Det oprørske forår - framing i medier og politik af det "de unge gør" i de arabiske lande

Framing er mentale kategoriseringer som leverer den optik vi bruger til forstå verden og virkeligheden igennem. 

   Det var noget i den retning George Lakoff skrev i indledningen til sin bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate" fra 2004. 

   Og frames er ofte sammenfattet i metaforer som gør abstrakte kategorier konkrete og næværende.  Og måske helt misvisende. 

  Tænk fx på "drivhuseffekten" som metaforen for de klimamæssige konsekvenser af den menneskelige vækstaktivitet på Jorden i de sidste mange år. Og et 'drivhus' er jo en god og nyttig ting, eller hur?

  

Konceptuelle frames er altid en slags kategoriseringer, og for de fleste mennesker - også journalister - er de en del af "det kognitivt ubevidste", dvs. de fungerer bare helt automatisk og usynligt for den praktiske journalistiske bevidsthed som gør brug af dem.

  Frames som mental begrænsinger og skyklapper, bliver man først opmærksom på når nogen "råber op" og formulerer alternative konkurerende frames: "modframes" kunne man kalde det.

I Information i dag er der en "international kommentar" af en herre, som er kommentator ved den libanesisk avis The Daily Star. Rubrikken var: "Forår eller revolution?" Og underrubrikken lød: "Det Arabiske Forår´ er en rent vestlig betegnelse, der mest af alt vidner om orientalistiske fordomme."

"Det arabiske forår" er en udbredt metafor i medierne for begivenhederne det sidste tre kvarte år i mellemøsten. Og kommentatorens synspunkt er, at ved at bruge den metafor, så framer man det der er sket og stadig foregår i de arabiske lande, på en måde som slet ikke er solidarisk med de mennesker som faktisk har skabt og skaber den serie af omvæltende begivenheder der tog sin start i Tunis i februar i år.

   Jeg gengiver her nogle af Rami G. Khouri for mig oplysende og aha-oplevelses-givende udtalelser om metaforen "det arabiske forår" som alle journalister, politikere og eksperter har anvendt i Danmark de seneste mange måneder:

Jeg finder benævnelsen upassende og har derfor forvist den fra min egen skrift og tale. Her vil jeg gerne opfordre skrivende kolleger i andre lande til at overveje at gøre det samme.

   Den vigtigste grund hertil er, at begrebet på intet tidspunkt er blevet benyttet af de relevante aktører selv de mange tapre mænd og kvinder, som på snart ottende måned er gået på gaden for at demonstrere med livet som indsats. Hver gang jeg har mødt en aktivist fra Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Bahrain eller Yemen, har jeg spurgt: Hvordan vil I selv referere til jeres egne politiske handlinger? Og i næsten alle tilfælde var svaret: ‘Revolution’ (på arabisk thawra).

   Henviser de til arabernes kollektive aktiviteter i hele regionen, anvender de i reglen flertalsformen ‘revolutioner’ (thawrat). Men de bruger også alternative benævnelser såsom ‘opstand’ (intifada), ‘vækkelse’ (sahwa) eller ‘genfødsel’ (nahda), hvor sidstnævnte knytter an til den arabiske opstand mod osmanneres og europæeres dominans i første halvdel af det 20. århundrede.

   Personligt foretrækker jeg udtrykket ‘det arabiske borgeroprør’. Det indfanger efter min mening bedst det fælles krav, som forener alle de arabiske demonstranter: Kravet om at nyde et demokratis fulde borgerrettigheder inden for en forfatnings garanterede rammer.

Det er klart at for danske journalister vil metaforer som "vækkelse" og "genfødsel" opleves som helt mærkelige at bruge på grund af deres religiøse konnotationer. Men altså meningsfulde for unge i et muslimsk land.
   Og "revolutioner" bryder vi os i hvert fald ikke om i demokratier. Som metaforisk optik for det der foregår, lugter det alt for meget af kommunisme. Selv om jeg jo er så gammel så jeg husker det som et klart plus-ord i mange faglige og politiske sammenhænge.

Da "forår" tidligere blev brugt i udenrigspolitisk sprogbrug i medierne herhjemme, så var det om "Prag foråret" - betegnelsen for de ansatser til demokratisering og forsøget på at skabe en "socialisme med et menneskeligt ansigt" (NB! også en metaforisk frame) som fandt sted i Tjekkoslovakiet fra januar 1968 til 21. august 1968. Og som blev knust af de omgivende østbloklandes indrykning med tanks og hele det militære isenkram.

   Rami G. Khouri tolker 'forår' som en metafor der indeholder "forestillingen om en kort eller begrænset overgangsperiode, der snart må vige for sommeren". "'Forår' er et passivt fænomen", skriver han, " - noget der sker med hjælpeløse mennesker, uden at de selv har magt eller indflydelse på procesen." 

   Han mener at 'revolution' er det eneste rigtige ord til at frame det der er igang. Og at det der er kendetegnende for det der foregår, er at det handler om borgere med vilje og beslutsomhed, ildhu og ihærdighed, der selvstændigt er i stand til at kræve og gennemføre omvæltende forandringer af regimerne.

Men så kommer det der for alvor gør en sådan modframe-analyse af 'det arabiske forår'-metaforen interessant, med formuleringer der minder om min ungdoms ideologikritik af den dominerende borgerlige tænkning:

Araberne sammenfattes som en forskelsløs masse af mennesker, der tænker og opfører sig på samme måde. Men det kan også dække over en anden mere bekymrende faktor: At man i Vesten stadig tøver med fuldt ud at anerkende endsige omfavne eller støtte det som bliver konsekvensen, når frie, myndiggjorte og selvbestemmende arabere selv griber magten til at definere deres landes indretning og udforme deres nationale politikker.

Han mener at forårs-metaforen ikke bare urimeligt minimerer de kæmpe udfordringer som de forskellige hel-, halv-, og kvart-omvæltede samfund står over for. Den giver også associationer til den vestlige "orientalistiske" mytologi om den del af verden som føjelig og eftergivende, en mytologi som  igennem 150 var med til år at legitimere europæisk-vestlig kolonialisme og imperialisme. Og sætter så verbal trumf på: 

For at sige det lige ud: Der er måske nogle i Vesten, der slet ikke bryder sig om at anerkende den nye virkelighed, at araberne i 2011 er gået i gang med at omkalfatre deres magtstrukturer. For det er jo lige præcis de gamle, mislykkede autoritære systemer, som Vesten (og her kan vi også medtage Rusland) så begejstret støttede og holdt oppe, der nu bliver udfordret og forandres.

   Et arabisk ‘forår’ fjerner belejligt nok det element af udenlandsk medskyld i den dystre, bitre og endeløse ‘vinter’, vi arabere måtte udholde under tre generationers uduelige arabiske politi- og mafiafamiliestater.

For mig blev onkel Ramis kommentar noget af en øjeåbner og et mentale frame-skift, som jeg vil trække på når jeg i de kommende måneder og år læser journalistiske reportager og danske politiske ekspertkommentarer til det der pågår "dernede". 

Inspiration - når noget ydre matcher noget indre - og motiverer handling: revolution og kunst

Jeg var for nogle blogindlæg tilbage inde på begrebet og fænomenet inspiration. Og skrev den gang at ordet virkede lidt umoderne, forankret som det var - i min erindring - i 18-hundredtallets romantiske kunstideologi og geniforestillinger. Men jeg noterede også at det stadig var gangbart i kunstnerkredse, som det fremgik af interviewbogen "Kreativitet og Inspiration".
   Imidlertid lægger jeg mærke til at ordet dukker op dagligt i alle medier under dækningen af de begivenheder der foregår i Nordafrika og Mellemøsten i disse uger. Uden at det har noget med kunst at gøre, men nok  i hvert fald indirekte - noget at gøre med kreativitet og faserne i den kreative proces.

Journalister og eksperter fortæller at det folkelige oprør og omvæltningen i Tunis, "inspirerede" egypterne til deres demonstrationer og oprør mod det diktatoriske regime. Og videre: at befolkningerne i de øvrige arabiske lande derefter har fundet "inspiration" i begivenhederne i Egypten til også at demonstrere. Og i en artikel i dagens avis tales der om at det russiske regime frygter at ogsåe den russiske befolkning kan blive "inspireret" til noget lignende. En analytiker forklarer denne frygt med at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem det russiske autoritære og pseudo-demokratiske styre under Putin og det egyptiske under Barak.

Wikipedia forklarer at der er to forskellige skoler og traditioner omkring forståelsen af inspiration: En som går ud fra at det er en kraft der kommer indefra, mens andre siger det er noget der kommer udefra.
17-hundredtallets filosoffer tilslutter sig nærmest det første synspunkt, 18-hundredtallet det andet.
   Mit synspunkt er at der er tale om en slags aha-oplevelse af den slags jeg har identificeret som oplevelsen af "et match" mellem noget ydre og noget indre: at man altså oplever at der er ydre indtryk, billeder, stimuli, fortællinger der korresponderer med indre forestillinger, og at oplevelsen af dette "match" - en form for genkendelsesmekanisme - leverer den psykiske energi der fjerner en blokerende frygt for repressalier og fører til handling.
   I Mellemøsten er det indlysende at det er den form for inspiration der foregår kollektivt og i stor skala befolkningerne imellem, og at medierne - ikke mindst tv og net-tv - er medium for oplevelsen af at de billeder man ser på skærmen matcher de ophobede oplevelser og erfaringer man selv har med sit eget liv underkastet sit lignende styre.
   Det er oplevelsen af isomorfi mellem det ydre og det indre billede, der udløser indsigten i form af: "Når de kan, kan vi også - fordi deres situation ligner vores."

Når nogen taler om at have mødt deres drømmekvinde, eller at de har fået  tilbudt deres drømmejob, så er det selvfølgelig også udtryk for oplevelsen af korrespondance - et match - mellem indre forestillinger der mødes med indtryk fra en ydre virkelighed.
   Og forleden så jeg en prisbelønnet dokumentarfilm "Man on wire" i tv, som jeg både har læst om  og tidligere set klip fra, men først nu så i sin helhed. Wikipedia:

Man on Wire is a 2008 British documentary film directed by James Marsh. The film chronicles Philippe Petit's 1974 high-wire walk between the Twin Towers of New York's World Trade Center. It is based on Philippe Petit's book, To Reach the Clouds, recently released in paperback with the new title Man on Wire. The title of the movie is taken from the police report that led to the arrest (and later release) of Petit, whose performance had lasted for almost one hour. The film is crafted like a heist film, presenting rare footage of the preparations for the event and still photographs of the walk, alongside reenactments (with Paul McGill as the young Petit) and present-day interviews with the participants.

I filmen fortæller artisten Phillipe Petit hvordan han fik ideen - inspirationen - til denne utrolige og enestående happening: Han var 17 år og sad i venteværelset hos sin tandlæge og læste en avis der fortalte om det igangværende byggeri af de to tvillingtårne der skulle komme til at udgøre World Trade Center i New York. Der var avisfotos af skyskraberne under opførelse og tegninger af det færdige byggeri. Phillipe Petit fortæller at i det øjeblik han læste artiklen og så illustrationerne, vidste han at det ville han gør: gå på line mellem de to tårne!
   Efter at have set filmen, må line-dans være det rigtige ord. Og altså et krystalklart eksempel på inspiration som et match mellem en indre og - måske indtil det øjeblik - ubevidst drøm eller forestilling, og så en ydre sproglig og visuel impuls. Han så i det øjeblik et billede af sig selv udføre det spektakulære kunststykke på et tidspunkt i fremtiden. Fik en ny ide, og satte sig for at realisere den.
   Beskrevet og forstået sådan, er der tale om blending: to adskilte konceptuelle rum der giver input til et tredje output-rum gennem integration og komprimering af virkelighed og fantasi, af nutid og fremtid, af et aktuelt "jeg" med et "fantaseret jeg".
   Og analogt med det kan vi så også forstå den steppebrand af demonstrationer og oprør der breder sig i Mellemøsten, som en kreativ proces. Indtrykkene fra tv af de andres oprør, matcher de drømme vi også har, og som output kommer forestillingen om en fremtidig situation hvor vi også gør oprør og det lykkes som i Egypten og Tunis.

I øvrigt noterer jeg at filmen "Man on Wire" genremæssigt er et blend - en dramadokumentar; blandt andet er den scene med "Phillip Petit" i tandlægens venteværelse en rekonstruktion. Og jeg lærer et nyt ord fra dramaturgiens værktøjskasse: en heist film.

A heist film is a film that has an intricate plot woven around a group of people trying to steal something. Versions with dominant or prominent comic elements are often called caper movies. They could be described as the analogues of caper stories in film history. Typically, there are many plot twists, and film focuses on the characters' attempts to formulate a plan, carry it out, and escape with the goods. There is often a nemesis who must be thwarted: either a figure of authority or a former partner who turned on the group or one of its members.

Nemesis holdt sig dog - heldigvis - væk fra Phillip Petit.
   Men ikke fra World Trade Center mange år senere.

Revolutionens dramaturgi og det unge Egyptens aha-oplevelse - YES WE CAN!

Jeg har tidligere været inde på at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem den grafiske fremstilling af dramaturgiens berettermodel og kreativitetspsykologiens grafiske model af flowtilstanden. Men der også en slags isomorfi mellem berettermodellen og modellen af faserne i den kreative proces: 


- Problemrejsning/-formulering
- Informationssøgning/eksperimenteren
- Mætning/frustration
- Inkubation/modning
- Oplysning/indsigt/sandhedens øjeblik (=aha!)
- Verifikation/realisering

Den lighed er naturligvis ingen tilfældighed. Det er heller ingen tilfældighed at når man læser om den egyptiske revolutions start og udvikling i Information i dag den 14. februar, så ligner forløbet til forveksling faserne i den kreative proces. Rubrikken på forsiden af avisen, referer netop til dramaturgien: "Revolutionens nye drejebog".
   Har man set fjernsyn er der ingen tvivl om at de unge egyptere på Tharir-pladsen har gjort erfaring med en aha-oplevelse, en oplevelse af indsigt og ny forståelse som er resultatet af en kollektiv kognitiv udviklingsproces der er foregået "skjult" under en "inkubationstid" på nettet, en inkubationstid som følger efter en kollektiv oplevelse af frustration over udsigtsløsheden, systemtvangen og undertrykkelsen.
   Aha-oplevelsens indsigt indeholder nogle tydelige faktorer: Vi er mange, vi kan kommunikere indbyrdes, vi står sammen, vi har et fælles mål - og systemet bryder sammen. Og oplevelsen fører til ny selvtillid, som glimrende dækkes af Obamas slogan i sin revolutionerende valgkamp: YES, WE CAN!
   Det begynder med nogle få mennesker der foråret 2008 på Facebook opretter en gruppe, og derigennem opfordrer til generalstrejke den 6. april i solidaritet med arbejdere i byen Mahalla og i protest mod de stadigt dårlige livsbetingelser. Strejken bliver slået ned med hård hånd, men Facebookgruppen levede videre på nettet som  6 april-bevægelsen, og gruppen nåede for to år siden op på 70.000 medlemmer, og bliver kernen om de tanker som - uden for den etablerede og censurerede egyptiske medieoffentlighed - udvikles via de digitale medier og platforme om mulighederne for frihed og kravet om systemomvæltning.
   En anden facebook-gruppe der blev oprettet juni sidste år i solidaritet med en ung aktivist der blev myrdet af det egyptiske politi, får meget hurtigt kæmpetilslutning. Få timer efter lanceringen er den oppe på 50.000 medlemmer, den 21. januar havde den 100.000 medlemmer, dagen før den første demonstration den 25. januar havde den 300.000 medlemmer. Og to dage før systemet giver sig og Mubarak træder tilbage, den 9. januar, var den oppe på 640.000 medlemmer.
   Man kan betragte tiden fra den første facebookgruppe blev oprettet som en inkubationstid. Da den anden gruppe bliver oprettet er tiden moden og udløsningen i form af demonstrationer bliver eksplosiv. Ingen tvivl om at Tunis-revolutionen i ugerne inden har fungeret som inspiraton - en præ-aha-oplevelse: Hvis de kan, kan vi også!
   Det er klart at det der har blokeret for indsigten og oplysningen er frygten. Da den forsvandt - aha - vi er frie og stærke og uovervindelige - udløste det kreativ aktion og handling. Frygt og angst er kreativitetens fjende nummer et. Og det der fjerner den her er det jeg andet steds har kaldt kreativ vrede.

Inden for moderne dramturgi har man begrebet "the watercoolermoment", som refererer til den scene i en tv-udsendelse som medarbejderne i virksomhederne snakker om dagen efter på gangen ved den fælles watercooler-dunk af gennemsigtigt plastik som alle moderne virksomheder stiller til rådighed for de ansatte. Sådan et "moment" - et dramaturgisk vendepunkt eller et klimaks - skal der være i ethvert tv-program som skal kunne klare sig i konkurrencen.
   Jeg har læst at egypterne selv kalder det tidspunkt i udviklingen hvor deres frygt var væk, for "Berlinmomentet" - refererende til tidspunktet for Berlinmurens fald.

Pointen i dette blogindlæg er at der åbenbart er isomorfi mellem dramaturgiens spændningskurve, faserne i den kreative proces, og stadierne i en revolutionær udvikling.
   Tidligere da jeg var med til at tilrettelægge redaktionsudvilingskurser/-forløb i DR-regi, brugte vi bevidst berettermodellen som matrice for opbygningen. Så et pædagogisk udviklingsforløb hvor medarbejderne ender med at "tage skeen i den anden hånd" og vælte om på redaktionelle rutiner og normer, og kreativt tager kampen op med konkurrenter, det forløb hører også til i familien af isomorfe udviklingsprocesser.