Down memory lane (2) - flere historier omkring et 55-års studenterjubilæum

Det her er andet indlæg i serien hvor jeg - med afsæt i et 55-års studenterjubilæum for snart fire uger siden - bevæger mig ud ad en række associerende tangenter - down memory lane og tilbage igen. 

   Det første indlæg kan man læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/06/down-memory-lane-1-historier-omkring-et.html

Jeg viser nu først både klassebilledet fra 1.g og fra 2.g.
   Dem man ser på billederne. er de klassekammerater jeg fortæller om og forholder mig til i det følgende:

Klassefoto 1.g, 1959. Jeg står i midten i 2. række - og har Elvis-frisure.

Klassefoto 2.g. 1960. Jeg sidder næstyderst til højre - og har Cæsar-frisure

Tilbage til 55-års-jubilæumfrokosten.

   Jeg var regulært 'høj' efter det tredje gensynet med mine gamle gymnasie-klasse-kammerater fra Christianshavns Gymnasium 1959-62. Dagen var torsdag den 15. juni. Vi fejrede ved en fælles frokost i København at det var 55 år siden at klassen som helhed var blevet studenter.

Det første studenterjubilæum klassen fejrede, var 40 års. Der var jeg ikke med. Sikkert fordi jeg jo rent faktisk ikke blev student samtidig med resten af klassen. Men jeg var med ved 45- og 50-års fejringen.

 

Denne gang - ved 55 års jubilæet - nåede jeg at tale nogenlunde seriøst med tre af de gamle klassekammerater. Og det fik mig til at få lyst til at vide meget mere om hvordan de øvriges liv havde udviklet sig.

   Jeg blev 'tændt' på en ide!

   Og da jeg kom hjem den torsdag aften, kom jeg i 'flow', en tilstand som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv mens fornemmelsen af  tid og sted samtidig tåger ud.

   I 'flow' kører den kreative hjerne i høje omdrejninger - drevet frem af et spændingsforhold mellem det man allerede evner eller kan og så det man ikke rigtig kan endnu, men er igang med at lære mens man arbejder hen imod et mål.

 

Faktisk fik jeg lyst til at skrive en dokumentarisk bog om min klasses liv fra den gang og til nu. Og som research til den - at tage rundt og interviewe dem alle om hvordan deres liv var gået og hvordan de så på det nu - i bakspejlet her hvor pensionsalderen allerede havde varet nogle år.

   Naturligvis en helt uoverskuelig opgave. Men jeg var simpelt hen blevet rigtig nysgerrig efter at kende og forstå min klassekammeraters liv som 'skæbner' - mere eller mindre bundet til eller frigjort fra deres barndoms og ungdoms livsvilkår på Amager efter krigens afslutning.

   Hvor meget var de mønsterbrydere? Og hvor meget fortsatte de i fædres, mødres og bedsteforældres fodspor?

Jeg gik - stadig mentalt 'flyvende' - straks igang med at skrive et primitivt udkast til noget der godt kunne ligne en (dårlig) kopi af indledningen til en Knausgaard-fortælling; det der med et  relativt nyt litteraturfagligt udtryk kaldes 'autofiktion' eller 'fiktionsfri fiktion'. Og som jeg tidligere ville have betegnet som 'faktion'.

   Inden jeg så mig om havde jeg skrevet en skitse til en slags indledningskapitel som jeg udgav her på bloggen, timer før jeg nåede at 'lande' fra min flow-tilstand i det høje - og altså før min kritiske sans og mit faglige analysemaskineri kunne slå bremserne i og gribe ind.

 

Skitsen var fuld af sprogfejl og med mange ufærdig formuleringer. Og først og fremmest var teksten jo etisk ret problematisk da jeg gengav udtalelser fra flere af de gamle klassekammerater som jeg ikke på forhånd havde spurgt om det var OK.

   Der var kun tale om nogle få og ikke specielt følsomme oplysninger, men alligevel ...

   Så efter tre-fire dage, måtte jeg gå tilbage til indlægget og lave en kraftig  om- og nedredigering og anonymisering af teksten. Samtidig fik jeg indsat fotos som jeg havde fundet frem fra gemmerne i mellemtiden.

   Heldigvis var det ufærdig udkast ikke nået at blive delt på nettet, så den nye reviderede og forkortede version ville være den man i fremtiden ville læse hvis man klikkede på et link til "Peters Udsigt" med titlen "Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenter-jubilæum" (linket findes ovenfor i indledningen til dette indlæg)

Da klassen mødtes sidst - for fem år siden - tog en af de gamle klassekammerater rollen som ordstyrer og fik os til at lave en 'runde' omkring bordet hvor vi hver især og nogenlunde kort fortalte hvordan vores liv og karriere havde udviklet sig siden studentereksamen. Og hvor vi var nu hvor pensionsalderen nærmede sig.

   Faktisk var det det indholdet i den 'runde' jeg havde fået lyst til at uddybe på skrift da jeg skrev skitsen til det første blogindlæg.

   Men når jeg skal være ærlig, har jeg også glemt en hel del af det der blev fortalt i den 'runde'. På det tidspunkt - i 2012 - var jeg - bogstavelig talt meget selvoptaget - mentalt fokuseret på at forberede overgangen fra aktivt, udadvendt forpligtende arbejde til en tilværelse som pensionist.

   Det jeg husker bedst fra 'runden', var - typisk nok - at min 'historie' - om forløbet af mit arbejdsliv med mange skiftende og indholdsmæssigt foreskellige jobs - af ordstyreren blev fremhævet som en af de få - måske den eneste, set fra hans synspunkt - 'man' ikke den gang på forhånd ville kunne have forudset forløbet af.

FORSKEREN

Og så husker jeg at jeg snakkede meget længe med en af mine klassekammerater der ligesom jeg  i 70'erne havde påbegyndt en akademiske forskerkarriere på det universitet (KU) vi begge havde studeret på i 60'erne.

   Han havde haft en fagligt spændende og udfordrende karriere inden for det meget specielle - 'nørdede' - naturhistoriske emne som han skrev speciale om ca. 1970. Og som han nu igennem en årrække havde været kendt international ekspert i.

   Han var altså fortsat som velmeriteret forsker i det samme meget specialiserede fagområde på KU til og med sin pensionering. Og, fik jeg at vide ved frokosten denne gang, han var fortsat ad samme spor - også som 'emeritus'. 

   Jeg husker klart at jeg var lidt misundelig ved snakken for fem år siden. Det specielle fagområdet gav nemlig afsæt for hans deltagelse i en lang række spændende forskningsekspeditioner til forskellige lokaliteter i det nordlige Skandinavien.

   Jeg kom igen til at tænke på ham da jeg forleden så en dokumentar-udsendelse på tv om Knud Rasmussen.

Men der var da en oplagt parallel.

   Også jeg havde skrevet speciale inden for et fagområde som den gang var nyt og 'nørdet': moderne dansk syntaks.

   Og den specialeafhandling fik også så god en bedømmelse og karakter at det gav adgang til en forskestilling  på KU umiddelbart efter jeg fik min eksamen 1970. Det var i faget dansk, og stillingsbetegnelsen var vist nok "amanuensis i moderne dansk sprog".

 

Men i modsætning til min mere målrettede klassekammerat fortsatte jeg ikke i det forskerspor på KU til min pensionering. Jeg var - og er vel stadig i min høje alder - en urolig sjæl, plaget af lyst til at prøve mig selv af.

   To år efter (jan. 1972) blev jeg ansat (headhuntet) på det endnu ikke færdigbyggede universitet RUC i Roskilde, men nu inden for et fagområde som hed noget i retning af: "sprogbrugsanalyse med særligt henblik på sprogets samfundsmæssige funktion". En fagbetegnelse som lugtede langt væk af det forudgående studenteroprør inden for faget.

   Men heller ikke RUC kunne fastholde mig i et bestemt fagligt spor. 

   I 1981 skiftede jeg igen afgørende retning - droppede mere eller mindre forskerkarrieren for at blive ansat som konsulent og underviser i Danmarks Radios interne (efter)uddannelsesafdeling - med  ansvar for at udvikle kurser inden for en vifte af professionelle kompetencer: manuskriptskrivning, interviewteknik, fortælleteknik, radio-reportage og -montage, efterkritik m.m.

   Hvad der siden førte til DR-kurser i "TV som udtryksmiddel" og "Faktion som udtryksmiddel" i sidste halvdel af 80´erne. 

   Derefter eget konsulentfirma. Og videre til et job som direktør for en regional tv-station i Vordingborg 1992.

Fra gymnasietiden husker jeg min klassekammerat og siden forskerkollega inden for 'naturhistorie' på KU som en stille type der ikke sagde så meget i klassen. Men han var var utroligt god til at skrive (stil), og tit blev han bedt om at læse op for resten af klasen fra sine stile.

   Jeg kan sikkert ikke sige mig fri for at have været misundelig. Jeg formulerede mig rimeligt godt mundtligt. Men når vi skulle aflevere stile i dansk, fik jeg som fast tilbagemelding (dokumenteret med et utal af røde streger) at jeg stavede som en brækket arm, selv om indholdet sådan set var ganske fornuftigt.

   Alligevel jeg var meget glad for vores dansklærer i gymnasiet: Børge Andersen, med kælenavnet "Babyface". Og da jeg begyndte at læse dansk på KU, fandt jeg ud af at han faktisk havde en fortid som regulær sprogforsker på mit institut.

 

Det jeg ikke vidste den gang (ej heller mine forældre og min dansklærer), var at jeg rent faktisk var ordblind (dysleksi) og nærmest på mirakuløs vis havde lært mig selv at læse i 3. klasse - uden hjælp fra dansklæreren frøken Rømme - ved at bruge den strategi at læse hurtigt  hen over hvordan de enkelt ord i detaljer blev stavet, og især helt at se bort fra deres forskellige endelser under læsningen.

TEGNE OG MALE

Og jeg mener også at min velskrivende men lidt tavse klassekammerat var en af de (få) i klassen der  også var rigtig god til at tegne og male.

   Når det gjorde varigt indtryk, er det sikkert fordi at det var jeg også - altså god til at tegne og male. 

   Det have jeg gjort næsten dagligt siden jeg begyndt skolegang i 1. klasse i Holeby Skole på Lolland 1950. 

   Og det næsten dagligt at holde mig beskæftiget med at tegne og male, fortsatte jeg med til omkring 1966-67.

Egen produktion: "Jungle", ca. 1956. Viking farveblyant og tusch

Egen produktion: "Urtidslandskab". Ca. 1957. Oliekridt.

I mellemskolen på Christianshavns Gymnasium havde vi også faget 'tegning', men tegnelæreren var også vores tysklærer (et fag jeg ikke bestemt ikke var glad for), så jeg mindes ikke  timerne i det fag i mellemskoleårene som særligt stimulerende - selv om jeg sådan set var glad for at timerne var der og gav fagligt legitimt rum for min lyst til at male og tegne.

I gymnasiet havde man ikke sådan et aktivt kunst-fag mere. Men jeg deltog i den årlige konkurrence på skolen om den bedste plakat til den elev-teater-forestilling som blev fremført af udvalgte gymnasieelever fra 1. og 2. g. hvert år.

   Og jeg blev vist nr. 2 begge gange jeg deltog.

Egen produktion: "Græsk kriger".
Udkast til skoleteater-plakat. Ca. 1960. Oliekridt

Jeg mener også min velskrivend klassekammerat deltog i de konkurrencer.

   Men vinderen var hver gang, husker jeg klart, en dreng fra den sproglige parallelklasse. Han blev siden en meget kendt lærer i film-dramaturgi på Filmskolen. Og med tiden en slags mentor for den nye revolutionerende danske film-retning der gik under navnet Dogme95.

   Han studerede dansk på KU samtidig med mig, men jeg husker ikke at vi havde nogen kontakt med hinanden.

   Og, mærkeligt nok, jeg kom også senere - i 80-erne - til at undevise i tv-dramaturgi - på efteruddannelseskurser for journalister og andre producerende medarbejdere i Danmarks Radio.

   Parallelt underviste han også somme tider i dramaturgi på nogle DR-seminarer for forskellige afdelinger Så der mødtes vi et par gange.

   Møderne var præget af en vis kølighed, husker jeg. Han underviste vordende filmkunstnere med internationale ambitioner, jeg underviste kreative tv-journalister til hjemmebrug.

   Sammentræf? Skæbnefællesskab?

 

I det år jeg var udvekslingsstudent i USA mellem 2.g og 3.g  gik jeg også til undervisning i 'Art' på min 'High School'. 

   Min amerikanske 'art-teacher' var jeg glad for - og han for mig, husker jeg. Han var selv seriøs kunstmaler, og det var meget inspirerende at komme til hans timer på Hendrich Hudson High School. Jeg følte mig 'set'.

   I de timer forsøgte jeg mig bl.a. med en lang række portrætter af fiktive kvinder, malet med pastelkridt som jeg havde arvet af min morfar:

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Faktisk var det i høj grad den undervisning i 'Art' på den amerikanske High School der gjorde at jeg - efter hjemkomsten - for alvor gik i lag med at male 'rigtige' oliemalerier og mere bevidst begyndte at nurse aktive kunstnerdrømme.

   Det foregik i fritiden, og jeg fortsatte med det til ca. 4 år inde i min studietid.

   Jeg nåede at holde en enkelt udstilling - i et kælderbutiklokale i en sidegade til Nyhavn. Vist nok i 1965 eller -66.

To af mine klassekammerater var direkte inspirationskilder til at jeg fik mod til at ansøge om at blive udvekslingsstudent (en ansøgning jeg skrev og sendte af sted uden at mine forældre vidste om det).

   De var begge piger. Udadvendte, livlige og kvikke i hovedet og i replikken. Da den ene tog afsted til USA efter 1.g, kom den anden hjem derfra og overtog hendes plads i klassen.

   Jeg er næsten sikker på at jeg da jeg skrev og indsendte min ansøgning til AFS (American Field Service) i efteråret i 2.g. har tænkt noget i retning af: 'Når de kan komme afsted, så har jeg også en chance - jeg skal bare tager mig sammen til at søge'.

   Men at min ansøgning så faktisk blev godkendt og AFS-organisationen fandt en amerikansk familie til mig der 'matchede', det kom alligevel bag på mig. Og på mine forældre der ikke havde fået at vide at jeg havde søgt.

UNDULATKLUBBEN
 

De to andre AFS-studenter har begge fortalt at de husker at vi i 1.g og 2.g var en mindre gruppe elever der - på tværs af skellet mellem sproglig og matematisk linje - jævnligt (månedligt?) mødtes til 'intellektuelle' snakke-aftner hos hinanden på skift og drak te.

   Ud over at snakke lyttede vi også til plader - udelukkende klassisk musik, mener jeg. Og somme tider var der én der gav et solonummer for os andre - live- på violin eller blokfløjte.

 

Det var min mor som gav gruppen navnet 'undulatklubben' fordi lyden af vores kvidrende snak når vi mødtes hos mig, var så kraftig at lyden trængte fra mit værelse ind i voksen-dagligstuen ved siden af.

   I alt mener jeg der var 6 piger og 6 drenge med i klubben. Flest fra den sproglige klasse. Som regel var der på skift et par stykker eller tre som meldte afbud.

   Hvordan 'klubben' blev startet og hvem der var initiativtager, husker jeg ikke. Men jeg var glad for at være med.

 

Jeg skrev i det foregående indlæg at vores gymnasieklasse ikke var præget af 'klasseskel' - altså at det ikke betød noget for vores klassesammenhold at nogle kom fra velstående familier med akademisk baggrund, mens andre - nok et flertal - var vokset op under mere beskedne kår på Amager.

   Men set i bakspejlet tror jeg at 'undulatklubben' også har fungeret som en slags kulturel klasse-markør i forhold til de andre i elever i de to klasser: Vi var noget særligt.

  Hvis jeg skulle lave en interviewrunde med minde gamle klassekammerater var det et af spørgsmålene jeg ville fokusere på: Oplevede de andre at det at være med i 'undulatklubben' var en slags skel-sættende kultur-elite-markør?

 

I 1.g var den sproglige og den matematiske gymnasieklasse på en fælles lejerskole-ekskursion til Bornholm - under faglig supervision nogle af vores gymnasie-lærer.

   Her er to fotos fra den ekskursion som jeg har fundet i et gammelt fotoalbum. Det første viser faktisk en del af undulatklubben samlet i de bornholmske klipper - med to af medlemmerne i musikalsk aktion på blokfløjte:

Det er mig der sidder for oven yderst til højre.

Så vidt jeg husker viser det følgende foto en blanding af andre klassekammerater fra de to klasser - og medlemmer af undulatklubben.

   Hvad vi laver? - Så vidt jeg kan se og husker, så synger vi en fællessang:

Det er mig der sidder næstyderst nede til højre i billedet.

Denne ekskursion fik faktisk 'faglig' betydning for mig på den måde at jeg blev så interesseret i geologi at det var det universitetsfag jeg i flere år seriøst overvejede at studere efter studentereksamen - inden jeg tænkte på at læse dansk.

  

I sommerferien mellem 1.g og 2.g var jeg på en cykeltur på Bornholm med min gamle skolekammerat fra mellemskolen i Stege som jeg havde bevaret kontakten med. Turen kom utvivlsomt i stand på mit initiativ. Og det var på den jeg begyndte at opbyggede en mindre samling af forskellige lokale stenarter - fundet i de varierede klippeformationer på øen.

   I mange år derefter, i hvert fald til omkring 1992-93, har jeg på mange sommerferier samlet på smukke strandsten i vandkanten, og senere fået dem slebet blanke og glatte på en dertil indkøbt slibemaskine.

Fundne strandsten (hornblende) - slebet blanke på eget stensliberi

Det skriver jeg om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/den-kreative-stenfinder-og-stensliber.html

Den sidste klassekammerat som jeg vil skrive om her i denne omgang, er en pige som jeg den gang -1959-60-61 oplevede som 'den skarpeste kniv i skuffen'. Og som jeg ved den seneste jubilæumskomsammen sad ved siden af og snakkede godt med.

   Hun var helt suveræn til matematik. Absolut den bedste i klassen. Og i timerne huskede jeg hende som en der altid formulerede sig lysende klart og to the point. Også i andre fag end matematik.

   Men jeg noterer jo også nu i bakspejlet at hun aldrig kom med i undulatklubben.

   Blev hun 'inviteret' eller hvad? Jeg må nok hellere spørge hende næste gang - om to år.

   Hun havde, helt forventeligt, læst matematik på universitet, og var derefter fortsat som gymnasielærer. En stilling på livstid.

   Hvis man havde spurgt mig den gang om fremtidsudsigterne for de forskellige klassekammerater, så ville jeg have spået hende som oplagt kandidat til et professorat i matematik.

  Men da hun studerede i 60-erne, var matematik nok i den grad et mandefag. Og er det måske stadig. Og langt de fleste af hendes medstuderende der fik forskerstillinger i faget i 70-erne, var sikkert udelukkende mænd.

   Det er selvfølgelig heller ikke sikkert hun egentlig havde lyst til en forskerkarrierer på universitet.

Jeg kunne faktisk nu godt blive ved mange sider endnu med flere ture "down memory lane" - med afsæt i dette års og de foregående jubilæums-sammenkomster. 

   Jeg synes imidlertid også det - lidt uforklarligt - har været hårdere end det plejer at være at skrive derudaf, så jeg laver en hård mental opbremsning her. 

Men et sidst spørgsmål presser sig på for mig:

   Hvorfor kom jeg i den grad i 'flow' efter en frokost med forholdsvis løs og uforpligtende snak om gamle dage og hvad der siden hændte? 

   Hvorfor begyndte jeg nærmest euforisk at skrive de her to lange indlæg som jeg undervejs har haft rigtig svært ved at begrænse og styre? 

   Det at vi mødtes, var der ikke noget nyt i. Det var 3. gang. Og det at se de gamle  klassekammerter igen, ældre og mere grå, burde ikke give anledning til en så intensiv flow-tur ned ad erindringens snørklede hulvej.

   

Svaret er, tror jeg, at da jeg fik invitationen i vinters, var jeg så syg at jeg alvorligt var i tvivl om jeg ville overleve det halve år der ville gå inden vi skulle mødes. 

   Det at sige "ja" invitationen den gang, i stedet for "måske", eller "nej", har utvivlsomt været en mental krog at hægte en usikker fremtid op på. Og lettelsen ved at være nået frem i live til den 15. juni, har fungeret som ekstra drivkraft til at få skrevet de her to ustyrlig indlæg til bloggen. 

Særlige evner (6) - om at finde rundt, gå visuelt i detaljer, læse kort og løbe derudaf - og om det at være god til at se noget for sit indre blik - 'the mind´s eye'

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om hjerner med særlige - og meget usædvanlige evner.

   Blandt andet skrev jeg om forfatteren Kim Leine - efter at have læst et interview med ham af journalisten Niels Thorsen:

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. Og hans hjerne har altså også haft den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/srlige-evner-5-om-det-at-kunne-tale.html

Kim Leine havde også en helt usædvanligt evne når det angik sprog: Hvis nogen siger en sætning til ham, kan han straks og automatisk svare tilbage - med en 'baglæns-udtale' af de bogstaver og orde han lige har hørt 'forlæns'.

   Forskere anslår at det måske er en ud af en million der har den særlige evne. Faktisk fik jeg via Facebook opsporet én yderligere person fra Danmark der kunne det.
   På YouTube kan man finde videoer med amerikanske eksempler hvis man søger på "kids" + "backward speech" eller + "backward talk". Det er bare fantastisk.

Det med hjerner med særlige evner blev jeg mindet om ved at læse et større interview i Politiken fra i søndags (27/08/15) - på den sidste side af 'sportsnyhederne'.

   Interviewet er med den tredobbelt guldvinder ved VM i orienteringsløb i sommer, Maja Alm.

   Journalisten der har lavet interviewet og skrevet artiklen, er Rasmus Beck - grand old man inden for kreativt skrevet sportsjournalistik, og en ørn til at bruge friske metaforer og metonymer til at levendegøre forskellige sportsgrene som ellers i den grad tiltrækker klicheer og livløst billedsprog - bare for at blive 'solgt'.

    Rubrik og manchet lyder:

Først blev hun værk, så blev hun mester

En gang var Maja Alm tæt på at blive trampet i små stykker af en elg. En anden gang jog et fransk vildsvin hende på flugt. Men i sommer fangede hun tre VM-guldmedaljer i Skotland.

Jeg ved meget lid om orienteringsløb. Noget med at løbe og finde vej efter et kort og med poster placeret rundt omkring i et uvejsomt område jeg aldrig selv ville finde på at bevæge mig rundt i - fordi jeg ville være sikker på både at falde og fare vild. Og så: Hvem er hurtigst til det?

   Ikke en sport for mig, og ikke en der egner sig til TV.

http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/

Af artiklen fremgår det at Rusmus Bech ikke selv er nogen god kortlæser, så han sætter sine egne manglende evner på det felt i kontrast til et illustrerende citat fra Maja Alm; Bech skriver:

For mig er alene tanken om at skulle fise af sted gennem en skov ved hjælp af en dirrende kompasnål og et kort med underlige streger nok til søge hen til det nærmeste busstoppested. Men kortlæsning er imidlertid en kunst, den danske verdensmester behersker.

   »Når jeg ser et kort med højdekurver, skov og åer, så ser jeg et landskab 3-dimensionelt. Og jeg ser bakkerne for mig. Det betyder, at jeg ved, hvad jeg skal løbe mod – hen til bakken, ned på den anden side og videre til den næste og ud i lysningen. Kortets farver fortæller mig desuden, hvilken type skov jeg skal ind i. Jeg er hurtig til at danne billeder, og hurtig til at træffe beslutninger. Det er med til at give mig en fordel i mange løb«, fortæller Maja, ...

På dansk taler man om at kunne 'se noget for sit indre blik' eller 'på den indre skærm' når man kalder et billede, en forestilling frem i tankerne - i modsætning til det at se noget i virkeligheden.

   Og landskabsbillederne på den indre skærm aktiveres altså både meget tydeligt og levende - i 3D - og meget hurtigt når Maj Alm 'læser' et kort, dokumenterer citatet.

   Det ligner jo meget det som de fleste musikere må være rigtig gode til: at læse noder - og derefter spille de toner som repræsenteres ved de noder de læser.

 

Gode musikere med hang til at opfinde nye melodier kan bruge evnen til at 'gå den modsatte vej': altså først at forestille sig - 'høre' en melodi for 'det indre øre', og så skrive melodien ned i noder på papir så andre kan spille melodien uden at have hørt den først i virkeligheden

 

Det fremgår ikke af interviewet om Maja Alm er god til at 'gå den modsatte vej': altså at følge en rute gennem et landskab, og så tegne et kort ud fra den vej hun har gået eller er ved at gå ad, kort som andre 'kortlæsere' så bagefter kan følge hvis de vil gå samme vej.

   Men Maja uddanner sig ikke til karto- og geograf - men til tandlæge, fremgår det af interviewet.

Hjerneforskeren Oliver Sacks har skrevet flere bøger om den mentale betydning af 'the minds eye', bøger hvori han blandt andet fortæller at der er stor forskel på hvor skarpt, præcist og detaljeret de 'images' er som forskellige mennesker ser for sig i/for deres 'mind's eye' - på 'den indre skærm'.

   Men han fortæller også at det faktisk er en evne som den plastiske hjerne kan opøve ved intensiv træning.

 

Oliver Sacks har imidlertid også et helt kapitel i bogen 'The Mind´s Eye' som handler om fænoenet 'ansigtsblindhed' - prosopagnosia - det at man ikke kan (eller har svært ved at) genkende ansigter som man har set før, og som er et særligt 'handicap' han selv har haft siden han var barn, og som han sent i livet blev klar over nok har været genetisk betinget.

   Det er et handicap som i øvrigt, konstaterer han, neurologisk er tæt forbundet med en anden 'agnosia' -  environmental agnosia (stedblindhed) - dette at man ikke - eller kun med besvær kan (lære at) genkende steder som man har set tidligere, og fx derfor har svært ved at finde hjem ad samme vej man er kommet.

 

Selv har jeg - om end i mindre omfang - det samme handicap som Sacks: svært ved at genkende ansigter - og svært ved at genkende steder - og i øvrigt også ting - objekter som jeg leder efter.

  Jeg kan til gengæld i høj grad genkende mig selv i den her beskrivelse fra kapitlet 'Face-Blind':

I have been accused of "absentmindedness", and no doubt this is true. Bu I think that a significant part of what is variously cale my "shyness", my "reclusiveness", my "social enptitude", my "eccentricity", even my Asperger´s syndrome", is a consequence and af misintrepretation om my difficulty recognizing faces.

Det fremgår af interviewet med Maja Alm at det at at læse kort og kompas som et landskab i 3-D man kan genkende og nemt løbe rund i, at det er noget hun er blevet trænet i fra barnsben af, af sine forældre som selv har været aktive orienteringsløbere - og stimuleret den særlige evne hun nok deler med dem.

   Så det er jo sandsynligt at Maja Alm genetisk har været disponeret for at blive særligt god til at se locations i 3-D for sit indre blik - ud fra aflæsning af kort og kompas, samtidig med at forældrene har tilskyndet hende til at udvikle den særlige evne hun har haft fra fødslen.

 

Bech beskriver interviewet med Maja som en metaforisk rejse i en imaginær togkupe:

Det gjorde vi så. Sad over for hinanden – som to rejsende i en togkupé, reporteren og den 27-årige tandlægestuderende, Maja Alm, der tillige er 3-dobbelt verdensmester i orienteringsløb. Samt den førende på verdensranglisten.

   Og det blev bl.a. til en færd ad bugtede skinner tilbage til barndommens skove ved Rødekro og Haderslev i Sønderjylland, hvor forældrene, entusiastiske orienteringsløbere, slæbte datteren med i barnevogn og klapvogn. Til en opdragelse i sundhed og velvære.

   Da lille Maja var seks år og flere gange havde været rundt i skovene med kort og kompas, mente hun sig stor nok til at gå alene ind mellem træerne . Ind til fuglene og regnormene. Hun kunne sagtens finde vej.

   »Fint nok«, sagde farmand Alm – og sendte datteren, der har tre søskende, ind i den store, grønne verden.

   Nogle timer senere blev hun fundet, grædende, men dog sammen med nogle andre børn, hun var stødt ind i på sin ellers ensomme færd.

   »Jeg var blevet ret meget væk«, fortæller Maja Alm fra sin plads i kupeen.

De mentale billeder som jeg selv kan fremkalde for mit indre blik når jeg lukker øjnene, fx erindringsbilleder fra turistrejser i Langbortistan eller en tur i skoven, de er ikke særligt skarpe - hverken i konturer, detaljer eller farver.

  

Og de er i hvert fald slet ikke i 3-D, hvad der kan hænge sammen med at jeg faktisk ikke ser den ydre virkelighed i 3-D som de fleste mennesker gør, men 'kun' i 2-D - på grund af en øjeoperation for skeløjethed da jeg var barn.

   Men det kan måske netop være derfor jeg alligevel er ret god til at læse kort og finde rundt i en ny by eller et nyt landskab ved hjælp af kort. Et kort er jo kun flader og linjer i 2-D.

   Et korts visuelle udtryk er jo et grafisk abstrakt symbolsprog som indebærer at vi for at kunne aflæse det, skal se bort fra en masse detaljer i omgivelserne - og kun fokusere på de 'grove' former og linjer som er afgørende for at finde hen til der hvor man vil hen.

   Bare tænk på forskellen mellem et traditionelt google-kort - og et google-sattelitbillede af det samme område.

Fruen har en hjerne med særlige kvaliteter som jeg tidligere har skrevet om - blandt andet at hun ser farver 'på den indre skærm' som automatisk ledsagefænomen  til det at læse bogstaver, ord og tal.

   Og hun kan ikke lade være. Det er en medfødt evne til 'samsansning' som  primært er genetisk betinget, siger forskerne.

   Denne særlige egenskab kaldes synæstesi.

   Det er noget jeg har behandlet i mange tidligere indlæg fordi en masse forskning viser at der statisk set er en stor overrepræsentation af synæstetikere  blandt særligt kreative personligheder, både de nulevende - og i historien.

Fruen har også et særligt skarpt syn for - selv de mindste - detaljer.

   Hun kan fx gå og stå på en græsplæne, og uden at "lede" bevidst efter det, spotter hun uden videre en - ja - en lille bitte FIRKLØVER - midt i alt det grønne hvor det jo - ud over forskellige græsarter - vrimler med almindelige trekløverblade.

   Gående på stranden er hun en ørn til at spotte 'køer' - dvs. sten med hul i - som altså har fået det kælenavn fordi de kan 'tøjres'. De kaldes også 'lykkesten'.

   Jeg finder stort set aldrig 'en ko' på stranden selv om jeg i årevis har samlet på smukke strandsten til slibning.

   Ingen tvivl om at fruens hjerne og omverden-syn er neurologisk programmeret på en særlig måde så hun automatisk og uden bevidst beslutning får øje på hulsten og firkløver foran sine fødder.

   Tænker man på damer i stenaldersamfundet og hvad de foretog sig, så er det utvivlsomt noget der har bidraget kraftigt til familiens og stammens velværd og overlevelse.

Fruen spotter også straks den mindste plet som jeg ubemærket for mig selv har spildt på forsiden af min uldtrøje.

   Og hun spotter fx også lynhurtigt og automatisk råd, svamp og bittesmå fugtpletter i et  hjørne i et hus vi går igennem - tegn og spor som jeg ville overse hvis ikke jeg desideret besluttede mig til at lede efter den slags svært synlige udtryk for forfald.

   

Det har også noget med 'the mind's eye' at gøre.

   For automatisk at spotte den slags ting, må hun - og andre med samme automatsans for detaljer som hende - for sit indre blik  have et meget præcist og meget detaljeret idealbillede af hvordan en ensartet flade bør se ud, et mentalt billede som så gør det muligt straks at spotte en synlig - men næsten usynlig - afvigelse eller brud på idealbilledet.

 

Fruen kan i øvrigt heller ikke lade være med at spotte stavefejl når hun læser, og hun er en fantastisk korrekturlæser.

   Jeg selv er delvist ordblind, og om ord lige staves på den ene (rigtige) eller den anden (forkerte) måde er ikke noget jeg lægger mærke til når jeg læser (og jeg læser hurtigt), med mindre jeg mentalt slår bremserne i - og gør mig meget umage med at fokusere på stavningen og se bort fra indholdet.

    Skal jeg nødtvunget læse korrektur på en tekst jeg selv har skrevet, må jeg tvinge mig selv til at lade som om det er noget en anden har skrevet. men resultatet er dårligt. For mange fejls bliver stadig overset.

Fruen har også et helt specielt mimetisk talent for dialekt- og sociolekt-udtale. Hun behøver bare at høre en dialekt første gang fra en person hun ellers ikke før har hørt sige noget, og så kan hun overbevisende efterligne den - og kan næsten ikke lade være med at bruge 'melodien' når hun fx genfortæller hvad vedkommende person har fortalt.

Fordi fruen lægger mærke til en masse detaljer som jeg overser når vi som turister går rundt i en fremmed by, så er det meget nemmere for hende at finde ud af om det sted vi passerer, er et vi har gået forbi før - og altså at genfinde en vej hjem til hotellet - ved at genkende detaljer fra bygninger som hun lagde mærke til og husker fra da vi tidligere passerede.

Til gengæld er hun så ikke god til at finde vej ved hjælp af et almindeligt landkort - med abstrakt grafisk markering af veje, skove, søer, jernbaner, huse - og højdekurver - og ingen umiddelbart genkendelige detaljer.

   At finde rundt ved hjælp af et kort, det er jeg til gengæld rigtig god til, som nævnt ovenfor.

   Det første jeg anskaffer mig når jeg kommer til en ny by eller et nyt land, er et kort.

   Med kortet i hånden, føler jeg mig tryg - jeg har et overskud og overblik - og jeg ved at jeg altid kan finde rundt - og finde hjem - og sjældent farer vild.

Den nyeste hjerneforskning har faktisk undersøgt det med hvorfor der er så relativt store forskelle på evnen til at læse kort; ikke med den største succes endnu, fremgår det af et indlæg på bloggen "360.HERE.COM".

   Men at det har noget at gøre med hjernens evne til at tænke og forestille sig noget rumligt - 'spatial abilities' - det er der ingen tvivl om.

   Og igen er vi inde på the 'mind's eye', de mentale evner vi alle trækker på når vi vil 'manipulere '- vende og dreje former og figurer i hovedet:

Reading a map requires what psychologists call ‘spatial abilities’, which are skills we use to manipulate 3D shapes and geometric information in our heads. Psychologists have defined many different types of spatial abilities, each relating to different tasks. To read a map successfully, you need more than one.

   In 2007, geographer Amy Lobben of the University of Oregon discovered which spatial abilities are key for map reading. The most important by far was ‘self-location’ – the ability to relate where you are in the real world to the corresponding spot on a map by observing roads, buildings and intersections.

   Two other spatial abilities that proved important were ‘route memory’ – your ability to remember the way – and ‘map rotation’. Map rotation involves mentally rotating a map as you make successive turns, without physically having to turn it. You can test how good you are at map rotation here and here.

Hvordan konstaterer og måler forskerne 'rumlige evner'? 

   Man kan lade forsøgspersoner navigere i virtuelle labyrinter- og derefter se hvor godt de klarer sig; eller rent faktisk lade dem prøve at finde rundt i ukendt terræn ved hjælp af et kort.

   Men hvad foregår der i hovedet på dem, spørger blogindlægget:

The relatively new field of neuroscience is attempting to answer that question using fMRI (functional Magnetic Resonance Imaging) to reveal blood flow in the brain. The blood flow shows which parts of the brain are active, and these ‘light up’ in an fMRI scan.

   It’s early days, but reports of Lobben’s latest work have indeed shown differences in the brains of people who are good at map rotation and those who aren’t.

   In addition, an area of the brain where activity has been spotted during map reading is the parahippocampal place area (PPA). This is a region that’s known to be active when we see landscapes, rooms and other places.

   The PPA is itself part of the parahippocampal gyrus, an area surrounding the seahorse-shaped bit of the brain called the hippocampus. There’s a hippocampus in each hemisphere of the brain – left and right – and it’s known to play a major role in navigation and spatial orientation. 

The role of the hippocampus became clear in research into the brains of taxi drivers by neuroscientists Dr Hugo Spiers and Prof Eleanor Maguire. The hippocampus was most active when the cabbies planned their route in advance of driving on a computer game. But when they encountered road blocks or other obstacles during the game, other areas of the brain were involved.

En hjemmeside med titlen 'GIS LOUNGE', hvor GIS står for 'Geographic Information Systems', fortæller mere om taxachaufførers hjerner, og hvilken effekt det har på dem at skulle bruge dem så meget til at finde rundt:

Reading maps and developing navigational skills can affect the brain in beneficial ways. In fact, using orientation and navigational skills often can actually cause the hippocampus and the brain to grow, forming more neural pathways as the number of mental maps increase.

   A study by scientists at University College in London found that grey matter in the brains of taxi drivers grew and adapted to help them store detailed mental maps of the city. The drivers underwent MRI scans, and those scans showed that the taxi drivers have larger hippocampi when compared to other people.

   In addition, the scientists found that the more time the drivers spent on the job, the more the hippocampus changes structurally to accommodate the large amount of navigational experience.

   Drivers who spent more than forty years in a taxi had more developed hippocampi than those just starting out. The study shows that experience with the spatial environment and navigation can have a direct influence on the brain itself.

http://www.gislounge.com/spatial-orientation-and-the-brain-the-effects-of-map-reading-and-navigation/

Jo mere tid og jo længere tid Londons taxachauffører bruger på at orientere sig gennem faktiske kort når de begynder på jobbet - eller vel især ved de mentale kort som kaldes frem i 'the mind's eye' når de er i rutinerede, ja,  jo større og mere udviklet bliver hippocampus. 

   Og det stemmer fint med de nyeste teorier (Richard J. Davidson) om 'den plastiske hjerne', teorier der kort fortalt siger at hjernens forskellige specialiserede moduler og centrer udvikler sig gennem træning og hyppig brug - ligesom muskler. 

   

Hjerneforskerne har fundet ud af meget om hvilke forskellige dele af hjerne der arbejder sammen når vi 'navigerer' og finder rundt i vores omgivelser:

We have place cells, hundreds of thousands of them, each activated by a particular location. Head direction cells act like a compass. And grid cells mimic the lines of latitude and longitude on a map to tell us how far we’ve travelled.

Men hvordan den viden konkret hænger sammen med folks bedre eller dårligere evner til at læse kort og orientere sig efter dem, det har forskerne endnu ikke fundet ud af:

“While we know a lot about how different cells are involved in representing a space and mapping it, we do not know how they relate to making some people better navigators than others,” says Hugo Spiers.

Men ingen tvivl om at det hjælper at træne, og at øvelse gør mester - også når det gælder om at orientere sig ved hjælp af kort - fysiske eller mentale:

What does seem certain, however, is that tasks involving navigation change the structure of our brains. Back in 2000, Eleanor Maguire studied trainee London taxi drivers both before and after they’d acquired ‘the Knowledge’ – the training course that teaches drivers the layout of 25,000 streets. Before the training their brains were the same. Three years on, those who were driving passengers had a greater volume of grey matter (nerve cells) in their posterior hippocampus than trainees who’d failed the course and given up.

http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/

Erfaringerne med at klare sig som ordblind kan styre karrieren mod fag og professioner hvor kreativitet og iværksætteri belønnes.

I en meget sen alder blev jeg klar over at de stavevanskeligheder som sådan set har været en del af mit liv siden de første år i skolen, nok var resultatet af en form for ordblindhed (dyslexia), et handicap som betød at jeg først - af mig selv - lærte at læse i tredje klasse - og at måden jeg læste på, var at se ordene som ustavede helheder som led i sætninger.

   Min adopterede datter er ordblind, og jeg måtte selv tage hånd om hendes læse og skriveundervisning i de første skoleår, fordi hendes dansklærer absolut ingen viden havde om dysleksi - og de særlige krav det stillede til læse- og skriveundervisningen.

   Hendes mand er også ordblind, viser det sig - og i hvert fald et af deres børn. Forskningen fortæller at det er arveligt, hvilket peger på at hjernens 'wireing' hos ordblinde er speciel.

Derfor bliver jeg fanget af en nyhed på dr.dk for nogle dage siden der annoncerede i rubrikken og manchetten at ...

Ordblinde er bedre iværksættere

Hvis du er ordblind og går med en iværksætter-spire i maven, så er der godt nyt. Flere udenlandske undersøgelser peger på, at 35 procent af iværksætterne er ordblinde.

http://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/ordblinde-er-bedre-ivaerksaettere

Artiklen fortæller indledningsvis at...

En svensk undersøgelse af succesfulde iværksættere viser, at 44 procent af dem, som havde skabt deres egen formue, havde en grad af ordblindhed. Og også undersøgelser fra USA og England peger i samme retning.

Og da man regner med at godt 10% af befolkningen er ordblinde i en eller anden grad, så er de altså ekstremt overrepræsenterede blandt folk der har udmærket sig som i værksættere ('entrepreneurs' på engelsk).

Forklaringen ifølge artiklen er at man som ordblind i skolen er blevet særlig robust når det gælder om at takle problemer og modstand, og at man derfor er bedre rustet end ikke-ordblinde til at klare iværksætteriets problemer og udfordringer.

   En kilder forklarer om forskningens resultater:

Det viser at ordblinde kan være højt begavede mennesker, og så viser det også at ordblinde har lært at tackle deres problemer i folkeskolen. Og det giver en vis styrke.

En anden siger:

Ordblinde har nogle andre kompetencer. De er gode til at uddelegere opgaver, løse problemer og så er de vedholdende, fordi de altid har måtte kæmpe ekstra hårdt i skolen. Og her har mange af dem jo fået at vide, at de ikke kan blive til noget. Men det er altså ikke rigtigt, siger Mads Kragh.

Går man til udenlandske kilder, så viser det sig at det sådan set ikke er helt ny viden, og at man i flere undersøgelser tidligere også har fundet at der er en sådan sammenhæng mellem dyslexi og entrepreneurship.

   Her et citat fra en artikel i 'theguardian.com'

Lord Sugar, Anita Roddick, Richard Branson, Jamie Oliver and Ikea founder Ingvar Kamprad overcame their dyslexia to create hugely successful businesses, and research suggests dyslexics are disproportionately represented among entrepreneurs. Julie Logan, emeritus professor of entrepreneurship at Cass Business School, in London, says that 20% of the UK’s business self-starters have the condition. Her research into the US market showed that 35% of company founders identified themselves as dyslexic, compared with 15% in the general population. She then compared the traits, attributes and early experiences of people who identified as dyslexic from a sample of entrepreneurs who were not dyslexic.

   “Dyslexic entrepreneurs reported as good or excellent at oral communication, delegation, creative and spatial awareness tasks, whilst non-dyslexics reported as average or good,” Logan says. People with dyslexia, she found, tend to compensate for things they can’t do well by developing excellence in other areas: oral communication, delegation (because they must learn to trust other people with tasks they can’t do from an early age), as well as problem-solving and people management.

Min interesse for her på bloggen at skrive om ordblindhed startede da jeg via søgninger på nettet fandt ud af at dysleksi statistisk set forbindes med kreativitet. Altså at der blandt kunstnere og kreative folk inden for andre professioner var en markant overrepræsentation af ordblinde.

  Et eksempel som altid fremhæves er Albert Einstein, som altså ud over at være en genial teoretisk fysiker, også var ordblind.

The Yale Center for Dyslexia & Creativity, skriver for eksempel:

Children and adults with dyslexia are highly creative, and have many cognitive and emotional strengths, despite a weakness in decoding words. Successful dyslexics draw on their strengths to hit their targets in life, as shown in the illustration below:

Netavisen Huffington Post har et blogindlæg af en Ph.D i design research Soren Petersen, der folder spørgsmålet ud sådan her:

Right-brained and left-brained, masculine and feminine, blue-eyed and brown-eyed: Are certain kinds of people more creative than others? Many of the super creative designers I have worked with seemed to have one thing in common; they suffered from dyslexia. Looking back in history, Leonardo da Vinci, Pablo Picasso, Jørn Utzon, Agatha Christie and Albert Einstein were all dyslexic. So, is dyslexia linked to creativity?

  Good news for those who can spell, the answer is no. It appears that more dyslectic people simply elect to work in the non-linguistic creative professions. To be successful, dyslectic people actually have to work harder to overcome their linguistic challenges. Fortunately, the best predictor of anyone's performance is not their IQ or personality, it is the amount of time one spends on a particular task.

   Dyslexia is hereditary and, fortunately, one can learn to live with even severe dyslexia. A dyslectic person may not be well suited for teaching English or working as an editor in a publishing house, however, it does give them a distinct advantage in other creative professions. Having struggled with reading and writing, the dyslectic person has failed early and often, thereby teaching them to persevere. As Winston Churchill, another dyslectic, creative individual, noted: "Never give up - -never, never, never give up."

   What then are the advantages, if any, of being dyslexic in overcoming challenges? The early age confrontation of apparently insurmountable challenges teaches the dyslectic person to persevere in the face of failure. They learn early to look at problems from multiple angles and use other skills to succeed. Dyslectic people often color-code information to aide their learning, use three-dimensional drawings to solve algebra problems and come up with intricate mnemotechnical cues to improve retention. Working on small creative tricks to overcome challenges may help make them better prepared to solve problems. It has been said that "luck is when opportunity meet preparation" and dyslectic people could thus appear to be "luckier" problem solvers.

Grundlæggende ses den særlige forbindelsen mellem kreativitet og ordblindhed altså som noget der kan forklares ved at man som ordblind i skolen lærer sig en række alternative - ofte visuelt funderede - strategier for at klare sig og løse problemer i forskellige kontekster.
    Endvidere at man udstyres med særlig mental robusthed - 'resilience'  i forhold til det at møde modstand.

   Og at de egenskaber så kommer den ordblinde til gavn under valg af job og profession senere i livet. 

Jeg har set to forklaringer på hvad det er i hjernen der viser sig som ordblindhed:

1) At der er modstridende 'dominansforhold' mellem forskellige dele af hjernen, sådan at fx det system som har med bearbejdelsen af synsindtryk at gøre, er højredominant, mens det system som har med bearbejdelsen af lyd at gøre, er venstredominant (eller omvendt), hvilket besværliggør det samarbejde mellem syn og hørelse som er krævet for at lære at læse.

2) At det ene af de 2-4 centrale sprogcentrer som skal arbejde sammen og som normalt befinder sig i den venstre del af hjernen, har flyttet sig til den højre del af hjernen, hvilket besværliggør samarbejdet mellem centrene fordi det skal foregå via hjernebjælkens (corpus callosum) neurologiske forbindelser mellem de to hjernehalvdele.

Dysleksi eller ordblindhed - frustration og kreativitet - og nogle neurologiske forklaringer

Da et af mine børnebørn er begyndt i skole og efter alt at dømme er ordblind - fagsprogligt betegnet dysleksi - så har jeg genbesøgt og researchet på sagen. Blandt andet fordi lærerene og ledelsen tilsyneladende er uprofessionelt blanke på området.

   

Jeg har skrevet om ordblindhed tidligere her på bloggen. Jeg er selv ordblind - i mildere grad - en af mine døtre er det også, hendes mand er det - og derfor sandsynligvis begge hendes sønner.

   Her beskriver jeg nogle af de forhold som jeg selv har oplevet og min datter - og også om at mange kendte og kreative mennesker har været ordblinde:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

For eksempel har jeg tidligere skrevet om følgende kreative personligheder som er/var ordblinde: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

   

I det her indlæg beskriver jeg blandt andet konceptkunstneren Gudrun Hasle som har udnyttet sin ordblindhed som motor for kreative udtryk - altså som en kreativ restriktion:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/ordblindhed-og-kreativitet-2-case.html 

Når mange kreative mennesker har dysleksi, kan man altså forestille sig at deres kamp for at finde på strategier for at overkomme dette handikap, fremmer de dele af hjernen som i øvrigt forbindes med særlige kreative evner: især den højre højre hjernehalvdel.

"Ordblindhed" er ikke verdens bedste ord for problemet. For man er ikke blind i forhold til ord, og det man har problemer med er i høj grad opfattelsen og afkodningen af lyd inden for forskellige dimensioner af sproget, det der på engelsk omtales som "phonetic awareness". Det vil derfor ofte være en fordel at bruge det faglige fremmedord "dysleksi" frem for "ordblindhed".
   De typiske symptomer på dysleksi inkluderer staveproblemer, problemer med at genkende lyde i ord, problemer med at opfatte og bearbejde hurtig visuel information, og problemer med at sige ord hurtigt og straks når man ser et billede af det det refererer til.

I det følgende vil jeg beskrive hvad årsagerne er - eller kan være - til ordblindhed/dysleksi, hvordan det ytrer sig, og hvad man kan gøre ved det for at det ikke skal blive alt for ødelæggende for barnets selvværd - som ellers præcis er det der kendetegner de fleste nu voksne ordblindes erfaringer med skolelivet og klasseundervisningen.

Men først lige en opregning af de typiske kendetegn for dysleksi. De fleste ordblinde/dyslektikere har 10 eller flere af nedenstående kendetegn. Disse kendetegn kan ændre sig fra dag til dag eller fra minut til minut. Det mest påfaldende kendetegn ved dysleksi er netop det skiftende funktionsniveau.

Kendetegn ved læsning og læring

   Når personen:

• klager over hovedpine, ondt i maven, svimmelhed eller kvalme, når der læses.
• har vanskeligt ved at lære alfabetet og oversætte bogstaver til lyd, og bogstavsekvenser til ord. Har generelt nedsat læseforståelse.
• spejlvender bogstaverne p/b, b/d, J/L.
• bliver forvirret over bogstaver, tal og andre symboler.
• klager over at se ting, der ikke er der, eller ting, der bevæger sig, under læsning.
• virker til at have synsproblemer, selvom en synstest ikke påviser nogen.
• har svært ved at omsætte idéer til ord.

Kendetegn ved taleevne og hørelse

   Når personen:

• er sen til at lære at tale, har talevanskeligheder eller svært ved at benævne ting ved navn, selvom man godt kan se, at barnet ved, hvad der tales om.
• har svært ved at udtale ord med flere konsonanter (f.eks. strømpe, springe, længst).
• har svært ved at formulere sig. Det er, som om talen ikke kan følge med de tanker og billeder, der farer rundt i hovedet. Der springes fra billede til billede imens personen fortæller, og tilhørerne kan have svært ved at følge med.
• hører ting, der ikke er blevet sagt, så der nemt opstår forvirring omkring kommunikationen.
• lader sig nemt distrahere af lyde.
• har svært ved at følge en mundtlig instruktion.

Motoriske kendetegn på dysleksi

   Når personen:

• har svært ved at holde på en blyant og svært ved at skrive.
• har svært ved at holde på kniv og gaffel.
• har koordinationsproblemer, især finmotorisk - er eksempelvis dårlig til at gribe en bold.
• er meget praktisk orienteret.
• har svært ved at skelne mellem højre/venstre, op/ned.
• hurtigt bliver køresyg.

Kendetegn ved regning og tidsfornemmelse

  Når personen:

• har svært ved at tælle korrekt (spejlvender tal) og ikke behersker de matematiske symboler.
• har god matematisk forståelse, men ikke forstår spørgsmålene i matematikbogen.
• har svært ved at læse, kende klokken og mangler tidsfornemmelse.
• har svært ved at huske ugedagene og månedernes rækkefølge.

Kendetegn ved hukommelse

   Når personen:

• har en ekstremt god hukommelse, hvis det drejer sig om erfaringer, ansigter m.m. 
• har svært ved at huske rækkefølger og mundtlige instruktioner. 
• hovedsaglig tænker i billeder og følelser, og ikke med lyde eller ord (ingen indre-monolog/dialog).

Kendetegn ved fysik, adfærd og personlighed

   Når personen:

• har svært ved at holde orden i sine ting - eller er et overdrevent ordensmenneske.
• hurtigt bliver frustreret og emotionelt påvirket.
• er meget tidligere eller senere i sin udvikling end de fleste andre børn, hvad angår bestemte færdigheder. Eksempelvis tidligere til at gå eller senere til at tale.
• er overfølsom og allergisk over for madvarer.
• er følsom over for øreinfektioner.
• har stor opmærksomhed på omverdenen og er med i alt, hvad der foregår i omgivelserne.
• er mere nysgerrig end gennemsnittet.
• har en stærk følelse af retfærdighed og er emotionel og følsom.
• har gode sociale og menneskelige egenskaber. Er socialt intelligent og dygtig til at aflæse mennesker.
• oplever, at symptomer og fejl bliver forværret under pres, ved stress, emotionel spænding, sygdom m.v.
• har et negativt selvværd, og bliver hurtigt frustreret og emotionel.
• har svært ved at koncentrere sig, er hyperaktiv eller en dagdrømmer.

Det er naturligvis en overvældende lang liste, og en dyslektiker har naturligvis ikke alle disse kendetegn samlet. Men jeg kan genkende mange af kendetegnene - også  fra andre ordblinde jeg kender.

   Det er imidlertid slående for mig hvordan en del af personegenskaberne også passer med egenskaber som kendtegner HSP´ere - højsensitive personligheder - og ADHD´ere (tidligere omtalt som "damp-børn").

   Nogle af de egenskaber kan også genfindes fra den liste jeg andetsteds har opregnet på egenskaber som kendetegner 'den særligt kreative personlighed'. 

Mange af kilderne forklarer dysleksi - primært - med problemer i afkodningen af lyd, som denne her undersøgelse:

Personer, der lider af ordblindhed, har svært ved at skelne mellem tale og baggrundsstøj. Det viser en ny amerikansk undersøgelse.

   Børn og voksne med ordblindhed har svært ved at skelne tale i støj; for eksempel en lærer, der underviser i et støjende klasselokale.

   Det viser resultaterne fra en ny undersøgelse, der antyder at ordblindhed både er et høre- og et læseproblem.

   Undersøgelsen anbefaler også, at personer med ordblindhed med fordel kan placeres forrest i et klasseværelse eller udstyres med høretekniske hjælpemidler såsom støjreducerende høretelefoner for bedre at kunne fokusere.

   De fleste mennesker har en fortsat delvist uforklaret evne til at kunne genkende en stemmes særlige kendetegn og fokusere på den, selv om baggrundsstøjen er varierende og dækker et bredt frekvensområde.

   Børn, der har læsevanskeligheder, har ikke den samme skelneevne. Deres opmærksomhed bliver hele tiden bombarderet med en uønsket kakofoni aflyd, som gør det meget vanskeligt at koncentrere sig.

Fra www.høreinfo.dk 

En relativt ny diagnose, (C)APD, (Central) Auditory Processing Disorder, kan være en del af forklaringen.

   Funktionshæmningen rammer ikke selve hørelsen, men den evne som de fleste har til at fokusere lyde som er vigtige og sortere andre fra som ikke er relevante. Det er den evne der gør at vi kan tale med og høre andre selvom der er meget omgivende støj i lokalet.

   APD synes at ramme følgende områder i afkodningen:

• Auditiv diskrimination
• Auditiv mønstergenkendelse
• Temporale aspekter af hørelsen
• Talegenkendelse i baggrundsstøj
• Auditive færdigheder ved konkurrerende akustiske signaler (f.eks. dikotisk lytning)
• Auditive færdigheder ved forringede akustiske signaler

En netside forklarer det sådan her:

A CAPD is a physical hearing impairment, but one which does not show up as a hearing loss on routine screenings or an audiogram. Instead, it affects the hearing system beyond the ear, whose job it is to separate a meaningful message from non-essential background sound and deliver that information with good clarity to the intellectual centers of the brain (the central nervous system). When we receive distorted or incomplete auditory messages we lose one of our most vital links with the world and other people.

Ørerne hører altså fint, men hjernen får ikke mulighed for at forstå hvad der bliver sagt fordi den ikke kan udskille lyden fra den man taler med eller høre på, fra den omgivende støj i lokalet. Talesprogets forskellige lyde og omgivelsernes lyde bliver altså "mudret sammen".
   Derfor vil man som regel anbefale at specialundervisning af ordblinde børn foregår i enrum.

En anden delforklaring kan være en svækkelse af den del af hørelsen som ellers skelner mellem lyde som ligner hinanden som m og p (begge læbelyde) i henholdsvis "mil" og "pil" eller mellem d og t som i "dam" og "tam".

   Det kan hænge sammen med en mere overordnet teori kaldet "The temporal processing deficit theory" - en teori som går ud på at dysleksi har at gøre med at hjernen er dårlig til at bearbejde - "processerer" - forskellig lydlige input der følger hurtigt efter hinanden, og derfor ikke kan analysere et ord i dets små lydlige eller grafiske bestanddele som man skal kunne for at forstå nye ord:

Difficulties for processing time in its different dimensions is an amazingly universal characteristic of the dyslexic individual. Thus, it is plausible that a general difficulty for the brain (most probably in the left hemisphere) is to integrate rapidly changing stimuli. Such a difficulty could account for (i) an impaired perception of transient auditory stimuli, such as consonants; (ii) a deficit in generation or judgement of temporal order; and (iii) deficits in multiple stages of reading that utilize rapid processing, e.g. visuospatial letter arrangement, global word-form perception, integration of successive relative word positions during oculomotor scanning. In this context, the central feature of phonological awareness could appear as a typically sequential activity requiring at the same time intact phoneme representation, efficient temporal processing of the phonemic constituents and adequate maintaining of information in short-term memory.

http://brain.oxfordjournals.org/content/123/12/2373.lon

Endelig kan den slags problemer - og altså specifikt ordblindhed/dysleksi - have at gøre med at hjernen hos ordblinde "processerer" sprog anderledes end flertallet - nemlig delvist med højre hjernehalvdel og delvist med venstre,  hvor det normale er at de centrer som bearbejder sprog, alle sidder i venstre hjernehalvdel. 

   Det vil sige at hos ordblinde skal de to hjernehalvdele arbejde sammen og synkronisere på tværs af de to hjernehalvdele når sprog skal forstås eller udøves. Det sker via neurologiske signaler formidlet gennem hjernebjælken - også kaldet 'corpus callosum'.
   Og det kan give både en langsommere bearbejdning af indkomne signaler, og at det der bearbejdes huskes dårligere.

  

Her forklares og illustreres det nærmere:

Dyslexia is a medical condition that results in individuals having difficulty in the areas of language processing. Dyslexia is the most common learning disability. It affects approximately 1 out of every 5 individuals in our country. It is a neurological condition that requires an educational treatment. 

   Individuals with dyslexia process information in a different part of the brain than do non-dyslexics. Individuals with dyslexia tend to be creative and exhibit a high level of intelligence – it has nothing to do with IQ!

   Definition of dyslexia from the International Dyslexia Association:

   Dyslexia is a specific learning disability that is neurological in origin. It is characterized by difficulties with accurate and/or fluent word recognition and by poor spelling and decoding abilities.  These difficulties typically result from a deficit in the phonological component of language that is often unexpected in relation to other cognitive abilities and the provision of effective classroom instruction. 

   Secondary consequences may include problems in reading comprehension and reduced reading experience that can impede growth of vocabulary and background knowledge.

   Non-dyslexics use three areas on the left side of the brain to process language.

The center area is for automatic word retrieval.

   Dyslexics tend to use the right side of the brain to process language, which is an inefficient method. They have great difficulty remembering words they have recently encountered, and their processing speed tends to be slower.

De neurologiske forskelle i hjernen mellem ikke-dyslektikere og dyslektikere som afsløres ved skanninger, tyder på at hjernen kompenserer for mangler i de to bagerste sprogcentrer i venstre hjernehalvdel med øget aktivitet i andre områder, dels det forreste område i venstre hjernehalvdel og dels i den bagerste del af højre hjernehalvdel (som vist ovenfor):

Her følger en forklaring som er oplæg til en af de former for behandling som forsøger at "omprogrammere" hjernen, så venstre hjernehalvdel genovertager hele sprogbearbejdningen, og højre hjernehalvdel holder op med at blive overbelastet:

In a nutshell:

The dyslectic person is using his right hemisphere instead of his left to read and spell.

In great detail:

The two most important contributers to dyslexia are an underutilized left-hemisphere, and an out-of-whack central bridge of tissue in the brain, called the corpus callosum. 

   But why does it matter which side of the brain you use? 

   Because the left-hemisphere is programmed to do the things you need for reading and the right is not.

 The left can:

    - match a letter with its sound,

   - handle information that comes into your brain in strings, like the sounds in a word -   one letter after the other, rather than seeing a word as a single picture,

   - separate a word into its individual sounds, and understand grammar and syntax.

The right hemisphere is different. It deals in areas and space and patterns. It doesn't understand parts of speech, or keep track of letter-order in spelling. It "reads" a word as a line drawing that it has been taught has a meaning, -- a sketch, not a line up of sounds. So if it sees this:

or this:

it knows that these "drawings" represent a place where somebody lives. But it is just as apt to say home or residence (or igloo or tepee) as house.

   You can see that if the left side leaves the reading to the right side, the result can come out as scrambled eggs.

   As to the corpus callosum, it is a bridge of nerve cells over which information from one side of the brain gets to the other. Everything you see or hear goes to both sides, but each side has it own specialty. The corpus callosum not only transfers information, it helps decide which is the appropriate side, and sends it there.

   Obviously a wimpy CC may not deliver language tasks to the left where they belong. On top of that, it transmits slowly, so part of the information arrives out of sync with the rest.

   As if all that weren't enough, the language areas in the dyslectic brain tend to be smaller than they are in a standard brain. Now you take a wimpy corpus callosum, an over eager right-hemisphere, and an undersized left language area, and you have the recipe for trouble.

http://www.dyslexia.org/what_causes.shtml

En variant af denne teori er at der ikke er sket en koordineret fordeling af "dominans" af de forskellige afdelinger i hjernen som skal arbejde sammen når man lærer at læse. 

   Man kan fx have en højredominant hørelse og et venstredominant syn, og det kan give ukoordineret signalforvirring i hjernen når syn og lyd/hørelse skal integreres i forsøget på at læse ud fra det man har hørt - eller omvendt.

Når et sprogcenter er flyttet over i højre hjernehalvdel (og aktiviteten i sprogcentrene i venstre hjernehalvdel er relativt svækket), så kan man forestille sig at det skaber problemer for de centres arbejde som i forvejen er placeret i højre hjernehalvdel, fx arbejde med musik, ansigtgenkendelse og rumlig orientering.

   Normalt "processeres" musik i højre hjernehalvdel. Og dyslektikere har ofte problemer både med at synge rent og ramme toner, følge melodier og læse noder. 

   Normalt "processers" ansigtgenkendelse, stedgenkendelse, retningsorientering, og objekt-genkendelse i højre hjernehalvdel - og noget af det foregår i de dele af hjernen som modsvares af - er et spejlbillede af - sprogcentrene i venstre hjernehalvdel. 

Crucially, the area of the brain used for recognising faces is the mirror image of the region of the brain that shows reduced activity in dyslexics. Recent studies have indicated a possible link, showing that some dyslexics also have difficulties with face recognition.

Her er referat af en forsker der kobler problemer med dysleksi sammen med problemer med ansigtgenkendelse - også kaldet 'prosopagnosia' - og andre former for "genkendelsesfunktioner". Og han mener at kunne føre en sådan kombination af "svækkede" funktioner, sammen med fejl i nogle gener som styre den såkaldt "neurale migration" i udviklingen af fosterets hjerne:

To account for the phonological problems in dyslexia and its comorbid conditions, French neuroscientist Franck Ramus and his colleagues have proposed that dyslexia results from neural migration errors. According to their model, these errors occur while the brain is developing prenatally, and the errors lead to cortical anomalies concentrated in the brain regions critical for phonological processing (left perisylvian cortex). For example, small clusters of neurons (approximately 50-100) may end their migration in the wrong layer of cortex, which leads to disorganization in that bit of cortex. Not surprisingly, when neural migration errors are present in an individual, they are not usually limited to one brain area, but rather occur in a number of regions. When multiple brain areas are affected in someone with dyslexia, then that person will have other impairments. The type of impairment will depend on which other brain regions are disrupted. Support for this neural migration account comes from genetic studies of dyslexia: Four genes have been linked to dyslexia, and all four genes contribute to neural migration.

http://www.faceblind.org/links/Face%20to%20Face%20Newsletter%20-%20Winter%202013.pdf

Ud fra disse teorier kan man så også ved at søge på nettet finde forskellige former for tilbud om "terapier" hvis mål er at påvirke den plastiske hjerne og dermed gør frustrationen over besværet med at lære at læse og skrive mindre for de ordblinde, terapier som fx den nævnt ovenfor.

   Nogle arbejder på at få opbygget og aktiveret de svækkede eller dårligt fungerende sprogcentre i venstre hjernehalvdel. 

   Andre går ud på at ændre på høredominansen. Og man kan finde former for lydterapi som skulle kunne normalisere "hørebalancen" som her eksemplificeret:

Ved du, om du er orddøv eller ordblind, og ved du at, at 80% af de der kaldes ordblinde, i virkeligheden er orddøve? (Undervisningsministeriets undersøgelse), og at besvær med at lære at læse ofte handler om manglende hørebalance?

   For at kunne opfatte sproglydene rigtigt, er det vigtigt at have en god hørebalance, samt en højre høredominans.

   Om det er tilfældet, afdækkes ikke af høretesten, der foretages i skolerne. Derfor kan man godt få at vide, at hørelsen er fin, og alligevel har barnet svært ved at læse og stave. Man kan vel sige sige, at sproglydene bliver forvrænget (hvis hjernen har venstre høredominans).

   En test på lydklinikken viser ofte, at disse forhold ikke er på plads.

   I disse tilfælde hjælper træning og øvelse meget lidt.

   Til gengæld er hurtige fremskridt ikke ualmindelige, når høre-

balance og dominans kommer på plads.

   Med ca. 10 min. daglig lytten til specialkomponeret musik, der månedligt justeres i forhold til nye høretest, er det ikke usædvanligt, at vi ser, at 2 års væren bagud på det sproglige område indhentes på et halvt år.

http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567