Sider

fredag den 24. juni 2011

Tosprogethed, hjerneudvikling og kreativitet

Nyheden var i Radioavisen allerede i morges. Den var hentet fra Weekendavisen i dag. Forsiden bragte rubrikken "De kan jonglere". Overliggeren fortalte:
Mentale færdigheder. I fremtidens skole bliver det attraktivt at gå i klasse med tosprogede, for tosprogede børn udvikler en bedre hjerne end etsprogede, viser international forskning. I dag vokser to tredjedele af alle børn i verden op i et tosproget miljø. Det skal vi dyrke anbefaler forskerne.
Jeg får klare associationer til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed og hvad der gør ham eller hende særligt kreativ.

I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn mere eller minder hænger sammen med tab og savn i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed - man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Forsøger ved fantasiens hjælp - gennem metaforisk tænkning - at hele sårene, så at sige.

Den særligt kreative personlighed har jeg også beskrevet som kendetegnet ved at være og optræde som - mindst - "to personer i en". Og Mihalyi Csikszentmihalyi har - nærmest analogt med det - omtalt den kreative personlighed som præget af mental og kognitiv complexity, dvs. personligheden er sammensat af tilsyneladende kontradiktoriske ekstremer, og den har det med at kunne integrere personlighedselementer som ellers er adskilt. Altså en slags multi-facetterede personligheder.

Endelig vil jeg fremhæve som min egen erfaring at mange kreative mennesker har haft oplevelser med at være tvunget til at lære to sprog, to kulturer, to sæt forskellige sociale "environments" - i barndom og ungdom. Altså man er vokset op i en by eller en egne i provinsen hvor man har lært en dialekt som er blevet ens "modersmål" og tænkesprog, og så er man med forældrene blevet flyttet til en helt anden egn - fx en storby som København, hvor man skulle lære sig et nyt sprog som fx rigsdansk/københavnsk sammen med en anden kultur. 
   Jeg har tænkt mig at en sådan flytning og dermed følgene sprogskift burde give en "spaltning" i sindet som åbnede op for mixning eller blending af forestillinger og værdier, og dermed kunne være særligt stimulerende for kreativ tænkning. 

Selv har jeg erfaring både med at flytte fra Lolland til København som 14-årig og dermed skulle udskifte en stødløs lollandsk udtale med en stødfyldt rigsdansk udtale, og erfaring med - som udvekslingsstudent som 17 årig - at skule lærer mig et helt andet sprog: amerikansk - både i tale og skrift. Og det oplever jeg selv som noget der gav mig et mentalt "udviklingspuf" over en bred front.

Jeg fremsætter den hypotese her at tosprogethed indebærer at den tosprogedes personlighed er gennemsyret af en permanent løbende blendingproces, der hele tiden ubevidst arbejder på og er optaget af  mentalt at integrere og komprimere de forskellige konceptuelle erfaringsrum som de to sprog udspringer af og er forankret i.

Det som forsideartiklen i Weekendavisen fortæller om, er hjerneforskning hvor man har scannet og målt sig til en række positive mentale effekter af at være tosproget. 
   Tidligere har man ment at det var et handicap for børn og unge at være tosproget. Bl. a. forestillede man sig at de to sprog fyldte for meget - og derfor ville genere, hæmme eller forvirre forskellige mentale processer. Og at der kun var plads til at et af de to sprog var aktivt ad gangen. 
   Men sådan er det ikke. De tosprogede kan ikke bare "slukke" for det ene sprog når de er sprogligt aktive. Forskerne siger at det der sker, er at de tosprogede "jonglerer" mellem de to sprog helt op til det tidspunkt hvor ordene kommer ud af munden:
Begge sprog konkurrerer så at sige konstant om opmærksomhed når de læser, skriver, lytter, men især når de taler. De tosprogede jonglerer frem og tilbage mellem sprogene, og først ret sent i taleprocessen undertrykker de det ene sprog og begynder at tale det andet. Vi kan konstatere at tosprogede momentant aktiverer det sprog, de ikke bruger. En oversættelse af hvad de vil sige, ligger altså lige på tungen, inden de siger noget. Med andre ord flyder de to sprog ind over hinanden, fremhæver Judith Kroll.
Jeg tillader mig at tro at det metaforiske fagudtryk "jonglere" kan være nogenlunde synonymt med "blende" i min og den kognitive lingvistiks terminologi.

Artiklen forklarer videre: "Teorien er at gode færdigheder i de to sprog styrker det man kalder hjernens  "executive control system". Det vil sige det system i hjernen, der blandt andet medierer mellem sprog, hukommelse og opmærksomhed. " Det er en effekt af at hjernen løbende er aktivt igang med at vælge mellem masse ord og sætningskonstruktioner i de to sprog.

Dette hænger jo sådan set smukt sammen med teorien om at forståelse er simulering. Hvis det der simuleres når man forstår noget, ikke er bundet til et specifikt sprog og en specifik udtale, men er en form for tænkning der mere eller mindre er bundet direkte til kroppens motorik og sansninger, så burde det ikke være et problem at lære to sprog, idet man må gå ud fra at de begge trækker på det samme mentale apparatur for at forstå og give mening. 
   Det underbygges også af artiklen der fremhæver at fordelene ved to sprog ikke har noget at gøre med om de er nærtbeslægtede i form og struktur. Forskeren Judith Kroll har samarbejdet med et døveuniversitet, Gallaudet University. Studerende dér bruger tegnsprog til at tale og engelsk til at læse og mestrer på den måde to sprog som strukturelt er meget forskellige fra hinanden. 
   Judith Kroll:
Men vi har vist, at når døve studerende læser engelsk, aktiverer de også tengsprogsoversættelserne i deres tanker. Det er tilsyneladende en ubevidst proces, men den tyder på, at der er en høj grad af gennemtrængelighed mellem to sprog, også selv om sprogene er meget forskellige fra hinanden. 
Ja, jeg vil sige at det ligger lige til højrebenet at lade den neurolingvistiske sprogteori komme ind over her, med al dens tænkning om at forståelse er simulation. Det Kroll her ser ud til at fortælle i citaet ovenfor, er at døve visuelt-motorisk simulerer det de læser op på engelsk. Og jeg går ud fra at døves tegnsprog netop er et basic-level-category-sprog, da det jo bygger på gestuelle simulationer af de handlinger og ting som det referer til.

torsdag den 23. juni 2011

Workaholic - på stoffer helt bogstaveligt - ifølge Todd G. Buchholz

I Politikens økonomitillæg i går var der på bagsiden en klumme af Lucy Kellaway fra Financial Times. Rubrikken var "Vejen til lykke går gennem kontoret". Og manchetten: "Endelig er der skrevet en bog om lykke, der i stedet for yoga og helesekost lovpriser hårdt arbejde. Lige noget for mig."
   Bogen hedder: "Rush: Why You Need and Love the Rat Race". Forfatteren hedder Todd G. Buchholz. Og ifølge Wikipedia er han...
...an American economist, and author of "New Ideas From Dead Economists", "New Ideas From Dead CEOS" as well as "Bringing the Jobs Home", "Market Shock", and "From Here to Economy". His 2011 book "Rush: Why You Need and Love the Rat Race" was named a top ten book in the social sciences by Publishers Weekly. Rush is a synthesis of neuroeconomics and evolutionary psychology. A former senior economic advisor at the White House, Buchholz holds advanced degrees from Cambridge University and Harvard, where he won the Allyn Young Teaching Prize.
En af de intellektuelt tunge drenge, tydeligevis. Og en af de moderne tværfaglige multidisciplinære mennesker der ligesom Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Steven Johnson og James Geary forsøger fagligt at blende neuroscience med andre videnskabsområder, her altså økonomi og psykologi
   Det der fangede mig i Lucys klumme - efter at hun havde skrevet om Todd Buchholz´ meriter - var denne formulering:
Men okay, han taler ikke kun om sig selv, men trækker på erkendelser fra antropologi, økonomi og neurovidenskab. Vores frontale pandelp omdannes til en veritabel cocktailbar, når vi er på vej frem. Vi får et skud dopamin og serotonin, når vi kaste os over en ny opgave. Vi tager et varmt bad i xoytocin, når vi sludrer med vores kolleger, og når vi har succes på jobbet, udløses der en omgang betaendorfiner, som virker lige så godt som kokain. 
Det Tood Buchholz gør sig til talsmand for i følge klummen, er "at den sande vej til lykke handler om at gøre netop det som de fleste af os gør uafladeligt, uanset om vi kan lide det eller ej, nemlig arbejde." Og det søger hjernen så for at belønne ved at udløse den coctail af hormoner og endorfiner som vi fx også kender fra "helper's high", "runner's high" og "writer's high", og som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver som tilstanden at være i "flow".
   Altså det at arbejde hårdt, at slås med at få gennemført nogle besværlige opgaver, at være i skiftende stress-situationer med deadlines, at være i konkurrence og samarbejde med kolleger, den samlede proces kan altså kemisk-hormonalt set fungere som noget man kan blive glad af - og afhængig af at blive glad af. 
   Det må man konkludere ud fra referatet af Buchholz bog, og det lyder for så vidt meget fornuftigt. Flow opstår jo når der er et rimeligt forhold mellem stress (=udfordringer) på den ene side - og besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne på den anden. 

Nu har jeg lige været censor for en masse opgaver i "informationsjournalistikkens strategiske grundlag", og mange af opgaverne handlede om forandringskommunikation og forandringsledelse.
   En af pointerne var at når der skulle fusioneres eller spares eller på anden måde laves organisatoriske ændringer som ville påvirker medarbejdernes arbejds- og ansættelsesvilkår, så mødte det næsten altid emotionel - ikke-rationel - modstand hos medarbejderne. De blev bange og usikre - og var meget lidt lydhøre over for ledelsens argumenter, forklaringer og entusiastisk fremtidsscenarier. 
   En af teoretikerne forklarede det sådan at man skulle forstå det der skete når indgribende forandringer blev varslet og gennemført, som en sorg over et tab, og at man skulle give medarbejderne tid og psykologisk rum for "sorgarbejde" i forbindelse med de indgribende ændringer i  deres liv.

Jeg tænker at man  måske også kan beskrive det som medarbejderne i den situation oplever, simpelt hen er at de bliver smidt ud af deres "arbejds-flow". Og når det sker, så mister man også det medfølgende daglige tilskud af "lykke stoffer" i hjernen - og oplever måske helt regulært fysiologiske abstinenser.

De anbefalinger som teorien så kommer med i den situationer, er "at involvere" medarbejderne i nogle opgaver som positivt peger frem mod ændringerne: at fylde det mentale simulationsrum hvor angstfantasierne dominerer, med "virkelighed". 
   Og det kan jo også beskrives og forklares i flow-terminologi, nemlig at få folk igang med nogle arbejdsopgaver hvorigennem de igen kan komme "op og flyve", komme tilbage i den "flow-tilstand" de ellers har arbejdet i - så de igen kan få det dermed følgende lykke-hormontilskud.

mandag den 20. juni 2011

Mel Gibson - to personer i en og hvad deraf følger

Jeg bladrer igennem klip fra aviser jeg ikke fik kommenteret da de udkom. Et af dem rammer i plet i forhold til et af søgemønstrene: Den særligt kreative personlighed hvis kreative dynamik hænger sammen med at personligheden er spaltet ud i to eller flere "sider" som forsøges integreret igennem kreative aktivieteter. Og en personlighed som gang på gang læner sig op ad skandaler - med risiko for at blive udstødt af det pæne selskab.
   Skuespilleren Mel Gibson er tydeligvis en af dem. 

Information fra den 1. juni. Rubrikken: "Skandalemageren Gibson kæmper med sig selv". Et portræt skrevet af Jonas Varsted Kirkegaard. 

Hvad er der så med Mel Gibson? Mr. Bravehaert! Mad Max! Der "kæmper med sig selv".
   Jeg tænker: En person "der kæmper med sig selv", er x1 der kæmper med x2. To personer i en. Selv udsagnet indebærer jo også konceptuel blending: I det blendede output-rum udspiller der sig en kamp mellem Gibson1 og Gibson2.

Vi opregner lige hans skandaløse meritter. I følge artiklen:
  • For fem år siden sagde han til en jødisk betjent at jøder var ansvarlige for alle krige i verden.
  • Inden da havde han instrueret filmen "Passion of the Christ", der havde klare antisemitiske undertoner.
  • Lydoptagelser dokumenterer at han har truet med at myrde ex-kæresten Oksana Grigorieva.
  • "Hvis du bliver voldtaget af af en flok niggere, er du selv ude om det", har han også sagt til hende. 
Vennerne siger at han er "noget af en Dr. Jerkyll og Mr.Hyde-skabning."
   Jodie Foster som har instrueret den aktuelle film som Mel Gibson har hovedrollen i, "The Beaver", siger at det er de fire film Gibson selv har instrueret, der viser han sande jeg: "Det er film om folk, der opsøger de mørkeste steder i jagten på et spirituelt øjeblik."
   Hans ven, produceren Dean Devlin (der i øvrig er jøde) fortæller:
Mel vil sig hvad som helst for at chokere dig. Hvad enten han mener det eller ej.  Intet morer ham som at se folks underkæber i frit fald. Det er er meget barnligt træk.Det er skuespilleren i ham, der forsøger at få en reaktion.
Har han ondt i farforholdet? Ja, mon ikke!
   Artiklen i Information fortæller at "han voksede op i skyggen af en far med meget markante meninger." At han elskede sin far, Hutton Gibson, meget højt, og at denne far tilsyneladende var og i en alder af 92 stadig er ekstremt autoritær og tilhører en meget konservativ gren af katolicismen. Faderen er kendt for sine teorier om udspekulerede jøders skjulte magtudøvelse. Og han benægter endvidere at Holocaust kostede 6 millioner jøder livet. 

Lars von Trier og Henrik Dahl - gå hjem og vug!
   Og jeg kobler uden videre til Christian Stentoft som producerede en radiomontage til DR i 1994 - om sit betændte forhold til sin "sataniske far" Aage Stentoft. Og videre til Poul Martinsen dokumentar "I skyggen af en far" - hvor han følger Christians Stentofts produktion af den stæke, men også emotionelt konfliktfyldte motageudsendelse.

fredag den 17. juni 2011

Retorik og dramaturgi - som simuleringsformer der forudsætter modstand og kan skabe forandring

Jeg forfølger i de seneste blogindlæg tankegangen fra NTL - "The Neural Thory of Language", som også kunne kaldes teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: the embodied theory of language. 
   Det bærende metaforiske udsagn for teorien er:

"Understanding as Simulation"

Og "simulation" betyder noget i retning af ubevidst tankeeksperimenteren - hvor tænkning og "koncepts" ikke er bundet til verbalsproget - men ligesåvel kan være tænkning i billeder, tænkning i bevægelser (dans), tænkning i lyd (musik), tænkning i smagsfornemmelser - eller - i kreativitetssammenhæng - en kombination af fx verbal og visuel/rumlig tænkning

Da vi ved at hjernen er opdelt i moduler som arbejder sammen for at vi kan tænke, føle, handle, forstå, opleve, så må tænkning foregår i delvist adskilte men samarbejdende simulationsrum.
   Det er en parallel til at når vi oplever en rød bil komme kørende, så registres den røde farve i et center af hjerne, bevægelsen i et andet, og kategoriseringen af at det er en bil i et tredje. Men centrerne arbejder altså samme for at give os den hele oplevelse af "en rød bil kommer kørende".
   Eller når vi taler, så er det et center i højre hjernehalvdel der styrer intonation og tryk og de muskler i stemmebåndet som leverer den del af talen, mens det er et center i venstre hjernehalvdel der styrer syntaks, ord og udtale og de muskler i mundområdet der styrer udtalen af vokaler og konsonanter. Og de to centrer arbejder ubevidst og koordineret sammen for at give den "naturlige tale".
  Da følelser og højre hjernehalvdel har tættest forbindelse, så kan intonationscentret i højre hjernehalvdel, hvis man er bange for at sige noget, sende signaler til stemmebåndende om at de skal "snøre sig sig sammen", så der ikke kan komme en lyd frem, selv om tunge, læber og mund gør alt hvad de kan for at sige det venstre hjernehalvdel instruerer om at de skal udtale.

Lad os forfølge ideen med forskellige simulationsrum der arbejder sammen på andre områder:

Når man taler om fakta-dramaturgi i fx tv, så taler man i virkelighed om blending af to konceptuelle rum: et dramaturgisk og et retorisk. I det dramaturgiske rum er målet forførelse, i det retoriske rum er målet overtalelse.
   Tager man de kropsindlejrede metaforer i de to målsætninger for pålydende, så bliver man som modtager gennem dramaturgien ført til en anden virkelighed end den man er i - altså i et mentalt billed- og handleorienteret "fiktionsrum" som man kan forlade bagefter.
    Gennem retorikken bliver man som modtager talt over i en anden videns- og taleposition end den man er i, altså flyttet til et andet sandheds- eller indsigtsrum som man kan tale ud fra, et rum med et nyt standpunkt der erstatter et allerede eksisterende.
   Hvis altså det lykkes med hhv. overtalelsens og forførelsens forskellige simulationsstrategier

Accepterer vi at forståelse er simulation - simulation der for det meste foregår i det kognitivt ubevidste - så kan man sige at henholdsvis retorik og dramaturgi opererer i hver sit særlige ubevidste simulationsrum:
   Retorikken udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres samtale og diskussion i form af forestillede spørgsmål og svar - eller i form af forestillede påstande og modpåstande med argumenter. Det er viden og sandhed der er i spil i det rum.
   Dramaturgien udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres personers handlinger og modstand, aktion og reaktion i scener og sceniske forløb. Det er følelser, sansninger og handlings-identifikation der er i spil i det rum.
   Bemærk: I begge rum forudsættes modstand mod hhv. forførelsen og overtalelsen.

Det er min hypotese at dramaturgiens simulationsrum domineres af højre hjernehalvdels-tæning, mens retorikkens domineres af venstre hjernehalvdels-tænkning. Men at begge hjernehalvdele naturligvis arbejder sammen når de kropsindlejrede simulationsprocesser er i gang når fx et journalistisk faktaprogram opleves og sætter mentale - kognitive og emotionelle "aftryk" i hjernen.

Faktadramaturgi leverer altså mentale værktøjer til kognitivt at operere i et blended simulationsrum hvor forførelse og overtalelse mixes på uigennemskuelig vis gennem mental og konceptuel integration af de gode gamle modstandere: fornuft og følelse.

Hvad med det der kaldes narratologi - og som handler om hvordan man konstruerer fortællinger i ord? Storytelling? 
   Simulation af forløb af oplevelser? Måske?

I en opgave jeg som censor læser inden for faget "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag", finder jeg følgende beskrivelse af hvad man strategisk kan gør for at forebygge eller modvirke modstand mod forandring i en virksomhed.
   Afsættet er en bog "Modstand mod forandring" skrevet af Steen Visholm:
Visholm gør opmærksom på, at modstand mod forandring typisk bunder i forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden. Hans teori er, at når en forandring udmeldes, vil de fleste mennesker have en naturlig tilbøjelighed til at gøre sig en masse grundløse og angstbetonede forestillinger, der kan hindre modtagelsen af objektiv information. Ifølge ham er en forandringsproces 'et projektivt rum, der løbende udfyldes med med virkelighed.' For at der kan blive plads til virkeligheden i det imaginære rum, er medarbejderne imidlertid først nødt til at dele deres negative forestillinger med andre, lade forestillingerne 'containe' - og dernæst realitetsteste imod fakta. Jo mere virkelghed rummet på den vis fylde med, desto mindre plads er der til ukonstruktive forestillinger. Forandringsmodstanden kan således begrænses. 
"Containe" må vel betyde "rumme og inddæmme"?
   Det jeg hæfter mig ved her er omtalen af "et projektivt rum" og "det imaginære rum". Det lugter af "simulation". Det er et mentalt rum som medarbejderne har konstrueret i hjernen, ikke ud af sandhed, virkelighed og fakta, men ud af fantasier og angstforestilinger - og hvori de ser sig selv. Og de bryder sig ikke om det de ser. Og bliver bange. Skal de kunne se sig selv i et forandret rum uden angst, så må dette imaginære rum være beskrevet så levende og konkret at det - i erfaringssprog - at det gør det muligt at medarbejderne kan se sig selv handle fungere i det, og sådan at det simulerede fremtidsscenarie kan levere svar på de konkrete spørgsmål som udspringer af angsten for forandring
   Her beskrives på en måde en kamp mellem den indre dramaturgis arbejde og den ydre retoriks mål.

Når mennesker simulerer og dermed forstår noget, så kan der være to kilder: den ene kan være indre fremkaldte forestillinger, og den anden de handlinger man for tiden udfører, idet simulering jo altid i en eller anden forstand enten bygger på  tidligere eller på aktuel kropsindlejret forståelse.
    Hvis det angstfyldte projektive imaginære rum skal "fyldes af virkelighed" - fantasi erstattet med erfaring - så kræver det mere end ord - altså mere end (en-vejs)kommunikation.
    Derfor skal de angstfyldte medarbejdere indsættes som aktive aktører i virkelige (for-)handlingsrum der har direkte relation til de forandringer som skal gennemføres. Det kaldes her i opgaven jeg læser, at tildele dem "ejerskab i processen".
   Værdier skal ikke først og fremmest kommunikeres, de skal leves. Ellers kan de ikke siden hen simuleres.

Jeg tænker på typiske metaforiske udsagn om jeg-et i simulerede rum af typen: "Jeg kan ikke se mig selv i den nye stilling", eller "Jeg kan ikke forstille mig arbejde på de betingelser".

Opgaven er at få medarbejderne til "at se sig selv" arbejde, fungere, leve, få mening i den fremtidige forandrede virksomhed og virkelighed.
   Eller som amerikanerne siger: "What´s in it for me? That´s the question!

En af vejene må altså være at arbejde med storytelling i anskuelige fremtidscenarier der gør det muligt for medarbejderne at få besvaret spørgsmål som: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for mig? Hvilke ny opgaver får jeg? Hvilke kolleger møder jeg og skal samarbejde med? etc.
   Herunder brug metaforer, metonymer, lignelser, analogier, cases, eksempler, ordsprog, bevingede ord, jokes, gåder - over en bred front.  Brug erfaringssprog, anvend basic-level-kategori-ord, tegn og fortæl, få kroppens positive erindringer aktiveret.
   Det fremmer anskueligheden i fremtidsscenarierne og bidrager med det mentale "stof" - de indre billeder og brikker - som simulationsprocesserne skal trække på for overhovedet at komme igang. 

Man kan måske sammenfatte det sådan: Hvis du som leder har et ønske om at forandre folks adfærd, så må du give dem "input" i form af konkrete forstillinger som de kan bruge til at se og simulerer sig selv fungerende i en kommende forandret virkelighed. Konkrete forestillinger er noget man kan give input i gennem erfaringssprog som indeholder en vrimmel af basic-level-categories-ord. Og for at simulere en virkelighed så må man have input via erfaringssprog. Ellers har man ikke simulationsmateriale for fantasien og forestillingsevnen.
   Og pointen er nok at det er kun gennem mulighederne for simulation at man kan "tale til" folks følelser. For sådan er hjernens moduler forbundet, der forbinder ord og følelser.
    Og det ved vi: Følelser, positive eller negative, er afgørende for hvad vi vil gøre eller ikke gøre, herunder ændre adfærd - i bestemte situationer.

En anden af opgaverne i "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag" referer til en af de "tunge drenge" inden for forandringskommunikation, J. P. Kotter:
Kotter identificerer et grundlæggende mønster i vellykkede forandringsprojekter "See - Feel - Change" som er indeholdt i alle forandringens otte trin. Buddet lyder, skab visuelle oplevelser, så medarbejderne kan se forandring for sig. Det giver en følelse af lettelse og føre til ændret adfærd.
Vi ser os selv i et simuleret rum. Vi føler os godt tilpas i dette forestillede rum. Vi tør handle for at virkeliggøre dette rum.
   Dette med "SEE - FEEL - CHANGE" er i følg opgaven eksemplificeret i bogen "The Heart of Change - Real-life Stories of How People Change Their Organisations" - af J.P.Kotter og Dan S. Cohen. 
   Jeg mindes igen og igen Kung Futse:

Tell me and I forget
Show me and I remember
Involve me and I understand.

Ud fra den kropsindlejrede sprogteorie, er det naturligvis en herlig metaforisk titel der er lige i øjet: "The Heart of Change" - forandringens hjerte.
   Og i citatet fa Kung Futse er det ikke svært at oversætte "involve me" til: "Give mig et simulationsrum som jeg kan se mig selv i" - og dermed forstå hvad forandringen går ud på.

tirsdag den 14. juni 2011

Lort i fløden - og smørelse mellem "venner" - Pressenævnet siger fra

I Politikens kultursektion i dag er en artikel af Jakob Elkjær - avisens meget aktive udøver af journalistik om journalistik. Rubrikken minder i den grad om Lakoff´s skoleeksempel som udgør titlen på hans indflydelsesrige bog: "Don´t think of an elephant". Lakoffs pointe var at man ikke kunne negere noget der aktiverede en "frame", uden at man også gennem negationen aktiverede den samme frame. Altså enhver kommer til at tænke på alt det som en "elefant" i øvrigt mentalt forbindes med, også selv om man får besked på at det må man ikke.

Rubrikken i Elkjærs artikel var et citat med præcis den pointe:
Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret
En journalist fra B.T. havde skrevet en artikel om at et økologisk mejeri med rubrikken "Fandt afføring i fløden", baseret på en påtale til mejeriet for dårlig rengøring. Det viste sig at artiklen ikke holdt vand, og Pressenævnet gav en alvorlig kritik af B.T. for ikke at have tjekket det faktuelle grundlag for artiklen.
   Mejeriets advokat udtaler at den artikel med den påstand var ved at "tage livet" af mejeriet, også selv om den kort efter blev korrigeret af B.T. Skaden var sket, der var etableret en mental og konceptuel kobling mellem det pågældende mejeri og forestillingen om "lort i fløden".

Et par pointer er værd at trække frem:
   Den skadelige rubriks ord er det jeg tidligere har kaldt basis-kategori-ord, ord som fremkalder konkrete forestillinger i hovedet på folk, ord som kan tegnes, ord som gå rent ind i simulationsmaskineriet i det kognitivt ubevidste.
   Der er tale om et metonymisk forhold mellem mejeriet som helhed og en del af dens produkter: forurenet fløde: Helheden ses og forstås - og farves - gennem delens optik.
   Og selv om den metonymi siden blev dementeret som en falsk forbindelse, så bliver den altså siddende - "slumrende" - i det kognitivt ubevidste hos mange mennesker, og kan vækkes op igen når man støder på Mejeriets navn i fx på mælkeproduker i sit supermarked.

Den anden pressenævnssag som Elkjær også beskriver, gjaldt samme avis og samme journalist. Den er interessant i lyset af den diskussion jeg tidligere har været inde på: om hvor "døde" - "døde metaforer" egentlig er.
   Mit synspunkt er at det er de ikke, de bør rettelig kaldes "sovende" eller "hvilende".
   Den "dømte" artikel handlede om tidligere borgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, og den havde rubrikken: "Bondam fik fodboldtur af TDC". Derefter kom følgende manchet:
DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC. 
Og senere stod der i artiklen:
Fodboldkamp, fadøl, middag på TDC´s regning. Det var recepten, da Klaus Bondam holdt møde med to gamle venner under kampen mellem F.C. København og Olympique Marseille
Pressenævnet mente at journalisten gennem formuleringen: "Det gik som smurt", fik læserne til at tro at der var en forbindelse mellem Bondams møde med TDC´s chef i Parken og kommunens skift af teleudbyder fra Telia til TDC. Altså at Bondam var korrupt og var blevet bestukket.
    Faktuelt viste det sig at være helt umuligt alene på grund af rækkefølgen af begivenheder og fordi Klaus Bondam på tidspunktet for skiftet slet ikke var den ansvarlige borgmester for beslutningen.
   Klicheen med den døde smørelse-metafor i udtrykket "noget gik som smurt" - betyder at "noget gik nemt", "noget forløb uden at støde på nogen særlig eller forventet modstand". Men i denne artikel-kontekst demonstreres det tydeligt at metaforen i klicheen kun er "slumrende" og at den nemt kan vækkes til live igen og associerer til metaforen "smørelse" som synonym med "bestikkelsespenge". Og at den endda kunne blive så levende at Pressenævnet løftede den etisk pegefinger.

Artiklen demonstrerer også hvordan ansvarlige chefredaktører typisk framer det at lave grænseoverskridende fejl i forhold til de presseetiske regler, nemlig som en nødvendig omkostning hvis man i øvrigt vil praktiserer kritisk journalistik og leve op til "vagthunde- og jagthunde"-idealerne.
Jakob Skaaning udtaler noget der også ligner en klichee:
Vi har ikke noget imod at have sager i Pressenævnet, for det viser at vi går til kanten.
Signalordet er metaforen "gå til kanten", som jo også kan oversættes til en anden metafor: "balancere på grænsen".
   Det at have sager i Pressenævnet anses som et metonym på at avisens store "kritiskhed".
   Kan man forestille sig nogen anden profession som vil rose sig af at gå til kanten af professionens etik: læger, advokater, ejendomsmæglere?