Harald Henriksen - udstilling på blokken af min totale samling af hans billeder pr. 1. april 2016 - med fokus på kunstnerens originale træsnitteknik

Seneste erhvervelse (11/10/16). Meget smukt farvetræsnit af Harald Henriksen.
(Vist igen nedenfor  i oversigten over 'samlingen')

Akvarel-forstudie til ovenstående træsnit. Suveræn teknik

Jeg har lyst til at få og give et overblik over min Harald Henriksen-samling som den ser ud nu, og som primært udgøres af farvtræsnit, men som også indeholder et mindre antal akvareller - og nogle fotokopier af søndagsmagasin-forsider, baseret på akvarel-originaler. 

   Alt i alt 33 farvetræsnit (seneste indføjet 11/10/16); dertil kommer de to som fruen har arvet, og det ene som søsteren har. 

   Og så har jeg i alt 8 af hans akvareller, som altså er unikabilleder, men varierende mærket af alderen - især præget af at papiret er mere eller mindre gulnet, hvad man skal abstrahere fra for at nyde dem fuldt ud.
   Men som alle akvareller er de teknisk instruktive - fordi en akvarel altid afslører sin arbejdsproces.

Her kommer træsnittene så i nogenlunde kronologisk rækkefølge:

G018. Plov i sne, 1924. Farvetræsnit 30 x 44 cm. (Charlottenborg 1925, Møstings Hus 2010, Statens Museum f. Kunst)

G020. Udsigt over Bramsnæsvig 1926. Farvetræsnit 36 x 48 cm (Charlottenborg 1927, Møstings Hus 2010, Statens Museum for Kunst)

G021. Vippebrønd Bramsnæsvig 1925. Farvetræsnit 29 x 43 cm. (Møstings Hus 2010)

G027. Snestorm Brandsø, 1926. Farvetræsnit 30 x 43 cm. (Charlottenborg 1926, Møstings Hus 2010, Politiken okt. 2010)

G032. Bognæs vinter, ca. 1928. Farvetræsnit 23 x 31 cm. (Møstings Hus 2010)

G083. En harve, ca. 1944. Farvetræsnit 21 x 32 cm. (Charlottenborg 1947, Møstings Hus 2010)

G034. Plænen i Frederiksberg Have vinter, 1927. Farvetræsnit 36 x 49 cm. (Charlottenborg 1928, Møstings Hus 2010)

G035. Plænen i Frederiksberg Have forår, 1926. Farvetræsnit 36 x 49 cm. (Møstings Hus 2010)

G042. Trappe i Frederiksberg Have, 1930. Farvetræsnit 34x 29 cm. (Charlottenborg 1931)

G044. Træer, harve Bramsnæsvig, ca. 1930. Farvetræsnit 18 x 23 cm (spejlvendt i forhold til mit eksemplar) 

G048. Koholm og gården Krabbeslund, Bramsnæsvig ca. 1930. Farvetræsnit 21 x 39 cm (Møstings Hus 2010)

G049. Hesterive Bramsnæsvig, vinter, ca. 1930. Farvetræsnit 23 x 27 cm

G050. Ved Skejten, ca. 1930. Farvetræsnit 20 x 25 cm

G052. Udsigt fra Rundetårn, 1931. Farvetræsnit 42 x 52 cm. (Charlottenborg 1932, Møstings Hus 2010, Statens Museum for Kunst)

G055. Vinterlandskab med mølle, 1933. Farvetræsnit 16,5 x 25,5 cm. (Charlottenborg 1934, Møstings Hus 2010, Statens Museum for Kunst)

G056. Ved Langelinje med ’Tjalfe’, 1930. Farvetræsnit 36 x 47 cm. (Charlottenborg 1930) (dedikation: Operasangerinde ved Det Kgl. Teater Johanne Brun ved hendes 60 årsdag 1934) (i fruens eje)

G058. Ved Hindsgavl, udsigt til Fænøsund, ca. 1934. Farvetræsnit 30 x 41 cm (i fruens eje)

G058. Domkirkepladsen i Roskilde, ca. 1945. Farvetræsnit 34 x 40 cm

G060. Brønshøj Mose, ca. 1933. Farvetræsnit 22 x 36 cm. (Møstings Hus 2010)

G061. Stemmeværk vinter, ca. 1935. Farvetræsnit 27 x 33 cm. (Møstings Hus 2010)

G062. Vinter ved en fjord 1, ca. 1935. Farvetræsnit 18 x 24 cm

G066. Vibe, ca. 1936. Farvetræsnit 19 x 26 cm

G069a. Vinterlandskab, ca. 1938. Farvetræsnit 21 x 36 cm

G073. Træer ved en vej, ca. 1938. Farvetræsnit 25 x 30 cm. (Møstings Hus 2010)

G076. Vej ved Bramsnæsvig, 1939. Farvetræsnit 18,5 x 26 cm. (Charlottenborg 1940)

G104. Brønshøj Mose, 1949. Farvetræsnit 19 x 27 cm. (Møstings Hus 2010)

G081. Svaner i Damhussøen, ca. 1940. Farvetræsnit 23,5 x 29,5 cm

G102. Vindue med hyacinter, 1948. Farvetræsnit 27 x 32 cm. (Charlottenborg 1949)

G104. Brønshøj Mose, 1949. Farvetræsnit 19 x 27 cm. (Møstings Hus 2010)

G106. Klint, ca. 1948. Farvetryk på gipsplade 39 x 49 cm

G115. Frederiksborg Slot ca. 1938. Farvetræsnit 30 x 40 cm

G114. Vinterlandskab Bramsnæsvig, ca. 1935. Farvetræsnit 38 x 50 cm

G 079a To svaner, ca. 1940. Farvetræsnit 26 x 33 cm (i mosters eje)

G074. Plovfure i sne. 1943.

Til en del af træsnittene har Harald Henriksen lavet akvarel-forestudier ude i naturen. Et eksempel kan ses i begyndelsen af dette indlæg.
   I andre tilfælde har han først malet en akvarel, og så genbrugt en version af motivet i et eller flere træsnit.

Det interessante og helt specielle ved Harald Henriksens farvtræsnit er at der er tale om en teknik og en arbejdsproces han helt selv har udviklet. 

   Den er inspireret af de japanske træsnit som er ca. 100-70 år ældre (Hokusai og Hiroshige). Men de japanske træsnit er produceret i en form for industriproduktion - en slags samlebåndsarbejde - hvor hver enkelt fase blev udført af hver sin specialist: tegning, udskæring, farvelægning, tryk.

    Harald Henriksens produktionsproces er en hvor han selv ene mand gør det hele: 

   Skitser - tegnet eller akvarel - laves ude i naturen på stedet. 

   Så overfører han motivet til konturtegning på typisk to (i de første år tre) stokke/plader - en til forgrund og en til baggrund.

   Derefter skærer/snitter/brænder han stokkene styret af den overførte konturskitse.

    Så påfører han farver - op til 6 forskellige - enten med pensel eller rulle.   

   Hvorefter han trykker motivet i to arbejdsgange på enten bagsiden eller forsiden eller på begge sider af meget tyndt japanpapir (hvor man reelt ikke kan se forskel på om trykket er sket på forsiden eller bagsiden). 

    Til sidst klæber han trykket op på pap eller tykkere papir med melklister som klæbemiddel, så japanpapiret næsten går i et med pappet/papiret.

Se mere om Harald Henriksens træsnitteknik og udviklingen af den i denne artikel af Thomas Bullinger og Troels Andersen som fremhæver at træsnittene næsten har akvarel-karakter, og at de i kraft af hans specielle arbejdsproces nærmest har karakter af monotopier, idet der kan være ret store forskelle i farvelægningen fra enkelttryk til enkelttryk inden for samme oplag.

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

Jeg citerer fra artiklen der i formuleringer viser hvor overraskede de fagligt kompetente forfattere er ved at opdage den helt originale teknik Harald Henriksen har udviklet, og som betyder at træsnittene bliver så 'akvarelagtige'  i udtrykket.

   Artiklen beskriver i detaljer hvordan han har arbejdet.

   Nogle få træsnit blev produceret på cylinderpresse, men ...

Ellers peger alle trækkene på, at han behandlede hvert eneste tryk individuelt og dermed opnåede en kvalitet, der nok ikke er typisk for dansk trykgrafik, men nærmede sig hans eget akvarelmaleri og gav træsnittene en malerisk og dekorativ virkning.

   Harald Henriksens farvetræsnit bygger på nogle af de tekniske erfaringer, som opdagelsen af det japanske træsnit bragte, men han benyttede ikke den fremgangsmåde, der blev beskrevet i The Studio, med en konturtegning på én blok og særskilte blokke til hver enkelt farve.

    Det er først og fremmest i brugen af papir og farve, indflyd elsen kan spores. Han arbejdede hjemme, havde ikke noget atelier med større indretning. Om et grafisk værksted var der heller ikke tale. Der fandtes ikke redskaber til dybtryk, ingen trykpresse, og efter at dømme hvad familien husker, udførte Harald Henriksen sine endda ret store træsnit på meget enkel og raffineret måde. Med håndens tryk og vel også med en håndvalse.

   Hans trykfarver var nøje afpasset til papiret, så farven ikke trak ud, selv om den indeholdt et vist mål af olie eller måske snarere, som beskrevet i Th e Studio, glycerin.

   Trykkene blev taget på japanpapir, der var fæstet i den ene side til arbejdsbordet, således at pasningen for hver trykgang var sikret.

   Det færdige tryk blev derpå limet på et kraftigere papir. Også her viser Harald Henriksens tekniske dygtighed sig. Det er nærmest umuligt at se på trykkene, at der er tale om to papirer, så dygtigt er opklæbningen gennemført. Kunstnerens søn husker, hvordan der stod skyer af kartoffelmel i arbejdsrummet, når der blev klæbet op.

Harald Henriksen begyndte med træsnit fra omkring 1916, og som det var normen på det tidspunkt (f. eks hos Edward Munch), var de monokrone i sort hvidt og med motivet delt op i klare flader, som det her fra 1920:

G005. Bænken, ca. 1920. Træsnit 22 x 30 cm (Møstings Hus 2010)

Artiklen beskriver så arbejdsprocessen ved et af de tidligste Harald Henriksen-farvtræsnit "Snestorm, Brandsø" som jeg har. og som er vist tidligt i oversigten ovenfor:

I 1925 blev ”Snestorm, Brandsø” til, i hvert fald blev det samme år udsendt til Radereforeningens medlemmer. Her har Harald Henriksen allerede fundet den form, som han skulle bygge på i de følgende årtier. Noget må være gået forud, for trykket viser stor teknisk beherskelse.

   Det udgåede, sorte træ i forgrunden kontrasterer mod den fint aftonede baggrund, der åbner et vidt udsyn ud over havet. Der er kun benyttet få farver og formentlig i alt tre trykplader. En af dem er bevaret, det er den, der er benyttet til baggrunden med havet, træets forkrøblede stamme er skåret bort. Ved trykningen er den grå tone i himlen aftørret på pladen ned mod horisonten, så papiret står næsten hvidt.

   Denne frie, maleriske behandling gør, at hvert tryk får sit eget præg, og nærmer sig til monotypien. Foruden den bevarede trykstok har træet i forgrunden og træerne yderst til venstre formentlig haft hver deres stok. 

Det der tydeligvis overrasker forfatterne mest, er at Harald Henriksen frit kombinerer at trykke med blokke der er spejlvendte og blokke der er retvendte i forhold til det færdig motiv; dvs. han jonglerer tilsyneladende frit i hovedet med motivet set enten forfra eller fra "ryggen".

   Hvad der bestemmer om han gør det ene eller det andet eller kombinerer i forhold til det specifikke billede, vides ikke. 

”Snestorm, Brandsø” blev som nævnt konciperet på den traditionelle vis, at der er én trykplade per farve. Andre, senere flerfarvetryk stammer fra én og samme plade med partiel indfarvning. Og atter andre plader er skåret på for- og bagside, som en form for rationel økonomiseren, og trykt med kun disse to skæringer. Derimod ser det ikke ud til, at Harald Henriksen benyttede sig af den kendte metode på samme trykplade at skære første billedtryk ned til næste tryk og derefter ned til tredje farve.

Det at han ikke benytter sig af "den kendte metode", har den fordel at han kan genbruge de samme trykplader til flere optryk hvis der var godt salg i et træsnit. Han kunne også udnytte mulighederne for at kombinere fx en snittet stok med forgrunden i et motiv med en ny baggrund.

   Artiklens forfattere kæmper med at få deres professionelle normer for hvordan træsnit trykkes, til at korrespondere med hvad de kan slutte sig til ud fra Harald Henriksens bevarede snittede stokke:

Til forklaring: Trykplader er negativ eller spejlvendt i forhold til det trykte billede. I et farvetræsnit med flere trykplader er alle pladerne spejlvendte i forhold til billedet. Klarer man placeringen eksakt med passemærker eller på anden vis, så føjer de successive tryk sig til det endelige billede.

   Men hos Harald Henriksen ikke nødvendigvis. Til stor overraskelse findes der to plader til samme farvetryk, hvoraf det ene er negativ (spejlvendt i forhold til det færdige tryk), det andet positiv (retvendt i for-hold til det færdige tryk). Det er usædvanligt, det har vi ikke set før. Hvad er forklaringen?

   Da Harald Henriksen efter endt farvetryk klistrede sine meget tynde japanpapirer på andet og mere stabilt papir, skjulte han bagsiderne. Vi kan altså ikke se fra papirets bagside hvad der er sket.

   Men farvefænomenerne på forsiden siger ganske klart: tryk nummer to fra den positive plade kommer fra bagsiden – og kommer nok i japansk tradition fra vandige farver, der bagfra trænger gennem papiret og fremkommer amorf, let, gennemsigtig og for et dansk farvetræsnit ganske usædvanligt.

   Det kunne måske spores tilbage til japanske metoder. Som regel er det de fjernest liggende partier i landskabet der trykkes positivt, dvs. på papirets bagside, mens forgrundens kraftigere motiv, oftest et bladløst træ, trykkes i normal negativ omvending på papirets forside. Men begge tryk kan også være positive, dvs. foretaget på papirets bagside, eller begge traditionelt trykt spejlvendt. Hvilken af de to trykgange, der er den første, lader sig ikke afgøre.

   Der er skåret væk i baggrundspladerne til de kraftigste elementer i forgrundsmotiverne, f. eks. træstammerne, men det er ikke givet at forgrundens stok er den først skårne.

I de snittede stokke jeg har fået forærende, til træsnittet med udsigt fra parken til Frederiksborg slot, er det sådan at de begge er retvendte, hvilket betyder at begge plader er trykt fra bagsiden af papiret:

Retvendt i forhold til motivet, og altså trykt på bagsiden af papiret

Retvendt i forhold til motivet, og altså trykt på bagsiden af papiret

Det samlede resultat af de to trykpladers aftryk på samme papir ser så sådan ud:

G115. Frederiksborg Slot ca. 1938. Farvetræsnit 30 x 40 cm

Hvordan har Harald Henriksen helt konkret snittet sine blokke eller plader? Det har artiklens forfattere også et detaljeret afsnit om:

Er Harald Henriksens skæreknive bevaret? Siger de noget vigtigt?

    Hvis ikke, så kan man alene ud fra træpladerne og skæresporene sige, at han benyttede sig af alment kendte knive. Der er spidse knive til linjer, der er hule knive til fraskæring af større partier. I enkelte plader benyttede han ”brandtegning” d.v.s. at han med et lille apparat med en spritflamme brændte spor i træpladen. Træets bortbrænding er hurtigere og lettere end en skæring og giver andre spor. Et brandspor i træet aftegnede sig for Henriksen på en tiltrækkende eller interessant måde.

Her er artiklens forfattere ikke præcise vedrørende "spritflamme". Haralds søn fortæller om hans teknik at knivene desvære ikke er bevaret, men ...

Det var hulknive i forskellige dimensioner. Hårdt for hænderne da han arbejdede i ret hårde træsorter (pæretræ tror jeg nok). Derfor var brændeteknikken jo smart, særlig til finere filigranarbejde som grenværk, siv eller andet. Han brugte (ikke en spritflamme, men) en platinspids som blev rød/hvidglødende af, at der blev pumpet benzin eller benzindampe ud i den. Spidsen blev ‘antændt’ med en spritflamme eller en tændstik. 

   Jeg har lavet en primitiv tegning af apparaturet, som jeg husker det. Det er desværre ikke bevaret. 

Det må have været afsindig brandfarligt, men der skete aldrig noget. Jeg kan endnu mærke den særlige og gode duft af benzin og brændt træ. Der stod en lille røgsøjle op fra træpladen, når han brændte.

Thomas Bullinger og Troels Andersen fortsætter i deres artikel beskrivelsen af Harald Henriksens helt originale træsnitteknik sådan her:

En enkelt træplade viser stadig fortegningen, i blyant eller kul velsagtens, på en anden er et træ tegnet ind med tusch. Tegningen blev ikke fulgt eksakt i udskæringen, men tjente som holdepunkt, og Harald Henriksen skar tynde linjer omkring formerne.

   Han fjernede de partier, der ikke skulle trykkes: ganske systematisk med den vriggende eller tremulerende bevægelse, som de fleste grafikkere benytter. Men de store, ikke trykkende partier, der af andre grafikere skæres møjsommeligt bort, og som altid efterlader knivens spor i trykket – ønsket eller uønsket – står der stadig urørt hos Harald Henriksen. Blot kan man se, at han ikke påførte trykfarve på disse partier. Og så kunne det være lige meget, om de var skåret bort.

   Han malte sin trykfarve på de udvalgte steder eller valsede dem på med en malers hånd. Ja selv i partier, der ikke engang er skåret, men stadig står som urørt flade, er der med pensel malede partier: vejens hjulspor eller markgrøftens skyggepartier. De rene monotypier.

    Sammenlignet med hans akvareller af samme motiv viser Harald Henriksens farvetræsnit iøjnefaldende, hvor meget trykfarvernes behandling og påføring styres således, at de på papiret fremstræder tyndt, luftigt og ligner akvarelfarver. Der findes vandige effekter, luftperler, tiltagende og aftagende farvemæthed, glidende overgange på fladerne.

   Er træsnit som højtryk traditionelt karakteriseret ved, at en flade eller en streg er indfarvet jævnt og ensfarvet for at give et entydigt aftryk, så gør Harald Henriksen gerne det modsatte. Landskaberne fremkommer med udtyndende luftperspektiviske fænomener, himlene blegner mod horisonten, vandflader spejler himlens skiftende farvemæthed. Harald Hansen maler sine træsnit!

Det er vel derfor de er så betagende smukke og anderledes: "Han malede sine træsnit."

Så til akvarellerne, som jeg nu har erhvervet mig otte af. 

   Dem og deres tekniske kvaliteter har jeg skrevet udførligt om i tidligere blogindlæg, så jeg viser dem bare her - med de oplysninger jeg har om dem:

A047b. Trafik på Knippelsbro, 1933. Akvarel 62 x 46 cm

A067. Tibirke, udsigt til Arresø, 1936. Akvarel 45 x 59 cm

A 106b. Havn, ca. 1940. Akvarel 64 x 76 cm

A 113b. Ved Kongekilden, Dyrehaven, ca. 1942. Akvarel 45 x 59 cm

Forår ved Kattinge Sø, ca. 1945

A142. Maj i Høsterkøb 1944. Akvarel 34x 48 cm

A163a Vesterbrogade, ca. 1947. Akvarel 38 x 52 cm

Gammeltorv-Nytorv, 1953

Her søndagsmagasin-forsiderne, som altså er avistryk baseret på akvarel-originaler:

Slut for denne gang. Dejligt at få lavet et samlet overblik over - samlingen.

Siden det her indlæg er skrevet, har jeg erhvervet flere nye akvareller og træsnit. Dem har jeg skrevet om og vist her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/akvarelmaleriets-mysterier-55-et.html

Nogle få af billederne som er vist her, er også vist i det senere indlæg.