Metafor (1) - når sproglige billeder skal skabe 'ny virkelighed' - og gøre ideologi der indebærer krig og kamp, socialt acceptabel

Jeg har tit skrevet om metaforer og betydningen af dem her på bloggen når der har været en god anledning til det, dvs. når nogen med magt eller indflydelse i deres retorik gør brug af metaforer som i manipulatorisk øjemed skaber associationer og følelser i en bestemt af afsenderen ønsket retning.

   Jeg har også mange gange skrevet om og fremhævet kreativt journalistisk sprog med metaforbrug der gav aha-oplevelser, fx i artikler og interviews af Niels Thorsen.

   Men også blandt sportsjournalisterne som ellers er berygtede for storforbrug af slidte klicheer og halvdøde metaforer i deres reportager, kan man finde kreative sprogbrugere og metaforskabere, fx i artikler af Politikens Rasmus Bech, som den her fra Søndagspolitiken 28/01 med overskriften

Wozniacki fældede tårer -  men hvem græder i dag?

- en artikel der med en elegant metafor kæder Caroline Wozniackis Gran slam-sejr i Australien og hendes reaktion på det, sammen med herrernes håndboldlandshold der som storfavoritter tabte til Sverige om fredagen, og søndag eftermiddag skal spille om bronze i en kamp mod Frankrig (jeg har fremhævet og kursiveret udtryk som især bidrager til at gøre artiklen levende og frisk):

Det vigtigste er, at kvinden fra Odense, mangemillionæren fra tennisklubberne i Køge og Farum, nåede sin drøm efter en af de mest velspillede, spændende og jævnbyrdige kampe, jeg nogensinde har set.

   En kamp, hvor begge spillere forvandlede taberbolde til vinderbolde. Og aldrig gav op, men løb, løb og løb. Og slog, slog og slog.

   At Wozniacki – danskeren, som drillebarsk bliver kaldt ’polakken’, når hun taber – græd sine tårer, da kampen var overstået, og hun stod som vinder af Australian Open og er en ny nr. et på verdensranglisten, er til at forstå.

   Det var et følelsesstærkt øjeblik, og jeg skal gerne indrømme, at vandstanden i den gamle redaktørs øjne også var over daglig vande.

   Grædes der også tårer i Zagreb i dag, 15.787 km i luftlinje fra Melbourne?

   Næppe. Men der var små klumper i halsen på håndboldspilleren Lasse Svan, da han fredag aften med skuffede, matte øjne skulle forklare hvorfor (pokker) de olympiske mestre kunne tabe EM-semifinalen til et sygdomsramt svensk hold, der måtte stille op uden sine to bedste skytter.

Jeg begyndte at skrive det her indlæg for nogle dage siden, da jeg læste en lang artikel i Søndagspolitiken (21/1) af Lotte Thorsen om de helt unikke metaforer som man bruger om kræftpatienter som er døde af deres sygdom efter kortere eller længere tids kemobehandling:

"Du er sej. Godt kæmpet. Hold ud. Godt gået. Det er dit livs kamp. Tænk positivt."

(...)

 »Fodboldenglen tabte sin sidste kamp«, lød det i december i en overskrift i Politiken, da fodboldspilleren Henning Jensen døde. »Vellidt lærer tabte kampen til kræften«, skrev JydskeVestkysten i oktober. »Radikal kæmpe død: Niels Helveg Petersen tabte kampen mod kræft«, skrev lokalavisen.dk i juni.

https://politiken.dk/kultur/art6287582/De-d%C3%B8de-har-ikke-tabt.-De-er-d%C3%B8de-af-kr%C3%A6ft

At bruge en metafor  til at karakterisere et abstrakt og kompliceret emne, indbærer at emnet anskues gennem en speciel optik. Man kan sige at metaforen sætter en mental ramme - en frame - for hvordan man tænker om emnet.

   Når det drejer sig om en kræftsygdom som patienter dør af, så frames sygdomsforløbet altså typisk som 'en kamp' eller 'en krig' der kan 'tabes' eller 'vindes', en framing man ikke ser brugt ved den sproglige beskrivelse af andre livstruende sygdomme.

   Og problemet ved den framing er det der står i manchetten til artiklen:

Kræftpatienter er sprogligt næsten altid i krig eller på rejse, viser ny forskning. Men de kampmetaforer,der giver en følelse af handlekraft hos nogle patienter, skaber skyldfølelse hos andre over ikke at kæmpe godt nok til at blive helbredt.

Derfor kunne det være en god ide at have andre sproglige muligheder til rådighed for både patienter, pårørende, personale og journalister - hvis man ikke vil inficerer sin egen tænkning om sin egen kræftsygdom med skyldfølelse. 

   Og som manchetten slutter med at fortælle, så "vil sprogforskere og kræftlæger  i Storbritannien nu udarbejde en metafor-menu til mennesker, der lige har fået deres diagnose".

En sådan metafor-menu kunne de journalister der skriver om politik, også godt have brug for.

   Udviklingen har gennem de senere år nemlig været at man i stigende grad trak på sportsjournalistikkens sprog til metaforisk at beskrive - og dermed frame - de politiske liv og dets aktører - især omkring valgene. En form for journalistik som man på engelsk har kaldt "horserace journalism", og som altså indebærer at det politiske liv primært ses igennem metaforen "hestevæddeløb" og som svarer på spørgsmålet "hvem vinder" og "hvem taber", i stedet for på  hvad indholdet er af de forskellige partiers politik.

  Wikipedia:

Horse race journalism is political journalism of elections that resembles coverage of horse racesbecause of the focus on polling data, public perception instead of candidate policy, and almost exclusive reporting on candidate differences rather than similarities. "For journalists, the horse-race metaphor provides a framework for analysis. A horse is judged not by its own absolute speed or skill, but rather by its comparison to the speed of other horses, and especially by its wins and losses."[1]

Det er altså hvad metaforer kan og gør: rammesætte - frame - den måde læserne kommer til at tænke om det emne man har brugt metaforen om.

En sprogforsker, Thomas Madsen, har i en afhandling for nogle år siden givet eksempler på politikeren Poul Schlüters egen metaforiske framing af politik: nemlig gennem formlen: 

Politik = KRIG

Eksempler med Poul Schlüter-citater fra afhandlingen:

"Samtidig forudser han, at der fra 1984 bliver plads til en offensiv politik, når de nødvendige besparelser er foretaget” (Jyllands-Posten 1983-05-22).

"...  og vi politikere må disciplinere os, hvis der skal stå respekt om vores kamp om magt og indflydelse...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"... mere eller mindre ekvilibristiske happeninger med motiverede dagsordener, drabelige fodnote-kampe og meget andet, som befolkningen iagttager ...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"Vi har med andre ord vundet mange politiske sejre og lidt nogle få nederlag” (Aktuelt 1983-06-12). 

"... at to politiske modstandere trods ægte politisk strid og uenighed kan tale fortroligt med hinanden” (Aktuelt 1983-06-12). 

"Socialdemokratiet har valgt udenrigsministeren som fast angrebsmål” (Berlingske Tidende 1986-03-16). 

Thomas Madsen udlægger indledningsvis P(oul) S(schlüter)-citaterne sådan:

Når PS beskriver politik, som om det er krig, er det ikke blot et udtryk for retoriske færdigheder. Den sproglige billeddannelse er i lige så høj grad en mental proces, der er med til at styre vores handlinger og vores oplevelse af verden. Der er altså tale om, at PS oplever politik som et fænomen, der i visse aspekter er identisk med fænomenet krig. Vores dagligsprog er grundlæggende metaforisk struktureret.

https://repozytorium.amu.edu.pl/bitstream/10593/3853/1/25_Thomas_MADSEN_Metaforer_i_den_politiske_diskurs_273-283.pdf

Det at bruge metaforer betragtes ofte som udtryk for en form for kreativitet hos afsenderen, nemlig hvis han/hun er poet og metaforerne er ny, friske og originale.  

   Men effekten af metaforbrug i andre former for sprogbrug anses dog blandt sprog-analytikere at være begrænset af hvor 'slidt' disse verbale overføringsbilleder er.

  NB! 'Slidt' er i øvrigt også en form for metafor idet udtrykket implicerer at noget sprog ligesom fysisk genstande kan blive mere eller mindre 'slidt ned' (=ødelagt) ved hyppig og hensynsløs brug.

 

Man taler også traditionelt (og metaforisk!) om at nogle metaforer er 'levende' eller 'aktive' mens andre er 'døde'. 

   En 'levende' metafor er kendetegnet sprogbrug hvis sprogbilleder rent faktisk aktiverer hjernens visuelle fantasi for at give mening, mens der for 'døde' metaforers vedkommende gælder at vi slet ikke eller kun med besvær får aktiveret de bagvedliggende billeder i hjernen når vi støder på dem:

  Når vi siger "tiden løber", så aktiverer det ikke et billede af "nogen der løber".

  Når vi siger "overhængende fare", så aktiverer det ikke et billede af "noget der hænger over hovedet på en".

  Når vi siger "jeg vil gerne understrege at ...", så aktiverer det ikke forestillingen om "en blyant der sætter streg under ordene i en tekst."

Men det betyder ikke at disse døde eller tyndslidte metaforer ikke har en funktion.

  Lingvisten George Lakoff har sammen med kollegaen Mark Johnson skrevet bogen "Metaphors We Live By", hvor netop de 'døde metaforers" afgørende betydning for vores mere abstrakte tænkning, er et vigtigt fundament i teorien. 

   Vi kan simpelt hen ikke tænke abstrakt uden at gøre brug af det de kalder 'conceptual metaphors'.

Berømt, berygtet og bl.a. af Lakoff analyseret og kritiseret er den tidligere præsident George W. Bush' metafor da han lancerede en diffus kampagne mod international terrorisme efter selvmords-flyangrebene på  'World Trade Center' i New York den 11. september 2001: 'Krig mod terror'.

   Wikipedia:

The War on Terror (WoT), also known as the Global War on Terrorism (GWOT), is an international military campaign that was launched by the U.S. government after the September 11 attacks in the U.S. in 2001. The naming of the campaign uses a metaphor of war to refer to a variety of actions that do not constitute a specific war as traditionally defined. U.S. president George W. Bush first used the term "war on terrorism" on 16 September 2001, and then "war on terror" a few days later in a formal speech to Congress.

Bush' efterfølger Barack Obama hørte til kritikerne og 'aflyste' denne verbale "krig":

U.S. president Barack Obama and his administration (2009–2017) on a number of occasions expressly rejected the term "War on Terror", as well as the qualifier "global", as being inaccurate and misleading. President Barack Obama announced on 23 May 2013 that the Global War on Terror is over, saying the military and intelligence agencies will not wage war against a tactic but will instead focus on a specific group of networks determined to destroy the U.S. On 28 December 2014, the Obama administration announced the end of the combat role of the US-led mission in Afghanistan.

Det en metafor gør i politik, at at den presser borgerne og offentligheden til at se på et kompliceret og abstrakt fænomen, i det her tilfælde international terrorisme, gennem en konkret og forenklende optik som leverer den frame som  i præsident Bush eksemplet logisk indebærer at,,,

Terrorisme = KRIG

Og "krig" føres jo med typisk med våben og soldater og bomber, og den metaforiske ramme kommer dermed til at legitimere militær indgriben i og besættelse  af - fx Afghanistan.

Med valget af Donald Trump som præsident efter Obama, fik man en meget dygtig og effektiv metaforproducent og -bruger, hvad journalister og andre observatører allerede under hans valgkamp blev opmærksomme på.

   For et lille års tid siden kunne man læse dette i Hartfort Courant, skrevet af journalisten Rob Cyff:

During the presidential campaign, he laced his pronouncements with vivid Trump-aphors: "drain the swamp," "flood of refugees," "rigged system." He compared Syrian refugees to a "Trojan horse," and, in one mixed metaphor regarding China, he lurched from describing the the U.S. as "a piggybank that's being robbed," to claiming the U.S. "holds all the cards," to declaring "we can't allow China to rape our country."

His inaugural address will perhaps be best remembered for a simile ("rusted-out factories scattered like tombstones across the landscape") and a metaphor ("this American carnage").

Trump bruger metaforer lidt som sportsjournalister gør det. Uden nogen samlende frame, men så det enkelt udsagn bliver illumineret af det billede han bruger lokalt i sin tekst. Det vil også sige meget lig den måde almindelige mennesker bruger metaforer på i deres dagligsprog ('erfaringssprog').

Trump's adept deployment of figurative language was on full display at his Feb. 16 news conference. He mobilized the mechanical: "My administration is running like a fine-tuned machine"; the medical: "Isis has spread like cancer," "the bleeding of jobs from our country"; the aquatic: "drain the swamp of corruption in Washington, D.C."; and the athletic: "to bring our jobs back to this country. big league," "we've issued a game-changing new rule."

   One of his analogies was, quite literally, shocking. Alleging that Hillary Clinton had been given debate questions in advance, he asked, "Can you imagine if I [had] received the questions? It would be the electric chair."

   But perhaps his most striking metaphor at that event was his darkest: "We have Hispanic American people that are in the inner cities, and they're living in hell."

   Two days after the news conference, he mustered another metaphor when reporters asked him why he was holding campaign-style rallies: "Life is a campaign."

Rob Cyff konkluderer at det netop er fordi Trumps metaforbrug ikke er særlig original, at den er så effektiv ("clever"):

Trump's figurative language isn't sophisticated or original, but it's clever. And that's precisely what makes it so effective. The fact that his metaphors and similes are stark, common and even a bit stilted makes them more powerful because they're comparisons that average Americans can understand.

http://www.courant.com/features/hc-president-trumps-metaphors-20170225-story.html

Man plejer at sige når man diskuterer effekten af den slags retorik i politisk sprog, at faren ligger i at 'sproget skaber virkeligheden'. 

Lad os så lige vende os til vores eget land og vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen.

   En stor del af nytårstalen 2018 helligede han de alvorlige problemer for Danmark som i følge hans optik udgøres af "ghettoerne", særlige bydele eller kvarterer hvor indvandrere "klumper sig sammen", og som er problemer fordi de fører til at vi har fået "parallelsamfund".

   Og opståen af parallelsamfund modvirker den 'integrationspolitik' som går ud på at flygtninge og indvandrer som opholder sig lovligt i Danmark, så vidt muligt og så hurtigt som muligt skal blive en problemløs og friktionsfri del af det danske samfund.

    Statsministeren forklarede i sin tale ghetto- og parallelsamfundsdannelsen som en konsekvens af en for "slap udlændingepolitik" som regeringer og Folketing har ført i alt for mange år. Altså i virkeligheden en slags selv-kritik.

   Så de problemer skulle og ville regeringen nu gøre noget alvorligt ved, og det kunne bl.a. indebærer at 'man' helt konkret skulle rive nogle af de boligblokke ned som disse ghettoer var rammen om.

   Sådan nogenlund var tankegangen i en stor del af talen.

Hvad er der på spil her af metaforer - døde eller levende, nedslidte eller friske?

   At tale om at udlændingepolitikken er 'slap' eller 'stram', giver kun mening hvis den bagvedliggende metafor tænkes som om 'en snor' eller 'et reb' som man gennem lovgivning binder omkring udlændinge. Jo 'strammere' politik, jo mindre bevægelsesmuligheder har de; jo 'slappere' politik, jo mere uhæmmet og hensynsløst kan de tillade sig at opføre sig.

   Hos mig aktiveres nogle linjer i julesangen "Højt for træets grønne top" som lyder: "Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet."

 

Når man bruger betegnelsen 'parallelsamfund', så er den bagvedliggende metafor den definition som vi alle husker fra vores skoletids geometriundervisning: "Parallelle linjer kan aldrig mødes."

   Altså metaforen 'parallelsamfund' implicerer at der er en uoverstigelig mur mellem ghettoernes sociale liv og det omgivende samfunds: de kan aldrig mødes og finde ud af det sammen.

   Det er naturligvis noget sludder. I praksis sker der en livlig interaktion og udveksling af  sprog, tanker, ideer mellem de to samfund, selvom den også er konfliktfyldt og der er grænser og modstand der skal overvindes.

   Men metaforen om 'de parallelle samfund' understreger uoverstigeligheden i problemerne.

Så kommer vi til 'ghettoerne'! Er det en metafor overhovedet? - Ja, det er det. Her er hvad denstoredanske.dk kan fortælle om ordets oprindelse og moderne brug i Danmark:

ghetto, område, hvor jøder især i kristne lande er blevet tvunget til at bo. Ghettoerne var trange og overfyldte og ofte omgivet af en mur, hvis porte blev låst om natten. Ordet ghetto blev først brugt om jødekvarteret i Venezia, hvorom der i 1516 blev rejst en mur; kvarteret lå nær et støberi, getto.

   Ordet ghetto stammer fra bydelen Ghetto i Venezia, enten af ital. getto 'støberi' eller af hebr. ghet 'afsondring, adskillelse'.

   Institutionen er ældre end navnet og bl.a. en følge af det 4. Laterankoncil i 1215. Se antisemitisme.      

Betegnelsen bruges nu mere generelt om fattige bydele, som domineres af en bestemt befolkningsgruppe; i USA fx om Harlem i New York, der ligesom tilsvarende kvarterer i Chicago, Detroit og andre storbyer er domineret af en fattig, sort befolkning.

Hvordan så i Danmark, hvordan er betegnelsen her blevet brugt? Tydeligvis med overført betydning i forhold til oprindelsen i Venedig:

I Danmark er forskellige boligkvarterer, først og fremmest i København, før i tiden blevet betegnet som ghettoer, fx kvarteret omkring Vognmagergade i Københavns centrum der fra ca. 1880 til begyndelsen af 1. Verdenskrig var domineret af jøder indvandret fra Østeuropa.

Der er  her klart en historisk kobling til Venedig fordi bydelen "omkring Vognmagergade" "var domineret af jøder". 

I Danmark fik 'ghetto' ny betydning af Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale 2004, idet han her refererede til boligområder som Gellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense, og Tingbjerg i København. Og der blev efterfølgende nedsat et såkaldt 'ghettoudvalg' der skulle komme med 'anbefalinger'.

   I 2010 lancerede Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale en såkaldt 'ghettostrategi' som førte til en administrativ definition af en 'ghetto' i Lov om almene boliger fra december 2010. Og der blev i den forbindelse indført en liste over danske 'ghettoområder', en liste som årligt skulle og skal opdateres.

   Her opregnes de kriterier der nu administrativt definerer 'en ghetto':

Ved et ghettoområde forstås en fysisk sammenhængende almen boligafdeling, som opfylder fem kriterier:

1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år)

2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.

3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).

4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe

5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen

Fra at være en metaforisk framing af nogle fremhævede bydele rundt om i Danmarks storbyer, som disse bydele aldrig ville bruge om sig selv, så er begrebet nu gledet over i at blive til en lovgivningsmæssig mur som beboerne - ligesom i Venedig - administrativt er blevet spærret inde i af den poltiske omverden. 

    Når Løkke Rasmussen derefter tager denne forenklende og historisk belastede metafor med i sin tale, og fremhæver en særlig form for indsats som målsætning, nemlig "at afvikle", så løber han  metaforisk og framingmæssigt tæt i hælene på George W. Bush fra 2001, når han i Nytårstale siger:

Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op og rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.

Med formuleringer som "bryde betonen op", "rive bygninger ned", og "sprede indbyggerne", er vi ikke langt fra at de danske seere kan få uudtalte associationer til formuleringer som: "Krigen mod Ghettoerne", eller: "Krigen mod parallelsamfundet". 

   Og det var vel netop den framing statministeren gerne ville have, men ikke ville sige ligeud. Og billederne som aktiveres skal journalisterne og deres fotografer nok levere:

Søsterhøjhusene Agerkær (billedet) og Ruskær i Rødovre
blev jævnet med jorden i 2012.

https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art6282492/Jo-det-kan-v%C3%A6re-n%C3%B8dvendigt-at-rive-ghettohuse-ned

Fra 'kreativ destruktion' til 'disruption' - samme fænomen - men forskudt i tid og - måske - i synsvinkel

Kender du det at man arbejder med noget, og pludselig møder man det omtalt overalt.

   Sådan har jeg tit haft det: Et begreb som jeg lige havde researchet og derefter skrevet om på blokken, opdager jeg pludselig kort tid efter bliver brugt i mange af de artikler jeg læser.    

   Sidst er det for eksempel med begrebet 'disruption', men jeg har bare (sammen med mine gamle kilder) kaldt det noget andet.

Jeg har typisk brugt udtrykket 'kreativ destruktion', et begreb som stammer fra en østrigsk økonom Joseph Schumpeter som udviklede en teori om det i 30'erne, og han var - erklæret - inspireret af Marx politisk-økonomiske teori:

Creative destruction (German: schöpferische Zerstörung), sometimes known as Schumpeter's gale, is a concept in economicswhich since the 1950s has become most readily identified with the Austrian-American economist Joseph Schumpeter[1] who derived it from the work of Karl Marx and popularized it as a theory of economic innovation and the business cycle.

   According to Schumpeter, the "gale of creative destruction" describes the "process of industrial mutation that incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one".[2] In Marxian economic theory the concept refers more broadly to the linked processes of the accumulation and annihilation of wealth under capitalism.[3][4][5]

Jeg kan godt lide metaforen "the gale of creativ destruction" - den internationale økonomi er at ligne ved jordens klima, hvor der så - ustyrligt for menneskene - opstår stormende økonomis uvejr omkring katastrofalt dybe lavtryk.

   Begrebet 'creative destruction' sammenfatter altså det som kendetegner kapitalismen som økonomisk system: en stadig tilbagevendende akkumulation og destruktion af værdier - gennem cyklisk boblende kriser. 

Her en artikel i Information fra år 2000 af Jørgen Steen Nielsen hvor han refererer til Schumpeters begreb 'kreativ destruktion' som værende stadig aktuelt - nemlig til forståelse af den IT-krise som stormede rundt i den globale økonomi 2000-2002, og som vel de færreste her 17 år efter husker:

Det var den østrigske økonom, Joseph Schumpeter, der i 1930'erne introducerede begrebet 'kreativ destruktion' om den måde, foretagsomme entreprenører skabte nye kapitalistiske produktionsformer på ruinerne af de gamle.

   Og det var den britiske professor i statskundskab, John Gray, der bragte begrebet i erindring, da han forleden på Luftskibets konference om ny økonomi beskrev de brutale rystelser, som i øjeblikket ledsager den dramatiske overgang fraindustrisamfund til videnssamfund.

    For en overfladisk betragtning kan det i disse dage tage sig ud som om, det er den ny økonomis hurtigtløbende dot.com-entreprenører, der er i færd med at destruere sig selv. 

   I IT-foregangslandet Sverige er selskaber som Framfab, Icon Medialab, Cell Networks, Razorfish, Mind, Kimoda, CityKey og hvad de nu hedder pludselig ramt af to-tre cifrede milliontab, massefyringer eller ligefrem lukninger. På den internationale scene angives 

   130 Internet-selskaber at have kastet håndklædet i ringen i år, og på Nasdaq-børsen er IT-aktiekurserne raslet ned med over 30 procent, siden de toppede i marts. Og de vil ryge betydeligt længere ned den kommende tid, spår folk som den fremtrædende svenske finansmand og aktieinvestor, Patrik Brummer.    

   Foreløbig har 280 indekserede Internet-selskaber til sammen sat en markedsværdi på 1.755 mia. dollar over styr de seneste 12 måneder, hævder CNN Financial Network.

https://www.information.dk/2007/07/kreativ-destruktion

Man kan i øvrigt i denne sammenhæng med fordel læse Jørgen Steen Nielsens artikel fra 2012 med overskriften 

På jagt efter en teori, der passer til virkeligheden

Find den her:

https://www.information.dk/udland/2012/05/paa-jagt-teori-passer-virkeligheden?lst_rel

... en artikel hvis pointe er at de økonomer og økonomisk modeller som politikerne læner sig op ad når de skal langtidsplanlægge landets økonomi gennem lovgivning, er funderet i økonomisk teori som ikke har nogen empirisk basis eller evidensbaserede kontrolmekanismer indbygget.  

Og nu er der så dukket et nyt fremmedord op i den offentlige diskurs: 'disruption', et begreb som så vidt jeg kan se, betyder nogenlunde det samme som Schumpeters 'kreativ destruktion'. 

   Men et begreb som åbenbart nu af politikere, journalister og forskellige eksperter føles mere relevant til at forstå det der foregår for tiden i den internationale økonomi (måske fordi man dermed effektivt har fortrængt at det oprindelig stammer fra Marx teori om kapitalismen):

Disruption er et engelsk udtryk, der i direkte oversættelse betyder ”afbrydelse” eller ”forstyrrelse”.

   Begrebet blev for nogle år siden introduceret af Harvard-professoren Clayton M. Christensen, for at beskrive en teknologisk udvikling, hvor innovationer af produkter og services grundlæggende ændrer en eksisterende branches forretningsmodeller ved nye produktionsformer, organiseringer eller produktionsprocesser – med vidtrækkende konsekvenser for i hvert fald den branche, hvor den nye maskine, teknik eller fremgangsmåde tages i brug.

   Oprindeligt blev begrebet alene anvendt i sammenhæng med små iværksættervirksomheder, der overtager markedet fra store, veletablerede virksomheder ved at tilbyde billigere eller smartere produkter af ringere kvalitet eller til et overset kundesegment. Men begrebet bruges også i en bredere forstand. I film- og tv-branchen er    Netflix et eksempel på, at en ny virksomhed ”disruptede” – eller grundlæggende forandrede - en hel branche

Og pludselig en dag i foråret læser jeg at selveste vores statsminister Lars Lykke Rasmussen har taget 'disruption' i sin mund i en tale han har holdt, et begreb hvis substans er udmøntet af Karl Marx (men sig det ikke højt). 

   Efterfølgende dukker 'disruption' også op i en række journalistiske artikler om udsigterne for dansk og internationalt erhvervsliv og -udvikling. Som om det drejer sig om helt ny tænkning og teoridannelse.

Går man ind på regeringens hjemmeside, så beskrives Disruptionsrådets opdrag således - helt tandløst og intetsigende:

Forlæns ind i fremtiden

   Regeringen har i maj 2017 nedsat Disruptionrådet - Partnerskab for Danmarks fremtid. Partnerskabets hovedformål er at analysere, drøfte og komme med forslag til, hvordan vi:

- Sikrer et stærkt Danmark, hvor vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, så alle danskere får del i udviklingen.

- Fastholder og udbygger et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved dynamik og ordentlige forhold, og hvor der ikke sker social dumping.

   Partnerskabet vil på i alt otte møder - startende fra maj 2017 og frem til udgangen af 2018 - diskutere en bred vifte af temaer i relation til de to ovenstående punkter.

   Næste møde (4. møde) i Disruptionrådet finder sted til 4.-5. december i Nordjylland.

"Partnerskab"! Skal man le eller græde? Gud og Marx bevare Danmark.

Hold ikke på en hemmelighed, og bliv sund og rask og kreativ - ny forskning påviser at hemmeligheder som ikke deles med andre, opleves som en fysisk byrde og kan være skadeligt for helbredet

Denne blog har som en af sine mangefarvede tråde forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativitet og det der foregår i hjernen.

   For eksempel har jeg været interesseret i spørgsmålet om oplevelsen af (bestemte typer af) malerkunst, arkitektur eller musik kan virke helende og helbredende på psyken, ja måske i sig selv ligefrem være kreativitetstimulerende?

   På en tilsvarende måde som man nu også har videnskabeligt belæg for at forskellige former for meditation virker.

   Sådan oplever jeg det selv når jeg har ophængt billeder - især farvtræsnit - af min yndlingskunstner Harald Henriksen (som  jeg derfor er begyndt at samle på) i vores rum.

   Som nu det her:

Harald Henriksen: Brønshøj mose. 1947

Jeg har også været optaget af spørgsmålet om der er en sammenhæng mellem kreativitet og den neurobiologiske tilstand som kaldes synæstesi, hvor fx enkelt bogstaver, ord eller tal, automatisk udløser bestemte farver eller former som mentale automatiske ledsagefænomener.

   Illustreret her:

Flere generationer i fruens familie som alle er ekstraordinært kreative, har det sådan.

   Også en række kendte kunstmalere, forfattere og musikere var synæstetikere: David Hockney, Wassily Kandinsky, Vladimir Nabokov, Duke Ellington, Nikolai Rimsky Korsakov.
   Se flere navne her:

http://www.daysyn.com/synesthete-artists.html

Og ovennævnte Harald Henriksen har sikkert også været synæstetiker, for det er hans søn (musik  > farve), viste det sig.

Så har jeg også i mange indlæg forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativt sprog - som typisk er sprog som er kendetegnet ved konceptuel blending - og den fysisk-biologiske krop.

   For eksempel spørgsmålet om hvorfor og hvordan en lang række grundlæggende konceptuelle metaforer har kroppen og dens sanseapparat som reference: 'tiden LØBER', 'jeg gik i SORT', 'en SMERTEFULD lidenskab', 'TUNGE tanker', 'et VARMT forhold', 'en KOLD skulder', 'en KANTET personlighed', 'GUL af misundelse', 'en SKINGER farve', 'en SKARP hjerne', en DYB depression, etc.

   Sprogforskerne George Lakoff og Mark Johnson var dem der først for alvor udforskede det spørgsmål i deres epokegørende bog fra 1980 'Metaphors We Live By'.

Disse repetitioner og opsamlinger fra mange tidligere blogindlæg kommer her, fordi jeg i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 7. august fandt en artikel med den for mig fængende rubrik:

Tunge Tanker

Artiklen er skrevet af professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg.

   Ryberg fortæller om et psykologisk eksperiment der går ud på at vise hvordan det at holde på en hemmelighed i modsætning til det at fortælle den, påvirker forsøgspersonernes oplevelse af et billede af en nogenlunde stejl bakke:

Da forskerne efterfølgende gennemgik resultaterne, viste det sig, at de der forud var blevet bedt om at tænke på en hemmelighed, vurderede skråningen til at være langt mere stejl, end både de, der havde røbet deres hemmelighed (ved at skrive den ned på et stykke papir) og end kontrolgruppen (de to sidstnævnte grupper adskilte sig ikke signifikant). 

Et tilsvarende eksperiment med et andet billede viste et lignende resultat: Gruppen der holdt på sin hemmelighed, vurderede afstanden til et fjerntliggende hus på et billede som "signifikant større end dem der havde røbet deres hemmelighed" ved at skrive den ned på papir.

Jesper Ryberg paralleliserer disse ret så uforståelige resultater med andre eksperimenter:

I et nyligt studie har man således vist, at forsøgspersoner der bærer en tung rygsæk, vurderer en bakke som mere stejl end personer, der ikke slæber på noget. Tilsvarende estimeres afstanden til fjerntliggende huse som større, når man skal vurderer den med en tung oppakning på ryggen.

Altså: en fysisk byrde - eller mangel på byrde - påvirker perceptionen af omgivelserne.

   Og det er måske ikke så mærkeligt da det jo indlysende er en større fysisk belastning at skulle gå op ad en stejl bakke eller gå en lang vej - med en tung rygsæk - end uden:

Det er formentlig dette, der ubevidst influerer på folks vurdering af stejlhed og afstand. Men hvis det at holde på en hemmelighed også udgør en form for byrde for os - om end en psykisk en - så er det måske derfor, at man finder tilsvarende resultater, når det gælder hemmeligheders påvirkning af vores sansemæssige vurderinger.

Og så kommer koblingen til det jeg skrev oven for, nemlig at denne forklaring stemmer overens med de senere års forskning omkring konceptuelle metaforer "som viser at metaforisk tale (som for eksempel det at "bære på en hemmelighed")  ofte har en fysisk eller kropslig forankring", skriver Ryberg.

Han runder sin artikel af med at koble disse resultater sammen med at folk gerne bruger de sociale medier til anonymt at fortælle - og altså røbe - hemmeligheder, som de bærer på. Og derigennem bruger de disse medier til at 'lette sig' for hemmelighedernes skjulte men fysisk og mentalt tyngende byrde.

Selv kan jeg ikke lade være med at koble dette sammen med den beskrevne effekt af en 'mentor' på børn og unge som har oplevet mobning eller at en forældre forsvandt eller det ufrivilligt at skifte sprog, kultur og miljø som barn.

   Mange særligt kreative voksne fortæller i deres selv)biografi eller i interviews om den lettelse - og dermed mentale optøning af deres nedfrosne kreativitet - som det var at møde en voksen person der "så" dem og "forstod" dem (for første gang), og som de kunne betro sig til om deres sorg og vrede og angst.

   (NB! Disse personer tager med den slag formuleringer afsæt i den konceptuelle metafor: AT SE = AT FORSTÅ.)

   Den case jeg sidst har skrevet om for hvem det var tilfældet, er digteren Yahya Hassan:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.htm

Hjerneforskerne har også en forklaring på hvad der sker i hjernen når man holder på en eller flere alvorlige hemmeligheder - og ingen har den at dele med:

When you choose to hold onto a secret, your brain’s orbital prefrontal cortex simulates in your mind just how bad sharing the secret will be, imagining all the possible negative outcomes. “The prefrontal cortex is involved in decision-making, complex thought and deception,” says neurosurgeon Gopal Chopra, chief executive of PINGMD, which provides an app to facilitate communication between doctors and patients. If the two regions are at cross-purposes, the end result is what Chopra calls “the complications of emotional burden.”

   In other words, if your prefrontal cortex wins the battle within your brain over keeping a secret, the pressure it causes in the cingulate cortex leads your body to ramp up production of stress hormones. This is known as the “fight or flight” response, often triggered when we feel anxiety or fear. If the reaction persists, it can have potentially serious consequences. Every time you think about a deeply held secret, stress hormones such as cortisol can surge, impacting your memory, blood pressure, gastrointestinal tract and metabolism. “Those hormones also include norepinephrine,” Chopra says, “which affects parts of the brain where attention and responses are controlled.”

   The bigger the secret, or the riskier you perceive its protection, the more intense the conflict within your brain, resulting in higher anxiety and a more potent fight-or-flight effect.

http://www.forbes.com/sites/nextavenue/2013/10/24/keeping-secrets-can-be-hazardous-to-your-health/

Frivilligt eller ufrivilligt at føle sig nødt til at holde på hemmeligheder, kan altså være en trussel mod helbreddet i det lange løb.

   Åbenhed og ærlighed er sundere, er moralen.

   Og når forfattere fortæller at de er "lettede" over at være blevet færdig med en roman, så mener de det ikke kun i overført, metaforisk betydning, kunne det her tyde på.

   Og det at skrive dagbog hver eneste dag som er noget både mange politikere har gjort, og mange forfattere som fx H.C. Andersen eller Anais Nin gjorde, det får også hermed et ekstra perspektiv, synes jeg, 

I disse dage er resultatet af Statsløsekommisionens arbejde til livlig debat i medierne.
   Det var de to afslørende journalister Anton Geist og Ulrik Dahlin på Information som med deres journalistik åbnede sagen og dokumenterede de administrative ulovlighede for flere år tilbage.
   Birthe Rønn Hornbech måtte den gang gå af, og det må to højtrangerede embedsmænd fra ministeriet også gøre nu, fortæller nyhederne os.
   Journalisterne fik Cavling-prisen for deres nyhedsreportage-serie om sagen.

Ulrik Dahlin & Anton Geist

Men i lyset af disse aktuelle forskningsresultater om effekten af at skulle holde på en hemmelighed, så forstår man bedre Birthe Rønns mildest talt mærkværdige ukommunikative opførsel over for journalisterne på Christiansborg i den periode hun var integrationsminister. 

   Da hun grundlæggende er en retlinet person, har hun simpelt hen været så TYNGET af at skulle holde på hemmelighederne, at hun har været fysisk bange for at komme til at tale over sig til (ud)spørgende journalister, for at LETTE SIT HJERTE.

Jeg forstår nu også bedre hvorfor vores nye (gamle!) stramtmundede statsminister Lars Løkke Rasmussen skal udstyres med hele fem spindoktorer.

   En 'spindoktor' er nemlig jo en person M/K som en minister kan betro sine inderste hemmelige tanker og ønsker til, en person som er ansat til loyalt lægger ører til betroelserne, og som derefter har som job at omforme og omformulere dem til noget der kan accepteres i offentligheden og baglandet - som legitim politik der kaprer stemmer, eller modvirker at de forsvinder til DF.

Når kreative vælgere blander de politiske blokkes redningsplaner....

Et lidt længere Ritzautelegram i Information i tirsdags, fanger min opmærksomhed på grund af rubrikken der kunne tyde på at den i hvert fald indirekte handler om kreativ conceptual blending. Under overliggeren "Genopretningsplan" står der: "Danskerne blander rød og blå plan". Og ganske rigtigt!
  Nyheden tager afsæt i en opinionsmåling på vælgerstøtten til henholdsvis den røde og den blå bloks planer for at hive Danmark ud af den økonomiske klemme som det internationale økonomiske sammenbrud udløste.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller S-formand Helle Thorning Schmidt er lykkedes med at overbevise danskerne om, at de har fundet vejen ud af den økonomiske krise. Det viser en måling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende. (/) Mens Løkke vil afskaffe efterlønnen, og Thorning vil øge arbejdstiden, så foretrækker de fleste danskere at kombinere tiltagende fra rød og blå bloks økonomiske planer. (/) Iføgle målingen er en tredjedel af vælgerne fortaler for den ide.

Vi gennemkører en hurtig frame- og blending-analyse. Vi har to mentale input-rum: den røde bloks plan og den blå bloks plan. Vi har to mentale frames som kendtegner de inkarnerede rød blok-vælgere og de trofaste blå blok-vælgere, og som gør at disse to vælgergrupper kun kan se det positive i deres egen bloks planer og har skyklapper på i forhold til at kunne se noget godt i den anden bloks planer, når de bliver spurgt, vel at mærke.
   Og så er der åbenbart en gruppe vælgere på godt en tredjdel som er åbne og kreative nok til at overskride de to mentale frames og etablere sig en tredje ny integrerende frame der muliggør at de bogstaveligt talt kan tænke ud af boksen og foretage en conceptual blending-tankeoperation der resulterer i et mentalt out-putrum hvor findes elementer fra begge planer.
   "Den tredje vej", kunne man være fræk og fristet til at sige, og så i øvrigt jævnføre med arkitekt Bjarke Ingels manifest som jeg citerede to blogindlæg tilbage.