Når frontallapperne slapper af - og fantasier, ideer og kreativitet stimuleres igennem flow - det er der et nyt begreb for: 'transient hypofrontalitet' ...

Endnu en gang er jeg stødt på et begreb som er nyt for mig (eller som jeg har overset fordi jeg læser hurtigt og derfor også læser hen over besværlige udtryk for at nå til sætnings- og afsnitslutninger på et tidspunkt hvor jeg så har forstået helheden - uden nødvendigvis at nøjagtig at kunne sige hvad hver enkelt ord betyder). 

   Det 'nye' begreb udtrykkes med virkelig tunge fremmedord på engelsk, men her er det:

transient hypofrontality

På dansk må det så hedde "transient hyperforntalitet". Mere om det nedenfor. 

   Min interesse for hvad det begreb egentlig betød og kunne bruges til, udsprang af at jeg fandt ud af at begrebet 'transient hypofrontalitet' har med fænomenet 'flow' at gøre ...

   ... som er et andet fagudtryk som jeg har skrevet om masser af gange siden mit første blogindlæg om 'flow' fra sommeren 2010, ca. fire måneder efter jeg var begyndt at skrive indlæg til "Peters Udsigt" - min blog - under temaet "kreativitet":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/den-kreative-personlighed-og-flow.html

Begrebet "flow" havde jeg på det tidspunkt været bekendt med i i hvert fald 4-5 år, som den særlige tilstand eller stemning man kan komme i når man laver noget produktivt der er svært, men samtidig optager én så meget at "man glemmer sig selv og tid og sted".

   

Begrebet forklarede for mig hvordan jeg i årene inden (og helt tilbage til min bog "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990) kunne komme afsted med at skrive mange hundrede sider tykke,  nogenlunde let læste og ganske kloge bøger på relativt kort tid,  og - vel at mærke - uden jeg husker at det var den mindste måde besværligt da jeg først kom igang.

   Det gik på en måde 'som en leg': 'Jeg' forsvandt, 'tiden' forsvandt, og jeg var på en eller anden måde 'høj' i lange perioder mens jeg skrev.

   Faktisk var det abstinenserne efter at være blevet færdig med den sidste bog om Poul Martinsen, der gjorde at jeg gik igang med at skrive indlæg til bloggen her. for at komme i 'flow' og blive 'høj' igen - med mellemrum, men uden at hænge på at det skulle blive 'færdigt' som en bog.

Begrebet 'flow' er vist nok opfundet og udviklet til videnskabelig brug af en af mine helt store inspirationskilder, kreativitetpsykologen Mihaly Csikszentmihalyi.

   I en artikel i et dansk tidskrift fra 2004 bliver han (Mihaly C.) interviewet og spurgt om hvordan han nu mange år senere definerer begrebet:

Hvordan lyder den korte og aktuelle definition af begrebet flow?    »En persons bevidsthedstilstand, fuldstændigt involveret i det han eller hun er i færd med.

   Det er den korteste definition, men vi kan opregne en række andre dimensioner, der sædvanligvis vil være til stede hos den, der oplever en flow-tilstand: At have meget klare mål, at få umiddelbar feedback på foretagne handlinger, at erfare en balance mellem udfordringer og evner, at være så intenst koncentreret – så du glemmer dig selv, så du glemmer tiden.

   Når disse betingelser gør sig gældende, føler personen, at det, han eller hun gør, er værd at gøre for dets egen skyld. Det er den mere udvidede definition.«

   Angående flow-begrebets historie: Blev det opfundet af dig, eller gav du det nyt liv? Der synes at være lighedspunkter mellem de stoiske dyder, der hylder hhv. det standsede og permanente nu, og tanken om flow?   »De fleste af lighedspunkterne fandt jeg først senere.

   Begrebet flow opstod, da jeg skrev min afhandling for ca. 30 år siden og så nærmere på, hvorfor kunstnere bliver så opslugte af deres arbejde med malerier og skulpturer. Igennem interviews fandt jeg ud af, at de beskrev denne opslugthed på stort set den samme måde.

   Samtidig underviste jeg studerende, der som opgave fik at undersøge en række andre aktiviteter, såsom sport og kunstneriske aktiviteter, og de kunne også påvise, at de involverede havde flow-oplevelser.

   Senere har det vist sig at disse oplevelser også kan foregå, når vi er på arbejde. De er ikke udelukkende knyttet til fritidsaktiviteter eller kunstneriske virkefelter. «

http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/magasinetasterisk/udenforhierarki/nr16april2004/040420111830-amp-type-doc.pdf

Jeg fik selv flere personlige AHA-oplevelser da jeg blev introduceret til begrebet 'flow'. 

   Og jeg har selv senere koblet flow-begrebet sammen med hjernens eget indre dopingsystem med sin coctail af dopamin, serotonin, adrenalin, oxytocin m.fl. -som er forskellige hormoner som udløses og stimulerer hjernens lystcenter når vi gør os umage eller bliver totalt optaget af en på en gang udfordrende og krævende - og/eller forførende afslappende aktivitet:

   - som at drive krævende sport  hvor du gør dit yderste og ypperste, 

   - som at se en god film som gør at du bagefter ser omverdenen gennem filmens optik, 

   - som at spille musik så englene synger i hovedet på publikum, 

   - som at undervise så elverne blive helt opslugt af det du siger, 

   - som at arbejde som nyhedsjournalist og kunne fyre en god historie af på no time op til deadline,

   - som at opleve en fantastisk maleriudstilling hvorfra du går "løftet og inspireret" bort, 

   - som selv at male akvarel - og det lykkes i et hug - og ser ud som det skal uden fejl, 

   - som at stå i køkkenet i timevis og bare være optaget af at lave god mad, og den bliver god, 

   - som at meditere og forsvinde mentalt i et helt bevidsthedstom ingenmandsland i 20 minutter, 

   - som at sidde og kigge på rådyr eller fugle uden for vinduet i sommerhuset,

   - som at sidde og kæle med en kat som spinder mens den misser med øjnene i venligt velvære, 

   - som at stå og snitte græskarmænd til Halloween-lygter med to børnebørn 

   - etc. etc. 

   

Jeg har også i årenes løb deltaget i flere længerevarende ambitiøse og kreative udviklingsprojekter hvor jeg i det mentale bakspejl kan se at jeg periodisk har været i flowtilstanden: 

   Jeg oplister lige nogle af de vigtigste:

   1) Samarbejdet med Niels Erik Wille og Harald Steensig om at udvikle den sprogvidenskabelige disciplin 'Pragmatics of Communication' til et konkret og praktisk 1. dels fag "Pragmatisk Analyse" på faget dansk på KU i sidste halvdel af 60´erne.

   2) Samarbejdet med Poul Trier Pedersen om at udvikle tv-interviewkurser for medarbejdere i DR, og siden at udvikle Triers TV-spontanspil til grænseoverskridende kursuser for kommunalt ansatte i 'Borgerbetjening' og for sygehusansatte i forskellige professioner i tværfaglig kommunikation til og for patienter 'Samspil på Sygehuset')

     3) Samarbejdet med Ingolf Gabold om at udvikle en række kurser og tv-analyser om 'TV som Udtryksmiddel' og 'Faktion som udtryksmiddel' (det sidste stærkt hjulpet af Viggo Holm Jensen).

     4) Samarbejdet (i rollen som direktør) med en gruppe engagerede - yngre og ældre - professionelle tv-folk om at få en lukningstruet og gældstynget regional tv-station næsten uden seere, til på et års tid og fem år frem at være den (næst) mest sete regionale tv-station i Danmark. Og med orden i økonomien.

     5) Samarbejdet med Nikolaj Christensen og Pia Marquard om på tre kvart år at udvikle et helt nyt tv-dramaturgikursus som vi betitlede 'Power tv', et målrettet og effektivt kursus i tv-storytelling som - efter ordre fra opdragsgiveren TV-Direktøren i DR - højst måtte vare tre dage for deltagerne, for mere var der ikke råd til hvis så mange skulle på det på inden for en kort årrække som det var planen.

     6) Samarbejdet med Jens Franck og Monica Hassel om at udvikle de den gang ret nyskabende såkaldte RIKK-kurser i regi af DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling i årene omkring 1990. Forkortelsen RIKK står for Redaktionsudviklilng, Ideudvikling, Kreativitetsudvikling, efterKritik.

Altså i bakspejlet kan jeg se at jeg tilsyneladende har været så heldig at kunne komme i 'flow'  nærmest for et godt ord - og/eller stillet over for en stærkt udfordrende opgave som andre ikke lige har haft lyst eller overskud til at handskes med på netop det tidspunkt. Og at det har hængt sammen med at jeg på forunderlig vis har været heldig at finde gode kreative samarbejdspartnere.

Mens jeg har skrevet om 'flow' i mange sammenhænge og kontekster her på bloggen siden 2010, har jeg har blandt andre refereret til den verdensberømte coach-forfatter Tim W. Gallwey hvis bøger med titlerne "The inner game of ..."  (... om hvad som helst), handler om hvordan man som 'coach' hjælper folk i krævende jobs og med krævende opgaver til at finde de ressourcer frem i krop og hjerne som gør at de kan komme i 'flow' eller genfinde det 'flow' de på et tidspunkt er røget ud af.

   Det har jeg faktisk selv haft en vis succes med i årenes løb: at få andre (kursister, studerende, medarbejder) til at gå i en produktiv og kreativ 'flow'-tilstand - som er endt med at de er kommet klogere ud når de er landet.

   Her har mine tanker fra begyndelsen af 80´erne i DR's Personalekursus om 'konstruktiv analytisk efterkritik' været en befriende hjælp for mig selv - og efter sigende - også for andre.

   

Og her i skrivende stunde, kommer jeg til at tænke på et helt fint aktuelt eksempel på det som Gallwey beskriver: 

   ... Caroline Wozniackis tilsyneladene mirakuløse come back til top-tennis de sidste 3-4 måneder. 

   Hun genfandt en stor del af det 'flow' som for nogle år tilbage gjorde at hun lå nummer et på verdensranglisten i kvindetennis - uden at have vundet en eneste grand slam-finale. 

   Og coach-nøglen til 'det indre spil' er det åbenbart kun farmand der har! Alle de andre har måttet give op.

   

Endelig vil jeg i den her forbindelse refererer til tre indbyrdes beslægtede begreber som jeg ofte har kunnet bruge analytisk i sammenhæng med flow-diskussioner: 'kreative restriktioner', 'kreativ vrede' og 'kreativ destruktion'. 

   Det er begreber som alle har det tilfælles at de, hvis de bliver taget alvorligt, kan stimulere til at folk kommer i 'flow'.

   

Man (og jeg) kan undre sig (og mig) over de mange emner og over listen og opremsningen - for flow-begrebet kobler tilsyneladende aktiviteter sammen som det umiddelbar ikke ellers giver ret meget mening ellers at forbinde.

   Men jeg har, hver gang jeg har skrevet om enkeltsammenhænge, givet link til andre tidligere indlæg her på bloggen, og ikke mindst til kilder jeg har citeret på dansk eller engelsk.

OK. Det var en ordentlig mental omvej.

   Men den har været nødvendig - for mig selv at repetere noget fortid der har været præget af 'flow'-erfaringer og -oplevelser - for dermed at få et ordentligt afsæt for at forstå og forklare hvorfor jeg synes at begrebet ...

transient hypofrontality

 ... er interessant og fortjener opmærksomhed.

    Jeg bruger indimellem  i det følgende forkortelsen HT frem for den lange tekniske betegnelse 'transient hypofrontalitet'.

Hvad betyder HT så, sådan på almindeligt ikke alt for teknisk dansk?

   

At hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.

Her  følger en popularisering af begrebet fra en amerikansk blog hvor TH sættes i modsætning til hvad den høj-intelligente opgaveforkuserede hjerne ellers foretager sig når den skal løse problemer; der trækkes i citatet neden for på to metaforer i et samlet billede: 'trafikken på en supermotorvej' i modsætning til 'trafikken på små side- og grusveje':

Transient hypofrontality is a daunting name for an experience many of us will recognize. Simply put, (neuroscience of creativity expert) Rex Jung says that intelligence works like a “superhighway,” with massive numbers of connections being made between the different parts of the brain with speed and directness. When we become more creative, our powerful, organizing frontal lobes down-regulate a bit. The creative brain is a “meandering” brain. The superhighways give way to “side roads and dirt roads,” making possible the new and unexpected connections we associate with artistry, discovery, and humor.

https://committedparent.wordpress.com/2016/06/05/transient-hypofrontality/

Hjernen forsøger at speede frontallapperne op, så at sige, når den arbejder på bevidst og fokuseret løsning af svære problemer  og krævende opgaver. Man kan sige at så fungerer den som den stærkt regulerede trafik på en "superhighway" i morgenmyldertiden der skal kontrolleres hårdt på alle vognbaner for at klare trafikstrømmen. 

   Hvis man lukker supermotorvejen helt eller skærer banernes antal ned fra fire til to eller en, så vil trafikken (med GPS´ens hjælp evt.) være tvunget eller fristet til at søge ad de minde veje (="side roads and dirt roads")  for at nå frem til målet, veje hvor man så oplever (og kan nyde) helt andre sider af landskabet - mens det jo så også går langsommere.

Der findes faktisk rigtig mange henvisninger til 'transient hypofrontality' når man googler det, og en af de første sider jeg kom ind på var denne her hvor en speedsnakken amerikaner Steven Kotler introducerer begrebet og dets betydning for at forstå hvad 'flow' er. Og så vender han det hele på hovedet, som han siger. Ups!

   Start videoen - den varer fem minutter - og tryk så fra starten på ikonet forneden, så du får engelske undertekster på; det letter forståelsen gevaldigt (bagefter referer jeg ham og andre om begrebet, og graver lidt dybere):

http://bigthink.com/think-tank/steven-kotler-flow-states

Hvem er Steven Kotler så?

   Wikipedia:

Steven Kotler is an American bestselling author, journalist, and entrepreneur. His articles have appeared in over 70 publications, including The New York Times Magazine, LA Times, Wired, GQ, Discover, Popular Science, Outside, Men’s Journal, Details and National Geographic Adventure. He is best known for his non-fiction books, including the New York Times bestseller Abundance, A Small Furry Prayer, West of Jesus, and Bold.[1][2]

Man har så ikke i Wikipedia fået hans sidste bog med  "The Rise of Superman" fra 2014, som blev meget rosende anmeldt her, af en dansk kollega:

http://thingsinflow.dk/2014/03/23/anmeldelse-the-rise-of-superman/

Både titlen på bogen og hans optræden på videoen inviterer til at køre alle fordomme i stilling: En amerikansk 'Carl Smart' er det umiddelbare indtryk! En kreativ og begavet og velformuleret yngre mand der  har fundet ud af at kombinere sine journalistisk evner med en indbringende konsulentvirksomhed og et populærvidenskabeligt forfatterskab.

   Men jeg er ikke bange for videnskabsjournalister der udnytter deres evne til at formidle aktuel videnskab til en bred og videnskrævende læserskare som jeg typiske også hører til.

   Og så vidt jeg kunne høre ved første gennemsyn og -lytning, så ved han hvad han snakker om.

   Så jeg satte den på repeat: Steven  Kotler havde utvivlsomt fat i noget her som var værd at grave dybere i.

Det handler om det man på engelsk kalder "altered states of conciousness" - ændrede mentale bevidsthedstilstande. Som fx det at drømme, at være under hypnose, at dagdrømme, at meditere eller at vær under påvirkning af pyskodeliske stoffer. 

   Og HT - svækkelse eller deregulering af frontallapperne kontrolfunktion - synes at være en mulig fælles forklaringsramme for mange af disse afvigende tilstande, i hvert fald ifølge denne forskningsartikel som fremsætter hypotesen. 

   Dens 'abstract' fortæller:

It is the central hypothesis of this paper that the mental states commonly referred to as altered states of consciousness are principally due to transient prefrontal cortex deregulation. Supportive evidence from psychological and neuroscientific studies of dreaming, endurance running, meditation, daydreaming, hypnosis, and various drug-induced states is presented and integrated. It is proposed that transient hypofrontality is the unifying feature of all altered states and that the phenomenological uniqueness of each state is the result of the differential viability of various frontal circuits. 

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12763007

Her er hypotesen fremsat i skema- og oversigtsform:

Og hvad fortæller Wikipedia så om 'altered states of consciousness? 

   Ja, det er faktisk et ret gammelt begreb:

The term "altered state of consciousness" was introduced and defined by Ludwig in 1966.[5] An altered state of consciousness is any mental state induced by physiological, psychological, or pharmacological maneuvers or agents, which deviates from the normal waking state of consciousness.[5]

   Some observable abnormal and sluggish behaviors meet the criteria for altered state of consciousness.[6] Altered states of consciousness can also be associated with artistic creativity[7] or different focus levels. They also can be shared interpersonally and studied as a subject of sociological research

Permanent 'hypofrontalitet' - altså en permanent svækkelse af frontallappernes styrende og kontrollerende funktion - forbindes ifølge Wikipedia med en række mentale sygdomme som depression, bipolar lidelse, skizofreni og adhd:

Hypofrontality is a state of decreased cerebral blood flow (CBF) in the prefrontal cortex of the brain. Hypofrontality is symptomatic of several neurological medical conditions, such asschizophrenia, attention deficit hyperactivity disorder (ADHD), bipolar disorder, and major depressive disorder.

En forfatter, Sean Pigeon skriver på sin blog om hvordan hans skriveblokering kan fjernes ved at gå en rask tur i naturen, og at han gennem research fundet ud af at forklaringen på at det virker er 'transient hyporfrontalitet':

Then I noticed an intriguing comment tucked away in a research paper on the biochemistry of creativity: “EEG studies show that creative individuals exhibit transient hypofrontality when engaged in the solution of creative problems.” A bibliographic search duly led me to a review paper describing recent research on something called the “transient hypofrontality hypothesis.” Conceptually, this idea is relatively simple. Altered mental states arising from activities such as meditation and strenuous exercise are associated with a reduction in activity of the higher cognitive centers of the prefrontal cortex, a condition known as hypofrontality. In the case of meditation, the individual’s attention is self-controlled in such a way as to prevent the conscious processing of extraneous information. In sustained exercise, the demands of the physical workload force the redistribution of neural resources in the brain.

   It all seems quite believable. My vigorous uphill walks are a kind of meditative exercise that sends me into a state of transient hypofrontality, which in turn assists the creative process.

https://medium.com/@wwnorton/this-is-your-brain-on-walks-5952909a567b#.6882rcrnz

Det ser så ud til at det at kunne komme i en tilstand af flow og altså en tilstand hvor frontallapperne midlertidigt har nedreguleret deres aktivitet, at det er nemmere for nogle typer personligheder en andre.

   Den type personlighed introducerede Mihaly Csikszentmihalyi i sine skrifter om flow og kreativitet: under etiketten 'den autoteliske personlighed':

The autotelic personality is an individual who generally does things for their own sake, in the “here and now”,rather than for some later goal.

   No one is fully autotelic, since we all have to do things even if we don’t enjoy them, either out of a sense of duty or necessity. But there is a gradation, ranging from individuals who almost never feel that what they do is worth doing for its own sake, to others who feel that most anything they do is fun and valuable in its own right. It is to these latter individuals the term autotelic personality applies.

   The autotelic personality are people with several very specific personality traits which are better able to achieve the “flow experience” than the average person. These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a desire of performing activities for intrinsic reasons only.

https://sidhere.wordpress.com/autotelic-personality/

En anden kilde forbinder den autoteliske personlighed med moderne neuropsykologi, og mere specifikt netop med nedsat aktivitet i den præfrontale cortex som tager sig af de såkaldt højere kognitive funktioner:

"Autotelic personality" is an individual who tends to do things for their own sake rather that achieving some distant external goal (Csikszentmihalyi, 1975). This personality is distinguished by certain meta-skills such as high interest in life, persistence, as well as low self-centeredness.

   (....)

   The state of flow has been rarely investigated from a neuropsychological perspective but is a growing interest. According to Dietrich (2004), it has been associated with decreased activity in the prefrontal cortex.

   The prefrontal cortex is an area responsible for higher cognitive functions such as self-reflective consciousness, memory, temporal integration, and working memory (Dietrich et al., 2003). It’s an area that’s responsible for our conscious and explicit mind state.

   However, in a state of flow, this area is believed to temporarily down-regulate; a process called transient hypofrontality. This temporary inactivation of the prefrontal area may trigger the feeling of distortion of time, loss of self-consciousness, and loss of inner-critic.

   Moreover, the inhibition of the prefrontal lobe may enable the implicit mind to take over, resulting in more brain areas to communicate freely and engage in a creative process. 

   In other research, it’s also hypothesized that the flow state is related to the brain’s dopamine reward circuitry since curiosity is highly amplified (Gruber et al., 2014).

https://positivepsychologyprogram.com/flow-research/

Steven Kotler beskriver her  den neurobiolgiske sammenhæng mellem flow og transient hypofrontality:

 How this all works comes down to neurobiology. Flow is the product of profound changes in standard brain function. In the state, our brainwaves move from the fast-moving beta wave of normal waking consciousness down to the far slower borderline between alpha and theta waves. Alpha is associated with day-dreaming mode—when we can slip from thought to thought without much internal resistance.   Theta, meanwhile, only shows up during REM or just before we fall asleep, in that hypnogogic gap where ideas combine in truly radical ways. Since creativity is always recombinatory—the product of novel information bumping into old thoughts to create something startling new—being able to slip between thoughts quickly and combine them wildly enhances creativity at a very fundamental level.

   But brainwaves are only the beginning of this discussion. Flow is also caused by “transient hypofrontality”— the temporary deactivation of the prefrontal cortex. The PFC is the part of our brain that houses most of our higher cognitive function. Why does our sense of self disappear in flow? Because self is generated by large portions of the prefrontal cortex and with large swatches of this area no longer open for business, that sense vanishes completely.

   This too has huge consequences for creativity. For example, during flow, the dorsolateral prefrontal cortex—the part of the brain charged with self-monitoring and impulse control—goes quiet. The DLPFC is our inner critic, that voice of doubt and disparagement. As a result, with this area deactivated, we’re far less critical and far more courageous, both augmenting our ability to imagine new possibilities and share those possibilities with the world.

   Lastly, during flow, the brain releases an enormous cascade of neurochemistry. Large quantities of norepinephrine, dopamine, endorphins, anandamide, and serotonin flood our system. All are pleasure-inducing, performance-enhancing chemicals with considerable impacts on creativity. Both norepinephrine and dopamine amp up focus, boosting imaginative possibilities by helping us gather more information. They also lower signal-to-noise ratios, increasing pattern recognition or our ability to link ideas together in new ways. Anandamide, meanwhile, increases lateral thinking—meaning it expands the size of the database searched by the pattern recognition system.

   Taken together, these neurochemical, neuroelectrical and neuroanatomical changes in brain function provide us with an exceptionally potent workaround for the problem of teaching people how to be more creative. Instead of having to come at this thorny problem head on, we can instead train up people’s ability to find flow and the state’s neurobiology takes care of the rest.

https://www.psychologytoday.com/blog/the-playing-field/201402/flow-states-and-creativity

Efter denne verbale tour de force omkring udfoldelsen af begrebet 'transient hypofrontalitet', stopper jeg for denne gang. 

Hvad er en aprilsnar - løgn eller forbandet digt? - Hvad siger hjerneforskningen om det spørgsmål?

Aprilsnarrene i medierne drejer sig om at man gerne må lyve uden at det er moralsk forkasteligt. 

   Man har 'license to lie' en dag om året, så at sige: Den 1. april.

  

I mine egne morgenaviser spottede jeg følgende eksempler på en aprilsnar:

Metroxpress: 

- "Peter Falktoft designer sko af brugte metroxpress-aviser - Den populære tv-vært kaster nu sin kærlighed på brugte metroxpress-aviser i sit nye designereventyr."

- "Annonce: EU ude med hammeren: Forbud kan knuse de danske kammerjunkere".

- "Jetto. Nyhed, Højt at flyve. Let at betale. Hurtigere check-in (via Netto-butikker Indkøb i 10 km. højde (taxfree dagligvarer kan handles ind undervejs). Spotrejser: Hver uge har Jetto ruter til anderledes og overraskende steder." 

Politiken:

Har også "Jetto-annoncen".

I kultursektionen: "DR laver borgerlig fortsættelse af 'Matador' - Som modsvar på kritikken af '1864' laver DR nu en fortsættelse af den mest populære tv-serie nogensinde, 'Matador'. Og her bliver heltene liberale, lover DR."

Information:

"DONG i nyt stormvejr". Mangler blæst til store havvindmøller - Netop som DONG har måttet opgive udvinding fra Hejre-oliefeltet i Nordsøen, rammes energigiganten nu af problemer i de store havbaserede vindmølleparker. De forreste vindmøller tager vinden fra de bagerste.

På Facebooks nyhedsside "opdagede" jeg aprilsnarren fra Dansk sprognævn der i overskriften erklærer: "Dansk sprognævn gør nutids-r´et valgfrit." 

   Indledningsvis fortæller teksten: "HVORNÅR SKRIVER MAN ændre eller ændrer og lære eller lærer? Rigtig mange danskere har problemer med ord, der ender på –re eller –rer. Og det får nu Dansk Sprognævn til at ændre betydningen af nutid. ”Vi har nu i årtier forsøgt at lære danskerne forskellen på ”Jeg kører” (nutid) og ”Jeg vil køre” (navneform) og må erkende, at det er en umulig opgave for os”, fortæller professor i klassiske staveproblemer hos Dansk Sprognævn, Søren Schriver."

Landbrugsavisen.dk har oplistet en række aprilsnarre, de fleste med relation til landbruget, forstås. Og man kan stemme om hvilken der er "sjovest":

http://landbrugsavisen.dk/afstemning-hvilken-aprilsnar-er-sjovest-i-%C3%A5r

Et eksempel: 

Fredsted the med bacon-smag

Her er en list med 40 aprilsnarre fra 2016 fra hjemmesiden godpaaske.dk:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2016.php

Et eksempel: 

Nyt design til OB´s fodboldholds trøjer

Her er BT´s liste med de sjoveste fra i år:

http://www.bt.dk/danmark/aprilsnar-her-er-dagens-sjoveste-snydehistorier

Her nogle flere illustrerede aprilsnarre fra rundt omkring:

Verdensnyhed: Den første deodorant, der får dig til at dufte af friskbagte Snøfler! En sikker vinder, der med garanti vil få folk til at savle over dig!

Lidel markedsfører nu grønne æg

Carlsberg har købt Rundetårn for at lave det om til verdens største øldåse.

En aprilsnar er en lovlig løgn forklædt som en sandhed. 

   Men er det først og fremmest at betragte som en 'løgn', eller er det et første og fremmest et kreativt fantasiprodukt: 'digt'?

   

Jeg ved ikke af at man har skannet hjernen mens kreative journalister og reklamefolk finder på gode aprilsnarre. 

   Men man har skannet hjernen hos folk der lyver. Illustreret Videnskab havde i nr. 4/20 en artikel med overskriften 

Skannere afslører løgnens skjulesteder

Og manchetteksten fortæller:

Kriminelle får nu sværere ved at lyve sig fra en tur bag tremmer. Med nye avancerede hjerneskannere kan forskerne skelne løgne fra sandhed. Selv minder og erindringer kan tjekkes - og afsløre et falsk alibi.

Artiklen fortæller om forsøg med at fMR-skanne et antal personer der har fået besked om at de skal lyve. 

   Forsøgsopstillingen beskrives sådan:

I et forsøg fik 18 studerende en bunke spillekort i en konvolut, hvor de skulle huske et kort. Desuden fik de 20 dollars, som de fik lov at beholde hvis de kunne lyve for skanneren.  De studerende blev kørt i position i fMR-skanneren, og spillekortene dukked op på en skærm et efter et. På hver kort stod der "Er det dit kort?", hvorefter de studerende skulle trykke på en ja- eller nej-knap. De studerende havde fået besked på at trykke på nej-knappen, når de så deres kort. Efter forsøget måtte alle levere pengene tilbage - forskerne gættede kortet hver gang.

Forsøgene viste at en række områder i hjernen var særligt aktive: Det gjaldt to områder i pandelapperne og et område i isselappen, områder som er særligt aktive ved problemløsning og planlægning. Endvidere var det område der betegnes ACC (anterior cingulate cortex) placeret bag den midterste pandelap, særligt aktivt, et område der menes at behandle (og løse?) semantiske konflikter.

Søger man bag om artiklen i Illustreret Videnskab, finder man en engelsk artikel der refererer forskeren bag en række af disse eksperimenter: Daniel Langleben fra Stanford Universitetet. 

   Hans vej til at analysere hjernen når den lyver, gik via forskning i ADD (attention deficit disorder (på dansk ADHD)) hos børn, som med den lidelse havde meget svært ved at lyve:

Langleben, an Israeli immigrant with ceaseless energy, had never intended to build a modern-day lie-detection machine. His interest in deception came from work he had done with children suffering from attention deficit disorder (ADD). All the research indicated that children with ADD were terrible liars because they couldn't help but blurt out the truth.

   Langleben thought this might have to do with their lack of impulse control, and from that, he thought it was possible that lying was essentially harder than telling the truth. One had to have good impulse control to lie, otherwise the truth came out first. That led to developing a way to track a lie as it is formed in the brain using a functional magnetic resonance imaging machine, or fMRI.

   "The key point is that you need to exercise a system that is in charge of regulating and controlling your behavior when you lie more than when you just say the truth," Langleben said. "Three areas of the brain generally become more active during deception: the anterior cingulated cortex, the dorsal lateral prefrontal cortex and the parietal cortex."

   The anterior cingulated cortex is thought to be in charge of monitoring errors. The dorsal lateral prefrontal cortex is thought to control behavior. The parietal cortex processes sensory input. What Langleben and his team were seeing when they looked at the fMRI scans was more blood flow in those parts of the brain, indicating they were working harder.

This image shows average brain regions for 22 subjects during testing. Blue areas represent brain regions more active when telling the truth, red areas, when lying.

It is by studying the fMRI pictures that Langleben has come to the conclusion that lying increases blood flow in key areas of the brain. As he sees it, lies aren't created out of thin air. Instead, he believes your brain has to think of the truth and then make a decision, in a sense, to do the opposite. If you are instructed to say "the sky is green," Langleben believes your brain first thinks about the sky's true color, blue, before going with the falsehood. That process shows up on the fMRI scan.

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=15744871

Andre forskningsresultater viser at det at lyve faktisk tager længere tid end at fortælle sandheden, hvad der jo stemmer fint overens med Langlebens ræsonnement og iagttagelser: Mere arbejde tager længere tid!

Men nu er en aprilsnar jo en "lovlig løgn" - og altså måske nærmere at betragte som en sofistikeret vittighed eller joke. 

   Hvad siger hjerneforskningen at der foregår i hjernen når man joker?

   Det har to  forskere prøvet at finde svar på under overskriften the “neural genesis of a joke”:

Irving Biederman and Ori Amir at the University of Southern California scanned the brains of 22 improv comedians who had been asked to think up funny and boring captions to go with cartoons of people in various situations.

Komikerne skulle altså finde på hhv. kedelige og morsomme tekster til en tegning, og så blev de fMR-skannet imens, og bagefter skulle de så vurdere kvaliteten af joken på en skala fra en til fire: 

When the comedians came up with funny punchlines, the scientists saw activity rise in parts of the brain used to make meaningful links between opposing or distinct ideas. Activity in a separate brain region, the ventral striatum, which is involved in reward, also rose and got stronger the funnier the comedians rated their captions.

   “Conceiving funny ideas involves activation in semantic association regions where remote associations are linked in a meaningful way,” said Amir. “Greater activation in those regions results, on average, in funnier ideas.”

   In the study, amateur and professional improv comedians, including members of the Groundlings troupe in Los Angeles, had 15 seconds to come up with funny or boring captions for cartoons while having their brains scanned. After writing each caption, they rated how funny it was on a scale from one to four.

Et eksempel på sådan en tegning gives i artiklen. En kvindelige parterapeut hilser et ægtepar velkommen. Hvad siger hun til dem?

One cartoon showed a female relationship counsellor welcoming a married couple into her office. The caption from one of the participants read: “So this is awkward. I am the woman your husband has been cheating with. Either way it will be $200 for the marriage counselling.”

Hendes replik oversat til dansk: "Så, det her er pinligt. Jeg er den kvinde din mand har været dig utro med. Uanset hvad, er mit honorar 200 dollars for min ægteskabsrådgivning."

Det viser sig at de dele af hjernen som er meget aktive under skabelsen af en joke, er en del af en gammel kending, hjernens belønningssystem:

According to the researchers, the brain regions activated during the creation of jokes are rich in opioid receptors, which are part of the brain’s reward system. “In the case of humour appreciation, a surprising burst of activity in those regions may lead to the feeling of mirth,” said Amir.

https://www.theguardian.com/science/2014/nov/14/brain-joke-funny-comedians

En anden artikel om samme forsøg specificerer hvilke hjerneområder der er særlig aktive:

For a joke to be effective, the researchers discovered that the temporal lobe (located behind the temples) needed to be largely activated and significant activity was also required in the ventral striatum, the brain region which is linked to the reward system. This demonstrates that the development of comical ideas requires the activation of the temporal lobe, where opposing or distinct ideas can be linked in a relevant manner.

   Furthermore, these temporal areas are rich in opiate receptors, notably the μ receptors which play an important part in the exhilarating effect of these substances. The scientists affirm that the sole activation of these areas produces an effect of pleasure which, in the context of humor, reaches the height of an intense positive feeling, which we call joy.

http://www.happy-neuron.com/scientific-news/the-brain-s-recipe-for-jokes

Den helt afgørende pointe når man sammenligner forskernes resultater når folk lyver bevidst, med resultaterne når de laver jokes, er at i det sidste tilfælde er de frontale pandelapper ikke aktive.  Der er så at sige lukket ned for 'kontrolsystemet', for at hjernen kan komme i den 'åbne tilstand' som muliggør associative koblinger mellem ideer og forestillinger som ligger langt fra hinanden. 

Når naturoplevelser heler og helbreder det skrøbelige sind, så er det ikke bare tro og ønsktænkning - forskningen underbygger det.

Det nye parti i Folketinget Alternativet har fået en aftale i stand i Folketinget der giver penge til et forsøg med at læger/psykiatere kan ordinere 'kultur' på recept.

Det er med en slet stolthed i stemmen, at vi kan afsløre, at vores sundhedsordfører, Carolina Magdalene Maier, har forhandlet en aftale på plads for satspuljemidlerne på sundhedsområdet. Aftalen sikrer otte millioner til en 3-årig forsøgsordning, hvor mennesker med stress, og let til moderat angst og depression, kan få udskrevet en "recept" på kulturoplevelser.

Og det samme med naturoplevelser, de burde også kunne udskrives på recept:

En ny undersøgelse fra Friluftsrådet, "Danskernes brug af grønne områder", viser at jo mere tid man tilbringer i det grønne, jo mindre stresset føler man sig. Og der er ikke kun tale om skov og strand, men også parker, anlæg og haver. Faktisk er haveejere klart mindre stressede end andre. Og alene det at have udsigt til noget grønt, har en positiv indflydelse på sundheden.

Det er i begge tilfælde - kultur og natur - ikke indlysende hvorfor det virker sådan. Men en forsker bag undersøgelsen, seniorkonsulent Karsten B. Hansen som refereres i fysioterapeuternes blad Krop og Fysik, giver et bud:

Når vi er i sociale sammenhænge, modtager hjernen ekstremt mange informationer som skal bearbejdes. Til det bruger vi overvejende de kognitive hjernecentre, som er de mest avancerede dele af hjernen; og de udtrættes nemt, forklarer han. - Stress kan forstås sådan at de kognitive dele af hjernen bliver overophedede. Vi ved fra forskningen at når man er i naturen, slår de kognitive dele fra, og i stedet er hjernestammen aktiv. Den stammer helt tilbage fra urmennesket og er ikke så udtrættende at bruge. Man kan også sige at man slår over på en mere ubevidst brug af hjernen, hvor man modtager sanseindtryk, men ikke behøver at bearbejde dem. En sommerfugls farver, duften af en rose og et egerns bevægelse i trætoppene er behagelige input, der ikke behøver nogen respons fra os. Vi giver så at sige hjernen fri, fortsætter han.

Troen på naturens helende kraft er ikke noget nyt. 

    De arkitekter der i slutningen af 1800-tallet stod for planlægningen af de store sindssygehospitaler i Danmark (Oringe, Sct. Hans, Middelfar, Nykøbing Sjælland m.fl.), var overbevist om at sådan var det. Og selv om troen ikke kunne byggede bjerge, så byggede den godt nok nogle smukke bygnings- og parkanlæg til dem der havde et skrøbeligt sind den gang:

Sindssygehospitalet Oringe ved Vordingborg

Udsigt fra Oringe Ved Vordingborg

Sindssygehospitalet Nykøbing Sj.

Denne tro på den helende natur forsvandt op gennem 1900-tallet. Der kom betonbyggerier og parkeringpladser i stedet. Bare se på sygehusene i Næstved eller Herlev.

   Men ideen er ved at bliv genoplivet rundt omkring:

I øjeblikket anlægger Rigshospitalet i København f.eks. en 6300 m2 stor have. Formålet er at skabe et fristed til patienter, pårørende og personale - en oase med dejlige ting at se på, dufte til og røre ved. I Sverige har mange ældreinstitutioner terapihaver, hvor de gamle er med til at vedligeholde haven. Det har en god effekt på demens, stimulerer krop og hjerne og giver gode oplevelser.

Sådan ville de fleste ønske at det var: Naturoplevelser er godt for hjernen, for sindet, for det mentale og fysiske helbred. 

   Men er det sandt, eller blot smuk ønsketænkning?

   Det er der så forskning i dag der underbygger - at der er noget - meget - om snakken: at grøn natur er godt for hjernen. 

 
Naturfredningsforeningens blad Natur og Miljø har en længere artikel under overskriften "Hjernens naturtalenter" der refererer forskellige undersøgelser og forskningsresultater på feltet.

   De kognitive psykolog, David Strayer fra universitetet i Utah, forsker i det man fagligt betegner 'Attention Restoration', populært sagt reparation af hjernens opmærksomhed og kreative evner.

Han bruger elektroder til at at undersøge og påvise, hvordan hjernens kommandocentrer, prefrontal cortex, sender færre signaler og altså slapper af som en øm muskel, der får en pause, når vi er i naturen og kommer væk fra teknologien.

   Andre neuropsykologiske undersøgelser viser, hvordan amygdala, et center i hjernen forbundet med angst og anspændthed, er mindre aktiv og overlader pladsen til andre centrer i hjernen som faktisk fremmer empati og altruisme. 

   Så det ser ud til, at vi ikke alene bliver roligere, men også mere kreative og rarere mennesker af en kur i naturen.

Artiklen fortæller også at folk i byerne simpelt hen savner grønt, og altså lever med et følt og oplevet naturunderskud.
   Og omvendt fortæller den at mennesker der bor i nærheden af naturområder, har færre hjertesygdomme og færre mentale sygdomme.
   Den fremspirende byhavebevægelse er et svar på det savn. Arkitekter som Hundertwasser og Bjake Ingels er pionerer på området hvor grønnatur integreres i arkitekturen.

Hotel Bad Blumau i Østrig - arkitekt Hundertwasser

En af de amerikanske guruer inden for dette felt, Richard Louv, har opfundet termen 'nature-deficit disorder' - en ikke lægeligt anerkendt diagnose - til at beskrive effekten på mennesker - især børn - der i lang tid ingen kontakt har med naturen.
   Han bliver interviewet til National Geographics hjemmeside under rubrikken 

Connecting With Nature Boosts Creativity and Health

Richard Louv har skrevet to bestsellere om sine synspunkter og sin research på området. Artiklen fortæller:

Louv, the author of the bestsellers Last Child in the Woods (2005) and The Nature Principle (2011), coined the term "nature-deficit disorder" to describe the loss of connection children increasingly feel with the natural world. is not a clinically recognized condition, he explains, but rather a term to evoke a loss of communion with other living things. Nevertheless, he argues, nature-deficit disorder affects "health, spiritual well-being, and many other areas, including [people's] ability to feel ultimately alive." (See "The Nature-Deficit Disorder and How It Is Impacting Our Natural World.")

    The causes of the disorder include loss of open space, increasingly busy schedules, an emphasis on team sports over individualized play and exploration, competition from electronic media, and what Louv and others call a "culture of fear," in which people are afraid to visit natural areas or even go outside due to heavy media coverage of violent events.

Læs mere her:

http://news.nationalgeographic.com/news/2013/06/130628-richard-louv-nature-deficit-disorder-health-environment/

Jeg har det sidste års tid været så stærkt optaget af maleren og træsnit-kunstneren Harald Henriksen, at jeg nu på næsten alle vægge har en del af hans træsnit (25) og akvareller (5), som for langt de flestes vedkommende er direkte inspireret af tætte og intense naturoplevelser.
   Når han malede sine akvareller, skete det på stedet ude i naturen.

   Han levede, malede og skar træsnit i første halvdel af 1900-tallet.  

   Jeg er ikke i tvivl om at han helt umiddelbart har oplevet at det at skabe de billeder, har fungeret "helende" på hans sind. 

   Ligesom billederne fungerer på mig, når jeg er omgivet af dem og kan nyde dem hver dag hjemme hos mig selv.

Se alle hans billeder på hjemmesiden: www.haraldhenriksen.dk 

Kreativitet er genetisk forbundet med forskellige former for sindslidelser som skizofreni og maniodepressivitet

Det er ikke nogen nyhed at forskellige former for sindslidelser forekommer relativt hyppigere blandt særligt kreative mennesker som forfattere, malere, musikere, skuespillere. 

   Det samme gælder for personlighedstypen Highly Sensitive Personality (HSP) og forekomsten af synæstesi, som også er hyppigere blandt kunstnerisk begavede mennesker end blandt gennemsnittet.

En af hypoteserne for den sammenhæng har været at det at "tænke ud af boksen" og på tværs af socialt og sprogligt veletablerede normer, kategorier og såkaldte 'frames', hænger sammen med svækket latent hæmning (eng. 'latent inhibition' (LI)) i hjernen, som gør at der hos kreative og hos skizofren er flere og nemmere neurologiske forbindelser mellem ellers ret adskilte sektorer og moduler i hjernen. 

   Nogle hjerner risikerer derfor - i kortere eller længere perioder af deres liv - mentalt at løbe løbsk som er en måde at beskrive fx skizofreni (ustoppelige tankemylder og hallucinationer) og maniodepressivitet (ustoppeligt storr emotionelle udsving) på. 

  Andre kreative personligheder har måske deres ud af boksen-tænkende og stærkt emotionelt påvirkelige hjerne mere under kontrol, og er derfor også mere stabile i deres kreative produktion og udtryk.

Læs mere her (eller gå i søgefeltet under "latent hæmning"/"latetent inhibition":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/om-nye-effekter-af-krammehormonet.html

Hjemmesiden "videnskab.dk" har nu en forholdsvis overbevisende genetisk forklaring på det i artiklen her:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/kreativitet-og-psykoser-er-genetisk-forbundet

Man har simpelt hen nu fundet nogle genvarianter som er fælles for personer der ud fra kreativitetkriterier og -tests er særligt kreative og for personer med diagnoserne skizofreni og bipolar lidelse:

Vores tanker og følelser definerer os som arter og som individer. Vi kategoriserer ofte de, der er kreative af natur, som mennesker, der er i stand til at tænke ud af boksen, mens vi stigmatiserer dem, som er langt fra boksen, ved at diagnosticere dem med en psykotisk lidelse.

   Men hvad er forholdet mellem kreativitet og mentale lidelsers sande natur? Som Kári Stefánsson, administrerende direktør ved deCODE Genetics i Island, udtrykker det, hvornår fører det at tænke ud af boksen os til at forlade boksen fuldstændig?

   I et studie, som bliver publiceret i Nature Neuroscience i denne uge, har et internationalt forskningsteam fundet fælles genetiske rødder, der forbinder kreativitet og udviklingen af to psykiske lidelser – skizofreni og bipolare lidelse.

   De skriver, at mennesker med disse psykiske lidelser har en fælles genvariant med ellers raske mennesker.

   Det er nyt bevis for, at denne særlige gruppe gener influerer vores tankeprocesser og adfærd – og gør os mere eller mindre kreative, og endda mere eller mindre tilbøjelige til at udvikle psykiske lidelser.

   Forskningen blev udført af Kári Stefánsson i samarbejde med kollegaer fra Storbritannien, USA og Japan.

Man kan så spørge hvad der kommer først - sindslidelsen eller kreativiteten? 

   Er det sådan at man altid er potentielt sindslidende når man er særligt kreativ, eller er det omvendt sådan at de nævnte sindslidelser blot er noget kun nogle særligt kreative mennesker er i risikozonen for?

   Det sidste, ser det ud til:

Til studiets formål definerede forskerne en kreativ person til at være enhver, der er involveret i kunst gennem deres hverv, eller som er medlem af et kunstnerisk forum.

   De opdagede, at de genetiske faktorer, der blev forbundet med en risiko for at udvikle skizofreni og bipolar lidelse, også er ansvarlige for niveauet af kreativitet hos ellers raske mennesker.

   Denne almindelige genetiske forbindelse resulterer i adfærdsforandringer, som påvirker vores kreativitet og gør os mere eller mindre påvirkelige over for at udvikle en af de to psykiske tilstande.

   »Vi ser, at abnormitet i måder at tænke på eller at tænke ud af boksen, om du vil, ikke er en konsekvens af lidelserne. Faktisk er det sandsynligt, at man allerede tænker anderledes på grund af disse almindelige genetiske varianter, der forandrer den kognitive funktion, som dermed sætter dig i større risiko for at udvikle skizofreni,” siger Stefánsson.

Videnskab.dk har et supplerende link til en artikel jeg også tidligere har refereret til, nemlig en hvor man fortæller om forskning der påpeger at kreativitet har at gøre med at dopamin-signalstoffet fungerer anderledes hos både kreative mennesker og skizofrene mennesker.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-taenker-kreative-ud-af-boksen

Når kreative mennesker har lettere ved at tænke ud af boksen, så hænger det sammen med at "boksen" metaforisk udtrykt er "mindre tæt og kompakt" - og derfor mindre frasorterende og mere gennemtrængelig for de signaler og impulser der kommer ude fra via sanserne eller fra andre dele af hjernen som de er neurologisk forbundet med:

Der synes at hvile en forbandelse over genialitet.

   De kunstnere, der har frembragt de smukkeste og stærkeste værker, er også ofte dem, der har lidt mest under sindets tyngde.

   Blandt forfattere, malere, skuespillere og musikere er eksemplerne på sindslidelser utallige, og forskning har for længst bekræftet sammenhænge mellem stor kreativitet og psykiske lidelser.

   Nu er svenske forskere kommet frem til en mulig forklaring. De mener, at når nogle er særlig gode til at tænke ud af boksen, så er det simpelthen, fordi de ikke rigtig har nogen boks. Det er det samme, der gør, at skizofrene oplever virkeligheden på en alternativ måde.

   »Evnen til at tænke ud af boksen skyldes måske, at meget kreative menneskers boks har en løsere struktur,« siger forsker Fredrik Ullén fra svenske Karolinska Instituttet, der står bag undersøgelsen Thinking Outside a Less Intact Box.

Og denne relativt svagere signalfiltrering hos både kreative mennesker og mennesker med skizofreni, den synes at have at gøre med at hjernens dopamin-produktion ikke virker helt så "dæmpende" eller "bedøvende" på den vigtige del af hjerne der kaldes thalamus, et centralt placeret modul der fungerer som en slags fordelingscentral eller krydsfelt for signaler der kommer fra og går til alle mulige dele af hjernens cortex, herunder frontallapperne hvor vores bevidsthed sidder: 

De svenske forskere udsatte 14 forsøgspersoner for en 'divergent thinking-test', hvor de skal finde flere forskellige løsninger på en række opgaver. Her

efter blev der foretaget en hjernescanning.

   Det viste sig, at de, der havde klaret opgaven godt og derfor blev vurderet til at være meget kreative, havde færre af de D2-receptorer, der reagerer på stoffet dopamin i hjernens thalamus.

   Det er i thalamus, at information bliver filtreret, inden det når videre til vores bevidsthed. Det forhindrer normale i at for eksempel associere frit på alle ord i en sætning i stedet for at forholde sig til sætningens indhold.

  »Færre D2 receptorer i thalamus betyder formentlig en lavere signalfiltrering. Dermed bliver en større mængde information sendt videre fra thalamus. 

   Det er kendt, at skizofrene også har færre D2 receptorer i thalamus, hvilket antyder en sammenhæng mellem psykisk syge og kreativitet,« siger Fredrik Ullén.

   Eller sagt på en anden måde, den boks, som almindelige mennesker ikke evner at tænke ud af, er langt mindre kompakt hos kreative og skizofrene.

Kritikerne af denne forsknings resultater, fremhæver at forsøgspersonernes antal er for lille til at sikrer troværdighed og sandsynlighed for at kunne generalisere. 

Akvarelmaleriets mysterier (46) - min Harald Henriksen-samling er nu blevet fordoblet - og hvad kendetegner hans træsnitmotiver og hans akvarelteknik

Jeg fortalte i forrige indlæg hvordan mødet med Harald Henriksens træsnit og akvareller havde aktiveret mit ellers i meget lang tid sovende samlergen.

   En samling skal sættes op - ligesom en frimærkesamling. Her opsætningen af en Harald Henriksen-væg i stuen:

Jeg har tidligere skrevet om at "blive forelsket i ting" - og især i deres design:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Og der er lavet ganske mange videnskabelig undersøgelser de senere år af hvordan hjernen fungerer hos mennesker der er meget forelskede, som det bl.a. beskrives i den populærvidenskabelig avisartikel her:

http://www.dailymail.co.uk/health/article-2230969/Crazy-love-What-happens-brain-really-chemistry.html

Jeg er slet ikke i tvivl om hvad der er sket for mig siden december sidste år: Jeg er blevet stormende forelsket - ikke i en kvinde - men i nogle billeder og en billedstil af en kunstner jeg ikke anede noget om for et halvt år siden: Harald Henriksen.

   Hans akvareller som jeg nu har fået set mange af i virkeligheden - og - især og ikke mindst - hans originale farvetræsnit.
   Når jeg ser dem, bliver jeg ved med at glæde mig ud over alle grænser. Ikke alle lige meget - men mange meget.

Og når samlergenet først er blevet aktivret hos sådan en som mig, så hænger man på den - er mentalt bundet op på sin forelskelse, betagelse, fascination. 

   Fornuften suspenderes, frontallapperne som den kritiske dømmekraft udspringer fra, lukker simpelt hen ned når forelskelsen i billeder går i symbiose med samlermanien.
   Den forelskede hjerne lukker også ned for de centre der producerer frygt og andre negative følelser, kan man læse sig til.

Brain scans have also shown the area of the brain that controls fear, and another region involved in negative emotions, close down, explaining why people feel so happy with the world – and unafraid of what might go wrong – when they fall head over heels.

Der sker også en ændring i omfanget af produktionen af de forskellige hormoner og signalstoffer i hjernen under en forelskelse - belønningssystemet får et ekstra skud dopamin for eksempel:

Studies have shown brain chemical dopamine is at higher levels in those in love. Dopamine is key to our experiences of pleasure and pain, linked to desire, addiction, euphoria, and a surge may cause such acute feelings of reward that it makes love hard to give up.

   Tests show that taking opioid drugs such as cocaine have a similar effect on dopamine as love.

   A side effect of rising dopamine levels is a reduction in another chemical, serotonin, a key hormone in our moods and appetite.

Jeg har oplevet det flere gang tidligere i mit liv: 

   En regulær forelskelse i en bestemt kunstners billeder, det oplevede jeg meget tidligt i min ungdom: Han hed Hokusai, var japaner - og hans træsnit der var helt tilbage fra 1800-tallet, betog mig dybt. Og gør det stadig. Og den gang vidste jeg ikke at Hokusai og samtidige japanske træsnitkunstnere, havde revolutioneret den europæiske kunst omkring århundredeskiftet - 1800-1900.

 
Andre kunstnere jeg er blevet forelsket i  og betaget af - ved første blik, er østrigeren Friedenreich Hundertwasser, og schweizeren Poul Klee.

   Men jeg kender også følelsen fra mine tidligere samlermanier - i forhold til fx polerede sten fundet ved stranden:

Og fra de gamle danske  såkaldte 'tofarvede' frimærker fra 1870-1905, som jeg i rigtig mange år samlede på og både var betaget af og optaget af at ordne, systematisere og sætte op på en måde som netop disse frimærker inviterer til:

Bestemte former for arkitektur kan virke på samme måde på mig: Den middelalderlige rådhusplads i Sienna for eksempel - og byen Venedig. 

   Og som beskrevet i det tidligere indlæg, også bestemte designere (ægteparret Eames) og bestemte designmøbler (flaglinestolen af Wegner, compact-sofean af Eames) får mig nemt op i det høje betagelsesfelt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Nedenfor viser jeg lige den sidste forøgelse af min Harald Henriksen-samling: 11 nye farvetræsnit - og min tredje og fjerde akvarel af ham.

Alle træsnittene kom fra samme sælger der har stået Harald Henriksen personligt nær, og som havde fattet tillid til at jeg ville tage godt og kærligt vare på hans træsnit.

   Det var dubletter, og jeg fik dem til særdeles rimelig pris.
   Han fortæller om omfanget af produktionen af farvetræsnittene at han har registreret 117 forskellige træsnit af Harald Henriksen, men at et nyt lige er dukket op.

Oplagenes størrelse var fra 25 til 75, evt. op til 100 -125 for dem der var godt salg i. Nogle af de små gik som gevinst i Charlottenborgudstillingernes tombola. Han nummererede desværre ikke konsekvent, men kun engang imellem. Jeg ved ikke hvorfor, – det gør jo hvert eksemplar mere værdifuldt for ejeren. 

Mine nyerhvervede træsnit har - som de tidligere - fået ny 'indpakning': tynd aluminiumramme, frisk passpartout og refleksfrit glas. Som de tidligere.

   Man siger at det refleksfrie glas svækker farvernes intensitet en smule, noget jeg dog ikke rigtig kan få øje på. Og træsnittene er jo i forvejen både gamle og gulnede, så det der er deres egentlige styrke og kvalitet, den grafiske stilisering og forenkling af farver og former, det får man i hvert fald et fantastisk fint indtryk af i den nye "indpakning".

Her kommer de første syv nyanskaffelser - i tilfældig orden:

Brønshøj mose, 1933

Vinterlandskab, slutningen af 30´erne?

Markvej, vinter (ved Bramsnæsvig ?) slutningen af 30'erne

Vej ved Bramsnæsvig, 1939

Hesterive, Bramsnæsvig, ca. 1930

Snestorm, Brandsø, 1925

Træ, hegnsstolper i forgrunden, udateret

Ikke mindst det sidste er betagende smukt. Også det første i rækken, med motiv fra Brønshøj Mose, er rigtig, rigtig godt - kun trykt i to farver - sortgrå - og duegrå.

   Jeg synes denne samling meget godt illustrerer hvorfor den aller første af Harald Henriksen træsnitten jeg stødte på, for en overfladisk betragtning, set lidt på afstand og gennem glas, godt kunne opleves som en falmet akvarel.

   

De fem farvetræsnit her er alle snelandskaber, og de ligner akvareller på den måde at de  så at sige lever af alle de flader der ikke er farvet - det 'hvide' der repræsenterer sneen i landskabet. 

   Den hvide sne i klatter og baner står så typisk i skarp og profilerende kontrast til mørk oliven, mørkegrå eller sorte silhuetter af træer eller buske eller landbrugsredskaber i forgrunden. 

   I mellemgrunden silhuetter af træer og planter, ofte også i oliven eller mellemgrå farver.

   

Jeg oplever at der med de billeder, ligesom med dem der udgør min "væg" i fotoet indledningsvis, er tale om en form for besjæling af de fremhævede nøgne træer med grene og kviste som en slags levende lemmer - og af landskabet de står i, og som de har som baggrund: Godt nok en form for naturalisme, men med en naturbesjælet symboliserende undertekst, synes jeg

   Selv om træsnittene altså æstetisk og motivisk er udtryk for en form for visuel natur-loyalitet med rødder i guldalderkunstens virkelighesforestillinger, så fremstår træerne i mange af Haralds træsnit som personificerede karakterer på en iscenesat og på forhånd givet landskab-scene.

   

Her to af mine egne - tidligere viste - akvareller med træer - som viser hvorfor jeg føler så stærkt for Harald Henriksens træsnit:

      

Og her et af de aller seneste med motiv fra Mallorca:

De tre følgende Harald Henriksen-træsnit adskiller sig på flere måder fra de første fem i min nye bunke, og også fra dem jeg tidligere har købt og viste ophængt på væggen i starten:

Klint ved en fjord, 1948. Farvetryk på gipsplade

Dette billede af en "Klint ved en fjord" (hvor motivet er lokaliseret fremgår ikke), er trykt i markant kraftigere og mere kontrastfyldte farver end det ellers er normalt hos Harald Henriksen. Der er ikke spor af vintersne, og vi oplever en mere forårs- eller sommeragtigt stemning end typisk for de fleste af hans træsnit.

   Og  man fornemmer et vist slægtskab med og måske inspiration fra det kendte maleri af I. A. Ring med et motiv fra Roskilde Fjord og så det følgende farvemættede Harald Henriksen-træsnit med motiv fra Brønshøj Mose; også det fremtræder med væsentlige kraftigere farvekontraster - og dermed mere forårs- eller sommeragtigt  - end Haralds typiske vinterlandskaber:

Brønshøj mose (Brønshøj kirke i det fjerne), ca 1947

I. A. Ring: "Sommerdag ved Roskilde Fjord”,1900

Faktisk producerede Harald Henriksen også en del træsnit med bymotiver, både fra Københavns trafikkerede gader, pladser og parkanlæg; og også fra Roskilde - som det følgende - hvor den gamle domkirke altid spiller en rolle i motivet.

 

Domkirkepladsen, Roskilde - udateret.

Perspektivet her er usædvanligt. Domkirken fremtræder i den grad mørk og skygget, nærmest truende - i hele højre side af bilede - i kontrast til de relativt små solbelyste byhuse til venstre - og med et kig til fjorden og dens anden bred i det fjerne mellem de to kontrasterende byggerier.

   Særligt bemærkelsesværdig er den ekstremt lave placering af horisontlinjen der åbner op centralt for et sugende udsyn til et blåt himmelrum med lette hvide skyer:

   Dette billede er snittet i et stort næsten kvadratisk format (40 x 34 cm), og er udtryksmæssigt beslægtet med det et andet farvetræsnit som fruen har arvet efter sine forældre - med motiv fra Langelinie i København:

Fuldrigger og mindre sejlskibe ved  Langelinie

Man bemærker ligheden i den relativt lave horisontlinje - og især i måden det blå himmelrum med de hvide lette skyer fungerer på - der tilfører billedet det dominerende helhedsindtryk af krystalklar solrig sommer.

Her er en ny Harald Henriksen-væg - med nogle af de nyanskaffede træsnit -  nu ophængt og fordelt på væggen lige over mit skrive- og malebord: 

Og fruen har klart givet udtryk for at nu er hun ved at være "fed up'' med Harald Henriksen-billeder der efterhånden hænger næsten overalt i huset.

Endelig har jeg nu fra samme sælger som jeg fik de to første af hans akvareller fra, (vist i et tidligere indlæg) erhvervet mig denne smukke akvarel der jo tydeligt er beslægtet med de foregående træsnit i kraft af sommestemningen:

Espergærde/Snekkersten? Måske omkring Egebækshavn, udateret

Det er tydeligt i akvarellen her hvor suverænt Harald Henriksen behersker den klassiske akvarelteknik til at give den optimale oplevelsen af lys og skygge - og dermed til at markere former og dybdeperspektiv med: en teknik med maximum tre transparente akvarel-farvelag malet oven på hinanden "vådt i tørt" - først de lyseste farver som bund, derefter en mørkere tone - og til sidst de mørke linjer og de områder der ligger mest i skygge.

   På forhånd har Harald Henriksen valgt hvad der skulle være helt hvidt - og altså 'males' ved at lade papiret fremtræde ufarvet - som i kanten af cumulus-skyerne.

Endelig viser jeg den aller seneste nyanskaffede akvarel af Harald Henriksen: Et af hans københavnske bymotiver - fra Vesterbrogade som er meget velbevaret:

Han bruger her samme 'lyssætning' og belysningsform som i træsnittet fra domkirkepladsen i Roskilde ovenfor. Et kraftigt solskin fra sydvest lægger højre side af billedet i skygger og i kontrast hertil fremtræder venstre side af Vesterbrogade ekstra stærkt solbeskinnet.

Harald Henriksen malede næsten altid sine akvareller udendørs på stedet - han malede hvad han så, men forenklede så også former og farver på en måde som han var suveræn til -  hvad der jo er genkendeligt fra træsnittene. 

   Og det gik hurtigt med sådan et maleri: højst en dag har akvareller som disse sikkert taget at male. 

Hvis jeg lige til sidst skal blande mig selv og min måde at male akvarel på ind i historien her - som modstykke, så maler jeg næsten altid mine akvareller indendørs - også landskaber - med egne eller andres fotografier af motivet som referencebilleder; som de her fra mit og fruens akvarelkursus på Færøerne med Bardur Jakupsson som lærer - for næsten tre år siden: