Om den skjulte Ang Lee - og Axel Strøbyes hemmeligheder for sin far

En af de film der er på oppe for tiden - og stærkt opreklameret i aviserne, er "Life of  Pi".

   Den bygger på en roman jeg faktisk kan huske jeg har læst for en del år siden med samme titel. Den udkom 2001, skrevet af forfatteren Yann Martel

   Billedet der står tilbage er en mand der er isoleret på havet i en redningsbåd med en bengalsk tiger -og overlever. Historien var klart et resultat af konceptuel blending - både en realistisk "selvbiografisk" historie - mixet med en fantacy-historie - med klare fabel- og myte-elementer.

   Jeg husker at  "Life of Li" havde en slags filosofisk overbygning, og at man blev i feel-good-stemning efter endt læsning.

   Lidt hen ad "Kvinden og aben" af Peter Høeg - som udkom nogle år før.

"Life of Li" er altså nu blevet filmatiseret af en af de store moderne filminstruktører - en 'auteur' - Ang Lee.
   Og forklaringen på at den først er filmatiseret nu er bl.a. at den moderne digitale animationsteknologi gør det muligt at blande og visuelt integrerer - blende - realistiske filmortagelser med animationer så virkelighedsillusionen er totalt overbevisende.

I was never a citizen of any particular place... My parents left China to go to Taiwan. We were outsiders there. We moved to the States. Outsiders. Back to China. Now we were outsiders there, too -- outsiders from America.

   (Ang Lee i et interview fra 2005)

Men det er ikke filmen, men instruktøren som her er i fokus. Han har produceret en del film som har vundet priser, og jeg har bl.a. set "Sense and Sensibility", "Hulk" og "Brokeback Mountain".

   I modsætning til en del andre film-auteurer, så  er Ang Lee speciel ved at han stort set skifter genrer for hver ny film. Han blev en gang spurgt hvordan han "fandt sine film", svarede han: "I don´t find my films, they find me."

   Derved minder han om Poul Martinsen, der også skiftede genrer hele tiden. 

   Dels er det nok en del af den kreative personligheds mentale mind-set, at se en særlig udfordring i at lave noget andet end offentligheden forventer, og dels at kaste sig ud i risikofyldte projekter netop fordi man ikke behersker genren. Og dermed tvinges til mentalt "at stå i lort til halsen" - igen.
   Og dermed får adgang til at trække på - måske uerkendte - skjulte sider og mentale ressourcer.

Information bragte i torsdags et interview med Ang Lee i anledning af filmen "Life of Pi". Rubrikken:

Sandheden er skjult

Af interviewet fremgår at Ang Lee har haft en barndom og en opvækst som genfindes hos mange særligt kreative personligheder, og som fungerer som "brændstof" for de kreative valg og den kreative karriere:

Filmen handler om en indisk dreng, Pi, der sammen med sin familie og deres zoologiske have drager fra Indien til Nordamerika for at slå sig ned. Men undervejs synker skibet i en storm, og de eneste overlevende i en lille redningsbåd er Pi og en stor bengalsk tiger.

   Pi har med andre ord mistet alt og kommer nu ud på sit livs rejse, som på overfladen handler om rå overlevelse, men ligesom de fleste andre af Ang Lees film går den også et lag dybere og viser det følsomme menneske bag facaden.

   Det er her følelsen af ensomhed og fremmedgørelse, jagten på identitet og tro melder sig, og det er alt sammen noget, Ang Lee selv har oplevet.

   »Jeg kom til Amerika samme år som Pi, og derfor hjemsøger bogen mig,« siger Ang Lee, der forlod sit hjemland Taiwan for at begynde en ny tilværelse i USA.

   »Det at være alene med sin identitet, følelsen af ikke at høre til og altid være på vej kan jeg genkende fra mit eget liv,« siger Ang Lee, der opfatter sig selv som en verdensborger, som balancerer mellem taiwansk-kinesisk og amerikansk kultur.

 Ud over oplevelsen af isolation, identitetstab og fremmedgørelse, så har Ang Lee også, ligesom mange andre kreative personligheder, "ondt i farforholdet" - med en autoritær far der havde høje akademiske forventninger til sønnen, som sønnen så ikke levede op til. Og flere af (alle?) Ang Lees film tematiserer dette:

Tilsyneladende har instruktøren selv haft problemer med at tilpasse sig de rammer, som hans kultur og hans far satte for ham, hvilket måske også forklarer, hvorfor han gang på gang har

behov for at skildre far-søn-forhold i sine film.

   Også i Life of Pi skildrer Ang Lee en viljestærk og stolt faderfigur, der belærer sin søn om, hvordan verden hænger sammen.

   »Når det kommer til uenigheder, var det altid i forhold til min far,« siger Ang Lee.

   »Ikke bare var han familiens overhoved. Han var også rektor på mit gymnasium, et af de bedste i Taiwan. Og så går jeg hen og dumper til optagelsesprøven til universitetet og ender inden for underholdningsbranchen!«

   Lees far havde forventet, at sønnen ville blive professor.

   »Oven i det var jeg hans førstefødte søn, hvilket lagde endnu en byrde på mig i forhold til hans forventninger.«

   Her refererer Ang Lee til den kinesiske kultur, hvor den førstefødte søn er forpligtet til at tage sig af familien.

  »Jeg ved ikke, om det er en form for terapi, at far-søn-relationen dukker op i mine film, men jeg kan godt se, det er tydeligt. I nogle henseender vil jeg måske gøre ham, min far, ære, men i andre føler jeg, at ikke bare han, men hele familien, skammede sig over, at jeg ville være instruktør og ikke bare fulgte traditionen og pligten.«

Mønstret genkendes fra Ulf Pilgaards forhold til sin far, som det fremgik af Poul Martinsens dokumentar om ham "Den store, Ulf" (2000). 

Den særligt kreative personlighed er også kendetegnet ved at være sammensat - blended: to eller flere personligheder i et. Oplevelsen af  - derfor - aldrig selv at være ægte eller ærlig - hele tiden at simulere  for at skjule sider af sig selv - genfindes også hos Ang Lee:

»Jeg tror, at sandheden er skjult, og den eneste måde, vi kan få adgang til den på, er gennem forstillelse. I livet lader vi, som om vi har opdaget sandheden, f.eks. som i Hulk (Ang Lees film fra 2003, hvor videnskabsmanden Bruce Banner forvandler sig til monsteret Hulk, red.).

   »Vi har alle en Hulk indeni, som vi skjuler. Vi vælger, hvad folk skal se, og hvad de ikke skal se. Vi skal alle passe ind i samfundet og være civiliserede og følsomme mennesker. Der er helt klare forventninger til, hvordan vi skal opføre os. vi er flokdyr. Men jeg tror kun, vi kan finde sandheden ved at foregive. Det mest åbenlyse er ikke sandheden. Historien bag er sandheden. I min forrige film, Lust, Caution (2007). spiller den gode pige den onde. Det viser sig så, at hun rent faktisk er den onde. Jeg tror, det er værdien af drama, af film og af historiefortælling. Det går tilbage til den kinesiske daoisme og buddhisme, som siger, at sandheden, hvor alt kommer fra, er skjult og findes i negativet (modsat det fremkaldte fotografi).

   Den er i et mørke, hvor alt eksisterende vokser ud af og kommer tilbage til, når det dør. Det er grundreglen. Illusion er ikke ingenting, det er formentlig essensen i hele vores liv.

Jeg finde klip frem fra bunken - om andre særligt kreative personligheders barndom, som jeg ikke har nået at skrive om lige da de blev omtalt. Her om skuespilleren Axel Strøbye, fra en anmeldelse af  en  biografi om ham som udkom i november:

Når man i disse måneder lørdag efter lørdag ser Axel Strøbye fører sig frem som den geskæftige, fiffige  og slagterhundsfrække sagfører Viggo Skjold Hansen, tænker man ikke over, at skuespilleren bag havde et på mange måder dybt tragisk privatliv fyldt med bristede illusioner, skuffede forventninger og personlige kriser. Men det havde han. Og faktisk fra første færd, iden han som den sidst fødte - og uventede - tvillingbror aldrig blev rigtig hjerteligt velkommen til livet. Hans forældre, manufakturhandlerfamilie på Amager, så ikke deres ekstra og tredje barn som nogen form for bonus fra forsynet; de betragtede den lille dreng som et problem. "Du skulle slet ikke have været her", sagde Axels mor og far til Axel. De havde rigeligt i bror Jørgen og storesøster Inger. 

Endnu et citat kan belyse Axels Strøbyes flersporede personlighed og forhold til faderen:

Broderen har især bidraget med historier fra deres fælles barndom og ungdom. Han har været med til at tegne billedet af en skuespiller i evig kamp for at finde sit ståsted. En kamp, der senere hen i livet især blev ført mod de indre dæmoner. De to brødres far var en autoritær herre, der forbød sin søn at spille skuespil. Derfor måtte Axel Strøbye uddanne sig hemmeligt - og i øvrigt holde det skjult for faderen.

Axel Strøbye var i øvrigt et kreativt multitalent og ville oprindelig være maler. Men det syntes faderem var noget „halv- pornografisk noget." 

   "Min far opdagede, at man malede efter nøgenmodel, og så var det slut med det," sagde Axel Strøbye i et interview med Virtus Schade. Axel uddannede sig i stedet til arkitekt – det var ifølge faderen et rigtigt håndværk. Men allerede under studiet arbejdede han altså aktivt - men skjult for de dominerende far - på at blive skuespiller.

Barsk barndom (1) - og 'kreativ vrede' - Erik Valeur, Mario Balotelli, Christina Hagen

For godt en måned siden fik journalist og forfatter Erik Valeur årets DR-romapris for sin debutroman 'Det syvende barn´. Det er en kriminalroman der delvis er inspireret af at forfatteren selv tilbragte sine først to leveår på børnehjem.
    Han blev for lidt under et år siden interviewet af Anders Derlich i anledning af bogens udgivelse:

Erik Valeurs blå øjne kigger insisterende, mens han snakker om sig selv. Han har arbejdet som journalist siden 1980, og gennem 30 år har han sat sit aftryk på dansk journalistik. Men tilbage i 1950’erne boede han de to første år af sit liv på et spædbørnshjem, da hans mor ikke kunne tage sig af ham efter fødslen.
   Først mange år senere, da han fik sit første barn, vendte tiden på spædbørnshjemmet tilbage til ham. »Jeg havde faktisk aldrig tænkt over, at der kunne være noget specielt ved at ligge to år på en spædbørnsstue uden en mor. Men det har jeg så opdaget senere, at der kunne være. Værre kan det gå, hvis man skal bortadopteres, hvilket jeg dog ikke blev,« forklarer Erik Valeur

Erik Valeur er en kreativ og kritisk ener inden for dansk journalistik. Og under næsten alt hvad han har skrevet, kører der en energisk strøm af indignation: kreativ vrede - vendt mod autoriteter og samfundsinstitutioner. Men også mod hans egen profession.

Han blev ikke bortadopteret, men at han - som mange særligt kreative personligheder - har han "ondt i farforholdet", fremgår af et andet interview med ham - skrevet af Sonja Sabinsky:

Erik Valeur var dog ikke noget typisk børnehjemsbarn, for han havde en mor, som kom og besøgte ham hver weekend: - Min mor blev gravid med en norsk mand, som hun var meget glad for, men han ville ikke have hende, og det blev hun så psykisk syg af, at hun ikke var i stand til at have mig boende de første to år af mit liv.
  Erik Valeur har aldrig opsøgt sin norske far, selvom han har haft muligheden, idet han kender hans fulde navn og ved, han er fra Bergen: - Nej, jeg har aldrig haft det behov.

Bortadopteret som hel lille blev til gengæld en anden særligt kreativ - og særdeles besværlig personlighed: Mario Balotelli.
   Han har klart været Italiens bedste fodboldspiller ved EM. Og var eneansvarlig for at Italien slog Tyskland i semifinalen.
   Om hans barndom får vi at vide at han blev bortadopteret som 2 årig. Og at han er socialt utilpasset.  Politikens Michael Seidelin leverer et portræt af ham den 1. juli under rubrikken:

Portræt: Balotelli kæmper en svær kamp med sig selv

Underrubrikken lyder:

Mario Balotellis biologiske forældre svigtede ham, og han kalder sig selv »et såret dyr«.

Og artiklen fortæller om de livsvilkår der prægede den psyke som gør ham til en af de helt store fodboldspillere:

Med sin kaotiske adfærd på og uden for banen har Mario Balotelli gjort trænere, ledere og medspillere nærmest desperate. (...)
   Han kommer sig aldrig over, at hans fattige ghanesiske forældre afleverede deres kun to-årige søn til myndighederne, fordi de ikke ville eller kunne tage sig af ham, og under EM har han oplevet racismen fra polske tilskuere under Italiens træning.
   Racismen har han mødt hele sit liv. Der var ingen sorte i Brescia, da han sammen med sine italienske adoptivforældre ankom til byen i 1992, og det var svært for ham i den lokale fodboldklu
»De andre børns forældre bad os om at tage ham af holdet. De bad os om at kontrollere hans spillertilladelse. Den slags ting«, siger klubben USO Mompianos tidligere formand Mauro Tonolino til magasinet So Foot.
   I skolen tegnede Mario altid sig selv som hvid. Aldrig som sort, og han var ulykkelig, når han mod sin vilje skulle besøge sine biologiske forældre, som han i dag kun har foragt tilovers for.
   »Tager de mig med til Afrika?«, spurgte han lærerinden.
   For tidligt blev han bevidst om sin usikre status. Hans italienske ’forældre’ var ifølge loven for gamle til at adoptere ham. Han var kun i pleje, og han havde de biologiske forældres nationalitet og navn, Barwuah, indtil han var 18 år.

'Kreativ vrede' var også den første tanke der faldt mig ind da jeg læste Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Christina Hagens bog: 'White Girl' - Digte. 

   Eller rettere: Det er de tekscitater som illustrerer anmeldelsen, som straks fanger og fascinerer.
   Jeg mindes ikke at have læst noget lignende.

Her de tre citater fra anmeldelsen.

»Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ’Goddag, goddag’ og ’hvordan du har det?’ som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!

»Jeg sige dig: din luksusluder. Jeg ikke fordrage din foragt for din egen luksusland. Du komme til beskidt land med renskuret negl, du af den stat betalt læge din mala-riapille ordineret, du den hvid smil har reguleret hos den skoletandlæge, du i den gratis skole har lært den engelsk og den spansk. Jeg sige dig: Bøj dig i den støv for den rigdom, du utaknemlig satan!«

At Christina Hagen også har ondt i far-forholdet fremgår - som undertekst - af hendes egen beskrivelse af sin tidlige barndom:

Den 2. august 1980 bliver jeg født i Herning. Min mor har på det tidspunkt ligget på hospitalet i fire måneder, for at jeg ikke skal falde ud. Det er lægerne, der har rådet hende. I 1982 bliver min mor og far skilt. Min far får min bror. Min mor får mig. Vi flytter ind i et lille rækkehus i Hammerum. Der har vi en nabo, der syr om natten, så væggene ryster, og et tog der kører igennem baghaven. Men vi har det godt. I 1983 går jeg på et fortov. Solen er ved at gå ned, og jeg kan se rønnebær inde imellem nogle buske. Jeg er alene, men ikke bange. Jeg fik engang foretaget en hukommelsestest. I den forbindelse fortalte man mig, at den følelse, jeg havde indeni ved den allerførste erindring, var grundlæggende for det stemningsleje, jeg ville opleve som voksen. Alene, men ikke bange. I 1986 flytter min mor og jeg til Karup. Vi har gæs, får, kaniner, en hund på prøve og ål. I 1987 flytter min mor og jeg tilbage til Herning. Der har vi et stort badekar og en altan med store, jordfyldte kummer. I en af dem begraver jeg i 1994 en kanin og i 1995 en skildpadde.

Teksterne i 'White Girl' - disse digteriske raseriudbrud af Christina Hagen - er ifølge Lars Bukdals anmeldelse i Weekendavisen produceret som en interaktiv research- og rewriting-proces:

I første omgang har forfatteren bedt folk om at fortælle om ”ubehagelige rejseoplevelser” og primært – ”Tak til postkortskrivere på Silkeborg Højskole” – fået feedback fra en gruppe højskoleelever, der klager over mangt og meget, men primært over at blive snydt, med opskruede priser og falsk ægthed, og over at blive sexchikaneret, når det ikke bare, som i den citerede tekst, er selve de indfødtes servile attitude, der enerverer.
   I anden omgang har Hagen så gennemskrevet, op-fræset og gebrokificeret klagesangene. Selve gebrokificeringen er særdeles bevidst og sardonisk en ”oversættelse” til den kliché-udgave af udlændinges måde at tale dansk på, sin vi finder i selv for sin autnticitet kritikerroste skønlitteratur som f.eks. Jakob Ejersbos og Afrika-trilogi.

Der er tale om konceptuel blending - konceptkunst kalder Tue Andersen Nexø det. Det er i hvert fald en slag dybt fascinerende faktion.
  Og sikke en mental effekt Christina Hagens rasende poetisk vrede digte har - i hvert fald på mig.

Ligheder mellem Claus Meyers og Karl Ove Knausgaards barndom og personligheder

Hvad er ligheden mellem mad-iværksætteren Claus Meyer og den norske succes-forfatteren Karl Ove Knausgaard?

   Særligt kreative personligheder med "ondt i farforholdet"! Og ildsjæle.

Fra det store interview i Politiken søndag den 28. juli med Claus Meyer - under rubrikken: "Stegemargarinedrengen, der i dag vil give os det daglige brød:

Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

   Derefter vendte han sig mod sin mor og far, og ordene var få:

   "Jer to har jeg ikke noget at takke for."

Det er jo sigende, men uddybes ikke nærmere i interviewet, det liv der gik forud for konfirmationen.    

   Men han var tyk på det tidspunkt, er sikkert blevet mobbet, og giver selv forklaringen: usund mad hjemme og trøstespisning. 

   Forældrene viste tilsyneladende ikke nogen interesse for deres dreng, hverken hvordan han klarede sig i skolen eller på sportspladsen. 

   Mormoderen døde, forældrene blev skilt, faderen flyttede, og moderen blev alkoholiker. Det gik dårligt i skolen.

   På vej mod et taberliv i udkantsdanmark?! - tænker man. 

   Vendepunktet var en tysklærer:

"I syvende klasse fik jeg så en virkelig lortekarakterbog, men samtidig sagde min tysklærer, at hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg godt få 11. Den tillid, hun viste mig, betød, at jeg på et år gik fra 6 til 11 på den gamle skala. Måske kom det af, at jeg indtil da havde været en doven, fed dreng. Nu begyndte jeg at gøre mig umage. Fra den karakterbog i syvende klasse blev jeg dygtig til at gå i skole. Jeg arbejdede også for at lærerne skulle synes, jeg var en god dreng, der kunne roses."

Det er livsvigtigt og afgørende for Claus Meyer at få ros og accept, for det har han savnet som barn.

   Skabelonen er den klassiske for barndommen for den særligt kreativ personlighed. Manglende anerkendelse fra forældre. Modvægt: Mormor og lærer som mentorer der giver kærlighed og viser tillid.

   Og så er der det med at skifte miljø og sprog - og være genert også som voksen - at føle sig fremmed, hjemløs og usikker på sin identitet:

Jeg har ikke noget mod kendte mennesker, jeg kan bare ikke lide at være blandt dem. Måske skyldes det at jeg er en bonderøv fra provinsen. En gang brugte en københavner det endda som skældsord om mig. Han mente, min kone havde fundet en bonderøv, men for mig er det en kvalitet.

Samtidig med at han er selvusikker og genert, også som voksen, fører han sig aktivt frem og er kreativ igangsætter netop med forankring der hvor han er vokset op: Det er ingen tilfældighed, men en mental nødvendighed at en lang række af hans madudviklingsprojekter forankres i barndommens land Lolland-Falster  

   Det er som Poul Martinsen der hele sit liv producerer dokumentarer om mennesker fra miljøer der ligner hans barndom i en arbejderfamilie i Vangede.

   Og det er som når en masse forfattere bruger erindringerne fra deres barndoms land som brændstof i deres digtning. Som fx nu Karl Ove Knausgaard...

Karl Ove Knausgaards fjerde bind i hans romanserie "Min Kamp"  er netop udkommet, og handler i høj grad om barndommens land og om forholdet til faderen, fremgår det af anmeldelsen i Politiken i dag med rubrikken "Dokumentariske drømm":

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trive fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. (...)

   Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. (...)

   I dette bind får vi også en flig af en 'forklaring' på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynligt overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

Det fremgår af Claus Meyer-interviewet at han drives af et "kald" efter nogle åbenbaringslignende  oplevelser omkring bagning og kvalitetsmad hos et konditorpar i Gascogne i Frankrig. 

   Og det fremgår af anmeldelsen af Knausgaards bog at fænomenet "kreativ vrede" er det der driver ham:

"Jeg skulle fandme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem", siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som deen unge mand, er det dybta at falde: "Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til".

De er på hver sin måde driftig ildsjæle. I den særligt kreative personligheds mentale set up, tror jeg at "kald" og "kreativ vrede" som drivkraft er to sider af samme psykologiske mønt.

Interviewet var lavet af Carsten Andersen, anmeldelsen af Marie Tetzlaff.

Mel Gibson - to personer i en og hvad deraf følger

Jeg bladrer igennem klip fra aviser jeg ikke fik kommenteret da de udkom. Et af dem rammer i plet i forhold til et af søgemønstrene: Den særligt kreative personlighed hvis kreative dynamik hænger sammen med at personligheden er spaltet ud i to eller flere "sider" som forsøges integreret igennem kreative aktivieteter. Og en personlighed som gang på gang læner sig op ad skandaler - med risiko for at blive udstødt af det pæne selskab.

   Skuespilleren Mel Gibson er tydeligvis en af dem. 

Information fra den 1. juni. Rubrikken: "Skandalemageren Gibson kæmper med sig selv". Et portræt skrevet af Jonas Varsted Kirkegaard. 

Hvad er der så med Mel Gibson? Mr. Bravehaert! Mad Max! Der "kæmper med sig selv".
   Jeg tænker: En person "der kæmper med sig selv", er x1 der kæmper med x2. To personer i en. Selv udsagnet indebærer jo også konceptuel blending: I det blendede output-rum udspiller der sig en kamp mellem Gibson1 og Gibson2.

Vi opregner lige hans skandaløse meritter. I følge artiklen:

• For fem år siden sagde han til en jødisk betjent at jøder var ansvarlige for alle krige i verden.
• Inden da havde han instrueret filmen "Passion of the Christ", der havde klare antisemitiske undertoner.
• Lydoptagelser dokumenterer at han har truet med at myrde ex-kæresten Oksana Grigorieva.
• "Hvis du bliver voldtaget af af en flok niggere, er du selv ude om det", har han også sagt til hende. 

Vennerne siger at han er "noget af en Dr. Jerkyll og Mr.Hyde-skabning."

   Jodie Foster som har instrueret den aktuelle film som Mel Gibson har hovedrollen i, "The Beaver", siger at det er de fire film Gibson selv har instrueret, der viser han sande jeg: "Det er film om folk, der opsøger de mørkeste steder i jagten på et spirituelt øjeblik."

   Hans ven, produceren Dean Devlin (der i øvrig er jøde) fortæller:

Mel vil sig hvad som helst for at chokere dig. Hvad enten han mener det eller ej.  Intet morer ham som at se folks underkæber i frit fald. Det er er meget barnligt træk.Det er skuespilleren i ham, der forsøger at få en reaktion.

Har han ondt i farforholdet? Ja, mon ikke!

   Artiklen i Information fortæller at "han voksede op i skyggen af en far med meget markante meninger." At han elskede sin far, Hutton Gibson, meget højt, og at denne far tilsyneladende var og i en alder af 92 stadig er ekstremt autoritær og tilhører en meget konservativ gren af katolicismen. Faderen er kendt for sine teorier om udspekulerede jøders skjulte magtudøvelse. Og han benægter endvidere at Holocaust kostede 6 millioner jøder livet. 

Lars von Trier og Henrik Dahl - gå hjem og vug!

   Og jeg kobler uden videre til Christian Stentoft som producerede en radiomontage til DR i 1994 - om sit betændte forhold til sin "sataniske far" Aage Stentoft. Og videre til Poul Martinsen dokumentar "I skyggen af en far" - hvor han følger Christians Stentofts produktion af den stæke, men også emotionelt konfliktfyldte motageudsendelse.