Jeg går på gaden, ser en sød kvinde som jeg ikke kender. Føler lyst til at smile til hende, får øjenkontakt - og smiler. Og i ni ud af ti tilfælde, smiler hun tilbage i forbifarten. Den erfaring, som jeg utvivlsomt deler med de fleste mennesker, bliver jeg mindet om ved en artikel i Søndagspolitikens tillæg "Viden" fra for en uge siden. Rubrikken er mystificerende:
"Smilet lægges i gådefulde folder". Manchetten fanger min interesse. "Mennesket er kun lige begyndt at forstå smilets hemmeligheder. Nye undersøgelser bekræfter en teori om at hjernen kan skelne ægte smil fra falske, fordi vi automatisk spejler ansigtsudtrykket hos den, der smiler til os."
Triggerordet for mig er "spejler". Og så det med "ægte" og "falsk".
En af de
hjerneforsknings-videns-indvindinger som jeg flere gange har fremhævet i tidligere indlæg, er opdagelsen af
spejlneuronerne, nogle særlige hjerneceller som både aktiveres ("lyser op" ved scanning) når vi selv gør eller planlægger at gøre en bevægelse, og når vi ser et andet menneske udføre en tilsvarende bevægelse.
Den hjernemekanisme er sandsynligvis en afgørende forudsætning for det at vi kan identificere os med andre, for at vi kan genkende noget af os selv i andre når de giver udtryk for følelser, og for at vi kan leve os ind i personer vi ser på film eller på en teaterscene - "blive grebet", som det hedder. Og også forudsætningen for at vi når vi ser os i et spejl, ser og
genkender os selv.
Men den modsatte mekanisme fungerer også: Når vi ser en anden gøre noget, aktiveres det center i hjernen som forbereder den tilsvarende handling hos os selv, uden at vi dog rent faktisk behøver at udføre den. Men vi får altså klart en impuls til at udføre den tilsvarende "spejlende" handling.
Det er en kendt iagttagelse at folk der fx sidder over for hinanden ved et bord og snakker sammen, tenderer til - ubevidst -
at spejle hinandens kropsstilinger og gestus: Hvis den ene lægger armene over kors, gør den anden det også, læner den ene sig tilbage, gør den anden det også. Psykologerne taler om at der opstår
rapport mellem de to gennem deres
kropssprog. Og det er indlysende at det også er noget lignende der sker ved at et smil automatisk besvares med et smil.
På nettet finder jeg en artikel fra Tidens Kvinder, med rubrikken "Forførelsesens Kropssprog", der fortæller kvinder hvordan de ved at være bevidste om deres kropssprog og udnytte det man ved om hvordan kropslig
spejling ubevidst virker, lettere kan score en mand. Artiklen fortæller bl.a.
Hvis du som kvinde føler dig draget af en mand, vil du helt uden at tænke over det begynde at efterligne ham. Sidder han med korslagte ben, gør du pludselig også. Hvis han tænder en smøg, rækker du også ud efter din cigaretpakke. Denne spejling er meget kraftfuld og virker på to måder: Jo stærkere tiltrækning, du føler, jo mere vil du kopiere, og jo mere, du kopierer, jo kraftige bliver følelsen af samhørighed – også fra hans side. Derfor er spejling en del af kropssproget, som du kan bruge bevist til at nærme dig en anden person. Han vil føle sig forstået og tryg, hvis du spejler hans gestus og mimik – men pas på ikke at blive en total copy cat. Det virker kunstigst og påtrængende.
Pointene er altså her at
spejlingen ikke fungerer som en der forstærker den gensidige empati hvis de spejlende handling forekommer
uægte.
Og det er faktisk det som artiklen i Politiken handler om. At der er forskellige slags smil, og at smil genkendes som smil ved at man
imiterer den andens smil. Der findes forskellige slags smil som aktiveres i forskellige hjernecentre: et forlegent smil, et smil af lykke (som når man ser sit lille barn glad løbe rundt og lege), et venskabeligt smil (som familie og venner mødes med), og fx et uægte smil (som det man udsættes for i en forretning af en professionel sælger). Og åbenbart finder man ud af hvilket smil man møder hos den anden, ved mentalt i hjernen - ubevidst og automatisk - at "mærke efter" hvilket center der aktiveres i forbindelse med det smil man møder:
Et glædessmil ledsages for eksempel af aktivitet i hjernens 'belønnings'-kredsløb, og bare det at se på sådan et smil kan aktivere nogle af de samme nervebaner hos den der ser det. Når man efterligner et venskabeligt smil, sættes en anden hjerneaktivitet i gang, nemlig den del af hjernen, der kaldes den orbitofrontale hjernebark, som sætter os i stand til at skelne vores følelser for mennesker, vi har et nært forhold til, fra vores følelser for andre mennesker. Den orbitofrontale hjernebark bliver for eksempel aktiv, når forældre ser deres egne spædbarn smile, men ikke når andres børn smiler. (/) "Når vi tager andre menneskers smil til os, bliver vi ikke alene i stand til at genkende dem. Vi bliver også i stand til at genkende falske smil. Når vi ubevidst efterligner et falsk smil, mærke vi ikke den samme hjerneaktivitet, som når smilet er ægte. Og denne ubalance fortæller os, at der er noget galt", sige Paula Niedenthal.
Jeg har lige været på en charterferie, og der var en del unge ægtepar med. Og jeg blev endnu en gang fascineret af det fænomen at så mange unge ægtefæller ligner hinanden utroligt meget i ansigtet. Ansigtstrækkene virker nærmest som
kopier af hinanden, trods kønsforskellene: de samme øjne med sammen omgivelser, den samme form på næsen, og ikke mindst den samme mund, læber, smil og tænder. Det er som om de har set sig i et spejl når de har mødt og set den anden, og sagt: Der er hun/han(=jeg)!
Der må være tale om forhold der er startet med en slags
genkendelsens glæde. En slags
aha-oplevelse ved at den anden
matcher ens eget spejlbillede. Og alle disse ægteskabsforhold må utvivlsomt være igangsat gennem udveksling af
ægte smil, som har aktiveret det samme "forelskelsescenter" og udløst særlige "lykke- og kærlighedshormoner" i hjernen hos dem begge.
Wikipedia fortæller det sådan:
Forskerne har fundet ud af, at intens romantisk forelskelse, som fysiologisk foregår i højre hjernehalvdel, har mere at gøre med aspekter som motivation, belønning og drivkraft end det har med følelser og sex at gøre. I dag kan forskerne pege på lige netop de to områder den menneskelige hjerne, der sørger for at gøre os forelskede: Det såkaldte VTA-område (Ventral Tegmental Area) - i bunden af hjernen og nucleus caudatus i midten af hovedet. Begge områder er vigtige for hjernens system for motivation, belønning og drivkraft og er involverede i produktionen af stoffet dopamin, der blandt andet er med til at skabe intens lykkefølelse i os. Det forklarer også, hvorfor en forelsket person føler sig drevet til at vinde sin elskede. Også stoffet serotonin har en vigtig rolle, fordi det regulerer vores humør. Jo højere produktion af serotonin i hjernen, jo gladere er vi. Forelskelsens styrke og det faktum, at VTA-området og nucleus caudatus tilhører den primitive del af hjernen, som vi til dels har tilfælles med andre pattedyr, får forskerne til at konkludere, at forelskelse slet ikke er en følelse, men at der er tale om en primitiv drift.
Bemærk især at "forelskelsesmachet" lokaliseres i højre hjernehalvdel, den del som i kreativitetsforskningen forbindes med
kreative kognitive processer; og at de stoffer der spiller med i oplevelsen:
dopamin og
serotonin også er dem som bliver aktiveret kreativitetsteoriens
flow-tilstand.
I et af de foregående blogindlæg blev jeg klar over at en del af (måske alle) de forskellige typer af
aha-oplevelser som man kunne opregne og identificere som sådanne, bestod i at man oplevede
et match efter en søgeproces, ligesom når politiet har fundet et fingeraftryk på gerningsstedet, og derefter finder
et match i deres fingeraftryksarkiv. Eller når man lægger et puslespil og der er et "hul" - en tom plads til en brik, og man så finder den brik blandt de løse som
matcher formen på den tomme plads: Der var den, den matchede! Eller hvis man har en lås i en yderdør, og det er mørkt, og man så prøver de forskellige nøgler i ens nøgleknippe i låsen, indtil man finder den der
matcher, så man kan låse døren op.
En lang række af kreativitetpsykolgiens test-opgaver som de bruger til at spotte om folk kan "tænke ud af boksen"- altså kan tænke kreativt, går præcis ud på at finde ud af om testpesonen hurtigt kan finde et "match" i forskellige opgaver. Eksempelvis:
Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: hul, farve, kat? Svar: sort! Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: æble, svaghed, slange? Svar: Paradis!
Her runder jeg så af ved at komme i tanker om det oldgamle græske begreb:
mimesis, der betyder efterligning, imitation - og som er beslægtet med begrebet og fænomenet
at mime. I forbindelse med kunst, litteratur, malerkunst, teater, billedhuggerkunst, refererer begrebet til at kunsten skal ligne eller efterligne virkeligheden for at virke overbevisende og forløsende på publikum. Altså i en eller forstand
matche publikums bevidste eller ubevidste forstillinger om virkeligheden - og om sig selv og sine medmennesker.
I lyset af det foregående om spejling, så indebærer det
virkelighedsefterlignende i for eksempel en teaterforestilling at vi lever med i den og bliver "opslugt" af den fordi der i hjernen aktiveres de samme centre som hvis vi selv havde udført de handlinger vi ser på scenen, samtidig med at der udløses
et spektrum af forskellige følelsesstimulerende stoffer.
Jeg kommer til at tænke på de helt store mimikere som jeg i årenes løb har set på scenen og i biografen: Marcel Marceau og Dario Fo, for eksempel. Hvordan det kan løbe en koldt ned ad ryggen når man ser mime-kunstneren efterligne bevægelser som i den grad matcher det alle meneske gør når de gør det de gør.
Og så er der jo spørgsmålet om
ægte og
uægte. Det er ikke bare noget der er vigtigt i smilende forhold mellem mennesker. Sådan taler man også om kunst: Er det
ægte eller
falsk, er det
autentisk eller
"gemacht"?
Det må jeg vende tilbage til senere: Hvornår er
et match alligevel ikke
et rigtigt match?
