"Setup", "frame(up)", "plant(ering)" - om sammenfald mellem krimiens og dramaturgiens begreber - og den kreative proces

Jeg læser mange krimier, har gjort det siden min barndom, og er ret kræsen. For øjeblikket forlyster jeg mig med en serie krimier af den amerikanske forfatter Michael Connelly, der - som mange af de moderne krimiforfattere - har en fortid som avisreporter. MC´s "beat" som journalist var politi- og kriminalstoffet på Los Angeles Times.

Det som slår mig når jeg læser disse politiromaner, er hvordan der er et sammenfald mellem udtryk hentet i dramaturgiens teminologi og udtryk som gang på gang bruges i forbindelse med opklaring af kriminalitet.
   I krimierne bruger de udtrykket: "He set me up" - i betydningen at nogen har tilrettelagt en række falske, men tilsyneladende autentiske spor eller beviser sådan at politiet er blevet forledt til at tro at "han" er skyldig i den forbrydelse som var under efterforskning.
   I næsten samme betydning bruges orde "frame", som jeg jo har brugt tit i denne blog i betydningen: en tolkningsramme eller kategorisering som blandt andet styrer journalistens tænkning og vinkling under arbejdet med en historie, og som begrænser søgningen efter hvad der i forhold til en research er relevant for at nå frem til en historie og en vinkel.
   I sammenhæng med kriminalitet og forbrydelser kan man imidlertid sige: "It´s a frame", "I was framed", som synonymer til formuleringer mede set up. Wikipedia skriver:

A frameup or setup is an American term referring to the act of framing someone, that is, providing false evidence or false testimony in order to falsely prove someone guilty of a crime. It is possibly derived from the English word frame, meaning to cause someone innocent to appear guilty by "putting the person in a picture frame of suspicion". Sometimes the person who is framing someone else is the actual perpetrator of the crime. In other cases it is an attempt by law enforcement to get around due process. Motives include getting rid of political dissidents or "correcting" what they see as the court's mistake. Some lawbreakers will try to claim they were framed as a defense strategy. The term comes from the criminal subculture, with an early version being the claim that "someone is trying to put me in the frame," as in a picture frame.

I krimifiktion bruges de samme begreber derfor naturligvis også som noget af det der skaber spænding. Wikipedia:

Frameups are often used as a fictional device. An innocent party trying to prove that they have been framed for a crime is a popular theme in literature, film, and television. An example of such a storyline is the TV series,The Fugitive, later remade into a 1993 film starring Harrison Ford as the doctor trying to prove that it was not he who killed his wife, but rather a one-armed man who set him up.

I alle tilfælde handler det altså om at nogen skjuler en viden eller en sandhed for andre ved at tilrettelægge virkelighedens overflade så den illuderer eller indikerer en anden sandhed. Og altså typisk i en ond mening: en falsk sandhed, en virkelighedsillusion.
   For at kunne udnytte den mekanisme, kræver det en særlig type kreativitet hvor nogen ved fantasiens hjælp kan forestille sig hvordan andre naturligt vil slutte fra tilsyneladende spor og indicier til en kategorisering: "skyldig", "forbryder", "morder." Sådanne falske spor og indicier kaldes også "a plant", og man vil med terminologien fra før kunne sige: "he was framed as guilty in the murder by different plants."

I dramaturgiens terminologi kobles set up sammen med pay off, og betyder så noget i retning af: en scene/en replik/en rekvisit som introduceres tidligt i fortællingen, men på det sted/tidspunkt ikke tillægges andet end "lokal betydning", og som så senere, ofte i hovedscenen eller klimaks, bliver afsløret  som en kamufleret "forberedelse" til noget senere - pay off - der har afgørende betydning for udfaldet af historien. Dette afgørende pay off vil for publikum have karakter af en aha-oplevelse - et sandhedens øjeblik. 
   Her et illustrerende citat fra en webside der i øvrigt også handler om "tilbage til fremtiden" som mit foregående indlæg: http://backtothefuture.wikia.com/wiki/Setup_and_payoff:

Setup and payoff is a technique used in storytelling, particular in humor, in which a seemingly irrelevant detail or statement is "set up" early in the story, and has an importance that becomes very clear later (i.e. "pays off") later.Back to the Future was praised as a film so tightly written that not a single line of dialogue has been wasted. Writers Bob Gale and Robert Zemeckis employed the technique in the other parts of the trilogy, even to the extent of setting up a sequence in one film and having the payoff come later. One of the more visible examples began inPart II, when Jennifer is in 2015 and hears an elderly Lorraine McFly talk about how Marty's life was ruined by "the accident with the Rolls Royce". Fans waited eight months to see the payoff in Part III, as Marty decides not to race against his friend, watches the outcome, and tells Jennifer "I would have hit that Rolls Royce!

Det handler om vidensdistribution i forhold til forskellige instanser i fortællingen: Den der tilrettelægger - den implicitte fortæller - ved at hans "plantede" set up skal pege frem mod et ordentligt og overraskende pay off. Hovedpersonen ved det ikke - og skal ikke vide det før det planlagte pay off indtræder i handlingsforløbet. Og publikum ved det heller ikke, men må gerne ane det ubevidst - "gennem maven".
   Det klassiske eksempel fra teaterdramaturgien beskrives sådan: "Hvis der hænger et gevær på væggen i første scene, skal det være fyret af senest i sidste scene."
  
Den kreative proces handler jo også om vidensmangel og videns-distribution - og på en vis måde også om "tilbageholdt viden". Når inkubationsfasen indledes, så er det på det tidspunkt hvor det er klart at ny viden i form af en løsning på et problem, ikke kan leveres ad traditionel vej - gennem kendt lineær logik og rutinemæssige problemløsnings-strategier. Der er et "videnshul".
   Fasen inden inkubationen fungerer altså ligesom dramaturgiens set up. Der ligger en skjult (="tilbageholdt") uventet og overraskende løsning et sted i alt den information der er akkumuleret, men den bevidste tænkning kan ikke kan koble de rigtige videnselementer sammen til en løsning.
   Under den ubevidste ikke-lineære problemløsningsproces finder hjernen et match ved at søge på tværs af konceptuelle grænser, og herunder finder og sammenkobler den konceptuelle rum der er lagret langt fra hinanden, hvorefter der foregår en konceptuel integration og komprimering af elementer fra disse rum.
   Løsningen som optræder som en aha-oplevelsen har - det er mit postulat - altid karakter af et "konceptuelt blend" der matcher det "videnshul" som blev oplevet inden inkubationen.

Revolutionens dramaturgi og det unge Egyptens aha-oplevelse - YES WE CAN!

Jeg har tidligere været inde på at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem den grafiske fremstilling af dramaturgiens berettermodel og kreativitetspsykologiens grafiske model af flowtilstanden. Men der også en slags isomorfi mellem berettermodellen og modellen af faserne i den kreative proces: 


- Problemrejsning/-formulering
- Informationssøgning/eksperimenteren
- Mætning/frustration
- Inkubation/modning
- Oplysning/indsigt/sandhedens øjeblik (=aha!)
- Verifikation/realisering

Den lighed er naturligvis ingen tilfældighed. Det er heller ingen tilfældighed at når man læser om den egyptiske revolutions start og udvikling i Information i dag den 14. februar, så ligner forløbet til forveksling faserne i den kreative proces. Rubrikken på forsiden af avisen, referer netop til dramaturgien: "Revolutionens nye drejebog".
   Har man set fjernsyn er der ingen tvivl om at de unge egyptere på Tharir-pladsen har gjort erfaring med en aha-oplevelse, en oplevelse af indsigt og ny forståelse som er resultatet af en kollektiv kognitiv udviklingsproces der er foregået "skjult" under en "inkubationstid" på nettet, en inkubationstid som følger efter en kollektiv oplevelse af frustration over udsigtsløsheden, systemtvangen og undertrykkelsen.
   Aha-oplevelsens indsigt indeholder nogle tydelige faktorer: Vi er mange, vi kan kommunikere indbyrdes, vi står sammen, vi har et fælles mål - og systemet bryder sammen. Og oplevelsen fører til ny selvtillid, som glimrende dækkes af Obamas slogan i sin revolutionerende valgkamp: YES, WE CAN!
   Det begynder med nogle få mennesker der foråret 2008 på Facebook opretter en gruppe, og derigennem opfordrer til generalstrejke den 6. april i solidaritet med arbejdere i byen Mahalla og i protest mod de stadigt dårlige livsbetingelser. Strejken bliver slået ned med hård hånd, men Facebookgruppen levede videre på nettet som  6 april-bevægelsen, og gruppen nåede for to år siden op på 70.000 medlemmer, og bliver kernen om de tanker som - uden for den etablerede og censurerede egyptiske medieoffentlighed - udvikles via de digitale medier og platforme om mulighederne for frihed og kravet om systemomvæltning.
   En anden facebook-gruppe der blev oprettet juni sidste år i solidaritet med en ung aktivist der blev myrdet af det egyptiske politi, får meget hurtigt kæmpetilslutning. Få timer efter lanceringen er den oppe på 50.000 medlemmer, den 21. januar havde den 100.000 medlemmer, dagen før den første demonstration den 25. januar havde den 300.000 medlemmer. Og to dage før systemet giver sig og Mubarak træder tilbage, den 9. januar, var den oppe på 640.000 medlemmer.
   Man kan betragte tiden fra den første facebookgruppe blev oprettet som en inkubationstid. Da den anden gruppe bliver oprettet er tiden moden og udløsningen i form af demonstrationer bliver eksplosiv. Ingen tvivl om at Tunis-revolutionen i ugerne inden har fungeret som inspiraton - en præ-aha-oplevelse: Hvis de kan, kan vi også!
   Det er klart at det der har blokeret for indsigten og oplysningen er frygten. Da den forsvandt - aha - vi er frie og stærke og uovervindelige - udløste det kreativ aktion og handling. Frygt og angst er kreativitetens fjende nummer et. Og det der fjerner den her er det jeg andet steds har kaldt kreativ vrede.

Inden for moderne dramturgi har man begrebet "the watercoolermoment", som refererer til den scene i en tv-udsendelse som medarbejderne i virksomhederne snakker om dagen efter på gangen ved den fælles watercooler-dunk af gennemsigtigt plastik som alle moderne virksomheder stiller til rådighed for de ansatte. Sådan et "moment" - et dramaturgisk vendepunkt eller et klimaks - skal der være i ethvert tv-program som skal kunne klare sig i konkurrencen.
   Jeg har læst at egypterne selv kalder det tidspunkt i udviklingen hvor deres frygt var væk, for "Berlinmomentet" - refererende til tidspunktet for Berlinmurens fald.

Pointen i dette blogindlæg er at der åbenbart er isomorfi mellem dramaturgiens spændningskurve, faserne i den kreative proces, og stadierne i en revolutionær udvikling.
   Tidligere da jeg var med til at tilrettelægge redaktionsudvilingskurser/-forløb i DR-regi, brugte vi bevidst berettermodellen som matrice for opbygningen. Så et pædagogisk udviklingsforløb hvor medarbejderne ender med at "tage skeen i den anden hånd" og vælte om på redaktionelle rutiner og normer, og kreativt tager kampen op med konkurrenter, det forløb hører også til i familien af isomorfe udviklingsprocesser.

Inspiration og AHA-oplevelser - Per Steen Hebsgaard og romantikken

 "Inspiration" er et ord jeg slet ikke husker at have brugt i den her blog. Det indgår i titlen på interviewbogen Inspiration og kreativitet af Annie Dunch, som jeg tidligere har nævnt og hentet et par cases fra til beskrivelsen af den særligt kreative personlighed. Men "inspiration" som en indgang til den kreative proces tændte jeg ikke på.

   Jeg sidder nu her på et hotelværelse på Kap Verde i varmen og læser den medbragte Weekendavis  fra den 21.01.11. Kultursektionens forside har et portræt af Per Steen Hebsgaard i anledning af hans 25 års jubilæum som glaskunstner og en udstilling i Ebeltofts glasmuseum. Portrættet er skrevet af Niels Houkjær.

Artiklen fortæller at Per Steen Hebsgaard kom i glarmesterlære hos sin storebror i Tarm. Og så fortsætter artiklen:

Som ung lærling skulle han hjælpe til med at montere en tre meter høj alterrude i Tarm Kirke, som glarmesteren Mogens Freese havde fremstillet for Sven Havsten Mikkelsen. Det blev indvielsen til kunstglasset for den unge lærling. Ikke en åndelig eller religiøs åbenbaring i kirkekunsten med oplevelsen af Havsteens bibelske motiver, men en indsigt i hvad materialet og det illuminerede gals kunne udrette i al sin overvældende farvepragt. Sådan noget ville Per lave når han blev stor. Og det blev han. Rigtig stor endda...

Afsnittet minder mig i først omgang om Poul Martinsen som fortæller en lignende historie om hvordan han blev tv-dokumentarist. Under sit journalist-studieophold i USA i 1964-1965 fik journalistskolen i New York besøg af to af pionererne i den moderne dokumentarisme-retning som fik navnet ”direct cinema". Og de viste filmene Salesman og Happy Mothers Day for de journaliststuderende. Da Martinsen så de film, vidste han øjeblikkelig at det var det han ville lave: dokumentarfilm. Så da han kom hjem og genoptog jobbet som velmeriteret skrivende journalist på Politiken, var hans målrettede plan at blive ansat på tv og lave den slags film. Og det lykkedes ham tre år efter i 1968.

   Selv om jeg ikke lige konkret kan huske andre eksempler, så mener jeg at kunstner-, forsker- og journalistbiografierne er fulde af eksempler på den slags historier: Som barn eller ung oplever de et "møde" med et eller andet (en historie, et eksempel, et kunstværk, en person) som pludselig – nærmest i et glimt – giver dem en slags aha-oplevelse: Det er det jeg skal være, det er det jeg skal lave, det er det der er meningen med mit liv!!!

   Men den slags oplevelser er jo noget forskellig fra de aha-oplevelser vi i tidligere blogindlæg har set som forløsning i den kreative problemløsningsproces – efter inkubationen - eller som klimaks – pay off – på et dramaturgisk set up i det forudgående dramatiske forløb i en fortælling, i en film, et teaterstykke eller en roman.

   Men det ligner alligevel en del. Ethvert barn i min og rigtig mange foregående generationer er på et tidspunkt blevet spurgt af de voksne: ”Hvad vil du være når du bliver stor?”

   Det er selvfølgelig et problem for børn og søgende unge mennesker at det ved de som regel ikke, og spørgsmålet implicerer jo at det burde de vide eller se at finde ud af. Så der er nok tale om en slags inkubation som måske kan strække sig over mange år, inden indsigten i et oplysende øjeblik er der: Det det jeg skal være: astronom, komponist, dokumentarist, arkitekt. Og indsigten er ledsaget af en oplevelse af glæde og befrielse.

Det slår mig også når jeg læser ovenstående afsnit i Niels Houskjærs portræt glaskunstneren at han bruger ord som ”indvielse” og ”illumination” - for så straks derefter at dementere den naturlige association til ”åndelig eller religiøs åbenbaring.” Vi er inde i romantikkens terminologiske univers, hvor også ordet og begrebet ”inspiration” befinder sig og er særdeles centralt.

   Ordet og begrebet ”lugter” jo lidt gammeldags, og det er nok derfor jeg med flid har undgået at bruge det – og undgået at tage det op til nærmere analyse - før nu. 

   Men jeg kender det jo glimrende. Jeg har i min ungdom mentalt flirtet rigtig meget med romantikkens livssyn - og husker f.eks. også at jeg som 14-16-årig gik på maleriudstillinger sammen med min mor: Klee- og Nolde-udstillinger, udstillinger som inspirerede mig til at ville være kunstmaler som voksen. Hvad jeg forsøgte, men ikke havde vilje og talent til, da det kom til stykket.

   Men ingen tvivl om at Romantikkens kunstnere dyrkede ”inspirationen” som en nødvendig igangsætter af kunstnerisk skaben: Det kunne være naturen, eller en kvinde, eller et venskab der gjorde så stærkt et indtryk (aha!) at det måtte bearbejdes i et kunstnerisk udtryk. 

   I romantikkens regi var inspirationen knyttet sammen med længsel efter det uopnåelige – et savn der som kreativt brændstof stimulerede til en hektisk og produktiv fantasivirksomhed hos datidens kunstnere. Begreberne ”muse” og ”platonisk kærlighed” blive centrale mentale figurer i den romantiske kunstfilosofi. 

   Mere om det i næste blogindlæg.

AHA! AHA! AHA! - og så det lange: HEUREKA!

Jeg har fået et spørgsmål fra en studerende om hvordan man arbejder med Aha-oplevelsen i dramaturgien. Det følgende er en redigeret version af det mailsvar jeg sendte hende. 

Aha-oplevelsen som fænomen kender jeg fra to kilder eller domæner, som sådan set normalt ikke tænkes sammen: kreativitetspsykologien og dramaturgien. 

Psykologisk
Det er nok teorien om den kreative proces der har indført betegnelsen AHA-oplevelsen. Altså en teori som er veletableret inden for psykologien hvor man opererer med "en kreativ proces" der følger nogle bestemte faser (3 eller 5), og hvor AHA-oplevelsen - illuminationen - er den fase der følger efter inkubationsfasen, som igen følger efter en fase hvor man har "fyldt" på gennem research i forhold til en problemstilling uden at finde nogen løsning. Altså tre faser: problem-frustration, inkubation, illumination. Andre versioner arbejder med fem faser. 
   Mens problemfasen er karakteriseret ved forsøg på at beskrive og løse en problemstilling ved bevidst, logisk og dermed lineær tænkning, så er det der kendetegner inkubationsfasen at den arbejder ubevidst - at den indebærer ikke-lineær tænkning under bevidsthedsgrænsen - f.eks. mens man sover, arbejder fysisk med helt andre ting, eller i forbindelse med meditation. Og så, når man står og barberer sig, så får man dette glimt af oplysende indsigt der løser problemet på en ny og uforudsigelig måde, og dermed forløser den frustration omkring problemstillingen som var starten på processen. 
   Beskrivelsen af dette fænomen har en lang forhistorie og går i virkeligheden - som så meget andet - tilbage til de gamle grækere. Se bare hvad Den Store Danske Ordbog skriver:

heureka, (gr., perf. af heuriskein 'finde', dvs. 'jeg har fundet det!'), udråb, der af den romerske forfatter Vitruvius tillægges Archimedes, da han havde opdaget princippet om legemers vægttab i væsker. Det kan bruges som et bevinget ord, når man har fattet en kompliceret sammenhæng eller løst et vanskeligt problem. EUs industrielle forskningsprogram EUREKA låner sit navn fra dette udtryk.

Der er masser kilder til beskrivelse af denne psykolgiske proces og dens forskellige faser. Den jeg selv har haft mest fornøjelse af for nylig, er Mihaly Csikszentmihalyi: Creativity - Flow and the Psycholgy of Discovery and Invention. Han har i kapitlet The Work of Creativity et underafsnit der har titlen The AHA Experience (s. 103 i min udgave fra 1996). 

   I min bog om Poul Martinsen (2. bind, s. 180f) fortæller han præcist hvordan han selv bevidst udnytter mulighederne for inkubation(stid) før AHA-løsningen på et problem han først har bakset med bevidst:

Jeg har ikke gået på kurser hvor jeg har lært noget om kreativitet. Men det er som et dyr jeg fodrer. Når jeg er optaget af noget, kører hjernen med det, og det er også derfor jeg kan virke noget distræt en gang imellem. Jeg har fundet ud af at hvis jeg fodrer det der dyr om aftenen, altså bevidst læser mine noter igennem og spekulerer på hvordan noget kunne løses, så har jeg haft mange glædelige eksempler på at der om morgenen, mens jeg står og barberer mig, og uden at jeg ellers har tænkt over det overhovedet, så kommer der en løsning. Og det er vel en slags teknik. Jeg kan ikke huske hvornår den blev mig det bevidst, men jeg har udnyttet den i lang tid.

Man bemærker metaforen for den kreative problemløsning der foregår intuitivt og under bevidsthedstærsklen i inkubationsfasen: "som et dyr jeg fodrer". 
   Bogen Blink! af Malcolm Gladwell handler i sin helhed om det fænomen. Jeg har kun kendskab til den på anden hånd, men undertitlen er: The Power of Thinking without Thinking. Wikipedia fortæller om den: 

It presents in popular science format research from psychology and behavioral economics on the adaptive unconscious; mental processes that work rapidly and automatically from relatively little information. It considers both the strengths of the adaptive unconscious, for example in expert judgment, and its pitfalls such as stereotypes.

Dramaturgisk
I dramaturgiens terminologi bruger man normalt ikke begrebet AHA-oplevelse. Men man bruger en lang række synonymer som: forløsning (da.) eller (re)solution (eng.). De dækker altså typisk det der emotionelt topper en dramaturgisk konstruktion, hvor man først bygger en konflikt op og undervejs arbejder med spænding og tilbageholdt viden, for til slut at udløse spændingen i en scene hvor konflikten afgøres, eller hvor sandheden endelig afsløres. I faktadramaturgien har jeg døbt dette fænomen sandhedens øjeblik.

   Aristoteles, som jo er dramaturgiens oldefar, taler om katarsis når han skal beskrive den oplevelse: en mental og psykologisk renselse som den gode dramatiker leverer til publikum i klimaks på sit ophidsende drama. 

Det elementære begreb i dramaturgien som dækker psykologiens AHA-oplevelse, er: pay off, som er det betydningselement i fortællingen der kommer som forløsning eller befrielse efter et eller flere set up tidligere i forløbet. Det sker typiske i klimaks, og det fungerer som sådan netop i kraft af at der forud er indlejret et eller flere set up, dvs indholdselementer (scener, udtalelser eller rekvisitter) som publikum ikke hæfter sig særligt ved lige når de møder dem, men som viser sig senere at have stor betydning og dermed kraftig følelsesmæssig effekt. 

   Set up kaldes også i dramaturgiens fagsprog plantering (fra svensk). Beslægtet i betydning med den engelske kriminallitteraturs udtryk: a plant, eller a frame up. Begge har betydningen: 'en planlagt fælde'.

Den klassiske definition på et set up/pay off i dramaturgien lyder som følger: Hvis der hænger et gevær på væggen i en scene i første akt, så skal det fyres af inden udgangen af sidste akt. Som tilskuer ser du geværet på væggen i første akt, men tænker ikke dybere over det - før hovedpersonen der trues på livet af forbryderen, griber det fra væggen og fyrer det af mod sin livstruende fjende og dermed mod alle odds redder livet. 

   AHA! - det var derfor det skulle være der fra starten, så man forberedt på hvad der skulle ske, men på et ubevidst plan.

Problemet er nok her at den dramaturgisk skabte AHA-oplevelse er velbeskrevet i fiktionsdramaturgien, men stort set ikke eller meget lidt - mig bekendt - i bøger om fakta og journalistik. De to bedste bøger jeg husker der handler om film-dramaturgi er: McKee: Story, og Linda Cowgill: Secrets of Screenplay Structure. Jeg er sikker på at de har noget om "forløsning" og pay off. 

   Jeg beskriver selv set up/pay off-mekanismens dramaturgiske funktion i De levende billeders dramaturgi, bind 1, s. 151 ff, som handler om fiktionsfilm. 

Mens set up/pay off er et helt centralt dramaturgisk greb i næsten al fiktionsfortællng, så er det ikke noget der udnyttes særligt meget i traditionel journalistik, hverken i nyheds-artikler/-indslag eller i baggrundsjournalistik. Her udnytter man i højere grad forventing, konflikt, komplikation, opgave, varsel og gåde til at skabe spænding og fremdrift, hvor modtageren er  bevidst om hvad det er der senere i fremstillingen skal (for)løses eller afgøres, og den vej som fører til det afgørende punkt i sandhedens øjeblik.

   I den særlige form for journalistik der går under navnet narrativ journalistik eller fortællende journalistik er udnyttelse af set up/pay off ganske almindelig.

Set up/pay off er dramaturgisk set nært beslægtet med begrebsparret undertekst/punch line, som der også står noget om nogle sider senere i bind 1 i dramaturgibogen, og hvor man godt kan beskrive en punch line som det der skal udløse en aha-oplevelse der stammer fra at indholdet f'ør da kun har været til stede som en uudtalt undertekst i dialogen, f.eks. i form af ironi.

Faglitteratur om journalistik og dramaturgi

Der findes en norsk bog med titlen: Det var en mørk og storfuld dag... - af Tine Kolstad, som er en dramaturgi for skrivende journalister. Og Olav Njaastad: TV-jounrnalistikk har et udmærket afsnit om tv-journalistik-dramaturgi versus nyhedstrekant-dramaturgi. 

   Herhjemme og orienteret mod radio er der Anders Kinch-Jensens bog: Forankring Fryder, som også ser med dramaturgiens øjne på journalistikkens fortælleformer. 

   Inden for fortællende journalistik i skreven form, er Jon Franklin nok den der ha beskrevet mest tydeligt hvordan man bygger en historie op imod en "forløsning" i bogen Writing for Story.

AHA-oplevelsen og frame-shift i kognitiv lingvistik

Inden for den moderne kognitive lingvistik, som jeg har refereret til i det foregående når det gælder blending- og metaforteori, der opererer man med frame-shift som noget der kendetegner særlige former for kreativ fortælling. Altså det fænomen at man udfolder nogle sætninger sætning i et lineært forløb, hvor modtageren under det meste af sætningernes afkodning forstår indholdet i lyset af én frame, men ved slutningen tvinges til at foretage en re-framing eller et frame-shift.

   F. eks. i en sætning som: Everyone had so much fun divinge from the tree into the swimming pool, so we decided to put in a little water. Bogen der beskriver det fænomen i dybden er: Semantic Leaps af Seana Coulson. Et andet eksempel på tvunget frame-shift ved slutningen af en sætning fra bogen: By the time Mary had had her foruteenth child, she´d finallly run out of names - to call her husband. Som man kan se, så udløser frame-shift ofte smil eller latter og har altså typisk en humoristisk effekt.

Frame-shift er i princippet det greb som alle former for gåder, vittigheder og anekdoter bygger på. Altså det at man fortæller noget, men tilbageholder afgørende information undervejs, som så først gives som svar på gåden eller til slut i anekdoten. Og det udløser så en AHA-oplevelse som indebærer at det foregående får ny eller en anden mening end den man afkodede i første omgang. Set  up og pay off, altså.

   Her kan jeg henvise til min artikel: Når plottet driver værket, som man bl.a. kan finde og læse på min hjemmeside: www.phl-kommunikation.dk. Den stammer fra bogen Historiefortælling der har Susanne Kjærbeck som redaktør. I starten af artiklen beskriver jeg nogle vandrehistorier der udnytter tilbageholdt viden til brug for den pointe, der begrunder at historien overhovedet fortælles.

AHA-pointer i noveller

I litterær teori om novellers fortælleteknik, opererer man med 'pointen', som er den sætning eller det afsnit som til slut i novellen giver den mening og dybde, så at sige med tilbagevirkende kraft. Det er også et pay off der her er tale om. 

   Jeg husker her Søren Baggesen: Den Blicherske Novelle, som jeg mener har noget om det. Når Jon Franklin skal beskrive hvad narrativitet handler om, så kalder han det "chronology with at meaning". Pointen der forløser historien er det der giver (den dybere) mening til den forudgående del af fortællingen: AHA! - nu falder brikkerne på plads, kan man som læser føle når man når og får pointen.

Opsummering

Det som jeg synes er det interessante i alt det her, er at det ser ud til at man teoretisk kan sammenkoble dramaturgiens "forløsning", "pointe", "sandhedens øjeblik", "katarsis" på den ene side, og kreativitetspyskologiens "aha-oplevelse", "illumination" på den anden. På begge sider er der tale om at der forud for denne oplevelse af oplysning er en "dunkel" fase hvor der mentalt og tankemæssigt foregår noget der er ubevidst, noget der opererer under bevidsthedstærsklen.

   Jeg synes i hvert fald det er interessant og værd at udforske nærmere,  at der altså tilsyneladende er en slags parallelitet mellem faserne i en velbeskrevet psykologisk proces og faserne i en lige så velbeskrevet dramaturgisk konstruktion. Og at det er muligt på den måde at forbinde den inkubation der foregår under bevidsthedstærsklen i den kreative proces, med det der i dramaturgien kaldes set up eller plantering - i begge tilfælde noget modtageren ikke bevidst kan/skal være opmærksom på - før det får sit pay off/AHA! - og i begge tilfælde noget som føles om en slags mildt mental chock-effekt når den skjulte eller tilbageholdte information åbenbares: Blink!

Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar

Weekendavisen, 23. juli. Tillægget 'Ideer'. Journalist Lone Frank (som jeg tidligere har refereret artikler af). Rubrikken: "Dagdrømmenes anatomi". Overliggerens tekst er:

Den gode last. Sæt en flok mennesker til at læse Krig og fred i en halv time, og deres tanker vil drive bort i ti procent af tiden. Men menneskets drift mod dagdrømme er faktisk heldig, for med dagdrømme følger prioritering, problemløsning og kreativitet.

Den lange artikel bygger i hovedsagen på et interview med en hjerneforsker og psykolog Jonathan Schooler, og kunne såmænd have indgået i hendes bog Den femte revolution. Han siger bl.a. at dagdrømme ikke er spild af tid, og at dagdrømme gør det muligt for mennesker at "foretage mentale tidsrejser og dermed planlægge og opfinde nyt.". Og han konstaterer at dagdrømmeri er "en af de mentale aktiviteter som vi bruger mest tid på."
   Det nye er at forskningen skelner mellem tre slags dagdrømme:

• De "ægte" dagdrømme som er "tanker og fantasier som man aktivt hensætter sig i når man ikke har andet man skal, fokus glider væk fra det, der sker omkring en." Det er det man kan opleve når man kører med tog og ikke har noget alvorligt at tænke på mens man kører. 
• Bevidst "mind wandering" hvor man er igang med en anden bevidsthedkrævende aktivitet (som at skrive denne blog), og tankerne vandrer væk fra det man laver og man godt ved at man tankerne går sine egne veje til f.eks. hvad man skal lave i aften når man kommer hjem. 
• Ubevidst "zoning out" hvor man ikke selv er opmærksom på at tankerne driver bort.

Og så har Schooler & Co. fundet ud af at hjernen samtidig aktiveres i to helt forskellige centrer under tankeflugt og dagdrømme, to områder som normalt udelukker hinanden: hvilenetværket og  eksekutvinetværket. Det første er "tændt" når man slapper af, det andet "fyrer op" når vi har gang i komplekse kognitive processer hvori indgår problemløsning. Forskernes hypotese er at det er hjernens måde at "styre en kurs mellem prioriteringer" hvor den afbalancerer de aktuelle opgavers mentale krav med tænkning i forhold til mere langsigtede mål. Schooler siger videre:

De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden. 

Artiklen fortæller senere at selvsamme Schooler også har lavet undersøgelser der peger på at særligt kreative mennesker dagdrømmer mere end gennemsnittet. En forskerkollega Kalina Christof, fortæller artiklen videre, har omtalt de ufokuserede drømmeaktiviteter som "fluepapir for nye ideer og uventede associationer". Og hun citeres for at sige at "når hjernen har gang i både hvilenetværket og eksekutivnetværket, kan der på samme tid foregå flydende associationer og analyse."
   Pling!, siger det for mig da jeg læser det. I den fase af den kreative proces som betegnes inkubationen, som er ubevidst og som går forud for AHA-løsningen, der må der indgå en ikke-lineær og a-logisk mental problemløsningsproces der arbejder rumligt og via grænseoverskridende associationer på kryds og tværs.
   Og så viser det sig at artiklens forfatter Lone Frank selvfølgelig har foregrebet præcis det i det følgende afsnit. Her refereres en forsker John Kuonios for at have observeret at "lige op til det øjeblik, hvor forsøgspersoner i en skanner opnår den aha-oplevelse, der  giver dem løsningen på et verbalt puslespil, netop (da er der) aktivitet i udvalget områder, der tilhører hvile- og eksekutivnetværkerne."

Dagdrømmeri som en sygdom
I øvrigt har Lone Frank en sidehistorie der fortæller at der også findes en anerkendt sygdomsdiagnose for dagdrømmeri: maladaptive daydreaming, kendetegnet bl. a. ved "en udbredt fantasiaktivitet, som erstatter menneskelig kontakt, og/eller forstyrre akademisk, interpersonel erhvervsmæssig funktion."
   Jeg kommer til at tænke på min egen barndom, hvor jeg ret konsekvent afviste at deltage i familieudflugter i weekender og ferier, og fortrak at ligge hjemme på min sofa og læse drengebøger og Tusind og en nat, eller sidde og tegne og male. Var det sygeligt? I hvert fald beklagede min mor sig meget over at jeg var så associal, og mine søskende husker hvordan "storebror" meldte sig ud i lange perioder. Jeg tænker også på en dreng i familien der nu går i 8 klasse og drømmer om at blive skuespiller. Han har også tydeligt mentalt meldt sig ud af familiesamværet, og tilsyneladende gider han nu ikke skolens tyskundervisning som jo er forudsætningen for at han kan gå videre i gymnasiet! Hvad skal man mene? Sygeligt?