Sense af ugency - har styret en stor del af mine kreative handlinger siden CML-diagnosen

Jeg skrev i det foregående indlæg med det symbolske og metaforiske indledningsord "Deadline", om begrebet/følelsen af det engelske "Senese of Urgency", som et fænomen der kan fremskynde og stimulere kreative processer.
   En følelse af at "nu haster det"  har jeg oplevet i stadig stigende grad siden  jeg for 2-1/2 år siden fik stillet diagnosen CML:
   Grundspørgsmålet: Hvad skal du have nået inden du når frem til svingdøren der kun går udad?

Det overordnede svar har været: Overskride mine personlige grænser for at bede andre om hjælp. Det har jeg nemlig aldrig været særlig god til.
   Eksempler:

-  En kusine viser sig at være keramik-skulptør:
   Jeg bestiller en skulptur af Fister - og ja, surprise, surprise: Det vil hun meget gerne. Og sådan kom han til at se ud i stentøj, her sammen med modellen:

- To af mine morgensvømmer-venner er på hver sin måde ferme handymen. Jeg beder dem om hjælp til at gøre en ny tunge el-cykel køreklar, og til at få lavet særligt udformede brædder der gør det muligt at få den ind og ud af vores gang og op og ned ad vores udetrappetrin.
   De siger ja, og løser de kreative udfordringer med uhæmmet fornøjelse.

- Jeg beder mine to døtre om hjælp til kørsel frem og tilbage til Roskilde, da Hanne er forhindret.
   De gør det med uhæmmet glæde og er nærmest skuffede dat det holder op.

- Min ene svigersøn kører mig nogle gange og er med inde hos lægen. Han kan læse engelsksprogede forsknngsartikler om biologiske emner, og tjekker derefter hvad tallene siger de følgende mange uger og måneder.
  Ekstremt beroligende når man ellers har en meget indgroet skepsis til hvide kitler, nåle, piller, bivirkninger, mv.

Jeg beder mine døtres søster som adopteret af min første kone efter skilsmissen - også fra Korea, om at lave sølvindfatninger til to 10000 år gamle amulet-smykkesten som jeg havde med hjem fra vore Burma-rejse. Meningen var at det skulle være en personlig gave fra mig til dem.
   Søsteren som er udlært guldsmed, tager glad mod udfordringen, og løser opgaven med kreativitet og bravur. Og mine døtre bliver glade for smykkerne, der er, om ikke kønne, så i hvert fald meget personlige:

Så kommer vi til akvarellerne:
   Allerede inden jeg fik stillet diagnose og mit live og min tanker blev domineret af Leukæmien, var jeg begyndt at tage imod bestillinger på akvareller med forskellige ønskede motiver.
   Jeg havde besluttet at jeg ikke ville udstille og at jeg ikke ville sælge. Men at jeg gerne ville prøve at indfri aftaler om en eller flere akvareller - uden at jeg var bundet af dem hvis jeg ikke syntes jeg kunne indfri dem når det kom til stykket.
   Det hobede sig op med bestillinger: mest fra familiemedlemmer (fx børnebørns fødselsdage). Men også venner fra middagsklubben endte med at få nogle af mine akvareller hængende på væggen i glas og ramme.
   Fx de her tre med motiver fra Stevns hvor de bor:

Det jeg så opdagede på det tidspunkt, var at "det ene billede tog det andet" - dvs. når jeg var igang med en motivserie, så åbnede det for lysten til at male flere inden for genren, også selv om der ikke var andre end min egen lyst der lavede bestillingen. Her som man ser at male motiver med hav og sten fra stranden ved Ordrup Næs:

Jeg kunne blive ved med at fortælle om diverse kreativitetsfremmende , men stopper snart!
   De sidste provokerede bestillinger kom dels fra en af mine morgensvømmervenner - den kreative murermester. Han ville ved lejlighed geren have nogle akvareller med motiver af Nordhavnen i Vordingborg, til væggene i det gamle sorte pakhus hvor han og en række andre solide og vordingborgske fiske- og jolleentusiaster holdt til og arbejdede i deres fritid. Og med den særlige betingelse at selve pakhuset skulle være en del af motivet.
   Den sidste betingelse kom dog bag på mig, men jeg havde selv været ude om det.
   Da jeg nogenlunde var kommet over min seneste tur med blodtransfusioner i tre måneder for lidt under et år siden, besluttede jeg nu skulle det være. Jeg havde i vinterens løb tage nogle fotos, og nu tog jeg flere.
   Og så kom den her serie ud af det som nu hænger synlige for enhver i glas og ramme i indgangen til pakhuset:

Gutterne i det sorte pakhus blev synligt glade for de nye ægte akvareller til dere væg.
   Og mig gav det mod på at male en bestilling jeg ikke er sikker på jeg fik, men i hvert fald på at den burde jeg have fået: Motiver: Kirken og Kungsgaarden i Dalby i Skåne hvor vores gode svenske madklubvenner bor:

 Dem var jeg meget tilfreds med. Her udnyttede jeg at jeg havde købt nogle Winsor& Newton "markers" som jeg brugte til tagsten og kamepstensmurværk.

Og for nu at stoppe den lange historie et lidt tilfældigt sted, så fik jeg fx. også en bestilling fra min kreative frisør i Vordingborg - med deres West Highland White Terrier Oscar som motiv.
   Hej Oscar! Hvordan er det at lære at skulle gå i sele?
   Et ungdomsbillede:

Og her Oscar som noget besværet senior som siger farvel efter en klipning - altså min - gennem glasdøren ind til salonen:

Jeg har stadig en del bestillinger liggende på computeren. Hvor mange jeg når at indfri, er jo nu ret usikkert.

Hvad er å den kreative udfordring ved bestillingsarbejder?
   At hvert bestilte motiv kræver særlige tekniske løsninger i akvarel som jeg aldrig ellers ville have påtaget mig den udfordring at opfinde og udvikle.
   Besværet ved at løse opgaven gør at jeg kommer i flow, glemmer mig selv og min krop og sygdom.

Historien om to ældgamle 'dzi beads' - altså stenperler - fra Burma - og hvad der siden skete.

Oldgamle stenperler fra Burma

Da jeg og fruen og fruens søster (kaldet 'moster' i familien) for nogle år siden tog en turistrejse til 'Myanmar' (i mit hoved og i resten af indlægget stadig 'Burma') et sydøstasiatisk land der ligger mellem Bangladesh og Thailand, havde vi en glimrende, men også en lidt speciel guide til at lede os rundt og fortælle om hvad vi så og mødte på turen.

   Ud over at være guide, så viste han sig også at være underviser i meditation med sin egen hjemmeside, gymnasielektor i dansk, vandringsmand i det bjergrige Nordindien hvor der findes en række små bjergstater som Nepal, Buthan, Sikkim. Og så naturligvis Tibet.

   Men denne vores kreative guide var også samler og forhandler af gamle stensmykker/amuletter fra Indien, Tibet, Afghanistan og Burma.

   Og deltagerne i vores rejseselskabsgruppe fik hvis de blev fortrolige med ham, mulighed for at købe nogle af disse stensmykker som han havde et lille udvalg af med på rejsen.

   Det gjorde jeg.

Som det fremgår af en række tidligere blogindlæg, er jeg jo selv lidt manisk hvad angår samleri (dog aldrig i den sygelige form). 

  Og allerede som dreng havde jeg erhvervet mig en lille samling af redskaber fra stenalderen: flinteøkser, flintespyd- og pilespidser, flintesave og -skrabere.

   Og siden fik jeg så også samlet mig en del forsteninger af dyr og dyredele fra de danske og svenske kridt og kalkaflejringer (Møns og Stevns Klint, Ølands og Gotlands-kalk.)

   Som voksen - fra omkring jeg var 24 år og mange år frem - har jeg ved Vesterhavet og andre  danske kyster indsamlet mig en pæn hoben af mange forskellige danske strandsten  - som jeg så har slebet og poleret:

Porfyr

Hornblende

Flint

Hornblende

Så som inkarneret 'stenoman' jeg skulle naturligvis købe et par af guidens gamle burmesiske stensmykker - sten-perler.     

   Og da han var ekspert på området og stenperle-handler med international hjemmeside og status, så tror jeg på at han borger for kvaliteten, og altså er garant for at de to jeg købte, er ægte og ikke senere forfalskninger eller helt nyproducerede.

 

Den slags omtales på nettet som 'beads' som betyder noget i retning af 'kunst-perler'.  Og de har altså enten været brugt i en halskæde eller et armbånd af 'ancient beads', eller de kan også have været båret enkeltvis i en snor om halsen.

Som fælles betegnelse for den slags findes navnet 'dzi beads'.

    Wikipedia fortæller:

Dzi bead (Tib. གཟི།; pronounced "zee"; alternative spelling: gzi) is a type of stone bead of uncertain origin worn as part of a necklace and sometimes as a bracelet.

   In several Asian cultures, including that of Tibet, the bead is considered to provide positive spiritual benefit. These beads are generally prized as protective amulets and are sometimes ground into a powder to be used in traditional Tibetan medicine.

   Beads subject to this process have small "dig marks" where a portion of the bead has been scraped or ground away to be included in the medicine.

   Some dzi exhibit grinding and polishing of one or both ends, again the result of reduction for use in traditional Tibetan medicine or, in some cases, due to the bead's use as a burnishing tool in the application of gold leaf to thanka paintings or gilt bronze statuary.

   The most highly prized dzi beads are those of ancient age, made of natural agate. The original source of these beads is a mystery. While the traditional, ancient-style beads are greatly preferred, new modern-made dzi are gaining popularity amongst Tibetans.

I Burma henføres disse gamle stenperler til den såkaldte Pyu/Tirkul-kultur som bl.a. kendetegnede en håndfuld bystater i øvre og centrale Burma fra 200 BC til 900 AC:

The Pyu city states (Burmese: ပျူ မြို့ပြ နိုင်ငံများ) were a group of city-states that existed from c. 2nd century BCE to c. mid-11th century in present-day Upper Burma (Myanmar). The city-states were founded as part of the southward migration by the Tibeto-Burman-speaking Pyu people, the earliest inhabitants of Burma of whom records are extant.[2] The thousand-year period, often referred to as the Pyu millennium, linked the Bronze Age to the beginning of the classical states period when the Pagan Kingdom emerged in the late 9th century.

Kort over Burma omkring år 1000

Så det blev de her to jeg erhvervede mig  på en af de sidste dage på rejsen: en  bjørnefigur, sikkert af kvarts, med hul igennem til en snor - og et cylindrisk lagdelt trefarvet agatperle - tilsvarende med hul igennem til en snor.

Hvad guiden tog for disse gamle 'kunstperler', husker jeg ikke. Men hvis ikke jeg havde syntes at prisen var rimelig, havde jeg nok ikke købt.

Den cylinderformede stribede smykkesten kaldes på internettet "military bead'' - "because the stripes somehow remind some people of the stripes used on uniforms".

   Den slags udgøres som regel af mineralet agat, og striberne er sikkert fremkommet ved en eller anden kemisk proces under bearbejdningen af stenen.

   Da den er trefarvet, så stammer den muligvis ikke fra selve Burma (derfra har jeg på nettet kun set tofarvede stribede cylinderformede beads), men mere sandsynligt fra Nordindien-Himalaya-Tibet-området, altså i områderne nordvest for Burma  - måske Buthan eller Nepal.

   De har sandsynligvis været brugt som lykkebringende eller beskyttende-mod-onde-ånder-amuletter, og som sagt har de ofte indgået i hele perlekæder:

Den anden smykkesten som tydeligvis forestiller en bjørn, er en såkaldt 'zoomorphic bead', og henviser til den ældgamle animisme-religion i Sydøstasien, og i Kina, Korea og Japan hvor man tillagde sten, træer, bjerge, dyr og fugle magiske evner som en slags lokale ånder eller guder.

   Krystalbjørnen er altså også en amulet der skulle give bæreren bjørnens styrke og mod:

In the kingdom of spirit animals, the bear is emblematic of grounding forces and strength. This animal has been worshiped throughout time as a powerful totem, inspiring those who need it the courage to stand up against adversity. As a spirit animal in touch with the earth and the cycles of nature, it is a powerful guide to support physical and emotional healing.

Når jeg nu havde erhvervet de her to 'kunstperler', hvad var tanken så? - At jeg skulle begynde at samle på dem? - Nej!

  -  Planen var at jeg ville købe en sølvkæde til dem når jeg kom hjem så man kunne have dem om halsen, og så forære en til hver af mine to smukke døtre som begge er adopteret, ikke fra Burma/Myanmar, men fra Korea - i første halvdel af 70-erne.

 

Nogle uger efter hjemkomsen fra Burma, gik jeg derfor til en lokal sølvsmed (og urmager), og - fik en spand kold vand i hovedet: Sølvsmeden havde simpelt hen ikke sølvkæder der var så tynde at de kunne gå igennem hullet i stenene.  Og ekspedienten kunne ikke tilbyde andre løsninger på ophængsproblemet.

   Så jeg gik bort med uforrettet sag. Frustreret.

Jeg legede så med tanken om en silkesnor eller et lignende tekstil, men så blev jeg optaget af andre ting, og de to ældgamle hullede 'kunstperler' fik lov at ligge og samle støv i min skrivebordskuffe i flere år.

   Indtil mine døtres halvsøster, som også er fra Korea, sidste år bestilte to akvareller med et dompap-par som motiv.

   Dem lavede jeg med glæde, og dem fik hun,

   Og da jeg afleverede dem, fik jeg ideen at hun kunne løse problemet med ophænget på en kreativ måde.

   Hun var nemlig uddannet guldsmed, og det var vel sådan noget en guldsmed kunne: lave en slags indfatning der kunne munde ud i et 'øje' til en sølvkæde?

 

Halvsøsteren blev glad for bestillingen, det var tydeligt.

   En 'fri opgave' - med et produkt der var beregnet til hendes to storesøstre, som hun faktisk tidligere også har lavet smykker til, var en positivt oplivende udfordring, noget der stimulerede kreativiteten, fornemmede jeg.

   Og for ikke så længe siden fik jeg så resultatet. 

   Sådan ser de ud - med hver sin individuelt formede og tilpassede sølvindfatning og en sølvtråd igennem hullet til kæden om halsen:

Stenen i den cylinderformede trefarvede 'military bead' har fået endestykker af sølv. 

   I det øverste endestykke med øjet sidder en lille blomst med et blad af sølv:

På det nederste endestykke er indgraveret modtagerens initialer og nogle klassiske svungne dekorative skilletegn (som et liggende S):

Den zoomorfiske 'bjørn' i krystal har øverst under 'øjet' til kæden fået en 'hat' af et fingerfilodendron-blad  som tydeligt ses her:

For neden står bjørnen nu på en gren med en lille kløft i den lange ende:

Mission accomplished. Kreativt og originalt. 

   Jeg tror mine døtre bliver glade for gaverne når jeg finder en god lejlighed til at komme af med dem.

Men det er også tankevækkende at en af de store oplevelser på vores Burma-rundrejse var et besøg over flere dage på Bagan-sletten hvor stupaer, templer og pagoder i tusindvis er spredt ud over landskabet - som kirkerne hos os fra vores middelalder. 

Stupaer på Bagan-sletten i Burma

Disse fascinerende 800 til 1000 år gamle bygningsværker er altså det varige udtryk for den budhistiske kultur og religion som bredte sig fra Indien og Cylon til Burma, og som omkring år 1000 overtog kulturen og magten efter den ældgamle animistiske Pyu/Tirkul-kultur og religion der havde rødder tilbage til stenalderen.

   Pyu/Tirkul var en kultur  hvis umiddelbare og synlige spor tusind år efter den blev assimileret med den budhistiske, stadig kan købes synligt og konkret på markeder i form af mange af de amulet-perler af agat eller krystal der er til salg, og som jeg altså købte to af. 

   Men en kultur som også og ikke mindst kommer til udtryk i den stadig udbredte tro på og dyrkelse af ånder: 'nats'.

Myanmar's folk religion refers to the animistic and polytheistic religious worship of nats (deities of local and Hindu origin) in Burma (Myanmar). Although the beliefs of nats differ across different regions and villages in Burma, there are a handful of beliefs that are universal in Burmese folk religion.

   A nat is a spirit or god who resembles a human in shape that often maintains or guards objects. When people die, they can become nats. Those who become nats often have a gruesome violent death which explains their vengeful nature.

   Nats also are believed to have the ability to possess animals, such as tigers or alligators. These spirits can also be found in nature in things such as trees and rocks.

   The majority of these nats are viewed as troublesome and irritable. They require calming, food and offerings.

Her link til vores Burma guides meget omfattende hjemmeside om 'ancient beads', beskrevet fra forskellige faglige vinkler og i alle mulige sammenhænge:

http://www.ancientbead.com/index.html

Festival for 'NATS' i Burma - mulighed for LGBT for at optræde offentligt og legitimt

Jævnligt læser vi i medierne om konflikter i forbindelse med parader for seksuelle minoriteter, ikke mindst i østeuropæiske lande, minoriteter som samlet forkortes LGBT (lesbian, gay, bisexual, transgender) .

   I Burma har man 'løst' problemet ved en form for kulturel blending.

I Burma/Myanmar er der mange religiøse festivaler - faktisk året rundt - sådan ca. en pr. måned. Datoerne for de forskellige festivaler er bestemt i forhold til den traditionelle Burmesiske kalender, som igen er knyttet til månens gang på himlen hen over året. 

   På vores Burmarejse i januar oplevede vi ikke nogen af disse festivaler, men for et par dage siden hørte jeg et indslag i radioprogrammet orientering om en af disse festivaler: 'Taung Byone Nat Festival', som i år afholde i perioden 9.-16. august, et indslag som i gay-pride-parade-sammenhæng er interessant.

'Nat' refererer til noget jeg skrev om i mit sidste indlæg i Burmarejse-serien: naturånder - og dermed til den ældgamle religion 'animisme' der stort set har været grundreligionen da alle mennesker på jorden endnu var "oprindelige folk", en religion hvor man tror på at naturen, både dyr, planter og landskabsdeleer besjælede med ånder.  

   Denne festival for 'Nats' i Burma beskrives officielt sådan:

The most crowed Nat (spirit) festival in Myanmar. People all over the country come and worship the Nat. the festival of Taung Byone in a very peculiar and particular festival that although Myanmar Buddhists are not actually spirits worshippers, thousands of country folks and townspeople alike flock to this yearly festival of "Nats" near Mandalay to participate in its joyous, light-hearted merrymaking. The small Taung Byone Hill and surrounding areas had been "awarded" to the "Nats" as a special province of their own by Myanmar Kings since the Bagan Dynasty in the 11th century. Once a year, festivals are held to honor these "Nats" – Taung Byone Brother Nats (Ko Daw Gyi & Ko Daw Lay).

Naturånder i Burmesisk aftapning har menneskelig karaktertræk, ønsker og behov. Men, fortæller Wikipedia, de er umoralske, frække, farlige og fulde af fejl og mangler:

They are flawed, having desires considered derogatory and immoral in mainstream Buddhism. During a nat pwè, which is a festival during which nats are propitiated, nat kadaw (lit.: nat lady, i.e. mediums) dance and embody the nat's spirit in a trance. Historically, the nat kadaw profession was hereditary and passed from mother to daughter. Until the 1980s, few nat gadaws were male. Since the 1980s, transgendered gay men and transvestites have increasingly performed these roles.

Det vil sige at den sociale rolle som medier for naturånder, kaldet 'nat kadaw' i stigende grad varetages af homoseksuelle, biseksuelle, transvestitter eller transseksuelle (LGBT),  som klæder sig ud som kvinder (eller omvendt: som mænd). Og disse nat-medier samles i tusindtal når der er nat-festival, fremgår det af flere kilder.

   Det er interessant, for disse grupper har jo biologisk set en form for blended - grænseoverskridende seksualitet. Og samtidig er disse former for seksualitet kriminaliseret i Burma, ligesom i mange andre lande.

   Men i ly af disse ældgamle religiøse fester hvor medier klæder sig ud, bliver 'besat' af naturånder og i trance fester vildt og uhæmmet, kan ellers forbudte seksuelle minoriteter få en form for  kreativt og befriende socialt åndehul - og en slags legitim status. 

   Her følger et udsnit af en reportage som netop tematiserer dette:

With thousands of spirit mediums in town, there’s a bit of a monopoly on who can get possessed here. Only recognized natkadaws, “the wives of the spirits,” can have a “real” possession.

   “If you are being possessed by a female nat, you dress like a female. If you are being a male nat, you dress like a male. You can change instantly,” according to Zaw Myo Naung, one of the official nat mediums. He says gay men like him tend to be better at connecting with the spirits, because they have both a male and a female side.

This traditional belief helps makes Taung Byone a special place for Myanmar’s closeted gay community.

   “Their freedom and happiness is here,” he said, “and that’s why it is a place for gay people.”

   Naung’s uncle was upset when his nephew became a spirit channeler, because he says they’d never had a gay member of the family before. Later they accepted him, though. It helped that Naung’s connection to the spirits bought the family a house and a car.

 Transgender people find acceptance here too. Tha Ma Shein Linn says she loved Taung Byone right from the start because although she has a man’s body, she can dress as a woman here. Taung Byone was the first place she’d seen so many other transgender people – many working as natkadaws. It’s one of the few jobs transgender people can get, according to Nay Oo Lwin of Population Services International, an NGO that works with Myanmar’s gay community.

“They only have three choices to earn a living: to become a natkadaw, a beautician, or a sex worker.”

Nay Oo Lwin says the festival in Taung Byone doesn’t just draw spirit worshipers. It’s also a meeting place for gay Burmese.

“There is a saying – if you are a gay man in Burma, you must [come] to Taung Byone.”

   At the main shrine, live music blasts out. People of all ages are leaping, pushing and clawing to give money to the natkadaws who dance in the center, decked out in fake eyelashes, sparkling dresses and big hair.

   For one week, they are the most revered people in the country – connecting the spirit world with humans. And for the gay community of Myanmar, for that one week, there is no judgement.

Jeg synes også det er interessant i lyset af den teori jeg udkastede i det sidste indlæg i serien om 'Den kreativt Burmarejse´, at synæstetikere kan have fået en rolle som shamaner i de oprindelige jæger- og samlerkulturerne, fordi de naturligt og automatisk personificerede omgivelserne i kraft af deres 'objekct-personification'-synæstesi.

Den kreative Burmarejse (7) - om folkekulturens opfindsomhed, fingersnilde - og om pigen der cyklede sig til en salgsucces

Jeg har ikke flere vers fra Mandalay-sangen at citere som optakt. Så denne blogføljeton om den kreative Burmarejse kører på lånt tid. 

    Jeg annoncerede i foregående indlæg at jeg ville skrive om Burmas "NATS" - deres naturånder som indgår i et særegent blandingsforhold med deres buddhisme.

    Men det må vente en omgang. Først et svar på et spørgsmål fra en læser: 

Hvad har den her rejse egentlig med 'kreativitet' at gøre, når du kalder den "Den kreative Burmarejse"?

For mig er det ikke så meget rejsen i sig selv som er specielt kreativ. Tværtimod. Som jeg flere gange har gjort opmærksom på, så har spredningen i de udvalgte seværdigheder været ganske begrænsede, bestemt af det udbud regimet har stillet til rådighed for rejsearrangørerne.
   For mig består det kreative i hvad rejsen satte i gang af spørgsmål - i høj grad med afsæt i det vi ikke så, men - i bedste fald - hørte lidt om i bussen af vores rejseleder.
   Jeg har søgt "grænseoverskridende" svar, og forfulgt associationer gennem surfing på nettet. Og forsøgt at skaffe mig en ofte overraskende kontekst til de isolerede oplevelser undervejs.
  Man kan sige at rejsen og dens oplevelser er et udtryk for det man inden for litteraturen kalder "isbjergprincippet" -  hvor en stor del af historien udgøres af det der ligger under overfladen, det uudtalte, det underforståede.
   Og det kan man så, når man kommer hjem fra rejsen, forsøge at gå i dybend med,  folde ud og skrive om ved at udnytte nettets fantastisk muligheder for hurtig og bred research, en research hvor det såkaldte serendipitet-princip kan få frit løb.
   Sådan fungerede den Kinarejse som jeg og fruen var på for et par år siden, og hvor blogføljetonen  efterfølgende fik titlen "Den kreative Kinarejse".
   Og sådan har Burmarejsen her også fungeret. Derfor "kreativ".

Men selvfølgelig har vi også på rejsen oplevet udtryk for burmesisk kreativitet, både i højkluturens og folkekulturens produkter og arbejdsprocesser:

Bag de mange konstruktioner af relativt nutidige kæmpeklokker, pagoder og Buddhaer ligger en højkulturel, men traditionsbundet arkitekt-, skulptør- og håndværkertradition som er mere en 1000 år gammel, og som stadig er levende. 

   Traditionen fungerer som et komplekst sæt af kreative restriktion som tvinger alle til hver gang at forny sig. Hver nybygget pagode, hver nystøbt klokke og hver ny-skulptureret Buddha-figur bliver sammenlignet med dem der allerede foreligger. Og "målt" i forhold til dem.
   For turisten - mig - har de sansede konfrontationen med alle disse 'magnifique' seværdigheder en uvirkelig, drømmeagtig karakter. De appellerer til fantasien, er - som man siger - 'betagende'.
   Undervejs mobiliserer mødet med dem og oplevelsen af dem den del af hjernen som kaldes 'default netværket, - eller det "opgave-negative" netværk - det kompleks af forbundne hjernemoduler der er aktivt når vi dagdrømmer, fantaserer, fortager tankeeksperimenter og genkalder os erindringer.

Men også folkekulturen inden for forskellige håndværk er udtryk for en menneskelig 'grundkreativitet': Resultaterne - brugs- og pyntegenstande, husgeråd, vævede stoffer, fisketeknikker, you name it - manifesterer den store opfindsomhed der udspringer af de kreative restriktioner som ligger i fattigdom, barske livsvilkår og  naturafhængighed. 

   Man bruger de rå materialer der er til rådighed, og opfinder sindrige bearbejdningsteknikker der producerer skønhed og funktionalitet.
     Det er "Bonderøven" gange hundrede. Men hvor oplevelsen af hans kreativitet er nostalgisk tv-fiktion, så er det vi som turister oplever på rundturen her i Burma, kreativ virkelighed - 'in action'.
     Disse oplevelser "spiller på" de dele af hjernen som indeholder spejlneuroner, de moduler i bla. premotorcortex der  "tænder" og er aktivt både nå vi selv udfører en målrettet handling, og når vi ser andre gøre det.
   Den slags oplevelser er umiddelbart forbundet med lyst - til at prøve selv hvis man bare havde øvelsen og håndelaget.

Vi besøgte undervejs på turen en række små værksteder, håndværkvirksomheder og hjemmeindustrier hvor det var dybt fascinerende at opleve traditionelle (kunst)håndværkere i aktion, men også at møde nyudvikliet hjemmeindustri som fx hjemmeproduktion af energidrikken "Red Bull":

Kunsten at lakere og polere 

Kunsten at dekorere med bladguld

Kunsten selv at producere energidrikken 'Red Bull' 

Kunsten at lave origami af palmeblade

Kunsten at rede en hotelseng - så man får bedre drikkepenge

Kunsten at fiske med ruse på et ben på Inle-søen

Kunsten at snedkerer borde af teaktræ

Kunsten at smede i sølv

Kunsten at rulle cigarer

Kunsten at væve silketøj

Kunsten at sælge jadesmykker  fra båd på Inle-søen

For de mænd og kvinder vi så udføre det, er arbejdet nok ikke i sig selv særligt kreativt. Men det kræver håndelag, fingernemhed, balancekunst, præcision, koncentration og opfindsomhed. Og udførelsen er tydeligvis forbundet med en håndværksmæssig stolthed og ærekærhed.

   Og for nu igen at bruge et af kreativitetspyskologiens begreber: Man ser tydeligt at de "menige" håndværkere/arbejdere er i 'flow' når de arbejder.
   Hvis ikke de kom i 'flow', kunne de ikke udføre det arbejde - med den kombination af flydende lethed, mental fokusering  og dyb koncentration som er afgørende for at det lykkes.

Til den "lille kreativitet" hører også udviklingen af nye salgsobjekter og salgsteknikker. Ikke mindst nu hvor strømmen af turister til Burma eksploderer.

Jeg har tidligere nævnt hvordan børnene opfandt hjemmetegnede "pagode-postkort" i plastlommer og solgte til turister - på lige fod og i konkurrence med de voksne der solgte fotograferede pagode-postkort i plastlommer:

Denne burmesiske piges kreative og opfindsomme salgsteknik kan få lov til at afrunde dette kapitel:

Det hun sælger, er perlekranse og perlearmbånd af slebet og poleret jade. De er billige, smukke, og man kan købe dem overalt på markeder:

Her begynder historien med at vi blev sejlet over en flod til en ø for at besøge det gamle Bagaya-munkekloster bygget af teaktræ:

Bagayar-munkeklostret

Ved landingstedet på øen blev vi nærmest overfaldet af en meget stor gruppe burmesiske kvinder i alle aldre der meget pågående forsøgte at sælge os deres jade-smykker.

   Tidligere på dagen havde vi allerede været et andet sted hvor vi havde fået tilbudt - og købt - stort set den samme slags varer. Så vores gruppe var generelt ret afvisende. Konkurrencen mellem kvinderne var hård - og afsætningen meget lille.

   For at komme ud til klostret skulle vi køre  ad en utroligt dårlig, stenet og skrumplet vej i små hestevogne:

Sælgerpigen stod op på sin cykel og fulgte vores hestevogn et langt stykke ad vejen. Undervejs konverserede hun os på godt engelsk om alle mulige emner, og fortalte også om hvad vi kunne se på markerne og landskabet vi kørte igennem:

Læg mærke til smykkerne til salg på cykelstyret

Efter vi havde været rundt og besigtiget klostret, gik turen i skumplende hestevogn tilbage til landingstedet. Pigen sluttede sig til os igen  på sin cykel og fortsatte konversationen:

Strategien lykkedes, og opfindsomheden og anstrengelserne blev belønnet. Hun fik solgt godt da vi stod af. Selv om vi sådan set havde mere end nok af jade-smykker i forvejen.