'Forestillingsevne' er et andet ord for 'fantasi'. Og fantasi er jo en vigtig del af det at kunne være kreativ. Det kan både være en "evne" man har, som når mine forældre om mig sagde da jeg var dreng. "Du har en livlig fantasi". Og det kan være produktet af denne evne, som når man siger: "Den bog er en fantasi over...", eller: "Det billede er en fantasi" - her betyder 'fantasi' noget der er "opdigtet" - noget der er "fundet på" - noget som "ikke findes i virkeligheden".
På engelsk kan 'forestillingsevne' oversættes til 'imagination'.
Efter alt det jeg efterhånden har læst om den moderne hjerneforsknings opdagelser, så er det også klart at fantasiens sæde i hjernen er "the default mode network" eller som det også kaldes "the task negative network". Det er blandt andet den del af hjernen som gen- og fremkalder erindringsbilleder "på den indre skærme" fra 'den episodiske hukommelse' - også kaldet 'den autobiografisk hukommelse'.
Og den episodiske hukommelse har en klar forbindelse til den visuelle cortex, den del af hjernen som modtager og bearbejder synsindtryk til mentale billeder. Det viser sig nemlig at bestemte områder i den visuelle cortex "tænder" eller "lyser op" ved såkaldt "MRI-skanninger" når den modtager synsindtryk gennem øjnene af fx en hund. Men de samme områder viser sig også at blive aktiveret når man beder forsøgspersoner om at forestille sig eller koncentrere sig om at tænke på 'en hund'.
Forestillingsevnen er ikke kun visuel. Det ser ud til at alle de moduler i hjernen som bearbejder de forskellige ydre sansers input (syn-, høre-, føle-, smage-, lugte- m.fl.), også kan producerer simulationer af disse input uden at de "ydre" sanser har modtaget nogen impulser. Fx kan man høre en melodi, og de områder i hjernen - hovedsagelig i højre hjernehalvdel - som lytningen aktiverer for at man kan høre lydinputtet som melodi, de moduler lyser også op når man "indvendig" nynner den samme melodi.
Og så er der det mentale fænomen som hedder 'synsæstesi' hvor nogle menneskers hjerne når de læser ord og sætninger, har en automatisk 'tvungen' forbindelse til den del af hjernens visuelle system som ser farver, således at bestemte ord, bogstaver eller navne forbindes med bestemte farver eller farvenuancer, uden at disse "indresynsfaver" på nogen måde er produceret som et resultat af at øjnene ser disse farver i omverdenen.
Det man kalder 'hallucinationer' er sådanne visuelle eller lydlige forestillinger som kommer 'indefra' - altså produceret af hjernen på den "indre skærm" uden ydre sansemæssig anledning eller årsag. Og uden at man selv har gjort sig nogen anstrengelse for at fremkalde dem for sit indre blik eller indre øre.
Hvorfor nu denne lange repeterende smøre?
Jeg er lige blevet færdig med at læse en bog af Oliver Sacks: "The Mind´s Eye", som jeg synes er rigtig spændende - set i relation til begreber som 'kreativitet', 'forestillingsevne', 'den plastisk hjerne' som jeg har skrevet meget om på denne blog.
Oliver Sachs er en af den moderne hjerneforsknings pionerer, og hans mest kendte værk er bestselleren "The Man Who Mistook his Wife for a Hat".
Alene titlens tilsyneladende 'absurditet' fænger og fascinerer. Jeg har endnu ikke læst bogen der er helt tilbage fra 1985, men en lang række af dem jeg har læst, referer ekstensivt til ham. Og han har skrevet forord til flere af dem, husker jeg - bl.a. "The Brain and the Inner World" af Marks Solms og Oliver Turnbull. Se nærmere her:
I "The Mind´s Eye" fortæller Oliver Sacks om en række cases med forskellige 'udfald' eller 'skader' i områder af hjernen. Sådan som han efter sigende også har gjort i de tidligere af sine bøger. Det særlige er her at han også bruger og fortæller om sig selv som "case" - det ved jeg ikke om han har gjort tidligere.
Et af emnerne er 'ansigtsgenkendelse' - og 'ansigtsblindhed'. Mærkeligt nok har vi altså et ganske bestemt snævert område i hjernen som er aktivt når vi genkender ansigter. Og som hvis det skades, gør at man - i større eller mindre grad - har problemer med at genkende ansigter. Og så er man altså 'ansigtsblind' - 'face-blind'. Det er noget man kan være i varierende grad: fra "let" til "svært" og "invaliderende".
Dette ansigtgenkendelses-område i hjernens højre hjernehalvdel er en del af et større område som er aktivt når man skal genkende ting eller genkende steder. Og også disse områder kan være skadet. Man kan altså være 'sted-blind' og 'ting-blind'. Den faglige betegnelse for det er 'prosopagnosia'.
Og det siger næsten sige selv at disse mentale skavanker og svagheder altså også er beslægtet med det at være 'ordblind'. De områder i hjernen som er aktive når man skal genkende ord man læser, kan også være skadet, eller forbindelsen til andre områder i hjernen kan være dårlig, så man fx har svært ved at skelne mellem 'd', 'b' og 'p'.
Oliver Sacks skriver kapitler om både ordblindhed, nodeblindhed, og ansigtsblindhed. Og i det afsluttende kapitel om hvad der sker i hjernens visuelle cortex når man er eller bliver rigtig blind.
Om sin egen 'face-blindness', skriver han i kapitlet om ansigtsblindhed:
I have had difficulty recognizing faces for as long as I can remember. I did not think too much about this as a child, but by the time I was teenager, in a new school, it was often a cause of embarrassment. My frequent inability to recognizw schoolmates would cause them bewilderment an, sometimes, offence - it did nok occur to them (why should it?) that I had perceptuel problems.
Sacks fortæller at han ikke har (haft) problemer med at genkende nære venner, primært fordi de havde specielle markante 'features' der udgjorde 'clues' som han kunne genkende dem på. Størst problemer har han med at genkende ansigter "out of context", dvs. hvis han møder folk han kender, men på et sted hvor han ikke forventer det.
Men det er ikke kun ansigter han har problemer med at genkende...
It was not just faces. When I went for a walk or a bicycle ride, I would have to follow exactly the same rout, knowing that if I deviated from it even slightly, I would be instantly an hopelessly lost. (...)At the age of seventy-six, despite a liftime of trying to compensate, I have no less trouble with faces and places.
Hvad har det nu med kreativitet at gøre?
Først og fremmest dette at en sådan skavank i hjernens neurale forbindelsesveje - 'neural circuits and wiring' - ligesom ordblindhed - kan være et tegn på at der er ekstraordinært "hul" igennem mellem andre dele af hjernen som befordrer kreative mentale processer.
Men det har også med kreativitet at gøre i den forstand at når man er ansigts- og sted-blind, så må man finde på alle mulige kreative strategier for at kompensere og løse problemet:
Face recognition is crucially important for humans, and the vast majority of us are able to identify thousands of faces individually, or to easily pick out familiar faces in a crowd. People with prosopagnosia need to be resourceful, inventive in finding strategies for circumventing their deficits: recognizing people by an unusual nose or beard, or by their spectacles, or a certain type of clothing.
Ansigtsblindhed kan altså fungere som en form for 'kreativ restriktion', hvor hjernens forestillingsevne finder på mentale om- og genveje veje til at nå målet at genkende et ansigt eller et sted som øjnene ser men hjernen ikke kan huske at have set før.
Og på mange måder minder det jo om det fænomen at der findes to mentalt klart forskellige problemløsningsmåder og -veje: den lineært logiske skridt-for-skridt måde som er venstre hjernehalvdel-forankret - og den associerende intuitive genvejs-måde som har sit neurale udgangspunkt i processer i den højre hjernehalvdel. Og så var det her jeg fik en af mit livs store aha-oplevelser
Det var først sent i livet at Oliver Sacks opdagede - dvs. blev bevidst om - at han selv var ansigtsblind. Det viste sig at han havde en bror der også var det. Og at der meget vel kunne være en genetisk arvelighedsfaktor involveret (ligesom i ordblindhed, og farveblindhed).
Jeg er også ansigtsblind og stedblind
Denne aha-oplevelse skrev jeg om til en god ven som jeg dagen inden havde snakket med om Oliver Sacks´ bøger:
Kapitlet "Face-blind" er faktisk personligt interessant for mig. Den kliniske diagnose er prosopagnosia.Det viser sig at man kan være 'face-blind' - ansigtsblind - ligesom man kan være 'ordblind' - og da jeg er ordblind i lettere grad (når jeg læser ord, læser jeg ikke bogstaverne i ordet og forbinder ikke automatisk et læst ord med dets udtale), så har jeg fået den tanke at jeg måske også selv er 'ansigtsblind' - i lettere grad.
Jeg har i hvert fald i rigtig mange år haft problemer med at forbinde nye ansigter med navne - og når jeg er til en form for komsammen hvor man skal hilse rundt, så kan jeg nemt kommet til at hilse hjerteligt goddag til den samme to gange uden at jeg opdager det. Og tilsvarende når vi siger farvel, kan jeg uden problemer - for mig - sige hjerteligt farvel to gange.
Og det er ikke noget nyt: Problemet husker jeg fra langt tilbage i tiden.
Når jeg nu er blevet opmærksom på det, så kan jeg jo huske alle de kreative teknikker jeg netop har brugt i årenes løb for at huske ansigter og navne på de studerende jeg har haft på et hold som jeg ser med en uges mellemrum et helt semester.Det viser sig også at ansigtsblindhed for nogle er forbundet med at de heller ikke er gode til at genkende lokaliteter og derfor nemt farer vild. Også det kan jeg genkende som et problem jeg har fundet kreative måder at omgå langt tilbage i tiden.Og denne 'blindhed' kan også være forbundet med at have problemer med at genkende ting. Jeg er berygtet i familien for at lede efter en ting som så ligger lige for næsen af mig, uden at jeg "opdager" at det er den ting jeg leder efter.Jeg tolker det ikke som begyndende demens, men som mindre handicaps jeg har lært at leve med og forholde mig kreativt til. Men det er klart en lettelse at finde ud af 'diagnosen' og blive bevidst om 'handicappet'Af Sacks bog fremgår det at folk der lider af mildere former for ansigtsblindhed ofte bliver oplevet som lidt arrogante af omgivelserne, og de har selv har tendens til at være lidt sky og tilbageholdende i situationer med mange nye mennesker.Ansigtsblindhed, fremgår det også, kan være genetisk bestemt - ligesom ordblindhed eller synæstesi. Fruen kan huske at min far da han i en sen alder begyndte at undervise, fortalte hende at nogle af elverne oplevede ham som arrogant, hvad han ikke kunne forstå, for det lå ham utrolig fjernt at være.
Det viser sig naturligvis at Oliver Sacks også har bidraget med en TED Talk - ligesom Jill Bolte Taylor fra foregående indlæg.
Her fortæller han om hvordan de forskellige visuelle centrer i hjernen på forskellige "niveauer" kan producere forskellige former for hallucinationer, og hvordan det at han selv har erfaring med og kan diagnosticere nogle af disse former, betyder en vis "befrielse".
Sådan introduceres hans TED Talk:
Neurologist and author Oliver Sacks brings our attention to Charles Bonnett syndrome -- when visually impaired people experience lucid hallucinations. He describes the experiences of his patients in heartwarming detail and walks us through the biology of this under-reported phenomenon.
Her kommer hans indlæg:
Wow - han er godt nok god - ligesom når han skriver.
(fortsættelse følger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar