New York, New York (2) - arkitekttoniske bybilleder, imponere-bygninger - og egne erindringer

Cityscape, Manhattan, New York. Ældre højhuse og skyskrabere

Cityscape, Manhattan, New York. Ældre højhuse

Amerikanerne har et godt relativt nyt ord for det man oplever når man går rundt i en by som New York: "Cityscape" - en analogi til det gode gamle ord "landscape".

  De to fotos ovenfor viser Manhattan New York som jeg stort set husker det visuelle indtryk af bybilledet fra for 40-50 år siden da jeg som helt ung besøgte byen - første gang i et helt år 1961-62, og anden gang ca. tre uger sommeren 1970 (eller deromkring)

   Bygningerne er alle formet som firkantede lodretstående 'æsker', eventuelt sat oven på hinanden så de spidser opad i en slags trappepyramideform. Og undertiden slutter de med et spir - som Empire State Building.

 

Her følger nogle af mine fotos af forskellige cityscapes fra Manhattan der viser indslag af den nyeste arkitektur, taget under det 10 dages besøg i slutningen af september.

   De fleste er taget mens vi i ro og mag spadserede på en af de nye parkanlæg i New York, High Line Park, hvis ramme udgøres af det ombyggede og beplanteden godt 3 km lange sporareal fra en nedlagt fragt-højbane:

High Line Park

En god og kreativ genbrugside som vist nok er importeret fra Paris hvor noget tilsvarende allerede blev indviet i 1993: 'Promenade plantée'.

   Det virkeligt fascinerende var at man fik et helt andet billedindtryk af byen, bare fordi synsvinklen her var hævet omkring 20 meter, og man altså spadserede afsted tre kilometer i en 3-4 etagers højde.

   Oplevelsen var befriende fordi den altså brød den fornemmelse man hurtigt blev vant til når man gik på gaden: at man var nede i bunden af en kløft og gik rundt i et beton-, mursten- og glaslandskab som man slet ikke kunne overskue, og hvor man hele tiden måtte bøje hovedet bagud for overhovedet at orientere sig.

Mine fotos nedenfor viser forskellig eksempler på helt moderne arkitektur. Fælles for det nye er at arkitekterne bevidst forsøger at opløse og bryde med den lodrette-vandrette æske- og trappepyramide-form. 

   Man giver fx højhusene en glasoverflade der spejler himmel og omgivelser, og dermed kommer bygningen til at flimre og dens konturer til at opløse sig visuelt. 

   Eller overfladen bliver udformet som en slags farvet mosaik som også virker opløsende på synsindtrykket - som kamuflagetøj på en soldat.

   Eller man laver 'knækkede' og 'brudte - ikke-horisontale eller ikke-vandrette kanter og profiler på bygningerne - som et stealth fly 

   Eller man lader dem være bløde, runde, buede og bølgende - 'lummuma' som en kvindes former.

Cityscape. Manhattan, New York. Mosaik

Cityscape, Manhattan, New York. Spejl & skrå og knækkede profiler og linjer

Cityscape, Manhattan, New York. Spejl &  blød, runde former

Cityscape, Manhattan, New York. Mosaik & skæve vertikale linjer

Cityscape, Manhattan, New York. Skrå og knækkede vertikale linjer

Cityscape, Manhattan, New York. Mosaik & lodret proiler med buede og skæve linjer

Cityscape, Manhattan, New York. Mosaik & knækked, brudte linjer og udskæringer

Problemet med det klassiske bybillede på Manhattan, er jo at bygningerne overalt står så tæt at de oplevelsesmæssigt nemt kommer til at kvæle hinanden. Man kommer aldrig på ordentlig på afstand af dem, og den fælles gennemgående æskeform er kedelig og monoton.

   Tanken bagved denne den nyeste udgave af arkitektonisk (post)modernisme er tydeligvis at gøre hver enkelt bygning til en slags normbrydende skulptur - for på den måde at forlene den med individualitet og personlighed - og dermed fremhæve dens unikhed.

Men hvorfor er jeg overhovedet interesseret i arkitektur på den måde?

Jeg har fundet ud af hvad jeg gerne ville have været som voksen, hvis jeg ikke var blevet det jeg så blev: akademiker med interesse for sprog og historie og fortælling og billeder og undervisning og journalistik og ... Og med hang til analyse af og refleksion over sprog  og historie og fortælling og ...

   Mange af de emner som også afspejler sig i hvad jeg skriver om her på bloggen.

 

Jeg ville - i bakspejlet - gerne have været blevet arkitekt.

   Arbejdet som arkitekt blender det praktiske, konstruktive, formende og visuelle - med noget teoretisk og analytisk.  Og den blanding ville meget godt hav matchet det jeg oplever jeg er god til - og samtidig er det et arbejde som giver udfordringer til begge hjernehalvdele som et det jeg altid instinktivt har søgt mod når jeg har med mellemrum i mit voksenlive har søgt "nye udfordringer."

 

Som ung, inden jeg flyttede hjemmefra, designede jeg et komplekst gulvmønster i linoleumfliser i mine forældres store lejlighed i Langebrogade. Og jeg tegnede også et sofabord som så blev produceret af sukkerfabrikkens snedkeri. I mange år var det "sofabordet" i mine forældres dagligstue.

   Jeg designede også møbler, husker jeg, - lænestole som skulle formes og produceres i en slags flettet metaltråd. De kom dog aldrig videre end til skitser på papir - og husker jeg svagt - en model i ståltråd.

   Konceptet var noget der i konstruktiv tankegang godt kunne minde om de her stole:

Som barn nød jeg jeg at tegne "fremtidsbyer" med komplekse motorvejsbroer og -udfletninger  i flere niveauer, og også en slags konstruktive modernistiske "fantasihuse" - i alle tilfælde med nøje overholdelse af reglerne for det klassiske centralperspektiv.

   Motivernes udformning var lidt i retning af det her, bare naturligvis med et meget mere barnligt og enklere udtryk:

 

Men som sagt, arkitekt blev jeg ikke. Det blev min klassekammerat Erling Sørvin derimod.

   Vi mødtes for et års tid siden og udvekslede skoleminder og karriereerfaringer. Han har bidraget med flere kreative og konstruktive udformninger af moderne futuristiske byggerier i mindre målestok, som det her:

Men selv om jeg altså ikke blev udøvende, har jeg altid været interesseret og fascineret af arkitektur - både ny og gammel.

Og New York er jo - som andre globale megabyer - blevet et eksperimentarium for moderne arkitektur i store formater, sådan som vi også oplevede det i Tokyo, Shanghai, Honkong da vi besøgte de byer for ikke så mange år siden. Og Berlin naturligvis.

 

Et sådant eksperimentarium for moderne arktietur var byen allerede så småt begyndt at blive i 1961-62 og i 1970 da jeg besøgte den første gang i min ungdom.

   Og i hvert fald et moderne bygningsværk gjorde et uudsletteligt indtryk på mig den gang: Guggenheimmuseet, tænkt og udformet af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright. Og færdigopført et par år inden jeg kom til byen.

   Bygningen er netop et radikalt brud med de firkantede æsker og trappepyramider som ellers dominerede højhusene. Formen er en organisk spiral der så at sige læner sig udad jo højere man kommer, altså nærmest en "omvendt pyramide".

   Jeg får associationer til Hundertwassers arkitekturmodeller som også fantaserede om spiralformede byggerier i 50´erne og 60´erne.

Jeg har et sort hvidt foto af Guggenheim-museet i mit gamle USA-fotoalbum fra den gang.

   Jeg kan ikke huske malerierne som ellers er en unik samling af mesterværker fra slutningen af 1800-tallet og fremefter.

   Det jeg kan huske, var det stærkt provokerende synsindtryk udefra, og det at man blev kørt op til toppen af spiralen inden i bygningen og så slentrede man nedad spiralgalleriet mens man fik det ene eye kick efter det andet.

 

Sådan ser bygningen ud i dag, efter en restaurering og en udvidelse bagved med en "æske" som ny tilbygning:

Museumsbygningen var den gang en sensation, og udformningen var kontroversiel og gav anledning til kritik både før og efter det var blevet bygget.

   Men den er jo nu i den grad  blevet et arkitektonisk ikon for New York.

   Den bygning nåede jeg ikke at gense under vores tur - hverken udefra eller indefra.

Også Frank Lloyd Wrigt måtte gå på en række kompromisser undervejs, ikke mindst af økonmiske grunde, kan man læse sig til.

   Han døde få måneder inden indvielsen.

   Og museumsbygningen i sig selv afviger i den grad fra alt hvad man ellers kan se fra hans hånd når man googler hans arkitektur: lave rigmandsvillaer organisk placeret i og rammesat  af have- og naturpark-lignende omgivelse, og typisk bygget op af horisontalt organiserede firkantede kasser placeret dekorativt og funktionelt forskudt oven på hinanden.

   Som det her der er hans mest berømte hus: "Falling Water":

Egentlig syntes Frank Lloyd Wright slet ikke at Guggenheim-museet skulle ligge i det centrale New York.  Han ville oprindelig have ønsket det placeret i en mere fri og åben landskabelig ramme.

Wright made no secret of his disenchantment with Guggenheim's choice of New York for his museum: "I can think of several more desirable places in the world to build his great museum," Wright wrote in 1949 to Arthur Holden, "but we will have to try New York." To Wright, the city was overbuilt, overpopulated, and lacked architectural merit.

   Still, he proceeded with his client's wishes, considering locations on 36th Street, 54th Street, and Park Avenue (all in Manhattan), as well as in the Riverdale section of the Bronx, before settling on the present site on Fifth Avenue between 88th and 89th Streets. Its proximity to Central Park was key; as close to nature as one gets in New York, the park afforded relief from the noise and congestion of the city.

Aros-museet i Århus - set indvendig fra - kan vel ikke sige sig fri for at være inspireret af netop Guggenheim - uden dog at komme i nærheden af at være plagiat. Arkitekter: scmidt hammer lassen:

Også den danske pavillon på Verdensudstillingen i Shanghai som vi besøgte under rundrejsen i Kina, gjorde brug af en spiralformet udstillingsgang som tilskuerne kan gå op eller ned ad - med den lille havfrue i midten - synlig fra alle sider under hele turen. Og arkitekten? Ja, hvem andre end Bjarke Ingels fra firmaet BIG:

To andre bygninger husker jeg fra min ungdoms besøg i New York: FN-bygningen og Empire State-bygningen.

  FN-bygningen har jeg været i inde i den gang på en rundvisning sammen med en gruppe jævnaldrende "forign exchange students". Jeg har også et sort-hvid foto af den i mit gamle USA-fotoalbum, så jeg må have syntes det gjorde så stærkt et indtryk at et billede af det skulle med hjem.

FN-bygningen og dets arkitektioniske design har en ganske usædvanlig opkomsthistorie.

   Til at styre og realisere designet blev der etableret et multinationalt "råd af design-konsulenter" (Board og Disign Consultants) bestående af top-arkitekter og -ingeniører hvis enkeltmedlemmer blev udpeget af deres respektive regeringer.

   I sit endelig udtryk er bygningen en blending af to af de helt store modernistiske arkitekters forslag: den brasilianske Oscar Niemeyer og den franske Le Corbusier.

   Wikipedia fortæller historien:

Rather than hold a competition for the design of the facilities for the headquarters, the UN decided to commission a multinational team of leading architects to collaborate on the design. The American architect Wallace K. Harrison was named as Director of Planning, and a Board of Design Consultants was composed of architects, planners and engineers nominated by member governments. The board consisted of N. D. Bassov of the Soviet Union, Gaston Brunfaut (Belgium), Ernest Cormier (Canada), Le Corbusier (France), Liang Seu-cheng (China), Sven Markelius (Sweden),Oscar Niemeyer (Brazil), Howard Robertson (United Kingdom), G. A. Soilleux (Australia), and Julio Vilamajó (Uruguay).

Ligesom det var tilfældet med byggeriet af Guggenheim-museet, måtte man skære i ambitionerne og løse en bunden opgave - et sæt af 'kreative restriktioner', kan man sige - som havde at gør med placeringen og størrelsen af den grund FN-hovedkvarteret skulle ligge på. Løsningen blev ikke en trappepyramidform som var typisk for skyskraberne fra begyndelsen af 30´erne - men en regulær, meget slank 'æske' - stillet på højkant:

The property, originally a slaughter house before the donation took place. While the United Nations had dreamed of constructing an independent city for its new world capital, multiple obstacles soon forced the Organization to downsize their plans. The diminutive site on the East River necessitated a "Rockefeller Center"-type vertical complex, thus, it was a given that the Secretariat would be housed in a tall office tower.

   During daily meetings from February to June 1947, the collaborative team produced at least 45 designs and variations. After much discussion, Harrison, who coordinated the meetings, determined that a design based on Niemeyer's project 32 and Le Corbusier's project 23 would be developed for the final project.

   Le Corbusier's project 23 consisted of a large block containing both the Assembly Hall and the Council Chambers near the centre of the site with the Secretariat tower emerging as a slab from the south. Niemeyer's plan was closer to that actually constructed, with a distinctive General Assembly building, a long low horizontal block housing the other meeting rooms, and a tall tower for the Secretariat.

   The complex as built, however, repositioned Niemeyer's General Assembly building to the north of this tripartite composition. This plan included a public plaza as well. Le Corbusier and Niemeyer merged their schemes 23–32, and this, along with suggestions from the other members of the Board of Design Consultants, was developed into project 42G. This late project was built with some reductions and other modifications.

I det her tilfælde holder ordsproget ikke - om at mange kokke (=arkitekter) fordæver maden,  synes jeg. FN-bygningen er simpelt hen betagende smuk, og fidusen er jo at den ligger frit, så man kan nyde dens himmelstræben slanke profil.

   FN-bygningen blev færdig i 1953.

   Den bygning nåede jeg heller ikke at genopleve i denne omgang.

   

Hvad jeg ikke vidste under mit ophold i begyndelsen af 60´erne og først blev klar over for et par år siden, var at en af de mest brugte mødesale, 'Formynderskabsrådssalen', var blevet totaldesignet af den danske arkitekt Finn Juhl.

    Salen blev siden ombygget i flere omgange uden særlig respekt for det originale i i Finn Juhls oprindelige design.

   Salen blev renoveret og moderniseret 2010-13 og stort set ført tilbage til det oprindelige Finn Juhl-design.

   Og delvist nye møbler blev udviklet og udformet af de danske designere Kasper Salto og Thomas Sigsgaard. Opgaven var at lave de nye møbler så de harmonerede med Finn Juhls oprindelige tanker.

- Vi har selvfølgelig haft en stor ærefrygt ved det at skulle lave noget til en sal, som i sin tid blev lavet af Finn Juhl. Det med at gå i fodsporene på sådan en dygtig mand har været lidt af en udfordring, siger arkitekt Thomas Sigsgaard.

- Det er meget stort at være med til. Vi kender jo kun Finn Juhl fra bøgerne og historietimerne. Som møbelsnedker har jeg altid beundret hans ting, fordi jeg synes de er utroligt lavet, siger designeren Kasper Salto.

- Vi er blevet mere bekendt med ham undervejs, og faktisk er vi endt med forstå ham meget bedre, end vi gjorde i begyndelsen, siger Kasper Salto, der glæder sig til åbningen, der foregår kl. 11 lokal tid i New York. 

At Finn Juhls sal designmæssigt er i verdensklasse er der udbredt enighed om bland kendere, og ...

- Det bliver ret fantastisk. Det er en national sag. Vi har Spreckelsens flotte triumfbue i Paris og Sydney operahuset i Australien, og så bliver det nævnt, at vi også har den her sal i New York, og det er jo noget, der vækker nogle følelser inde i os, siger Kasper Salto.

Citaterne er fra en artikel på DR. dk. fra 25. april 2013.

   

Jeg så på DR K for et lille års tid siden en interessant dokumentar om salens historie og de to danske designeres spændende arbejde med de nye møbler

   Sådan ser salen ud efter den blev genindviet med taler af FN-generalsekretær Ban Ki-moon.og Kronprinsesse Mary.

  

Wau!

   Finn Juhl-salen findes i den lave kurvede konferencebygning, der ligger ved foden af FN’s slanke skyskraber ud mod East River. Salen er placeret side om side med det økonomiske og sociale råds sal, indrettet af den svenske arkitekt Sven Markelius, og Sikkerhedsrådets sal, indrettet af den norske arkitekt Arnstein Arneberg.

Den tredje bygning som den gang gjorde et ret uudslettetligt indtryk på mig, var Empire State Building. 

Først og fremmest var den jo den højeste bygning i verden på det tidspunkt. Og den dominerede i den grad det visuelle bybillede i midtown Manhatten når man gik rundt i området - den gang endnu mere end nu hvor der er flere høje konkurrenter.

   Jeg husker bygningen for det indtryk den gjorde specielt nogle aftener hvor den var belyst.: drømmeagtig - spøgelsesagtig - science fiction-agtig:

I vore dag varieres belysningen efter lejligheden eller dagen der skal fejres, her ved indvielsen af et nyt belysningssystem på antennen - ved en Halloween-fejring 2013:

 

Jeg er næsten sikker på at jeg den gang i 61-62 var oppe på det berømte udsigtssdæk med med et betagende view over det meste af New York. Men jeg har ingen fotos derfra, så jeg er faktisk lidt usikker på om det er en ægte,men tåget erindring - eller et mentalt aftryk af de mange amerikanske film som i årenes løb har brugt observationsplatformen og selv bygningen som spektakulær location. 

Empire State-skyskraberen er  381 meter høj, bygget i den art deco-stil som var den altdominerende for alle prestigebyggerier i New York i perioden mellem de to verdenskrige.  Kontrasten til stilen i hhv. Guggenheimmuseet og FN-bygningen er markant og slående (mere i et senere indlæg om New Yorks lidt ældre imponere-arkitektur i Art Deco-stilen).

 

Empire State-bygnigen blev færdiggjort i 1931 og var de næste 23 år den højeste menneskeskabte struktur i verden. Den var og er 102 etager høj. Arkitekten var: 

William F. Lamb from the architectural firm Shreve, Lamb and Harmon, which produced the building drawings in just two weeks, using its earlier designs for the Reynolds Building in Winston-Salem, North Carolina, and the Carew Tower in Cincinnati, Ohio as a basis.

Det skulle gå hurtigt, fremgår det, for der var højde-konkurrence mellem flere næsten samtidige skyskraber-bygninger i begyndelsen af 30-erne. Konkurrenter var bl.a.  Crysler-bygningen, Bank of Manhattan-bygningen og Rockefeller-skyskraperen ("30 Rock", eller bare "The Rock"):

Under vores ophold denne gang besøgte vi udsigtsdækket på 'the Rock' som gav en fantastisk udsigt til alle sider.

   Her ses Empire State Building fra toppen af "the Rock". Og vender vi kameraet og blikket 180 grader, får vi et view ud over det fantastiske og kæmpstore parkanlæg i midten af Manhattan "Central Park", som vi lige var inden om på forskellige ture:

Udsigten fra "the Rock" mod syd

Udsigten fra "the Rock" mod nord

Her et verdensberømt fotografi fra da man byggede Rockefeller-centrets skyskraber (oprindelig navngivet som RCA-bygningen, nu omdøbt til GE-bygningen) i 1932:

Lunch atop a Skyscraper. Fotograf Charles C. Ebbets

Titlen som højeste bygning i New York bevarede Empire State Building i 41 år indtil World Trade Centers to slanke  æskeformede tårne blev bygget i 1972. 

   Empire State Building var i øvrigt også udsat for en slags 'flyangreb' af selveste det amerikanske luftvåben. Dansk Wikpedia fortæller:   

Den 28. juli 1945 i tåge kolliderede et B-25 bombeflymed Empire State Building på 79. etage, uden at bygningen ramlede sammen. Den ene motor trængte igennem og faldt ud på den anden side. Den anden motor fik en elevatorstol til at falde ned i kælderen, uden at dræbe passagererne. 11 mennesker i Empire State Building og tre om bord på flyet døde, mens 26 blev kvæstet, primært brandsår[1]

Sådan så World Trade Center ud indtil den 11/9 2001:

Det bestod af to 110-etagers høje tvillingtårne, og blev opført i perioden 1966-73 med en højde på hhv. 415 og 417 meter. Arkitekten var japansk-amerikaneren Minoru Yamasaki. Stil-slægtskabet med FN-hovedkvarteret der blev færdig 20 år før, er tydeligt. Og formen er to meget, meget høje og tynde 'æsker' med en kvadratisk grundplan.

   Jeg fik aldrig set de to WTC-skyskrabere i virkeligheden, men hver gang jeg ser min yndlingscomedy-serie 'Venner', bliver jeg mindet om dem - og selvfølgelig dermed om katastrofen.
   I den faste intro til tv-seriens episoder, ser man de to skyskrabere stå klart og tydeligt som en del af New Yorks Skyline by night. Også i de episoder  af serien som blev udsendt efter 9/11 2001:
.

Efter Al Qaidas terrorangreb med to kaprede passagerfly 11/9 2001 der medførte at World Trade Centerets to tårne brød i brand og styrede i grus, og som kostede omkring 3000 mennesker livet, blev Empire State Building atter byens højeste skyskraber. En titel dens ejere sikkert ikke har gået og pralet af.

Nu er titlen som den højeste bygning i New York imidlertid overtaget af det nye One World Trade Center - populært omtalt som 'The Freedom Tower', et byggeri som knap nok er færdigt endnu.

      Vi så den nye smukke, slanke og himmelstræbende skyskraber i forbindelse med at vi besøgte the 9/11 Memorial Center og Museum.

   Et ganske betagende syn som man kan se, og netop karakteristisk ved at bryde med funktionalismens dominerende kasse- eller æskeskabelon:

Der var mange og langvarige diskussioner om udformningen af både denne 'erstatningsskyskraber' og af byggerierne i hele ground zero-området. 

   Det oprindelige vinderforslag leverede arkitekt Daniel Liebskind som vi herhjemme kender fra hans design af udstillingsrum til Dansk Jødisk Museum i København (1996-2004), ligesom han (og det vidste jeg ikke) har tegnet helhedsplanen for Ørestad City.

    Hans oprindelig ideoplæg viste en skyskraber der var mere speciel i sin form - nemlig rund og asymetrisk, som det fremgår af dette modelbillede:

Liebskinds oprindelige design

Som ved så mange andre store arkitektprojekter over hele verden, fx Operahuset i Sidney, blev såvel projektering som byggeri konfliktfyldt - konceptuel blending er ikke nemt når to arkitekter skal arbejde sammen: 

The building was originally a concept of Daniel Libeskind, the architect who designed the site plan for Ground Zero. The tower itself was a major selling point of the plan, and earned Libeskind the weighty endorsement of Governor George Pataki. Larry Silverstein, the developer who owns the rights to build at Ground Zero, was not as impressed, complaining that the site did not call for enough office space. Silverstein brought in David Childs of Skidmore Owings and Merrill to adapt the Freedom Tower concept to his needs.

   What followed was a fiery collaboration between Childs, who was named the building's lead architect, and Libeskind, who was assigned the role of collaborating architect. It was not clear exactly what role either man held, though, and the struggle between the two became so bitter that as of last week they were reportedly not even on speaking terms.

Og der bygges stadig på Ground Zero-området, så endnu kan man ikke få et samlet billede af områdets arkitektonisk kvaliteter når man besøger det.

New WTC 'under construction'

Her er et computermodel-foto af hvordan det samlede kompleks vil komme til at se ud når det er færdigt.

:

Spektakulært, er vel et passende ord til at beskrive det.

   Selve mindesmærket for 9/11-tragedien endte med - bogstavelig talt - at blive to firkantede huller i jorden - dækkende det areal hvor de oprindelige WTC-tårne stod:

Vandfaldene hele vejen rundt er belyst om aftenen. Det er flot og stemningsfuldt. Og jeg synes at det lever op til det det skal være: et stærkt metonymisk symbol på katastrofen, som giver symbolsk mening og respekterer følelser.

Jeg er under min research til det her indlæg stødt på et nyt engelsk/amerikansk ord

Starchitect

Afledt af det taler man også om "starchitecture" som betegner de spektakulære bygninger som skapes af "starchitecter". Wikipedia forklarer:

Starchitect is a portmanteau used to describe architects whose celebrity and critical acclaim have transformed them into idols of the architecture world and may even have given them some degree of fame amongst the general public. Celebrity status is generally associated with avant-gardist novelty. Developers around the world have proven eager to sign up "top talent" (i.e., starchitects) in hopes of convincing reluctant municipalities to approve large developments, of obtaining financing or of increasing the value of their buildings. A key characteristic is that the architect's designs are almost always "iconic" and highly visible within the site or context.

Et portementeau-ord et resultat af konceptuel blending - i det her tilfælde "star" og "architect".
   Jeg stødte på ordet i forbindelse med flere amerikanske avisartikler som karakteriserede en dansk arkitekts spektakulære byggeri som er under opførelse på adressen West 57:

"Starchitectens" navn er såmænd Bjarke Ingels som jeg tidligere nævnte som ophavsmanden til den spiralformede udstillingsbygning omkring Den Lille Havfrue på verdensudstillingen i Shanghai

   Det er vist første gang en dansk arkitekt har haft en sådan gennemslagskraft i New York. Og projektet er typisk i den moderne skulpturelle stil, en asymetrisk pyramideform med en miniature central park indlagt i et 'udskåret rum' i midten. 

   Og altså et typisk stykke "starchitecture".

   Var vi kommet til New York til Jul næste år, ville vi have kunnet opleve dette syn: 

Det ligner ikke rigtig noget andet arkitekttegnet byggeri jeg kender til - hverken i New York eller andre byer.

Jeg har i flere tidligere indlæg skrevet om 'starchitect' Bjarne Ingels og hans originale arkitektur. 

   Han er herhjemme blandt andet kendt for boligbyggerierne "Bjerget", "8-tallet", "VM-husene" på Amager - og for med sine medarbejdere at udvikle meget kreative projektoplæg hvor ideerne er gennemsyret af 'konceptuel blending". Fx et kraftvarmeværk på Amager der også er en skibakke:

Bjarke Ingels - arkitektionisk kreativitet vs håndværksmæssig kvalitet

Jeg har i en række blogindlæg hyldet arkitekten Bjarke Ingels for hans arkitektoniske kreativitet - præget af konceptuel blending: bygning og landskab i et greb.

   Jeg har set en række af hans byggerier på Amager; sidst "8-tallet". Selv om fruen og jeg er glade for at bo i et byhus i provinsen, så kunne vi godt være fristet af det rette tilbud i København og omegn.

   Så da de første lejligheder i 8-tallet blev udbudt, så var vi inde og kigge. Og det var flot tænkt - og vi var fristet.

 

Men når vi så byggeriet helt tæt på, så virkede det billigt. Dels i materialerne og dels den måde de var skruet, limet og boltet sammen på. Mange "ufilede" rå kanter og skarpe sammenføjninger.

   Så disse sansede næroptagelser gjorde at vi aldrig kom længere.

   Og jeg husker sidste år at jeg læste et sted at byggeriet var blevet kåret til "verdens bedste boligbyggeri".

Derfor bliver jeg også fanget af bagsideartiklen i Politikens kulturtillæg i Søndags den 11. marts. Af avisens arkitekt-redaktør Karsten S. Ifversen. Billede viste 8-tallet i et sne- og is-dækket fladt Amager-landskab.

   Rubrikken:

Et spark i røven uden sans for materialerne

Karsten Ifversen fortæller om fagforeningen 3F´s tidsskrift "Fagligt Fokus" som har fået den ide at sende en faguddannet tømrer og en do bygningssnedker ud for at inspicere den håndværksmæssige kvalitet i byggeriet. 

   De var mildest talt kritiske over den håndværksmæssige udførelse. Allerede skimmelsvamp udendørs og opvarmningsrum, dårlige belægninger på stier med materialer der modarbejder hinanden, og skruer og plader ved kanter der ikke tåler vinterens saltning. 

Politikens arkitekturredaktør konkluderer:

Bjarke Ingels generation repræsenterer et gevaldigt spark i røven til dansk velfærdsarkitektur og har sendt rygtet om den langt ud over de nationale grænser. Jeg savner bare, at dens projekter også stofligt forbandt sig til nogle nordisk dyder. Jeg begejstres for ideerne, elsker rummene, men mærker sjældent omsorg for materialern.

Se indlægget:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/en-srligt-kreativ-personlighed-arkitekt.html

Når kreative vælgere blander de politiske blokkes redningsplaner....

Et lidt længere Ritzautelegram i Information i tirsdags, fanger min opmærksomhed på grund af rubrikken der kunne tyde på at den i hvert fald indirekte handler om kreativ conceptual blending. Under overliggeren "Genopretningsplan" står der: "Danskerne blander rød og blå plan". Og ganske rigtigt!
  Nyheden tager afsæt i en opinionsmåling på vælgerstøtten til henholdsvis den røde og den blå bloks planer for at hive Danmark ud af den økonomiske klemme som det internationale økonomiske sammenbrud udløste.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller S-formand Helle Thorning Schmidt er lykkedes med at overbevise danskerne om, at de har fundet vejen ud af den økonomiske krise. Det viser en måling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende. (/) Mens Løkke vil afskaffe efterlønnen, og Thorning vil øge arbejdstiden, så foretrækker de fleste danskere at kombinere tiltagende fra rød og blå bloks økonomiske planer. (/) Iføgle målingen er en tredjedel af vælgerne fortaler for den ide.

Vi gennemkører en hurtig frame- og blending-analyse. Vi har to mentale input-rum: den røde bloks plan og den blå bloks plan. Vi har to mentale frames som kendtegner de inkarnerede rød blok-vælgere og de trofaste blå blok-vælgere, og som gør at disse to vælgergrupper kun kan se det positive i deres egen bloks planer og har skyklapper på i forhold til at kunne se noget godt i den anden bloks planer, når de bliver spurgt, vel at mærke.
   Og så er der åbenbart en gruppe vælgere på godt en tredjdel som er åbne og kreative nok til at overskride de to mentale frames og etablere sig en tredje ny integrerende frame der muliggør at de bogstaveligt talt kan tænke ud af boksen og foretage en conceptual blending-tankeoperation der resulterer i et mentalt out-putrum hvor findes elementer fra begge planer.
   "Den tredje vej", kunne man være fræk og fristet til at sige, og så i øvrigt jævnføre med arkitekt Bjarke Ingels manifest som jeg citerede to blogindlæg tilbage.

En særligt kreativ personlighed - arkitekt Bjarke Ingels - og hans blending-filosofi

Da jeg havde skrevet indlægget i lørdags om moderne blending-arktiektur der sluttede med omtale af tegnestuen BIG, sad jeg og tænkte: Hvem står egentlig bag? Det ville jeg så researche mandag. Men på Politikens side 2 mandag har deres arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen gjort arbejdet for mig - i et  portræt med rubrikken: "Arkitekturmand slår til over hele verden igen og igen.

BIG står for "Bjarke Ingels Group", og lederen af tegnestuen hedder Bjarke Ingels. Han var den ene af partnerne i tegnestuen PLOT, som jeg husker for flere kreative og fornyende projekter - og så på grund af det gode navn der refererer til et af dramaturgiens centrale begreber som jeg bl.a. har skrevet om i artiklen: "Når plottet driver værket - Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer", Susanne Kjærbeck (red.): Historiefortælling - i praktisk kommunikation. (2004).

Artiklen i Politiken er en heltehistorie og vinklen er at med den fart han har haft på som arkitekt, stadig kun 36 år gammel, så burde han snart være udbrændt, men nej, tværtimod, han fortsætter vejen mod stjernerne i superhøjt kreativt tempo.  

   Faktaboksen fortæller at han er inspireret i sin arkitekturfilosofi af et ophold på en hollandsk tegnestue OMA. Og i artiklen får vi at vide at Bjarke Ingels er "en gudsbenådet formidler, der kan gøre tilblivelsen af et design til et rent drama."

   Han arbejder "konceptuelt fra grunden" fortæller Karsten Ifversen. Og den unge arkitekturstjerne taler om "arkitektonisk alkymni, hvor han ved at blande forskellige programmer, f.eks. et parkeringshus med en bolig i Bjerget, opnår kvaliteter for både billister og beboere, som ingen ville have fået hvis de var adskilt." For mig at se, formulerer journalisten her på Bjarke Ingels vegne næsten defintionen på den tankeoperation jeg har omtalt om og om igen i denne blog: blending.

   Karsten Ifversen er dog en smule forbeholden: "Prisen for denne pragmatiske tilgang til arkitekturen, (...) er at konceptet altid synes at komme forud for udførelsen."

  Men det er i hvert fald vand på min mølle: om og om igen i min undervisning og specialevejledning af journaliststuderende har jeg prædiket: "konceptuel tænkning før handling" - altså: "formuler et koncept før I går igang med at producere", ." Så Bjarne Ingels "is my man".

  Og Bjarke Ingels formulerer selv til et internationalt publikum sin blending-filosofi på arkitekturens  slagmark - "den tredje vej", her citeret fra Wikeipedia:

Historically the field of architecture has been dominated by two opposing extremes. On one side an avant-garde full of crazy ideas. Originating from philosophy, mysticism or a fascination of the formal potential of computer visualizationsthey are often so detached from reality that they fail to become something other than eccentric curiosities. On the other side there are well organized corporate consultants that build predictable and boring boxes of high standard. Architecture seems to be entrenched in two equally unfertile fronts: either naively utopian or petrifyingly pragmatic. We believe that there is a third way wedged in the nomansland between the diametrical opposites. Or in the small but very fertile overlap between the two. A pragmatic utopian architecture that takes on the creation of socially, economically and environmentally perfect places as a practical objective.

"Overlap between the two." - netop  det der kendetegner et konceptuelt output-rum der indeholder nyt idet det trækker på konceptuelle elementer fra to ellers klart adskilte input-rum.

Fast Company Magazine har 2010 kåret ham som en af verdens 100 mest kreative mennesker:

Og her får jeg så også en overraskelse - aha! Han er blevet fundet værdig til at være hovedperson i en tegneserie:

Arkitekturformidling i tegneserieform: blending igen