Om glæden ved æstetisk skønhed (4) - nu set med en kvalificeret konservativ kunstkritikers øjne: Roger Scruton

Emil Nolde: Akvarel

Serendipitet:

   På Facebook får jeg for nogle dage siden en henvisning til en artikel om kunstkritikeren og filosoffen Roger Scruton og hans "konservative syn" på ønsket eller kravet om skønhed i kunsten. 

   Og det netop som jeg skulle til at fortsætte min serie om hvordan glæden ved skønhed skyldes at genstande, figurer, landskaber, musik, digte etc. - bevidst eller ubevidst - kan afkodes og aflæses med en særlig høj grad af "processing fluency" - dette at oplevelsen af noget smukt foregår 'flyvende' og 'flydende' og tilsyneladende - næsten - helt ubesværet.
   Mentalt set: Modtagelsen og indoptagelse af skønne sanseinput kører som i smeltet smør eller lunken olie. Stort set uden modstand.
   Denne "processing fluency" skal dog forstås med en række forbehold og et stort gran salt fremgår det når man når til sidst i artiklen som er min hovedkilde til begrebet.
   Her er et link til artiklens af  de tre forskere Rolf Reber, Norbert Schwarz og Piotr Wienkuelman:

https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf

Egentlig ville jeg nemlig her spinde en begavet ende videre - over den tanke jeg fik i det foregående indlæg: at den velbeskrevne oplevelse af 'flow' i virkeligheden falder meget fint sammen med det som den moderne kunstpsykologi kalder "processing fluency" - som er den mentale proces som oplevelsen af skønhed i malerier  og anden sanset kunst og æstetik tilsyneladende afhænger af.
  'Flow' er et begreb som en af foregangsmændene i den positive psykologi Mihaly Czikszentmihalyi har introduceret i debatten om kreativitet, Det handler om at når man udfører krævende - herunder kreative - handlinger med succes, så glemmer man sig selv og oplevelsen af tid og sted.
   Mens hjernen bidrager med en coctail af stimulerende og belønnende hormoner.
   Så er man i en flow-tilstand - en slags lykkerus i arbejdet.
   Men den kobling må vente til en anden gang.
 
Nu til artiklen fra net-mediet Point of View som jeg fik et link til via Facebook:

Artiklens overskrift lyder:

Kunstverdenen er fuld af indbildskhed og falsk originalitet

Og manchetten sammenfatter:

Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår sig på kunst. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne. Inor Dale interviewer den britiske, konservative filosof Roger Scruton om den del af vores menneskelighed, der går tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om at frembringe noget smukt.

http://pov.international/kunstverdenen-er-fuld-af-indbildskhed-og-falsk-originalitet/

Jeg tillader mig her at citere en stor del af artiklen som også indeholder et link til en timelang BBC-dokumentar med titlen "Why Beauty Matters" (kommer nedenfor):

Ved en kunstudstilling i Köln i marts 2014 fremviste den schweiziske performancekunstner Milo Moire sit værk PloppEgg Painting. Hun dumper æg med maling ud af sit underliv og ned på et lærred, mens hun står med spredte ben mellem to stiger.

   Det er fiduskunst, og vi har også mange eksempler på det herhjemme. Lort på dåse. Frikadeller af menneskefedt. Menstruation i et glas. Tis på en væg. En guldfisk i en blender. Lignende artigheder bliver ivrigt produceret rundt omkring i Europa, på trods af at ingen gider have det stående eller hængende i deres eget hjem. Antagelsen synes at være: Kunst er godt, hvis ingen bryder sig om det.

   En skribent fra The Guardian bemærkede dengang, at i alle andre sammenhænge end en kunstforsamling, ville den slags blive opfattet som “en satire over moderne kulturel tomhed.”

Her kan jeg ikke lade være med at tænke: Det er det måske også. En slags vittighed på et højere - metaforisk plan. Se dokumentation i videoen her:

https://vimeo.com/92335924

I hvert fald har jeg aldrig selv følt mig særligt beriget af mødet med den slags kunst. Og jeg synes som regel at journalistikken og debatten om den er mere interessant end den umiddelbare oplevelse af de kunstværker som er anledning til alt postyret.

   Dette også selv om jeg godt i princippet kan se at der i megen af den slags kunst er tale om det jeg har skrevet om jævnligt her på bloggen - som udtryk for kreativitet: konceptuel blending; eller: kunstnerisk "faktion".

Artiklen fra Point of View fortsætter:

Moderne kunst er fuld af disse narrestreger. Og kunstnere, kritikere og bureaukrater samler sig begejstret som klukkende høner i gallerierne, når et nyt æg bliver sat på en piedestal. Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår kunsten. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne.
   Sådan lyder i hvert fald kritikken af samtidens kunstverden fra den britiske filosof og æstetiker Roger Scruton, hvis kunstkritik nåede ud til et stort publikum for nogle år siden, da han lavede dokumentaren Why Beauty Matters til BBC.

Jeg ved ikke om Filmen er blevet vist i DR da den blev lanceret i 2014.

   Men den hører sådan set oplagt hjemme på DR-K. Og kan altså nu ses her hos mig:

 

Min mistanke er at den film ikke er blevet vist på DR-K fordi den så stærkt og velargumenteret advokerer for et såkaldt "konservativt kunstsyn" - en forestilling om sammenhængen mellem kunst og skønhed som jo indiskutabelt var det bærende i kunst- og stil-historien frem til omkring 1900 (sluttende med 'jugendstil' og 'art deco').

   

Jeg har jævnligt på denne blok gjort mig til talsmand for synspunkter som er beslægtede, især i forbindelse med mine skriverier om "utidige" kunstnere som Otto Frello, Harald Henriksen, Vilhelm Hammershøi, Gerda Wegener, Hundertwasser, Niels Strøbæk, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth, Fantasy-illustratorer m. fl. (du kan finde dem ved at søge med stikord i blokkens søgefelt).
   Som eksempel her mit nyerhvervede træsnit af Harald Henriksen:

Harald Henriksen: Vinterlandskab 1943

Vinklen har i mine indlæg om disse kunstnere dog ikke primæret været at fremhæve skønheden i det de lavede, men at fremhæve virkelighedstroheden - illusionskunsten - i disse kunstneres værker.

   Skønheden som det der betager, tiltrækker og fortryller har jeg dog også fremhævet rundt omkring - ofte og ikke mindst - i forbindelse med billeder i jugendstilen og i japanske træsnit og tegnefilm. Men som vist også i Harald Henriksen træsnit og akvareller.

   Men fx også den hollandske maler Johannes Vermeer fra sidste halvdel af 1600-tallet er kommet med i den bunke af kunstnere hvis billeder har givet mig (og mange andre) uforglemmelige oplevelser af skønhed:

Johannes Vermeer: Mælkepigen. 1658

Johannes Vermeer: Pigen med perleøreringen. 1665

Tilbage til artiklen der bringer et interview med Roger Scruton om hvorfor 'skønhed' (i en eller anden forstand) er en vigtig - måske afgørende del af kunsten og dens betydning:

I Why Beauty Matters argumenterede han for, at kunst bør handle om skønhed og transcendens. Som så mange andre konservative intellektuelle, kan Scruton godt lide at smage på sin egen forargelse og opfattelse af forfald, når han langer ud efter kunstnere, der ikke mestrer håndværket, men elsker idéen om berømmelse og beundring.

   På samme måde kritiserer han filosoffer, der jonglerer med fremmedord og teorier, men intet håndgribeligt har at sige om menneskets tilstand. ”Fakers” er hans fælles betegnelse for disse kunstnere og intellektuelle. Men for Scruton er der mere på spil end en akademisk diskussion om, hvad kunst er eller ikke er. Ifølge Scruton går en del af vores menneskelighed tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om noget smukt.

Den kobling mellem kunst uden skønhed og abstrakt teori uden ordentlig virkelighedsforankring (som fx økonomi), kan jeg godt lide.

 
En stor del af min kritik gennem årene af sprog i praksis, fremlagt på kurser og i lærebøger ("Skriv sundere", "Public acces og sprog"), har netop været vendt mod indholdstomt autoritært ping- og pampersprog og retorisk tomme verbale vindfrikadeller fra eksperter og politikere. Og kritikken har netop gået på at den slags sprogbrug slører, skjuler eller fordrejer virkeligheden for læsere og lyttere, frem for at gøre den forståelig og overkommelig. Og min anbefaling har været: brug 'erfaringssprog'  hvor det er muligt.

   Efaringssproget er simpelt hen også smukkere og nemmere at forstå, og så er det et sprog som i en vis metaforisk forstand er 'usynligt' og 'gennemsigtigt', et sprog der har en høj grad af "processing fluency" (se foregående blogindlæg).

   Citatet fra Scruton fortsætter sådan her:

”Når man fjerner idéen om skønhed fra sin centrale plads i vurderingen af kunstværker, underminerer man hele grundlaget og formålet med den kunstneriske produktion. Man gør samtidig vold mod vores selvforståelse og forbindelse til vore medmennesker. Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed”, forklarer han. ”Det er at fjerne det eneste, der retfærdiggør vores eksistentielle angst, lidelse og stress”, siger han og fortsætter:

   "Kunst uden skønhed tvinger os i stedet til at se på verden, som om angst, lidelse og stress er det eneste, der er at finde her. Det har en massiv indvirkning på det omgivende samfund, og særlig på unge mennesker, der – når de ser samtidens typiske kunstprodukter – bliver forstærket i deres tro på, at de er efterladt i en kærlighedsløs verden, hvor man ikke kan finde trøst, men kun distraktioner”.

Sådan har jeg aldrig tænkt før, men det er da et argument som ikke bare kan affejes. 

   Og jeg tænder straks på sammenligningen:

Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed 

Og når man er konservativ og filosofisk indstillet som Scruton, så må man naturligvis opleve den tidlige modernisme (impressionisme, ekspressionisme, pointillisme, fauvisme, kubisme, dadaisme, surrealisme, etc) som et - ja - rigtig gættet - SYNDEFALD:

Syndefald har ifølge Scruton sine rødder i den tidlige modernistiske bevægelse, der senere banede vejen for fiduskunsten. De tidlige modernister var på en kunstnerisk flugt fra nedarvede klichéer og uoprigtige gengivelser af fortiden. Originalitet var i det moderne etos et altafgørende parameter, som kunst skulle bedømmes ud fra.   Modernisterne ville etablere en ny erfaringsorden i kunsten, der kunne åbne døre til forståelse af nutiden set i lyset af fortiden. De gjorde derfor oprør mod konformitet og kitsch.

Da jeg var ung lærte jeg at sætte pris på og forstå moderne kunst, blandt andet hjulpet af at min mor da jeg var 14-15 år, tog mig med på kunstudstillinger der bl.a. viste værker af Klee og Nolde.

Emil Nolde: Akvarel

Paul Klee: Kat og fugl

Allerede den gang oplevede jeg også tiltrækningskraften i oprørs-historien mod den bestående kunst-frame, den som vi herhjemme kalder 'Guldalderen' med navne som Eckersberg og Thorvaldsen som billedkunstneriske frontfigurer.

   Og da jeg selv begyndte at male for alvor i en alder af 18-19 år, var det også med forbilleder og inspiration fra den amerikanske kunst i 50´erne som jeg havde mødt under mit år som udvekslingsstudent i New York 1961-62, formidlet af familiens amerikanske far:

Jackson Pollock

Jackson Pollock

Den gang har jeg ikke tænkt i baner som "det kan jeg ikke lide, for det mangler skønhed". Overhovedet ikke. Og i hvert fald nogle af Jackson Pollocks billeder er også indiskutabelt smukke.

   Men jeg kan ikke løbe fra at jeg selv den gang syntes at malerier med en eller anden form for figurativt forbillede, var dem jeg selv syntes var sjovest at tegne og male.

Egen produktion. Ca. 1960. Oliefarvekridt

Og mine akvareller som jeg er begyndt på for godt 4 år siden, de skal også både ligne og være smukke:

Egen produktion: Flyvende dompaphan. Akvarel. 2016

Egen produktion: Dompappar. Egen produktion. Akvarel. 2015

Og jeg har jo gennem årene måttet konstatere at da kunsten blev abstrakt og totalt frigjorde sig fra et krav om at ligne noget, så mistede jeg efterhånden lysten og fornøjelsen ved at møde den på udstillinger.

   Inderst inde savnede jeg forankringen til en genkendelig sanset virkelighed. Jeg savnede - med et fint ord - 'mimesis' i billederne: at de i en eller anden forstand 'lignede' - bag om abstraktionen.

   

Efterfølgende kunstretninger som 'pop-art', 'optical art' og forskellige former for dekonstruktivistisk kunst, metakunst og instalationskunst har heller aldrig rigtig sagt mig noget.

  Derimod har totalt hengivet mig i betagelsen og optagerheden af en kunstner som Walton Ford, en kunstner som jeg for første gang oplevede for nogle år siden på Louisiana, og som maler dramatiserede parfraser over gamle stik og illustrationer (Audebon):

Walton Ford

Walton Ford

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/picasso-er-ikke-min-kop-te-men-det-er.html

Og mens jeg har skrevet positivt om fx dekonstruktivistisk arkitektur - set udefra, så har jeg også følt at den ofte var decideret ubehagelig at befinde sig inden i og at finde rundt i. 

   Altså: Set indefra - en uskøn oplevelse.

    Her er jeg, så vidt jeg kan regne ud af referaterne om hans synspunkter, enig med Roger Scruton. 

   Se min kritik af 'dekonstruktivistisk arkitektur' her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/nar-arkitekture-opfrer-sig-som-befandt.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/sporene-efter-peter-eisenman-den.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/grnne-g-og-skinke-hypotesen-om-sakaldte.html

Endnu en gang må jeg udsætte at skrive om det der var anledningen til hele denne serie om "glæden ved æstetisk skønhed": udstillingen på Rønnebæksholm der viser akvareller af Carl Johan Forsberg - og billeder i syrebehandlet metal og keramik af Eva Louise Buus:

Eva Louise Buus

Carl Johan Forsberg

Men jeg slutter lige med at gentage endnu et citat fra artiklen med interviewet med Roger Scruton:

I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden, da han sagde, at man enten er kitsch eller avantgarde.

Vil man vide mere om Rober Scruton, så læs her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Roger_Scruton

(fortsættes i næste indlæg der endelig rammer i mål og tager afsæt i udstillingen på Rønnebæksholm som jeg og fruen besøgte for efterhånden en 14 dages tid siden) 

Om det kreative barn og et uforstående skolesystem - case: Anders Morgenthaler

Fruen var igang med at læse bagsideartiklen i Lørdagspolitikens debat-sektion. Pludselig udbrød hun højt: 'Ja, sådan var det!'

   'Hvad?', spurgte jeg.

   'Skolen,' sagde hun.

Artiklen der førte til fruens udbrud, havde denne overskrift og manchet: 

Skolesystemet skaber alt for mange tabere

Anders Morgenthalers skolegang var præget af modgang. Han passede ikke ind, lærte først at læse i 7. klasse og følte sig som en taber. Nu er han med til at starte en friskole på Amager, som skal gøre op med skolesystemet.

Artiklen indeholder et relativt langt interview med multikunstneren Anders Morgnthaler i anledning af at han sammen med andre er igang med at starte en ny friskole. Drivkraften er blandt andet hans egne negative skoleerfaringer:

»Jeg var sådan et barn, der kun mødte nederlag i min skoletid. Jeg er ord- og talsvag. Jeg kan ikke læse et telefonnummer fra ende til anden uden at sætte en finger over nogle af tallene, fordi talrækken forvirrer mig«.

    Hvordan påvirkede det din skolegang?»

  »I børnehaveklassen troede de, at jeg var autist. Jeg forstod ikke rammen. Jeg opbyggede en alternativ virkelighed, hvor jeg sad og legede. I 5. klasse kom jeg i specialklassen. Jeg blev en taber. Det er et stempel, som holder for evigt. Det er bare ikke til at forstå, hvis man ikke har prøvet at være en taber. Jeg kan se, at det for mange børn ikke har ændret sig i dag. Nogle børn forstår slet ikke, hvad skolen er. De leger bare. Når de så bliver tvunget til at høre efter og sætte sig ned, kommer de til at opleve en modstand mod læring«.

"Ord- og talsvag" må refererer til en eller flere former for ordblindhed og talblindhed.

   Selv har jeg en datter der er ordblind, og hvis søn på 8 år sandsynligvis også er det. Og jeg er blevet klar over i en sen voksenalder at jeg også selv er det. Og vi kender alle til det ikke at føle sig hjemme i skolen, og ikke at blive værdsat for det man kan, 

   Selv lærte jeg først at læse midt i 3. klasse, og det skete altså nærmest på trods. Som jeg husker det, lærte jeg det "af mig selv" - efter en metode som gik uden om den Ole-bole-vej som begyndte med at man skulle stave ordene: 'A siger a, BE siger be, abe. Fra i flere år kun at kunne stave mig langsomt gennem nogle få ord på skrift, så kunne jeg pludselig læse bøger. Jeg husker det stadig som en uforklarlig åbenbaring.

   I den nye "grønne friskole" skal børnene ikke inddeles i klasser efter alder, og de skal ikke konkurrerer på karakterer. Anders Morgenthaler beskriver situationen for sine døtre som er stærkt genkendeligt for mig:

»Juno, min yngste datter på 6 år, ved ikke, at der er børn på hendes alder, der kan læse. Hun kan måske et par bogstaver, og så er hun i gruppe med andre børn på samme niveau. Men jeg er meget tryg ved det, fordi jeg har oplevet, at min store datter først lærte at læse i 3. klasse. Og inden for en måned gik hun fra ikke at kunne læse til at læse ’Harry Potter’«.

Fruen er ikke ordblind, men genkender fra sin egen skolegang dette ikke at "forstå rammen", og hellere at ville lege. Og genkender det også fra sin ældste søn, der de først to år i en lilleskole kun ville lege, og først lærte at læse i 3. klasse.

Intervieweren stiller, som han skal, kritiske modspørgsmål:

Hvis man kigger på dit cv, mangler der ellers ikke noget. Er du ikke netop et eksempel på, at skolesystemet godt kan rumme ikkeboglige typer?

   »Ja, jeg laver forretning i hele verden og er lykkedes fuldstændig med det, jeg gerne ville. Men det kunne lige så godt være gået den modsatte vej. Jeg lykkedes kun, fordi jeg havde ressourcestærke forældre, der elskede mig. Jeg lykkedes på trods. Men jeg er også pinligt klar over, at det er få begivenheder, der adskiller mig fra at have lavet drengestreger til at have lavet kriminalitet. Jeg kunne have taget mange forkerte valg i min skoletid, for jeg var omgivet af alt, der bekræftede mig i at være en taber«.

    En af de ting, som Anders Morgenthaler især er utilfreds med ved sin egen skolegang, er, at hans evner ikke blev taget alvorligt.

   »De evner og kompetencer, jeg har, er altid blevet set ned på. De har ikke haft en værdi i et traditionelt skolesystem. I dag er der stadig en stor del af børnene, der føler sig forkerte, fordi de har andre evner end dem, som efterspørges i skolerne. Det skal vi have et opgør med«.

Pointen er klar: At lykkes på trods i skolen, fordi man har "ressourcestærke forældre". Ellers kunne mødet med en skole man ikke forstod og som ikke forstod én, være endt i en negativ og destruktiv udviklingsspiral - mod et liv som "taber".

Fruen og Anders Morgenthaler hører til den personlighedstype som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen: 'den særligt kreative personlighed', et begreb som psykologen og kreativitetforskeren Mihaly Csikszentmihalyi har indkredset i en liste af typiske personlighedstræk: 

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd.
• Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
• Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation.
• Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
• Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet.
• Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision.
• Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger.
• Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger.
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre.
• Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk.
• Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
• Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel.

Det er forholdsvis klart at har man som barn en række af disse næsten paradoksale personlighedstræk i sin mentale bagage, og fx samtidig er handicappet af ordblindhed eller autisme, så kræver det særlige pædagogiske rammer og lærere der ved hvad de har at gør med, og som er uddannede til at undervise børn der af forskellige gode grunde "føler sig forkerte" og "udenfor".

   Det er det der blandt andet er kritisabelt ved den ny skolereform: at man hævder at ville inkludere de børn som tidligere fik forskellige former for specialundervisning i specielle klasser eller skoler, men som nu i den grad risikerer at blive udsat for karakterkrav, tests og krav om erhvervelse af formelle boglige færdigheder på bestemte klassetrin, fordi de almindelige lærere uden specialuddannelse ikke ved hvad de har at gøre med.

Workaholic - på stoffer helt bogstaveligt - ifølge Todd G. Buchholz

I Politikens økonomitillæg i går var der på bagsiden en klumme af Lucy Kellaway fra Financial Times. Rubrikken var "Vejen til lykke går gennem kontoret". Og manchetten: "Endelig er der skrevet en bog om lykke, der i stedet for yoga og helesekost lovpriser hårdt arbejde. Lige noget for mig."

   Bogen hedder: "Rush: Why You Need and Love the Rat Race". Forfatteren hedder Todd G. Buchholz. Og ifølge Wikipedia er han...

...an American economist, and author of "New Ideas From Dead Economists", "New Ideas From Dead CEOS" as well as "Bringing the Jobs Home", "Market Shock", and "From Here to Economy". His 2011 book "Rush: Why You Need and Love the Rat Race" was named a top ten book in the social sciences by Publishers Weekly. Rush is a synthesis of neuroeconomics and evolutionary psychology. A former senior economic advisor at the White House, Buchholz holds advanced degrees from Cambridge University and Harvard, where he won the Allyn Young Teaching Prize.

En af de intellektuelt tunge drenge, tydeligevis. Og en af de moderne tværfaglige multidisciplinære mennesker der ligesom Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Steven Johnson og James Geary forsøger fagligt at blende neuroscience med andre videnskabsområder, her altså økonomi og psykologi

   Det der fangede mig i Lucys klumme - efter at hun havde skrevet om Todd Buchholz´ meriter - var denne formulering:

Men okay, han taler ikke kun om sig selv, men trækker på erkendelser fra antropologi, økonomi og neurovidenskab. Vores frontale pandelp omdannes til en veritabel cocktailbar, når vi er på vej frem. Vi får et skud dopamin og serotonin, når vi kaste os over en ny opgave. Vi tager et varmt bad i xoytocin, når vi sludrer med vores kolleger, og når vi har succes på jobbet, udløses der en omgang betaendorfiner, som virker lige så godt som kokain. 

Det Tood Buchholz gør sig til talsmand for i følge klummen, er "at den sande vej til lykke handler om at gøre netop det som de fleste af os gør uafladeligt, uanset om vi kan lide det eller ej, nemlig arbejde." Og det søger hjernen så for at belønne ved at udløse den coctail af hormoner og endorfiner som vi fx også kender fra "helper's high", "runner's high" og "writer's high", og som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver som tilstanden at være i "flow".

   Altså det at arbejde hårdt, at slås med at få gennemført nogle besværlige opgaver, at være i skiftende stress-situationer med deadlines, at være i konkurrence og samarbejde med kolleger, den samlede proces kan altså kemisk-hormonalt set fungere som noget man kan blive glad af - og afhængig af at blive glad af. 

   Det må man konkludere ud fra referatet af Buchholz bog, og det lyder for så vidt meget fornuftigt. Flow opstår jo når der er et rimeligt forhold mellem stress (=udfordringer) på den ene side - og besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne på den anden. 

Nu har jeg lige været censor for en masse opgaver i "informationsjournalistikkens strategiske grundlag", og mange af opgaverne handlede om forandringskommunikation og forandringsledelse.
   En af pointerne var at når der skulle fusioneres eller spares eller på anden måde laves organisatoriske ændringer som ville påvirker medarbejdernes arbejds- og ansættelsesvilkår, så mødte det næsten altid emotionel - ikke-rationel - modstand hos medarbejderne. De blev bange og usikre - og var meget lidt lydhøre over for ledelsens argumenter, forklaringer og entusiastisk fremtidsscenarier. 

   En af teoretikerne forklarede det sådan at man skulle forstå det der skete når indgribende forandringer blev varslet og gennemført, som en sorg over et tab, og at man skulle give medarbejderne tid og psykologisk rum for "sorgarbejde" i forbindelse med de indgribende ændringer i  deres liv.

Jeg tænker at man  måske også kan beskrive det som medarbejderne i den situation oplever, simpelt hen er at de bliver smidt ud af deres "arbejds-flow". Og når det sker, så mister man også det medfølgende daglige tilskud af "lykke stoffer" i hjernen - og oplever måske helt regulært fysiologiske abstinenser.

De anbefalinger som teorien så kommer med i den situationer, er "at involvere" medarbejderne i nogle opgaver som positivt peger frem mod ændringerne: at fylde det mentale simulationsrum hvor angstfantasierne dominerer, med "virkelighed". 

   Og det kan jo også beskrives og forklares i flow-terminologi, nemlig at få folk igang med nogle arbejdsopgaver hvorigennem de igen kan komme "op og flyve", komme tilbage i den "flow-tilstand" de ellers har arbejdet i - så de igen kan få det dermed følgende lykke-hormontilskud.

Kreative 'primadonnaer' - og højsensitive personligheder

Kreative personligheder er ikke nødvendigvis nemme at omgås. Og de findes også i forskellige aftapninger.

   De er imidlertid heller ikke nemme at lede. Indimellem kan man finde dem omtalt som "primadonnaer" og nogle som "særligt sensitive".

Tidligere direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen Lars Goldschmidt har i forskellige sammenhænge skrevet om kreative "primadonnaer" som et ledelsesproblem, fordi en "primadonna"...

• mener at kun hans/hendes specialområde for alvor betyder noget

• spørger: Hvad er det i det for mig?

• ofte skifter job

• især findes inden for IT, medieverdenen, reklame, forskningsmiljøer

• fokuserer på sin egen karriere og egen nydeles i arbejdet i højre grad end kollegerne

• er myreflittig, men arbejdssky over for opgaver som ikke interesserer

• kan gøre ubodelig skade i en virksomhed

• konkurrerer – og bliver irritable af for meget cola

• ofte kommer op at toppes med andre primadonnaer

• ofte føler deres forfængelighed krænket

• kan være katastrofale som chefer, da de kun tænker på sig selv

• er fremtidens guld og smerte i røven

 Kilde: Lars Goldschmidt: 'Ledelse i Danmark – anklage og forsvar'. Listen henviser klart til en variant af "den særligt kreative personlighed" som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver i sin bog "Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention".

    Jeg husker at DR-direktør Henrik Nissen i en artikel i B.T. for efterhånden en del år siden udtalte sig om de særlige problemer han syntes der var med at lede så mange "primadonnaer" i Danmarks Radio. De ville ikke underkaste sig "kommandoledelse" men skulle "inspireres", fortalte han til journalisten.

Herfra er der ikke langt til beskrivelser af den "særligt sensitive personlighed" (engelsk: HSP - highly sensitive persons), som også kan opleve at de er besværlige for deres omgivelser. Her et de omtalt i Magisterbladet fra et par år siden, under rubrikken "Hjerter i klemme" - som oplæg til et "fyraftensmøde":

De kan blive stærke medarbejdere i virksomheder, der satser på udvikling, kreativitet og innovation. Men de kræver ro, og de kræver rum. Er du en af dem?

- Den lyse side: De er fra naturens hånd disponeret for at være åbne, kreative, fleksible, selvstændige, omhyggelige, empatiske, ansvarlige og flittige.

- Den mørke side: De kan blive overvældede, ubeslutsom-me, urolige, selvkritiske, opgivende og miste troen på sig selv.

- Om de lever i solsiden eller i skyggen, afhænger i høj grad af deres selvindsigt.

- Ny forskning viser, at mellem 15 og 20 pct. af alle mennesker er særligt sensitive. På arbejdspladser med mange DM-medlemmer er procenten sandsynligvis højere.

- ”Særligt sensitive mennesker søger typisk mod områder, hvor de kan bruge deres talent for fordybelse, fornyelse og formidling. De bliver ofte forskere, undervisere eller kunstnere”, fortæller Lise August, der er psykolog og medstifter af firmaet 'Sensitive Living'.

Man bemærker den samme dobeltsidige psykologiske karakteristik som kendetegner beskrivelserne af "den særligt kreative personlighed".

   Flere ugebladsartikler opstiller en test med spørgsmål som man kan besvare, og derigennem finde ud af om man er en HSP´er. 

   Interessen herhjemme dukkede op i kølvandet på udgivelsen af en bog fra 2008 med titlen "Særligt Sensitive Mennesker", skrevet af den amerikanske forsker i psykologi Elaine Aron, som også er ophavskvinde til testen. 

   Der findes nu en HSP-forening hvis formand Lone Friis fortæller at testen "giver folk en særlige forståelsesramme for nogle ting de har oplevet gennem deres liv. Det er ren aha-oplevelse for de fleste."

    

Wikipedia fortæller om HSP:

A highly sensitive person (HSP) is a person having the innate trait of high psychological sensitivity (or innate sensitiveness as Carl Jung originally coined it). According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, may process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems.

   This is a specific trait with key consequences that in the past has often been confused with innate shyness, social anxiety problems, inhibitedness, or even social phobia and innate fearfulness, introversion, and so on. The existence of the trait of innate sensitivity was demonstrated using a test that was shown to have both internal and external validity. Although the term is primarily used to describe humans, the trait is present in nearly all higher animals.

Ligesom det er tilfældet med den særligt kreative personlighed, så synes HSP´erne også at have en eller anden genetisk basis i hjernens indretning for deres særlige psykiske konstitution .

   Da jeg interviewede Poul Martinsen til min bog om ham, omtalte han flere gange sig selv som "særligt følsom" som barn, og han beskrev sig selv som grundlæggende "sky":

Professionelt har jeg jo ikke svært ved at få kontakt med andre mennesker. Jeg kan jo gå ind og sætte mig ned hvor som helst og i løbet af ingen tid, så sidder de og fortæller mig deres livshistorie. I privatlivet er jeg meget sky. Og jeg gøre mig store overvejelser om hvor jeg nu skal gå hen, hvem jegskal sætte mig ved siden af, og om jeg skal…Faktisk er jeg på en måde ret isoleret (…). Så på den vis er jeg et meget isoleret menneske.

Han passer tilsyneladende ind i begge personlighedskategorier, båd den særligt kreative og den særligt sensitive.