Olav Hergels kreative forslag til revitalisering af journalistikken - ud af kontorerne og bortvisning fra "Borgen"

I mange år har jeg undervist journalister på efteruddannelseskurser i bl. a. dramaturgi og fortælleteknik. Og også i at skrive manuskripter og interviewe. 

   Flere af mine bedste venner er kreative journalister med hang til udvikling og fornyelse.
   Jeg har selv være chef for en tv-station med (regionale)nyheder som hovedprodukt i en årrække.

   I efterhånden mange år har jeg undervist journaliststuderende på SDU og på RUC. 

   Jeg elsker faget - og har stor respekt for dets bedste udøvere. Og dem er der stadig mange af.

Men der er sket det i de senere år at jeg faktisk har fået afsmag for meget af den journalistik jeg både læser i mine aviser og ser i tv. Forudsigeligheden, den rituellle case-fixering, den ensporede framing, fantasiløsheden, sætter sig som en mental indre træthed i min bevidsthed. Jeg bladrer hurtigt, jeg zapper. Jeg keder mig, bliver i dårlig humør.
   Jeg læser hellere fagbøger om neuroscience, metaforteori og flow. Og maler akvareller. Gud bedre det.

   Jeg har egentlig ikke været mig det særligt bevidst. Der er jo stadig gode ting der rent journalistisk og fortællemæssigt er en fornøjelse at være modtager af. Og meningen med skriverierne på denne blog er ikke at give udtryk for letkøbte meninger eller dekonstruktiv kritik. Ej heller at levere sure anmeldelser.
   Skriverierne skal fokusere positivt på kreativitet og udvikling, har jeg besluttet fra starten.

Men den velmeriterede og gedigne journalist på Politiken, Olav Hergel, har skrevet en bemærkelsesværdig kronik i går lørdag, under rubrikken: "Den poltiske journalistik er en gøgeunge".

   Manchetten lyder:

Christiansborg har udviklet sig til en isoleret og anæmisk verden uden kontakt med virkeligheden udenfor. Men løsningen er simpel. Fjern 75 procent af journalisterne på Christansborg. For journalistikkens, politikens og danskernes skyld.

"Gøgeungen" som metafor er god. En gøgeunge er en der smider de "ægte" fugleunger ud af reden en efter en, overtager hele pladsen og bliver opfostret af plejeforældrene der fodrer løs pr. instinkt og automatik. 

I detaljer gennemgår OLav Hergel det dominerende nyhedsbillede omkring politik og politikere i Danmark sådan som det har manifesteret sig i bare i de senere måneder og det seneste års tid. 

   Og jeg får en aha-oplevelse. Det er det jeg er ved at være træt af. Historierne, vinklerne, personfikseringen, forudsigeligheden, de rutiniserede skabeloner. Alt for mange Christiansborg-historier uden politisk substans. 

   Olav Hergel forudsiger også at vi de næste år får meget mere af det samme: En række kommisioner som nu er nedsat for at undersøge den forrige regerings moralske misregimente (Røn Hornbech og de statsløse, Thorning-lækken, Jægerbog-sagen, Overgivelse af krigsfanger til amerikansk tortur) - med udløbere, vil medføre uendelige mængder af den samme slags journalistik der kører i samme riller.

Olav Hegel beskriver også, set indefra, hvad det er for nogle mekanismer i de redaktionelle miljøer og på redaktionsmøderne der kan forklare udviklingen:

Men der er gode grunde til at blive ved med at skrive i samme rille.

   Ikke en, ikke 100, men måske 200 gange har jeg siddet ved et redaktionsmøde og mærket medvinden mod forsiden eller den smukt opsatte artikelm, når ideen om det politiske portræt eller interview begynder at få vinger. Ikke kun fordi det mildt sagt er en journalistisk overkommelig sag at gribe knoglen, gå over til Christiansborg, tage en time med en politikeren, ringe til et par modstandere og så have artiklen i skabet. Også fordi jeg ved, at hvis artiklen bliver god, så bliver placeringen fornem, og det skal være ufatteligt ringe , før den ikke får en nogenlunde opsætning.

   Hvis der ikke er noget andet at find på, så er der altid en eller anden politisk mellemregning, som kan forvandles til et aktiv i ens egen karriere. Men tænk hvis alle disse vitterlig begavede mennesker fik til opgave at rapportere fra virkeligheden. Hvilke dagsordener kunne de ikke sætte.

Ja, "tænk hvis...." Det er formlen for al kreativ tænkning. Og Olav Hergels løsning på miseren er simpel. Det store seriøse redaktioner skal blive enige om at trække 75 procent af "tropperne" hjem fra Christiansborg. Og sende dem ud af kontorerne - ud i den danske virkelighed og lave stærk journalistik derfra.

Hans forslag er godt og i bogstavelig talt grænseoverskridende. Det han taler om er en re-framing af nyhedskriterierne, sådan at det redaktionerne for øjeblikket betragter som "væsentligt" i virkeligheden er holdt op med at være det. 

   Væsentlighedskriteriet er på redaktionerne løbet løbsk, så at sige. Første skridt i forfaldet af den politiske journalistik var at frame på proces snarere end på substans i den politiske journalistik, såkaldt "horserace-journalism". 

   Og nu framer man så efterhånden kun på person og personvurderinger i den politiske journalistik. Med tidshorisonter kortere end nogen politisk proces kan forløbe. 

   Hver dag en ny meningsmåling - uden hensyn til om politikerne overhovedet har haft tid til at gennemføre noget som helst der kan tænkes at virke.

  Olav Hergel har også en god metafor på den slags journalistik: "SE og Hør og Billedbladet for en lille elite":

For vi kan godt, og vi ved det også godt. Vi skal værk fra kontorerne, væk fra telefonerne og væk fra Christiansborg, hvor journalistikken har forvandlet sig til Se og Hør og Billedbladet for en lille elite og derfor ikke fortjener en krone i mediestøtte.

Olav Hergel hører til gruppen af de særligt kreative personligheder inden for journalistikken. Og har ud over både kritisk og indfølende journalistik om indvandrere og flygtnnge (Cavlingprismodtager), skrevet spændende fiktion med udspring i de samme problemstillinger og miljøer. 

   En mand der kan blende fakta og fiktion på en kreativ måde!

   Og her giver han udtryk for det jeg tidligere har kaldt "kreativ vrede". En dyb frustration der kan åbne op for nytænkning og nye - kontroversielle - ideer. 

Vil det hjælpe? Hele resten af Danmark - uden for Borgen - er i den nuværende journalistisk-redaktionelle framing, blevet til en slags "Udkantsdanmark", noget perifert og mindre væsentligt.  

   Er der nogen der vil høre efter og tage nogle konsekvenser - inden for branchen, inden for professionen, inden for miljøet? Og omlægge journalistikken fra den Christianborgske osteklokke til journalistik om det levede og levende livs Danmark uden for?

Erfaringsmæssigt er journalister (over)følsomme over for kritik ude fra. Her kommer den, velargumenteret og velformuleret fra fra en af deres egne!!!

   Vil det hjælpe? Jeg håber, men tvivler. 

   Men jeg gætter på at Olav Hergel selv inden for en overskuelig horisont tager nogle personlige konsekvenser af kronikken.