Det var en anden ting jeg overvejde at blive når jeg blev stor: geolog. Jeg samlede i min gymnasietid på sten og klippestykker og forsteninger som jeg pænt klassificerede med navnesedler og lagde i orden på hylder i en reol. Ikke mindst indsamlede jeg de såkaldte ledeblokke på stranden, som var sten af særlige bjergarter der fandtes i Norges og Sveriges granitfjelde, og som i Danmark var spor der dokumenterde iskappens bevægelser ned over vores land under fortidens istider. Det var særligt de forskellige porfyrer som fascinerede mig, på grund af de lyst farvede krystaller indlejeret i grundmassen, som gjorde at de var meget smukke når de var våde i strandkanten, og at de blev nærmest smykkestensagtige når de blev slebet.
I kreativitetteoretisk sammenhæng er ledeblokkene et metonym på istiden iskappebevægelser, idet en af de metonymiske relationer er årsag-konsekvens, ligesom f.eks. bombede ruinbyer kan være et metonym på Anden Verdenskrig.
Erindringen om mine drømme om at blive geolog dukker op da jeg læser en stor artikel i Politikens søndagstillæg "Viden". Rubrikken er "Kampen om verdens største puslespil". Journalisten er Michael Rothenborg.
Artiklen handler om hvor svært det var for teorien om "kontinenternes vandring" at blive anerkendt som forklaring på en masse geologisk og zoologisk fænomener og iagttagelser. Teorien siger at jordens skorpe består af en række hårde plader som over årmillioner flyder rundt på en flydende masse af magma: de kan finde på at knække over, støde sammen og folde bjerge, eller skilles ad og skabe kæmpe rifter i form af dyhavsgrave, og der hvor de mødes eller skilles opstår der vulkaner: som på Island, i Syditalien, på De kanariske øer, på Hawai, etc.
I min gymnasietid var teorien ikke anerkendt og blev end ikke nævnt i geografiundervisningen. Og jeg husker faktisk den fascination jeg følte - en slag aha-oplevelse - da jeg første gang læste om den en gang i slutningen af 60´erne. Det var simpelt hen utroligt at tænke sig vores faste grund under fødderne på den måde flyde rundt som store isflager på den runde jords overflade, på et hav af glødende lava (min metafor).
Artiklen fortæller om den mand der gjorde opdagelsen - eller rettere - formulerede og fremsatte teorien:
For præcis 100 år siden, i vinteren 1910-11, sad den tyske meteorolog Alfred Wegner i Berlinog nærstuderede et atlas hans nabo havde fået i julegave. (/) "Vi har beundret det pragtfulde kort i timevis", skrev han til sin kæreste og senere kone, Else Köppen: "Derved er det faldet mig en tanke ind. Se selv en gang på verdenskortet: Passer Sydamerikas østkyst ikke nøje til Afrikas vestkyst, som om de tidligere havde hængt sammen?"
Et smukt eksempel på det jeg og kreativitetlitteraturen kalder en aha-oplevelse. Det er indlysende i bakspejlet hvad der er sket i Alfred Wegners bevidsthed/underbevidsthed - en kreativ "hvad hvis"-tankeoperation: Hvis de forskellige kontinenter var brikkerne i et puslespil, så kunne man ved at køre historien baglæns i tid nå til en tilstand hvor de udgjorde et samlet billede: et eneste stort kæmpekontinent.
Og det der "trigger" aha-oplevelsen er en metafor: "puslespillet" - som journalisten så bruger til at lave den fængende rubrik.
Alfred Wegner gik igang med at tyre den zoologiske litteratur for at se om han kunne finde ellers uforklarede fakta og fænomener som kunne forklares hvis hans teori var rigtig.
Især ledte han efter en forklaring på, hvorfor man kan møde præcis de samme små slanke krybdyr i Afrika og Sydamerika, hvorfor der er pungdyr i både Sydamerika og Australien, hvorfor der er identiske snegle i Skandinavien og Nordamerikas østkyst, hvor der er rester af subtropiske planter på Svalbard, ensartede fossiler på mange forskellige kontinenter og mange andre uforklarligheder.
Det tog som sagt omkring et halvt århundrede før teorien begyndte at nyde anerkendelse i forskerkredse. Peer-review - my foot!
Alfred Wegner var oppe imod en negativ professionel framing: Da han var meteorolog, hvad forstand kunne han så have på geologi? Og hans teori var oppe imod en anden forførende metafor, som var udtrykket for den herskende teori: "æblet der skrumper å skrællen rynker" - som forklaring på bjergkædernes opståen. En helt anden metafor blev så brugt til at forklare de mange zoologiske og botaniske sammenfald på tværs af kontinenterne: "landbroer" - som der i så fald skulle have været en uhyre mængde af i den geologisk historie - uden at man dog kunne finde geologiske spor af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar