Grænsebomme - effektiv politik-symbolik og udtryk for mixofobi

Grænsebomme! Hvad er det?
 

Metonym + Metafor > Faktion < Blending = Symbolpolitik

"Grænsebomme" er noget der er nemt at tegne, det er noget der er nemt at forstå hvad meningen er med. Det er noget vi alle har haft personlige erfaringer med. Ordet ligger godt og tungt - på tungen. Og det ligsom runger for det indre øre med minder og associationer. Fedt ord, fedt begreb.

   Som mental forestilling i bevidstheden er "grænsebom" en såkaldt basic-level-kategori. Og basic-level-kategori-ord, er erfaringssprogets gloserarimu og leksikon.
   Derfor er Dansk Folkepart meget mere kreative end nogen af de andre politiske partier. Som altid har svært ved at formulere sig i andet end videnssprog. Og skal have spindoktorer til at oversætte.

Når derimod vores allesammens mentale "hjemme-hjælper-mordanmark" og hendes to blonde og velsoignerede vildmænd udtaler sig i den politiske debat, er det altid med brug af erfaringsprog - og dermed med gennemgående brug af basic-level-kategorier - indhyldet i en sværm af dekorative, forskønnende og kamuflerende omskrivninger: eufemismer

   Det samme saftige og livlige sprog som Glistrup, Erhard Jacobsen og Preben Møller Hansen også så effektivt gjorde brug af.

   Et fremragende eksempel har vi her i Pia Kjærsgaards udtalelse på sin face-book-side:

Regeringen har været alt for eftergivende. Jeg forstår ikke den falden på maven for tyskerne, bare fordi den tyske udenrigsminister og deres ambassadør bliver sure i skralden. Vi skal da ikke finde os i hvad som helst og beskyldes for alt muligt, bare fordi vi beslutter os for en afbalanceret kontrol ved grænsen.

Man bemærker basis-kategori-metaforerne "falden på maven", "blive sure i skralden", "finde os i hvad som helst", og eufemismen "afbalanceret kontrol ved grænsen".

   Læg også mærke til den kreative blending af to metaforiske klicheer: "falde på halen"="opføre sig som en klovn" + "lægge sig på maven"="udtrykke underdanighed". Og blendingen af: "blive gal i skralden"="blive vred" + "blive sur"="blive utilfreds".

   Det er lige efter bogen! Sprogligt kan det ikke gøres mere effektivt i forhold til en bred folkelig målgruppe. Almindelige mennesker vil i deres erfaringsprog have mængder af den slags sproglig blandinger - fagligt kaldt kontaminationer; sproglige vendinger som pæne og dannede mennesker synes er udtryk for uplejet sprog og dårlig sproglig opdragelse.

Tilbage til analysen af grænsebomme og hvad deraf følger:
   "En grænsebom" er et anskueligt metonym på det mere abstrakte fænomen: en grænse. Andre anskuelige metonymer på det samme er: "uniformerede toldbetjente". Et tredje er: "glasbure" på hver side af vejbaner.

 

Er der noget de ønsker i DF, så er det at sætte grænser. Først og fremmest mentale grænser: opdeling af mennesker i kategorier som skal behandles forskelligt: der skal gøres forskel, for at DF kan gøre en forskel.
   Pensionister får ældrecheck (også et basic-kategori-ord), nytilkomne flygtninge og indvandrere får halv kontanthjælp, noget som de med den sædvanlige kreative flair for eufemismer, har tildelt betegnelsen "starthjælp".

   Mixofobi er den vidneskabelige betegnelse for det som DF appellerer til - og som de  til hver en tid og med flid vil fremme.

Tre hundrede millioner kr. er fakta, 100 nyansatte toldere er fakta. Opførelsen af bygninger til disse toldere er fakta (dog først forventet færdigopført 2014). Men det vi reelt skal vi betale for. er et sæt kulisser til en scenografi om et symbolsk teater hvor mentale skygger og næsten usynlige spøgelser fra fortiden kan få rum til at svæve rundt.

Det kreative mesterstykket fra DFS side er at få regeringen til at finansiere opførelsen af  amatørteaterforestillingen "GRÆNSEBOMMENE".

   For disse rekvisitter, kostumer og sætstykker er ikke bare indlysende metonymer, men udgør tilsammen en lige så effektiv metafor på et kompleks af følelser, forestillinger og ideer som findes i en pænt stor del af befolkningen, men som det ellers er politisk ukorrekt at besidde, tænke på og især - tale om:

• fremmedangst og -had
• racisme
• religiøs diskrimination
• etnisk renhed og udrensning 
• nationalisme 
• isolationisme
• egoisme
• misundelse 

Og som underlægningsmusik: en næsten uhørlig melodi der giver en ubestemt fornemmelse af historisk nag og mindreværdsfølelser over for de større og rigere naboer: Tyskland og Sverige.

Fidusen er at en sådan metafor er udtryk for kreativ konceptuel blending af ét mentalt input-rum der er tabuiseret (ikke så meget fy-fy som det har været, og mere af svenskere og tyskere end af os), med et andet input-rum der nu er legaliseret, men juridiske kontroversielt og internationalt meget diskutabelt og kritisabelt.

   Og ud af denne kreative blendingproces kom et mentalt output - et konceptuelt blend: den vage og abstrakte formulering "permanent grænsekontrol" - i en åbent indrømmet politisk studehandel med regeringen.

  Genialt!

Skatteborgerne skal betale omkring tre hundrede millioner kr. om året i en uvis fremtid, for... ja, for hvad?

   Det er der ingen der kan finde ud af. Hverken eksperter, politikere eller journalister.

   DF har ganske vist lavet en aftale med regeringen om at der skal indføres såkaldt "permanent grænsekontrol", men hvad det så derefter indebærer - principielt og i praksis, svar på de spørgsmål blæser i vinden: 
  Om det overhovedet har nogen effekt, og effekt på hvad og på hvem? Om gennemførelsen af "det", er i stride med EU-principper og Schengen-aftalen?

Alt ligger i tåger, og journalisterne går helt agurk! Tjek Tv-Avisen, TV 2/Nyhederne, News, og jeg skal komme efter dig. Dansk public-service nyhedsmedier som PR-agenter for DF mens de kører på nyhedsjournalistisk automatpilot.
   Tillykke!

Krum og sur agurk går der også i Danmarks EU-partnere. Og ikke mindst den største og vigtigste, Tyskland, er gerådet i stor ophidselse (og de har i forvejen jo haft nok at se til hvad  agurker angår).

   Forskellige af regeringens centrale ministrer tumler rundt i udlandet og forsikrer om det ene - og tumler rundt i de danske medier og forsikrer om det modsatte. Et tumultarisk teaterforestilling uden lige.

   Og en total blanding af politisk back-stage og front-stage hvor ingen kan finde den grimasse der kan passe.

   På deres vegne sidder jeg her i sommervarmen i mit sommerhus og krummer - tæer. Det er næste synd for dem.

Den kreative bagmand og manuskriptforfatter i DF er sikkert rejst til Grækenland - og ligger nu i parasollens skygge og nyder at dette land er ved at gå politisk agurk og økonomisk bankerot.
   Det giver lavpris på alle hylder, og man kan få olivenolieret agurke- og tomatsalat med fetaost, grillede lammekoteletter og Retsina - for et rent symbolsk beløb.

Lort i fløden - og smørelse mellem "venner" - Pressenævnet siger fra

I Politikens kultursektion i dag er en artikel af Jakob Elkjær - avisens meget aktive udøver af journalistik om journalistik. Rubrikken minder i den grad om Lakoff´s skoleeksempel som udgør titlen på hans indflydelsesrige bog: "Don´t think of an elephant". Lakoffs pointe var at man ikke kunne negere noget der aktiverede en "frame", uden at man også gennem negationen aktiverede den samme frame. Altså enhver kommer til at tænke på alt det som en "elefant" i øvrigt mentalt forbindes med, også selv om man får besked på at det må man ikke.

Rubrikken i Elkjærs artikel var et citat med præcis den pointe:

Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret

En journalist fra B.T. havde skrevet en artikel om at et økologisk mejeri med rubrikken "Fandt afføring i fløden", baseret på en påtale til mejeriet for dårlig rengøring. Det viste sig at artiklen ikke holdt vand, og Pressenævnet gav en alvorlig kritik af B.T. for ikke at have tjekket det faktuelle grundlag for artiklen.

   Mejeriets advokat udtaler at den artikel med den påstand var ved at "tage livet" af mejeriet, også selv om den kort efter blev korrigeret af B.T. Skaden var sket, der var etableret en mental og konceptuel kobling mellem det pågældende mejeri og forestillingen om "lort i fløden".

Et par pointer er værd at trække frem:

   Den skadelige rubriks ord er det jeg tidligere har kaldt basis-kategori-ord, ord som fremkalder konkrete forestillinger i hovedet på folk, ord som kan tegnes, ord som gå rent ind i simulationsmaskineriet i det kognitivt ubevidste.

   Der er tale om et metonymisk forhold mellem mejeriet som helhed og en del af dens produkter: forurenet fløde: Helheden ses og forstås - og farves - gennem delens optik.

   Og selv om den metonymi siden blev dementeret som en falsk forbindelse, så bliver den altså siddende - "slumrende" - i det kognitivt ubevidste hos mange mennesker, og kan vækkes op igen når man støder på Mejeriets navn i fx på mælkeproduker i sit supermarked.

Den anden pressenævnssag som Elkjær også beskriver, gjaldt samme avis og samme journalist. Den er interessant i lyset af den diskussion jeg tidligere har været inde på: om hvor "døde" - "døde metaforer" egentlig er.

   Mit synspunkt er at det er de ikke, de bør rettelig kaldes "sovende" eller "hvilende".

   Den "dømte" artikel handlede om tidligere borgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, og den havde rubrikken: "Bondam fik fodboldtur af TDC". Derefter kom følgende manchet:

DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC. 

Og senere stod der i artiklen:

Fodboldkamp, fadøl, middag på TDC´s regning. Det var recepten, da Klaus Bondam holdt møde med to gamle venner under kampen mellem F.C. København og Olympique Marseille

Pressenævnet mente at journalisten gennem formuleringen: "Det gik som smurt", fik læserne til at tro at der var en forbindelse mellem Bondams møde med TDC´s chef i Parken og kommunens skift af teleudbyder fra Telia til TDC. Altså at Bondam var korrupt og var blevet bestukket.

    Faktuelt viste det sig at være helt umuligt alene på grund af rækkefølgen af begivenheder og fordi Klaus Bondam på tidspunktet for skiftet slet ikke var den ansvarlige borgmester for beslutningen.

   Klicheen med den døde smørelse-metafor i udtrykket "noget gik som smurt" - betyder at "noget gik nemt", "noget forløb uden at støde på nogen særlig eller forventet modstand". Men i denne artikel-kontekst demonstreres det tydeligt at metaforen i klicheen kun er "slumrende" og at den nemt kan vækkes til live igen og associerer til metaforen "smørelse" som synonym med "bestikkelsespenge". Og at den endda kunne blive så levende at Pressenævnet løftede den etisk pegefinger.

Artiklen demonstrerer også hvordan ansvarlige chefredaktører typisk framer det at lave grænseoverskridende fejl i forhold til de presseetiske regler, nemlig som en nødvendig omkostning hvis man i øvrigt vil praktiserer kritisk journalistik og leve op til "vagthunde- og jagthunde"-idealerne.

Jakob Skaaning udtaler noget der også ligner en klichee:

Vi har ikke noget imod at have sager i Pressenævnet, for det viser at vi går til kanten.

Signalordet er metaforen "gå til kanten", som jo også kan oversættes til en anden metafor: "balancere på grænsen".

   Det at have sager i Pressenævnet anses som et metonym på at avisens store "kritiskhed".

   Kan man forestille sig nogen anden profession som vil rose sig af at gå til kanten af professionens etik: læger, advokater, ejendomsmæglere?

Gitte Rabøls lyst - og andre diskussioner om prostitution og framing i det offentlige rum

Framing er et vigtigt begreb når man skal forstå centrale dele af kreativ tænkning.
   En frame er en mental  kategorisering - et tankeskema - der styrer og organisere tænkning om alle mulige emner og forhold.
  Alle mennesker ser og forstår forhold gennem bestemte frames. Den konceptuelle metafor på en frame kunne lyde: "en frame er en mental vinduesramme - med farvet glas til den virkelighed man kan se fra og gennem det indrammede vindue". Det synes jeg giver ret god mening.

(NB! Hvis man er radikal socialkonstruktivist, så er i metaforen for en frame ikke en ramme for et vindue som man kan se virkeligheden igennem, men en ramme for et mentalt produceret maleri hvis forhold til virkeligheden kan være alt fra ren abstraktion til noget der ligner og er meget realistisk.)

En simpel måde at notere at et eller andet fænomen kan/skal forstås inden for en frame, er en "ligning": "X = Y" hvor "X" er framens "target", og "Y" er dens "kilde", dvs. er en sammenfattende betegnelse: en mental kategorisering. En oversættelse kunne være: Hvis vi siger at "vi framer X som Y", så indebærer det at "vi ser, opfatter og forstår X gennem den mentale og konceptuelle optik som kategorien Y indrammer og afgrænser". 

 
Frames giver mening til og gør det muligt at forstå fænomener i relation til andre fænomener. Men en frame begrænser også forståelsen fordi en frame også altid afgrænser og forenkler det emne det "indrammer", altså dens "target".


En frame styrer fokuseringen på en problemstilling, et emne eller et fænomen (="target"), så det er bestemte sider og aspekter ved "target" man konceptuelt og mentalt stiller skarpt på - fx i en argumentation eller en besrkivelse. Og framen fungerer samtidig som mentale skyklapper i forhold til andre mulige frames på problemstillingen eller fænomenet.

Specielt metaforiske frames har karakter af forenklinger. Derfor kan der være kamp om framingen af vigtige fænomener i samfundet. Og derfor kan reklamefolk og spindoktorer hjælpe politikere med at finde på udtryk der framer ellers kontroversielle forslag og ideer: "genopretningspakken", "smagsdommere","indvandrerservice". Og derfor kan en vigtig del af forskningsresultater bestå i at overskride og blende eksisterende frames i nye - under indtryk af nyindsamlet viden.

Fra Søndagspolitiken i dag. PS-sektionen. Den nye mediedirektør for Danmarks Radio, Gitte Rabøl bliver interviwet af journalist Jakob Elkæjær. Det drejer sig om public service, som er "det" som Danmarks Radios programmer skal levere i følge loven.

   I medierne og i debatten om hvad public-service-kravet til DR indebærer, har man i mange år diskuteret ud fra to frames: en kvantitativ og en kvalitativ:

Danmarks Radio er (skal være) BRED

Danmarks Radio er (skal være) SMAL

"Danmarks Radio er BRED"-framen indebærer i princippet at man skal levere alle slags programmer til alle danskere på alle platforme - i bedste kvalitet. Dette for at have legitimationen i orden over for alle licensbetalere; ingen segmenter må favoriseres. Planlægger man programmer ud fra den frame, så kommer DR til at prioritere seertal højt, og programmerne kommer til at ligne de kommercielle kanalers. I det lange løb bliver programtænkningen svær at skelne fra kommerciel tænkning hvor programmerne er styret efter hvor mange seere de leverer til annoncørerne. Man sigter efter "laveste fællesnævner" kvalitetsmæssigt og giver folk "hvad de vil have". Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags kommerciel prostitution af programpolitikken.

"Danmarks Radio er SMAL"-framen: Man skal i princippet (kun) levere alt det der er væsentligt, og som de kommercielle stationer og kanaler ikke har nogen interesse i at producere - og altså "forsømmer" at sende. Det betyder at DR med sine programmer kommer til i særlig grad at favorisere de segmenter blandt lyttere og seere der ikke er kommercielt interessante for reklamefinancerede stationer/kanaler. DR har inden for den frame svært ved at legitimere sin eksistensberettigelse og opkrævning af licens over for alle dem der hovedsagelig ser og hører de kommercielle kanalers programtilbud. Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags autoritær og formynderisk elitetænkning i programpolitiken.

Neden under disse to abstrakte frames, ligger der betydningssgivende og emotionelt styrende konceptuelle metaforer:

Public Service er en SKOLE

Public Service er et SUPERMARKED

"Skole"-metaforen associerer public service til sur pligt, tvang, skolelærere med løftede pegefingre, dårlig samvittighed. "Supermarked"-metaforen associerer til lyst, frit valg, indkøbsvogne, kundesevice

 

Det er i dette metaforiske betydningsfelt Gitte Rabøl viser sig som en kreativ koncepttænker: I stedet for at forholde sig til den fortærskede diskussion og modsætning udsprunget af de to abstrakte frames "bred" eller "smal" for public service, der jo er uforenelige, så overskrider hun modsætningen og blender  noget fra begge de underliggende metaforer. Hun siger nemlig at public service-tv skal være "lystfyldt". 

   Jakob Elkjær spørger: "Den gang du var chef for DR 2,talte du om public service-lyst frem for public-service-pligt. Hvorfor?" Gitte Rabøl svarer:

Folk skal have lyst til det, vi laver, fordi det er interessant og giver mening. Du kan ikke give lektier for. Tidligere havde DR en skolemesteragtig tone, så det var vigtigt at signalere, vi var moderne og i dialog med seere og lyttere. Vi havde lyst til at lave public service. At snakke højt om den lyst frigav ideer og mod.

Det sidste har hun uddybet i et andet svar:

Det skal stå klarere for både og selv og danskerne, hvad det er for en opgave, vi har. Vi skal skabe større betydning for flere. Vi skal ville noget med det, vi laver. Vi skal give udsyn, indsigt og oplevelse. Public service skal være modigt, markant og skarpt.

Læg mærke til formuleringen: "Skabe større betydning for flere". Altså ikke noget "smalt" her. 

   Godt tænkt, Gitte.

Fra Politikens sektion "Viden".

Udenlandske prostituerede vil hellere sælge sex end gøre rent

En rubrik der udløser en aha-oplevelse hos mig, og en nysgerrighed. For her blev der lige rodet rundt og rodet sammen i nogle frames. Det er et interview med en ung forsker, Marlene Spanger,  der skriver ph.d.-afhandling, og til det formål har været ude og besøge og interviewe thailandske prostituterede i Danmark, som der er mange af.

   I starten af artiklen præsenterer Marlene Spanger de to frames som hidtil har givet mening til debatindlæg, frames som gør det umuligt for debattørerne at snakke sammen:

Prostituerede er ofre for menneskehandel

Prostituerede er frie kvinder der skal sikres arbejdsmarkedsrettigheder, ...

"Men min afhandling viser, at begge perspektiver er problematiske, fordi virkeligheden er meget mere nuanceret, fordi de thailandske prostituerede ikke opfatter sig som hverken sexslaver eller sexarbejdere. De omtaler ikke sig selv som prostituerede." Hvad har Marlene Spanger fundet ud af, bliver hun spurgt:

At kvinderne ikke se sig selv som prostituerede, og at mange aspekter i deres liv fylder meget. For eksempel har stort set alle børn enten i Danmark eller i Thailand,og børnene og deres slægtningen fylder meget.

   For kvinderne er det arbejde, hvor der kan tjenes flere penge end for eksempel ved at gøre rent. Det sociale aspekt spiller også en større rolle, for eksempel i massageklinikkerne, hvor kontakten med andre prostituerede er en vigtig del af kvindernes hverdag. Det er dem som de spiller kort med og ser tv med, mens de venter på kunderne. Så det er også sociale samlingspunkter for kvinderne. På godt og ondt.

De thailandske kvinder der tjener penge ved prostitution i Danmark, ser altså hverken sig selv i en offer-frame eller i en juridisk og overenskomst orienteret lønarbejder-frame. De ser sig i en familie-frame  - og dermed som mennesker der er en del af en socialt fællesskab som de blandt andre forhold har forsøgerpligter  over for og derfor arbejder for socialt at opretholde. 

Jeg fandt også et smukt eksempel på hvordan et frame-skift til sidst i en fortælling kan leverer en aha-oplevelse. Det er fra MetroXpress den 13. maj. En klumme skrevet af Isam B., sanger fra gruppen "Outlandish". Han beskriver de kulturelle normer og den hjemmet-frame som forklarer hvorfor der ser ud og lugter som der gør i mange indvandreopgange: "Opgangen er ikke hjemmet":

Hjemmet er næsen helligt! Skoene tages af, inden man træder ind i hjemmet og efterlades i opgangen, da de er beskidte, og alt det der er beskidt, holdes uden for hjemmet. Opgangen anses ikke for en del af hjemmet. Har man flere børn, som hver har to par sko liggende, så kan naboerne hurtigt dufte essensen af sure tær med saftevand.

   Hjemmet holdes altså klinisk rent, mens opgang, gård og gade går naturens gang. Grunden til, at hjemmet altid skal holdes rent er: TÆNK nu, hvis det lige pludselig banker på, og forældre eller andet godtfolk kigger forbi. Det skal se præsentabelt ud.

   Og det skal man i øvrigt SELV sørge for. Ingen får lov til at gøre rent i ens eget hjem.

   At give nøglen til en rengørinskone og stole på at hun rydder ordentligt op, er totalt udelukket. Jeg husker for eksempel mit første møde med min første rengøringskone: Hun banker på, jeg åbner, og med det samme siger hun: "Undskyld, jeg er vist gået forkert', hvorefter hun går videre op. Hun kommer så ned igen to minutter senere, undskyldende og rystende på hovedet, mens hun selvfølgelig tager skoene af i opgangen, og spørger helt forvirret: "Siden hvornår er VI begyndt at bruge rengøringskoner?"

Historien, kvindens forvirring og afsluttende replik med brug af "vi", giver kun mening hvis man forudsætter kendskab til følgende frames kombineret med realviden:

• Rengøringskoner er altid INDVANDRERE
• Indvandrere gør altid selv rent i eget hjem
• Rengøringskoner gør altid og kun rent hos "hvide"
• Fortælleren Isam er indvandrer.

Kun pind to og pind fire fremgår direkte af teksten. Resten må fantasien levere for at vi får aha-oplevelsen. Og hvis fantasien løser "gåden", så bliver man klogere.

Tilsidst en video fra YouTube hvor en af mine inspirationskilder til frame- og metafor-analyserne i denne blog fortæller om hvad "frame" og hvad "metafor" er - med reference til hjerneforskningens resultater.

Opera i manga-kostume - iscenesætter Kirsten Dehlholm - en særligt kreativ personlighed

Politiken har i dag på sit kulturtillægs side 2, en notits om endnu et eksempel på at manga-tegnestilen udnyttes til at blende ind i andre genrer.

   Manga-tegneseriestilen kommer fra Japan, og urfaderen til stilen er den verdensberømte træsnitkunstner Hokusai der tegnede en fantastisk lærebog i at tegne mennesker i første halvdel af attenhundredetallet: "Manga" - der betyder lærebog på japansk:

Jeg har tidligere fortalt om journalstiske nyheder formidlet i manga-tegneserieform, og her i Politiken får vi nu beskrevet noget som rubrikken udråber til: "Manga-opera i XL-format".

   Og hvad er så det?

Forestillingen produceres i samarbejde med Letlands Nationalopera og har nyskreven musik af britiske The irrepressibles og lettiske Santa Ratniece. Med manga-tegninger i Xl-format, klare streger og simple figurer fortælles historien om krigens væsen, hvor bl.a. en spion tages til fange og må transformere sig til fantasy-genrens superhelt for at blive befriet. Kirsten Dehlholm instruerer. Verdenspremire 2. september på Letlands Nationalopera i Riga, i oktober og november opføres den herhjemme i Arhus og på det Kgl. Teater.

Delvis indforstået sort tale. Men Kirsten Dehlholm kender jeg fra "Billedstofteatret" som jeg så en forestilling fra for mange, mange år siden. Fascinerende dame. Og en hybrid af mangastil, fantacyplot og opera, kan jeg godt se for mig som en mulighed.

   Men hvordan  det egentlig vil komme til at se ud og fungere, det kan jeg ikke greje ud fra notitsen. Så jeg billed-googler "manga" og "opera". Og... yes, masser af fascinerende hits. Fx

Det her er en illustration fra Vancouveroperaens trykte program til deres forestilling "Salome" i 2009.

  Og her fra en japansk forestilling:

Et foto fra en operaforestilling "Japan Anime Alive" som beskrives sådan:

The heroes of Japanese manga cartoons are preparing to take Europe by storm in a new 'pop opera' featuring a wild mix of martial arts and music billed as the world's biggest manga show ever.

Se trailer: http://www.youtube.com/watch?v=BW7GTYFDhrM

I øvrigt hører Kirsten Dehlholm til kategorien af særligt kreative personligheder, er jeg ikke i tvivl om. Det fremgår af mange beskrivelser at hun i den grad arbejder med konceptuel blending af genrer, motiver og synsvinkler. Ordet "Billedstofteatret" er jo i sig selv et blended udtryk.

    Hun har i mange år været primus motor i teaterkompagniet "Hotel Pro Forma", og det er også dem der skal opføre denne forannoncerede manga-opera. På hjemmesiden har den titlen "War Sum Up" - illustreret med et enkelt billede der ikke siger så meget:

Jeg er interesseret i Kirsten Dehlholms barndom og opvækstvilkår. Det viser sig at være rigtigt svært at få noget at vide om. Alle de officielle biografier om hende fortæller at hun "er født i Vejle" og at... 

... efter studentereksamen i 1963 uddannede hun sig som tekstilkunstner i Krefeldt i Tyskland 1965-66 samt Kunsthåndværkerskolen i København 1966-69. I 1969 blev hun gift med digteren Otto Sigvaldi, til hvem hun skabte de farvestrålende dragter, som han brugte, når han gik rundt på gaderne og solgte sine bøger fra sin barnevogn.

Men hvad efter fødslen og før studentereksamen? Der er et hul i biografien som ikke sådan lige er til at få fyldt ud. På nettet finder kun en enkelt henvisning til DR P1-programmet "Vita" - med journalist Mette Starck som interviewer Kirsten Dehlholm. 

   I udsendelsen snakker KD meget, længe og ivrigt om alt det hun har lavet i årenes løb. Men Mette Starch der som en god journalist også har konstateret at der er et stort hul i biografien, spørger midt inde i udsendelsen og talestrømmen: 

    Hvordan startede det hele egentlig for dig?"

   Først startede det med at jeg blev født. Og det kan jeg ikke huske. 

   Men så startede det med at jeg stjæler og lyver - som barn - og jeg sidder og maler lidt i nogle tegnehæfter. Og på en måde tror jeg det startede med at jeg havde nogle ønsker om at blive kunstner. Og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad det var, og hvad man gjorde eller... Jeg synes nok jeg var noget særligt, men i starten kunne jeg slet ikke finde ud af hvad det var for noget, og hvordan jeg skulle udtrykke det, så det ikke blev til nogle ret negative ting i min familie - som man også skulle have psykologhjælp til at klare.

   Var det det med at du løj og stjal?

   Jaah, deet var det. Men det viste sig at det kom jeg så over (ler undskyldende). 

   Jeg kan bare huske - tidligt startede det med at bruge hænderne og lave ting man egentlig ikke kunne som barn - som fx at strikke en meget stor sweater til min far da jeg var syv år. Eller... jeg ville gerne overgå alle andre og bevise noget som jeg egentlig ikke vidste. Jeg ville gerne gøre alting større. Når læreren sagde: Så stort kan man ikke lave et linoleumsnit, så lavede jeg det selvfølgelig stort. (...) Det har været en trang som sikkert har ligget i nogle gener til at udtrykke mig. (...) 

   Men alligevel tror jeg også jeg har været ambitiøs, altid. Også som barn, som meget lille barn  arbejdede jeg også med materialer som svovlsyre til at fremkalde farver, stof-farver som jeg arbejdede med, ... Jeg tror slet ikke man måtte gøre det i dag - over for børn, der er så meget man ikke må - over for børn - i dag, men det gjorde jeg altså. Jeg var nede i den der kælder, den der hobbykælder stort set altid når jeg ikke var i skole. Jeg har haft en nysgerrighed over for alt i et bestemt felt jeg ville udforske, og helst på egen hånd. Og heldigvis gik det ikke galt, det gjorde det ikke.

   Men jeg kopierede meget, jeg havde ikke den evne at tegne, jeg var ikke sådan et barn der var meget kreativt - sådan med at tegne og male, eller "ih" og "åh". Nej, det var jeg slet ikke. Jeg tegnede af, jeg kopierede fra bøgerne, og sagde også ofte at det var mit eget, men det vidste de andre godt at det ikke var, men jeg tror de varflinke, og de lod som om de troede på det. 

   Det varede længe før jeg begyndte sådan på egen hånd at skabe billedet, eller billeder. Det var først da jeg kom hjemmefra, tror jeg.

   Hvor gammel var du da?

   Der var jeg 18 år - da jeg rejste - langt væk. Men så begyndte jeg også straks at lave tøj og male kjoler og....

Umiddelbart bliver man jo ikke alverden klogere.
   Men der er en konceptuel kerne om at have et stærkt, men hæmmet behov for at udtrykke noget negativt om familien, og at hun gik til psykolog. Et blokeret behov for at udtrykke noget stærkt følelsesladet og "farligt" i direkte form i forhold til de omgivelser der har magt over en, er drivkraften i et stærkt fantasiliv hvis mål så er at få udtrykt det samme i omskrevet - metaforisk form. 

Sådan tolker jeg det hun fortæller. Og at den kreative fantasi så hæmmes af hendes ønske om anerkendelse der gør at hun kopierer i stedet for selv at skabe, en blokerende hæmning som hun først kan frigøre sig fra når hun forlader sit miljø og rejser "langt væk".

   Sådan startede den stærkt kreative personligheds mentale stavblender tilsyneladende i hendes tilfælde. Men hvad der egentlig skete i barndommen og ungdommen - helt konkret - det får lov at stå ubeskrevet hen. Hullet i den officielle biografi er der stadig.

   Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt at Kirsten Dehlholm først oplever at hun kan udtrykke sig selv ærligt, kreativt og frit da hun skifter miljø - og rejser "langt væk". Det er som om kreativiteten eksploderer, fornemmer man. Måske "kreativ vrede" ligger bag.

KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - kreative miljøer er som ursuppen

Jeg har tidligere i et indlæg noteret den formmæssige lighed - isomorfi - der er mellem det skema for konceptuel blending som fremgår af bogen 'The Way We Think', og så en grafisk model af kønnet befrugtning: to kønsceller der smelter sammen og producerer en tredje, som er et helt nyt indvid med en blanding af egenskaber fra de to forældre-celler (se indlæg 20/09/10).

   Den isomorfi gør det altså muligt at se og forstå den mere abstrakte kognitive tankeproces blending, gennem forestillingen om den mere konkrete og velbeskrevne biologiske befrugtningsproces.

   KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - en masse sproglige udtryk viser at det er præcis den grundmetafor vi "trækker på" i en lang række sproglige udsagn når vi skal formulere os om  kreativ tankevirksomhed:

• Vi havde et frugtbart samarbejde
• Tanken om demokrati gærede rundt omkring i samfundet
• Ideerne blomstrede 
• En ny tanke spirede frem
• Bogen såede et frø til en nyskabende opfindelse
• Heri lå kimen til en revolutionerende teori 
• Det moderne begreb om tyngdekraften blev født 1687
• Niels Bohr var atomteoriens far
• Problemet skulle have en vis inkubationstid før løsningen dukkede op

Som jeg nævnte i det foregående blogindlæg, så arbejder Steven Johnson i sin bog 'Where Good Ideas Come From' ud fra en gennemgående generativ grundmetafor eller analogi:

  

KREATIVE MILJØER er som den LIVGIVENDE URSUPPE 

Pointen er at han derudfra finder analogier og isomorfier på mange planer mellem natur og kultur. Han anfører:

Wether you´re looking at the original innoventions of carbon-based life, or the explosion of new software toools on the Web, the same shapes keep turning up. When life gets creativt, it has at tendency to graviate toward certain recurring paterns, whether those patterns ar emergent and self-organizing, og wether they ar eliberately crafted by human agents. 

Til at grafisk at visualiserer sin helhedstanke i bogen bruger han metaforen et timeglas og dette at man i den model kan zoome ind og ud - både når det gælder naturfænomener (over stregen) og naturfænomener (under stregen):

global evolution

ecosystems

species

brains

cells 

----

ideas

workspaces

organizations

settlements

information networks

Hans ide (opdagelse?) er at det er de samme innovations-mønstre der findes på alle planer - uanset skellet natur-kultur, og at man altså mentalt set kan zoome ud og ind i forhold til de forskellige niveauer:

As you descend toward the center of teh glass, the biological scales contract: from the global, deep time of evolution to the microsocopi exchanes of neurons og DNA. At the center of the glass, the perspecitive shifts from nature to culture, ande the scales widen: from indvidual thought  and private workspaces to imennese cities and global information networks. When we look at the history of innovation from the vantage point  of the long zoom, what we find is that unusually generative environments display similar patterns of creativity at multiple scales simultaneously.

Steven Johnson er en storforbruger af metaforer. Og fraktalen er den metafor han sammenfatter hele sin tænkning gennem: Det at de samme "innovation patterns" kan genfindes når man mentalt set zoomer ud og ind og går på tværas af planer og faglige domænder i timeglasset. Han argumenterer med at - i stedet for  at anskue hvert plan gennem sin isolerede faglige optik (min metafor) - så bliver "new insigths visible by approaching the problem in this fractal (min fremhævning), cross-disciplinary way." Og senere:

You can´t explain the biodiversity and the coral reef by simply studying the genetics of the coral itself. The reef generates and sustains so many different forms of life because of patterns that recur on the scales of cells, organisms, and the wider ecosystems itself. The sources of innovation in the city and the Web are equally fractal (min fremhævning). In this sense, seeing the problem of innovation from the long-zoom perspective does not just give us new metafors. It gives us new facts.

Det Steven Johnson understreger her er en speciel udforskningsmetode, hvor han bruger en gennemgående metafor som en kognitiv søgemaskine på tværs af domæner og fagområder, til at genererer ny indsigt ud fra "recurring patterns" inden for ellers adskilte mentale territorier der sådan set er velbeskrevet og forstået hver for sig.

   Jeg fremhæver dette fordi jeg synes det er beslægtet med det jeg i det små også forsøger at gøre med skriverierne på denne blog. Ligesom i bogen 'I is an Other' af James Geary synes jeg i Steven Johnsons bog at hav fundet noget af en soul-mate.

Caroline Wozniacki som overføringsbillede - når miss Sunshine skinner på den hviderussiske Lord Voldemort - og andre historier

Under rubrikken: "Show. Miss Sunshine spller diktatorens spil" kommenterer og analyserer Hans Bonde, der er professor i idræt på KU, en historie som har "kørt" i medierne i den forløbne uge: at vores allesammens Caroline W. sidste efterår spillede et par bolde på en tennisbane i Hviderusland med diktatoren Lukasjenko i fobindelse med en såkaldt "charity match".
    Professoren er på linje med pressen i øvrigt der fordømmer Caroline for at lade sig misbruge af en notorisk forbryderisk diktator. Professoren anfører at det er en gammel historie der i hvert fald kan føres tilbage til Rom i kejsertiden, at diktatorer bruger sportsfolk og sportsarrengementer til at  "sole sig i".
    Artiklen er illustreret med et foto hvor man ser ryggen af Caroline i foroverbøjet stilling foran netttet, og hvor man se at hun ser på diktatoren på den anden side, der bredt smilende vender sig ud mod publikum, jublende med arme og ketcher i vejret i en klassisk sejrsgestus.
   Publikum ledes helt bogstaveligt til at se Lukasjenko gennem Carolines øjne.




Er der noget kreativt i det som professoren kalder for "et  stunt"? Hvad er den kreative tænkning der ligger bag?

Principielt er der tale om blending: et konceptuelt output-rum - "et blend" - hvori input fra to skarpt adskilte og ellers hinanden fjerntliggende konceptuelle input-rum, mixes. Det ene er "diktatorummet", hvori en diktator lader politiske modstandere fængsle og toturer, presse og ytringsfrihed er en by i Rusland, og der gennemføres pseudovalg hvori der svindles og manipuleres over en bred front.
   Det andet input kommer fra "elitetennisrummet" hvori en ung dansk kvinde er nr. et i verden og idol for et internationalt tennispublikum og den internationale sportspresse. Og herigennem har fået det metaforiske kælenavn "Miss Sunshine".
   Det ene rum er moralsk set kulsort med mørkets fyrste som hersker, det andet har som konceptuelt centrum den rene hvide sport hvor den bedste kvinde vinder.

Der er tale om den særlige form for kreativ blending som jeg har skrevet flere indlæg om i den senere tid: den metaforiske, hvori man konstruerer et udtryk i output-rummet så ét fænomen - "target" - ses, opleves og forstås gennem det andet fænomen - "source" - som en slags konceptuel optik. Her er Lushenko "målet" og Caroline "kilden". Og Caroline har altså frivilligt indgået en aftale om at optræde i den kreativt konstruerede blendede virkelighed hvor de to på lige fod spiller tennis med hinanden.
    Fra at være tennisspiller i sit eget sportsdomæne, har hun accepteret at blive transformeret til en del af en metafor i diktatorens propaganda og spin. "Miss Sushine" er linsen som han anskues og belyses igennem, antagelig med det formål at det blendede rum som vises på fotos og på video, tages som et repræsentativt metonym (=del for helehed) på ham og hans totalitær styre som helhed.
   Ifølge pressen har hun har på undrende og kritiske spørgsmål fra journalister, erklæret at det er ikke hendes bord: "Jeg er ikke politiker, og politikerne må sige hvad de vil. Jeg er komplet ligeglad."
   Hun er dog ikke ligeglad med at det samme metaforiske overføringsbillede kan udnyttes af sælgere af sportstøj og sportsartikler. Der er hun meget bevidst om blendingmekanismen muligheder og effekt og tager sig betalt i millioner og atter millioner for at optræde metaforisk sammen med disse artiklers varemærker.

Når journalisterne har fundet på at bruge metaforen "Miss Sunshine" til Caroline Wozniacki så er hun "target" og solen der skinner, er "source". Og i en normal sproglig metafor som denne, har metaforen kun én overføringsretning: "source"  > "target". Caroline smitter ikke af på solen, så at sige.
   Men man kan diskutere om ikke der i et ovennævnte tilfælde med overføring af "solskin" fra Caroline til Lokasjenko også kan være tale om at der sker overføring af betydning den anden vej:  "target" > "source" - en slags "crime by association". Altså om ikke "mørket" fra det offentlige billede Lukasjenko risikerer at smitte af på billedet af Caroline, så solen formørkes, og solskinsglansen med tiden slides af af hende.
   Man burde have et navn til dette at menneskemetaforen kan kaste negative stråler tilbage på "kilden", hvis "målet" er tilstrækkeligt moralsk anløbent: metaforisk rekyl?

Jeg mindes en tilsvarende diskussion i forbindelse med Dronningens tildeling af Storkorset til Bahrains konge for nylig, ham der nu lader sine soldater skyde løs på demonstranter. Eller diskussionen i forbindelse med at Margrethe for mange år siden holdt tale for den besøgende rumænske diktator Nicolae Ceausescu  efter at han havde fået tildelt elefantordenen.
   Er Caroline nærmere at sammenligne med vores dronning, eller nærmere med den store filmkunstner Leni Riefensthal der i årtier var udstødt fra det pæne selskab fordi hun havde ladet sig bruge til at forskønne Hitler?
   Begge har kastet glans over diktatorer og deres regimer. Hvad er forskellen?

Den kreative socialdirektør - og velfærdsværnepligten

Normalt forbinder jeg ikke 'socialdirektører' med 'kreativitet'. Men man skal aldrig sige aldring. Information har en kronik i dag af en af slagsen, Knud Aarup, som er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Et blended ansvarsområde, som i gamle dage ville være blevet holdt skarpt adskilt.
   Rubrikken lyder: "Velfærdsværnepligt skal hjælpe os til at genfinde fællesskabet."
   Den fanger mig i kraft af det blendede udtryk "velfærdsværnepligt". Dannet som en analogi til "militær værnepligt": pligt til at værne velfærden, som - set gennem krigsmetaforens feltkikkert - er "truet", "belejret", "under angreb".
   Hvad har den gode direktør gang i? Kronikken fremlægger en argumentationskæde, som jeg faktisk bliver så optaget af at jeg hænger på.

Ideen er at man skal tage konsekvensen af at der i forvejen er en samfundmæssig tendens i gang hvor man forsøger at øge det civile samfunds betydning i løsningen af samfundsmæssige velfærdsopgaver.

På individplanet betyder det, at den enkelte i langt højre grad er begyndt at spørge: Hvordan kan jeg bidrage? hvordan kan jeg gøre mig til deltager i noget som er større end mig selv? (/) De frivillige organisationer kan registrere den udvikling i form af en stigende tilslutning, og sociologer taler om  stigende lyst til at samskabe - dvs. virke sammen med andre om noget fælles. (/) Der er ingen tvivl om, at vi er vidne til et moralsk-etisk paradigmeskift, som for rigtig mange mennesker  signalerer et opgør med forestillingen om, at forfølgelse af egneinteresse er menneskets højeste mål.

Socialdirektøren konstaterer at der i slutningen af sidste århundrede skete et skift - frame-shift - i relationerne mellem borgerne og det offentlige, så det offentlige blev defineret som primær leverandør af  "serviceydelser" og borgerne som "servicebrugere", tæt knyttet sammen med den ledelsesideologi og styringform i stat, amter og kommuner som betegnes 'new public management'.
   For de yngre generationer har det haft stor betydning:

I de seneste 15 år er unge vokset op med det billede af velfærdssamfundet som en række serviceinstitutioner, som man har ret til at gå i, fordi man har betalt sin skat. Man behøver ikke at tænke på andet end sin ret. (/) Sideløbende med den udvikling er vi i stigende grad begyndt at organisere os med ligesindede i delsamfund, der hverken har plads til at tage hensyn til dem udenfor eller til at klare de forskelligheder, som altid opstår i mellemmenneskelige relationer. 

Aarup henter så et nyt begreb ind - analogt til fx socialfobi: "mixofobi" - der betyder: "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv".
   Hans synspunkt er at tendensen til kun at tænke på sin ret, og til at organisere sig i grupper af ligesindede, indeholder kimen til en udbredt mixofobi, og at det har nogle negative følger:

Konsekvensen er, at vi mister evnen til at nå frem til fælles og delte meninger. Vi taber med andre ord muligheden for at skabe fælles aftale om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Vi mister evnen til demokratisk dialog og dermed evnen til at betragte velfærdssamfundet som et fællesskab. 

"Mixofobi" er jo det modsatte af blending. Socialt og mentalt sker der det at man  adskiller og udskiller,  indhegner og sætter grænser op. Samfundet er blevet et risikosamfund, globaliseringen truer trygheden i økonomi og ansættelsesforhold. Socialdirektøren har en plan og en ide:

For at imødegå en tiltagende mixofobi skal der udvikles nye sociale rum,hvor tværgående social læring kan medvirke til at genopbygge fællesskabsfølelsen. Derfor foreslår jeg, at der indføres en generel pligt for alle til at yde fire måneders velfærdstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner, inden de er fyldt 25 år. (...) Som betaling for disse job foreslås et niveau svarende til SU. (...) De job som skal varetages, findes ikke i dag. Da et af hovedformålene netop er at frem den tværgående sociale læring, er det vigtigt at jobbene oprettes der, hvor der er størst behov. Gennem aftjenining af velfærdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter at man bidrager personligt.

   Sproget er lidt vel socialdirektøragtigt, men tankegangen klar. Og det nye begreb mixofobi, som en Zygmund Bauman har opfundet, giver mig en regulær aha-oplevelse, som jeg udfolder i et følgende blogindlæg

Knud Aarup fremføre til slut i sin kronik at vores samfund "består af samfundsborgere, ikke af forbrugere, og samfundsborgeren er netop kendetegnet ved at have pligter og rettigheder". Og kreativt trækker han nu et historisk kort i sin argumentation:

I arbejderbevægelsen er det traditionelt udtrykt som Gør din pligt, og kræv din ret.Velfærdssamfundet blev udviklet på baggrund af sociale værdier om lige muligheder for alle, retten til helbredelse, retten til forsørgelse og rimelige levevilkår og sågar retten til arbejde til alle. Men samtidig var der balance mellem pligter og rettigher. Er man i tvivl, kan man bare læse Fremtidens Danmark fra 1945. (/) Læren fra den gang er fortsat vigtige kerneværdier id det danske samfund. Det er på tide, vi genfinder kilden til den enkelte moralske ansvar. Det er på tide vi genopdager velfærdssamfundet som et fællesskab.

Konceptuel blending af før og nu. Godt gået, socialdirektør!

Når blending i malerkunsten fører til en kunstnerisk revolution - Japan + Frankrig = Verdenskunst

Jeg fik endnu en gang et mentalt kick - en aha-oplevelse - da fruen og jeg besøgte Ordrupgaard kunstmuseum for at se en udstilling med titlen "Møde med Japan - Degas, Monet, Gauguin ...". 

   Og så lærte jeg et nyt ord: 'japanisme' (eng: japonism) - som henviser til især franske kunstneres dyrkelse af japansk kunst og kultur i sidste halvdel af 1800-tallet.  

  Jeg lærte også et andet ord jeg ikke kendte: "parallelperspektiv", som godt nok er et perspektiv, men forskelligt fra det jeg kender som "centralperspektivet" som blev udviklet under renæssancen i Europa. 

   Sådan kan forskellen illustreres, parallelperspektivet går mod uendelig, mens centralperspektivet har et slutpunkt i horisonten :

Jeg har for næsten et år siden (25/04/10) skrevet et blogindlæg om malerne Klee og Nolde, som stimuleres til maksimal kreativ intensitet i deres malerkunst på grund af kreative restriktioner, pålagt dem af den omgivende virkelighed. Indlægget sluttede med at omtale den japanske billedkunstner Hokusai, som jeg allerede som ung var stærkt betaget af. Og som jeg stadig er, sidst bekræftet under min rejse til Japan for et par år siden, hvor jeg så en masse af hans træsnit, og købte en stor bog om ham, illustreret med en masse af hans billeder. Der hænger også flere af hans træsnit (i kopi) og andre japanske træsnit (i kopi) på vores vægge. Blandt andet de her to, som nærmest er blevet metonymiske ikoner for hele Japan, ligesom den lille havfrue er det for Danmark:

Så en udstilling med japanske træsnit, trækker, og jeg husker godt svagt fra kunsthistorien at de franske impressionister havde et eller andet kørende med Japan.

Udstillingen dokumenterede overbevisende kreativ blending af to kultures billedkunst i sidste halvdel af 1800-tallet, og i et omfang som jeg derfor ikke havde nogen forestilling om. Den franske impressionisme, som var en af de helt store revolutioner i malerkunstens historie, var så grundlæggende inspireret og gennemgribende påvirket af de japanske træsnitmestre at revolutionen, så vidt jeg kan se, slet ikke kunne tænkes uden dette visuelle kulturmøde. Udstillingen leverede i den grad overbevisende syn for sagn.

Man kan ellers næsten ikke forestille sig to kulturer der mentalt og konceptuelt har ligget fjernere fra hinanden end den japanske og den franske - i sidste halvdel af det 19. århundrede. Frankrig havde en kultur og et samfundsliv præget af de lange sociale og økonomiske efterdønninger fra den borgerlige revolution fra 1789. Japan havde været totalt isoleret fra næsten enhver kontakt med Europa i Shogun-perioden 1639-.1853. Nationen var på mange måder stadig et middelaldersamfund - men med en helt speciel æstetisk forfinet kultur, som da den blev introduceret til Europa, fremtrådte som fjern, eksotisk og eventyrligt anderledes. Et mentalt chock der var så dybt inspirerende at de unge franske kunstnere der manifesterede sig fra omkring 1860, aldrig kom over det.

   Og det var netop fremmedheden - det radikalt anderledes forhold til farver, motiver, komposition, perspektiv - i den japanske træsnit-kunst, som de  impressionistiske malere i den periode kunne bruge som konceptuel og visuel løftestang i deres provokerende oprør mod den etablerede franske "salonkunst". Mange af malerne havde omfattende samlinger af de japanske træsnit-mestre. Som dem her af Hiroshige:

Og når jeg ser den del af udstillingen på Ordrupgaard hvor man har ophængt berømte værker af store franske malere som Manet, Degas, Monet, Renoir, Pissarro, Sisley, Gauguin, Van Gogh, Toulouse-Lautrec - omgivet af nogen af de japanske træsnit som har inspireret dem, så bliver det tydeligt at der her et tale om anskuelsesundervisning i visuel blending: Franske kvinder og mænd, franske landskaber og haver, franske byer og bygninger, er set og visuelt tolke gennem et "japansk konceptuelt filter".

   "Det japanske syn" gennemsyrer deres billeder, både når det gælder farvevalg, motivvalg, komposition, perspektiv og beskæringer. Med andre ord, alle de særlige maleriske kvaliteter der gjorde den periode i malerkunsten historie til et eksplosivt æstetisk nybrud - og som forlenede impressionismens værker med en kreativ udtryksstyrke som vi ellers skal helt tilbage til renæssancen for at finde mage til.

Det der foregår, minder om metaforisk blending - men sat på hovedet. Når man bruger en metafor eller en analogi så er det som regel det velkendte, konkrete og nære - "kilden" - der bruges til at beskrive og karakterisere det nye, det abstrakte og ukendte - "målet".

    Men det som udstillingen viser, er at de franske malere har anskuet det velkendte "Frankrig" gennem den visuelle optik som mødet med træsnittene har indgivet dem - fra det nye, fjerne og eksotisk ukendte "Japan". Og samtidens udstilingspublikum havde derfor også svært ved at forstå meningen med denne visuelle fremmedgørelse af det velkendte.

   De nu verdensberømte franske maler gik den gang rundt med Hokusais og Hiroshiges billeder for det indre øje, og fik derigennem øje på nye "matcheende" motiver fra den franske virkelighed til deres billeder - motiver som fransk malerkunst ellers ikke indtil da havde haft øje for og værdsat. Og disse nye friske motiver blev fremstillet med japanske perspektiver og synsvinkler, og med en radikalt anderledes lyst til klare og rene farver.

   Befrugtnings-metaforen for kreativ konceptuel blending er i den grad på sin plads her. Der kom epokeskabende verdenskunst ud af fusionen af de to ekstremt forskellige konceptuelle input-rum.

Jeg bliver nysgerrig og søger på nettet efter anmeldelser af udstillingen. Jeg finder en fra Politikens netudgave fra 10/10/10: "Japan spøger hos maleriets store mestre", lyder rubrikken. "Japan spøger"? - en anden og mere dyster metafor en min.

   Anmeldelsen er af Kristine Kern som er uddannet kunsthistoriker, og som bl.a.underviser  i kunsthistorie på det Fynske Kunstakademi. Hun har tilsyneladende set japanske spøgelser på udstillingen?!

   Hun skriver indledningsvis:

At tænke, at alle de nye motiver i billedkunsten, man troede var de franske impressionisters opfindelser, i virkeligheden er resultatet af deres møde med japansk kunst. (/) De brede parisiske boulevarder, robåde på Seinen, blomstrende frugttræer, broer, skuespillere og kvinder, der gør toilette foran spejlet – alt sammen direkte importeret fra Japan og oversat til franske forhold. (/) Det postulerer i hvert fald udstillingen ’Møde med Japan. Degas, Monet, Gauguin …’, som netop nu vises på Ordrupgaard. Og det er ikke kun motiverne, man har hentet fra Japan, også måden at gengive dem på er inspireret af japanske træsnit. Enkelheden, de ublandede farver, parallelperspektiv og den til tider noget abrupte afskæring af billedelementer, som jeg altid har tilskrevet fotografiets indtog i billedkunstens verden. (/) Uanset om alt dette nu udelukkende skyldes japansk inspiration eller ej, er det i hvert fald interessant, at den vestlige billedkunst ikke er så selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille den. Og Ordrupgaard argumenterer virkelig for sagen.

Det er jo tydeligt at Kristine har problemer med "de japanske spøgelser". Hun har en kunsthistorisk frame som hun får provokeret i en grad, så hun må lade det skinne igennem i indledningen.

   Med formuleringer som: "man troede..., men i virkeligheden", "selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille..." distancerer hun sig fra sin egen faglige frame som jo sætter originalitet og det unikke som den højeste værdi. På den anden side må hun også distancere sig fra det udstillingen overbevisende dokumenterer, nemlig at det hun som kunsthistoriker har troet var originalt: "de franske impressionisters opfindelser" - at det har karakter af lån og efterligninger: "direkte importeret og oversat". Derfor må hun bruge udtrykket "postulere" om udstillingens dokumentation, og modvilligt medgive at Ordrupgaard "virkelige argumenterer godt for sagen".

Efter at have set udstillingen tænker jeg at disses fantastiske maleres møde med de japanske træsnit, ligner en kollektiv stormende forelskelse, en oplevelse som for en del af dem har sat sig så stærke mentale aftryk i sindet at de resten af deres kunstnerliv næsten monomant og desperat har søgt at finde motiver i virkeligheden som matchede oplevelsen, motiver som kunne gøre det muligt at genskabe "den elskede" gennem malerierne og dermed genopleve følelsen af eufori fra det første møde. 

   Monet skabet sin "japansk have",  Gauguin tog til Haiti og døde af syfilis, Van Gogh skar et øre af, blev sindsyg og begik selvmord. 

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 8: Seværdighedernes mystik

Når et rejseselskab udbyder en rejse, så fortæller de ikke om de interessante mennesker man kan risikere at blive rejsefæller med. Det kan godt være de nævner rejselederens navn hvis det er en kendt journalist eller forfatter der er hyret til det og som måske har stået som hovedtilrettelægger af turen.

   Men det der fylder og er totalt i fokus i en rejsebeskrivelse er - seværdigheder: sights. Noget der pirrer synsnerverne, noget der er værdifuldt for synet og godt for øjnene.

   Og når rejseselskabet annoncerer en tur, så reklamerer man stort set ikke med noget der appellerer til de andre sanser: ikke med noget der er værd at høre, noget der er værd at mærke, noget der er værd at lugte. Det er synet, synsindtryk, synsoplevelser det hele går på. SE-VÆRDIGHEDER

   På engelsk taler man også om sight-seeing når man er i rollen som turist. Så en vigtig drivkraft for sådan en rejse, er altså: det man får at se.

Kreativitet er utvivlsomt særligt forbundet med synssansen. Man taler om at kunne se det for sig, at kunne forestille sig noget. Fantasier er forestillinger om noget som ikke findes. Man taler om at kreative forskere og kunstnere og politikere er visionære. Når man drømmer og fantaserer, så drømmer man i billeder, ikke i ord.

   Der er en gammel formulering der siger at det er nødvendigt at få syn for sagn - altså med egne øjne at få se det nogen har udtalt sig om. I undersøgende tv-journalstik taler man om "visual proof" - synligt bevis - dokumentation - for de anklager og afsløringer som programmet skal levere.

   I skreven journalistik kræver man også for at noget skal være godt formidlet: Don´t tell it, show it. Altså for at læserne virkelig skal forstå og føle hvad en artikel handler om så må den effekt skabes ved at sproget taler i billeder, i situationer, i sanselige detaljer: metaforer og metonymer.

   Og jeg kommer i tanker om det engelske bevingede udtryk: seeing is believing

Og det er jo det man rejser for: at få syn for sagn. Man har læst og hørt meget om Kina op gennem årene. Set pressefoto til avisartikler, nogle tv-nyhedsindslag og turistfilm. Måske også i nyere tid nogle fantastiske spillefilm: Zhang Yimous Hero og House of Flying Daggers. Og den fantastiske: Tiger på spring, drage i skjul, instrueret af Ang Lee. Som alle filmisk set, har været en fryd for øjet. Og som har omgærdet de kinesiske landskaber og historiske mindesmærker med en aura af eventyr.

   Og så er der billederne af studenteroprøret på den hilmelske freds plads i 1989, der blev slået ned og knust. Dette foto med studenten der konfronterer kampvognene blev for mig og det meste af verden både et metonym og en metafor på hvad der skete og hvilken betydning det havde. En øjeåbner.

Jeg ved ikke præcis hvornår jeg blev opmærksom på at nogle ganske bestemte synsindtryk og synsoplevelser fra rejser, havde det med at besætte mine erindringer som et savn og en sult, noget jeg simpelt hen måtte se, og helst se igen når jeg havde set det.

   Og hvor det at opleve seværdigheden i virkeligheden var radikalt forskelligt fra det at have set billeder af den. Sådan på stående fod kan jeg fremhæve: Venedig, rådhuspladsen i Sienna, busten af Nefertiti, Carcasonne i Frankrig. Felluca på Nilen. Gardasøen.

   Og det er ikke til at sige hvornår lynet slår ned. Fra rejser i USA: Las Vegas om aftenen, The Redwoods. Malere hvis billeder man aldrig får ud af hovedet igen: Klee,  Hokusai, Breugel, Vermeer.

Vi besøgte og så jo stort set alt det man skal se. Men hvad klæber for alvor fast i erindringen, fordi det også satte følelser og fantasier igang. Kulturhistorisk:

   Terrakottahæren, skabt og begravet for at ledsage og beskytte Kinas første kejser på hans rejse til dødsriget Utroligt, fantastisk, gribende. Helt uden for kategori.

   Jadebuddaen i templet i Shanghai. Betagende, drømmeagtigt.

Har det noget med kreativitet at gøre? Ja, ja, ja. Det stimulerer fantasien og sætter sig emotionelle spor i erindringen som indtryk fra en helt anden verden end den man lever i til daglig. Det er umuligt ikke at blande fantasi og oplevet virkelighed når man har set denne hær der skal kæmpe i et imaginært dødsrige, og denne Budda af jade der snarere får en til at fantaserer om himmelsk fred og harmoni.

   Og så en association til Den himmelske freds plads i Peking.  For mig var det til gengæld en rigtig dårlig oplevelse. Og den blev ikke bedre af at vi var der flere gange. Jeg så hele tiden for mig billederne fra den gang det fredelige studenteroprør brutalt blev kvast.

   Jeg syntes at Maos Mausolæum midt på pladsen var en monumental øjebæ, ligesom "Den sorte kasse" på Rådhuspladsen i København. Og jeg ville ikke ind og se den udstoppede, balsamerede og voksede Madame Tussaud-figur der giver sig ud for at være resterne af en af verdens største politiske forbrydere og massemordere: MAO.  

                                                                                                                       (fortsættelse følger)

Noget om analogien mellem konceptuel blending og biologisk befrugtning

I en del litteratur og kreativitet og kreativitetsteknikker, står beskrevet at en måde at finde på nyt er at tage naturen som model eller analogi. Som beredskab for vores kreative tænkning og formidling har vi et repertoire af konceptuelle "greb" som strækker sig fra metaforer, over eksplicitte sammenligninger og analogier, til modeller og rekonstruktioner.
   Det fælles ved dette repertoire af sproglige og tankemæssige operationer, er at man forstår noget - the target - i lyset af noget andet - the source - som bevirker at bestemte forhold og egenskaber ved målet træder frem og bliver forståelige eller tydelig ved at blive anskuet gennem kildens optik. Det er det samme forhold som der er mellem et landskab som "mål" og et kort over landskabet som "kilde" til at kunne finde rundt i dette kortlagte landskab.
   Derfor bruger englænderne "mapping" til generelt at karakteriser den slags forhold hvor noget ses og forstås ved at blive anskuet gennem forestillingen om noget andet.

Lad os lige tage et banalt eksempel fra sprogundervisningen for journalister. Journalisten har researchet sig frem til at den grund som en kommunen vil sælge er alt for billigt til nogle spekulanter, er på xx kvm eller yy hektarer. Det siger ikke læserne noget. Journalisten skal i sin rapportering i artiklen omsætte tallene til en anskueliggørende sammenligning. Altså f.eks.: Kommunen vil sælge grunde med et samlet areal der "svarer til 50 fodboldbaner."
   Da de fleste mennesker har en forholdsvis klar opfattelse af størrelsen af en fodboldbane uden at vide hvor mange kvm den er på, så vil det hjælpe gevaldigt på forståelsen med en sådan sammenligning.
   Tilsvarende hvis man skal fortælle læserne hvor høj den sidste nye skyskraper i Dubai er, så er antallet af meter en dårligere beskrivelse end at sige at højden svarer til 14 stk Rundetårn stablet oven på hinanden. Altså man ser og forstår Dubai-skyskraberens højde - sammenligningens mål - gennem den optik som leveres af den bekendte størrelse "Rundetårn" - sammenlingingens kilde.

Når teorien om konceptuel blending da jeg stødte på den, virkede så indlysende og overbevisende på mig, så tror jeg det bl.a. var fordi den var analog - også visuelt-grafisk - til det biologiske fænomen som kaldes befrugtning, og hvis "mekanik" er en del af min grundlæggende skolelærdom fra biologitimerne:
   Kønnet befrugtning består i at to kønsceller fra hvert sit biologiske individ, forenes og smelter sammen; og ud af denne biologiske blandingproces kommer et nyt individ som indeholder en unik kombination af  arveanlæg fra hver af de oprindelige kønsceller. Altså en slående og meget præcis analogi til: at to konceptuelt adskilte input-rum gennem blending bidrager til et tredje konceptuelt output-rum - et såkaldt blend - der er nyt og unikt i sin kombination af semantiske egenskaber fra hvert af de to input-rum.

Når jeg fremhæver den analogi her, så er det fordi man i virkeligheden kan bruge 'befrugtning' som en god og indsigtsgivende metafor på en lang række kreative processer:
   Jeg går på en maleriudstilling, og kommer hjem og har utrolig lyst til at genoptage min ungdoms tegning og maleri: Det vrimler med friske billeder i hovedet jeg måske kunne give mig i kast med at producere: befrugtning.
   Jeg læser en bog og får en ny tanke, en tanke jeg ikke har tænkt før. Bogens konceptuelle univers transformeres ved læsningen ind i mit allerede eksisterende mentale setup - og ud kommer en ny ide eller nogle nye tankebaner: befrugtning.
   Jeg mindes en række forfatternavne hvis bøger jeg husker har "befrugtet" mig : Fillmore, Goffman, Bateson, Schlegloff & Sachs,  Ettema & Glasser, Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Csikszentmihalyi.
   Jeg møder en ny kollega med en anden baggrund end min egen. Vi kommer i snak og pludselig er der opstået en ny ide undervejs i samtalen: befrugtning.
   Jeg kan uden videre opregne en række af de personmøder i mit liv som har fungeret på den måde: Poul Trier Petersen, Ingolf Gabold, Niels Erik Wille, Jens Franck, Nikolaj Christensen, Peter Bro, Poul Martinsen. Og min kone.
   Jeg skulle som chef for en tv-station flere gange sætte konceptgrupper igang, husker jeg. Jeg prøvede altid at få forskellige temperamenter og kvalifikationer ind i gruppen: helst både mænd og kvinder, journalister og teknikere. De skulle befrugte hinanden, tænkte jeg.

Forudsætninger for gensidig befrugtning, også ofte kaldet inspiration - og altså et resultat af konceptuel blending, er overskridelse af forestillingsmæssige grænser og mentale grøfter. Og en sådan kreativ grænseoverskridelse er igen betinget af åbenhed eller modtagelighed for at det netop er forskelligeheden der kan bidrage til befrugtning og skabelsen af noget nyt.
   Stort set det modsatte af hvad de herskende politiske kræfter, domineret af Dansk Folkepartis paranoia over for alt nyt og fremmed, praktiserer.

Forskellige teorier om hvordan man sammensætter et team så det arbejder optimalt, bygger i virkeligheden også på at det er de mentale forskelligheder som leverer den dynamik som er nødvendig for at en gruppe kan arbejde kreativt og befrugte hinanden gennem konfrontation af forskellige konceptuelle rum og universer, en konfrontation som tvinger parterne til at skifte frame eller veksle mellem forskelige professionelle frames for at kunne forstå og få noget ud af hinanden.
   Det er ikke nogen tilfældighed at en række af de forfatternavne jeg anfører ovenfor som vigtige faglige "inspirationskilder" for mig, at de optræder i par; jeg antager at de optræder sådan fordi de fagligt har oplevet at de har "befrugtet" hinanden.
   Tilsvarende inden for (undersøgende) journalistik hvor det også er meget almindeligt at journalister arbejder og producerer sammen parvis og mentalt set supplerer hinanden: Jørgen Flindt Pedersen & Erik Stephensen,  Steen Baadsgaard & Jørgen Pedersen, Niels Giversen og Christoffer Guldbrandsen, Morten Phil & Jakob Priess-Sørensen, Gorm & Gregers.

Hvad er kreativitet? - definitionernes fællesnævner!

Kreativitet er et ord der refererer til et begreb der sammenfatter en bred vifte af fænomener der har med udvikling, fornyelse, skabelse at gøre.

   I definitionen indgår ofte at det er en "evne" - altså en egenskab ved en person som udtrykker at han hun besidder en særlig kompetence:

• "Kreativitet er evnen til nyskabelse, iderigdom."
• "Kreativitet er evnen til at gøre ideer til virkelighed, til at kombinere eksisterende viden på en ny måde."
• "At tænke kreativt vil sige at kunne skabe nye sammenhænge ud fra det som er kendt"
• "...en persons evne til (...) at gennemføre synlig fornyelse inden for et givent videns- og praksisdomæne."
• "Kreativitet er evnen til at løse et problem, der først kan defineres når det er løst."
• "... en egenskab der muliggør at vi kan tænke ud over det vante (...) at vi kan udvikle og anvende ny viden, set tingene på en anden måde, eller omfortolke vores oplevelser af dagligdags hændelser"
• "Det er individets evne til at danne en original ændring i perception, en ændring i perspektiv, at se en problemstilling ud fra en ny og overraskende synsvinkel."
• "Den kreative handling består i at kombinere hidtil ikke relaterede struktur på en sådan måde at man får mere ud af det samlede resultat end man har bidraget."
• "Evnen til konstruktivt og produktivt at kombinere elementer - dvs. handinger, begreber, ideer, tanker - der logisk eller konventionelt ikke hænger sammen eller har noget med hinanden at gøre."
• "Evnene til at tænke nyt og originalt i forhold til velkendte problemer - med et konstruktivt, dvs. værdifuldt resultat."
• "Evnen til at se nyt i det velkendte."
• "Evnen til at tænke ved hjælp af billeder, ligheder og kontraster, rytmer, associationer, metaforer, analogier, lignelser."
• "Evnen til at forestille sig og mentalt forbinde hinanden fjernstående elementer og til at kategorisere på kryds og tværs af konventionelle grænser og definitioner"

Er der noget fælles i disse defintioner som er høstet rundt omkring i bøger og på nettet?

   Der er det grænseoverskridende, der er noget med at kunne se noget for sig som ikke findes - fantasi, og at "tænke" i billeder, der er noget med nyt og originalt i modsætning til velkendt og traditionelt.

   Andre taler om en "kreativ sans". Det må jo så være en 6. sans, intutionen, en sans der rækker indad hvor de andre vender ud mod omverdenen. Walt Disney sagde: "If you can´t dream it, you can´t do it".

   Når man siger om en person at han er kreativ, så mener man at vedkommende er god til at få ideer, at han er opfindsom, har fantasi, kan male og tegne, eller skrive digte, eller improvisere musik; at han er produktiv og skaber nyt inden for de områder han udfolder sig inden for. Men man kan også være en "kreativ forretningsmand", "en kreativ fodboldspiller". Og hvad med "kreativ bogføring".

   Kreativitet er ikke noget entydigt godt, og det haves og udøves også af forbrydere, og på trods af lov og moral: Peter Brixtofte, Kurt Thorsen, Stein Bagger, Klaus Riskær Pedersen. 

Det er altså klart forkert at begrænse kreativitet til noget der har med kunstnerisk udfoldelse at gøre. Men kunstnere synes at have en særlig nem adgang til "det kreative", eller måsk er det for dem sådan at de bliver særligt frustrede og følser sig "syge" når de ikke har mulighed for at udøve og skabe, og at for dem er udøvelse af kreativitet ikke kun en evne og en mulighed, men et behov - en lyst - en drift.