Kreative kagebagere og deres kagekunst - formatdramaturgi, krav til karaktererne - og et spørgsmål om kreativitet vs plagiat

Et berømt Picasso-citat findes på nettet i to versioner, og jeg kan ikke lige afgøre hvad der er det originale:

Good artists borrow, great artists steal

Eller 

Good artists copy, great artists steal

Men det første er nok det originale fordi - "låne" og "stjæle" som semantiske modsætninger matcher bedre end "kopiere" og "stjæle".

    Citatet bliver tit påkaldt af journalister der skriver historier om kunstnere som "snyder": forfatter der plagierer andres tekster i deres bøger uden citationstegn, designere der plagierer møbler eller mønstre uden at betale royalties, eller tv-stationer der kopierer tv-formater uden at betale det firma eller den person som oprindelig har fundet på formatet.

    For eksempel blev citatet jævnlig brugt af Apples stifter og ledende kreative drivkraft gennem mange år Steve Jobs - om sig selv. Han tyvstjal (og indrømmer det) Macintosh-ideen om den grafiske brugergrænseflade til computere fra fra forskerne i Xerox Parc som han som ung havde været så heldig at få lov til at besøge.

Fruen og jeg hører til fan-klubben af tv-programserien "Den store bagedyst". Her i efteråret kørte så tredje sæson der som de foregående år blev produceret og udsendt af DR - med tårnhøje seertal. Finalen blev sendt i onsdags, og vi så med. 

   I pressen igår og idag har der så været historier fremme om at en af deltagernes kage-mesterværker i finalen var et plagiat af en lignende kage fundet på nettet.

   

'Den store bagedyst' er jo en form for livsstilsprogram - tilsat game-show-plot og reality-elementer. Det ligger inden for familien af såkaldte fakta-light-formater og -genrer.

   Og formatet er, har jeg gættet på, ikke stjålet, men købt i England hvor man jo har en århundredgammel tradition for at konkurrere om alt mulig slags hjemmelavet mad og drikke på sommermarkeder i provinsen.

 

Mit gæt er rigtigt. Se her hvad Wikipedia kan fortælle:

The Great British Bake Off, often referred to as simply Bake Off orGBBO, is a BAFTA award-winning British television baking competition first shown by BBC Two on 17 August 2010. The judges are cookery writer Mary Berry and professional baker Paul Hollywood. Mel Giedroycand Sue Perkins have presented all five series of the programme to date. The competition selects from amongst its contestants the best amateur baker.

  The programme was moved to BBC One in its fifth series after it became the most popular show on BBC Two. Its increasing popularity is credited with reinvigorating interest in baking throughout the UK, Many of its participants, including winners, have gone on to start a career based on bakery. The winners are Edd Kimber, Joanne Wheatley, John Whaite, Frances Quinn and most recently Nancy Birtwhistle.

   The programme has spawned a number of specials and spin-off shows - a celebrity charity series in aid of Sport Relief or Comic Relief, Junior Bake Off for young children (broadcast on the CBBC channel), and An Extra Slice aired on BBC Two after the Bake Off series was moved to BBC One.Its format was also used on the BBC Two series The Great British Sewing Bee. The format has been sold to many countries around the world where local versions of the show are produced.

Og heriblandt altså DR.

Hvad kendetegner så dette format, der, selv om det er underholdning, også skal tages alvorligt?

Fra starten er der 10 deltagere der er 'castet' - dvs udvalgt så de både har bagekompetence og er interessante karakterer, med kant og/eller med charme.

   

I hvert program er der tre opgaver med forskellige særlige udfordringer.
   Den midterste opgave er hver gang en hvor de tre deltagere skal lave den helt samme opgave efter en opskrift med nogle oplysninger udeladt, og dommerne må ikke vide hvilken kage hvem har bagt før de bedømmer.
   Og i tredje akt med klimaks er opgaven et såkaldt 'mesterværk' efter hver enkelt deltagers egen opskrift inden for en generel temaramme, et mesterværk som skal demonstrere både håndværksmæssig ekspertise og stor kreativitet.

 

Programserien har karakter af et udskilningsløb hvor hvert program reducerer deltagerantallet med en taber der udgår. Så dramaturgisk set har vi et klassisk kompleks af spændingsbuer, både i det enkelte program og i serien som helhed.
   Hver deltager leverer sin plotlinie og dermed følgende fremdrift, og der bliver færre og færre plotlinier at pendle mellem og holde styr på for seeren for hvert program - indtil det sidste og ottende hvor der kun er de tre finalister tilbage.

'Hjælper-aktanten' for alle deltagerne er deres egenkompetence mht. til at kunne håndværket, deres kreativitet og koncentrationsevne, og også deres træningsindsats mellem hvert program.

  Noget der holdes "hemmeligt" for seerne, er hvor meget deltagerne får at vide på forhånd om indholdet i hver opgave og derfor har mulighed for at træne og øve sig.

  'Modstander-aktanten' indeholder altid en skarp tidsfrist. Modstand leveres også af de andre konkurrenter; opgavernes tekniske sværhedsgrad giver modstand og fremdrift, ligesom deltagernes egen nervøsitet under pres gør det. Også afbrydelser fra vært og dommere kan give forstyrrende modstand.
   I år var der også koncentrationsforstyrrende tilråb og heppende kommentarer fra familie og venner udenfor der kunne kigge ind - og kunne ses indefra - gennem netvinduer.

  

Undervejs i hvert program får seerne små "backstories" i form af indskudte flashbacks fra deltagernes privat- og arbejdsliv - til at sikre eller øge mulighederne for identifikation.

   Der er hele tiden undervejs indklippet det velkendte reality-element: at deltagerne betror sig til kameraet om hvad det tænker og føler lig nu eller lige før, hvilket giver seerne vidensforspring i forhold til de andre deltagere som de skal konkurrere med.

   Lige før afgivelsen af "dommen" overværer seerne også udpluk af voteringen mellem de to dommere, men hvad voteringen ender med holdes tilbage til det øjeblik hvor taber og vinder officielt udpeges i studiet.

 

I år var to af de tre der var med i finalen, begge ret unge mennesker: 26 årige Tobias Hamann-Pedersen, journalist, og 22-årige Mette Hassing Mikkelsen, lærerstuderende.

  Tobias viste sig fra starten dramaturgisk set at være en glimrende karakter: ung, charmerende og fuld af skæve og halvgeniale ideer, ideer som jo også kunne blive næsten for mærkelige for dommerne. 

   Tobias var klar favorit fra efter allerede det første program hvor han vandt - og var tydeligvis også populær hos alle de kvindelige konkurrenter.  Og det var så kun et ekstra dramaturgisk plus der gav fremdrift, at hans vilde kreativitet kunne blive hans egen største modstander i nogle af opgaverne.

  Mettes karakter var dramaturgisk set at være den helt unge og uerfarne, men friske pige - vist den yngste blandt deltagerne - men med et gå-på-mod som gjorde at hun tydeligt udviklede sig fra program til program - og dermed hele tiden overraskede dommerne og seerne positivt.

Tobias. Foto: Facebook.

Mette. Foto: DR

De tidligere år har finalisterne typisk været amatørbagere som var noget ældre og mere erfarne.   Sidste år  var vinderen den 29-årig arkitektstuderende Annemette Voss som havde to børn og en mand.

Annemette Voss.  Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set var Annemette også en glimrende hovedkarakter: perfektionist ud over alle grænser, og en indædt fightertype med temperament som det sikkert kunne være ganske svært for en del seere at identificere sig med.

   For hende havde deltagelsen personlige omkostninger: en dumpet arkitekteksamen og en skilsmisse. 'Gode' konteksthistorier set fra journalisternes synspunkt.

   Hendes hovedmodstander gennem hele serien og også i finalen, var den lyse dialektalende sønderjyske økonomimedarbejder og terapeut Katja Stock, med blond hår (i modsætning til Anjas mørkebrune), med nordiske fletninger sat i gammeldags krans omkring hovedet:

Katja Stock. Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set kunne man ikke tænke sig et bedre match - med store kontraster både temperamentmæssigt og udseendemæssigt. I flere avisartikler blev de to ettiketteret som "bagedronninger", og associationerne til Walt Disney-eventyrenes kontrasterende hhv onde og gode kvindekarakterer ligger lige for.

   Og selv om det ikke kom tydeligt frem i udsendelserne, havde journalisterne lugtet at deres indbyrdes forhold undervejs var mildest talt køligt - også en 'god' reality-historie:

Men lige så snart, optagelserne sluttede, og kameraerne slukkede i juli, er det ikke meget, vinderen af Bagedysten, Annemette Voss har set til sin nærmeste konkurrent, sønderjyden Katja Stock fra Aabenraa. Og ingen af dem har savnet det.  

   Det erkender Den store Bagedyst-vinder, 29-årige Annemette Voss, som ellers har fået et nært forhold til flere af de andre bagedeltagere, inklusiv Louise og Helle, der røg ud før finalen. Men den, hun har spenderet mest tid med, har hun intet behov for at se - og vice versa, siger bagedronningen til bt.dk

- Jeg kan utrolig godt lide Katja, men jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at vi ikke er slyngveninder. Vi bor i hver sin ende af landet og er sindssygt forskellige, siger den 29-årige vinder, Annemette Voss, som understreger, at hun respekterer Katja som person og hendes åbenlyse bagetalenter.

- Hun er sød, imødekommende, en dejlig kvinde. Men vi bliver aldrig slyngveninder, for der er vi helt forskellige. Vi har kagebagning tilfælles og er meget ens på det punkt og har faktisk også børn i samme alder. Men ellers er vi helt forskellige, understreger hun.

http://www.jv.dk/artikel/1624633:Aabenraa--Annemette-efter-sejren-i-bagedysten--Jeg-taler-ikke-med-Katja-mere

Men tilbage til den journalistisk efterbyrd af dette års store bagedyst. MetroXpress bragte i dag en 'god historie' om den ene finalist Mette Hassings af dommerne meget roste lagkage, som havde tegneseriesuperhelte og deres kostumer og masker som fælles tema for de tre lag.
   Rubrikken med underoverskrift lød:

Snyd i 'Den store bagedyst'? Mette fandt sin kage på nettet

'Den store bagedyst'-finalisten Mette indrømmer, at hun fandt inspirationen til sin finalekage på internettet.

Og som visuel dokumentation bringes dette billed der gør det muligt selv at sammenligne:

Vurder selv de to kager. Det er Mettes til venstre og den australske kage til højre.
(Billede: Screenshot DR.dk/http://thedaintybaker.blogspot.dk)

Opgaven var at lave 'et mesterværk' som var kreativt, håndværksmæssigt perfekt, smagte godt, og som havde karakter af et personligt udtryk, dvs. en kage der igennem indhold form og udtryk sagde noget karakteristisk om bagerens særlige personlighed - en slags 'selvportræt'.

   Mette afviser at have snydt. Hun indrømmer over for MetroXpress at hun har fundet inspiration fra nettet og siger til avisen:

Jeg forstår ikke helt kritikken. (...) Jeg synes selv, at jeg har tænkt ideen videre, så det blev min kage. Og hvis jeg selv havde lavet en brunsviger, skulle jeg så også beskyldes for at kopiere alle bagere i Danmark?"

Historien om Mettes 'snyderi' i MetroXpres, blev udbygget igår  under denne rubrik og underrubrik - og med samme illustration som vises på mx.dk:

Mette afviser bagesnyd

Den unge bager havde googlet sig frem til sin superhelte-kage, men det er ikke snyd, slår hun fast.

Dommerne havde i finalen rost Mette i høje toner for det helt anderledes udtryk end man ellers havde set fra nogen deltagere igennem hele serien, og opfattede tydeligvis kagen som noget Mette havde fundet på "ud af hovedet".

   Men hvis man googler "super hero cake",  så kommer der rigtig mange billeder med kager frem der mere eller mindre ligner Mettes, og den der er vist på illustrationen er fundet på denne blog

http://thedaintybaker.blogspot.dk/2012/04/superhero-cake.html

Af blokteksten fremgår at der er tale om en hel særlig - og forudsat bekendt - kage-genre, og når jeg så googler videre, finder jeg et stort og varieret udvalg her:

http://cakegeek.co.uk/index.php/superhero-cakes/

Af samme blog fremgår det når man søger lidt i dens arkiv, at der findes uendeligt mange forskellige andre temakage-genrer end lige "super hero cakes", fx "balloon cakes", "vintage suitcase cakes", "golf cakes" eller endog  "puppy dog cakes for dog lovers":

Jeg synes det er dybt fascinerende at opdage at der i en række år har været en sådan kreativitetstimulerende tema-kage-bevægelse i det store udland, som jeg ikke har hørt eller læst om før nu. 

  Og kendskab til den bevægelse er faktisk en forudsætning for at forstå og forholde sig til Mettes argumentation for at hun ikke har plagieret, en argumentation som hun udbygger i artiklen i realityposten.dk:

At der skulle være tale om snyd, er Mette slet ikke enig i. Den unge bager gør det klart, at hun hentede inspiration på nettet, men ellers er det hendes egen version, som hun har lavet.

– Det er jo mig, der har lavet kagen. Jeg har lavet den, sådan som jeg synes, den skulle se ud. Det er min version af en superhelte-kage på ydersiden og en prinsessekage på indersiden, siger hun til Realityportalen.dk og tilføjer:

– Hvis nogen laver min kage nu, så vil jeg heller ikke blive sur. Tværtimod. Hvis jeg selv skal sige det, så blev det en kage, jeg kun kan være tilfreds med, fastslår hun.

Ifølge Mette er det slet ikke unormalt, at deltagerne googler for at finde inspiration til kagerne, men selve idéen til en superheltekage, fik hun selv.

- Jeg vidste jeg ville lave en badass superheltekage, så jeg googlede for at se, hvad der kunne laves og så lave en kage sådan, som jeg gerne ville have den skulle være, fortæller Mette. Og især håndværket var vigtigt for den unge amatørbager.

- Jeg ville super gerne sætte sværhedsgraden op ved selv at lave airbrush på kagen, arbejde mere med hjemmelavet fondant og sprøjte spidermans nettet med royal icing i fri hånd. Jeg synes selv, at det blev en super fed kage jeg fik lavet, fastslår hun.

Selvom beskyldningerne om snyd kommer bag på hende, så er hun glad for at have medvirket i ‘Den store bagedyst’, hvor hun har lært en masse og fået nogle nye venskaber.

Jeg kan ikke se andet end at Mette har ret. 

   Det er ikke snyd at lave sin personlige version af temaet 'superhelte-kage'. Og når dommerne så tydeligt 'falder på røven' over kagen som helt specielt kreativ, så er det faktisk fordi de er uvidende og ikke følger med i udviklingen af moderne opfindsomme og kreative kage-formater. 

 
Et-nul til Mette Hassing - både i forhold til journalisterne som ikke har gennemtænkt den kritiske vinkel, men bare 'kører derudaf fordi alt med snyd er en 'god historie'.
   Også et-nul til Mette i forhold til dommerne som ikke er up to date på deres fag, og som åbenbart hænger fast i gamle, lidt støvede og kedelig kageformater.

For en ordens skyld skal vi selvfølgelig også se vinderen Tobias Hamanns 'mesterværk' fra finalen:  

Mere særpræget end egentlig flot.
   Men ingen tvivl om at han var den rigtig vinder i år. 

   

Man kunne for øvrigt også læse en anden journalistisk anklage i Ekstrabladet i dag, her rettet mod Tobias for et plagiat tidligere i konkurrencen da han lavede 'kage-cigarer' som han vandt mesterbager-titlen med i det program:

Læseren skulle forsøge at google "cigar cakes", og se løjer!

Den tredje finalist i år, Kathja Krestina Holm, vandt også mesterskabs-titlen i et af de tidligere programmer - den gang på en "hunde-kage".
   Kathja er ikke blev anklaget for snyd og plagiat i aviserne - endnu. Her er Kathjas 'hunde-kage' der bidrog til at hun kom i finalen:

Googler man så lige "(puppy) dog cakes", så finder man fx dem her - blandt mange mange andre:

Enjoy! Og: Velbekomme!

Om reality-tv og 'Jobmatch' - og til slut en gammel kronik om et stadig aktuelt tv-fænomen

For nylig var der en debat i medierne, bl.a. i Politiken, om den "reality-serie" med titlen 'Jobmatch' som blev afviklet over nogle dage i regi af DR´s studie-magasinprogram Aftenshowet der følger lige efter 18.30-Tv-avisen. 

   Kritikken inden serien blev sendt gik på at Aftenshowet ville "slå plat på de arbejdsløse" - fordi det jo i  virkeligheden var en slags talent-show a la 'X-Factor' og lignende underholdningsformater hvor almindelige mennesker skulle konkurrere og deltage i et udskilningsløb - her altså om at få et job.

   Den kritik blev afvist af Henriette Ladegaard Petersen der er redaktionschef for Aftenshowet, her citeret fra Politiken:

Der er ikke tale om hverken underholdning eller reality. Hvilket vi heller aldrig har sagt. Vi har faktisk været helt uforstående overfor, hvor den genrebetegnelse er opstået? Der er derimod tale om et program, der i den grad tager arbejdsløse alvorligt. Og som udkommer i Aftenshowet, der er et aktualitetsprogram. (...)

   Formålet er at give alle arbejdsløse – både dem, der optræder i programmet, men ikke mindst alle dem, der ser med – et nyt sæt værktøjer til at slå hul på bylden i en fastlåst situation og få et nyt håb for fremtiden. 3 vil ende med et job – 27 vil stå med et forbedret potentiale for at få et job (og hvem ved, andre jobtilbud?). Og seerne vil blive meget, meget klogere.

Efter serien kom der en meget kritisk kommentar af Kristian Madsen i Politkens 'Signatur'-klumme på debatsiden, under rubrikken: 

Hvis nu 160.000 stalker Pernille Aalund

Kritikken i Kristian Madsens kommentar går først og fremmest på den bagvedliggende ideologi og det værdisystem som selve konceptets grundlæggende plot formidler. 

   Kommentaren slutter med denne 'grusomme salve':

Som menigheden i en frikirke afæskes de skiftevis bekendelser om, hvor meget de har lært af ’Jobmatch’, hvor glade de er for pæne ord fra direktøren, selvom de blev siet fra, og hvor meget gåpåmod, de nu er fulde af.

   På et tidspunkt brydes manuskriptet, da deltageren Sariai bliver spurgt, hvorfor hun ikke havde fået et arbejde: »Først og fremmest er der mangel på ressourcer og arbejdspladser ude i samfundet«, sagde den ledige sygeplejerske til studieværtens beklemte ubehag. Sariai ville i hvert fald aldrig kunne få job som vært på Aftenshowet.

   For i ’Jobmatch’ handler det ikke om ’samfundet’. Samfundet er en dårlig undskyldning for din egen utilstrækkelighed. Har du været åben og positiv nok? Har du fulgt tipsene fra programmets netværkscoach? Spillede du din rolle rigtigt, da vi skulle flytte kopper i samarbejdsøvelsen?

   Ledighed er i ’Jobmatch’s prisme ikke et fælles problem, men et individuelt problem. Derfor nytter det heller ikke noget at lede efter svaret for de 160.000 ledige i den politiske eller samfundsøkonomiske sfære.

   Det skal findes inde i dig selv med hjælp fra jobkonsulenter og HR-folk og psykologer. Og først og fremmest skal du have drive. »Dybest set kan man sige, at hvis man stalker mig tilstrækkelig længe, får man nok et job på et tidspunkt«, siger Pernille Aalund. Det kunne være sjovt, hvis 160.000 mennesker en dag tog hende på ordet.

Det med den bagvedliggende ideologi, er jeg faktisk enig med Kristian Madsen i. 

   Men at det skulle være noget man specielt skulle kritiserer Aftenshowets nye format for, synes jeg til gengæld er udtryk for at Politikens lederskribent kører på mental automatpilot. 

   Ideologien gennemsyrer nemlig stort set alle medier, alle kulturprodukter, al journalistik. Man kan ikke læse et nummer af Politiken og dets mange magasintillæg uden at det vrimler med tilsvarende eksempler.

   Systemkritik som forklaring på noget som helst er OUT. At du personligt er ansvarlig for din skæbne  er IN. Det afspejler sig i alle medier, og i alle politikeres udtalelser. 

   Det er i øvrigt et tema jeg vender tilbage til i et senere indlæg i serien 'Thinking Fast and Slow' - om to slags årsagsforklaringer og deres forskellige brugbarhed i medierne.

Også kritikken om at det er kritisabelt at anvende reality-plot i alvorligt journalistisk øjemed, det er deja-vue for mig. 

   Da en af denne blogs 'helte', Poul Martinsen, for nogle år siden producerede reality-dokumentar-serien 'Krigerne', sendt på DR1 i prime time, fik han og DR også på puklen. Serien skulle dokumentere at helt almindelige yngre danskere kunne forføres til - under de rette vilkår - at begå tortur og overtræde Geneve-konventions regler. Og det gjorde den. 

   Den ret enslydende kritik gik især på det realitylignende plot - og for uetisk behandling af de medvirkende for at underholde tv-seerne.

   Og mange kritikere forholdt sig alene på grund af form og format og påstået formål slet ikke til det meget oplysende og delvist selvkritiske budskab som serien videregav.

Med til historien hører så også at Poul Martinsen kunne fortælle at han havde fået forbud af DR´s 'højere magter' mod at etikettere serien med hybridbetegnelsen 'reality-dokumentar' - angiveligt med begrundelsen: "DR laver principielt ikke reality-tv."

   Jeg mener det var før X-Factor blev produceret og sendt i DR. Og også før serien 'Blod, sved og T-shirt' - med efterfølgere de næste sæsoner, blev sendt. Og før 'Maestro' blev produceret. 

   Men Henriette Ladegaards svar på kritikken kunne, citeret oven for, tyde på at hun har haft samme problem som Poul Martinsen med 'dem oppe i huset'.

På Facebook skriver Henriette Ladegaard til sine fb-venner umiddelbart efter sidste Jobmatch-udsendelse:

Er stolt! Over at min redaktion turde trodse mediestormen, bryde et tabu og have hjertet på rette sted. Tak til Danmarks sejeste arbejdssøgende, erhvervsledere og en top-dedikeret redaktion!

Og så henviser hun så i øvrigt med et link til en af de deltagende men ikke-vindende jobsøgere i programmet, Søren Riisgaard Mortensen. Han fortæller i en lang beretning på Kommunikationsforums hjemmeside om hvad han faktisk har fået ud af at deltage. Han skriver blandt andet:

Skåret helt ind til benet har jeg i løbet af Jobmatch-processen sendt en noget atypisk og personlig ansøgning på skrift og video om at deltage. Jeg har solgt mig selv på to minutter til en af Danmarks mest innovative, fremtids- og menneskeorienterede virksomheder foran 9 andre ukendte ”konkurrenter” og ført nogle korte samtaler med erhvervslederne fra de tre virksomheder. Det lyder ikke af meget, men det har alligevel været en hektisk periode, for DR har gjort meget for at vi ikke blot bliver til brug-og-smid-væk-statister i deres bestræbelser på at det nye koncept skal lykkes. Vi er blevet udfordret i nogle af vores grundopfattelser om os selv og tvunget til at tænke i nye baner, alt sammen ført an af to dygtige og inspirerende coaches, som vi har fået stillet til rådighed. Kort sagt er vi deltagere i Jobmatch nok de mest forkælede arbejdsløse, man kan opdrive i hele kongeriget. Og vi har det sgu godt i de her dage.

Det interessante er at deltagerne i 'Krigerne' fortalte noget lignende. De havde ikke følt sig udnyttet og misbrugt, og trods lidelser og barske vilkår indbygget i plottet, og det at de blev udstillet som"onde", så havde de efter eget udsagn lært en masse om sig selv.
   Altså: De afviste enstemmigt de etisk-bekymrede anmelderes og kommentatorers kritik. Og i det tilfælde var seriens egentlig formål endda blevet holdt skjult for dem, indtil alle optagelserne var i kassen. 

Læsere af denne blog vil vide at jeg ikke har nogen principielle kvababbelser over reality som underholdning - og som en blanding af fiktion og journalistisk virkelighed.
   Og jeg synes heller ikke det er synd for deltagerne. De er oplyste og moderne mediebevidste brugere af medierne, og tager som en helt naturlig ting ansvaret for de konsekvenser det har at deltage. De tager en chance for at afprøve sig selv. Også hvis de er arbejdsløse og deltager i Aftenshowets 'Jobmatch'.

Med fænomenet 'reality-tv' er der tale om en bred vifte af moderne og tidsvarende genreblandinger og simulerede virkelighedsplot der udnytter tv-dramaturgiens muligheder effektivt. Og genren har i hvert fald mindst 20 år på bagen. Eller mange flere år hvis man regner tv-programmer af Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen med.

   Personligt er jeg er vild med 'Maestro' og ser (endnuda) med fornøjelse 'X-Factor'. Jeg var stærkt begejstret for serien 'Gal eller normal' og for 'Det røde kapel'. 'Paradise-hotel' er dog ikke i min boldgade som seer.

   Men ligesom viden om atomfysik kan misbruges til atombomber, så kan viden om reality-dramaturgiens muligheder også misbruges til dårligt tv, som den fx blev det i serien 'Blod, sved og T-shirt' med efterfølgere. Se hvorfor her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/nar-blandingsgenren-skiller-om-dr1-tv.html

I min bog 'De levende billeders dramaturgi' bind 2. om TV kan man læse om reality-dramaturgiens principper, skrevet på et tidspunkt for små 10 år siden hvor den slags tv stadig var noget relativt nyt og friskt, kreativt og kontroversielt.

   Jeg skrev faktisk også en kronik til Fyns Stiftstidende omkring det tidspunkt som kan have - i hvert fald historisk - interesse i denne sammenhæng:

Reality i fantasien - og i virkeligheden

Af Peter Harms Larsen, professor i journalistik, Syddansk Universitet.  

Vi er landet på Fristelsernes Ø! Baren er åben! Vil du være årets supermodel? Hvor stor er din Fear Factor? Drømmesamfundets virkelighedsmaskine kører igen. Tv-reality-serierne fylder atter tv-skærmene. Journalisterne står på spring. Debatten vil blomstre. De kloge vil tage afstand. De unge vil forsvare.

    Der er godt nok mange af dem. Sidste år blev der i dansk tv sendt en halv snes reality-shows. Og alle kanaler var med på vognen. I foråret får seerne bl.a. adgang til ”Baren” – i ny festlig indpakning, ”71 grader Nord” i ny udgave, en skandinavisk version af ”Temptation Island”, ”Fear Factor” – og indtil flere kloninger af ”Popstars”-formatet - blot med modeller i stedet for. 

   Ingen tv-genre har udviklet sig mere og hurtigere end reality-shows i de senere år. Og udviklingen er ikke gået stille af. I Sverige kostede første udgave af ”Robinson” tv-underholdninschefen hendes stilling, angiveligt fordi en deltager et halvt år efter optagelserne begik selvmord. I Tyskland greb regeringen ind mod Big Brother og dekreterede en times kamerablack-out pr. døgn, i Norge kostede ”Temptation Island” en tv-direktør hans job, i flere udenlandske versioner af Robinson er medvirkende kommet alvorligt til skade som følge af de indlagte strabadser, i USA er kører der retssager af deltagere mod tv-selskaber for manipulation af tv-virkeligheden med konsekvenser for udfaldet og præmiefordelingen, og retssager for tyveri og plagiat af reality-koncepter tv-selskaber imellem.

   Avisdækningen har givet skældsord som ”snage-tv” og ”skod-tv”. Diskussionen har som regel taget genren på ordet og betragtet den som virkelighedsskildring - en særlig slags dokumentarisme. Ikke mindst anmelderne har ment at disse programmer dokumentarisk set var uvederhæftigt manipulerende, platte og gabende kedelige. Enkelte sympatisører, bl. a. Naser Khadar og Erik Meir Calsen har fremhævet deres muligheder for at give indsigt i hvordan ”de sociale mekanismer, normer og regler fungerer i dagens Danmark”.

  Men diskussionen er skæv. Reality-shows er først og fremmest fiktion – forklædt som virkelighed.

Formålet er det samme som for biograffilm og tv-serier: at underholde. I konstruktionen af koncepter og formater for relity-shows går man målrettet efter maksimal identifikation og fascination hos publikum: Det ”virkelige” i programmerne er en effekt der er underordnet de dramatiske oplevelseskvaliteter. Arnold Shapiro, Big Brother-producer i USA, siger: “We are looking for the same ingredients you look for in fictional drama. What we are trying to make is a real, live soap opera. So what do you look for? You look for all the variables of a dramatic story – character development, plot, emotion.” Og Mark Burnett, en af de hovedansvarlige bag produktionen af ”Survivor” (”Robinson” på amerikansk) betegner den slags programmer som ”unscriptet drama”. 

   Går man tæt på, bliver fiktionskonstruktionen tydelig. Reality-shows handler om de samme menneskelige grundtemaer som kendetegner fiktionen: kærlighed og erotik, venskab og venskabsbrud, magt og afmagt, konflikt og overlevelse, svig og sammenhold. Som i fiktionen bliver de medvirkendes sociale og moralske kvaliteter løbende sat på prøve: solidaritet versus egeninteresse, uselviskhed over for kynisme, mod over for fejhed. Personlige dilemmaer sættes i spil og eksistentielle spørgsmål rejses: – Hvor går mine grænser? – Hvilke midler helliger målet at vinde? Og vi oplever i de lange reality-føljetonerat nogle medvirkende, ligesom et dramas hovedpersoner, udvikler sig og træder i karakter under det pres og gennem de kriser og valg som den opfundne virkelighed udsætter de medvirkende for. 

   Motoren i al fiktion er en udfordring til fantasien: ”Tænk hvis…” – Tænk hvis marsboerne invaderede Jorden! – Tænk hvis du mødte den store kærlighed, men familierne var dødsfjender! – Tænk hvis en fordrukken bonde endte i baronens seng! Kunsten består jo så i at få publikum til at tro på fiktionen som en slags virkelighed – en illuderet virkelighed – på engelsk kaldet en ”make believe-world”. 

   Det er til gengæld ingen kunst i reality-shows, men de er konstrueret over samme formel: - Tænk hvis du strandende på en øde ø uden moderne bekvemmeligheder! – Tænk hvis du blev spærret inde og overvåget døgnet rundt! – Tænk hvis du og din kæreste blev fristet til sidespring af skønne singler! – Tænk hvis du kunne blive en popstjerne og vinde rigdom og berømmelse! 

   Tricket i reality shows er det samme som ellers altid har været fiktionens hjemmebane: at gøre en udbredt fantasi eller drøm til en konfliktfyldt virkelighed, for så at vise hvordan aktørerne reagere i den realiserede fantasi. Reality-shows fascinerer ved at virkeliggøre både ønskedrømme og angstdrømme og mixe dem på sindrig vis i konceptet for den enkelte programserie. Lystfyldte drømme og fantasier om at leve på en paradisisk sydhavsø, om mulighed for et harem af villige kvinder eller mænd, om at leve i vild luksus, blandes med angstdrømme, mareridt og fobier: at opleve psykisk og fysisk ydmygelse, dødsangst, at blive beluret, klaustrofobi, højdeskræk og angst for kryb, at fjenden invaderer privatlivet, udstødelse af fællesskabet. 

   Ofte realiseres disse drømme via henvisninger til fælleskulturelt myte- og fabelstof, og med referencer til kendte eventyr og historier fra litteraturhistorien: Robinson Cruso, Temtation Island, Big Brother, Harem, Villa Medusa – fortællinger der så bruges som gennemgående idebank for diverse opgaver, konkurrencer, arrangerede events, præmier og trofæer.

   Men uanset realiserede drømme og eventyrlige rammer, så er mennesker i det daglige samværs rutiner som regel dødkedelige at se og høre på. I fiktionen er det plottet der sikrer fremdrift, spænding og dramatiske vendepunkter. I reality-shows indplanter man med samme mål serier af games med plotfunktion: opgaver, konkurrencer, tvungne valg og afstemninger – og ikke mindst interventioner fra tilrettelæggernes side undervejs: overraskende gæster, nye regler, ekstra straf eller belønning. Alt sammen for at skabe drama ud af den udramatiske virkelighed. 

   Særligt vigtige for genrens fiktionseffekt, og noget af det der har gjort genren mest suspekt i kritikernes øjne, er de mange mind-games. Det er opgaver der gennem valgsituationer tvinger de medvirkende til at vise følelser og til at afsløre gode eller dårlige sider af sig selv - egenskaber som de under almindeligt socialt samvær ikke frivilligt og åbenlyst ville vise frem. Gennemgående er kravet om at udstøde gruppemedlemmer gennem afstemning eller nominering – og begrunde hvorfor. Heri ligger kilden til de intrigeplot som deltagerne dermed bliver tvunget ind i hvis de vil vinde. Også de indbyggede fristelser eller prøvelser hvor den enkeltes mentale styrke og svaghed testes, er afgørende for at seerne både fascineres og kan identificere sig med deltagerne. Et andet afgørende mind-game-element er sekvenser, f.eks. i form af ”skriftestole”, hvor deltagerne taler privat til seerne om hvad de føler og tænker før og efter de dramatiske game-situationer. Seernes fascination er beslægtet med fornøjelsen ved sladder. Man får inside-viden, så man kan aflæse en masse undertekst i deltagernes indbyrdes snak.

   Voyeurisme er navnet på lysten til at kigge på andre mennesker uden selv at blive set. Når folk fænges og fanges af film- og tv-fiktion, er drivkraften denne basale menneskelig lyst der får dem til at forglemme sig selv mens de ser på. Og det er det også når publikum bliver optaget af at se reality-shows. Ekshibitionisme er det modsatte: lysten til vise sig frem og blive set på. Enhver god skuespiller drives af denne lyst når han optræder på scenen eller filmlærredet. Og den lyst er også en vigtig del af reality-deltagernes grund til at være med – lysten til at være på og blive set. Når reality-showet rigtig kører går publikums indre peeping-tom i tæt symbiose med deltagernes lyst til at vise sig frem. 

   Reality-shows er tænkt som fiktion, konstrueret som fiktion og fungerer som fiktion. Et helt legitimt projekt. Lige indtil man slipper virkelige mennesker løs som aktører i disse fantastiske universer. Så skifter optikken og balladen starter. Når deltagerne sulter, så sulter de rigtigt, når de hader hinanden, så hader for alvor, når de har sex under dynen, kommer der pletter på lagnet. Seeren bliver automatisk gjort til en ægte voyeur. Og aktørernes ekshibitionisme er ikke noget de bare spiller på, de blotter sig for alvor. 

   Ligheden med det der stadig forgår i Spaniens tyrefægtningsarenaer og som udspillede sig i det gamle Roms Colossæum, er slående. Gladiatorkampe og kristne som løvemad var ”skuespil” – datidens realitys-hows – endda med indbygget publikumsafstemning: tomlen ned – døden, tomlen op – overlevelse. Seerne til vor tids tv-reality-shows opfatter det der foregår på skærmen med samme lystfyldte fornemmelse af uvirkelighed som når spanske tilskuere oplever tyrens og toreadorens dødedans i arenaen. 

   At iscenesætte virkeligheder efter skabeloner fra ønskedrømme og mareridt, er ikke forbeholdt tv. Varierende cocktails af lyst og lidelse, fascination og kvalme præger kulturlivets ritualer ved indgangen til det nye århundrede: polterabend med fristelser og ydmygelser før drømmebrylluppet, dyrkelse af ”extreme sports” med indbygget livsfare, nedværdigende rustur-ritualer for nye universitetsstuderende, kanindræberkurser for ledere, udmattende stroppeture i vildmarken for indvandredrenge, kunstnere der hænger sig selv op i kødkroge eller udstiller døde svinekroppe og guldfisk i blendere. 

   Det er i lyset af det man skal se udviklingen af nyere reality-show-formater efter de grove urformer ”Robinson og ”Big Brother”. Der sker en rendyrkning af den virkeliggjorte fantasi. Og dermed en fokusering på bestemte følelsesmæssige registre i det enkelte format. I ”Popstars”, går man enstrenget efter stjernedrømmene og prøvelsernes vej derhen. I ”Bootcamp”, som vi ikke har set herhjemme (endnu?), udsættes deltagerne for nedværdigende tvang og psykisk ydmygelse af samme barske karakter som jægersoldater og frømænd udsættes for under deres uddannelse. I ”Temptation Island” går man målrettet efter at skabe jalousi gennem emotionel tiltrækning og erotisk fristelse: Veletablerede kærestepar tester deres forholds ved at udsætte sig for eventyrlige ”dates” i eksotiske rammer, med attraktive singler af det modsatte køn. Og med det særlige mind-game indlagt at de undervejs kan se optagelser fra kærestens dates. I ”Fear Factor” udsættes deltagerne for rædsels- eller afskyvækkende ”stunts” – som at spise levende orme eller rå fåreøjne, blive overhældt med slanger, kravle gennem mørke kloakrør med rotter, springe mellem biler i høj hastighed, blive overfaldet af glubske hunde. På nettet opfordres publikum til at opfinde nye stunts til fremtidige programmer og deltagere. 

   Et helt ny journalistisk ”beat” er opstået: ”reality-journalistik” – på linie med andre fagspecialer som sportsjournalistik og trafikjournalistik. Netop fordi disse fiktioner er befolket med virkelig mennesker, er reality-programmerne for journalisterne en guldgrube af ”gode historier” med uudtømmelige muligheder af indbydende vinkler. Lige i øjet til beboerne af ”The Dream Society”. De medvirkende stiller op for et godt ord, historierne skriver næsten sig selv. Den yngste journalistpraktikant kan være med fra første dag. Og selv om seertallene måske ikke er så høje, så står annoncørernes darlings, de unge seere, på i stort tal. Producenterne smiler smørret, mens produktionsselskabernes idéfolk har travlt med at tyre psykologibøgerne og verdenslitteraturen igennem for ideer til nye virkelighedsdramaer. The show will go on!

   Og bliver man træt af det, så er der det nye polititske fear-factor-show “Med ryggen til fremtiden – og af med hovedet” – med ø-råds-massakren og i tusindvis af offentligt ansatte der bliver stemt hjem af Big Thor.

'Gal eller normal' - godt gået af DR og af de medvirkende - både de normale, de gale og de kloge der ikke var så kloge endda

Denne blog har som et af sine fokusområder at omtale, beskrive og analysere kreativt tv: dramaturgiske nyskabelser, nye formater, gode nyhedsindslag, grænsebrydende dokumentarer, hybride blandingsformer, alternativ storytelling der virker.

   Til de positive nyskabelser inden for det sidste års tid har jeg noteret mig 'Gintberg på kanten' og 'TV!TV!TV!' med værten Anne Cortzen, som i øvrigt - det var det med generne og kreativiteten - er søster til Mads Brügger, har jeg læst. Som selv er en kreativ faktionsblandemaskine.
   

"Reality tv" er en genrebetegnelse for en bred vifte af underholdende tv-programmer og formater, som fra midten af 90´erne har fået større og støre plads på næsten alle tv-kanaler. Fælles for dem er den iscenesatte men uskriptede virkelighed hvorunder deltagerne udsættes for forskellige prøvelser, konkurrencer, udfordringer, provokationer inden for forskellige spilleregler. 

   Formlen er typisk den vi kender fra fiktion: Hvad nu hvis... Og ofte balancerer tilrettelæggerne på en etisk knivsæg.

Da Poul Martinsen for nogle år siden producerede dokumentarserien 'Krigerne' for DR - som havde klare reality-elementer i plottet, så ville han genrebetegne den "reality-dokumentar". Men det måtte han ikke. De højre magter havde besluttet at DR pr. definition ikke producerede reality-programmer (fordi det var "trash-tv").
   Allerede den gang var et af de mest populære format-programmer 'Sporløs', et andet 'Hammerslag', begge programmer som har klare reality-elementer i den dramaturgiske konstruktion.
   Under alle omstændigheder har DR siden besindet sig og ændret kurs - mest markant med 'X-Faktor'. Og i de senere år har programfladen godt nok været fyldt pænt op af forskellige formater med afprøvende reality-plot af varierende kvalitet og originalitet.

De sidste 2 mandage har man på DR 1 kunnet se et nyt eksempel på et sådant afprøvende format - med titlen 'Gal eller normal'.

   Ideen - lig med plottet - er som i al effektiv reality så klar at det kan udtrykkes i et par sætninge; her fra DR.dk´s programomtale

I programmet ’Gal eller normal’ møder vi 10 frivillige danskere i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde. Fem personer i denne gruppe er sunde og raske, fem har en psykiatrisk diagnose.

   Men hvem er hvem? Det skal programmets tre eksperter, som alle har mange års erfaring inden for psykiatrien, forsøge at gætte ved at observere de 10 deltagere i tre dage.

http://www.dr.dk/DR1/STAMSIDER/20120510101553.htm 

Det her skal ikke være en anmeldelse, men jeg synes udsendelserne fungerede godt. 

   Først og fremmest havde de to udsendelser som serien bestod af, en morale som jeg var rigtig glad for. Flere i min nærmere og nærmeste familie har i perioder af deres liv haft nogle af de diagnoser som også nogle af de medvirkende har eller har haft. 

   Og programmets fordomspunkterende morale var - som klimaks´ dokumenterede - lysende klar, her udtrykt af programmets vært, læge Peter Qvortrup Geisling:

...at det faktisk er sværere end man tror, at pege ud hvem der har en psykiatrisk diagnose, og hvem der ikke har. Samtidig skal programmet vise, hvor normalt og velfungerende det kan lade sig gøre at leve, selvom man har en psykiatrisk diagnose. 

Den nærmere beskrivelse af opgaver og udfordringer for de medvirkende, viser hvor programmet kører på kanten af etikken:

I løbet af de tre dage bliver deltagerne udsat for forskellige opgaver og test, som er specielt designede til at fremprovokere en reaktion hos psykisk syge. Spørgsmålet er nu, om de psykisk syge i gruppen vil skille sig ud og dermed afsløre sig selv? Vil det være muligt at skelne mellem, hvornår anderledes adfærd er tegn på en psykisk sygdom, og hvornår det blot er et personligt karaktertræk?

Godt spørgsmål, som man siger. 

   Ud over de 10 medvirkende - halvdelen "normale", halvdelen med en "psykiatrisk diagnose" - medvirkede tre eksperter: en psykiater, en psykolog og en psykiatrisygeplejerske. Disse eksperter er nok regulære "eksperter", men de får ikke lov til at fungere under ekspertvilkår. Tre dage  til det hele, ligesom i andre gode engelske formater som 'Time Team´ og ´Rough Science´. Og muligheder for nogle korte spørgesekvenser.

   Her beskrives vilkårene i øvrigt:

Eksperterne får ikke den tid, de plejer til at stille en diagnose. De kender ikke på forhånd deltagernes baggrunde eller personlige historier. De får kun lov til at observere dem under testene. Hvis fordommene om psykisk syge holder stik, burde det ikke være et problem at se, hvem af deltagerne der lider af henholdsvis en spiseforstyrrelse, maniodepressivitet, paranoid skizofreni, social fobi og OCD.

Med disse vilkår for de tre eksperter, ligner 'Gal eller normal' de to ovennævnte engelske formater, hvor det er eksperterne der plottes imod, og de to programmer her er også en dansk udgave af et engelsk udviklet format. 

   Det lykkedes kun eksperterne at "afsløre" to af de fem "gale". Og tre normale uden en diagnose "diagnosticerede" de tre eksperter som "gale". 

   Velkommen på forsiden!

Mens en lang række realityformater - ingen nævnt ingen glemt - cementerer negative fordomme om mennesker og deres motiver og interesser, så var det her format klart fordomsnedbrydende, idet seerne blev sat i samme position som eksperterne og kunne "diagnosticere med" - og tage fejl ligesom dem.

   Formatet her - 'Gal eller normal' - var klart kritisk oplysende og fordomsbearbejdende: De professionelt kloge, var ikke så kloge endda, og fik sig en gevaldig, men positiv lærestreg - ligesom seerne som sad i samme position.
   Ikke mindst psykiateren gave et stærkt positivt udtryk for hvad han fik ud af proggramplottet der var rettet imod hans selvforståelse som ekspert.
   Psykologen til gengæld kørte lidt på frihjul. Han havde jo et firmabrand at skulle forsvare
   Og selv alvorligt psykisk syge med forskellige diagnoser og deres pårørende, kunne af programserien få et begrundet håb om at få så meget styr på deres psykiske lidelse at de kan leve en almindelig tilværelse som "normal".
   For alle de fem med diagnoser opførte sig ikke bemærkelsesværdigt anderledes end de andre fem uden diagnose. Visual proof, syn for sagn.

Her kan du se de to programmer i serien:

http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42301http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42909 

Af DR´s webportal fremgår følgende om kontekst og baggrund :

’Gal eller normal’ er også titlen på en ny bog som udkommer den 22. maj, og som sammen med tv-programmet og hjemmesiden www.dr.dk/sundhed i samarbejde med ’En af os’-kampagnen skal give både seere og læsere nogle øjenåbnende erkendelser.

Formatet er beslægtet både med Poul Trier Pedersens spontanspil fra slut-70´erne og begyndelsen af 80´erne, og med Poul Martinsens afprøvende dokumentarprogrammer som fx 'Dagbog fra en fristad' og ´Lydighedens dilemma' - og reality-dokumentarserien 'Krigerne'. 

   Det har også genremæsige fællestræk med engelske reality- og fakta light-formater som 'Faking it' og 'Wife Swap'.

   Fælles for dem alle er at de initierer og faciliterer lærer- og udviklingsprocesser hos de medvirkende, både de almindelige mennesker og eksperterne. Og det indebærer at seerne bliver tilsvarende engageret og oplyst gennem effekten af spejlneuron- og default mode-netværkerne i hjernen.

Af nye formater på DR beslægtet med 'Gal eller normal', har vi haft 'Blod, sved og ris' og 'Restaurant bag tremmer'.
   Jeg har i et tidligere blogindlæg forholdt mig kritisk til forgængeren til 'Blod, sved og ris', og skal ikke kommmentere det yderligere.
   'Restaurant bag tremmer' med kokken Claus Meyer som den drivende kraft og karakter, er klart inspireret af en række af Jamie Olivers udsendelsesserier med lignende ide og plot.
   Jeg har set et par stykker i den danske serie, og synes de fungerede OK, men fremdriften og fascinationen var klart svagere, og alvoren større end i de engelske forbilleder.
   Et særligt alvorlig og kritisk twist fik reality-dramaturgien her, da et kvindeligt voldsofffer, Malene Duus, mens udsendelserne blev sendt, skrev en kronik i Politiken om den uhyggeligt og mareridtsagtige grove vold hun var blevet udsat for af en af de indsatte medvirkende som Claus Meyer havde lovet en resocialiserende praktikplads i sit "Madhus" når han kom ud.
   Kronikken havde den mavepinlige og debatvækkende pointe - at man i Danmark gør mere for at hjælpe de indsatte end for at hjælpe voldsofrene. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

Spejlneuroner og børnehavepædagogik - ifølge Annette Hauerberg

Det er en fed oplevelse når man læser en kronik hvor forfatteren er nået til erkendelser og har gennemgået erkendelsesforløb som ligner dem man selv har.

   Det gælder fx Anette Haurberg, der har skrevet en kronik i Politiken i tirsdags. Rubrikken:

Alle voksne er levende forbilleder

Den kan jeg godt lide.

   Hvem er Annette Fauerberg? Googling giver ingen ting. Men ifølge Politiken er hun "pædagog og lærer", tidligere leder af børnehave.

    Hun er en klog dame, belæst i neuroscience, og skriver rigtig godt, som starten her viser:

Det er formiddag, og alle børn er ude, en af de voksne er ved at tage lejeredskaberne frem, en anden er på vej med de sidst børn, da jeg inde fra børnehavens vindue kigger ud og opdager et fantastisk syn: Alle børn ligger på knæ i en kreds rundt om en håndværker, mens han studerer et kort over grunden. Børnene har alle indtaget samme stilling som ham ...

Hvad er det der suger dm ind i kredsen omkring den fremmede håndværker?

Er det måden han agerer på, hans koncentration og optagethed af sit virke? Er det hans synlige og for børn gennemskuelige arbejde, der for dem giver mening, er fysisk muligt at efterligne og derved inspirerer dem - for eksempel til korttegning og flere nye lege?

Jeg tænker straks "spejlneuroner" som håndværkerens fysiske adfærd aktiverer hos børnene. Og ganske rigtigt længere inde i kronikke har Annette fat i dem. 

    Anette Hauerberg konstaterer hvor vigtig mimetisk indlæring er fra børn er helt bitte små. Og hun modstiller børnene der er vildt optaget af håndværkerens fysisk adfærd og handlinger, hvordan vi voksen - også pædagoger - ellers tænker:

De fleste børn forklarer børn mangt og meget. Vi forfalder let til at forklare den treårige, at månen skifter form, fordi jorden drejer rundt om solen, eller far bærer den yngste ind i børnehaven, samtidig med at han forklarer hende, hvad de skal i aften, og at han kommer hjem klokken fire.

   Men børn lærer ikke meget af forklaringer, og vi voksen kan derfor hører os selv sige: "Det har jeg jo fortalt dig, det ved du godt". Ja, vi har fortalt det, men barnet har ikke forstået det, fordi små børn lever i langt mere i handlinger og følelser end i ord. (...)

   Børn tilegner sig først og fremmst forståelse af verden gennem deres handlinger og sanseindtryk.

Annette har utvivlsomt læst (et referat af) Giacometti Rizzolati og Corrad Sinigaglia´s bog "Mirrors in the Brain - How our Minds Share Actions and Emotions". Og forklarer lige ud af landevejen hvordan spejlneuronernes og dermed "efterligningens betydning for barnets udvikling og læring samt bevidstheden om, at spejlneuronerne giver os en mulighed for læse andres hensigt":

Ser du nogen spise is er der neuroner i hjernen, som imiterer følelsen af at spise is. Ser du nogen slå sig, vil du uvilkårligt selv fortrække ansigtet i smerte. 

   Det forklarer rigtig meget,som har været et mysterium. For eksempel ved vi, at børn lærer gennem at efterligne. Nu ved vi, at der er en hjernemekanisme som er 'designet' til det.

Anette Hauerberg referer til en bog på dansk: "Hvorfor jeg føler det, du føler", som hun siger er den første på dansk om spejlneuroner. Af Joachim Bauer, psykiater og profesor i medicin.

Spejlsystemerne kan kun indspejles når de kommer fra levende forbilleder, fra biologiske synligt handlende aktører, forklare AH videre. "Små børn har altså brug for tilstedeværende levende omsorgspersoner":

De har brug for at lære sig selv og andre at kende gennem deres livtag med omgivelserne. De har brug for at gøre livsnær erfaringer sammen med mennesker, der laver fysiske aktiviteter som at grave og plante i have, feje blade sammen, reparerer og lappe cykler, synge, male legehuse, snitte grene til huler og snobrød, strikke og hækle, lægge erantisløg og vintergæk, følge årstiderne, lave mad, bage m.m. Når disse opgaver er så gode for børn at være i nærheden af, er det fordi de inviterer til efterligning. 

Og selve det opleve at man kan efterligne, tror jeg der i sig selv er en belønning i - i form af lykke-stofferne i hjernen der er en del af oplevelsen af at være i flow. 

Anette supplerer med flere egenerfaringer der understøtter betydningen af at børn lærer og udvikler ved at iagttage og imiterer andre - voksnes - handlinger.

Jeg får mindelser fra da min datter var netop 2-3-4 år gammel. Fruen havde den gang den vane at når hun skulle være kreativ og skrive manuskripter, så gik hun i haven og gav den den store forårs-, sommer- og efterårs-make over. Faktisk lignede vore have næsten altid slagmarkerne under første verdenskrig. 

   Datteren der som sagt kun var en 3-4 år, var dybt fascineret og optaget. Og bad altid om at få besked om hvad hun skulle og kunne gøre. Havde hu så fået et bed til lugning, så var hun effektiv og de bede hun lugede, var i befriet for ukrudt som var det fruen der selv havde gjort det.

  Vi boede den gang i et sommerhusområde der var gradvist var ved at blive til helårsparcelhuse. Men et af sommerhusene der stadig blev brugt til det, var nabo til vores, og hvert forår flyttede "Herdis" ud i sit sommerhus og begyndt på sin forårs-klipning, -studsning og -lugning af haven. 

   Og vips! Lige så snart hun var flyttet ind, så levede min datter næsten døgnet rundt inde hos Herdis. Og ind fra vore side af hækken kunne vi høre hvordan der blev spurgt og instrueret i en lind strøm af oplevelsesfuld læring.

Jeg tænker så også på hvorfor diverse alle disse moderne make-over-program-formater, madprogrammer, Ryge Petersen-programmer, Bonderøven, etc. ja, hele reality-tv- udviklingen er så umanerligt populære. 

   Og jeg er ikke i tvivl om at det er spejlneuronerne som bliver "rørt" og "spillet på" - med direkte adgang til vores følelser - ved at vi ser andres konkrete målrettede handlinger under gør-det-selv-bearbejdning af materialer, planter og dyr.

Anette Hauerberg forklarer at 

...børn føler for det meste sympati for virksomme voksne, fordi de forbinder sig med handlingen. For en femårig er det langt sjovere at have en onkel, der kører motorcykel end en, der har det store kort. 

   Vi husker bedre konkrete oplevelser end abstrakt viden,

   (...)

Alle voksne er levende forbilleder, uanset om vi ønsker det eller ej! Om vi gør noget godt eller mindre godt, så bliver det optaget og efterlignet. Mange har sikkert oplevet den lidt pudsige situation at sætte sig på hug for at tale med et mindre barn, som derefter selv sætter sig på hug - og man er lige vidt.

   (...)

Der må gribes, før der kan begribes. Vi må begynde med handlingen og gennem vore daglige meningsfulde gøremål lade børnene lære verden og sig selv at kende. Til disse handlinger knyttes følelser, evner og erfaringer, der alle virke ind på både krop og sjæl.

AH skriver utroligt godt og konkret og illustrativt. Erfaringsprog med afsæt til vidensprogs-generaliseringer. Det fungerer umanerligt godt. 

   Og selvfølgelig ikke mindst. Det er lige vand på min mølle.

Om implicitte kontrakter og kontraktbrud i tv-programmer og dokumentarfilm

I det efterfølgende blog-indlæg beskriver jeg hvordan Bob Dylan kunne have undgået anklagerne for plagiat med en enkelt tilføjelse til titlen på en række af hans malerier: en tekst der fortalte at de var malet efter et fotoforlæg. Det ville betyde en klar kontrakt mellem ham som maler og publikum, og det ville ingen betydning have haft for de oplevelseskvaliteter hans malerier havde.

   Er min påstand.

Herhjemme havde vi også for nylig historien om det nye og populære realityformat "Taxaquizzen" hvor den var gal med den uudtalte "kontrakt" med publikum. 

   Fagbladet Journalisten skriver under rubrikken: "TV2 beskyldes for at snyde seerne" at... 

Halvdelen af de medvirkende i TV 2-programmet "Taxaquizzen" er ikke tilfældige taxakunder, men statister, tv-wannabes og castede deltagere. TV 2 mener ikke, seerne bliver ført bag lyset - men tv-anmeldere kritiserer hårdt.

Journalisten Jacob Albrecht har høstet citater fra nogle af dem der tidligere offentligt har udtalt sig meget positivt om programmet. 

   Både Ane Cortzen, vært i programmet "TV!TV!TV!" på DR 2, og Politikens tv-anmelder Henrik Palle føler sig ifølge artiklen snydt og bedraget. De har begge ellers rost "Taxaquizzen" til skyerne for kreativiteten i konceptet og den høje underholdningsværdien i kraft af autenticiteten. 

   Halvdelen af de "kunder" der kommer ind i taxaen og bliver overasket over at de skal quizze i stedet for at betale, er altså en form for castede reality-skuespillere, mens vi som seere får indtrykket af at de er "tilfældige" kunder.

   Men simulerer de castede kunder når de er blevet taget op af taxaen? Af artiklen at dømme så ved de ikke hvad de bliver udsat for når de stiger ind, så deres reaktioner kan meget vel være lige så autentiske og dermed underholdende som de tilfældige kunder. 

  Henrik Palle citeres for at sige: 

Det er svindel og humbug. Hug en hæl og klip en tå. Men sådan er det åbenbart, når man skal lave tv. Måske skulle man bare lade være med at kalde det journalistik.

Journalistik!?!?! 

   Pelle Hvenegaard, der er redaktør af programmet - og i øvrigt en af min tidligere studerende fra journalistik på SDU - afviser kritikken. Han forsvarer sig med følgende:

»Det er ikke et snydeprogram. Eller opstillet. Halvdelen af passagererne har vi samlet op, og så har vi selv måttet finde den anden halvdel af praktiske årsager. Men alle, der kommer ind i taxaen, bliver overrasket.«

   Pelle Hvenegaard tilføjer, at programmet i rulleteksterne åbent oplyser, at man bruger en "streetcaster".

   »Selv om folk nok ikke kigger efter det,«

 TV 2´s seerombudsmand Lars Bennike  medgiver at der er problemer, men svarer Henrik Palle:

"Taxa-quizzen" er slet ikke journalistik, det er et underholdningsprogram. Derfor gælder andre standarder. Det er ikke den skinbarlige virkelighed, der præsenteres i programmet. Man må som seer forvente, at der klippes og redigeres i et langt større omfang end i et journalistisk program,« siger han.

Pelle Hvenegaard siger til Berlingske:

»Grundlæggende håber jeg, at folk er skideligeglade med, hvordan deltagerne er kommet med i programmet, så længe det er underholdende.

Mit gæt er at det er de ikke. Eller rettere: Nogle segmenter er og nogle andre er ikke - "skideligeglade". Og dem der er det, kan meget vel være langt den største del.

Det er jo ikke første gang medierne bringer den slags historier. Og ikke mindst fagbladet Journalisten dyrker dem. Og fører sig stærkt frem med  afsløringer om implicitte "kontraktbrud". Det var også dem der var efter serien "Sporløs" og anklagede programmerne at "lyve" for et års tid siden.

 
Det fik effekt. Folkene bag "Sporløs" fortæller nu i programmernes slutning og på programmets hjemmeside at...

Redaktionen på Sporløs har før optagelserne lavet forberedende research og været i kontakt med familien der søges efter.

   Programmets hovedperson er ikke bekendt med resultatet, men oplever under optagelserne et realistisk forløb.

   Alle møder i programmet er autentiske og finder sted for første gang.

Så til dokumentarfilm-debatten om "kontrakter" med publikum. Fakta, fiktion, faktion?
   Der har i de sidste uger været en lang række artikler om dokumentarfestivalen CPH:DOX - artikler der  for manges vedkommende har diskuteret et tilsvarende tema: Hvor "dokumentariske" er de fleste af de "dokumentarfilm" der  vises? Hvad kan man stole på, hvor subjektive er de, hvor meget er der manipuleret med virkeligheden? 

    Er det i virkeligheden en slags småkedelig fiktion der med ufine, men særdeles kreative midler tiltusker sig en dokumentarisk sandhedsautoritet?

Konklusionen er dobbelt:

   I løbet af de sidste 10 år har dokuementarfilmene generelt løsnet op for fakta-kontrakten og accepteret en stadig større fiktionaliserings-frihed, både når det gælder optagevilkår, de medvirkende og brug af udtryksmidler i redigeringen. 

   Men problemet er her ikke så stort at det får filmanmelderne op i det røde felt (som Henrik Palle og Anne Cortzen) - sandsynligvis fordi filmene vises i biografen hvor afsmitningen fra den journalistiske fakta-kontrakt er fraværende - og altså i modsætning til hvis de er lavet for og primært vises i tv.

Og så for lige at runde af omkring dette med "kontrakter" og forholdet mellem kunstnerisk frihed i (roman)fiktion og "plankning" af stof fra faktakilder. Information havde i fredags et læserbrev af tidligere DR-radiomedarbejder Egon Clausen, under rubrikken: "Er Kjartan Fløgstad en tyv?"

Den norske forfatter Kjartan Fløgstad er en litterær tyveknægt. Det er der i det mindste nogen i Norge, der påstår. Fløgstad har netop udsendt sin roman Grense Jakobselv på dansk, hvor den har fået titlen Den yderste grænse. Bogen handler om nogle af de nordmænd, der under Anden Verdenskrig samarbejdede med nazisterne og som ikke blev straffet, da krigen var omme.

   Bogen har fået meget gode anmeldelser såvel i Norge som her i landet, hvor den blandt andet er blevet rost for den grundige og særdeles omfattende research, som forfatteren åbenbart havde foretaget, men det passer bare ikke. En professor i historie, Tore Pryser, der er en anerkendt forsker, og som har skrevet flere bøger om Norge under besættelsen, kunne dokumentere, at langt de fleste af de navngivne personer i Grense Jakobselv var hentet fra hans forskning. Det samme var tilfældet med de begivenheder, der skildres i bogen, og selve romanens grundlæggende påstand om, at de veluddannede norske nazister undgik straf efter det tyske nederlag, var også hentet fra Prysers forskning. Men det nævnes ikke med et eneste ord i Kjartan Fløgstads roman.

   Pryser var forståeligt nok provokeret og skrev om Fløgstad i Dagbladet: »Han kan ikke undskylde sig med, at han bare skriver en roman«.

   Fløgstad svarede arrogant, at fodnoter ikke hører hjemme i skønlitteratur, og at han i øvrigt anså historiefaget som en hjælpevidenskab for skønlitteraturen, der befandt sig på»et højere tekstniveau«, og derfor mente han sig i sin gode ret til at bruge løs af indholdet uden at spørge først og takke bagefter.

   Fløgstad forsvarede sig med, at »romanen og digtningen lever efter kunstneriske love og ikke efter akademiske regler« … og »en romanforfatter skal ikke tvinges til at vende sig ydmygt mod universitetet og bukke dybt, fordi han har brugt oplysninger, som er udvundet der«.

Jeg synes helt klart det havde klædt Fløgstad at skrive en "kontrakttekst" der nævnte hans faktuelle inspirationskilde i professorens historiske afhandlinger og bøger.
   Det at han får ros for researchen bag romanen af anmelderne, viser jo at han dermed får anerkendelse for noget der ikke er hans fortjeneste. 

   Hans fortjeneste er adaptionen af de historiske facts og beretninger til en fiktionens narrative skemaer og fremstillingsformer. Det er det han burde være stolt af.