Musik, spejlneuroner og den kreative hjerne

I Påsken var der familiekomsammen. Et af mine børnebørn ligner sin mor i den alder - 17 måneder. Han er helt vild med musik og "danser" til den - eller når nogen synger. Udtrykker helt umiddelbar glæde og nydelse.

   Da min datter var på samme alder husker jeg at hun pludselig med høj klar stemme sang/nynnede Danmarks Radios pausesignal: melodien til "Jeg drømte mig en drøm i nat..."

   Hun havde lært melodien - uden at blive undervist - bare ved at høre den nogle gange i radioen. En melodi som nynnes, produceres af stemmbåndene (som er muskler) og læberne, tungeen og måndhulemuskulaturen i et kompliceret og koordineret samarbejde.

   Der går åbenbart en "vej" i hjernen - fra øret, over hjernens hørecenter og over til de muskler som producerer "sangen" så den lyder præcis som den melodi øret har hørt. Og når den vej er banet, så udløser det lyst- og glæde-hormoner i hjernens belønningssystem: endorfiner, dopamin, etc. - hver gang melodien høres og synges.

Musik, dans, sang, rytme - udgør en helhed som. når vi oplever det, sætter sig i kroppens spejlneuroner som en slags muskelhukommelse. Det vil sige: Når vi hører musikken, så aktiveres de dele af det motoriske system som også er aktivt når vi selv synger, spiller, nynner, trommer, danser - nemlig de spejlneuroner som sidder i præmotorcortex og i andre tilsvarnede netværk i hjernen, fx det der har med hørelse og stemme at gøre.

   Det bemærkelsesværdig er at denne spejling sker så nemt - og gør os så glade - som mit barnebarn så tydeligt giver udtryk for.

Det skriver bloggeren Suzie Heumann om i Huffington Post om:

I went to see Bonnie Raitt and Taj Mahal the other night in Oakland California. The setting was beautiful and the crowd was thrilled with the music and the vibes. Late in the program, as they sang a lusty, bluesy song together Taj began to wave his hands in the air and he encouraged us all to do it with him. Everyone began waving their hands and arms in the air and we all fell into a side-to-side sweeping, wave of ecstatic dancing! We were like one big sea anemone, an organism, waving in a sea of music and bodies and bliss.

   Why is it so easy to do this?

    Music is a universal language. It probably preceded speech. When you listen to or create music many specific areas of your brain light up. The thinking areas, the sensory areas, the memory areas, the motor areas, and even the anticipation and predictive areas of your brain light up during the silence between songs. (...)

    One of the other structures that lights up are the mirror neurons you have throughout your brain/body system. These are widely distributed in the brain but occur in the parietal lobe specifically to help you notice and track what your friends are doing. The same mirror neurons fire when you both follow where someone else is looking, with your attention, and when you are doing the looking all by yourself. They are, for all purposes, the same thing to your brain - either doing the looking or watching someone else as they do the looking. Non-duality - "I am both the observer and the observed"! Consequently, we all did what Taj told us to do, once we had looked to our right and left to see if our friends were doing it too!

    Mirror neurons help keep you in line with your tribe and keep you connected to others. They help regulate your bodily functions, social behavior, what you do and say to another, how you interpret another's actions and they encourage you to act and feel the way the majority is acting and feeling at any given moment. Mirror neurons are what make you social. They help 'teach' you to be a part of your tribe. You, and everybody else in your tribe, keep an 'eye' out, so to speak, for unity, divisiveness, action, calm, eating, yawning, laughing, and a myriad of other social signals that make you either a part of or separate from the rest. Both listening to and playing music draws on your attention, your anticipation and your mirror neurons too.

http://www.huffingtonpost.com/suzie-heumann/orgasm-mirror-neurons_b_302322.html

På Facebook modtog jeg et link til en YouTube-video som er fascinerende og gribende, og som demonstrerer at forskellige netværk har forbindelser og er aktive hvis man bare trykker på den rigtige "kontakt".
   Talecentret, den episodiske hukommelse, og de muskler du bruger til at synge og spille med, er neurologisk forbundet sådan at når du hører en melodi som din krop kan huske via premotorcortex, så åbner det en række neuro-forbindelser mellem forskellige centrer så de aktiveres og samarbejder. 

   Se bare her:

"Neurons that wire together fire together" (eller omvendt), er et af den moderne neurovidenskabs slagord, og videoen viser jo at musik er bredt forbundet til personligheden, erindringen, bevidstheden og kroppen - også når omgivelserne ellers helt har opgivet kontakt.

One of the key factors in the human brain’s ability to change via neuroplasticity is that neurons form interconnections based on simultaneous firing over a period of time. According to Norman Doidge, author of The Brain That Changes Itself, this theory was first proposed by none other than Sigmund Freud, but was articulated in more detail by Canadian psychologist Donald Hebb. Doidge attributes this neat summary to neuroscientist Carla Shatz: Neurons that fire together wire together. 

 http://www.neurosciencemarketing.com/blog/articles/neurons-fire-together.htm

Christian Braad Thomsen - og udenadslærens velsignelser i "intelligent memorering"

Jeg synes det var hårdt at skulle lære samlevers, kongerækker og tabeller i skolen. Jeg gjorde det, men fra  starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødeselsdage, telefonnumre. Så jeg løser problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig.

   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen. Rubrikken er "At huske med hjertet", og overliggeren har etikketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

HBN´s indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:

Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.

Senere i artiklen fremhæves det at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst terperi, at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.

   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder længe, eller for evigt. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: 7 gane 8 er 56 - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - mneomoteknikker - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom en metafor - mentalt at sammnekoble det svære  fx en tales forskellige afnsit i rækkefølge - med noget fyisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: basic-level-kategorier.

   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem, når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.

  Altså koblede de forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af en tekst. Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental blending af to konceptuelle rum, sådan at de blev koblet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.

   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum, når et nyt afsnit af talen skulle udsiges.

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn. Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolbænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:

- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.

- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.

- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse, som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 

   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:

Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.

Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  

   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har omvendt sig offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode.

   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken "Intet er lært, som ikke huskes". Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly C-mihalys bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Crativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 

   Mihaly C-mihaly er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 

Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.

Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.

"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."

   Rubrikken til det kapitel lyder:

THE MOTHER OF SCIENCE

Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":

The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)

   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 

Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 

   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.

   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.

   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 

   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets basic-level-kategorier.