Hold ikke på en hemmelighed, og bliv sund og rask og kreativ - ny forskning påviser at hemmeligheder som ikke deles med andre, opleves som en fysisk byrde og kan være skadeligt for helbredet

Denne blog har som en af sine mangefarvede tråde forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativitet og det der foregår i hjernen.

   For eksempel har jeg været interesseret i spørgsmålet om oplevelsen af (bestemte typer af) malerkunst, arkitektur eller musik kan virke helende og helbredende på psyken, ja måske i sig selv ligefrem være kreativitetstimulerende?

   På en tilsvarende måde som man nu også har videnskabeligt belæg for at forskellige former for meditation virker.

   Sådan oplever jeg det selv når jeg har ophængt billeder - især farvtræsnit - af min yndlingskunstner Harald Henriksen (som  jeg derfor er begyndt at samle på) i vores rum.

   Som nu det her:

Harald Henriksen: Brønshøj mose. 1947

Jeg har også været optaget af spørgsmålet om der er en sammenhæng mellem kreativitet og den neurobiologiske tilstand som kaldes synæstesi, hvor fx enkelt bogstaver, ord eller tal, automatisk udløser bestemte farver eller former som mentale automatiske ledsagefænomener.

   Illustreret her:

Flere generationer i fruens familie som alle er ekstraordinært kreative, har det sådan.

   Også en række kendte kunstmalere, forfattere og musikere var synæstetikere: David Hockney, Wassily Kandinsky, Vladimir Nabokov, Duke Ellington, Nikolai Rimsky Korsakov.
   Se flere navne her:

http://www.daysyn.com/synesthete-artists.html

Og ovennævnte Harald Henriksen har sikkert også været synæstetiker, for det er hans søn (musik  > farve), viste det sig.

Så har jeg også i mange indlæg forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativt sprog - som typisk er sprog som er kendetegnet ved konceptuel blending - og den fysisk-biologiske krop.

   For eksempel spørgsmålet om hvorfor og hvordan en lang række grundlæggende konceptuelle metaforer har kroppen og dens sanseapparat som reference: 'tiden LØBER', 'jeg gik i SORT', 'en SMERTEFULD lidenskab', 'TUNGE tanker', 'et VARMT forhold', 'en KOLD skulder', 'en KANTET personlighed', 'GUL af misundelse', 'en SKINGER farve', 'en SKARP hjerne', en DYB depression, etc.

   Sprogforskerne George Lakoff og Mark Johnson var dem der først for alvor udforskede det spørgsmål i deres epokegørende bog fra 1980 'Metaphors We Live By'.

Disse repetitioner og opsamlinger fra mange tidligere blogindlæg kommer her, fordi jeg i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 7. august fandt en artikel med den for mig fængende rubrik:

Tunge Tanker

Artiklen er skrevet af professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg.

   Ryberg fortæller om et psykologisk eksperiment der går ud på at vise hvordan det at holde på en hemmelighed i modsætning til det at fortælle den, påvirker forsøgspersonernes oplevelse af et billede af en nogenlunde stejl bakke:

Da forskerne efterfølgende gennemgik resultaterne, viste det sig, at de der forud var blevet bedt om at tænke på en hemmelighed, vurderede skråningen til at være langt mere stejl, end både de, der havde røbet deres hemmelighed (ved at skrive den ned på et stykke papir) og end kontrolgruppen (de to sidstnævnte grupper adskilte sig ikke signifikant). 

Et tilsvarende eksperiment med et andet billede viste et lignende resultat: Gruppen der holdt på sin hemmelighed, vurderede afstanden til et fjerntliggende hus på et billede som "signifikant større end dem der havde røbet deres hemmelighed" ved at skrive den ned på papir.

Jesper Ryberg paralleliserer disse ret så uforståelige resultater med andre eksperimenter:

I et nyligt studie har man således vist, at forsøgspersoner der bærer en tung rygsæk, vurderer en bakke som mere stejl end personer, der ikke slæber på noget. Tilsvarende estimeres afstanden til fjerntliggende huse som større, når man skal vurderer den med en tung oppakning på ryggen.

Altså: en fysisk byrde - eller mangel på byrde - påvirker perceptionen af omgivelserne.

   Og det er måske ikke så mærkeligt da det jo indlysende er en større fysisk belastning at skulle gå op ad en stejl bakke eller gå en lang vej - med en tung rygsæk - end uden:

Det er formentlig dette, der ubevidst influerer på folks vurdering af stejlhed og afstand. Men hvis det at holde på en hemmelighed også udgør en form for byrde for os - om end en psykisk en - så er det måske derfor, at man finder tilsvarende resultater, når det gælder hemmeligheders påvirkning af vores sansemæssige vurderinger.

Og så kommer koblingen til det jeg skrev oven for, nemlig at denne forklaring stemmer overens med de senere års forskning omkring konceptuelle metaforer "som viser at metaforisk tale (som for eksempel det at "bære på en hemmelighed")  ofte har en fysisk eller kropslig forankring", skriver Ryberg.

Han runder sin artikel af med at koble disse resultater sammen med at folk gerne bruger de sociale medier til anonymt at fortælle - og altså røbe - hemmeligheder, som de bærer på. Og derigennem bruger de disse medier til at 'lette sig' for hemmelighedernes skjulte men fysisk og mentalt tyngende byrde.

Selv kan jeg ikke lade være med at koble dette sammen med den beskrevne effekt af en 'mentor' på børn og unge som har oplevet mobning eller at en forældre forsvandt eller det ufrivilligt at skifte sprog, kultur og miljø som barn.

   Mange særligt kreative voksne fortæller i deres selv)biografi eller i interviews om den lettelse - og dermed mentale optøning af deres nedfrosne kreativitet - som det var at møde en voksen person der "så" dem og "forstod" dem (for første gang), og som de kunne betro sig til om deres sorg og vrede og angst.

   (NB! Disse personer tager med den slag formuleringer afsæt i den konceptuelle metafor: AT SE = AT FORSTÅ.)

   Den case jeg sidst har skrevet om for hvem det var tilfældet, er digteren Yahya Hassan:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.htm

Hjerneforskerne har også en forklaring på hvad der sker i hjernen når man holder på en eller flere alvorlige hemmeligheder - og ingen har den at dele med:

When you choose to hold onto a secret, your brain’s orbital prefrontal cortex simulates in your mind just how bad sharing the secret will be, imagining all the possible negative outcomes. “The prefrontal cortex is involved in decision-making, complex thought and deception,” says neurosurgeon Gopal Chopra, chief executive of PINGMD, which provides an app to facilitate communication between doctors and patients. If the two regions are at cross-purposes, the end result is what Chopra calls “the complications of emotional burden.”

   In other words, if your prefrontal cortex wins the battle within your brain over keeping a secret, the pressure it causes in the cingulate cortex leads your body to ramp up production of stress hormones. This is known as the “fight or flight” response, often triggered when we feel anxiety or fear. If the reaction persists, it can have potentially serious consequences. Every time you think about a deeply held secret, stress hormones such as cortisol can surge, impacting your memory, blood pressure, gastrointestinal tract and metabolism. “Those hormones also include norepinephrine,” Chopra says, “which affects parts of the brain where attention and responses are controlled.”

   The bigger the secret, or the riskier you perceive its protection, the more intense the conflict within your brain, resulting in higher anxiety and a more potent fight-or-flight effect.

http://www.forbes.com/sites/nextavenue/2013/10/24/keeping-secrets-can-be-hazardous-to-your-health/

Frivilligt eller ufrivilligt at føle sig nødt til at holde på hemmeligheder, kan altså være en trussel mod helbreddet i det lange løb.

   Åbenhed og ærlighed er sundere, er moralen.

   Og når forfattere fortæller at de er "lettede" over at være blevet færdig med en roman, så mener de det ikke kun i overført, metaforisk betydning, kunne det her tyde på.

   Og det at skrive dagbog hver eneste dag som er noget både mange politikere har gjort, og mange forfattere som fx H.C. Andersen eller Anais Nin gjorde, det får også hermed et ekstra perspektiv, synes jeg, 

I disse dage er resultatet af Statsløsekommisionens arbejde til livlig debat i medierne.
   Det var de to afslørende journalister Anton Geist og Ulrik Dahlin på Information som med deres journalistik åbnede sagen og dokumenterede de administrative ulovlighede for flere år tilbage.
   Birthe Rønn Hornbech måtte den gang gå af, og det må to højtrangerede embedsmænd fra ministeriet også gøre nu, fortæller nyhederne os.
   Journalisterne fik Cavling-prisen for deres nyhedsreportage-serie om sagen.

Ulrik Dahlin & Anton Geist

Men i lyset af disse aktuelle forskningsresultater om effekten af at skulle holde på en hemmelighed, så forstår man bedre Birthe Rønns mildest talt mærkværdige ukommunikative opførsel over for journalisterne på Christiansborg i den periode hun var integrationsminister. 

   Da hun grundlæggende er en retlinet person, har hun simpelt hen været så TYNGET af at skulle holde på hemmelighederne, at hun har været fysisk bange for at komme til at tale over sig til (ud)spørgende journalister, for at LETTE SIT HJERTE.

Jeg forstår nu også bedre hvorfor vores nye (gamle!) stramtmundede statsminister Lars Løkke Rasmussen skal udstyres med hele fem spindoktorer.

   En 'spindoktor' er nemlig jo en person M/K som en minister kan betro sine inderste hemmelige tanker og ønsker til, en person som er ansat til loyalt lægger ører til betroelserne, og som derefter har som job at omforme og omformulere dem til noget der kan accepteres i offentligheden og baglandet - som legitim politik der kaprer stemmer, eller modvirker at de forsvinder til DF.