Synæstesi - igen, igen - Anne Lise Marstrand-Jørgensen og H.C. Andersen - og høre-synæstesi

Jeg fik en mail fra en kvinde for nylig der havde læst et ældre indlæg her på bloggen om synæstesi - som betyder sam-sansning - dette at ydre indtryk fra et sanseområde automatisk eller villet kobles sammen med indre (eller ydre) input fra et andet sanseområde. 

   Jeg fortæller i det indlæg at fruen havde det sådan at hun så forskellige farver knyttet til de forskellige ord når hun læste  dem. Og jeg fremførte den tanke at der var en sammenhæng mellem det at hun læste meget langsomt, og så det at hun så at sige skulle se en farvefilm køre på den indre skærm sideløbende. 

   I mailen fortalte kvinden at det havde været en lettelse og en aha-oplevelse at læse om det, for sådan havde hun det også. Hun så farver nå hun læste, og hun læste ekstremt langsomt.

   Her er et link til det indlæg hun havde spejlet sig i:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/synstesi-og-kreativitet.html

Og sådan er det med en blog om kreativitet - pludselig leverer virkeligheden serendipitet - uforklarlige associationskæder af betydningsindhold på tværs af domæner og sociale sfærer.

På bagsiden af bogtillægget til Politiken i dag bliver forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen spurgt: "Hvordan har du det med ord?" Hun svarer:

Jeg har et ganske passioneret forhold til ord. Jeg ser dem i farver og hører dem som musik, når jeg skriver. Derfor kan jeg næsten ikke holde ud  at at læse noget der er dårligt skrevet. Det er vel som at høre nogen synge falsk.

Synæstesi i rendyrket aftapning. Og dobbelt: Hun ser både farver og hører musik som indre-sansede ledsagefænomener til de ord huns skriver. Det smitter nok af på ordene hun bruger. Hun er oprindelig lyriker, inden hun begyndte at skrive romaner.

   Jeg er også interesseret i særligt kreative menneskers oplevelse af deres barndom. Og om Anne Lise Marstrand-Jørgensen finder jeg dette citat:

Marstrand-Jørgensen var et følsomt og genert barn med en stor fantasi: “Jeg legede altid, elskede at læse, tegne og digte historier. Jeg var også meget ude – i skoven, i havet, ved søen med en fiskestang. Jeg var på sin vis stille, men satte alligevel altid spørgsmålstegn ved alting og tænkte overdrevet meget over tingene, hvilket nok var med til at få mig til at føle mig anderledes … og til tider helt forkert,” siger hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008).

Jeg kommer til at tænke på på H.C. Andersen som også i sin barndom "følte sig anderledes og til tider helt forkert." Han er jo på toppen som mediedarling disse dage, og hans barndom og ungdom har jeg lige skrevet et indlæg om i den forbindelse.
 
Var han mon også synæstetiker?
   Hans sprog er jo berømt for sin humor og talenære kunststil. Og jeg er ikke i tvivl om at han har hørt de ord og sætninger han skrev, udtalt for sit indre øre mens hans skrev dem. At skrivehandlingen altså har været ledsaget af et mentalt indre lyd- og melodispor.

 
Jeg googler og får fra en side der skal undervise elever i litteraturlæsning og stilistik, en melding om at synæstesi ikke kun er at forstå som en automatisk neurologisk kobling mellem forskellige sansebearbejdende centrer i hjernen, men at det også er en litterær stilistisk figur. 

   I forbindelse med et afsnit om besjæling og allegorier står der:

Det, at to verdener kan forstås som parallelle symboliserede og symbo­li­se­rende, finder vi i lyrikkens verden udtrykt i begrebet synæstesi, nemlig når associative indtryk fra et sanseområde bruges som beskrivelse i et andet sanseområde.

Og der er også i samme afsnit direkte referencer til H. C. Andersen:

Besjæling: At give døde ting en sjæl, altså liv, kaldes besjæling. Drejer det sig om, at abstrakte fænomener (lykken, fædrelandet) får liv, taler vi om per­soni­fikation. I praksis er forskellen lille. Besjæling og personifikation kan ses som en slags metaforer, idet levendegørelsen bygger på et parallel­forhold mellem det reale (menneskelige) og det billedgjorte – legetøjet i H.C. An­der­sens eventyr Kærestefolkene for eksempel.

   H.C. Andersen besjælede mange ting i sine eventyr, og da det var kende­tegn­en­de for romantikkens forfattere, at de mente, at én og samme ånd gennemstrømmede alt levende og dødt, finder vi mange personifikationer og besjælinger hos dem.

Det rammer jo i hvert fald plet i forhold til "Tællepråsen" og en masse andre af Andersens eventyr, som netop er allegorier hvor to konceptuelle verdener blendes gennem personifikation og besjæling. Og i den forstand er H. C. Andersen altså netop også synæstetiker - men en hvor synæstesien er et produkt af en æstetisk viljeshandling.
   Måske.

    Det kan jo også være han simpelt hen ikke har kunent lade være: at han rent faktisk oplevede ting som besjælede, som udstyret med personlighed og intentioner i kraft af sin utrolige og ustyrlige fantasi, en fantasi som dag og nat - har man indtryk af - har kørt som en konceptuel stavblender med 2000 omdrejninger i sekundet.

Det kendetegnede ham netop jo også at han udfoldede sig kreativt i andet end ord og litteratur. 

   Han er berømt for sine papirklip som tit var illustrationer til hans eventyr - så han har utvivlsom set sine eventyrfigurer for sig på din indre skærm når han har skrevet om dem:

  

Evnetyret "Tællelyset" viser sig ved nærmere eftersyn at have et tydeligt freudiansk metaforisk lag - uden tvivl udtryk for den unge H.C. Andersens usikkerhed om egne seksuelle drifter, længsler og lyster. 

   Derfor er det også en af disse tilfældigt-heldige sammentræf at Anne Lise Marstrand-Jørgensen senere i interviewet i bogtillægget fortæller om sin kamp for at finde de rette ord for at skrive om sex i sin kommende roman i forlængelse af den nysudkomne  "Hvad man ikke ved":

Et af romanens stærkeste temaer bliver seksualitet og hvad den seksuelle revolution kom til at betyde - ikke mindst for kvinder. Derfor arbejder jeg en del med ord, der handler om sex og kroppe.
   Det gør en stor forskel om man f.eks. skriver kusse eller køn, og jeg bruger en del energi på at finde den rigtige måde at skrive om sex  på - det skal hverken være porno eller fjollede, traditionelle og klichefyldte omskrivninger af kvindekønnet, der er ved at sprænge af ferskener og figner i liljer i blomst.

Ord er lyde eller sort krims-krams på papir. De skaber billeder på den indre skærm, og disse billeder aktiverer spejlneuroner der - hvis ordene er velvalgte - vækker erotiske lyster hos læseren. Både når ordene er Andersens og Marstrand-Jørgensen.

Og så fører min google-søgning på 'synæstesi' også til at jeg finder oplysninger om en hidtil u(er)kendt form for synæstesi: en kobling mellem visuelle sansninger af noget der bevæger sig i omverdenen på den ene side og så automatiske ledsagde-lyde som hjernen selv producerer, på den anden. En slags tvungen sensorisk blending.

    Eksempel: Man ser en sommerfugl flyve, og hører rent faktisk vingeslag - selv om øret ikke registrerer noget lydindtryk fra sommerfuglen: 

Forskere fra 'California Institute of Technology' beskriver en ny form for synæstesi i tidsskriftet Current Biology, nemlig høre-synæstesi. Det som kendetegner synæstetikere, er at deres sanser er krydsaktiverede. De oplever en sammenblanding af sanseoplevelser som normalt indtræffer hver for sig.

   Dette sker automatisk, og er ikke noget personen kan vælge at gøre. Så dermed bliver deres virkelighed utvivlsomt lidt anderledes end andres. Mens de fleste mennesker ser sorte bogstaver på hvid baggrund i denne artikel, kan en synæstetiker se bogstaverne i farver. Og måske fremstår deres bedste ven rød eller blå, mens det smager af et eller andet når fingrene rører ved tastaturet. 

    Psykologer har tidligere rapporteret om synæstesi inden for både syns-, føle- og smags-sansen. Men en gennemgang af tilgængelig litteratur viser at der aldrig har været beskrevet sådanne fund knyttet til høre-sansen, ifølge dette nye stykke forskningsarbejde.

   Nu rapporterer Caltech-forskerne om fire personer, med sundt helbred, med høre-synæstesi. Det som sker, er at de kan høre enten dunke-lyde, pibe-lyde eller summe-lyde når de ser ting bevæge sig eller lyse op. Forskerne fra Caltech mener - overraskende nok - at høre-synæstesi ikke er specielt usædvanligt, og at det ganske enkelt repræsenterer en forstærket form for hvordan hjernen normalt behandler visuel information. 

   Neurobiologen Melissa Saenz står, sammen med Christof Koch, bag forskningen. De mener, at så mange som én procent af befolkningen kan have synæstetiske oplevelser.

Forskerne mener at når den form for høre-synæstesi ikke er blevet opdaget og registreret før, så er det fordi dem der har den, ikke er klar over at det er noget særligt som ikke alle oplever.

   Hvis du klikker ind på dette link, kan du teste om du har høre-synæstesi. En afspilning af en lydløs video med hvide prikker der bevæger sig, vil af høre-synæstetikere blive oplevet som ledsaget af en hvislende eller boblende lyd:

http://www.klab.caltech.edu/~saenz/movingdots.html

Den tændte HC Andersen - noget om digterens eventyrblanding i anledning af fundet af 'Tællelyset'

Ingen kan vist være i tvivl om at H. C. Andersen tilhører kategorien 'den særligt kreativ personlighed'.

    Jeg har skrevet om mange af slagsen på denne blog de sidste par år. Et af de tilbagevendende kendetegn er familiemæssige tab og afsavn i barndommen, mobning eller det der ligner i skoletiden, oplevelsen af at være fremmedgjort og afviger i sit miljø, et rigt fantasiliv som indre mental kompensation for ydre modstand, og støtte af mentorer undervejs.

   Og det kreative output - hvad enten det er maleri, litteratur, journalistik eller forskning vi taler om - er et produkt af grænseoverskridende mental aktivitet der integrerer og komprimerer elementer fra to eller flere ellers skarpt adskilte konceptuelle rum. Det der videnskabeligt kaldes "konceptuel blending".

   H.C. Andersen var som 'særligt kreativ personlighed' nærmest en prototype - så sær og mærkelig og speciel og genial, at hans eventyr er blevet globalt grænseoverskridende kendt - og oversat til over 100 sprog.

   Simpelthen langtidsholdbar verdenslitteratur i klassikernes superliga.

 

Derfor var det en stor sensation igår da Politiken på forsiden bragte historien om et meget tidligt H.C. Andersen eventyr, hidtil helt ukendt, som var blevet fundet i bunden af en af Fyns landsarkivs arkivkasser - af en lokalhistoriker.

   Nyheden gik også verden rundt i løbet af et døgn.

   Her kan du læse eventyret:

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/

Eventyret er efter alle eksperters udsagn at dømme skrevet på et tidspunkt hvor H.C. Andersen gik i en hadet skole i Slagelse og blev mobbet både af kammerater og af sin skoleleder Meisling. Og han havde fået forbud mod at "digte". Han var ked af det, deprimeret og drømte sig - må man forestille sig - tilbage til barndommens by og besøgene hos genboen, den unge præsteenke Madam Bunkeflod.

   Han har været omkring 18-19 år gammel da han digtede eventyret, der altså er skrevet mindst 10 år før hans første "rigtige" eventyr udkom i 1935, den genre der gjorde ham verdensberømt. Og 4-5 år efter han forlod Odense og - som 14 årig - rejste til København på egen hånd.

Lige en repetition af et par skæbne-grundlæggende biografisk oplysninger om digterens barndom: Faderen døde 1816 da Hans Christian var 11 år. Moderen var analfabet, og giftede sig igen 2 år efter. Og Hans Cristian fik sig dermed en af det klassiske folkeeventyrs sted-forældre: Ikke en stedmor, men en stedfar.

Det nyfundne eventyr har titlen "Tællelyset".  

   Det er en kort og skabelonagtig fortælling. Men skabelonen kan man så i bakspejlet se har været i den grad slidstærk og kunnet anvendes igen og igen af eventyrdigteren: en moralsk-filosofisk opbyggelig historier, fortalt gennem personifikation af ting og sager - eller af dyr som i "Den grimme ælling": "Toppen og bolden", "Hyrdinden og tinsoldaten". "Thepotten", "Grantræet", m.fl.

    Handlingen er enkel: Hovedpersonen er et tællelys der bliver "født" ud af fåretalgen i en ophedet gryde, bliver håndteret og behandlet ilde i lang tid uden at blive brugt til sit egentlige formål, indtil fyrtøjet kommer ind i billedet og tænder det, så det derved endelig får mulighed for at udfolde sit (op)lysende potentiale og realisere sig selv.

Hvordan er blandingen så? Hvad er opskriften?

   Vi skal forstå historien om de to ting - et tællelys og et fyrtøj - i overført betydning, ligesom en metafor: mennesker ses gennem tingenes optik.

   Men selve grundhandlingen på historien "overflade" forstår vi også i dag - og til alle tider: et lys bliver tændt med en tændstik.

   Det er fidusen sådan rent formidlingsmæssigt: Der er sprogligt set tale om såkaldt 'basic-level-kategorier' som kan aktivere vores spejlneuroner - og dermed med direkte adgang til vores følelser: Vi kan se det for os med det samme, vi kan tegne historiens centrale vendepunkt-scene. Og ved vi det mindste om hvordan lys produceres på gammeldags vis, så kan vi også tegne den situation og se den for os: "fødslen" i historiens start.

Det var altså to lag i mixet - som i alle moralske fabler og opdragende lignelser. X (= tingene, dyrene) skal ses som Y (= menneskene og deres indbyrdes relationer). Fidusen er forenklingen fra det abstrakte og uanskuelige, til det konkrete og genkendelige.

Men så kan vi også zoome ind på det tredje lag i blandingen, et lag som også findes i en lang række af H.C. Andersens andre eventyr, nemlig det privat-personlige lag.

   De almindelige folkeeventyr og dyrefabler  indeholder typisk højst to lag der blendes: historiens overflade-plot og udvalgte karakterer,("Der var en gang..."). (...). "De levede lykkeligt")  og så et underliggende mentalt psykodynamisk regnskab der gennemspilles, så de gode belønnes og de onde straffes, som i Askepot eller Tornerose.

   Heroverfor står Andersens "kunsteventyr" der meget ofte har mindst et tredje lag i blandingen. Han  bruger eventyret til (selv)refleksion - over egen skæbne og rolle i forhold til de sociale omgivelser og ligefrem til nemt dechifrerbare budskaber til personer som har hjulpet ham - eller såret ham i hans liv og forfatterkarrierer.

 

I det her tilfælde er eventyret adresseret som en gave til en genbo i Odense, en tidlig mentor og velgører, madam Bunkeflod, som var præsteenke og havde en stor bogsamling som teenagerdrengen Andersen havde fri adgang til. Hun havde en søn på alder med Hans Christian, som druknede som 11 årig. Hans Christian læste op for enken da hun fik stær.

   Det er ikke svært at forestille sig at han kom til at kompensere hendes savn af sønnen, og at hun blev noget i retning af en eventyrets 'femor' for ham.

   Så eventyret "Tællelyset" kan altså også forstås efter formlen "tællelys = Hans Christian" og "fyrtøj = Madam Bunkeflod".

   Lidt research viser at Hans Christian allerede i en tidlig alder hvor han kom i hendes hjem, har begavet hende med et selvlavet kreativt produkt: en nålepude:

Nålepude syet af H.C. Andersen til genboen den unge præsteenke Madam Bunkeflod ca. 1816. Madam Bunkeflod boede med sine børn overfor H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Nålepuden var en fødselsdagsgave fra Hans Christian.

Men der er endnu et lag i dette kreative 'blend' som Torben Brostrøm skarpsindigt og kreativt udlægger i sin artikel i Information i dag under rubrikken "Det unge lys Andersen" - et lag der udtrykker det som ellers er tabubelagt: sexualiteten - og et lag som Hans Christian sandsynligvis er helt ubevidst om:

Men fortællingen frigør sig allegorisk til en almengyldig lære om betydningen af at møde forståelse og klarsyn trods modstand fra uforstand, uvilje og ligegyldighed hos omverdenen. Den lader sig let læse som et møde med kærligheden, understreget af tekstens kønslige metaforik, indledt af en fødselsskildring.

   Vuggen er en flammevarm gryde, hvorfra lyset glider ud, skinnende hvidt og slankt. Et hvidt får var lysets mor og en smeltegryde dets far. Den noget anstrengte animisme føres videre til ’verden’, som kun er optaget af sig selv og tager forkert på lyset med sorte fingre og sætter pletter på den rene uskyldsfarve.

   Lyset har svært ved at skelne rent fra urent, men bevarer et ufordærvet indre. Forladt af både de onde og de ængstelige gode havner lyset i meningsløsheden i et liv til ingen nytte. Og som det værste: måske havde lyset sværtet de velmenende i sin omgang med dem. Det er en fin beskrivelse at et menneskes krise i en oplevelse af det absurde gennem en noget omstændeligt repeterende analyse af en depression.

   Der er ikke sparet på tilliden til lysets nytændte evner og oplysning af omgivelserne. Lyset har fundet sin mission, sin vej til sandheden. Morsom er understregningen af, at de to parter ikke blot udtrykker en legemlig formæling, men også deres åndelige udbytte. Denne forsikring må med til slut, både af ideal overbevisning og sagtens ud fra den skrivendes fornemmelse af at have vovet sig langt frem med en detaljeret henrykkelse over fysiske omstændigheder og lysets legemspragt.

   En psykoanalyse kunne få nok at gøre. Men skam få den, som tænker ilde om den sproglige uskyld, der lyser gennem teksten og dens pligtmæssige moralisme. Inciterende er netop blandingen af forudviden og drøm, traditionsbunden kunnen og normbrydende selvfølelse, et tidligt kendskab til livets risiko, dets mange faldgruber. Ængstelse og eventyrligt mod, en stærk selvtillid, der indeholder sin modsætning af fortvivlelse er i al enkelhed det moderne ved digterspiren Andersen, som gør folkeeventyrets og fablens skabeloner så lysende personlige.

I min dansk-studietid på KU var Torben Brostrøm, der anmeldte litteratur i Infomation, en af min helt store helte og forbilleder som litteraturanalytiker og -formidler. Og han kan godt nok stadigvæk analysere så alle andre får baghjul.

   Politiken bringer i dag kommentarer af tre 'Kloge-Åger' som alle er ret negative og nedladende. Rubrikkerne lyder: "Umodent, sentimentalt, bagatelagtigt", "Kunne være skrevet af ethvert begavet barn", Pædagogisk, så det er til at brække sig over".

   Jeg kan til gengæld godt få lidt kvalme - i overført betydning - ved disse 'Kloge Åger'´s moraliserende æstetiske framing - evnetyret vurderet i et mentalt bakspejl.

Brostrøm udnytter i sin artikel den kreative mulighed for at frame prospektivt - istedet for retrospektivt.

   Den unge Andersen er ved at lære - hans indre  mentale stavblender er under kraftig udvikling. Men konstruktionsprincipperne for blandingsproduktet som viste sig i den grad langtidsholdbare, er allerede på plads på det her tidlige tidspunkt.

   Og i de senere samlinger af eventyr er der både nogle "store og dybe" - og nogle der er mere "bagatelagtige". Havde Andersen puttet "Tælllelyset" ind i en af eventyrsamlingerne, så var der ingen der havde løfte et øjenbryn - endsige en æstetisk moraliserende finger.

De klager alle over det primitive sprog og den manglende humor. Jeg er helt uenig.  

   Grundhumoren ligger jo i personifikationen af tingene, og den deler dette eventyr med alle de senere eventyr, skåret over samme allegoriske læst og bærende ide.

Erik Skyum-Nielsen lufter i sin kommentar en mistanke som også er forklaringen på at der går et par måneder fra opdagelsen af manuskriptet - som angiveligt er en afskrift - til offentliggørelsen af nyheden, nemlig spørgsmålet om der kan være tale om et falskneri. "Den mistanke er jeg stadig ikke helt fri for", skriver han.

   Samme tanke strejfede mig også igår da jeg læste teksten i sin helhed. Vi har ført haft spektakulære sager om skrevne falsknerier. 

   Tænk bare på skandalen omkring "Hitlers dagbøger" fra 1983 hvor det vesttyske journalistiske magasin 'Stern' offentliggjorde uddrag af - angiveligt - Hitlers private dagbøger, som man havde betalt 9 millioner for. 

    Og så sent som i år var der en lignende skandale i Norge. Kristeligt Dagblad bragte i foråret en artikel der i manchetten fortalte: "Norsk tv-instruktør er anklaget for at forfalske skrifter fra Knut Hamsun og Henrik Ibsen. Selv erklærer han sig uskyldig. Sagen har skærpet kravene til verificering."

   I disse tilfælde er der penge involveret - mange penge. Og det synes ikke at være tilfældet med H.C. Andersens ungdomsværk her.

Men muligheden foreligger stadig for at eventyrteksten er det man i film- og tv-sammenhæng ville kalde en "mocumentary" - som laves som en blanding af sjov og alvor - for at vise hvor let vi - både menigmand og eksperter - lader os narre ud fra ligheder i indhold, form og udtryk og fantasier om hvor spændende det kunne være hvis historien var sand.

   I princippet er det samme ide som ligger bag konstruktionen af gode aprilsnarre som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Time will show!

Thinking Fast and Slow (6) - om usynlige systemårsager og dem der bare kan ses med det blotte øje

Under min søgning på nettet efter indlæg der har med Daniel Kahnemans bog 'Thinking Fast and Slow'   at gøre, stødte jeg på en henvisning til George Lakoff - en anden af den blogs 'helte':

http://www.huffingtonpost.com/george-lakoff/sandy-climate-change_b_2042871.html

Heri skriver Lakoff om den oplevede forskel mellem det han kalder 'direct causation' og  'systemic causation'. Det sidste udtryk er et han har opfundet til lejligheden, fremgår det:

Systemic causation is familiar. Smoking is a systemic cause of lung cancer. HIV is a systemic cause of AIDS. Working in coal mines is a systemic cause of black lung disease. Driving while drunk is a systemic cause of auto accidents. Sex without contraception is a systemic cause of unwanted pregnancies.

   There is a difference between systemic and direct causation. Punching someone in the nose is direct causation. Throwing a rock through a window is direct causation. Picking up a glass of water and taking a drink is direct causation. Slicing bread is direct causation. Stealing your wallet is direct causation. Any application of force to something or someone that always produces an immediate change to that thing or person is direct causation. When causation is direct, the word cause is unproblematic.

   Systemic causation, because it is less obvious, is more important to understand. A systemic cause may be one of a number of multiple causes. It may require some special conditions. It may be indirect, working through a network of more direct causes. It may be probabilistic, occurring with a significantly high probability. It may require a feedback mechanism. In general, causation in ecosystems, biological systems, economic systems, and social systems tends not to be direct, but is no less causal. And because it is not direct causation, it requires all the greater attention if it is to be understood and its negative effects controlled.

   Above all, it requires a name: systemic causation.

Det er klart det er en skelnen som må interessere enhver journalist. Og det burde indgå som en del af det faste pensum på journalistuddannelserne. Ligesom fænomenerne 'framing' og 'priming.'
   Skyldes oversvømmelserne efter skybrud i sommers et særligt kraftigt lavtryk - eller skyldes det klimaforandringerne? Skyldes Dansk Banks katastrofale situation for et par år siden, en inkompetent og grådig bankledelse - eller skyldes det den økonomiske krise?

 

Systemkritik er meget sværere at researche sig frem til gennem journalistisk gravearbejde (undersøgende journalstik) end kritik der fokuserer og vinkler på hvad en person eller en institution har gjort som er klart umoralsk eller direkte kriminelt (exempler: Brixtofte, Strube)

   Ved direkte årsagsforklaringer for dårligdomme og elendighed er der tale om et i princippet individuelt ansvar knytte til konkrete handlinger eller undladelse af handlinger, mens problemet ved systemkritiske årsagsforklaringer er at ansvaret er kollektivt, uigennsmsigtigt og statistisk begrundet - og ingen konkret og overskuelige handlinger kan synliggøres og udstilles ('visual proof'). Til gængæld scorer den slags årsagforklaringer højt på væsentlighed og langsigtet perspektiv.

I Kahnemans optik er 'direct causation' noget som System 1 hurtigt, umiddelbart og intuitivt kan forstå og forholde sig vurderende og (be) dømmende til. Hvorimod 'indirect causation' er noget der kun kan begribes gennem den langsomme, bevidste og besværlige System 2-tænkning og kræver indsamling af data, teorier og analyser.

'Direct causation' er let at fordøje og journalistisk formidle - og forbindes med det jeg med Kahneman i et foregående indlæg karakteriserede som 'kognitiv lethed' - 'cognitive ease'.

   'Systemic causation' er meget sværere at kapere for menigmand og er også svært at formidle journalistisk.

Kahneman udtrykker det sådan i forbindelse med beskrivelsen af commonsens-tolkninger af sandsynligheder:

The associative mashinery seeks causes. The difficulty we have with statistical  regularities is that they call for a different approach. Instead of focusing on how the event at hand came to be, the statistical view relates it to what could have happend instead. Nothing in particular caused it to be what it is - chance selected i from among its alternatives.

Kahneman taler om vores 'causal intuition' som indebærer at vi - altså System 1 - helt automatisk og ureflekteret tilskriver og forventer direkte årsager i en masse situationer hvor de ikke findes:

The prominence of causal intuition is a recurrent theme in this book because people are prone to applay causal thinking iappropirately, to situations that require statistical reasoning. Statistical thinking derives conclusions about individual cases from properties of categories and ensambles. Unfortunately System 1 does not have the cabability for this mode of reasoning; System 2 can learn to think statistically, but few people receive the necassary  training.

Til de grupper der i vidt omfang mangler den nødvendige træning i at tænke og ræssonere på statistisk sundt grundlag, hører - desværre -  også journalister. Jeg har i tidilgere indlæg i serien om 'Thinking Fast and Slow' analyseret nogle få eksempler til illustration.

Når jeg læser George Lakoffs fremhævelse af forskellen mellem de to former for årsagsforklaringer, så minder det mig i øvrigt om at for en journalist er det næsten umuligt at se sig selv og sit eget journalistiske virke som en del af et "system" der faktisk kan gøre skade, selv om den enkelt journalist bare passer sit arbejde og lever op til de professionelle normer og idealer - i sandhedens og demokratiets tjeneste.

På den måde adskiller journalisters selvforståelse sig ikke fra landmænds, der heller ikke kan se deres individuelle bedrift som en del af et system og en professionskultur som samlet er med til at ødelægge miljøet. 

Jeg skrev for ti år siden en kronik der blandt andet diskuterede forholdet mellem personafslørende og systemafslørende undersøgende journalistik. Den kan have en vis historisk interesse i denne sammenhæng.

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE28712/journalist-vs-journalist/

'Thinking Fast and Slow' (5) - og Clement Kjersgaards 10 principper for en bedre journalistik

Hvis du er ny læser af indlæg på denne blog, så kommer her en slags programerklæring - trofaste læsere kan springe den over:

Den her blog har som gennemgående tema: kreativitet. Og med undertemaer som: den særligt kreative personlighed, den kreative hjerne, kreativitetens psykologi, kreativ tænkning, kreativ intuition,  kreative kunstnere og deres værker, kreativt sprog, kreativt tv og film, kreativ journalistik, kreativ arkitektur - og alt hvad disse undertemaer i øvrigt kan trække med sig af ny og overraskende indsigt.

   Jeg forfølger specielt fænomener og personer hvor det giver mening at tale om "blending" - dette at noget nyt opstår ved at ellers adskilte og afgrænsede konceptuelle rum fusionerer, og dette "output" gør brug af - integrerer og komprimerer - ideer, indholds- og formelementer fra begge de to (eller flere)  "input-rum". 

Jeg er igang med - kapitel for kapitel - at læse bogen 'Thinking Fast and Slow' af nobelprismodtageren Daniel Kahneman. Og det er sådan, at når man læser en god bog der giver ny indsigt, så dukker der hele tiden eksempler op fra den aktuelle virkelighed som får ny og dybere mening gennem den optik som bogen leverer.

   Som nu fx Clement Kjersgaard der igår i Politiken udkom med en kronik under rubrikken:

Ti principper for en bedre journalistik

Clement Kjersgaard hører i udtalt grad til den type personligheder som jeg her på bloggen - og med Mihaly Csikszentmihalyi som (inspirations)kilde - har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. Han er et multitalent - flere personligheder i en - en urolig sjæl med lyst til alt muligt - bare det har "projektform".

   Han fortæller om sin barndom og skoletid til en portrætartikel i B.T den 23. april i år:

Projekter kendetegnede mit barndomshjem
   Det kendetegnede min far. Det kendetegner min mor, der har arbejdet som lærer og illustrator. Det var i den grad ikke et ni-til-fire liv. Min far var fuld tid i Den Gamle By om dagen. Og så gik han i gang igen med projekter fra kl. 20 indtil to om natten.
   Dér blev det også en helt central del af mine værdier, at man selv skal lave tingene. Man kan ikke låne. Det er nok endnu mere udpræget hos mig, og derfor har jeg altid haft ekstremt meget fokus på selvstændighed.
   Jeg har altid lavet projekter. Jeg begyndte at lave Århus Børneradio, da jeg var 10-11 år. Årene før forberedte jeg mig så at sige på det. Jeg ville rigtig gerne være forretningsdrivende. Det er RÆSON (ambitiøst magasin om dansk og international politik, som Clement er udgiver af, red.) et forsøg på.
   I selve skolen oplevede jeg ikke, at jeg stak ud. Mit billede af skolen var, at vi hele vejen fra 1. til 9. klasse var to drengegrupper: Dem der spillede fodbold, og dem - fire-fem stykker - der tegnede. Jeg hørte til den sidste. Der var én, der var den bedste til at tegne, og det var ikke mig.
Men det, der har kendetegnet mig lige siden 5. klasse, var, at jeg lavede mine egne ting. Radio og før det skoleblad.
   Når jeg lavede radio, så deponerede jeg så stor en del af min personlighed og mit fokus dér, at jeg tror det satte mig i stand til at tage skolen mere afslappet.
   Jeg duer ikke til institutioner og hierarkier og fandt ud af at dyrke friheden ved siden af. Der blev to søjler i mit liv.

Som tv-studievært er Clement Kjersgaard berømt og berygtet for at være både hurtigt tænkende og hurtigt snakkende, og ikke mindst som en der kan stille kritiske og provokerende - og tit uforudsigelige - spørgsmål. 

   Typisk altså en personlighed som kan provokere både medvirkende og seere til at skifte fra System 1- til System 2-tænkning. Eller til at stå af - i irritation over hans ind imellem stærkt selviscenesættende fremtræden. Og afbrydelser!

    Hvis seerne ønsker 'cognitive ease' som defineret og beskrevet af Daniel Kahneman i bogen 'Thinking Fast and Slow', så får de det ikke i de udsendelser han står for.

Jeg er særligt optaget af hans kronik fordi jeg for godt 14 år siden, kort tid efter jeg bar blevet professor i journalistik ved den nyetablerede journalistuddannelse i Odens, selv fik offentliggjort en kronik i Politiken under rubrikken: "Journalistikkens Uvæsen".

   I den kronik opsummerede jeg i 12 'påstande' de kritiske anklager mod 'journalistikken' jeg over en periode på godt halvt år havde registreret i medierne. Det var en slags indirekte programerklæring for hvad jeg synes den nye journalistuddannelse skulle forholde sig konstruktivt til - gennem det bidrag de nye universitets-journalist-studerende skulle levere til virkeligheden når du blev færdige.

Clement Kjersgaard har en mere positiv tilgang. Hans principper er udformet - ikke som kritiske påstande - men som anbefalinger. Og for hver anbefaling følger så en længere eller korte begrundelse.

   Jeg citerer her Clements 10 anbefalinger:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

På mange måder er anbefalingerne udtryk for System 2-tænkning når den er bedst. De er nemlig rigtig besværlige ved at være rettet i to retninger i et og samme hug. Dels en ambition om at genoplive gamle traditionelle journalistiske dyder, og dels en understregning af at krisen i de traditionelle (mest skrevne) kvalitetsmedier indebærer et krav om form- og udtryksmæssig fornyelse hvis de skal overleve. 

Flere af anbefalingerne siger sig selv. Men et par stykker har jeg lyst til at belyse nærmere gennem ideerne i 'Thinking Fast and Slow'.

   Under uddybningen af "10. BRUG HISTORIEN" skriver Clement at dybdeborende og researchtung journalistik kommer til fremstå "gammeldags og utidssvarende ..."

... ene og alene fordi den nye medieverden med Ekstrabladets halvgamle slogan har deadline hvert femte minut og derfor hele tiden sliber forudsætningerne ned til det der er sket de sidste halve døgn.

Oversat til Daniel Kahneman: Princippet for den lynhurtige og automatiske System 1-tænknig 'What You See Is All There Is' bliver et stadig mere tvingende vilkår både for de journalister der arbejde på - og for "brugerne" af - de nye medier. 

   Det nødvendiggør "cognitiv ease" i mere og mere af den journalistik der produceres, og giver optimale oprationsvilkår for de to mentale intuitive hjernefunktioner: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'. 

   Også kommentarfunktionerne i de sociale medier og på journalistiske hjemmesider inviterer til spontane System 1-automatreaktioner fra publikum - ikke til debat og refleksion i System 2-tænkningens mentale og kognitive regi. 

   Hvis man sammenligner med det gammeldags læserbrev eller debatindlæg, så er det nu sådan at der for hele befolkningen ikke er nogen afstand mellem de tanker og ord - styret af følelser - som et medieinput umiddelbart afføder og til den handling det er at skrive dem ind i kommentarboksen på Fcebook eller mediets hjemmeside. 

Under anbefaling 9: "KEND RUTINEN, så du kan undgå den." skriver Clement Kjersgaard:

En 'rutine er magtfuld, ikke alene fordi den er en vane, men fordi den fungerer: artikler (tv-indslag, radioindslag, you name it) er så ens, fordi de skabeloner, de anvender, er omkostningsbesparende og effektive. At kunne gøre sig fri af rutinen kræver forberedelse. At forblive fri af rutinen kræver en vedholdende disciplin.

Man kan - ikke overraskende - konstatere at Clement er en System 2-tænkningens talsmand. Som stort set alle særligt kreative mennesker er det. 

Kahneman fremhæver netop som et af de helt afgørende kendetegn ved System 1-tænkning at den er effektiv og omkostningsbesparende, og at System 2-tænkning kræver tid (= forberedelse), men at problemet er at System 2 er "dovent" og ikke meget for "vedholdende disciplin".

   Paradokset for mig er så, at det altafgørende mål for journlistuddannelserne i Danmark, med en praktiktid på et til halvandet år oven i, i den grad er at skole de studerende til System 1-tænkning og System 1-handling i "døgnets rejsestald". Og at mange journalist-studerende faktisk klager over at al den universitære teori-undervisning de får, ikke er relevant for eller hænger særlig godt sammen med praksis. 

Systen 2-tænkning forudsætter viden, og kræver at viden erstatter den professionelle journalistiske intuitions frames og erfaringsbaserede tommelfingerregler. Clement Kjersgaard skriver i forbindelse med punkt 2 "DET VIGTIGSTE er viden":

Når den er ringest, betragter journalistikken instinktivt viden som sin fjende nr. 1 og ser kendsgerninger som i bedste fald irritationsfremkaldende (...). Men den eneste journalistik, der har en fremtid, bygger på research. Jo mere research, jo bedre journalistik. For når teknologien er i brugernes hænder, er researchen det eneste journalisterne har tilbage. Viden er ikke en del af produktet, viden er produktet.

Jeg kan ikke være mere enig. 

   

Selv har jeg i mange år advokeret for at 'undersøgende journalistik' ikke kun skulle være noget de journaliststuderende lærte gennem træning i praksis med opgaver i såkaldt reseachtung produktion, men ved at de samtidig fik en mere teoretisk og perspektiverende viden om dette specielle journalistiske paradigme. Så de altså fik System 2-viden til at reflektere over deres egen praksis (og korrigere den) - en slags journalistisk viden(skab)steori. 

   Et forsøg på at skitsere  en sådan findes i min "Introduktion til undersøgende journalistik", som vist endnu kan fås i RUC´s boghandel.

De nye universitærer journalistuddannelser har i princippet en målsætning om at gå på to ben: De studerende skal dels lære, dvs. mentalt og praktisk internalisere, den journalistiske arbejdsproces så de kan levere "nyhedsvaren" i et opskruet produktionstempo ude på de digitale arbejdspladser. Dels skal de som alle andre universitetstuderende have indpodet noget teoretisk funderet forskningsbaseret viden om samfundet, kulturen, institutionerne, historien.

   Problemet som mig bekendt ingen journalistuddannelser herhjemme har løst, er at få teoretisk funderet viden som grundlag for System 2-tænkning, til at arbejde sammen - blende - med den erfaringsbaserede praktiske System 1-tænkning. Og næsten fra udannelsernes start har studerende klaget over at de to dele (og underviserne) ikke arbejdede sammen.

   Hvis de skal komme til det, er det første skridt at man på uddannelserne har viden om og indsigt i forskelle, konflikter og samarbejdsmuligheder mellem de to former for mentale operationer. Og den indsigt kan Kahnemans bog, begrebsdannelser og den bagvedliggende forskning i høj grad bidrage til. 

For en ordens skyld skal jeg lige citere de 12 punkter fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" hvor jeg i rubrikform sammenfattede de  kritikpunkter som på det tidspunkt (1998)  var fremme i offentligheden, og som faktisk var baggrunden for at politikerne oprettede de to nye universitetsfunderede journalistuddannelser på hhv. SDU og RUC:  

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.

5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.

6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.

7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.

8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.

9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.

10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.

12. Journalistikken truer demokratiet.

For at understrege at disse påstande ikke var udtryk for min personlige opfattelse - og baseret på videnskabelig undersøgelser - men en registrering af kritik fremført i medierne af både eksperter, politikere og menigmand, fortsætter jeg efter uddybning af hvert af de 12 punkter, således:

En grusom salve, javel! Samlet lægger de 12 påstande en skarp kritisk vinkel på funktionen, kvaliteten og troværdigheden af journalisternes arbejde i dagens Danmark. De tegner et billede af en profession i krise, af professionelle normer i opløsning, og af en samfundsmæssig rolle i skred. Alle påstandene kan diskuteres - især hvor alvorlige og udbredte problemerne er. Og ingen af påstandene er nye hver for sig. Det nye er, at kritikken er så vedholdende, og at den også kommer fra professionens egne rækker både menige og chefer.

De 12 kritikpunkter er fra før digitaliseringen for alvor var blevet et eksistentielt vilkår for journalistikken, men ser man på Clements 10 punkter, så må man vel konstaterer at nissen er flyttet med - også i den grad.

Orker man at læse mere, så kan jeg anbefale lidt af en kreativ øjeåbner, skrevet af en ikke-journalist, Hans Jørgen Wiberg, under rubrikken "Papiraviserne truer demokratiet":

http://elektronista.dk/lyt/papiraviserne-truer-demokratiet/

Om reality-tv og 'Jobmatch' - og til slut en gammel kronik om et stadig aktuelt tv-fænomen

For nylig var der en debat i medierne, bl.a. i Politiken, om den "reality-serie" med titlen 'Jobmatch' som blev afviklet over nogle dage i regi af DR´s studie-magasinprogram Aftenshowet der følger lige efter 18.30-Tv-avisen. 

   Kritikken inden serien blev sendt gik på at Aftenshowet ville "slå plat på de arbejdsløse" - fordi det jo i  virkeligheden var en slags talent-show a la 'X-Factor' og lignende underholdningsformater hvor almindelige mennesker skulle konkurrere og deltage i et udskilningsløb - her altså om at få et job.

   Den kritik blev afvist af Henriette Ladegaard Petersen der er redaktionschef for Aftenshowet, her citeret fra Politiken:

Der er ikke tale om hverken underholdning eller reality. Hvilket vi heller aldrig har sagt. Vi har faktisk været helt uforstående overfor, hvor den genrebetegnelse er opstået? Der er derimod tale om et program, der i den grad tager arbejdsløse alvorligt. Og som udkommer i Aftenshowet, der er et aktualitetsprogram. (...)

   Formålet er at give alle arbejdsløse – både dem, der optræder i programmet, men ikke mindst alle dem, der ser med – et nyt sæt værktøjer til at slå hul på bylden i en fastlåst situation og få et nyt håb for fremtiden. 3 vil ende med et job – 27 vil stå med et forbedret potentiale for at få et job (og hvem ved, andre jobtilbud?). Og seerne vil blive meget, meget klogere.

Efter serien kom der en meget kritisk kommentar af Kristian Madsen i Politkens 'Signatur'-klumme på debatsiden, under rubrikken: 

Hvis nu 160.000 stalker Pernille Aalund

Kritikken i Kristian Madsens kommentar går først og fremmest på den bagvedliggende ideologi og det værdisystem som selve konceptets grundlæggende plot formidler. 

   Kommentaren slutter med denne 'grusomme salve':

Som menigheden i en frikirke afæskes de skiftevis bekendelser om, hvor meget de har lært af ’Jobmatch’, hvor glade de er for pæne ord fra direktøren, selvom de blev siet fra, og hvor meget gåpåmod, de nu er fulde af.

   På et tidspunkt brydes manuskriptet, da deltageren Sariai bliver spurgt, hvorfor hun ikke havde fået et arbejde: »Først og fremmest er der mangel på ressourcer og arbejdspladser ude i samfundet«, sagde den ledige sygeplejerske til studieværtens beklemte ubehag. Sariai ville i hvert fald aldrig kunne få job som vært på Aftenshowet.

   For i ’Jobmatch’ handler det ikke om ’samfundet’. Samfundet er en dårlig undskyldning for din egen utilstrækkelighed. Har du været åben og positiv nok? Har du fulgt tipsene fra programmets netværkscoach? Spillede du din rolle rigtigt, da vi skulle flytte kopper i samarbejdsøvelsen?

   Ledighed er i ’Jobmatch’s prisme ikke et fælles problem, men et individuelt problem. Derfor nytter det heller ikke noget at lede efter svaret for de 160.000 ledige i den politiske eller samfundsøkonomiske sfære.

   Det skal findes inde i dig selv med hjælp fra jobkonsulenter og HR-folk og psykologer. Og først og fremmest skal du have drive. »Dybest set kan man sige, at hvis man stalker mig tilstrækkelig længe, får man nok et job på et tidspunkt«, siger Pernille Aalund. Det kunne være sjovt, hvis 160.000 mennesker en dag tog hende på ordet.

Det med den bagvedliggende ideologi, er jeg faktisk enig med Kristian Madsen i. 

   Men at det skulle være noget man specielt skulle kritiserer Aftenshowets nye format for, synes jeg til gengæld er udtryk for at Politikens lederskribent kører på mental automatpilot. 

   Ideologien gennemsyrer nemlig stort set alle medier, alle kulturprodukter, al journalistik. Man kan ikke læse et nummer af Politiken og dets mange magasintillæg uden at det vrimler med tilsvarende eksempler.

   Systemkritik som forklaring på noget som helst er OUT. At du personligt er ansvarlig for din skæbne  er IN. Det afspejler sig i alle medier, og i alle politikeres udtalelser. 

   Det er i øvrigt et tema jeg vender tilbage til i et senere indlæg i serien 'Thinking Fast and Slow' - om to slags årsagsforklaringer og deres forskellige brugbarhed i medierne.

Også kritikken om at det er kritisabelt at anvende reality-plot i alvorligt journalistisk øjemed, det er deja-vue for mig. 

   Da en af denne blogs 'helte', Poul Martinsen, for nogle år siden producerede reality-dokumentar-serien 'Krigerne', sendt på DR1 i prime time, fik han og DR også på puklen. Serien skulle dokumentere at helt almindelige yngre danskere kunne forføres til - under de rette vilkår - at begå tortur og overtræde Geneve-konventions regler. Og det gjorde den. 

   Den ret enslydende kritik gik især på det realitylignende plot - og for uetisk behandling af de medvirkende for at underholde tv-seerne.

   Og mange kritikere forholdt sig alene på grund af form og format og påstået formål slet ikke til det meget oplysende og delvist selvkritiske budskab som serien videregav.

Med til historien hører så også at Poul Martinsen kunne fortælle at han havde fået forbud af DR´s 'højere magter' mod at etikettere serien med hybridbetegnelsen 'reality-dokumentar' - angiveligt med begrundelsen: "DR laver principielt ikke reality-tv."

   Jeg mener det var før X-Factor blev produceret og sendt i DR. Og også før serien 'Blod, sved og T-shirt' - med efterfølgere de næste sæsoner, blev sendt. Og før 'Maestro' blev produceret. 

   Men Henriette Ladegaards svar på kritikken kunne, citeret oven for, tyde på at hun har haft samme problem som Poul Martinsen med 'dem oppe i huset'.

På Facebook skriver Henriette Ladegaard til sine fb-venner umiddelbart efter sidste Jobmatch-udsendelse:

Er stolt! Over at min redaktion turde trodse mediestormen, bryde et tabu og have hjertet på rette sted. Tak til Danmarks sejeste arbejdssøgende, erhvervsledere og en top-dedikeret redaktion!

Og så henviser hun så i øvrigt med et link til en af de deltagende men ikke-vindende jobsøgere i programmet, Søren Riisgaard Mortensen. Han fortæller i en lang beretning på Kommunikationsforums hjemmeside om hvad han faktisk har fået ud af at deltage. Han skriver blandt andet:

Skåret helt ind til benet har jeg i løbet af Jobmatch-processen sendt en noget atypisk og personlig ansøgning på skrift og video om at deltage. Jeg har solgt mig selv på to minutter til en af Danmarks mest innovative, fremtids- og menneskeorienterede virksomheder foran 9 andre ukendte ”konkurrenter” og ført nogle korte samtaler med erhvervslederne fra de tre virksomheder. Det lyder ikke af meget, men det har alligevel været en hektisk periode, for DR har gjort meget for at vi ikke blot bliver til brug-og-smid-væk-statister i deres bestræbelser på at det nye koncept skal lykkes. Vi er blevet udfordret i nogle af vores grundopfattelser om os selv og tvunget til at tænke i nye baner, alt sammen ført an af to dygtige og inspirerende coaches, som vi har fået stillet til rådighed. Kort sagt er vi deltagere i Jobmatch nok de mest forkælede arbejdsløse, man kan opdrive i hele kongeriget. Og vi har det sgu godt i de her dage.

Det interessante er at deltagerne i 'Krigerne' fortalte noget lignende. De havde ikke følt sig udnyttet og misbrugt, og trods lidelser og barske vilkår indbygget i plottet, og det at de blev udstillet som"onde", så havde de efter eget udsagn lært en masse om sig selv.
   Altså: De afviste enstemmigt de etisk-bekymrede anmelderes og kommentatorers kritik. Og i det tilfælde var seriens egentlig formål endda blevet holdt skjult for dem, indtil alle optagelserne var i kassen. 

Læsere af denne blog vil vide at jeg ikke har nogen principielle kvababbelser over reality som underholdning - og som en blanding af fiktion og journalistisk virkelighed.
   Og jeg synes heller ikke det er synd for deltagerne. De er oplyste og moderne mediebevidste brugere af medierne, og tager som en helt naturlig ting ansvaret for de konsekvenser det har at deltage. De tager en chance for at afprøve sig selv. Også hvis de er arbejdsløse og deltager i Aftenshowets 'Jobmatch'.

Med fænomenet 'reality-tv' er der tale om en bred vifte af moderne og tidsvarende genreblandinger og simulerede virkelighedsplot der udnytter tv-dramaturgiens muligheder effektivt. Og genren har i hvert fald mindst 20 år på bagen. Eller mange flere år hvis man regner tv-programmer af Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen med.

   Personligt er jeg er vild med 'Maestro' og ser (endnuda) med fornøjelse 'X-Factor'. Jeg var stærkt begejstret for serien 'Gal eller normal' og for 'Det røde kapel'. 'Paradise-hotel' er dog ikke i min boldgade som seer.

   Men ligesom viden om atomfysik kan misbruges til atombomber, så kan viden om reality-dramaturgiens muligheder også misbruges til dårligt tv, som den fx blev det i serien 'Blod, sved og T-shirt' med efterfølgere. Se hvorfor her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/nar-blandingsgenren-skiller-om-dr1-tv.html

I min bog 'De levende billeders dramaturgi' bind 2. om TV kan man læse om reality-dramaturgiens principper, skrevet på et tidspunkt for små 10 år siden hvor den slags tv stadig var noget relativt nyt og friskt, kreativt og kontroversielt.

   Jeg skrev faktisk også en kronik til Fyns Stiftstidende omkring det tidspunkt som kan have - i hvert fald historisk - interesse i denne sammenhæng:

Reality i fantasien - og i virkeligheden

Af Peter Harms Larsen, professor i journalistik, Syddansk Universitet.  

Vi er landet på Fristelsernes Ø! Baren er åben! Vil du være årets supermodel? Hvor stor er din Fear Factor? Drømmesamfundets virkelighedsmaskine kører igen. Tv-reality-serierne fylder atter tv-skærmene. Journalisterne står på spring. Debatten vil blomstre. De kloge vil tage afstand. De unge vil forsvare.

    Der er godt nok mange af dem. Sidste år blev der i dansk tv sendt en halv snes reality-shows. Og alle kanaler var med på vognen. I foråret får seerne bl.a. adgang til ”Baren” – i ny festlig indpakning, ”71 grader Nord” i ny udgave, en skandinavisk version af ”Temptation Island”, ”Fear Factor” – og indtil flere kloninger af ”Popstars”-formatet - blot med modeller i stedet for. 

   Ingen tv-genre har udviklet sig mere og hurtigere end reality-shows i de senere år. Og udviklingen er ikke gået stille af. I Sverige kostede første udgave af ”Robinson” tv-underholdninschefen hendes stilling, angiveligt fordi en deltager et halvt år efter optagelserne begik selvmord. I Tyskland greb regeringen ind mod Big Brother og dekreterede en times kamerablack-out pr. døgn, i Norge kostede ”Temptation Island” en tv-direktør hans job, i flere udenlandske versioner af Robinson er medvirkende kommet alvorligt til skade som følge af de indlagte strabadser, i USA er kører der retssager af deltagere mod tv-selskaber for manipulation af tv-virkeligheden med konsekvenser for udfaldet og præmiefordelingen, og retssager for tyveri og plagiat af reality-koncepter tv-selskaber imellem.

   Avisdækningen har givet skældsord som ”snage-tv” og ”skod-tv”. Diskussionen har som regel taget genren på ordet og betragtet den som virkelighedsskildring - en særlig slags dokumentarisme. Ikke mindst anmelderne har ment at disse programmer dokumentarisk set var uvederhæftigt manipulerende, platte og gabende kedelige. Enkelte sympatisører, bl. a. Naser Khadar og Erik Meir Calsen har fremhævet deres muligheder for at give indsigt i hvordan ”de sociale mekanismer, normer og regler fungerer i dagens Danmark”.

  Men diskussionen er skæv. Reality-shows er først og fremmest fiktion – forklædt som virkelighed.

Formålet er det samme som for biograffilm og tv-serier: at underholde. I konstruktionen af koncepter og formater for relity-shows går man målrettet efter maksimal identifikation og fascination hos publikum: Det ”virkelige” i programmerne er en effekt der er underordnet de dramatiske oplevelseskvaliteter. Arnold Shapiro, Big Brother-producer i USA, siger: “We are looking for the same ingredients you look for in fictional drama. What we are trying to make is a real, live soap opera. So what do you look for? You look for all the variables of a dramatic story – character development, plot, emotion.” Og Mark Burnett, en af de hovedansvarlige bag produktionen af ”Survivor” (”Robinson” på amerikansk) betegner den slags programmer som ”unscriptet drama”. 

   Går man tæt på, bliver fiktionskonstruktionen tydelig. Reality-shows handler om de samme menneskelige grundtemaer som kendetegner fiktionen: kærlighed og erotik, venskab og venskabsbrud, magt og afmagt, konflikt og overlevelse, svig og sammenhold. Som i fiktionen bliver de medvirkendes sociale og moralske kvaliteter løbende sat på prøve: solidaritet versus egeninteresse, uselviskhed over for kynisme, mod over for fejhed. Personlige dilemmaer sættes i spil og eksistentielle spørgsmål rejses: – Hvor går mine grænser? – Hvilke midler helliger målet at vinde? Og vi oplever i de lange reality-føljetonerat nogle medvirkende, ligesom et dramas hovedpersoner, udvikler sig og træder i karakter under det pres og gennem de kriser og valg som den opfundne virkelighed udsætter de medvirkende for. 

   Motoren i al fiktion er en udfordring til fantasien: ”Tænk hvis…” – Tænk hvis marsboerne invaderede Jorden! – Tænk hvis du mødte den store kærlighed, men familierne var dødsfjender! – Tænk hvis en fordrukken bonde endte i baronens seng! Kunsten består jo så i at få publikum til at tro på fiktionen som en slags virkelighed – en illuderet virkelighed – på engelsk kaldet en ”make believe-world”. 

   Det er til gengæld ingen kunst i reality-shows, men de er konstrueret over samme formel: - Tænk hvis du strandende på en øde ø uden moderne bekvemmeligheder! – Tænk hvis du blev spærret inde og overvåget døgnet rundt! – Tænk hvis du og din kæreste blev fristet til sidespring af skønne singler! – Tænk hvis du kunne blive en popstjerne og vinde rigdom og berømmelse! 

   Tricket i reality shows er det samme som ellers altid har været fiktionens hjemmebane: at gøre en udbredt fantasi eller drøm til en konfliktfyldt virkelighed, for så at vise hvordan aktørerne reagere i den realiserede fantasi. Reality-shows fascinerer ved at virkeliggøre både ønskedrømme og angstdrømme og mixe dem på sindrig vis i konceptet for den enkelte programserie. Lystfyldte drømme og fantasier om at leve på en paradisisk sydhavsø, om mulighed for et harem af villige kvinder eller mænd, om at leve i vild luksus, blandes med angstdrømme, mareridt og fobier: at opleve psykisk og fysisk ydmygelse, dødsangst, at blive beluret, klaustrofobi, højdeskræk og angst for kryb, at fjenden invaderer privatlivet, udstødelse af fællesskabet. 

   Ofte realiseres disse drømme via henvisninger til fælleskulturelt myte- og fabelstof, og med referencer til kendte eventyr og historier fra litteraturhistorien: Robinson Cruso, Temtation Island, Big Brother, Harem, Villa Medusa – fortællinger der så bruges som gennemgående idebank for diverse opgaver, konkurrencer, arrangerede events, præmier og trofæer.

   Men uanset realiserede drømme og eventyrlige rammer, så er mennesker i det daglige samværs rutiner som regel dødkedelige at se og høre på. I fiktionen er det plottet der sikrer fremdrift, spænding og dramatiske vendepunkter. I reality-shows indplanter man med samme mål serier af games med plotfunktion: opgaver, konkurrencer, tvungne valg og afstemninger – og ikke mindst interventioner fra tilrettelæggernes side undervejs: overraskende gæster, nye regler, ekstra straf eller belønning. Alt sammen for at skabe drama ud af den udramatiske virkelighed. 

   Særligt vigtige for genrens fiktionseffekt, og noget af det der har gjort genren mest suspekt i kritikernes øjne, er de mange mind-games. Det er opgaver der gennem valgsituationer tvinger de medvirkende til at vise følelser og til at afsløre gode eller dårlige sider af sig selv - egenskaber som de under almindeligt socialt samvær ikke frivilligt og åbenlyst ville vise frem. Gennemgående er kravet om at udstøde gruppemedlemmer gennem afstemning eller nominering – og begrunde hvorfor. Heri ligger kilden til de intrigeplot som deltagerne dermed bliver tvunget ind i hvis de vil vinde. Også de indbyggede fristelser eller prøvelser hvor den enkeltes mentale styrke og svaghed testes, er afgørende for at seerne både fascineres og kan identificere sig med deltagerne. Et andet afgørende mind-game-element er sekvenser, f.eks. i form af ”skriftestole”, hvor deltagerne taler privat til seerne om hvad de føler og tænker før og efter de dramatiske game-situationer. Seernes fascination er beslægtet med fornøjelsen ved sladder. Man får inside-viden, så man kan aflæse en masse undertekst i deltagernes indbyrdes snak.

   Voyeurisme er navnet på lysten til at kigge på andre mennesker uden selv at blive set. Når folk fænges og fanges af film- og tv-fiktion, er drivkraften denne basale menneskelig lyst der får dem til at forglemme sig selv mens de ser på. Og det er det også når publikum bliver optaget af at se reality-shows. Ekshibitionisme er det modsatte: lysten til vise sig frem og blive set på. Enhver god skuespiller drives af denne lyst når han optræder på scenen eller filmlærredet. Og den lyst er også en vigtig del af reality-deltagernes grund til at være med – lysten til at være på og blive set. Når reality-showet rigtig kører går publikums indre peeping-tom i tæt symbiose med deltagernes lyst til at vise sig frem. 

   Reality-shows er tænkt som fiktion, konstrueret som fiktion og fungerer som fiktion. Et helt legitimt projekt. Lige indtil man slipper virkelige mennesker løs som aktører i disse fantastiske universer. Så skifter optikken og balladen starter. Når deltagerne sulter, så sulter de rigtigt, når de hader hinanden, så hader for alvor, når de har sex under dynen, kommer der pletter på lagnet. Seeren bliver automatisk gjort til en ægte voyeur. Og aktørernes ekshibitionisme er ikke noget de bare spiller på, de blotter sig for alvor. 

   Ligheden med det der stadig forgår i Spaniens tyrefægtningsarenaer og som udspillede sig i det gamle Roms Colossæum, er slående. Gladiatorkampe og kristne som løvemad var ”skuespil” – datidens realitys-hows – endda med indbygget publikumsafstemning: tomlen ned – døden, tomlen op – overlevelse. Seerne til vor tids tv-reality-shows opfatter det der foregår på skærmen med samme lystfyldte fornemmelse af uvirkelighed som når spanske tilskuere oplever tyrens og toreadorens dødedans i arenaen. 

   At iscenesætte virkeligheder efter skabeloner fra ønskedrømme og mareridt, er ikke forbeholdt tv. Varierende cocktails af lyst og lidelse, fascination og kvalme præger kulturlivets ritualer ved indgangen til det nye århundrede: polterabend med fristelser og ydmygelser før drømmebrylluppet, dyrkelse af ”extreme sports” med indbygget livsfare, nedværdigende rustur-ritualer for nye universitetsstuderende, kanindræberkurser for ledere, udmattende stroppeture i vildmarken for indvandredrenge, kunstnere der hænger sig selv op i kødkroge eller udstiller døde svinekroppe og guldfisk i blendere. 

   Det er i lyset af det man skal se udviklingen af nyere reality-show-formater efter de grove urformer ”Robinson og ”Big Brother”. Der sker en rendyrkning af den virkeliggjorte fantasi. Og dermed en fokusering på bestemte følelsesmæssige registre i det enkelte format. I ”Popstars”, går man enstrenget efter stjernedrømmene og prøvelsernes vej derhen. I ”Bootcamp”, som vi ikke har set herhjemme (endnu?), udsættes deltagerne for nedværdigende tvang og psykisk ydmygelse af samme barske karakter som jægersoldater og frømænd udsættes for under deres uddannelse. I ”Temptation Island” går man målrettet efter at skabe jalousi gennem emotionel tiltrækning og erotisk fristelse: Veletablerede kærestepar tester deres forholds ved at udsætte sig for eventyrlige ”dates” i eksotiske rammer, med attraktive singler af det modsatte køn. Og med det særlige mind-game indlagt at de undervejs kan se optagelser fra kærestens dates. I ”Fear Factor” udsættes deltagerne for rædsels- eller afskyvækkende ”stunts” – som at spise levende orme eller rå fåreøjne, blive overhældt med slanger, kravle gennem mørke kloakrør med rotter, springe mellem biler i høj hastighed, blive overfaldet af glubske hunde. På nettet opfordres publikum til at opfinde nye stunts til fremtidige programmer og deltagere. 

   Et helt ny journalistisk ”beat” er opstået: ”reality-journalistik” – på linie med andre fagspecialer som sportsjournalistik og trafikjournalistik. Netop fordi disse fiktioner er befolket med virkelig mennesker, er reality-programmerne for journalisterne en guldgrube af ”gode historier” med uudtømmelige muligheder af indbydende vinkler. Lige i øjet til beboerne af ”The Dream Society”. De medvirkende stiller op for et godt ord, historierne skriver næsten sig selv. Den yngste journalistpraktikant kan være med fra første dag. Og selv om seertallene måske ikke er så høje, så står annoncørernes darlings, de unge seere, på i stort tal. Producenterne smiler smørret, mens produktionsselskabernes idéfolk har travlt med at tyre psykologibøgerne og verdenslitteraturen igennem for ideer til nye virkelighedsdramaer. The show will go on!

   Og bliver man træt af det, så er der det nye polititske fear-factor-show “Med ryggen til fremtiden – og af med hovedet” – med ø-råds-massakren og i tusindvis af offentligt ansatte der bliver stemt hjem af Big Thor.