Ingenting - og alting - når less is more og nothing is more worth than anything

Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om Oliver Stillings tema INGENTING som han med stor succes og overaskende resultater har "kørt" på bagsiden af Politiken i en rum tid. Som et eksempel på det jeg kaldte serendipitet-journalistik. Altså journalistik hvor man ud fra et meget snævert og tilsyneladende ikke særligt interessant tema, går på opdagelse i virkeligheden efter uforudsigelige og uforudsebare historier. Og de er der - altid - heldigvis - tilfældigvis.

   Det illustrerer naturligvis fænomenet 'kreative restriktioner' og princippet hentet fra lærebøgerne i kreativitet og ideudvikling: LESS IS MORE.

Stilling meddelte for en lille uges tid siden at nu lakkede temaet mod enden - altså mod nul og nix  -  ingenting. Men nej, læserne ville ikke acceptere det. Lagde pres på redaktøren, så han nu har besluttet at fortsætte det på ubestemt tid. 

I princippet fungerer min blog på samme måde. Jeg ved der hele tiden er en side til rådighed hvorpå der er skrevet - ingenting. Og så må jeg jo finde på noget - i hvert fald en gang om ugen - for at holde den i live. Og leve op til forventningerne - mine egne og de læsere jeg har.

Og det er klart at det er sådan fantasien og kreativiteten fungerer. Den aktiveres af det der ikke er der - af "ingenting". 

Jeg havde da jeg var Direktør på TV 2 ØST en meget kreativ redaktionssekretær der med passende mellemrum når alle reportere var kommet og havde sat sig omkring bordet til morgenmødet, kiggede sig omkring og sagde: "Jeg har ingenting på sedlen i dag". 

   "Sedlen" var den dagsliste med historier som han på normale dage delte pligtopgaver ud fra til de vagtsatte journalister. Og det fungerede i længden på den måde at reporterne selv blev sløve og ikke selv mødte op med ideer.

   Så for at bryde rutinen og vanen, blev redaktionen med uforudselige mellemrum konfronteret med "det tomme bord". Den umiddelbare reaktion var den ønskede: frustration - som ofte er den første fase i den kreative proces fordi rutinen er brudt sammen.
   Hver gang kastede denne ingenting-gimmick overraskende og anderledes nyhedshistorier af sig. 

Lidt på samme måde fungerer sommerens agurktid. De normale nyhedskilder tørre ud og går på ferie.

Og redaktionerne må så - ud af ingenting - opfinde og producere læsværdige og interessante historier.

Og tit - må jeg tilstå - så var sommerens avislæsning mere interessant og inspirerende end når nyhedsmaskinen kører på fuld knald resten af året. 

Jeg er jo interesseret i malerkunst og er selv i det små begyndt at male akvarel. Og det foregående blogindlæg handlede om portrætter. Så i Oliver Stillings og denne blogs ånd, googler jeg "maleri af ingenting". Og selvfølgelig: Som det først tilbud kommer link til en hjemmeside hvor en akvarelmaler tilbyder at male portrætter for en rimelig pris hvis man sender et foto. Hjemmesiden har titlen "ALT OG INGENTING". Her et link:

http://stj-altogingenting.blogspot.dk/p/bestil-maleri.html

Næste henvisning er til Statens Museum for kunst. Her er en afbildning af bagsiden af et maleri - tror man:

Det er snyd, en illusion, ingenting. Teksten for klarer blandt andet:

Kort om 'Trompe L'oil. Bagsiden af et indrammet maleri

Værkets motiv er bagsiden af et indrammet maleri. Det er en gimmick, der skal narre os til at tro, at motivet er en ægte bagside og ikke en malet forside.

   Værket er uindrammet og dets illusion virker kun, såfremt det får lov til at stå på gulvet og forblive uden ramme.

   Man kan sige, at værket i virkeligheden forestiller ”ingenting”. Det er tømt for det som andre malerier fra denne periode har, nemlig et motiv, der forestiller noget andet.

   I stedet for et motiv lægger dette værk vægt på maleriet som et objekt, det vil sige maleriet som en fysisk ting med blændramme, lærred og evt. rammeliste.

Se mere på dette link:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/vaerker/vis/trompe-loeil-bagsiden-af-et-indrammet-maleri-1670/

Og hvis jeg googler på "painting of nothing", så dukker her er et maleri af kunstneren Bob Low ogp med titlen 'Nothing to be afraid of':

Auktionsfirmaet som udbød det, havde sat vurderingen til 100.000 dollars.

   Så 'ingenting' kan også have stor værdi - hvis det bliver framet på den rigtige måde.

Den skæve indgang med det snævreste fokus - 'serendipitet-journalistik'

Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Og jeg husker ikke det noget der er skrevet om i lærerbøgerne  i journalistik. 

   Men det er en form for tema-journalistik hvor det tema man vælger som journalistisk frame og fokus, er minimalt, overraskende og ekstremt snævert. 

    Det har noget at gøre med fænomenet 'kreative restriktioner' - det som kommer til udtryk i slogannet "less is more".

   Jeg ved ikke hvor udbredt det er i andre aviser, men Politiken har dyrket det ganske meget. Ikke mindst 'bagsiden' hvis journalistik lever af at læserne føler sig så inspireret at de bidrager.

   Fx da bagsideredaktøren Oliver Stilling for et års tid siden lavede en "kampagne" for at læsere skulle tilbagelevere ting som de mere eller mindre uretmæssigt havde fået op under neglene, og som egentlig var statens eller det offentliges ejendom. Hvert nyt stykke offentlig ejendom som læserne gav besked om at de havde i gemmerne og nu ville levere tilbage, udkrystaliserede spøjse og interessante historier der kastede lys over ukendte, eksotiske og perspektivgivende sider af fortidens liv.

Oliver Stilling har nu i flere måneder haft en tilsvarende ekstremt produktivt og kreativt bagsidetema:

"Ingenting" 

Vel nok det snævreste og mest minimalistiske journalistiske tema man kan tænke sig. Et der negerer næsten alle nyhedskriterier: væsentlighed, konflikt, aktualitet, sensation. Men måske netop derfor appellerer det tydeligvis til læsernes fantasi, så der kommer både illustrerende billeder og sjove historier i en lind strøm.

   Som fx i dag: Et bygrænseskilt der markerer starten på 50 km fartbegrænsning - men uden bynavn. Eller forleden hvor en læser havde indsendt et fotografi af en håndskrevet grafitti fra Det Kongelige Teater på en væg til en trappenedgang hvor der stod: "Trappen til ingenting".

   Men har man fulgt med også i resten af avisen, så har man kunnet konstatere at dette antitema i den grad har appelleret til kollegerne at det også har givet afkast med interessante historier andre steder i avisen. Fx Kjeld Hybels artikel med rubrikken ...

Dansk rigmand lancerer projekt om ingenting

Også avisens vittighedstegner Per Marquart har følt sig inspireret:

Som et bidrag til Oliver Stillings bagsidetema om 'ingenting' ses begrebet her som afstanden mellem 'vuggestuen' og 'alderdomshjemmet'. Tegning: Per Marquard Otzen

Hvem ved, måske er OLiver Stilling blevet inspireret af en artikel fra november sidste år af Peter Jørgensen med rubrikken ...

Ny undersøgelse: Fox News er ikke bedre end ingenting

... og underrubrikken: "Ny undersøgelse påviser, at folk, der ser Fox News, ved mindre om verden end folk, der slet ikke læser eller ser nyheder."

Til denne journalistiske strategi hvor virkeligheden opdages, ses, vinkles og beskrives gennem et nåleøjes optik, hører også de serier som vist nok alle regionale tv-stationer har haft kørende i sommerperioden på et eller andet tidspunkt: En redaktionel pil kastes mod et landkort over regionen, og det sted hvor pilen rammer, tager man så ud til og laver historier fra. Ideen er journalistisk at komme ud og beskrive miljøer  hvor man med de normale nyhedkriterier aldrig ville komme ud og lave reportager fra.

Og Politiken har i de sidste uger kørt en artikelserie fokuseret gennem buslinje 5A i København, en sjov og anderledes reportageserie af Flemming Christiansen og Jakob Sheikh, som har givet et kreativt afkast af både oplevelses- og perspektivrige artikler om mennesker, trafikpolitik og forskellige sociale miljøer i København. Her nogle af rubrikkerne:

Nørrebro samler turban, tørklæder og træsko i 5A5A har snart flere kunder end lufthavnen

Busnørden Thomas: Jeg kan kende forskel på 5A og 350S på lyden

Bussen tegner et tydeligt billede af klasseopdelingen i samfundet

Det sidste eksempel jeg vil fremhæve her er fra Politikens kulturtillæg i dag. Artiklen har rubrikken: "Næste stop: Et bedre liv", og er skrevet af Charlotte Sejer. Manchetten lyder:

Den nye fotobog 'Bus fra Bagdad' af Henrik Saxgren tager os dybt ind i det storkøbenhavnske busmiljø, hvor mange af chaufførerne bag rattet kører dere betroede last af mennesker rundt i gaderne med dyrekøbt stolthed.

I første omgang er det billederne der fanger og fascinerer mig: "Repræsentative" interiørbilleder fra "sofastuen" i forskellige indvandrerhjem hvor familien er opstillet og iscenesat i deres fineste tøj - med det medlem - mand eller kvinde - der har arbejde som buschauffør i Københavnsområdet - stående forrest i billedet - i en positur som udtrykker stolthed. Som her:

Ifølge forlagsteksten består bogen af "43 beretninger om 46 buschauffører, der alle har foretaget en meget lang rejse fra b.la. Chile, Kenya og Indien for at få et bedre liv. De fleste er rejst fra krig eller fattigdom, og mange har gældsat sig for at komme til Danmark."

   Når jeg læser teksterne til billederne i Politiken der er sammendrag af Saxgrens tekster fra bogen, får jeg en collage - en farverig mosaik -  af fascinerende, rørende, dramatiske indvandrer-skæbner og historier. Fælles for de fleste hovedpersoner er at de er stolte af deres job, og at jobbet som buschauffør giver dem og familien social anseelse og selvværd. 

   Billederne og teksterne er mentale øjeåbnere. Jeg vil nok altid for fremtiden når jeg stiger op i en bus, se med positive øjne på chaufføren med det mørke hår og den brune lød, og på den indre skærm vil jeg se en flimrende film af de hukommelsesspor som fotos og fortællinger fra Saxgrens bog har afsat i mig.

Hvad skal vi kalde den slags journalistik som på mange måder er mere kreativ, horisont- og bevidsthedsudvidende end det meste af det der ellers fylder avissiderne og tv-fladen?

Selvom det er et besværligt ord at sige, så er et begreb fra kreativitetsteorien relevant og det mest præcise. Jeg har tidligere skrevet om det, og du kan søge på ordet i denne blogs søgefelt: 

'serendipitet' 

... der betyder noget i retning af 'det heldige tilfælde' - 'det at finde noget værdifuldt, uden at søge eller jagte det'. 

   Eller den mest anskuelige definition: 'At søg en nål i en høstak, og ende med at komme ud af den igen - med bondens datter!'

   Så det er fagtermen for fremtiden for denne særlige kreative og produktive form for journalistik: 

"Serendipitet-journalistik"