The Beatles,The Illsly Brotheres og Johannes Mashiyane - om 'ring shout', 'pennywhistle-kwela' og kreative restriktioner

I Weekendavisen for en uge siden var der en artikel af René Gummer under rubrikken "Dans og Skrig" - 2. del af en artikelserie på to om "Rock og Religion".
   I centrum for artiklen er den sang 'Twist and Shout' som Beatles gjorde verdenskendt med John Lennon som forsanger og resten af gruppens som kor. Sangen var en del af deres første LP-album "Please Please Me" fra 1963. Hør og se den her:

Artiklen i Weekendavisen fortæller at det var det af numrene på LP-en der blev indspillet sidst i rækken. Og historien bag optagelsen er denne:

Efter en lang dag i  studiet var "Twist and Shout" blevet gemt til sidst fordi den forkølede Lennon vidset at når den var sunget ville hans stemme være væk. Der blev taget to takes det sidste overlevede ikke, så det første er det vi kender i dag; en 22 årig ung man  der råber sig langt ud af Liverpool og langt ind i historiebøgerne. Det er ikke så sært, for den desperate energi, der strømmer ud af Lennon, rammer lige så sikkert nu som for et halvt århundrede siden - også selvom manden selv kun havde en kimsende hovedrysten til overs for sin præstation, som han mente kunne gøres langt bedre. "Jeg skreg jo bare", sagde han i 1980. "Det havde ikke noget at gøre med at synge."

Historien for mig er et smukt og klokkeklart eksempel på hvad kreative restriktioner kan betyde for stor kunst.
   Der er stor risiko for at Lennons stemme forsvinder, den er så at sige på sit yderste den dag. Så sangen skal være i kassen med det samme. Og samtidig er hans stemme hæs og forkølet og egentlig for dårlig til sang. Så for at overkommet disse modstande, begrænsninger og det pres er Lennon totalt selvforglemmende fokuseret når han 'skrige-synger'. Og otuputtet: et fantastisk sangnummer der - fora at bruge en helt velvalgt kliché - i den grad kommer ud over rampen.

Men artiklen fortæller ikke bare forhistorien for nummeret, men også forhistorien for den genre som 'Twis and Shout' udspringer af. Og den eksemplificerer også betydningen af kreative restriktioner, for udviklingen af nyt.
    Sangen udspringer af en gospel-sangtradition som kaldes 'ring shout': "Præsten råber et budskab, og menigheden enten gentager eller svarer." Og nummeret blev oprindelig indspillet af en gruppe som hed "The Illsly Brothers" som var vokset op med og havde deltaget i gospelgudstjenester i den lokale First Baptist Church.
   Og så kommer forklaringen og pointen. "Som led i den total racedominans blev slaverne af deres hvide herrer forbudt at bruge trommer - et instrument  der på mange områder var definitionen af deres hjemegnes religion og dermed et slag i solar plexus til stort selvforståelse og og identitet."
   Så hvordan skulle de sort udtrykke det savn som manglen på trommer udgjorde - både musikalsk og identitetsmæssigt? Gummers artikel forklarer:

Slaverne var dermed overladt til at bruge kroppen og den lyde som instrumenter. De oprindelige ring shouts blev fremført sådan at en sanger begyndte med at bevæge kroppen til en indre rytme, der gradvist kom lyd på med klap og stamp. "Samtidig kom han eller hun med "spontane og emotionelt ladede udbrud, som de andre forsamlede gentog eller svarede på.

Til sammenligning her The Illsly Brothers´ originale udgave som Beatels´ altså er en - fabelagtig - kopversion af:

En af de musikgenrer eller stilarter som jeg som meget ung blev stærkt betaget af, var også et produkt af kreative restriktioner - restriktioner der i det her tilfælde lå i at de sorte i Sydafrikas byer under apartheid-regimet ønskede at spille en form for jazz, men ikke havde råd til instrumenterne. De havde kun råd til blikfløjter - 'penneywhistles':

Genren kaldes kwela, og her følger et eksempel på hvordan det lyder når musikken er bedst. Det er fra den LP jeg stadig har liggende derhjemme, købt da den udkom i begyndelsen af 60-erne. Titlen: "New Sounds of Africa":

Her oplysninger fra You Tube om musikkens oprindelse og om en af de helt store musikere, Johannes Mashiyane:

Johannes "Spokes" Mashiyane was regarded as one of the greatest pennywhistle artists that graced the South African kwela music scene from the 1950s to (approximately) the 1970s. His name was derived from the bicycle wheel spokes from which he fashioned his first pennywhistle. He claimed that the inspiration for his songs were from his dreams. He played with other kwela greats of his time and he enjoys a respectable following to this day.
   As a child Spokes Mashiyane (1933-1972) learned to play reed flute common among black cattle herders. When he moved to Johannesburg he got a pennywhistle and started to play his music on the streets for tips. This is where Strike Vilakazi, a talent scout for Trutone Records, first noticed him. And so began the career of South Africa's most famous pennywhistle player.
  Mashiyane worked with guitarist and composer Allen Kwela, and it was the latter's last name that became the title of the popular Kwela music of South Africa that dominated much of the black music scene during the 1950s.
   Kwela music's influence even crossed the artificial racial barriers caused by the politics of Apartheid, and many Boeremusiek tunes incorporated this "new" sound into the folk music of Afrikanerdom. 

Forløberen for 'the penny whistel' er altså en 'reed-flute' - en pile(træs)fløjte af den slags jeg selv har lavet og spillet på som barn, og som i årtusinder har været lavet over hele verden: