Tosprogethed, hjerneudvikling og kreativitet

Nyheden var i Radioavisen allerede i morges. Den var hentet fra Weekendavisen i dag. Forsiden bragte rubrikken "De kan jonglere". Overliggeren fortalte:

Mentale færdigheder. I fremtidens skole bliver det attraktivt at gå i klasse med tosprogede, for tosprogede børn udvikler en bedre hjerne end etsprogede, viser international forskning. I dag vokser to tredjedele af alle børn i verden op i et tosproget miljø. Det skal vi dyrke anbefaler forskerne.

Jeg får klare associationer til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed og hvad der gør ham eller hende særligt kreativ.

I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn mere eller minder hænger sammen med tab og savn i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed - man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Forsøger ved fantasiens hjælp - gennem metaforisk tænkning - at hele sårene, så at sige.

Den særligt kreative personlighed har jeg også beskrevet som kendetegnet ved at være og optræde som - mindst - "to personer i en". Og Mihalyi Csikszentmihalyi har - nærmest analogt med det - omtalt den kreative personlighed som præget af mental og kognitiv complexity, dvs. personligheden er sammensat af tilsyneladende kontradiktoriske ekstremer, og den har det med at kunne integrere personlighedselementer som ellers er adskilt. Altså en slags multi-facetterede personligheder.

Endelig vil jeg fremhæve som min egen erfaring at mange kreative mennesker har haft oplevelser med at være tvunget til at lære to sprog, to kulturer, to sæt forskellige sociale "environments" - i barndom og ungdom. Altså man er vokset op i en by eller en egne i provinsen hvor man har lært en dialekt som er blevet ens "modersmål" og tænkesprog, og så er man med forældrene blevet flyttet til en helt anden egn - fx en storby som København, hvor man skulle lære sig et nyt sprog som fx rigsdansk/københavnsk sammen med en anden kultur. 

   Jeg har tænkt mig at en sådan flytning og dermed følgene sprogskift burde give en "spaltning" i sindet som åbnede op for mixning eller blending af forestillinger og værdier, og dermed kunne være særligt stimulerende for kreativ tænkning. 

Selv har jeg erfaring både med at flytte fra Lolland til København som 14-årig og dermed skulle udskifte en stødløs lollandsk udtale med en stødfyldt rigsdansk udtale, og erfaring med - som udvekslingsstudent som 17 årig - at skule lærer mig et helt andet sprog: amerikansk - både i tale og skrift. Og det oplever jeg selv som noget der gav mig et mentalt "udviklingspuf" over en bred front.

Jeg fremsætter den hypotese her at tosprogethed indebærer at den tosprogedes personlighed er gennemsyret af en permanent løbende blendingproces, der hele tiden ubevidst arbejder på og er optaget af  mentalt at integrere og komprimere de forskellige konceptuelle erfaringsrum som de to sprog udspringer af og er forankret i.

Det som forsideartiklen i Weekendavisen fortæller om, er hjerneforskning hvor man har scannet og målt sig til en række positive mentale effekter af at være tosproget. 

   Tidligere har man ment at det var et handicap for børn og unge at være tosproget. Bl. a. forestillede man sig at de to sprog fyldte for meget - og derfor ville genere, hæmme eller forvirre forskellige mentale processer. Og at der kun var plads til at et af de to sprog var aktivt ad gangen. 

   Men sådan er det ikke. De tosprogede kan ikke bare "slukke" for det ene sprog når de er sprogligt aktive. Forskerne siger at det der sker, er at de tosprogede "jonglerer" mellem de to sprog helt op til det tidspunkt hvor ordene kommer ud af munden:

Begge sprog konkurrerer så at sige konstant om opmærksomhed når de læser, skriver, lytter, men især når de taler. De tosprogede jonglerer frem og tilbage mellem sprogene, og først ret sent i taleprocessen undertrykker de det ene sprog og begynder at tale det andet. Vi kan konstatere at tosprogede momentant aktiverer det sprog, de ikke bruger. En oversættelse af hvad de vil sige, ligger altså lige på tungen, inden de siger noget. Med andre ord flyder de to sprog ind over hinanden, fremhæver Judith Kroll.

Jeg tillader mig at tro at det metaforiske fagudtryk "jonglere" kan være nogenlunde synonymt med "blende" i min og den kognitive lingvistiks terminologi.

Artiklen forklarer videre: "Teorien er at gode færdigheder i de to sprog styrker det man kalder hjernens  "executive control system". Det vil sige det system i hjernen, der blandt andet medierer mellem sprog, hukommelse og opmærksomhed. " Det er en effekt af at hjernen løbende er aktivt igang med at vælge mellem masse ord og sætningskonstruktioner i de to sprog.

Dette hænger jo sådan set smukt sammen med teorien om at forståelse er simulering. Hvis det der simuleres når man forstår noget, ikke er bundet til et specifikt sprog og en specifik udtale, men er en form for tænkning der mere eller mindre er bundet direkte til kroppens motorik og sansninger, så burde det ikke være et problem at lære to sprog, idet man må gå ud fra at de begge trækker på det samme mentale apparatur for at forstå og give mening. 

   Det underbygges også af artiklen der fremhæver at fordelene ved to sprog ikke har noget at gøre med om de er nærtbeslægtede i form og struktur. Forskeren Judith Kroll har samarbejdet med et døveuniversitet, Gallaudet University. Studerende dér bruger tegnsprog til at tale og engelsk til at læse og mestrer på den måde to sprog som strukturelt er meget forskellige fra hinanden. 

   Judith Kroll:

Men vi har vist, at når døve studerende læser engelsk, aktiverer de også tengsprogsoversættelserne i deres tanker. Det er tilsyneladende en ubevidst proces, men den tyder på, at der er en høj grad af gennemtrængelighed mellem to sprog, også selv om sprogene er meget forskellige fra hinanden. 

Ja, jeg vil sige at det ligger lige til højrebenet at lade den neurolingvistiske sprogteori komme ind over her, med al dens tænkning om at forståelse er simulation. Det Kroll her ser ud til at fortælle i citaet ovenfor, er at døve visuelt-motorisk simulerer det de læser op på engelsk. Og jeg går ud fra at døves tegnsprog netop er et basic-level-category-sprog, da det jo bygger på gestuelle simulationer af de handlinger og ting som det referer til.

Margarete Mitcherlich-Nielsen - om at forstå et samfund gennem psykoanalysens optik - og sig selv

 Jeg har aldrig hørt om hende: Margarete Mitcherlich-Nielsen.
   En længere artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" fortæller om hende, et interviewbaseret portræt med afsæt i en nys udkommet selvbiografi. Journalist: Niels Bjørn.
   Rubrikken lyder: "Med psykoanalyse kan man ikke være ideologisk". Overliggeren fortæller at hun i en menneskealder har "lagt det tyske samfund på psykoanalytikerens briks." Det må godt nok være en stor briks hvis der skal være plads til hele det tyske samfund, tænker jeg.
   Et blandet tysk-dansk navn forbundet med bindestreg - en dobbelt indentitet, tænker jeg.
   Jeg har altid siden min studietid været interesseret i psykoanalysen, men det der fænger, er teksten under et portrætfoto af en rigtig gammel dame - a la Lise Nørgaard. Her står at hun "er født i 1917 i Gråsten af en tysk mor og en dansk far og føler selv, at den dobbelthed gjorde "den analytiske fornuftsposition" til et naturligt valg."

Sammen med sin mand Alexander Mitcherlich skrev hun i 1967 en bog hvor de brugte psykonalysens teori som en metafor til at gennemlyse og forstå det tyske folks udvikling efter Anden Verdenskrig. Bogens titel: Die Unfähigketi zu trauern (ude af stand til at sørge).
   Bogen er udkommet i 23 oplag i Tyskland. Den ser det som et afgørende problem at tyskerne aldrig fik mulighed for at sørge over krigstabet; det førte til fortrængning og forhindrede dem i at se sig selv som ofre, de var jo gerningsmænd. Bogens tese er at da tyskerne ikke fik påbegyndt en sorgproces, som efter forskellige faser kan føre til afklaring, blev de i stedet melankolske. Jeg tænker at jeg har set flere forfattere og filminstruktører henvise til deres melankoli som en kreativ drivkraft, så mon ikke Margarete også selv er melankoliker.

Bogen "Ude af stand til at sørge", udkom på et tidspunkt hvor der var voldsomme spændinger mellem forældre-generationen og deres børns generation (68-erne), og ifølge artiklen var bogen, i kraft af det særlige greb at psykoanalysere hele det tyske folk, med til at fremprovokere en ny tysk national selvrefleksion, som siden har været et kendetegn for den offentlige debat i landet.

Det dobbelte blik og det spaltede selv hos Margarete, må jo have en historie der udspringer af splittelse og en oplevelse af tab og fremmedgørelse i barndom og ungdom. Jeg citerer fra artiklen:

Også hendes dobbelte nationalitet har haft betydning for, at den analytiske fornuftsposition blev et naturligt valg for hende. Allerede som barn stod hun med en tysk mor og dansk far med en bevidsthed om de to landes forskellighed, der også aftegnede sig i hendes indre.. Som barn var hun dog mest optage af sin tyske identitet.
   "Jeg identificerede mig mest med det tyske, fordi jeg var meget tæt knyttet til min mor. Min mor var lærer og præsenterede mig for alle de store tyske forfattere og tænkere.Jeg elskede litteratur, og jeg blev betaget af Gothe og Schiller og alle de store tænkere. (...) Men pludselig var Tyskland ikke de store tænkeres land, men et land af marcherende ungdom, kitch, utroligt ringe litteratur og stort vanvid," fortæller Margarete Mitcherlich-Nielsen.

Det hun som ung mister, er idealforestillingen om Tyskland forbundet med de store forfattere og tænkere - en forestilling hun har fæstnet sin identitet til. Det ligger lige for at tolke hendes bog som et kreativt forsøg på at forstå sig selv, sit tab og sin udvikling gennem en pyskoanlytiske forståelse af Tyskland og dets tab og dets udvikling efter krigen. Og vice-versa.
   Et forsøg på at integrere et tab og en splittelse i en ny afklaret bevidsthed gennem en blending-proces af et personligt udviklingsrum med et national-historisk rum, som - kan man læse ud af artiklen - er blevet installeret som en permanent kreativ og produktiv kilde til nytænkning.

Jeg får en association til gode gamle Grundtvig som også spejlede sin egen personlig udviklingshistorie i Danmarkshistorien og vice-versa.

Lad os lige analysere på udtrykket fra overliggeren om at Margarete har "lagt hele den tyske nation på psykoanalytikerens briks". For de første er "ligge på psykoanalytikerens briks" et metonym for "blive underkastet psykoanalytisk terapi": del for helhed. Derefter er der tale om en metaforisk blending, hvor "den tyske nation" indgår i det ene input-rum, og en "enkeltperson som bliver underkastet psykoanalyse" indgår i det andet input-rum.