Kunst og galskab - er der en sammenhæng? - Case: Karl Frederik Hill

Jeg har tidligere i flere indlæg diskuteret forholdet mellem kreativitet og sindsygdom. 

   At der er en sammenhæng er ikke noget nyt. Og nyere hjerneforskning har også påvist interessante koblinger mellem kunstnerisk virksomhed og til både depression og skizofreni.

https://en.wikipedia.org/wiki/Creativity_and_mental_illness

http://www.independent.co.uk/news/science/scientists-find-that-schizophrenia-and-bipolar-disorder-are-linked-to-creativity-10305708.html

http://www.theguardian.com/science/2005/nov/30/psychology.highereducation

Jeg netop besøgt udstillingen på Nivaagaard der viser malerier og tegninger af den svenske landskabsmaler Carl Frederik Hill (1849-1911). Og man kan vel sige at han på en måde udgør et skoleeksempel på den sammenhæng.

   En sammenhæng der for Hill blev en tragedie, ligesom den blev det for den jævnaldrende Van Gogh.

Udstillingen var fascinerende - ikke mindst fordi kunstnerens liv var så dramatisk som det var. Og dramaet - skiftet fra "normal" til "sindsyg" var udstillingens omdrejningspunkt.

Hill ville fra en tidlig alder være kunstner - landskabsmaler, og i flere omgange måtte han trodse sin far matematikprofessorens vilje og ønsker, for at få sig en maleruddannelse, og for at få mulighed for den eneste store malerrejse han nåede at opleve, Til frankrig omkring midten af 1870'erne.

  Det er også næsten en klassisk litterær figuration. En autoritær far der er stærkt imod at sønnen bliver "fri" kunstmaler og oprørsk forfølger sit 'kald' og sin kunstnerkarrierer.

   Hvorfor Hills far satte sig så stærkt imod det, fremgår så ikke af de kilder jeg har, men set fra en måske noget stiv, selvhøjtidelig professor af det Lundske akademiske borgerskabs synspunkt, har kunstnerkarrieren nok været for økonomiske usikker - med risiko for social deroute.

  

Selv om Hill altså var hektisk produktiv i de fire år han opholdt sig i Frankrig, var hans succes ikke stor, og hvad han har levet af i de år, fremgår ikke af udstillingen. Men mon ikke familien som var velhavende, har hjulpet ham

Af hans oliemalerier vist udstillingen omkring 40 stykker, og så vidt jeg kan regne ud, må den være ret dækkende for hvad Hill rent faktisk fik produceret af færdig malerier i de fire år han malede i Frankrig.

   Her følger et udvalg af hans oliemalerier fra udstillingen på Nivaagaard, hentet fra bloggen: 

http://www.danculture.dk/2015/11/swedish-painter-carl-fredrik-hill-1849-1911-an-brilliant-exhibition-in-nivaagaards-art-museum-denmark/

Et tidligt oliemaleri inden Frankrigsopholdet med svensk landskab som motiv:

Carl Fredrik Hill: “Slette med mølle”. 1869

Her kommer så fotos af en række af Hills landskabsmalerier fra Frankrig. 

   Indimellem optræder der menneskeskikkelser, men de er så 'små' at de nærmest drukner i landskabet:

Carl Fredrik Hill: “Seine-landskab fra St. Germain”, 1877.

Man kan godt forstå at impressionisterne i 1877 gerne ville have ham med på deres tredje fælles udstilling.

Carl Fredrik Hill: “Flodlandskab 2, Champagne”, 1876.

Nogle billeder giver klare associationer til Van Goghs ekspressive penselføring:

Carl Fredrik Hill: “Landskab med drivende skyer”, 1876.

Andre er kendetegnet ved mørke træer i silhuet - i modlys - forgrunden (jeg får lige associationer til Harald Henriksen):

Carl Fredrik Hill: “Træet og flodkrumningen”, 2, (Bois-le-Roi), 1877

De seneste af Hills malerier fra 1877 bliver mørkere og mere dramatiske i udtrykket, som dette:

Carl Fredrik Hill: “Søster Anna”. 1877.

Hill må simpelt hen have malet 'som en gal' - hvad også flere kilder antyder, og han har stort set ikke haft tid til at beskæftige sig med andet. 

   Han er citeret for at sige - her i engelsk version: "Ambition drives me to overexert myself and I give myself no peace."

   

Det franske kunstnermiljø i netop de år har utvivlsomt været stærkt inspirerende for ham, og han er landet i Frankrig og i Paris lige hvor alle de nye tanker om det moderne - ikke akademiske  maleris funktion og muligheder har sydet og boblet. 

   Især malere fra 'Barbizon-skolen' følte han sig tæt beslægtet med, og Corot var han store forbillede.

   Læs om 'Barbizon-skolen' og dens betydning som forløber for impressionismen her i Wikipedia:

https://en.wikipedia.org/wiki/Barbizon_school

Og her kan du læse om Corot:

https://en.wikipedia.org/wiki/Jean-Baptiste-Camille_Corot

Hill fik afvist billeder til den etablerede og traditonsbundne "Salon" i Paris, og kan ikke have solgt meget. 

  Han blev dog inviteret til at udstille på Impressionisternes tredje fælles udstilling i 1877, så hos denne avantgarde-gruppe var han kunstnerisk set kommet inde i varmen. 

   Den anerkendelse betød at han produktionsmæssigt fik ekstra tryk på de maleriske ambitioner, noget som muligvis har medvirket til at han i slutningen af året fik et mentalt sammenbrud.

Læs mere om impressionisternes tredje "officielle" udstilling 1877 her:

http://arthistory.about.com/od/first_eight_exhibitions/a/third_Impressionism_exhibition.htm

I Nivå var næsten kun udstilllet malerier med franske landskaber som motiver - alle malet i periode 1874-77. Da han i slutningen af 18777 blev sindsyg (skizofreni med paranoia og haludinationer) holdt han helt op med at male.

   Her er det sidste maleri Hill producerede i den periode. Da var han allerede indlagt:

Carl Fredrik Hill. Hedelandskab med vognt. 1878

Hill blev indlagt på flere sindssygehospitaler i de følgende år - først i Frankrig, derefter Danmark og Sverige. For så i 1883 at blive "hjemtaget" af sin søster der sammen med moderen og en anden søster tog sig af ham i det Hill´ske hjem i de næste 28 år. NB! Faderen var død på det tidspunkt.

   

Carl Fredrik Hill boede og arbejdede derefter og resten af sit i faderens arbejdsværelser med adgang til et omfattende bibliotek - med mange illustrerede bøger fra hele verden som i høj grad fungerede som inspirationskilder.

   I de mange år i hjemmet var han - på trods af eller på grund af sin sygdom - igen ekstremt produktiv. Kilderne fortæller at han producerede omkring 5000 tegninger, akvareller, pasteller og nogle få oliemalerier hvor han brugt guld- og sølv-farver. 

   Udsagn fra hans hånd tyder på at han oplevede at det at tegne og male, var med til at holde sindsygdommen stangen og under kontrol.

   

Vi så alle genrer, teknikker og udtryksmidler fra den periode repræsenteret på udstillingen på Nivaagaard.

   Motiverne og udtryksmidlerne havde totalt skiftet karakter. Som kunstner havde han skiftet personlighed: To personer i en.

   Fra ydre sansede billeder - landskaber som han havde set og malet i olie - til indre billeder - fabulerende, hallucinatoriske og mytologisk - billeder der ofte som motiv havde groteske menneskeskikkelser og fabeldyr og stærkt personificerede træer. 

   De følgende er uden årstal og uden titel:

Man kan fra hans billeder i den her periode finde mange oplagte stil- og motivmæssige koblinger til store moderne kunstnere i samtiden: Picasso, Nolde, Klee, Klimt.

   Det er så også forklaringen på at han i eftertiden har vundet anerkendelse ikke bare for sine landskabsbilleder, men også for sin 'terapeutiske' produktion 1883-1909.

 

Hills samlede og grænseoverskridende produktion kom først for alvor til omverdenens kendskab efter hans død - hvad der for mig umiddelbart giver associationer til en anden svensk pioner i moderne malerkunst: Hilma af Klint. 

   Også hendes banebrydende kunst beslægtet med abstrakte pionerer som Kandinsky, blev først kendt og anerkendt længe efter hendes død. 

   Også hun begyndte som landskabsmaler. Også hun havde hallucinationer som inspiration for den skjulte del af hendes kunst, men det førte hende ikke ind i sindsygens mentale kaos. 

    Læse mere om hende her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

En svensk tv-reportage om Carl Fredrik Hill kan du finde se her på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=BXu1fGK0ztw

At male så det ligner er da ingen kunst! - eller er det? - Thomas Kluge, Gudmud Gentze, Johannes Larsen, Harald Henriksen m.fl.

Gudmund Hentze: Illustration til Tusind og en nat

En kronik i Politiken i dag fanger min opmærksomhed med det samme. Rubrikken er:

Bondemalerstriden

Og den fokuserer på diskussionen om den "fotorealistiske"  kunstmaler Thomas Kluges kvaliterer eller mangel på samme som aktuel og nutidig kunstner. 

   Kronikken er af Christian Kortegaard Madsen, som er inspektør ved Johannes Larsen Museet i Kerteminde som for øjeblikket har en udstilling med titlen "Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland".

   Manchetten lyder:

Kampen mellem den fine og den folkeligt kunst er evigt aktuel. Kunne man forestille sig en kunstlinje på kunstakademiet, der fokuserer på imitationen i dens mest nøgterne form?

Læsere af denne blogs indlæg om kunst, ved at jeg jævnligt har fremhævet min fascination ved moderne - og ældre malere - som maler motiver fra virkeligheden på en måde så denne virkelighed fremtræder meget genkendeligt - realistisk (foto- eller sur-) eller helt regulært 'naturalistisk.

I en bog om en anden nutidig realistisk dansk maler, Niels Strøbæk, fandt jeg et citat jeg forelskede mig i:

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes godt det kunne dække mine egen akvarel-billeder når det er bedst, fordi det netop fastholder de særlige kvaliteter jeg har navngivet ved at omtale dem som "akvarel-DRØMME": 

En 'drøm' ligner ikke det den er (nemlig en drøm), og den er ikke det den ligner (nemlig virkelighed), den både ligner og er (en imaginaær form for virkelighed)

Kronikken tager afsæt i en kunsthistorisk berømt fejde der startede med en kronik i Politiken 1907:

I 1907 udspillede den såkaldte bondemalerstrid sig i denne avis’ spalter. Initiativtageren til debatten, der i stærkt reduceret udlægning drejede sig om kunstens mål og midler, var den symbolistiske maler Gudmund Hentze, og angrebet var som udgangspunkt rettet mod de impressionistiske og naturalistiske Fynbomalere og siden hen mod Statens Kunstsamlings indsamlingspolitik.

   Men siden modernismens indtog i begyndelsen af forrige århundrede har naturalistiske billedkunst haft vanskelige kår hos den etablerede kunstinstitution, og ord som billig, uoriginal, folkelig og kitsch har indlejret sig som gængse omtaleformer. Med Johannes Larsen Museets nuværende udstilling ’Thomas Kluge – Gud, konge og fædreland’ er debatten om kunstneren versus kunstinstitutionen, dens håndtering af det folkelige versus det elitære samt kunstens mål og midler på ny aktuel på museet.

Vi lader lige de negative adjektiver stå et øjeblik: "billig, uoriginal, folkelig og kitsch". 

Pointen i kronikken er her at den kulturkamp som Gudmund Hentze indledte om form, stil, motiv, og funktion i kunsten, jo endte med modernismens næsten totale sejr, en sejr der op igennem 1900-tallet frigjorde den fine kunst for den århundredgamle forpligtelse til i den maleriske fremstilling af et motiv at skulle imitere, mime eller simulere den genkendelige visuelle virkelighed.

   En sejr der også havde den konsekvens at sene(re) naturalistiske kunstnere som Harald Henriksen som jeg har "opdaget" og dyrket på min blog siden december sidste år, totalt gik i glemmebogen efter sin død 1960, selvom han faktisk havde være kendt og anerkendt nok til at udstillet på Charlottenborgs Forårs-udstilling siden 1926, og herefter næsten årligt resten af livet.

   En anden konsekvens af denne modernismens sejr, har været at indkøbspolitiken på vores større anekendt kunstmuseer i mange år har fokuseret på indkøb af symbolistiske, modernistiske og postmodernistiske kunstnere, og til gengæld i stor omfang har valgt kunstnere som Thomas Kluge og fx Otto Frello fra.

   Hvor store problemer man kan have med at blive anerkendt af det nuværende kunsthistoriske establishment når man maler realistisk, illustrerer dette citat fra anmeldelsen af Ole Hørlyng i Weekendavisen. af udstillingen på Johannes Larsen Museet: »Man skulle tro, at Dansk Folkeparti var rykket ind på Møllebakken« (museets adresse).

Jeg har godt nok læst om 'bondemalerstriden', og har fokuseret på at en række af de kunstnere der var gode akvarelmalere hørte til gruppen af "bondemalere" der var skydeskive i striden, herunder Johannes Larsen, Fritz og Anna Syberg og Peter Hansen. 

   Men hvem var denne Gudmund Hentze (1875-1948) der fyrede det første skud af, og hvad har han som kunstner bedrevet? I min bevidsthed er han nemlig mindst ligeså gemt og glemt som Harald Henriksen. 

   Wikipedia:

Hentze blev født i Næstved, hans forældre var Gregers Johan Michaelsen Hentze(1835-1877) og hustru Christiane Marie Elisabeth Sommer(1851-1940). Da han var ni år gammel flyttede familien til København. Han gik på Kunstakademiet 1893-1894 og på Zahrtmanns Skole 1897-1898. 

   Han var i 1893-1894 en del af bevægelsen omkring tidsskriftet Taarnet, der var fortaler for en symbolisme i kunsten, først og fremmest litteraturen med forfatteren Johannes Jørgensen som leder. 

   Hentze illustrerede mange bøger, deriblandt J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe og eventyr af H.C. Andersen. Hans illustratorvirksomhed lignede kollegaen Lorenz Frølichs, men hvor han var inspireret af tyske og franske kunstnere, var Hentze først og fremmest stilistisk inspireret af de engelske prærafaelitter og Aubrey Beardsley.

   Hans værker var hyppigt forekommende i udstillingslivet i starten af 20. århundrede, og han var blandt andet medlem af kunstnergruppen Den Frie Udstilling 1905-1928. Han udstillede desuden både på Charlottenborg og Kunstindustrimuseet.

   I 1907 havde kunstnerkollegaen Gerda Wegener fået afvist et portræt af Charlottenborgs censurkomite. I harme over det skrev Hentze et indlæg i Politiken 14. april1907. Det var starten på bondemalerstriden. I det udtrykte han sin foragt for de "bondemalere", som var hans udtryk for de impressionistisk inspirerede danske naturmalere som Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen. 

   I indlægget giver han udtryk for, at hans egen symbolistisk inspirerede kunst står på et højere kulturtrin end bondemalerne, som han mente forherligede "den laveste Udvikling" med deres billeder af det danske bondelandskab. I sin retorik foregriber han meget tidligt mange af nazismens tanker[1].

   Diskussionen medførte, at han i de danske kunstkredse blev persona non grata, og hans kunstsyn blev af de fleste unge kunstnere anset som bagstræberisk og reaktionært.

Med navne som Gerda Wgener og Aubrey Beadsley er vi inde på et kunsthistoriesk område som har optaget mig meget, og som jeg jævnligt har skrevet om: jugendstilen. Og en udstilling med billeder af Gerda Wegener bliver senere på året vist på Arken.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html

Og umiddelbart bemærker jeg at Hentze også - og ikke mindst i sin samtid - er kendt som 'illustrator', en betegnelse - ment lidt negativt - som jeg mødte i en omtale af mine egne akvareller da jeg for halvandet år siden var på et to-dages malerkursus hos kunstmaleren Hans Christian Rylander. 

   Tydeligvis forbandt Rylander primært akvarel som malemedie med det at tegne-male illustrationer - og han opfattede mest akvarelmaleri som en særlig form for (kunst)håndværk end som egentlig kunst, kunne man fornemme.

Det viser sig at det ikke er så let at finde billeder af Gudmund Hentze ved at google, og det første værk man får vist af ham, er et stykke jugendkunsthåndværk solgt på en auktion for 2000 kr:

Konfektskål af tin

Der er også en henvisning til at Kulturarvstyrelsen har købt et dyrt maleri af Hentze til Museet for Thy og Vester Hanherreds samling af værker der har med I. P. Jacobsen at gøre. Titlen er fra en af I. P. Jacobsens noveller: Pesten i Bergamo - og auktionsprisen er hele 125.000 kr.:

Så jagter jeg videre derfra. 

   Det viser sig at selvom Gufmund Hentzes billeder på en eller anden måde er næsten undertrykt ved en direkte Google-søgning på malerier af ham, så finder man dem når man går efter billeder der er solgt på auktion:

   Her er det af Kulturarvstyrelsen købte maleriet set forfra:

Gudmund Hentze: Pesten i Bergamo

Via et link til billeder solgt på kunstauktioner rundt omkring kan man finde en række af hans malerier, som de her fx: 

Sunset and moonlight over a thatched house. 1940

Gudmund Hentze: Tåge i Mosen. 1948

Channel scenery in the moonlight (Christainshavn?)

Beautiful day by the coast. 1928

http://www.artnet.com/artists/gudmund-herman-peter-hentze/past-auction-results

Men Gudmund Hentze var mest kendt - både berømt og berygtet - for sine billeder af - som oftest bare - damer - i mere eller mindre historisk setting - og ofte malet med pastel, crayonkritdt - og/eller akvarel-/guache-teknik:

Erindring

Naked woman holding a centerpiece with jewelry

Flora. 1932

Portræt af en kvinde ved havet

Den unge model

Kvinde med spaniel. 1916

Maler og model. 1920

Nudo di ragazza,1910

Her er hvad Wikipedia så yderligere kan afsløre om Gudmund Hentzes kunst:

Hentzes kunst var symbolistisk og historicistisk inspireret. Hans billeder forestillede ofte nøgne kvinder i historiske scenarier. Således var nogle af hans kendteste værker Renæssance parafrase (uden år) og Nøgen kvinde med falk (1930), som forestiller ideale nøgne kvindeskikkelser i et historisk eller mytologisk landskab. 

   Hans kunst blev af den kulturradikale kritiker Poul Henningsen karakteriseret som "Pornografi for Dagligstuen", fordi PH mente, at Hentze malede idealer kvinder "uden et stødende Haar paa Kroppen. [...] Gamle Baroner kan mimre deres erotiske Ungdomserindringer over Synet uden at støde an mod Selskabets Love."[2].

Og så nærmer vi os forklaringen på fortrængningen af Hentzes billeder fra mere officielle kunsthistoriske sammenhænge når man søger ham på nettet:

Hentzes ideologiske overbevisning lå tidligt tæt op ad den nazistiske. Hans nationalromantiske illustrationer blev anvendt i de danske nazistiske tidsskrifter i 1930'ernetil at illustrere deres forståelse af god kunst. Men det var først efter tyskernes besættelse af Danmark 9. april 1940, at han meldte sig ind i DNSAP. Det skete 23. oktober samme år. 

  Han blev hurtig en aktiv medarbejder ved de nazistiske udgivelser i avisen Fædrelandet og DNSAP's Maanedsbreve og blev husillustrator for de danske nazister. Bl.a. fik naziføreren Frits Clausen udført sit ex libris af Hentze.

   Hentze deltog aktivt i polemikken og skrev lange indlæg, der forherligede den nazistiske politik. Især tyskernes angreb på Sovjetunionen blev lovsunget af Hentze. Desuden delte han også de nazistiske raceteorier og skrev gerne antisemitiske indlæg.

   Henzes værker blev hyppigt udstillet under besættelsen. Kunstnerforeningen af 18. november som Hentze havde været medlem af siden 1924 udstillede hans værker 1940, 1943 og 1944.

Gudmund Hentze slap for at blive retsforfulgt og straffet efter befrielsen, men hans udstillingskarriere var det slut med. Da han døde 1948, var der ingen aviser der bragte en nekrolog. 

Tilbage til kronikken i Politiken af Christian Kortegaard Madsen som argumenterer for at nyere kunst der i en eller anden forstand er naturalistisk og realistisk, skal ind i kunstinstitutionens varme igen, efter i rigtig mange år at have været ude i kulden. 

   Han foreslår blandt andet at man opretter en særlig linje på kunstakademiet hvor rammen er at man fokuserer på hvad han beskriver som "imitationen i den mest nøgne form":

Et helt andet hypotetisk senarie kan være, at samtidskunsten i højere grad især i forhold til malerimediet nøgternt og akademisk differentieres ud fra udtryk og indhold. At man for eksempel forestiller sig en kunstinstitution og herunder et kunstakademi, der også uddanner og udstiller kunstmalere med en klassisk og realistisk tilgang til motivet? Man kunne måske ligefrem forsigtigt forestille sig en kunstnerisk linje på kunstakademiet, der fokuserer netop på imitationen i dens mest nøgterne form? Hvilke nye blikke på virkeligheden vil det mon præsenterer os for?

Læg mærke til hvor kontroversiel Kortegaard Madsen her oplever sit eget forslag når kan skriver "Man kunne ligefrem forsigtigt forestille sig...." Hvorfor dog så "forsigtigt", tænker jeg.

   

Han plæderer dermed også for at legitimere en kunst der lever op til Niels Strøbeks kriterium: "Kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er."

   Og dermed advokerer han også for at god og værdifuld kunst ikke behøver at være elitær og for de få med kunstforstand og viden, men godt kan være populær og altså noget almindelige menesker gerne vil have på deres vægge, blandt andet netop fordi det ligner og mimer det motiv det fremstiller.

Akvarelmaleriets mysterier (35) - fra akvarel til farvetræsnit - Harald Henriksen - en stilfærdig pioner

Jeg samler ikke på kunst. Jeg har i de sidste mange, mange år kun købt tre kunstværker: 

- En akvarel med færøsk landskabsmotiv - malet af en af de andre deltagere på et Bardur Jakupsson-kursus som jeg tidligere har skrevet om.

- Et lille oliemaleri af en lidt naivistisk poetisk engel - af en kunstner som udstillede på det lokale bibliotek for et års tid siden.

- En muntert farvet kalabasskulptur - af en af mine morgensvømme-venner, indvandret fra Irak i 90´erne.

   På vores vægge har vi ellers i mange år næsten udelukkende haft plakater af kunstværker vi syntes var smukke, og så reproduktioner af japanske træsnit af bla mesteren over dem alle: Hokusai.

Men så for et par uger siden faldt jeg for et billede i glas og ramme som jeg så på en af de utallige julemarkeder. Det lignede en gammel gulnet akvarel, men sælgeren fortalte at det var et træsnit - produceret og signeret af en mand hvis navn jeg ikke kendte: Harald Henriksen.

   Jeg købte det fordi jeg tænkte at noget lignende kunne jeg godt tænke mig selv at male i akvarel., altså til inspiration. Og så var billedet i øvrigt selv tydeligvis inspireret af japanske træsnit fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet om flere gange her på bloggen, og som jeg er en stor elsker af, som fx det her:

Jeg pruttede prisen på Harald Henriksen-træsnittet ned fra 200 kr. til 175. kr. 

   Her ses 'fundet' - og derefter i en udgave uden glasreflekser:

Jeg researcher Harald Henriksen på nettet. Han er en såkaldt "glemt", men i øvrigt anerkendt kunstner, viser det sig, berømmet blandt kendere for to ting: dels at han var en fremragende akvarelmaler, dels at han producerede en lang række fine og poetisk farvtræsnit som blev ret så populære blandt almindelige mennesker. Forarbejderne til disse træsnit var - som man straks fornemmer - akvarelskitser.

   Der er udgivet en bog om Harald Henriksen af Ole Lindbo i forbindelse med en udstilling i 2010 på Frederiksberg hvor han boede i mange år. Titel på udstillingen: "Landskabet og byen". Titel på bogen: "Naturens Spejl". 

Harald Henriksen var ganske rigtigt - som i øvrigt mange andre af hans samtidige danske og udenlandske kunstnere i årtierne før og omkring århundredskiftet - inspireret af japanske træsnit. Men Harald Henriksen var så en af dem der ikke bare blev motivisk og formmæssigt inspireret, men også teknisk-udtryksmæssigt.  

   Her et citat fra udstillingspjecen:

Harald Henriksen (1883-1960) blev født i Odense, men flyttede til hovedstaden som 20-årig. Hans kunst kan beskrives som realistisk og lyrisk - ”fynsk” i karakteren.

   Han var naturligt påvirket af fynboerne, særlig Fritz Syberg, men også inspireret af forbillederne J. Th. Lundbye og L. A. Ring.

   Harald Henriksen regnes som en af de sidste naturalister i dansk kunst. Han var nok traditionel, men alligevel original. Alle hans værker, bortset fra grafikken, blev til på stedet, foran motivet - og i al slags vejr. Han holdt af at skildre både de enkle, upåagtede danske landskaber og det københavnske byrum.

I introduktionen til bogen citeres Klaus Rifbjerg, og vi får lidt flere ord på hvad der kendetegner Harald Henriksen som kunstner:

Klaus Rifbjerg skriver i sit forord til bogen: ”Jeg ved ikke, hvor man skal placere Harald Henriksen, men symfonien ville være mangelfuld uden hans indsats. At se på hans billeder er som at betragte sig selv og de veje, man har gået, omvekslende, henrivende, sludkolde, blæsende, danske. Det kan man faktisk godt blive rørt og taknemmelig over.”

   Harald Henriksen (1883-1960) var en kunstner af den gamle skole, naturalist, friluftsmaler, lyriker. Han havde sine rødder i 1800-tallets kunst, men var også påvirket af den tidlige modernisme – jævnaldrende med Weie, Giersing og andre af de store 1900-tals kunstnere, men selv mere beslægtet med J.Th. Lundbye, L.A. Ring og Fritz Syberg. Han var en indforstået skildrer af de enkle og upåagtede danske landskaber og af det københavnske byrum. Så landet virkelig sådan ud for bare 60 år siden? Er det romantik eller realisme? Bogens billeder dokumenterer, hvad det er, vi har mistet – og er ved at miste endnu mere af.

Her nogle af Harald Henriksens akvareller - som står for mig som værende næsten idealet af hvad akvarel kan - måske bedre end noget andet malemedie:

Ikke desto mindre er det faktisk Harald Henriksens farvetræsnit som jeg er mest begejstret for og betaget af. 

   Træsnittene har en raffineret enkelhed i former og motivtegningen - og en tilsvarende begrænsning af farveskalaen - som tilsammen giver træsnittene en helt særlig poetisk klarhed og lethed. 

   Faktisk har jeg på fornemmelsen at arbejdet med træsnittene har virket tilbage på hans akvareller, så man i hvert fald i reproduktioner på nettet har svært ved at skelne.

   

Her har de krav til udtryksmæssig forenkling som træsnitteknikken stiller, i den grad fungeret som en kreativitetstimulerende restriktion for Harald Henriksen.

   Se bare:

Det billede der følger her, er ikke et træsnit som man kunne fristes til at tro - men en akvarelskitse som er 'forbilledet' for et efterfølgende træsnit:

Til historien som begyndte med et "fund" på et lokalt julemarked, hører at da jeg kom hjem og præsenterede Harald Henriksen-træsnittet for fruen, så bemærkede hun at vi da vist allerede havde to træsnit af den samme kunstner oppe på første sal som er hendes domæne, og hvor jeg sjældent kommer. Det var nogle hun for nogle år siden havde arvet da moderen døde.

   Og ganske rigtigt og fuldstændig korrekt (undskyld blitz-reflekserne, det kan ikke undgås når de er i glas og ramme):

Serendipitet, er nøgleordet her.

Til historien hører så også at jeg nu har fundet fire af Harald Henriksens træsnit på nettet som var sat til salg af en kunstsamler i Jylland. De var - efter min vurdering - utroligt billige: 225 kr. pr. styk - inklusiv perfekt tilpasset passpartout.

   Så de er købt, er ankommet med posten, ser rigtigt dejlige ud - og er i meget fin stand.  Og de er sendt til indramning - inden jeg tænkte på at fotografere dem til dette blogindlæg!

Se de nyindkøbte træsnit i to følgende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html

Og endelig opdager jeg at han har været porcelænsmaler - såkaldt 'unikalmaler' for den Kongelige Porcelænsfabrik i  en række år, og har leveret malede unika-motiver til en række smukke porcelænsvaser og -krukker - så vidt jeg kan se - overført fra akvarelskitser - eller fra træsnit.
   Som her:

Hvis man vil se en meget stor del af Harald Henriksens billeder, både akvareller, oliemalerier og træsnit, så så kan man se dem i fine reproduktioner i bogen "Naturens spejl" som kan downloades her:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

En glimrende dokumenteret og illustreret gennemgang af Harald Henriksens udvikling af sin særlige og selvlærte farvetræsnitteknik findes i artiklen her:

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

Og endelig kan man finde en beskrivelse af hans arbejde som landskabsmaler med fokus på Bramsnæs vig og nærmeste omegn her:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf