'Fake news' - 'fup-nyheder og 'falske nyheder' - aprilsnar hele året rundt - hvad er opskriften - og hvad er konsekvenserne?

Fotos der viser hvor mange tilskuere der var foran det hvide hus da hhv. Obama og Trump blev indsat som USA´s præsident. Men er de taget på samme tidspunkt på dagen?

Min Facebook-ven David Trads skrev følgende opdatering den 23-01-17:

FAKE NEWS
Til almindelig orientering, så blokerer jeg frem over folk, der spreder fake news, straks jeg opdager det.
Fem er lige røget ud for at sprede løgnen om, at der i virkeligheden var flere til Trumps indsættelse end til Obamas.
Hvad tror de tosser ellers på?
At Elvis lever? At månelandingen var fup? At Trump taler sandt?

Jeg har faktisk selv  i nogen tid gået og bagt på  et indlæg om det som alle aviser også skriver om for tiden: fup-nyheder - falske nyheder- eller det som mange skriver - det engelske udtryk: Fake News.

   Nyheder og nyhedshistorier som er fulde af løgn - et opdigtet indhold, men som fremtræder og formidles så nogle læsere/brugere - eller mange - tror på dem som sandhed, som nogen der er dækning for i virkeligheden.

Når alle skriver om det, så er det fordi 'man' (fx FBI/CIA) mener at en række falske nyheder er udsendt af luskede hjemmesider - der ligner nyhedssider - men er oprettet netop med det formål at de 'nyheder' de lancerer, har skullet påvirke den amerikanske valgkamp ved at nogle vælgere og medier troede på dem.

  Og flere steder i pressen har jeg nu læst at udtrykket "Fake News" allerede har skiftet betydning i flere diskussioner, og for nogle sprogbrugere altså 'bare' betyder "nyheder hvis indhold jeg ikke sympatiserer med."

   I den betydning har jeg læst at fx Donald Trump bruger udtrykket. Ligesom hans talsmand er fræk nok til at kalde en bevidst og indiskutabelt løgnagtig nyhed for én nyheder der bygger på "alternative facts."

Jeg gik nogle dage i sidste uge rundt og spekulerede på hvordan jeg skulle finde et godt og helt sikkert eksempel på en falsk-nyhed - til at eksemplificere genren.

   Og så røg jeg jeg selv i sumpe med en ordentlig maveplaster! Til mine over tusinde FB-vennerne måtte jeg skrive denne opdatering - med flovmandens rødeste ører:

Kære FB-venner:

Jeg beklager at jeg for et par dage siden var for hurtig til at dele en falsk nyhed, som jeg naturligvis nu har slettet. Overskriften startede med "Israeli President: ..." og så fulgte et "citat" af en udtalelse som den nuværende israelske præsident Reuven Rivlin aldrig er kommet med.

   Artiklen stammer fra en "nyhedshjemmeside" der forkortes AWD ("Another Western Dawn") som angiveligt er publiceret fra Pakistan. Den var delt af en troværdig ven, og en anden troværdig ven gjorde mig opmærksom på brøleren.

   Og det var netop som jeg var ved at lægge an til at skrive et blogindlæg om "fake news" (på dansk "fup-nyheder"), som jo ud fra det synspunkt at de på snedig vis blander falskt og sandt, interesserer mig som en form for 'faktion' (ligesom fx 'mocumentary' eller 'aprilsnar'). Men så kan jeg lære det, kan jeg!?!?!? Og undskyld venner!

Det jeg og min kilde var gået i vandet på, var efter alt at dømme en ægte 'fake news'-artikel fra en ægte falsk-nyheds-netside.

 

Wikipedia skelner mellem 'Fake News Websites' også kaldet 'Hoax News', og 'Satire News Sites'.

    Man kan finde aktuelle lister på engelsk over de to slags fup-nyhedssider.

Her et link til en liste med 'satirenyhedssider', der defineres sådan her:

This is a list of satirical news websites which are satirical bent, or parodies of news, which consists of fake news stories and other humor. They are not to be confused with fake news websites, which deliberately publish hoaxes in an attempt to profit from gullible readers.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_satirical_news_websites

Her et følger et link til en liste med 'fake news sites' der defineres sådan her:

These sites intentionally publish hoaxes and disinformation for purposes other than news satire.  

   This list also excludes sites that promote conspiracy theories based on apparently genuine belief (as opposed to a conscious intent to misinform or to gather web traffic).

   Some of these sites use a URL that ends in .co or otherwise resembling genuine news sites

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_fake_news_websites

Det er naturligvis vigtigt at (kunne) skelne mellem løgne for sjov og løgne for alvor. Og helst lige så skarpt som i Piet Heins begavede gruk:

Den, som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Til de formål som kendetegner bevidst løgnagtige 'fake news sites' hører: god gammeldags propaganda, poltisk dis- og misinformation,  bevidst forbrugervildledning (fx annoncer for varer man ikke har), og falske, men troværdige sensationsnyheder - udsendt på nettet bare for at få så mange reklameklik som muligt - og altså for at tjene penge.

På Facebook kunne jeg også for et par dage siden se at en ATS-historie var. som det hedder, 'gået viralt' på nettet - og var blevet kommenteret i lange forargede spor som om den var sand.

   For læsere af denne blog som ikke kender til ATS (forkortelsen står for "At Tænke Sig") og hvad en ATS-historie er, kan jeg oplyse (og tro mig) at der under den genrerubrik i en fast spalte på bagsiden af Politiken netop bringes mange "falske nyheder": format, form, vinkling, citater, sprog og illustrationer er den typiske avisnyheds, indholdet er satirisk eller parodisk rettet mod mere eller mindre absurde eller latterlige artikler eller udtalelser i medierne, herunder i Politikens egen 'seriøse' del.

   ATS-historien som jeg selv morede mig meget over, var illustreret med dette foto:

Historien fortalte at det helt almindelige danske ægtepar som for nylig havde vundet en lottogevinst på over 100 millioner kroner, nu af "retten" var blevet fradømt gevinsten igen fordi de - fantasiløst - i første omgang ikke ville bruge pengene til andet end nye tagrender og køb af en bil - og så oven i købet kun en kedelig Hyundai:

ATS: Lottovindere dømt til at betale gevinst tilbage

ATS-DOMSTOLEN: LOTTOVINDERE DØMT. 

Thi kendes for ret! 

Ægteparret Leif og Aase fra Ølsted, som har vundet 114 millioner i Eurojackpot, findes skyldige i manglende fantasi ved offentligt at have erklæret, at de vil bruge pengene på nye tagrender til deres hus samt en bil af mærket Hyundai.
   Retten finder, at dette er alt for uambitiøst, og at de tiltaltes udtalelser er egnet til at håne spilkunder, der drømmer om den store gevinst for at kunne rejse Jorden rundt, bade i champagne og leve et generelt luksusliv iført spraglet sommertøj.
   Med hensyn til de af Leif og Aase fremsatte ønsker finder vi, at et nyt hus samt en Tesla eller en Porsche ville have været mere passende i forhold til gevinstens størrelse.
   De tiltalte skal inden 1. februar tilbagebetale 114.000.000 kr. til Danske Spil og frakendes samtidig retten til at deltage i lottotrækninger i en periode af 5 år.

http://politiken.dk/bagsiden/art5792877/Lottovindere-d%C3%B8mt-til-at-betale-gevinst-tilbage

Hvad er det lige ATS her forholder sig parodierende og satirisk til?

   Det er reaktionerne på blandt andet Facebook og viderefortalt af EB, BT og MetroXpress m.fl. over at der ikke lå en god eventyrlig og fantastisk historie i vindernes reaktion på at have vundet lottopræmien.

Ifølge 'Læsernes Redaktør' Bjarne Schillings faste søndagsspalte i Politiken, var der altså chokerende mange bruger der havde kommenteret ATS-historien på Facebook som om det var en rigtig - altså sandfærdig - nyhedsartikel!

   Og forargelsen blandt disse kommentatorer var gevaldig stor.

   Her et eksempel på en typisk kommentar:

De skal have lov til at beholde deres velfortjente 114 mill og så må danske spil og deres juridiske retningslinjer straks fjerne deres klamme hænder fra deres gevinst. De må bruge dem på lige nøjagtig det de vil. Og det skal hverken en organisation eller staten gøre sig til herre over vil jeg mene. Om de så ville holde grillfest for hele den lille by. De er en om´er dansk spil.

Og her et eksempel mere på en kommentar til den ATS-historie:

ej hvor jeg brækker mig, hvem fuck skal bestemme hvad de bruger deres penge på! folk skal bare stoppe med at have så ondt i røven. FUCKING TIL GRIN! Pinligt danmark.

Der er ikke noget nyt under solen, fristes man - lidt arrogant og elitært - til at sige.

Enhver traditionel papiravis har siden tidernes morgen på bagsiden haft "morsomme" artikler, vittigheder, citater, tegninger.

   Genren er kendt i Danmark helt tilbage fra Meir Aron Goldschmidts satire-ugeavis Corsaren (1840-1855) som blandt andet udleverederede Kirkegaards særprægede 'apparition' når han gik rundt i byen - til morskab for københavnerne.

    På TV havde DR i 70´erne og 80´erne tradition for hver lørdag at udsende en række parodier og satire-indslag under forskellige navne som "Hov Hov" eller "Uha Uha".

    På DR-radioens P1 har man hver morgen en gang om ugen  i en årrække lidt i 8 kunnet høre satiremagasinet "Selvsving". Det er nu netop holdt op.

    Og i USA var "The Daily Show" med komikeren John Stewart som vært, i årevis - efter sigende - en vigtig kilde for mange unge amerikanere til at forstå hvad der foregik i de forskellige kanalers seriøse "News"-udsendelser. Og vi kunne også se udsendelserne på en af DR´s kanaler.

   Daily News kører videre med en ny, og ikke nær så populær vært.

   Den franske satireavis "Den lænkede and" der kombinere satire med undersøgende journalistik, blev udsat for et forfærdeligt terrorangreb fordi de gjorde grin med Muhammed.

Hvad er fælles her?

   Der er tale om en tekstlig eller visuel fremstilling der ikke er sand, men opdigtet - og som i form og udtryk ligner og fremtræder som en sandhed.

   Og i de ovennævnte eksempler er meningen at publikum skal gennemskue 'løgnen' og forstå den som en slags fiktion, og morer sig over dens - helst overraskende - lighed med en sandhed.

   Men det kan de ikke altid, viser det sig.

Hvordan gennemskuer et publikum at der er tale om en satirisk løgn iklædt sandhedens form og udtryk?

   Det handler altid om konteksten - om den udtryksmæssige ramme som signalerer at det der fortælles ikke skal tages for alvor, men er for sjov.

   En sådan kontekstramme er fx overskriften "ATS" og placeringen i en enkelt spalte placeret helt ude til højre på bagsiden af Politikens første sektion.

   Enhver tekst og ethvert billede inden for den ramme, skal forstås ironisk, og de 'kendsgerninger' der leveres i teksterne, er typisk en blanding af sandt og falskt.

   Og sådan forstås  det også af enhver fast læser af Politiken - og af mange andre avis-fortrolige borgere.

Men hvad hvis man ikke læser avis og ikke kender til Politiken og dens faste satirespalte på bagsiden? Og ikke ved at overskriften ATS er navnet på den spalte? Og man kun ser historien på Facebook uden den avis-kontekst som ellers udgør dens papiravis-reservat? Og man så i øvrigt har en tåget forestilling om at samfundets institutioner godt kan tænkes at være så mægtige at de kan trække en lottogevinst tilbage hvis de er utilfreds med vindernes måde at ville bruge pengene på.

   Så er forargelsen vel berettiget? Og det at give udtryk for den i en kommentar på Facebook vel helt OK? Og ikke noget at grine af?

 

Læsernes redaktør forklarer at man havde troet sig sikker mod misforståelser med følgende oplysende kontekst:

På Facebook havde overskriften fået tilføjet 'ATS:' Og lige under den blev det forklaret, at 'ATS er Politikens satirespalte'. Fra selve nyheden var der et link til hele ATS. Så skulle man tro, at alle var med på, at det var tant og fjas. 

Ja, måske kender mange Facebook-brugere heller ikke betydningen af udtrykket 'satire' og 'satirespalte', tænker jeg. Men Politikens læsere og journalister gør det jo nok!?

Læsernes redaktør kan så berette at det slet ikke er første gang at ATS-artikler er blevet taget for pålydende:

Da ATS i sin tid citerede bstyrelsesmedlem Abbdid Wahut fra det muslimske flertal i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal for, at der ikke måtte spises flæskesteg på fællesarealerne.

Da ATS under overskriften 'Nye krav til perleplader i Randers' kunne meddele, at kommunen havde pålagt sine daginstitutioner, at grise skulle indgå som  motiv, når børnene lavede perleplader.

I princippet fungerer den slags historier i forhold til et relativt uvidende læsersegment på samme måde som de aprilsnar-artikler/-indslag man hvert år finder eksempler på i de fleste skrevne og elektroniske medier den 1. april.

Aprilsnarre i medierne er en veletableret genre som udnytter fascinationen hos læserne eller publikum ved mødet med en - gys-givende og latter-vækkende - blanding af fakta og fiktion. Når den erkendes som opdigtet, vel at mærke.

   Så får man ikke bare en AHA-oplevelse, men en HA-HA-HA-oplevelse.

I den vestlige pressetradition har journalisterne (og også reklamefolk) lov til en gang om året at narre læserne til at tro at en opfundet nyhed, iklædt journalistikkens nyhedsformater i ord, lyd og billeder, og placeret mellem alle de ægte nyheder, at den er den rene og skære journalistiske sandhed.

   Igen er det konteksten der leverer forståelsen - eller misforståelsen.

Hvilke konventioner og spilleregler der er for disse aprilsnarre, det har jeg skrevet om og beskrevet i en række tidligere indlæg her på blokken.

   'Opskriften' fra 2011 gengiver jeg her i sin fulde længde:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er aprilsnarens mål. 

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle.

   Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

   Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

   Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

Profetisk afslutter jeg et tidligere indlæg om genren med dette 'tankeeksperiment':

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?

   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".

   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Men det er jo faktisk det der ser ud til at være ved at ske i disse år: et gradvist sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk mediebåret kommunikation forudsætter og er indlejret i, og som også de fleste af de vidende og højtuddannede eksperter som journalisterne citerer, har lænet sig op ad og levet højt på i århundreder.

Det ser ud til at det for (alt for) mange mennesker er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Face-book eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - men ej heller på de de digitale medier og hjemmesider der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som serøs og troværdig journalistik.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

 

Det fortæller jeg mere om i et følgende indlæg hvor jeg også kommer ind på hvorfor vi "hopper på den", også selv om vi er oplyste og kritisk indstillede.

Her følger links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om 'aprilsnarre' og deres dramaturgi - med en masse illustrerende eksempler:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015_04_02_archive.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

Akvarelmaleriets mysterier (2) - og æstetikkens neurologiske grundlag ifølge V. I. Ramachandran

Det sjove ved at arbejde på den måde jeg gør med denne blog, er at jeg selv bliver klogere.

   Og jeg synes faktisk at jeg har fået mig et forskningsmæssigt fundament for meget af det jeg har gået og undervist i i mange år: de levende billeders dramaturgi og journalistisk formidling og fortælling.

   Det drejer sig om konceptuel metaforteori, kognitiv teori om framing, teori om konceptuel blending, teori om den højre hjernehalvdels betydning for kreative processer, teori om spejlneuron-netværkets og default-netværkets simuleringer som grundlag for forståelse, forestillingsevne og indlæring.

   For nu bare at nævne de vigtigste.

  Alle sammen er det teorier der er baseret på undersøgelser der giver empirisk afsæt for de principper jeg (og mange andre siden Aristoteles) har gået og prædiket når det gjaldt fortælling og formidling som en effektiv vej til forførelse og forståelse af et publikum.

Men når det kom til det akvarelkursus jeg lige har været på, så rejste det en masse spørgsmål som jeg ikke fik svar på af underviseren, maleren Bardur Jakupsson.

   Han viste hvordan han malede - figurativt - som en slags forbillede for os, men kommenterede og forklarede meget lidt om hvorfor det han gjorde, var det rigtige: Hvorfor var det godt at akvarelfarverne løb sammen? Hvorfor valgte han netop de motiver han gjorde? Hvorfor var det godt at horisonten lå over eller under papirets midterlinje? Hvad var egentlig fidusen ved at tidligere farvelag skinnede igennem de senere?

   Bardurs undervisning levede op til det slagord journalister også er blevet belært om i årtier: "Show, don´t tell." Det var glimrende pædagogik. Og ingen tvivl om at der lå en række klare æstetiske principper bag det han gjorde når han malede. Det kunne vi jo se - også når vi efterlignede ham så godt vi kunne.

   Men Bardur satte godt nok ikke mange ord på dem. Og det kan godt frustrere sådan en som mig.

Jeg kommer i tanker om en af de bøger om hjerneforskning som jeg tidligere har refereret en del fra: "The Tell-Tale Brain - Unlocking the Mystery of Human Nature" - af V.S. Ramachandran.

   Jeg får sikkert associationen fordi ordet "mysterium" indgår i titlen - ligesom i mit først kapitel og i dette - om "akvarelmaleriets mysterier".

Der er to kapitler i "The Tell-Tale Brain" som forsøger at udvikle det Ramachandram kalder "neuroaesthetics" - en æstetik på neurologisk grundlag.

   Det første kapitel har titlen: "Beauty and the Brain: The Emergence of Aesthetics". Tidligt i kapitlet skriver han om forholdet mellem billedets udtryk og det motiv det forestiller: I vestens kultur og kunsthistorie har vi været uhyre fokuseret på spørgsmålet om "realisme" i billedkunsten - om det ligner, og hvordan det ligner. De gamle grækere benævnte problemet "mimesis". 

   Men...

Most people recognize that the purpurse of art is not to create a realistic replica of something but the exact opposite: It is to deliberatly distort, exaggerate - even transcend - realism in order to achieve certain pleasing (and somtimes disturbing) effects in the viewer. And the more effectively you do this, the bigger the aesthetic jolt.

Ramachandrans pointe er at det kunsten gør ved virkelighedens motiver, er at den forvrænger, deformere og abstraherer dem - for at give publikum et æstetisk chok - en mental rystelse.

So works of art are not photokopies; they involve deliberate hyperbole and distortion of reality, But you can´t just randomly distort an image and call it art. (...). The question is what types of distortion are effctive? Are there rules that the artist deploy, either consciously or unconsciously, to change the image in a systematic way? And if so, how universal are these rules?

Ramachandran konstaterer at der er bemærkelsesværdige ligheder mellem de "overdrivelser" og "deformeringer" af kvindekroppen som en tusindårig indisk skulpturtradition har gjort brug af - og så fx den måde Picasso maler den på i mange af sine post-kubistiske billeder:

Ligheden - det æstetiske slægtskab - er slående mellem skulpturen "Den dansende nymfe" og maleriet "De løbende kvinder".

    Om skulpturen skriver Ramachandran:

Now take a look at the dancinge nymph (...) whose twisting torso is almost anatomically absurd but who nevertheless conveys an incredibley beautifull sense of movements and dance. This is probably achieved once again, by the deliberate exaggeration of posture that may activate - indeed hyperactivate - mirror nurons in the superior temporal sulcus. These cells respond powerfully when a person is viewing changing postures and movements of the body as well as changing facial expressions. (...). Perhaps sculptures such as the dancing nymph are producing an especially powerfull stimulation of certain classes of mirror neurons, resulting in a correspondingly heightend reading of the body language of  dynamic postures.

Når skulpturen virker stærkt på os, så forklarer Ramachandran det med at det aktiverer vores spejlneuroner så stærkt at vi mentalt set får lyst til at danse med.
   Ramachandran inddrager et gammelt begreb fra det indiske oldsprog sanskrit - "rasa" - til at beskrive hvad det er han har gang i her. "Rasa," forklarer han, betyder noget i retning af "capturing the very essence, the very spirit of something, in order to evoke a specific mood or emotion in the viewers brain".

   "Rasa" = "Essensen af noget" - for at skabe stemninger og følelser i hjernen på tilskueren.
   Men hvilke æstetiske principper kan visuelt indfange denne essens? Og hvad har det med hjernen at gøre?

I realized that, if you want to understand art, you have to understand rasa and how it is represented in the neural circuitry in the brain. One afternoon, in a whimisical mood, I sat at the entrance of the temple and jotted down what I thought might be the "eight universal laws of aesthetics," analogous to the Buddah´s eightfold path to wisdom and enligthenment. (...). These are the rules of thumb that the artist or even fashion designer deploys to create visually pleasing images tht more optimally titillate areas in the brain compared with what he could accomplish using realistic images or real objects.

Ramachandran opregner så en liste med betegnelserne for "the nine laws of aesthetics" - der er så kommet en niende lov til: "metafor". Alle kan de på en måde sættes i forbindelse med empirisk dokumenterede fænomener i hjernens måde at fungere på:

1. Grouping
2. Peak shift
3. Contrast
4. Isolation
5. Peekaboo, or perceptual problem solving
6. Abhorrence of coincidences
7. Orderliness
8. Symmetry
9. Metaphor

Helt spontant får jeg lyst til at indsætte endnu et princip: "metonym", som nummer 10, et begreb som jo konceptuelt set er en slags fætter til metaforen.

Der er tre af principperne her jeg ikke forstår hvad betyder: "Peak shift", "Peekaboo, or perceptual problem solving", "Abhorrence of coincidences". 

   De øvrige seks kan jeg godt umiddelbart sætte ind i en ramme af æstetiske lovmæssigheder, og dem vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

"Peak shift" betyder "overdrivelse" - og ifølge Ramachandran er det fx det princip som ligger bag alle former for karikaturtegning.

   Peak shift-princippet sås også udfoldet i skulpturen og maleriet oven for.

   Princippet har sin oprindelse i dyrepsykologien hvor man gennem forsøg har vist at hvis dyr reagerer positivt på specifikke farver eller former, så forstærkes deres reaktioner hvis disse farver eller former overdrives (det er fx forklaringen på udviklingen af påfuglehannens hale).

I bogen "How Art Made the World" - af Nigel Spivey - fremhæver forfatteren at der er tale om en neurologisk lovmæssighed som gør "our lives more interesting".

   Et eksempel på dette "overdrivelses"-princip der får mennesker til med lyst at skabe "urealistiske billeder", ser både Spivey og Ramchandran illustreret i en af de tidligst kendte og vidt berømte menneskelige skulpturer, "Venus fra Willendorf":

Overdrivelse giver essensen og fremmer forståelse og fascination, kunne være slogannet for peak shift-princippet.

"Peekaboo, or perceptual problem solving" - er et princip der indebærer at det (halv)skjulte, det slørede, det gådefulde, det kamuflerede, det maskerede - tiltrækker og fascinerer mere end det der er fuldt synligt og ligger klart for dagen.

   Det engelske udtryk "peekaboo" svarer til det vi på dansk siger nå vi leger "borte-tit" med små børn, en leg hvor vi skjuler os for dem og så pludselig dukker frem og siger "tit-tit". De små ler spontant og hjerteligt.
   Ramachandran giver som skoleeksempel på peekaboo-princippet at en nøgn kvinde som ses gennem et badeforhæng, er langt mere fascinerende og erotisk stimulerende end oplevelsen af en fuldt synlig afklædt kvinde. 

   En berømt og berygtet dansk Carlsberg-reklame kunne også bruges som eksempel:

Ramachandran generaliserer peekaboo-princippet til at gælde alle former for fornøjelse ved visuelle gåder og kamuflerings-gimmicks - som fx den her hvor man skal find de to kvinder gemt i dette billede:

Ramachandran kobler borte-tit-fornøjelsen sammen med aha-oplevelsen som kendetegner det lys der går op for én ved slutningen på en vellykket kreativ proces - efter faserne problem, frustration, inkubation.

En variant af peekaboo-lovens fasciantionseffekt opnås gennem maskeringeringer og forklædninger, som eksemplificeret her:

 

Masken gør den unge kvinde mere interessant end hvis hun ikke havde den på.
   Det er også borte-tit-princippet som forklarer hvorfor så mange af tegneseriernes (super)helte er udstyret med masker og har dobbelt identitet: Fantomet, Spirit, Batman, Edderkoppen, Zoro. Og altså også den kvindelige version - i skikkelse af Cat Woman herunder:

I en helt anden boldgade, men også med udnyttelse af peekaboo-princippet, finder vi en af de rigtig store akvarelmalere, den engelske præ-impressionist William Turner. Han var en mester i at udnytte akvarelmaleriets muligheder for sløring af motivet i sine fascinerende "tågede" billeder.

   Jeg kan ikke blive mæt af dem. 

   Her kommer derfor en hel serie til fornøjelig og frydefuld beskuelse:

Hvad kan man sige andet end: WAU! 

De oliemalerier af vores lærer Bardur Jakupsson som jeg viste i det første indlæg om akvarelmaleriets mysterier, udnyttede også peekaboo-princippet: et figurativt motiv sløret eller helt skjult af de ekspressive abstraktioner i form og farve. Her har jeg fundet et eksempel hvor han bruger akvarel:

Billedet er tidligere end oliemalerierne, og man aner stadig det figurative lag under de abstrakte former.

Så kommer vi til det tredje af Ramachandras æstetiske universalprincipper som jeg ikke umiddelbart kunne forbinde noget med: "Adhorrence of coincidences".

   Bogstaveligt betyder det "afsky ved tilfældigheder". Og det svarer nogenlunde til indholdet i det bevingede ord: "Man merkt die Absicht, und ist verstimt." I virkeligheden skulle definitionen udvides til: "afsky ved tilfældigheder som ikke er det".

   Ramchandran illustrerer princippet "abhorrence of coincidence" med de to billeder nedenfor hvor palmen er placeret forskelligt i forhold til de to bjerge. A er "afskyeligt" fordi palmen er placeret præcis der hvor de to bjergsider mødes for neden. Den tilfældighed tror vi ikke på:

I det andet billede - B - er palmen placeret "naturligt tilfældigt", dvs. i en af mange lige sandsynlige og mulige positioner i forhold til siderne på bjergene i baggrunden. 

   Ramchandran forklarer at man skal forestille sig tegningerne som repræsenterende virkelige landskaber. Og så...

Look carefully and you will realize that in in real life you could only see the scene in figure A from one vantage point, whereas you could see the one in figure B from any number of vantage points. One viewpoint is unique and on is generic. So figure A is - to use af phrase introduced by Horace Barlow - "suspicious coincidence." And your brain always tries to finde af plausible alternateg, generic interpretation to avoid the coincidence. In this case it doesn´t find one and so the image isn´t pleasing.

"En mistænkelig tilfældighed", betegner han princippet her.
   Princippet svarer ret nøje til begrebet "deux ex machina", et begreb der i dramaturgien betegner "en usandsynlig eller kunstig karakter, genstand eller begivenhed der introduceres pludseligt i et dramatisk værk af alle slags, det være sig en bog, et teaterstykke eller en film etc. med det formål at løse et problem eller en situation i plottet." 

   At gør brug af en "deux ex machina" er altså noget der æstetisk set svækker en fortællings kunstneriske værdi. Afskyeligt!

Så vender vi tilbage til Bardur Jakupssons kursus i akvarelmaleri ved Gardasøen.

   Hvis disse tre af de ni æstetiske principper som Ramachandran opstiller, er så universelle og neurologisk forankrede, så burde de jo kunne findes som en slags undertekst i Bardurs undervisning.

   Og det kan de.

Peekaboo-princippet kom til udtryk i Bardurs undervisning på flere måder. 

   Først og fremmest i selve den lag på lag-teknik som han hele tiden viste os, og som jo betød at der altid var underliggende lysere farver der var delvis skjult, men alligevel altid skinnede igennem de overliggende mørkere detaljerede lag: "Borte-tit-tit".

  Endvidere blev Bardur ved med at understrege at "rigtigt" akvarelmaleri for en stor del forgik "vådt i vådt". Det indebar at farverne ikke blev påført i skarpt adskilte felter, men fik lov til at flyde ind i hinanden og sløre motivernes afgrænsede profiler - lidt ligesom i W. Turners billeder ovenfor.

   Borte-tit-princippet kom også til udtryk i at bygninger i landskaberne - borge, villaer, kirker - aldrig blev malet uden at der var træer eller anden bevoksning der delvis skjulte dem.

   Her er sådan et motiv - forsøgt malet efter de retningslinier Bardur viste os.

Her følger så et foto af et af de andre udvalgte motiver på kurset, taget fra det sted hvor Bardur malede vores "forbillede". 

Det var tårnet der især er interessant - ud fra et peekaboo-synspunkt. Det var gådefuldt! Hvad skjulte det? Hvad havde det være bygget og brugt til: et forsvarsværk mod lokale fjender der kom sejlende til, et krantårn  til at laste og losse skibe i havnen, eller bygningen til en vindmølle.

Princippet om "adhorrence of coincidences" kom til udtryk i valget af de motiver som Bardur gav os som dagens opgave. Fælles for disse motiver var nemlig at de var interessante (som oventsående motiv fra den lille havneby Cassone) - også selv om man ikke lige sad og malede ved siden af læreren. Det kunne males fra mange synsvinkler og positioner - og stadig være "naturligt" spændende og at kigge på.

   Kombinationen af bjerge, søen, cypresserne, halvøer og bygninger - gjorde det altid muligt at eleverne spredte sig relativt langt væk fra Bardurs synsvinkel og kunne fornøje sig med at male motivet set fra mange forskellige positioner.

Symmetri i et billede - hvad enten det er lodret eller vandret - er først og fremmest kedeligt og uinteressant - netop ifølge "adhorrence of coincidences"-princippet. 

   Og det var bemærkelsesværdig at alle de motiver Bardur valgte som udfordring for os elever i ugens løb, var markant ikke-symmetrisk opbygget i forhold til en tænkt lodret midterlinie (som det ovenfor tydeligt illustrerer).
    Tilsvarende understregede han hele tiden hvor vigtigt det var for at gøre billedet interessant, at man sørgede for at få lagt horisonten i billedet markant over eller under papirets midterlinje - den vandrette symmetriakse.

Princippet om "Peak shift" - altså dette kraftigt at overdrive former og bevægelser i billedet i forhold virkelighedens motiv - for at indfange essensen af motivet, det kom specielt til udtryk da Bardur underviste os den sidst dag. 

   Det valgte - svære motiv - var oliventræer. Og Bardur viste hvordan man markant skulle overdrive det troldeagtige og forvredne i oliventræernes stammer og grene for at de virkelig kunne komme til at ligne - oliventræer!

   Jeg har fundet disse to akvareller af oliventræer på nettet. De kunne godt minde om de billeder Bardur malede for os - som illustrerende oplæg til opgaven: 

Her er min "løsning" af opgaven:

Det fik en anerkendende kommentar fra læreren. Selv ved jeg ikke rigtigt!

Mens jeg sad og googlede efter gode illustrerende akvareller med oliventræer som motiv, stødte jeg på nogle malerier som gav et rigtig aha-kick i sindet. Genkendelsens fryd! Van Gogh og hans vildt forvredne oliventræer:

Her er udnyttelse af peak shift-princippet så det batter. Overdrevent forvredne former og farver i alle dele af motivet. Ikke i akvarel, men i oliemaling. Men det er en slags lag på lag-teknik han udnytter.

   Men hvordan havde Van Gogh det med akvarelmaleriet? Godt, viser en google-søgning. Se bare her:

Nogle af mesterens mest berømte billeder er malet med akvarel! Det har jeg aldrig tænkt på før.

   Man bemærker hvordan princippet peak shift her er brugt til at overdrive central-perspektivet især i det sidste to billeder - med en helt særlig emotionel effekt af ensomhed og isolation. 

Under research og skrivning af dette blogindlæg er jeg blevet klar over at der er rigtig mange blogskribenter som udelukkende helliger sig akvarelmaleriet og dets mysterier når de skriver. Så disse mine indlæg har samtidig været noget af en opdagelsesrejse - igen, igen.

   Vidste du fx at arkitekten Arne Jacobsen var en stor akvarelmaler der egentlig hellere ville have været kunstmaler end arkitekt. 

   Se her fra Poul Erik Tøjners "Atlas" over Arne Jacobsen akvareller:

4

Jeg kommer nok til at skrive noget mere om akvarelmaleriets mysterier. Og Ramachandrans seks andre universalæstetiske love.

   Senere!

(fortsættelse følger http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akvarelmalerierts-mysterier-3-om-at.html)

Revolutionens dramaturgi og det unge Egyptens aha-oplevelse - YES WE CAN!

Jeg har tidligere været inde på at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem den grafiske fremstilling af dramaturgiens berettermodel og kreativitetspsykologiens grafiske model af flowtilstanden. Men der også en slags isomorfi mellem berettermodellen og modellen af faserne i den kreative proces: 


- Problemrejsning/-formulering
- Informationssøgning/eksperimenteren
- Mætning/frustration
- Inkubation/modning
- Oplysning/indsigt/sandhedens øjeblik (=aha!)
- Verifikation/realisering

Den lighed er naturligvis ingen tilfældighed. Det er heller ingen tilfældighed at når man læser om den egyptiske revolutions start og udvikling i Information i dag den 14. februar, så ligner forløbet til forveksling faserne i den kreative proces. Rubrikken på forsiden af avisen, referer netop til dramaturgien: "Revolutionens nye drejebog".
   Har man set fjernsyn er der ingen tvivl om at de unge egyptere på Tharir-pladsen har gjort erfaring med en aha-oplevelse, en oplevelse af indsigt og ny forståelse som er resultatet af en kollektiv kognitiv udviklingsproces der er foregået "skjult" under en "inkubationstid" på nettet, en inkubationstid som følger efter en kollektiv oplevelse af frustration over udsigtsløsheden, systemtvangen og undertrykkelsen.
   Aha-oplevelsens indsigt indeholder nogle tydelige faktorer: Vi er mange, vi kan kommunikere indbyrdes, vi står sammen, vi har et fælles mål - og systemet bryder sammen. Og oplevelsen fører til ny selvtillid, som glimrende dækkes af Obamas slogan i sin revolutionerende valgkamp: YES, WE CAN!
   Det begynder med nogle få mennesker der foråret 2008 på Facebook opretter en gruppe, og derigennem opfordrer til generalstrejke den 6. april i solidaritet med arbejdere i byen Mahalla og i protest mod de stadigt dårlige livsbetingelser. Strejken bliver slået ned med hård hånd, men Facebookgruppen levede videre på nettet som  6 april-bevægelsen, og gruppen nåede for to år siden op på 70.000 medlemmer, og bliver kernen om de tanker som - uden for den etablerede og censurerede egyptiske medieoffentlighed - udvikles via de digitale medier og platforme om mulighederne for frihed og kravet om systemomvæltning.
   En anden facebook-gruppe der blev oprettet juni sidste år i solidaritet med en ung aktivist der blev myrdet af det egyptiske politi, får meget hurtigt kæmpetilslutning. Få timer efter lanceringen er den oppe på 50.000 medlemmer, den 21. januar havde den 100.000 medlemmer, dagen før den første demonstration den 25. januar havde den 300.000 medlemmer. Og to dage før systemet giver sig og Mubarak træder tilbage, den 9. januar, var den oppe på 640.000 medlemmer.
   Man kan betragte tiden fra den første facebookgruppe blev oprettet som en inkubationstid. Da den anden gruppe bliver oprettet er tiden moden og udløsningen i form af demonstrationer bliver eksplosiv. Ingen tvivl om at Tunis-revolutionen i ugerne inden har fungeret som inspiraton - en præ-aha-oplevelse: Hvis de kan, kan vi også!
   Det er klart at det der har blokeret for indsigten og oplysningen er frygten. Da den forsvandt - aha - vi er frie og stærke og uovervindelige - udløste det kreativ aktion og handling. Frygt og angst er kreativitetens fjende nummer et. Og det der fjerner den her er det jeg andet steds har kaldt kreativ vrede.

Inden for moderne dramturgi har man begrebet "the watercoolermoment", som refererer til den scene i en tv-udsendelse som medarbejderne i virksomhederne snakker om dagen efter på gangen ved den fælles watercooler-dunk af gennemsigtigt plastik som alle moderne virksomheder stiller til rådighed for de ansatte. Sådan et "moment" - et dramaturgisk vendepunkt eller et klimaks - skal der være i ethvert tv-program som skal kunne klare sig i konkurrencen.
   Jeg har læst at egypterne selv kalder det tidspunkt i udviklingen hvor deres frygt var væk, for "Berlinmomentet" - refererende til tidspunktet for Berlinmurens fald.

Pointen i dette blogindlæg er at der åbenbart er isomorfi mellem dramaturgiens spændningskurve, faserne i den kreative proces, og stadierne i en revolutionær udvikling.
   Tidligere da jeg var med til at tilrettelægge redaktionsudvilingskurser/-forløb i DR-regi, brugte vi bevidst berettermodellen som matrice for opbygningen. Så et pædagogisk udviklingsforløb hvor medarbejderne ender med at "tage skeen i den anden hånd" og vælte om på redaktionelle rutiner og normer, og kreativt tager kampen op med konkurrenter, det forløb hører også til i familien af isomorfe udviklingsprocesser.