Synæstesi - igen, igen - Anne Lise Marstrand-Jørgensen og H.C. Andersen - og høre-synæstesi

Jeg fik en mail fra en kvinde for nylig der havde læst et ældre indlæg her på bloggen om synæstesi - som betyder sam-sansning - dette at ydre indtryk fra et sanseområde automatisk eller villet kobles sammen med indre (eller ydre) input fra et andet sanseområde. 

   Jeg fortæller i det indlæg at fruen havde det sådan at hun så forskellige farver knyttet til de forskellige ord når hun læste  dem. Og jeg fremførte den tanke at der var en sammenhæng mellem det at hun læste meget langsomt, og så det at hun så at sige skulle se en farvefilm køre på den indre skærm sideløbende. 

   I mailen fortalte kvinden at det havde været en lettelse og en aha-oplevelse at læse om det, for sådan havde hun det også. Hun så farver nå hun læste, og hun læste ekstremt langsomt.

   Her er et link til det indlæg hun havde spejlet sig i:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/synstesi-og-kreativitet.html

Og sådan er det med en blog om kreativitet - pludselig leverer virkeligheden serendipitet - uforklarlige associationskæder af betydningsindhold på tværs af domæner og sociale sfærer.

På bagsiden af bogtillægget til Politiken i dag bliver forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen spurgt: "Hvordan har du det med ord?" Hun svarer:

Jeg har et ganske passioneret forhold til ord. Jeg ser dem i farver og hører dem som musik, når jeg skriver. Derfor kan jeg næsten ikke holde ud  at at læse noget der er dårligt skrevet. Det er vel som at høre nogen synge falsk.

Synæstesi i rendyrket aftapning. Og dobbelt: Hun ser både farver og hører musik som indre-sansede ledsagefænomener til de ord huns skriver. Det smitter nok af på ordene hun bruger. Hun er oprindelig lyriker, inden hun begyndte at skrive romaner.

   Jeg er også interesseret i særligt kreative menneskers oplevelse af deres barndom. Og om Anne Lise Marstrand-Jørgensen finder jeg dette citat:

Marstrand-Jørgensen var et følsomt og genert barn med en stor fantasi: “Jeg legede altid, elskede at læse, tegne og digte historier. Jeg var også meget ude – i skoven, i havet, ved søen med en fiskestang. Jeg var på sin vis stille, men satte alligevel altid spørgsmålstegn ved alting og tænkte overdrevet meget over tingene, hvilket nok var med til at få mig til at føle mig anderledes … og til tider helt forkert,” siger hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008).

Jeg kommer til at tænke på på H.C. Andersen som også i sin barndom "følte sig anderledes og til tider helt forkert." Han er jo på toppen som mediedarling disse dage, og hans barndom og ungdom har jeg lige skrevet et indlæg om i den forbindelse.
 
Var han mon også synæstetiker?
   Hans sprog er jo berømt for sin humor og talenære kunststil. Og jeg er ikke i tvivl om at han har hørt de ord og sætninger han skrev, udtalt for sit indre øre mens hans skrev dem. At skrivehandlingen altså har været ledsaget af et mentalt indre lyd- og melodispor.

 
Jeg googler og får fra en side der skal undervise elever i litteraturlæsning og stilistik, en melding om at synæstesi ikke kun er at forstå som en automatisk neurologisk kobling mellem forskellige sansebearbejdende centrer i hjernen, men at det også er en litterær stilistisk figur. 

   I forbindelse med et afsnit om besjæling og allegorier står der:

Det, at to verdener kan forstås som parallelle symboliserede og symbo­li­se­rende, finder vi i lyrikkens verden udtrykt i begrebet synæstesi, nemlig når associative indtryk fra et sanseområde bruges som beskrivelse i et andet sanseområde.

Og der er også i samme afsnit direkte referencer til H. C. Andersen:

Besjæling: At give døde ting en sjæl, altså liv, kaldes besjæling. Drejer det sig om, at abstrakte fænomener (lykken, fædrelandet) får liv, taler vi om per­soni­fikation. I praksis er forskellen lille. Besjæling og personifikation kan ses som en slags metaforer, idet levendegørelsen bygger på et parallel­forhold mellem det reale (menneskelige) og det billedgjorte – legetøjet i H.C. An­der­sens eventyr Kærestefolkene for eksempel.

   H.C. Andersen besjælede mange ting i sine eventyr, og da det var kende­tegn­en­de for romantikkens forfattere, at de mente, at én og samme ånd gennemstrømmede alt levende og dødt, finder vi mange personifikationer og besjælinger hos dem.

Det rammer jo i hvert fald plet i forhold til "Tællepråsen" og en masse andre af Andersens eventyr, som netop er allegorier hvor to konceptuelle verdener blendes gennem personifikation og besjæling. Og i den forstand er H. C. Andersen altså netop også synæstetiker - men en hvor synæstesien er et produkt af en æstetisk viljeshandling.
   Måske.

    Det kan jo også være han simpelt hen ikke har kunent lade være: at han rent faktisk oplevede ting som besjælede, som udstyret med personlighed og intentioner i kraft af sin utrolige og ustyrlige fantasi, en fantasi som dag og nat - har man indtryk af - har kørt som en konceptuel stavblender med 2000 omdrejninger i sekundet.

Det kendetegnede ham netop jo også at han udfoldede sig kreativt i andet end ord og litteratur. 

   Han er berømt for sine papirklip som tit var illustrationer til hans eventyr - så han har utvivlsom set sine eventyrfigurer for sig på din indre skærm når han har skrevet om dem:

  

Evnetyret "Tællelyset" viser sig ved nærmere eftersyn at have et tydeligt freudiansk metaforisk lag - uden tvivl udtryk for den unge H.C. Andersens usikkerhed om egne seksuelle drifter, længsler og lyster. 

   Derfor er det også en af disse tilfældigt-heldige sammentræf at Anne Lise Marstrand-Jørgensen senere i interviewet i bogtillægget fortæller om sin kamp for at finde de rette ord for at skrive om sex i sin kommende roman i forlængelse af den nysudkomne  "Hvad man ikke ved":

Et af romanens stærkeste temaer bliver seksualitet og hvad den seksuelle revolution kom til at betyde - ikke mindst for kvinder. Derfor arbejder jeg en del med ord, der handler om sex og kroppe.
   Det gør en stor forskel om man f.eks. skriver kusse eller køn, og jeg bruger en del energi på at finde den rigtige måde at skrive om sex  på - det skal hverken være porno eller fjollede, traditionelle og klichefyldte omskrivninger af kvindekønnet, der er ved at sprænge af ferskener og figner i liljer i blomst.

Ord er lyde eller sort krims-krams på papir. De skaber billeder på den indre skærm, og disse billeder aktiverer spejlneuroner der - hvis ordene er velvalgte - vækker erotiske lyster hos læseren. Både når ordene er Andersens og Marstrand-Jørgensen.

Og så fører min google-søgning på 'synæstesi' også til at jeg finder oplysninger om en hidtil u(er)kendt form for synæstesi: en kobling mellem visuelle sansninger af noget der bevæger sig i omverdenen på den ene side og så automatiske ledsagde-lyde som hjernen selv producerer, på den anden. En slags tvungen sensorisk blending.

    Eksempel: Man ser en sommerfugl flyve, og hører rent faktisk vingeslag - selv om øret ikke registrerer noget lydindtryk fra sommerfuglen: 

Forskere fra 'California Institute of Technology' beskriver en ny form for synæstesi i tidsskriftet Current Biology, nemlig høre-synæstesi. Det som kendetegner synæstetikere, er at deres sanser er krydsaktiverede. De oplever en sammenblanding af sanseoplevelser som normalt indtræffer hver for sig.

   Dette sker automatisk, og er ikke noget personen kan vælge at gøre. Så dermed bliver deres virkelighed utvivlsomt lidt anderledes end andres. Mens de fleste mennesker ser sorte bogstaver på hvid baggrund i denne artikel, kan en synæstetiker se bogstaverne i farver. Og måske fremstår deres bedste ven rød eller blå, mens det smager af et eller andet når fingrene rører ved tastaturet. 

    Psykologer har tidligere rapporteret om synæstesi inden for både syns-, føle- og smags-sansen. Men en gennemgang af tilgængelig litteratur viser at der aldrig har været beskrevet sådanne fund knyttet til høre-sansen, ifølge dette nye stykke forskningsarbejde.

   Nu rapporterer Caltech-forskerne om fire personer, med sundt helbred, med høre-synæstesi. Det som sker, er at de kan høre enten dunke-lyde, pibe-lyde eller summe-lyde når de ser ting bevæge sig eller lyse op. Forskerne fra Caltech mener - overraskende nok - at høre-synæstesi ikke er specielt usædvanligt, og at det ganske enkelt repræsenterer en forstærket form for hvordan hjernen normalt behandler visuel information. 

   Neurobiologen Melissa Saenz står, sammen med Christof Koch, bag forskningen. De mener, at så mange som én procent af befolkningen kan have synæstetiske oplevelser.

Forskerne mener at når den form for høre-synæstesi ikke er blevet opdaget og registreret før, så er det fordi dem der har den, ikke er klar over at det er noget særligt som ikke alle oplever.

   Hvis du klikker ind på dette link, kan du teste om du har høre-synæstesi. En afspilning af en lydløs video med hvide prikker der bevæger sig, vil af høre-synæstetikere blive oplevet som ledsaget af en hvislende eller boblende lyd:

http://www.klab.caltech.edu/~saenz/movingdots.html

Den tændte HC Andersen - noget om digterens eventyrblanding i anledning af fundet af 'Tællelyset'

Ingen kan vist være i tvivl om at H. C. Andersen tilhører kategorien 'den særligt kreativ personlighed'.

    Jeg har skrevet om mange af slagsen på denne blog de sidste par år. Et af de tilbagevendende kendetegn er familiemæssige tab og afsavn i barndommen, mobning eller det der ligner i skoletiden, oplevelsen af at være fremmedgjort og afviger i sit miljø, et rigt fantasiliv som indre mental kompensation for ydre modstand, og støtte af mentorer undervejs.

   Og det kreative output - hvad enten det er maleri, litteratur, journalistik eller forskning vi taler om - er et produkt af grænseoverskridende mental aktivitet der integrerer og komprimerer elementer fra to eller flere ellers skarpt adskilte konceptuelle rum. Det der videnskabeligt kaldes "konceptuel blending".

   H.C. Andersen var som 'særligt kreativ personlighed' nærmest en prototype - så sær og mærkelig og speciel og genial, at hans eventyr er blevet globalt grænseoverskridende kendt - og oversat til over 100 sprog.

   Simpelthen langtidsholdbar verdenslitteratur i klassikernes superliga.

 

Derfor var det en stor sensation igår da Politiken på forsiden bragte historien om et meget tidligt H.C. Andersen eventyr, hidtil helt ukendt, som var blevet fundet i bunden af en af Fyns landsarkivs arkivkasser - af en lokalhistoriker.

   Nyheden gik også verden rundt i løbet af et døgn.

   Her kan du læse eventyret:

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/

Eventyret er efter alle eksperters udsagn at dømme skrevet på et tidspunkt hvor H.C. Andersen gik i en hadet skole i Slagelse og blev mobbet både af kammerater og af sin skoleleder Meisling. Og han havde fået forbud mod at "digte". Han var ked af det, deprimeret og drømte sig - må man forestille sig - tilbage til barndommens by og besøgene hos genboen, den unge præsteenke Madam Bunkeflod.

   Han har været omkring 18-19 år gammel da han digtede eventyret, der altså er skrevet mindst 10 år før hans første "rigtige" eventyr udkom i 1935, den genre der gjorde ham verdensberømt. Og 4-5 år efter han forlod Odense og - som 14 årig - rejste til København på egen hånd.

Lige en repetition af et par skæbne-grundlæggende biografisk oplysninger om digterens barndom: Faderen døde 1816 da Hans Christian var 11 år. Moderen var analfabet, og giftede sig igen 2 år efter. Og Hans Cristian fik sig dermed en af det klassiske folkeeventyrs sted-forældre: Ikke en stedmor, men en stedfar.

Det nyfundne eventyr har titlen "Tællelyset".  

   Det er en kort og skabelonagtig fortælling. Men skabelonen kan man så i bakspejlet se har været i den grad slidstærk og kunnet anvendes igen og igen af eventyrdigteren: en moralsk-filosofisk opbyggelig historier, fortalt gennem personifikation af ting og sager - eller af dyr som i "Den grimme ælling": "Toppen og bolden", "Hyrdinden og tinsoldaten". "Thepotten", "Grantræet", m.fl.

    Handlingen er enkel: Hovedpersonen er et tællelys der bliver "født" ud af fåretalgen i en ophedet gryde, bliver håndteret og behandlet ilde i lang tid uden at blive brugt til sit egentlige formål, indtil fyrtøjet kommer ind i billedet og tænder det, så det derved endelig får mulighed for at udfolde sit (op)lysende potentiale og realisere sig selv.

Hvordan er blandingen så? Hvad er opskriften?

   Vi skal forstå historien om de to ting - et tællelys og et fyrtøj - i overført betydning, ligesom en metafor: mennesker ses gennem tingenes optik.

   Men selve grundhandlingen på historien "overflade" forstår vi også i dag - og til alle tider: et lys bliver tændt med en tændstik.

   Det er fidusen sådan rent formidlingsmæssigt: Der er sprogligt set tale om såkaldt 'basic-level-kategorier' som kan aktivere vores spejlneuroner - og dermed med direkte adgang til vores følelser: Vi kan se det for os med det samme, vi kan tegne historiens centrale vendepunkt-scene. Og ved vi det mindste om hvordan lys produceres på gammeldags vis, så kan vi også tegne den situation og se den for os: "fødslen" i historiens start.

Det var altså to lag i mixet - som i alle moralske fabler og opdragende lignelser. X (= tingene, dyrene) skal ses som Y (= menneskene og deres indbyrdes relationer). Fidusen er forenklingen fra det abstrakte og uanskuelige, til det konkrete og genkendelige.

Men så kan vi også zoome ind på det tredje lag i blandingen, et lag som også findes i en lang række af H.C. Andersens andre eventyr, nemlig det privat-personlige lag.

   De almindelige folkeeventyr og dyrefabler  indeholder typisk højst to lag der blendes: historiens overflade-plot og udvalgte karakterer,("Der var en gang..."). (...). "De levede lykkeligt")  og så et underliggende mentalt psykodynamisk regnskab der gennemspilles, så de gode belønnes og de onde straffes, som i Askepot eller Tornerose.

   Heroverfor står Andersens "kunsteventyr" der meget ofte har mindst et tredje lag i blandingen. Han  bruger eventyret til (selv)refleksion - over egen skæbne og rolle i forhold til de sociale omgivelser og ligefrem til nemt dechifrerbare budskaber til personer som har hjulpet ham - eller såret ham i hans liv og forfatterkarrierer.

 

I det her tilfælde er eventyret adresseret som en gave til en genbo i Odense, en tidlig mentor og velgører, madam Bunkeflod, som var præsteenke og havde en stor bogsamling som teenagerdrengen Andersen havde fri adgang til. Hun havde en søn på alder med Hans Christian, som druknede som 11 årig. Hans Christian læste op for enken da hun fik stær.

   Det er ikke svært at forestille sig at han kom til at kompensere hendes savn af sønnen, og at hun blev noget i retning af en eventyrets 'femor' for ham.

   Så eventyret "Tællelyset" kan altså også forstås efter formlen "tællelys = Hans Christian" og "fyrtøj = Madam Bunkeflod".

   Lidt research viser at Hans Christian allerede i en tidlig alder hvor han kom i hendes hjem, har begavet hende med et selvlavet kreativt produkt: en nålepude:

Nålepude syet af H.C. Andersen til genboen den unge præsteenke Madam Bunkeflod ca. 1816. Madam Bunkeflod boede med sine børn overfor H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Nålepuden var en fødselsdagsgave fra Hans Christian.

Men der er endnu et lag i dette kreative 'blend' som Torben Brostrøm skarpsindigt og kreativt udlægger i sin artikel i Information i dag under rubrikken "Det unge lys Andersen" - et lag der udtrykker det som ellers er tabubelagt: sexualiteten - og et lag som Hans Christian sandsynligvis er helt ubevidst om:

Men fortællingen frigør sig allegorisk til en almengyldig lære om betydningen af at møde forståelse og klarsyn trods modstand fra uforstand, uvilje og ligegyldighed hos omverdenen. Den lader sig let læse som et møde med kærligheden, understreget af tekstens kønslige metaforik, indledt af en fødselsskildring.

   Vuggen er en flammevarm gryde, hvorfra lyset glider ud, skinnende hvidt og slankt. Et hvidt får var lysets mor og en smeltegryde dets far. Den noget anstrengte animisme føres videre til ’verden’, som kun er optaget af sig selv og tager forkert på lyset med sorte fingre og sætter pletter på den rene uskyldsfarve.

   Lyset har svært ved at skelne rent fra urent, men bevarer et ufordærvet indre. Forladt af både de onde og de ængstelige gode havner lyset i meningsløsheden i et liv til ingen nytte. Og som det værste: måske havde lyset sværtet de velmenende i sin omgang med dem. Det er en fin beskrivelse at et menneskes krise i en oplevelse af det absurde gennem en noget omstændeligt repeterende analyse af en depression.

   Der er ikke sparet på tilliden til lysets nytændte evner og oplysning af omgivelserne. Lyset har fundet sin mission, sin vej til sandheden. Morsom er understregningen af, at de to parter ikke blot udtrykker en legemlig formæling, men også deres åndelige udbytte. Denne forsikring må med til slut, både af ideal overbevisning og sagtens ud fra den skrivendes fornemmelse af at have vovet sig langt frem med en detaljeret henrykkelse over fysiske omstændigheder og lysets legemspragt.

   En psykoanalyse kunne få nok at gøre. Men skam få den, som tænker ilde om den sproglige uskyld, der lyser gennem teksten og dens pligtmæssige moralisme. Inciterende er netop blandingen af forudviden og drøm, traditionsbunden kunnen og normbrydende selvfølelse, et tidligt kendskab til livets risiko, dets mange faldgruber. Ængstelse og eventyrligt mod, en stærk selvtillid, der indeholder sin modsætning af fortvivlelse er i al enkelhed det moderne ved digterspiren Andersen, som gør folkeeventyrets og fablens skabeloner så lysende personlige.

I min dansk-studietid på KU var Torben Brostrøm, der anmeldte litteratur i Infomation, en af min helt store helte og forbilleder som litteraturanalytiker og -formidler. Og han kan godt nok stadigvæk analysere så alle andre får baghjul.

   Politiken bringer i dag kommentarer af tre 'Kloge-Åger' som alle er ret negative og nedladende. Rubrikkerne lyder: "Umodent, sentimentalt, bagatelagtigt", "Kunne være skrevet af ethvert begavet barn", Pædagogisk, så det er til at brække sig over".

   Jeg kan til gengæld godt få lidt kvalme - i overført betydning - ved disse 'Kloge Åger'´s moraliserende æstetiske framing - evnetyret vurderet i et mentalt bakspejl.

Brostrøm udnytter i sin artikel den kreative mulighed for at frame prospektivt - istedet for retrospektivt.

   Den unge Andersen er ved at lære - hans indre  mentale stavblender er under kraftig udvikling. Men konstruktionsprincipperne for blandingsproduktet som viste sig i den grad langtidsholdbare, er allerede på plads på det her tidlige tidspunkt.

   Og i de senere samlinger af eventyr er der både nogle "store og dybe" - og nogle der er mere "bagatelagtige". Havde Andersen puttet "Tælllelyset" ind i en af eventyrsamlingerne, så var der ingen der havde løfte et øjenbryn - endsige en æstetisk moraliserende finger.

De klager alle over det primitive sprog og den manglende humor. Jeg er helt uenig.  

   Grundhumoren ligger jo i personifikationen af tingene, og den deler dette eventyr med alle de senere eventyr, skåret over samme allegoriske læst og bærende ide.

Erik Skyum-Nielsen lufter i sin kommentar en mistanke som også er forklaringen på at der går et par måneder fra opdagelsen af manuskriptet - som angiveligt er en afskrift - til offentliggørelsen af nyheden, nemlig spørgsmålet om der kan være tale om et falskneri. "Den mistanke er jeg stadig ikke helt fri for", skriver han.

   Samme tanke strejfede mig også igår da jeg læste teksten i sin helhed. Vi har ført haft spektakulære sager om skrevne falsknerier. 

   Tænk bare på skandalen omkring "Hitlers dagbøger" fra 1983 hvor det vesttyske journalistiske magasin 'Stern' offentliggjorde uddrag af - angiveligt - Hitlers private dagbøger, som man havde betalt 9 millioner for. 

    Og så sent som i år var der en lignende skandale i Norge. Kristeligt Dagblad bragte i foråret en artikel der i manchetten fortalte: "Norsk tv-instruktør er anklaget for at forfalske skrifter fra Knut Hamsun og Henrik Ibsen. Selv erklærer han sig uskyldig. Sagen har skærpet kravene til verificering."

   I disse tilfælde er der penge involveret - mange penge. Og det synes ikke at være tilfældet med H.C. Andersens ungdomsværk her.

Men muligheden foreligger stadig for at eventyrteksten er det man i film- og tv-sammenhæng ville kalde en "mocumentary" - som laves som en blanding af sjov og alvor - for at vise hvor let vi - både menigmand og eksperter - lader os narre ud fra ligheder i indhold, form og udtryk og fantasier om hvor spændende det kunne være hvis historien var sand.

   I princippet er det samme ide som ligger bag konstruktionen af gode aprilsnarre som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Time will show!