også en henvisning til at Kulturarvstyrelsen har købt et dyrt maleri af Hentze til Museet for Thy og Vester Hanherreds samling af værker der har med I. P. Jacobsen at gøre. Titlen er fra en af I. P. Jacobsens noveller: Pesten i Bergamo - og auktionsprisen er hele 125.000 kr.:

Museumsdirektør Jytte Nielsen (tv) og formand for J.P. Jacobsen Selskabet, Else Bisgaard, præsenterer "Pesten i Bergamo", som nu indgår i museets samling. Foto: Claus Madsen

Så jagter jeg videre derfra. 
   Det viser sig at selvom Gufmund Hentzes billeder på en eller anden måde er næsten undertrykt ved en direkte Google-søgning på malerier af ham, så finder man dem når man går efter billeder der er solgt på auktion:
   Her er det af Kulturarvstyrelsen købte maleriet set forfra:

pesten i bergamo by gudmund herman peter hentze
Gudmund Hentze: Pesten i Bergamo
Via et link til billeder solgt på kunstauktioner rundt omkring kan man finde en række af hans malerier, som de her fx: 

Br 1868830 400x400
Sunset and moonlight over a thatched house. 1940
taage i mosen by gudmund herman peter hentze
Gudmund Hentze: Tåge i Mosen. 1948
channel scenery in the moonlight, presumably christianshavn in copenhagen by gudmund herman peter hentze
Channel scenery in the moonlight (Christainshavn?)
Artwork by Gudmund Hentze, Beautiful day by the coast, Made of Oil on canvas
Beautiful day by the coast. 1928
http://www.artnet.com/artists/gudmund-herman-peter-hentze/past-auction-results
Men Gudmund Hentze var mest kendt - både berømt og berygtet - for sine billeder af - som oftest bare - damer - i mere eller mindre historisk setting - og ofte malet med pastel, crayonkritdt - og/eller akvarel-/guache-teknik:

Erindring
naked woman holding a centrepiece with jewellery by gudmund herman peter hentze
Naked woman holding a centerpiece with jewelry
flora by gudmund herman peter hentze
Flora. 1932
portrait of a woman at the sea by gudmund herman peter hentze
Portræt af en kvinde ved havet
den unge model by gudmund herman peter hentze
Den unge model
GUDMUND HENTZE, blandteknik, signerad och daterad 1916.
Kvinde med spaniel. 1916
Gudmund Hentze, Painter and Model
Maler og model. 1920
nudo di ragazza by gudmund herman peter hentze
Nudo di ragazza,1910

Her er hvad Wikipedia så yderligere kan afsløre om Gudmund Hentzes kunst:
Hentzes kunst var symbolistisk og historicistisk inspireret. Hans billeder forestillede ofte nøgne kvinder i historiske scenarier. Således var nogle af hans kendteste værker Renæssance parafrase (uden år) og Nøgen kvinde med falk (1930), som forestiller ideale nøgne kvindeskikkelser i et historisk eller mytologisk landskab. 
   Hans kunst blev af den kulturradikale kritiker Poul Henningsen karakteriseret som "Pornografi for Dagligstuen", fordi PH mente, at Hentze malede idealer kvinder "uden et stødende Haar paa Kroppen. [...] Gamle Baroner kan mimre deres erotiske Ungdomserindringer over Synet uden at støde an mod Selskabets Love."[2].
Og så nærmer vi os forklaringen på fortrængningen af Hentzes billeder fra mere officielle kunsthistoriske sammenhænge når man søger ham på nettet:
Hentzes ideologiske overbevisning lå tidligt tæt op ad den nazistiske. Hans nationalromantiske illustrationer blev anvendt i de danske nazistiske tidsskrifter i 1930'ernetil at illustrere deres forståelse af god kunst. Men det var først efter tyskernes besættelse af Danmark 9. april 1940, at han meldte sig ind i DNSAP. Det skete 23. oktober samme år. 
  Han blev hurtig en aktiv medarbejder ved de nazistiske udgivelser i avisen Fædrelandet og DNSAP's Maanedsbreve og blev husillustrator for de danske nazister. Bl.a. fik naziføreren Frits Clausen udført sit ex libris af Hentze.
   Hentze deltog aktivt i polemikken og skrev lange indlæg, der forherligede den nazistiske politik. Især tyskernes angreb på Sovjetunionen blev lovsunget af Hentze. Desuden delte han også de nazistiske raceteorier og skrev gerne antisemitiske indlæg.
   Henzes værker blev hyppigt udstillet under besættelsen. Kunstnerforeningen af 18. november som Hentze havde været medlem af siden 1924 udstillede hans værker 1940, 1943 og 1944.
Gudmund Hentze slap for at blive retsforfulgt og straffet efter befrielsen, men hans udstillingskarriere var det slut med. Da han døde 1948, var der ingen aviser der bragte en nekrolog. 

Tilbage til kronikken i Politiken af Christian Kortegaard Madsen som argumenterer for at nyere kunst der i en eller anden forstand er naturalistisk og realistisk, skal ind i kunstinstitutionens varme igen, efter i rigtig mange år at have været ude i kulden. 
   Han foreslår blandt andet at man opretter en særlig linje på kunstakademiet hvor rammen er at man fokuserer på hvad han beskriver som "imitationen i den mest nøgne form":
Et helt andet hypotetisk senarie kan være, at samtidskunsten i højere grad især i forhold til malerimediet nøgternt og akademisk differentieres ud fra udtryk og indhold. At man for eksempel forestiller sig en kunstinstitution og herunder et kunstakademi, der også uddanner og udstiller kunstmalere med en klassisk og realistisk tilgang til motivet? Man kunne måske ligefrem forsigtigt forestille sig en kunstnerisk linje på kunstakademiet, der fokuserer netop på imitationen i dens mest nøgterne form? Hvilke nye blikke på virkeligheden vil det mon præsenterer os for?
Læg mærke til hvor kontroversiel Kortegaard Madsen her oplever sit eget forslag når kan skriver "Man kunne ligefrem forsigtigt forestille sig...." Hvorfor dog så "forsigtigt", tænker jeg.
   
Han plæderer dermed også for at legitimere en kunst der lever op til Niels Strøbeks kriterium: "Kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er."
   Og dermed advokerer han også for at god og værdifuld kunst ikke behøver at være elitær og for de få med kunstforstand og viden, men godt kan være populær og altså noget almindelige menesker gerne vil have på deres vægge, blandt andet netop fordi det ligner og mimer det motiv det fremstiller.

tirsdag den 23. juni 2015

Akvarelmaleriets mysterier (47) - en fortælling om 'kreativ destruktion' og 'kreative begrænsninger' - med afsæt i manglen på vægplads til Harald Henriksen-billeder - og egne indrammede akvareller

Henriette Hahn-Brinckmann: 
"Schwanenwiek" (park i Hamburg) omkring 1900
Henriette Hahn-Brinckmann:
Klokkeblomster med Edderkop II. 1926.

Disse to farvetræsnit er af en kvindelig dansk-tysk kunstner, Henriette Hahn-Brinkcmann (1862-1934). Hun er 20 år ældre end Harald Henriksen, og dermed en del af det internationale jugendstil-kunstnermiljø. Så hun har sikkert kendt og mødt de danske jugend-kunstnere Gerda Wegener, Johannes Holbek og Jens Lund som jeg har skrevet om i tidligere indlæg
   Henriette Hahn-Brinckmann  er tydeligvis - ligesom Harald - inspireret af de japanske træsnitmestre fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai, Hiroshige m. fl. 
    Hun beskrives som en international pioner inden for udviklingen af en europæisk udgave af den specielle japanske farvetræsnitteknik (som altså ikke var den samme som den Harald Henriksen udviklede helt selvstændigt godt 20 år senere, men jo også inspireret af japanerne).
   Navnet Henriette Hahn-Brincksmand stødte jeg på i den artikel om Harald Henriksens træsnitteknik som jeg tidligere har henvist til:  'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' - af Thomas Bullinger og Troels Andersen (se mere nedenfor).
   Det første af de to træsnit af Henriette Hahn-Brinckman ovenfor, det med motiv fra parken i Hamburg, det har faktisk ganske mange ligheder med et Harald Henriksen-træsnit som jeg har hængende hjemme på væggen:

 

Jeg synes ikke det er helt usandsynligt at den unge og modtagelige Harald Henriksen er stødt på Henriette Hahn-Brinckmanns træsnit omkring 1910-1920. Og at der har sat sig et visuelt ekko og mentalt efterbillede i hans underbevidsthed som han så senere har trukket på.

'Kreative begrænsninger' er et af de fagudtryk som folk der arbejder med at udvikle kreativitet hos sig selv eller andre, er fuldt bekendt med. Det er den modstand fra en ny virkelighed som tvinger folk der skal løse uforudsete problemer, til at finde på en ny "opskrift", når de gamle og velprøvede ikke virker mere.
  
Et af slagordene inden for æstetikken er "less is more", en sentens som faktisk refererer til at begrænsninger, forenklinger, minimeringer - forstærker oplevelsen hos publikum, både når vi taler om billeder (eks. Harald Henriksen-farvetræsnit), om digtning (eks. haiku-digte) og om dramaturgi (eks. "tiden, stedets og handlingens enhed").

Et beslægtet begreb hentet fra økonomisk teori er 'kreativ destruktion', opfundet, tænkt og udviklet den østrigske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950).
   Dansk Wikipedia fortæller:
Joseph Schumpeter er berømt for sine teorier om entrepeneurs (The Theory of Economic Development, 1911) samt sin udvikling af begreberne kreativ/adaptiv respons og kreativ destruktion.
   Han mente, der er to måder, hvorpå man kan reagere, når der sker en ændring/udvikling: Adaptivt eller kreativt.
   Med adaptivt forstås, at man reagerer traditionelt - man tilpasser sig ændringen.
   Med en kreativ respons forstås, at man reagerer ved at gøre noget andet, end man umiddelbart kunne forvente - noget andet end man plejer at gøre.
   En kreativ respons kan med andre ord ikke forudses, og vil skabe (ændre) de efterfølgende begivenheder for altid.
   Med kreativ destruktion forstås, at man ødelægger/nedbryder en "gammel" måde at gøre ting på, fordi man har fundet en ny måde at gøre det på.
Det er naturligvis et rent serendipitetisk tilfælde at Schumpeter er født samme år som Harald Henriksen, akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren hvis fascinerende smukke billeder og mit forhold til dem jeg har skrevet om i adskillige tidligere indlæg. Og fortsætter med neden for.
 
Men det at jeg er begyndt - lidt manisk - at samle på hans farvetræsnit-grafik og akvarelmalerier, har fået store og helt uforudsete konsekvenser for fruens og mit fælles hjem. 
   For at få plads til de nyerhvervede billeder af ham og til de bedste af egne akvareller der er kommet i glas og ramme, er vi gået i gang med et kæmpe eksperiment udi øvelsen 'kreativ destruktion' som udtryk for en 'kreativ respons'. 
  Præmissen er: Ud med langt de fleste af de bøger som i mange år totalt har domineret vores stue og dens vægge - og tilsvarnede mit arbejdsværelse. Og videre: Ud med den tilsvarende mængde høje reoler, som stort set har optaget langt det meste af vægpladsen i mere end 20 år.
   Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".
   Det er forfærdelig hårdt, selvom jeg allerede tidligere i flere omgange har tyndet godt ud i både bøger og tegneserier. Men slet ikke nok - især ikke når jeg samtidig stadig kan finde på at indkøbe nye bøger på Amazon.co.uk.
   Harald Henriksens søn hvis hjems vægge er totalt besat af faderens smukke billeder, har tidligere været igennem samme øvelse. Og han gav følgende råd baseret på erfaring: "Kig på hver enkelt bog og spørg dig selv: Vil jeg nogensinde finde på at (gen)læse den? - Hvis svaret er nej, så UD med den."
   Men for os betyder det - nu oven i - at begge rum skal totalrenoveres, idet det bliver pinligt synligt at vi intet har fået gjort ved vægge, loft og gulv siden vi flyttede ind i 1992 hvor begge rum var næsten nyistandsat.
   Udgifterne til denne rum-renovering vil overstige værdien af mine Harald Henriksen-billeder mange tusinde gange.
   Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.

Her er klart tale om det som Schumpeter kalder 'kreativ respons', idet mødet med Harald Henriksens billeder kombineret med egen relativt nye aktivitet som akvarelmaler, nu har medført radikale og ganske kostbare ændringer af vores hjems indretning for altid.
   Og der er også tale om 'kreativ destruktion' i Schumpeters forstand, nemlig den totale fjernelse af langt de fleste fysiske spor (bøger, artikler, arbejdspapirer) af et helt voksenlivs akademiske karriere og en tilsvarende fjernelse af sporene af et langt livs kontinuert fritidslæsning af krimier og science-fiction.

Så tilbage til indledningens begreb om 'kreative begrænsninger' og fænomenet 'less is more'.
   Her kan jeg uden videre trække på mine egne erfaringer, nemlig på min nyindhøstede viden om vilkårene for at male akvarel.
   For at kunne producere et vellykket maleri med akvarelfarver, må du stort set have tænkt hele processen igennem på forhånd: fra det tegnede motiv, over hvilke farver og med hvor meget vand du skal bruge til forskellige dele af motivet, og til de yderste lag af farve, som altid skal være mørkere end de foregående. 
   Og optimalt er der tre lag, nix weiter, fordi akvarel altid er gennemskinnelig i et eller andet omfang - varierende med den enkelte farve. 
   Flere end tre lag, giver et mudret billede, simpelt hen. Og man har ikke nogen muligheder for at rette fejl eller lave om når først en akvarelfarve er sat på papir.

Og helt afgørende er så også at den hvide farve i en akvarel, som er det der giver lys og kontrast til billedet, bliver skabt - ikke ved hvid maling - men ved at papiret i de områder af billedet får lov at stå umalet frem.
   Det er her demonstreret gennem nogle af mine egne tidlige akvareller fra Kap Verde og og nogle af mine senere fugleakvareller:

Billedresultat for Kap verde akvarel


Og her en af mine seneste akvareller med meget 'hvidt' - et landskabsbillede med motivet 'et pinjetræ på Mallorcas klippekyst' - som tydeligvis er stærkt inspireret af mit møde med Harald Henriksens landskabsbilleder her gennem vinter- og forårsmånederne:


Betydningen af felter med hvidt (=det umalede papir) er for mig at se en af forklaringerne på at så mange af Harald Henriksens akvareller, som jo altid er skabt udendørs som 'friluftmaleri', er malet i årstiden sent-efterår-vinter-tidligt-forår: Store partier i landskabet ville i den periode være hvidt af snedriver eller klatter af gammel sne der endnu ikke er smeltet. Og himlen er på den tid af året ofte tåget - og dermed også hvid i store partier.
   Se eksempler på Harald Henriksen-hjemmesiden ved at klikke videre til "galleri" og "akvarel":
http://haraldhenriksen.dk/
Også strandkanter med hvidt bølgeskum, en blå himmel med hvid cumulus-skyer, eller en spejlbank søs vandflade er af samme grund motiver som især tiltrækker en suveræn akvarelmaler som Harald Henriksen:
    Se eksempler på hjemmesiden.

Det særligt interessante for mig som forholdsvis nyudsprunget akvarelmaler, er at akvarelmediet simpelt hen gør det muligt  fra det enkelte billede at aflæse valgene og stadierne i den maleriske arbejdsproces. en proces som det måske ikke har taget mere end nogle få timer for Harald Henriksen at gennemføre til perfektion: et smukt landskab - af en anden drømmeagtig verden.
   Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
   Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:

Billedresultat for Harald Henriksen
Billedresultat for Harald Henriksen

Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:


Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:


Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder. 
   Et vellykket træsnit i flere farver, kræver nemlig tilsvarende, men i endnu højere grad end en akvarel, at du underkaster dig den kreative restriktion som teknikken indebærer, og dermed har gennemtænkt, planlagt og fastlagt farverne (2-4) til de forskellige felter i  motivet som så skal modsvares af bestemte udskæringer på hver sin træblok. Også her er det fladerne af hvidt - dvs. det der ikke er trykt nogen farve på - der definerer billedet:


Men han kunne også lave fortryllende farvetræsnit med strålende forårsfornemmelser med meget 'hvidt'. Se eksempler på hjemmesiden under "galleri" og "træsnit".

Det fremgår af Ole Lindbos bog om Harald Henriksens liv og kunst, 'Naturens spejl', at Henriksen ofte lavede 'akvarelskitser' som forarbejder til sine farvetræsnit. 
   Og i artiklen 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' kan man læse om den meget originale og helt selvstændigt udviklede udskærings- og blok-teknik som kunstneren gjorde brug af til sin omfattende japansk inspirerede træsnitproduktion (som jeg og fruen nu har i alt 19 forskellige eksemplarer af på vores vægge).
   Læs mere om udviklingen af hans originale særlige flerbloks farvetræsnit-teknik her:
   Da vi var hjemme hos Haralds søn fik vi også vist en af de skitsebøger med tusch- eller blyant-forarbejder til træsnittene.
   Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
 
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.

fredag den 27. juli 2012

Takete- og lumumma-arkitektur - og noget om jugend-stilens rødder og betydning

Politiken havde forleden en kort artikel om et nyt lejlighedsbyggeri på Århus havn. Her er det billede ejendomsmægleren bruger til at sælge lejlighederne med.



'Isbjerget' er navnet på komplekset. Et indlysende navn!

Jeg associerer i første omgang synet af 'Isbjerget' med det nye hotel på Amager, Hotel Bella Sky:



Og med et andet berømt Amagerbyggeri "VM-husene":



Så kobler jeg disse synsindtryk - disse visuelle "gestalter" - til gestalpyskologernes og designteoretikernes begrebsmodsætningpar:
'takete' og 'lumumma'
Og så spørger jeg dig, min kære læser: Hvilket af disse to sproglige udtryk synes du er mest dækkende for den fornemmelse du får ved synet af de tre stykker arkitektur?
    Dit svar vil være... (det står ved slutningen af dette indlæg).

De to ord 'takete' og 'lumumma' er ord som i sig selv ingen betydning har - de er "rent udtryk". Og verdensomfattenende undersøgelser viser at de to ord - uanset sprog - associeres til forskellige typer sansninger, sådan at man kan tale om 'takete-lyde' og 'lumumma-lyde', 'takete-former' og 'lumumma-former', 'takete-farve(kombinatione)r' og 'lumumma-farve(kombinatione)r'.

Lad os tage lyde som eksempel:
- takete-lyde: et træ som knækker og falder til jorden, en motorsav, et udrykningshorn, glas som splintres, et symfoniorkester som stemmer instrumenter, kragfugle som reagere på en rovfugl,
- lummuma-lyde: fuglesang, kildevand som risler, små bølgeslag mod strandkanten, barnelatter, en gammeldags fiskutters motorlyd, en svag vind gennem trætoppe.
   Neurologisk set er der tale om det som man kalder synæstesi, et fremmedord som bogstaveligt betyder 'sam-sansning': at indtryk fra én sans automatisk og ubevidst kobler sigt til indtryk fra en anden fordi der neurologisk er "hul igennem" mellem to ellers adskilte hjernemoduler.
   Nogle mennesker er fra naturens hånd synæstetikerer, og forbinder fx automatisk forskellige bogstaver med forskellige farver, eller forskellige lyde med forskellige tal. Mulighederne for 'villet' synæstesi er det vi udnytter i sproget når vi kan sige om en person at: han havde en skarp tunge, hun var i sort humør, hun brændte af indestængt harme, hun havde en blød stemme, han havde et lyst sind, han havde stikkende øjne.
   Det der sker, er at udtryk for ydre sansning bruges til - metaforisk og i overført betydning - at beskrive indre følelser eller emotionelle effekter. 
   Det perseptionspyskologiske eksperiment man har lavet i mange lande og i rammen af mange sprog og kulturer, går ud på at spørge folk: Hvilken en af disse to figurer er en 'takete', og hvilken er en 'lumumma'?



Uanset land, kultur, sprog: Alle svarer... nå ja, svar selv.
   Og dit svar vil for den nederste figur være identisk med det du gav på spørgsmålet om de tre stykker moderne arkitektur oven for.

Arkitekterne kan ikke løbe fra at former, farver og følelser hænger sammen. At der findes noget som man kunne kalde 'emotionel resonans' i forhold til forskellige slags sansninger. At vores følelser svinger med de visuelle udtryk vi møder. Aggression fx svinger med én type visuelt udtryk, empati med en anden. 
    Enhver der læser tegneserie kender til forskellen. Og spørgsmålet er: Hvilke følelser appellerer den slags moderne arkitekturstil til som Isbjerget, Hotel Bella Sky eller VM-husene? Kulde eller varme, ensomhed eller fællesskab, konflikt eller fredeligt samvær? 
    Har du lyst til at bo der? Inviterer byggeriet til dejlig sex? Kan du høre de varme glade barnestemmer?

Hele denne lange smøre om arkitekturformers  og -farvers synæstetiske effekter fordi der var en artikel i sidste uges Weekendavisen om den stilart inden for visuel kunst og arkitektur som jeg, lige siden jeg var helt ung, følte mig i dyb mental og emotionel samklang med: 'jugend-stilen' (som også har et fransk navn: 'Art Nouveau').
    Artiklen aktualiserede en gammel æstetisk betagelse og satte gang i associationerne til takete-lumumma-modsætningen. 
     Er der nemlig nogen stilart som kan sammenfattes med perceptionspsykolgiens 'lumumma'-etiket, så er det den. Og det er ikke så mærkeligt, for stilretningen havde samme ide-grundlag som en af de klassiske ideudviklingskabeloner: 'Naturen  som model'.
   Her følger nogle eksempler på jugend-stil høstet fra Googles billedgalleri:

 




Jugend- eller Art Nouveau-stilen hang sammen med tidsånden, stemningen, den kulturelle temperatur i Europa før Første Verdenskrig. Den havde nydelsen ved organisk skønhed som mentalt mål og retfærdiggørelse. Den blev forbundet med frihed, natur - krop og erotik. Og ikke mindst: ungdom.
   Det tyske navne fik stilen efter et tysk kulturtidskrift 'Jugend – Münchner illustrierte Wochenschrift für Kunst und Leben' der begyndte at udkomme ugentligt i 1896.
   I vore dag ville man kalde det et livsstilsmagasin. Se her forsiderne af nogle af de tidlige numre. De siger det hele - 'lumumma':


Jugend-stilen var stærkt inspireret af eksotisk orientalsk kunst, ikke mindst japanske træsnit og japansk keramik.
   En af stilens store mestre var englænderen, tegneren og illustratoren Aubrey Vincent Beardsley. Her en af hans berømte sort-hvide tegninger hvor inspirationen fra Japan tydeligt slår igennem:


Jeg har i tidligere indlæg beskrevet min meget tidlige 'forelskelse' i japanske træsnit, først og fremmest eksemplificeret ved Hokusai, som også var faderen til manga-tegneserie-stilen, en stil som i moderne tegnefilmversioner betagende smukt eksemplificeres ved Hayao Miyazakis to aktuelle film: 'Ariettys Hemmelige Verden' og 'Laputa - slottet i himlen':

   
Slægtskabet med og inspirationen fra Jugendstilen er åbenbar.
   Også Walt Disney kendte alt til takete/lumumma-forskellen. Hans tidlige store tegnefilm 'Bamb', 'Askepot' og 'Snehvide' er konsekvent lumumma-stylede, og har klare Jugend-stil-rødder, dog totalt renset for den erotiske dekadence som var en integreret del af den oprindelige jugend-livsstil omkring århundredskiftet:


Har man været i Barcelona, så er der et jugend-stil-arkitektnavn som dominerer bevidsthed og synsindtryk: Antonio Gaudi. Med himmelvendte øjne fokuseret på hans endnu ufuldendte kirke-mesterværk 'Sagrada Familia, en kreativ og konceptuel blanding af gotik- og jugend-stil:


 Jeg kan anbefale at du googler på hans navn og 'billeder', så skal du se 'jugend-løjer'.

Tilbage til spørgsmålene fra tidligere, hvis nogen stadig skulle være i tvivl om svarene. Dette er en 'takete'-form:

Dette er en 'lumumma'-form:


'Isslottet' og de følgende to stykker moderne amagerkansk arkitektur er udtryksmæssigt entydigt og rendyrket 'takete'.
   Hvorfor?