Om glæden ved æstetisk skønhed (3) - endnu mere om betydningen af "processing fluency" - her bevæger vi os fra skønhed til sandhed

(fortsat fra forrige indlæg, som det vil være en god ide at læse før dette)

Kunst er interessant, tiltrækkende, stimulerende og noget der er giver varig oplevelsesværdi fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, originalt og sætter nye tanker i gang. Det har jeg - man, vi, alle - lært og tror på.
    Og det har vel været kunstæstetikkens grundlæggende præmis siden slutningen af 1800-tallet hvor modernismen og tænkningen bag den, blev født.
     Herhjemme var det Georg Brandes der formulerede kravet til ordentlig kunst, specielt med tanke på litteraturen: Den skulle "sætte problemer under debat".
   Dette sat i modsætning til forestillinger om den 'skønhed' der bygger på et nedslidt, udtjent og idealiserende skønhedsideal fra århundrederne før da, som som pop og kitsch, noget som helt grundlæggende er kedeligt fordi det er for enkelt, banalt, forudsigeligt og simpelt.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: Enten er man kitch eller avantgarde:

http://www.sharecom.ca/greenberg/kitsch.html

 Ilustrerende eksempler fra artiklen:

Kitch

Avantgarde

Kitch

Avantgarde

Så den siden da ret indiskutable og ofte erfarede sandhed som jeg indledte med, den står vel i modsætning til teorien om sammenhængen mellem 'processing fluency' og 'aesthetic pleasure', en teori som blev lanceret i afhandlingen med titlen: "Processing fluency and aesthetic pleasure: Is beauty in the perceiver's processing experience?" - skrevet af forskerne: Rever, Schwarz og Vinkielman.

   Og det syn på kunst og oplevelsen af den,  at den skal være provokerende og sætte tanker i gang, er forfatterne sådan set enig i. 

An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.

Der er nemlig et ret grundlæggende problem ved deres teori: Den ser ikke ud til at stemme overens med den erfaring at kunst for at opleves som skøn, også skal hav en kant, være kompliceret - og altså i en metaforisk forstand være 'sand'.

O.K. Nu må man så holde tungen lige i munden, sådan mentalt set: Tanke- og formuleringsmæssigt galoperer vi ud over stepperne:

 
For faktisk at opleve "processing fluency" i forhold til en genstand, så må der også være en oplevelse af en forventet modstand i konteksten og situationen, en modstand som skal overvindes og som så også - til sidst - bliver overvundet.

   Hvis der er nul modstand ved perceptionen (=det man ser, er totalt forudsigeligt og velkendt) betyder faktisk  at oplevelsen af 'processing fluency' formindskes eller helt forsvinder. Og nemt slår over i sin modsætning: kedsomhed, forudsigelighed, vane:

As discussed in the preceding section, the ability of fluency to elicit an experience, and the perceiver’s willingness to use that experience in forming a judgment, depends on expectations and attributions. Simple stimuli allow the perceiver to form more accurate processing expectations, reducing the strength of the fluencybased experience. Further, simple stimuli provide the perceiver with an obvious attribution for the experience.

Hvis man som modtager reagerer ved mødet med 'skønheden' med denne tanke og følelse: "Jamen det er jo ikke andet end...", eller "Jamen, det er jo bare...", så forsvinder den æstetiske skønhedsoplevelse - som dug for solen.
 
Tænk på hvordan impressionisternes billeder blev oplevet da de de første gange udstillede i slutningen af 1800-tallet: stor modstand og ståhej - deres billeder blev af kunstkritikerne udskreget som uforståelige, grimme og barbariske, og de selv set som modstandere af den traditionelle kunsts universelle og indlysende skønhed.

Monet: Solopgang. 1972

Den modstand blev så over tid overvundet hos et nyt og mere åbent indstillet publikum, så flere og flere kritikere og udstillingsgæster oplevede "processing fluency" ved synet af dem, og dermed (ind)så deres æstetiske skønhed.

   Men nu er plakater med kopier af Monets, Renoirs og Degas´ billeder så 'indlysende smukke' at de for mange nok er dekorative, men også simpelt hen er kedelige - idet de egentlig ikke yder modstand nok, har æstetisk kant nok, til at man kan oplever skønheden i dem i dag.

Artiklen om 'processing fluency' fortsætter ved at henvise til æstetiske principper som "uniformity in variety" (='indre ensartethed bag ydre forskellighed'), eller "simplicity in complexity" (='det enkle i det komplicerede'):

Consistent with these ideas, a common view in aesthetics holds that highest beauty is attained by “uniformity in variety,” or “simplicity in complexity,” as when a complex theme is presented in an accessible way (see Dickie, 1997). This phenomenon can be understood by conceptualizing uniformity or simplicity as a source of fluency, and variety or complexity as a source of processing expectations. That is, when processing is expected to be difficult, yet turns out to be easy, it creates a particularly strong experience of aesthetic pleasure (see Gombrich, 1984, for a related discussion).

Fidusen ved den særlige stærke oplevelse af 'skønhed' som stammer fra 'det enkle i det komplicerede' eller 'det fælles i variationen', er at hvis man forventer det ikke går så flydende med afkodningen af det man ser, hører, føler, smager, læser - og man så pludseligt eller gradvist oplever at det alligevel opleves dejligt (man har 'knækket koden', som man siger), så giver det en særligt stærk oplevelse af skønhed, vellyd, velsmag.

 
Forskning viser så også at sammenhængen mellem komplekse stimuli og oplevelsen af behag, følger en omvendt U-kurve: Først stiger oplevelsen af behag med øget kompleksitet - indtil det bliver FOR besværligt og indviklet, så falder den igen.

A similar logic may explain why stimulus complexity is often related to preference by an inverted Ushaped function (e.g., Berlyne, 1971; Vitz, 1966). With low levels of complexity, the source of fluency is very salient. As complexity increases, the salience of the source of perceptual fluency decreases, enhancing the misattribution of fluency to beauty. However, further increases in complexity will eventually reduce processing fluency, leading to a decrease in perceived beauty. These mechanisms would combine to form a U-shaped relation between complexity and beauty, as predicted and found by Berlyne (1971).

Illustreret her:

Det er parallelt til beskrivelsen af 'flow'-oplevelsen som man finder den beskrevet inden for kreativitetsteorien i Mihaly Csikszentmihalyi-aftapningen: 'Flow' oplever man når der er en balance mellem det der er svært (= modstand), og det man i forvejen kan og som er nemt (= færdigheder) således at opgaven via den metaforiske flyve- eller flydetur bliver løst optimalt - til alles fuld tilfredsstillelse

  Er det for nemt, så kommer man ikke i 'flow'. Er det for svært, så heller ikke.

Artiklen diskuterer videre hvad forskellige forhold som kan gøre teorien i dens forenklede udgave problematisk:
   For eksempel dette at "processing fluency" også kan afhænge af om indholdet i kommunikationen er neme eller svær at kapere, kaldet 'cognitive ease' (i modsætning til 'perceptuel ease' som er det de har fokus på).
   Et smukt formet og proportioneret ansigt, er nemmere at opleve som meget smukt end den smukt formede abstrakte skulptur som man ikke kan finde ud af hvad forestiller.

   Eksempel: ansigtet på skuespilleren Angelina Jolie versus en Robert Jacobsen jernskulptur.

Anglina Jolie-portrætfoto

Robert Jacobsen-skulptur

Teorien om "processing fluency and aesthetic pleasure" kan blandt andre ting forklare hvorfor 'novicer' og 'eksperter' inden for et bestemt fagområde ofte kan værre ude for at de oplever 'skønhed' og 'graden af skønhed' meget forskelligt.

   Det som 'novicen' kan opleve som fantastisk smukt, kan af eksperten opleves som alt for indlysende behageligt og dermed banalt - og følgeligt ikke så smukt som objekter hvor skønheden er mere indirekte og skjult.
   Kritikere med ekspertstatus kunne i sådanne sammenhænge finde på at kaldet det for "forløjet kunst", associerer jeg.

Hen imod slutningen af artiklen tager de tre forfatter så nogle af Ramachandrans 10 principper for "universal laws of art" op: overdrivelse og abstraktion (forenkling).

   På en måde går de jo nemlig imod princippet om 'prototypicalitet' (dette at noget er typisk for sin slags) som noget der fremmer letheden i kommunikationen.

   De skriver:

In apparent contradiction to a common preference for prototypicality, two popular techniques in art are exaggeration and abstraction (Ramachandran & Hirstein, 1999). A perceptual fluency theory may again shed light on this paradox. On the one hand, prototypical stimuli are easier to process than nonprototypical ones, resulting in higher preference. On the other hand, under some conditions, exaggeration and abstraction may facilitate processing even more by emphasizing central features and discarding others.

Altså:: Forfatterne til artiklen mener her med deres teori at kunne forklare et paradoks: Hvorfor det er rigtigt at "overdrivelse fremmer forståelsen", "less is more" og "isbjergprincippet" (dette at det synlige og udtalt skjuler og henviser til en masse der er usynligt og uudtalt) - frem for forestillingen om at det man ser og hører, bare i et en-til-en-forhold ligner det det fremstiller - som i et fotografi.

   I begge tilfælde er der tale om at det øger "processing fluency" hvis man forenkler og overdriver det som er typisk, fælles, gennemsnitligt og gennemgående, via brug af den simple streg og linjeføring, eller ved den karikerede fremstilling.

   Jeg tager lige et par eksempler fra min yndlingskunst, de japanske træsnit:

Man forstår jo godt at de franske impressionister - og herhjemme Harald Henriksen m.fl. - blev stærkt inspirerede af skønheden i disse træsnit - via  neto deres forenkling og overdrivelse.

Fra skønhed til sandhed

Egentlig startede dette og det foregående indlæg med min nysgerrighed efter hvad det var i hjernen der sagde mig: "Hvor dejligt: Det her er godt nok fantastisk smukt!" Foranlediget af en udstilling på Rønnebæksholm som tematiserede "forestillinger om skønhed".

   Men en særlig vinkel som jeg var og er optaget af, er også hvordan der kunne og kan være en sammenhæng mellem 'skønhed' og 'sandhed':
   Det ene har med sansernes emotionelt positive oplevelse af objekter at gøre, det andet med substansen, med indholdet i udsagn at gøre.
  Og begge spørgsmål har optaget mig - som mangeårig underviser i journalistik, forsker og konsulent for folk der producerer fortællinger på tv. Og som en der har produceret bøger og artikler som faktisk rigtig mange mennesker har sagt der har haft glæde ved at læse og hvis indhold de har fået stort udbytte af. Og altså i en eller forstand har oplevet som indeholdende 'sandhed(er)'.

Svaret ifølge artiklens afsnit med overskriften "Beauty and Truth" er at  at de har en fælles kilde til vurderingen: "processing fluency":

In fact, there is growing empirical evidence that people use a common source for evaluations of both beauty and truth—processing fluency.

   For example, stimulus repetition increases judgments of liking. Similarly, figure–ground contrast increases judgments of liking.

   For example, R. Reber and Schwarz (1999) observed that the same statements were more likely to be judged true when presented with high rather than with low figure–ground contrast.

   Similarly, McGlone and Tofighbakhsh (2000) demonstrated that the same propositions are more likely to be perceived as true when presented in a rhyming rather than a nonrhyming form. Interestingly, a rhyming form also enhances the fluency with which statements are understood.

   In combination, these findings suggest that judgments of beauty and intuitive judgments of truth may share a common underlying mechanism.

   Although human reason conceptually separates beauty and truth, the very same experience of processing fluency may serve as a nonanalytic basis for both judgments.

Ups og haps! Vi er her inde på det område som jeg tidligere har skrevet om, når jeg har refereret centrale synspunkter og ideer fra bogen "Thinking, Fast and Slow" af Daniel Kahneman.
   Heri påviser han hvordan det at noget er nemt at tænke (system 1) fx fordi man har letkøbte fordomme om det, gør at man derfor nemmere tror på at det er sandt.

Artiklen slutter med at opsummere sine 'findings' ....

In sum, we propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently the perceiver can process an object, the more positive is his or her aesthetic response. This proposal entails four specific assumptions.

   First, objects differ in the fluency with which they can be processed. Features that facilitate fluent processing include all the core features identified in objectivist theories of beauty, like goodness of form, symmetry, and figure–ground contrast, as well as variables that have not received attention in traditional theories of aesthetic pleasure, like perceptual and conceptual priming procedures.

Altså: Forskellige objekter adskiller sig fra hinanden i forhold til hvor nemme eller svære de er at 'afkode'' med vores sanser (="can be processed"). Alle de egenskaber som teorien om at skønhed findes i ydre objektive objekter  uafhængigt af hvem som sanser dem, er egenskaber der letter denne afkødningsproces så impulserne fra dem bidrager til at oplevelsen af objektet bare flyder ind via underbevidstheden.

Second, processing fluency is itself hedonically marked and high fluency is subjectively experienced as positive, as indicated by psychophysiological findings.

For det andet: Selve det at noget er let at afkode, er fra barnsben forbundet med positive følelser,  det som her kaldes 'hedonically marked'. Og hvad er 'hedonisme' så? - Det kommer fra græsk (hedone="lyst") og er læren om at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse.

Third, the affective response elicited by processing fluency feeds into judgments of aesthetic appreciation, unless the informational value of the experience is called into question.

For det tredje: Positive følelser som skabes ved at afkodningen bare går af sig selv, flyder umiddelbart sammen med at noget vurderes som æstetisk værdifuldt, med mindre indholdet som formidles via den sansevurderede genstand, opleves som problematiskf fordi der er en konflikt mellem smuk form og grimt indhold.    Et godt eksempel på en sådan problematiserende og kritisk diskussionen finder man i forbindelse med tyske filmkunstner Leni Riefenstahls film Triumph des Willens der gennem en fantastisk dygtig optage- og redigeringsteknik forførende og effektivt heroiserer Nazismen og Hitlers Dikatatur:

Still-billede fra Riefenstahls film

Og endelig kan effekten af oplevelse af hvor flydende mødet med en et objekt går, blive ændret af særlige forhold: 

Finally, the impact of fluency is moderated by expectations and attribution. On the one hand, fluency has a particularly strong impact when its source is unknown and fluent processing comes as a surprise.

   On the other hand, the fluency-based affective experience is discounted as a source of relevant information when the perceiver attributes the experience to an irrelevant source. 

Hvad kan påvirke og modificere oplevelsen af afkodningen af en sanset genstand, altså hvor flydende eller trægt mødet går? er spørgsmålet her. 

   - Det kan stærke forhåndsforventninger og særlige former for kontekster - og påvirkningen kan gå i både  positiv og negativ retning. 

   Hvis oplevelsen af at "her går det nemt og flydende", hvis den kommer som en overraskelse, så forstærker det den positive oplevelse. Og omvendt hvis mødet føles som væsentligt mere trægt end forventet, så forstærker det den negative oplevelse.

   'Attribution' handler om hvordan vi forklarer eller begrunder oplevelsen af mødet med en genstand. Og hvis vi tilskriver oplevelsn noget negativt eller irrelevant hos afsenderpersonen eller i genstandens kontekst, så svækker det den positive oplevelse. 

   Et eksempel: Et maleri som traditionelt tilskrives Van Gogh, viser sig ved computerbaserede nærstudier af penselstrøgene at være en meget senere, men også meget dygtig forfalskning; billedet er malet mange år efter hans død - af en superprofessionel forfalsker:

In this photo released by the Museum and James Wang and Jia Li of Penn State shows a known forgery "The Sea at Saintes-Maries", left and the brushstrokes of the image at right. To detect fakes, the painting is divided into 2.5 inch by 2.5 inch sections. Each brushstroke is compared to a computer model devised from scans of 23 unquestionably authentic van Gogh works. The strokes are examined based on their length and steadiness.

Sammenfattende af dette komprimerede afsnit:

   Skønhed er ikke et objektivt træk ved genstande, lyde og andre sanseformer. Men det udspringer heller ikke frit af hjernens følelser af behag og ubehag.

   Det er noget som ligger i forholdet mellem hjernen og den umiddelbart oplevede smukke genstand: En relation der via interaktion over tid lærer hjernen og dermed bevidstheden at dette er smukt og dette ikke.

We have seen that beauty does not rest in the objective features of an object, but derives instead from the processing experiences of the perceiver. Is beauty therefore in the eye of the beholder? In a sense it is, if folk wisdom thinks of the eye as the perceptual processes of the beholder.

    However, beauty “in the eye of the beholder” has often been contrasted to “objective beauty.” The fluency hypothesis resolves this apparent contradiction: Beauty is in the processing experiences of the beholder, but these processing experiences are themselves, in part, a function of objective stimulus properties and the history of the perceiver’s encounters with the stimulus. Hence, beauty appears to be “in the interaction” between the stimulus and the beholder’s cognitive and affective processes

Men interaktionen mellem hjernen ot oplevelsen af skønhed i objekter i omverdenen udspringer så fra starten - barndommen - af objektive features ved genstande som hjernen er blevet forhåndsprogrammeret til at sætte pris på gennem darwinistisk udvælgelse: bundne sanseformer som har gavnet artens overlevelse, og over tid derfor har fæstnet sig genetisk i hjernevindinger og hormonale styresystemer.

Pyha. Det var en hård omgang at forstå det med betydningen af "processing fluency". Men når jeg har skrevet det - og skrevet det så langstrakt, så er det fordi jeg synes jeg virkelig blev klogere af at forstå det. 

Under researchen til dette og det foregåend blogindlæg er der også dukket et andet begreb op som kobler hjernens konstruktion og funktion med følelsen af lyst og dermed med lyst- eller glædefuld æstetiske oplevelser: "hedonistic hostspots" (om hvad 'hedonisme' er, se ovenfor):

Hedonic Hotspots are pleasure centers of the brain beneath the level of conscious thought. These set each other off during sensory pleasurable experiences.

https://vimeo.com/151688505

This animation shows how cognitive pleasures, such as a good conversation, a pleasurable idea or memory, a problem solved, etc, set off hedonic hot spots in the unconscious part of the brain. Ultimately the stimulation of these hot spots activates cognitive pleasure circuits, as well.

https://vimeo.com/152304377

Det med hedonistiske hotspots og deres funktion og betydning i oplevelsen af skønhed, vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

I næste indlæg planlægger jeg så at fortæller mere konkret om den udstilling som startede hele serien her: Maleriudstillingen på Rønnebæksholm med titlen: 'Forestillinger om skønhed', med billeder af den for længst afdøde svenske akvarelmaler Carl Johan Forsberg, og den nulevende danske kunstnerinde Eva Louise Buus, som er blevet inspireret til mange af sine billeder af mødet med billeder af Forsberg.

(fortsættes i næste indlæg)

Thinking, Fast and Slow (7) - bidrag til forståelsen af 'behavioral journalism' - med aktuelle eksempler fra Politiken og TV-Avisen

Økonomien er i krise, både i teori og praksis. Det politiske system og dets udøvere, politikerne, er i krise. Journalistikken, journalistprofessionen og mange af de medier den udfolder sig igennem, er i krise. 

   Hvorfor? Hvordan? Og hvad så?

   Nobelpristageren Daniel Kahneman har måske nogle af svarene.

Jeg har igennem en række blogindlæg i den seneste måneds tid refereret teoretiske begreber og konkrete pointer fra en efter min vurdering usædvanligt indsigtgivende bog 'Thinking, Fast and Slow', skrevet af denne højt anset forsker, professor i flere forskellige fag: Daniel Kahneman. 

   Begreberne og pointerne har jeg forsøgt at bruge til at kast nyt lys på aktuelle journalistiske problemer, og på selve journalistprofessionens arbejds- og eksistensvilkår.

   Kernen i Kahnemans teoretiseren er at han klart skelner mellem to menneskelige tænkeformer: 'System 1' der tænker hurtigt og intuitivt og mentalt er ude af starthullerne inden man kan nå at blinke, og 'System 2' der tænker langsomt logisk og analytisk - og for det meste er dovent - og derfor  alt for tit frafalder.

   

Inden  for den sidste uge er der i pressen og medierne forekommet en række bemærkelsesvædige journalistiske "bommerter", kritisable "fejl" som jeg synes med fordel kan belyses og oplyses ved Daniel Kahnemans grundforestilling: at mennesket tænker, vurderer, bedømmer, beslutter sig og handler i spændingsforholdet mellem de to "systemer", som han personificerer for forståelsens skyld, men som han altså benævner med de abstrakte termer: 'System 1' (= 'thinking fast¨) og System 2 (= 'THINKING SLOW').

Den første case er fra Politiken.

   En skarp offentlig kritik af folkeskolens dårlige undervisning og uambitøse pædagogisk praksis, blev viderebragt gennem et langt journalistisk interview med "forfatter og filosof" Lene Andersen. Hun anklagede angiveligt folkeskolen for at fremme middelmådigheden og overse de dygtigste elever, anklager hun byggede på egne personlige erfaringer og oplevelser, hvor hun som højt begavet - ifølge eget udsagn - var langt foran klassekammeraterne og slet ikke fik faglige udfordringer på sit niveau.

   Interviewet blev lanceret under den ret så opsigtsvækkende rubrik:

Eliten taber i middelmådighedsskolen

Underrubrikken/manchetten lyder:

Lene Andersen dødkeder sig 10 år i folkeskolen. Senere har hun fundet ud af, hvorfor. Med en tårnhøj IQ manglede hun udfordring og faglige fællesskaber. Lene Andersen mener, at det e dybt problematisk, at folkeskolen er indrettet efter den jævne begavelse. Og det har store konsekvenser for den enkelte og for hele samfundet.

En grusom salve, må man sige.

Artiklen giver anledning til en masse debat og opbakkende kritiske udtalelser til citat fra opnionsdannere, pædagogiske eksperter og politikere.

   Og redaktionen har været stolt: Endnu en gang kørte vi med klatten, satte dagsorden og var nyhedsførende.

   En tidligere klassekammerat henvender sig derefter til Politikens redaktion og gør opmærksom på at Lene Andersen aldrig har gået i folkeskolen, men i alle 10 år har gået på den private Tåstrup Realskole.

   Av! Av! En mavepuster.

Læsernes kloge og udmærkede redaktør, Bjarne Schilling,  er ude med den helt store undskyldning i sin ugentlige klumme. 

   Og folkeskolelærerenes organisation gør opmærksom på at det ikke er første gang, så det ligner lidt en tendens. Politiken jagter en stor gruppe af sine kernelæsere. Og god journalistik synes de - med god grund - ikke det er.

   Men læsernes redaktør skriver at man ikke kan bebrejde den journalist noget, der har skrevet artiklen og lavet interviewet: Man må da gå ud fra at en højt begavet kilde som Lene Andersen må vide hvad hun snakker om, og kan skelne mellem "folkeskole" og "privat skole", er hans argument.

Og så sent som i Søndagspolitiken i går gentager Schilling forsvaret for journalisten: Artiklen var ikke udtryk for "dårligt journalistisk arbejde":

Jeg forstår godt, at lærerne blev knotne over interviewet – selvfølgelig er det redaktionens ansvar når der er fejl i avisen. Men først hvis fejlen skyldes dårligt journalistisk arbejde, skal jeg tale med store bogstaver, og det finder jeg stadig ikke anledning til.

Jeg synes læserredaktøren med sindsro kunne have talt med mindst så store bostaver at det matchede rubrikkens til artiklen.

I mit gamle lærebogshæfte i journalistik for begyndere står at hvis en kilde udtaler sig kritisk og anklagende i generelle vendinger om en stor gruppe mennesker (fx indvandrere) eller en stor samfundsinstitution som sygehusvæsenet eller folkeskolen, så beder man vedkommende lige at fortælle hvilket konkret erfaringsgrundlag han eller hun taler ud fra: 

   Hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, med hvilken begrundelse, af hvilken årsag, med hvile konsekvenser??????? 

Hvis en interviewperson offentligt fortæller at folkeskolen og dens lærere leverer en dårlig og slap undervisning over en årrække, så spørger man som kildekritisk journalist naturligvis kilden om hvilken folkeskole i hvilken kommune han eller hun har gået på: den i Holeby, den i Tønder, den på Nørrebro, eller den i Rungsted - bare for at nævne nogle mulige eksempler. 

   Den konkrete skole kunne vel være en opfølgning værd!

Altså: En professionel journalist som kan sit hånværk, spørger, som en ren rygmarvsreaktion, om kildens konkrete erfaringsgrundlag for disse opsigtsvækkende og barske generelle anklager...

  Troede jeg - at jeg og læserredaktøren og redaktionen og alle journalister og journalistuddannelser kunne blive enige om.

Politikens egen højt kvalificerede uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang har i et utal af artikler dokumenteret at der er meget store udsving i kvalitet og resultater fra den ene folkeskole til den anden - i forskellige kommuner og forskellige områder af landet. 

   Og hvis en journalistpraktikant fortalte mig at Politiken var en elendig avis der leverede slap og dårlig journalistik, så vil mit skarpe kontrolspørgsmål da også som det første være. "På hvilken redaktion har du arbejdet?" Ikke alle redaktioner og redaktører er lige gode, heller ikke på Politiken, men jeg har holdt avisen i 50 år, og han skal ikke komme her og ... og hvad bilder han sig ind?

Den anden case har også fyldt godt i debatten blandt mine journalistiske venner på Facebook hen over weekenden. Det er fra TV-Avisen tirsdag den 4. januar.

   DR1 bragte et ret omfattende nyhedsindslag i den sene "tunge" TV-Avis kl. 21.30 - med reportageoptagelser fra en demonstration af lokale borgere rettet mod direktørerne for den krakkede EBH-bank i Nordjylland ved indledningen af en - sjældent set - retssag mod den ansvarlige ledelse.

  TVA-værten Lilian Kretz annoncerede i spib-en at EBH-direktørerne er anklaget for grov manipulation med bankens aktiekurser. Og LK  siger lidt senere i indslaget i en speaket voice over:

Og en lang række vrede borgere fra Fjerritslev var i dag mødt op ved retten. Mange mistede vigtige sparepenge, da EBH-bank krakkede. Og de ønskede især at konfrontere den tidligere EBH bankdirektør Finn Strier Poulsen. Efter retsmødet forsøgte de for en kort stund at blokere bankdirektørens bil.

Under denne autoritative vært-speak ser vi reportageklip fra - af sammehængen angiveligt - en lokal demonstration hvor nogle spredte deomonstranter går rundt med de klassiske anklagende skilte, hvor tekstenerne alle er skrevet med samme skrift på hvidt karton. De bærer ikke skiltene løftet og sømmet på træpæle, men hængende løst ned foran kroppen og fastholdt med hænderne i øverste kant af skiltene. Vi ser også et eller flere tv-kamerahold i aktion på stedet, boomstang i billedet, og et par mennesker gå tæt på en stor, dyr sort bil der hurtigt kører bort. Ligesom scenen i en spillefilm.

Jeg husker TVA-indslaget. Og jeg mindes også at jeg var en lille bitte smule usikker - følte et stik af ubehag da jeg så det, uden at jeg i skyndingen kunne nå at finde ud af hvad der gav den fornemmelse. 

   I anledning af dette indlæg har jeg genset TVA-indslaget. Og har nævnt nogle af de ting der ser lidt mærkelige ud.

 
BT kører også på kanten af sandheden og etikken i sin vinklingen af indslaget når de i rubrikken på BT.dk skriver: "Her er beviset: Demonstranter instrueret af DR". 

   DR instruerer ikke. Det gør tilrettelæggere. 

   En klart manipulerende sproglig stramning af rubrikken. Og en rubrik er en del af den skrevne journalistiks iscenesættelse på avissiden. Her har man zoomet ud fra nærbilledet "tilrettelægger" til totalen "DR".  Og jeg ser i dag Lisbeth Knudsen i en leder manipulere sprogligt ad samme spor.

   Sandheden var og er at det var et selvstændigt produktionsselskab som havde kontrakt med en anden DR-afdeling end nyhedsafdelingen, om at producere en serie oplysende faktaprogrammer med afsæt i EBH-sagen.

  Den præcise hybrid-genre kan jeg ikke se af diskussionen, men et konceptstyret og plot-drevet format ser det ud til at der er lavet kontrakt om mellem denne anden DR-afdeling og produktionsselskabet.
    No problemos! Business as usual!
   Bortset fra at et fortravlet nyhedshold under pres lige skal  have en aktuel historie hjem til aftenens 21.30-udsendelsen fra samme lokalitet - med udgangspunkt i samme retssag.

Men hvad var problemet? Egentlig?

   At demonstrationen som TV-A bragte levende reportageoptagelser fra, som dokumentariske dækbilleder til et delvist vært-speaket journalistisk nyhedsindslag, at de billeder viste en "demonstration" som var arrangeret og iscenesat af et privat tv-produktionsselskab som var igang med egne optagelser til en konceptstyret- og plot-båret tv-serie for en anden DR-afdeling; en "demonstration" med ægte lokale borgere der ægte var blevet snydt, og som var ægte vrede, forargede, kede af det - som medvirkende foran kameraet. 

DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er hurtigt ude med beklagelse og undskyldning da fejlen bliver afsløret i BT: Det var en alvorlig journalistisk brøler. Den slags må ikke ske. TV-Avisen må og skal ikke dække fiktive og iscenesatte demonstrationer som var de spontane og autentiske. 

   Men at demonstrationen var iscenesat, det kunne TVA-reporteren og DR-holdet ikke vide, så derfor var de lovligt undskyldt, mente Haagerup.

DR-nyhedsdirektøren fremfører et forsvar der i høj grad minder om det ovenfor citerede fra Politikens læserredaktør: Det var en fejl at det blev publiceret/udsendt, men journalisten kunne ikke vide bedre - vedkommende kunne ikke andet end tage kilden/demonstrationen for gode vare, for pålydende!

Jeg blev i går ringet op af en journalist fra B.T der spurgte om hvordan det egentlig var med iscenesættelse og journalister og journalistik. Han henviste til at jeg havde skrevet en artikel for nogle år siden om brug af iscenesættelse af virkeligheden i fakta- og underholdningsprogrammer til tidskriftet Mediekultur.

Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv - heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen med henblik på at fortælle historier i levende bileder..

   Men i hvilket omfang og på hvilke områder af det vi ser og hører på skærmen, man arrangerer, aftaler og iscenesætter, det er der langt hen ad vejen enighed om blandt professionelle tv-journalister IKKE at fortælle seerne.

   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte kontrakt om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der medd et hold.

   Derfor opstår der med jævne mellemrum i hele perioden fra midten af 60-erne og de følgende 5 årtier, ballade- og skandale-sager af samme slags som nu den om TV-Avisens indslag med brug af optagelser fra en iscenesat demonstration - iscenesat for at professionelle tv-folk kan bruge optagelserne til "et eller andet" i et fakta-baseret tv-program.

  Præcis til hvad, står i konceptet og manuskriptet. Men det kender jeg ikke. 

Da jeg har hukommelse og erindringer om tv- og medier helt tilbage fra midten af 60-erne, og har produceret en velanskrevet fagbog om 'Faktion som udtryksmiddel' som udkom 1990, og en mono- og biografi om Danmarks største tv-dokumentarist Poul Martinsen som udkom 2007, så kunne jeg give journalisten en masse eksempler på højt roste, prisbelønnede fakta- og virkelighedsfunderede tv-udsendelser som var produceret af særdeles kompetente og velanskrevne tv-journalister igennem årene; programmer og programserier hvor seriøse og kreative journalister iscenesatte en virkelighed med almindelige mennesker der "spillede sig selv" - og dermed dokumenterede samfundsperspektiverende pointer og indsigter - gennem tv-optagelser af denne virkelighed.

   Her en liste over nogle af den slags journalistiske top-navne fra DR´glorværdige historie: 

   Peter Watkins, Poul Martinsen, Hans Engberg, Poul Trier Pedersen, Gyda Uldall, Poul Nesgaard, Steen Baadsgaard, Gorm og Gregers, Erik Steffensen, Jørgen Flindt Pedersen, Bo Damgaard, John Carlsen, Jørgen Poulsen, Stig Andersen. Og mange flere.

Hver gang jeg nævnte nogle eksempler på mere eller mindre iscenesatte dokumentariske udsendelser i DR-regi fra fortiden, sagde BT-journalisten: Nå ja, nu huskede han det godt. 

   Han var ikke en nyuddanet journalistisk årsunge, kunne jeg høre. Og luften gik lidt af ballonen i den anden ende af røret. 

   Al den baggrundsviden, al den historiske kontekstinformation vi i fællesskab fik listet op af erindringens kartoteksystem, gjorde - så vidt jeg kunne regne ud - at vinklen han og redaktionen havde haft i hovedet da han ringede, blev mindre og mindre skarp.

Hvad sagde den ansvarlige kanalchef Lotte Lindegaard ifølge Journalisten.dk´s artikel om sagen? 
   At det produktionsselskabet var igang med, altså ikke var en dokumentarfilm, men...

»Det er en happening, en event, en konfrontation, i det her tilfælde en række vrede aktionærer, der konfronterer nogle aktører i finanskrisen, som ikke har villet gå i dialog med dem. Det er en konfrontation, som programmerne - og dermed vi - har taget initiativ til. Det, der går galt, er, at det ikke går op for alle journalister der, er til stede, og som derfor kommer til at viderebringe det indtryk, at det er aktionærerne, der selv har taget initiativ.«

   »Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde.«

   »Det er simpelthen gået galt her. Og det må jo bare ikke ske,« siger kanalchef Lotte Lindegaard

Det er i min lille guide for tv-journalister og -tilrettelæggere der iscenesætter, lige efter bogen. Reflekteret, velovervejet, og med bevidsthed om 'genrekontrakter' - i forhold til den version af  virkeligheden der fremstilles på skærmen.

   Og Lotte Lindgaard kender også sin tv-historie, ved jeg. 

   Sådan er spillereglerne for seriøst moderne koncept- og plot-tv. En ordenlig varedeklaration. Nix weiter

   Der er ikke noget at komme efter. 

En bare nogenlunde opmærksom TVA-nyhedsreporter burde nok have lugtet lunten på stedet. Der var mange signaler. Og en redaktionssekretær som har haft indslaget til gennemsyn, burde nok have været en smule skeptisk når han så de skilte og de mennesker der bar rundt på dem. Deres ansigter, deres gestik.

   Som taget ud af en krimi-film med amatørskuespillere. 

Men både TVA-reporteren, DR-holdet og TVA-redaktionssekretæren arbejder alle under stress og pres. 

  De har tillid til deres eget professionelle og optimistiske, men intuitive journalistisk jugement, en indre instans der tænker og siger til sig selv: 

   Wau! Fedt og heldigt at der lige er en folkelig protestdemonstration netop som vi skal til at lave (dæk)billeder og vox-pop-interviews til et af aftenens hovedindslag: Reporter og hold på stedet når det sker: Drama, konflikt, fascination, identifikation. Den er hjemme. Redaktionschefen bliver glad. Kollegerne aftvinges respekt!

Produktions- og beslutnngsforløbet er et "smukt" illustrerende skoleeksempel på Daniel Kahnemans System 1-tænkning og -vurdering i praksis: 'What You See Is All There Is! Og princippet om  at hensynet til 'cognitive ease' er det der afgøre beslutningerne.

   Mens Lotte Lindegaards beskrivelse af projektet er et lige så smukt eksempel på System 2-tænkning, baseret på viden og analyse af mange års tv-udsendelser og "sager". Hun har, ved jeg, læst min faktionsbog for mange år siden. Og er en dybt seriøs og ansvarlig chef.

Havde Ulrik Haagerup haft tid til at tænke sig om - og nået at få sit System 2´s Thinking Slow-maskine op i omdrejninger, så ville han med garanti ikke have reageret som han gjorde.  
   Med sin opfindelse af 'kontruktive nyheder'-begrebet, har han demonstreret at han kan tænke i System 2-baner, og se journalistikken og dens udøvere som netop et "system" der kan udgøre en fare for samfundet fordi det har så stor en magt.

   Og havde Politikens læserredaktør ikke skullet legitimere sig over for det redaktionelle bagland, så ville han med garanti heller ikke have skrevet at artiklen og interviewet med "filosoffen" Lena Andersen var journalistisk i orden.

   Det håber jeg ikke, i hvert fald.

De forskningsresultater Daniel Kahneman har fået nobelprisen for, ligger inden for et af de nye moderne tværfaglige forskningsområder, kaldet 'behavioral economics' - som på dansk har fået betegnelsen 'adfærdsøkonomi'.

   Wikipedia definerer og forklarer det sådan: 

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of social, cognitive, and emotional factors on the economic decisions of individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents.       Behavioral models typically integrate insights from psychology with neo-classical economic theory. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.[1] Behavioral analysts are not only concerned with the effects of market decisions but also with public choice, which describes another source of economic decisions with related biases towards promoting self-interest.
   There are three prevalent themes in behavioral finances:[2)
- Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.
- Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.
- Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

Adfærdsøkonomien studerer altså de svagheder og 'biases' som er indlejret i alle de gængse, statistisk orienterede økonomiske teorier og politikmodeller der forudsætter at alle aktører på markedet - økonomer, forbrugere, virksomheder, investorer - handler og tænker logisk, rationelt og - ja, økonomisk. 

   Det gør de ikke! - ifølge - blandt andre - Kahnemans evidensbaserede pointer og forskningsresultater. 

   Og det kan fører til katastrofale fejlvurderinger. Som fx dem der er årsagen til vores nuværende europæiske og amerikanske økonomiske krise. Og fx de typiske kæmpe budgetoverskridelser i alle store offentlige anlægsprojekter: DR-byen, Metroen, Storebæltsbroen, IC-4-togene, Sundhedsvæsenets fælles digitale journalsystem, etc. etc.

   Fordi aktørerne inden for feltet, både eksperter, forskere, virksomhedsleder, multimilliardærer og helt almindelig mennesker, de handler og beslutter sig meget ofte ud fra den lynhurtige, optimistiske, emotionelt funderede intuitive System 1-tænkning, en tænkning der følger en række principper jeg har omtalt i de foregående indlæg i blog-føljetonen "Thinking Fast and Slow."

   Tre af de vigtigste principper i System 1-tænkning er:

• - What You See, Is All There Is! Så du kan bare følge dine intuitive fornemmelser og tilfældige erfaringer mht. hvad der er  klogt eller dumt, rigtigt og forkert,
• - Svære spørgsmål der kræver dybtgående undersøgelser og langsom logisk tænkning at besvare, erstattes af lette spørgsmål som lynhurtigt kan besvares ud fra fornemmelser, følelser, anekdoter, praktiske erfaringer og personlige tommelfingerregler.
• - Princippet om 'cognitiv ease' - der siger at har man en præfabrikeret frame eller priming i forhold til forståelsen af en begivenhed, så er det det kognitive spor man følger til den (bitre) ende - fordi det er det letteste og hurtigste.

Spektakulære udtalelser fra n højt begavet og uddannet yngre kvinde som Lene Andersen der står frem og kritiserer folkeskolen for sløvhed og manglende ambitioner, når man som journalist er igang med et tema om elitens livsvilkår, dem behøver man da ikke at tjekke virkelighedsforankringen for, når det er en kritik som i øvrigt stemmer overens med hvad alle andre også siger og har sagt det seneste år. 

   Det er jo pærenemt at få opbakning og citater til det hun siger. 'Cognitive ease'.

   Den kritik sidder lige i skabet. Vi udgiver den!

En demonstration af forbitrede og fortvivlede borgere vendt mod nogle kyniske bankdirektører der har misbrugt deres priviligerede stilling til at formøble almindelig menneskers surt opsparede pensioner, en sådan demonstration er naturligvis bare det bedste der kunne hænde når man som reporter er under pres for at lave en nyhedsreportage til TV-Avisens topudsendelse om retssagen mod disse direktører. 

   Det er simpelt hen en god historie der har det hele. Den er nem at lave. Og nem at forstå. Framen har vi fra en masse fiktionsfilm, og grundprincippet er: What You See Is All There Is. 

   Forstyrrende signaler i situationen der kunne tyde på en anden tolkning af hvad der foregår i situationen, dem forhindrer den velkendte frame og historieskemaet at man bliver distraheret af.

Vi har brug for en ny forskningsdisciplin der kan hjælpe journalisterne til at højne kvaliteten og sensitiviteten - og til at blive opmærksomme og reflekterede i forhold til de ubevidste, automatiserede mekanismer som i praksis styrer og fejlstyrer den journalistiske "logik" og den tilsyneladende rationelle journalstiske fornuft.

   Lad os kalde studiet af det: "behavioral journalism". 

Jeg lader mig her og nu inspirere af Wikipedias definition på "behavioral economics" citeret ovenfor:

"Behavioral journalism" is the study of the effects of social, cognitive, and emotional factors on the journalistic and editorial decisions of individuals and institutions and the consequences for media market, prices, returns, and the resource allocation in the mediainstitutions on all platforms.

The fields are primarily concerned with the bounds of rationality of journalistic agents.

   Behavioral models typically integrate insights from psychology with classical normative journalistic theory and professionel insights. In so doing they cover a range of concepts, methods, and fields.

   Behavioral analysts are not only concerned with the effects of journalistic and editorial decisions but also with public choice and preferences, which describes another source of journalistic decisions with related biases towards promoting self-interest.

   There are three prevalent themes in behavioral journalism:

- Heuristics: Journalists and editors often make decisions based on approximate rules of thumb, professional intuition and not strict logic og analysis of widespread historical experiences.

- Framing: The collection of journalistic anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individual journalists and editors rely on to understand and respond to events and happenings in society.

- Market inefficiencies: These include mis-pricings for journalistic projects and non-rational decision making among editors and their boards.

Giver det mening? Det synes jeg. Tror jeg nogen i Dagbladenes pengetanke vil financiere det? Jeg tvivler? Tror jeg det bliver mødt med forskerinteresse? Næ!

   Men håbet er lysegrønt - nu når man er ved at gå på pension!

I det her YouTube-indslag kan du få et konkret og inspirerende indtryk af Daniel Kahneman uden at behøve at gå ombord i hans engelsksprogede bog:

Og her et andet lige så interressant videoindslag;

Kære bloglæser. Think slow. Blive klogere. Det er jeg blevet. 

   Og der er flere YouTube-indslag endnu med kloge Kahneman i sværen kraft.

'Thinking Fast and Slow' (5) - og Clement Kjersgaards 10 principper for en bedre journalistik

Hvis du er ny læser af indlæg på denne blog, så kommer her en slags programerklæring - trofaste læsere kan springe den over:

Den her blog har som gennemgående tema: kreativitet. Og med undertemaer som: den særligt kreative personlighed, den kreative hjerne, kreativitetens psykologi, kreativ tænkning, kreativ intuition,  kreative kunstnere og deres værker, kreativt sprog, kreativt tv og film, kreativ journalistik, kreativ arkitektur - og alt hvad disse undertemaer i øvrigt kan trække med sig af ny og overraskende indsigt.

   Jeg forfølger specielt fænomener og personer hvor det giver mening at tale om "blending" - dette at noget nyt opstår ved at ellers adskilte og afgrænsede konceptuelle rum fusionerer, og dette "output" gør brug af - integrerer og komprimerer - ideer, indholds- og formelementer fra begge de to (eller flere)  "input-rum". 

Jeg er igang med - kapitel for kapitel - at læse bogen 'Thinking Fast and Slow' af nobelprismodtageren Daniel Kahneman. Og det er sådan, at når man læser en god bog der giver ny indsigt, så dukker der hele tiden eksempler op fra den aktuelle virkelighed som får ny og dybere mening gennem den optik som bogen leverer.

   Som nu fx Clement Kjersgaard der igår i Politiken udkom med en kronik under rubrikken:

Ti principper for en bedre journalistik

Clement Kjersgaard hører i udtalt grad til den type personligheder som jeg her på bloggen - og med Mihaly Csikszentmihalyi som (inspirations)kilde - har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. Han er et multitalent - flere personligheder i en - en urolig sjæl med lyst til alt muligt - bare det har "projektform".

   Han fortæller om sin barndom og skoletid til en portrætartikel i B.T den 23. april i år:

Projekter kendetegnede mit barndomshjem
   Det kendetegnede min far. Det kendetegner min mor, der har arbejdet som lærer og illustrator. Det var i den grad ikke et ni-til-fire liv. Min far var fuld tid i Den Gamle By om dagen. Og så gik han i gang igen med projekter fra kl. 20 indtil to om natten.
   Dér blev det også en helt central del af mine værdier, at man selv skal lave tingene. Man kan ikke låne. Det er nok endnu mere udpræget hos mig, og derfor har jeg altid haft ekstremt meget fokus på selvstændighed.
   Jeg har altid lavet projekter. Jeg begyndte at lave Århus Børneradio, da jeg var 10-11 år. Årene før forberedte jeg mig så at sige på det. Jeg ville rigtig gerne være forretningsdrivende. Det er RÆSON (ambitiøst magasin om dansk og international politik, som Clement er udgiver af, red.) et forsøg på.
   I selve skolen oplevede jeg ikke, at jeg stak ud. Mit billede af skolen var, at vi hele vejen fra 1. til 9. klasse var to drengegrupper: Dem der spillede fodbold, og dem - fire-fem stykker - der tegnede. Jeg hørte til den sidste. Der var én, der var den bedste til at tegne, og det var ikke mig.
Men det, der har kendetegnet mig lige siden 5. klasse, var, at jeg lavede mine egne ting. Radio og før det skoleblad.
   Når jeg lavede radio, så deponerede jeg så stor en del af min personlighed og mit fokus dér, at jeg tror det satte mig i stand til at tage skolen mere afslappet.
   Jeg duer ikke til institutioner og hierarkier og fandt ud af at dyrke friheden ved siden af. Der blev to søjler i mit liv.

Som tv-studievært er Clement Kjersgaard berømt og berygtet for at være både hurtigt tænkende og hurtigt snakkende, og ikke mindst som en der kan stille kritiske og provokerende - og tit uforudsigelige - spørgsmål. 

   Typisk altså en personlighed som kan provokere både medvirkende og seere til at skifte fra System 1- til System 2-tænkning. Eller til at stå af - i irritation over hans ind imellem stærkt selviscenesættende fremtræden. Og afbrydelser!

    Hvis seerne ønsker 'cognitive ease' som defineret og beskrevet af Daniel Kahneman i bogen 'Thinking Fast and Slow', så får de det ikke i de udsendelser han står for.

Jeg er særligt optaget af hans kronik fordi jeg for godt 14 år siden, kort tid efter jeg bar blevet professor i journalistik ved den nyetablerede journalistuddannelse i Odens, selv fik offentliggjort en kronik i Politiken under rubrikken: "Journalistikkens Uvæsen".

   I den kronik opsummerede jeg i 12 'påstande' de kritiske anklager mod 'journalistikken' jeg over en periode på godt halvt år havde registreret i medierne. Det var en slags indirekte programerklæring for hvad jeg synes den nye journalistuddannelse skulle forholde sig konstruktivt til - gennem det bidrag de nye universitets-journalist-studerende skulle levere til virkeligheden når du blev færdige.

Clement Kjersgaard har en mere positiv tilgang. Hans principper er udformet - ikke som kritiske påstande - men som anbefalinger. Og for hver anbefaling følger så en længere eller korte begrundelse.

   Jeg citerer her Clements 10 anbefalinger:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

På mange måder er anbefalingerne udtryk for System 2-tænkning når den er bedst. De er nemlig rigtig besværlige ved at være rettet i to retninger i et og samme hug. Dels en ambition om at genoplive gamle traditionelle journalistiske dyder, og dels en understregning af at krisen i de traditionelle (mest skrevne) kvalitetsmedier indebærer et krav om form- og udtryksmæssig fornyelse hvis de skal overleve. 

Flere af anbefalingerne siger sig selv. Men et par stykker har jeg lyst til at belyse nærmere gennem ideerne i 'Thinking Fast and Slow'.

   Under uddybningen af "10. BRUG HISTORIEN" skriver Clement at dybdeborende og researchtung journalistik kommer til fremstå "gammeldags og utidssvarende ..."

... ene og alene fordi den nye medieverden med Ekstrabladets halvgamle slogan har deadline hvert femte minut og derfor hele tiden sliber forudsætningerne ned til det der er sket de sidste halve døgn.

Oversat til Daniel Kahneman: Princippet for den lynhurtige og automatiske System 1-tænknig 'What You See Is All There Is' bliver et stadig mere tvingende vilkår både for de journalister der arbejde på - og for "brugerne" af - de nye medier. 

   Det nødvendiggør "cognitiv ease" i mere og mere af den journalistik der produceres, og giver optimale oprationsvilkår for de to mentale intuitive hjernefunktioner: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'. 

   Også kommentarfunktionerne i de sociale medier og på journalistiske hjemmesider inviterer til spontane System 1-automatreaktioner fra publikum - ikke til debat og refleksion i System 2-tænkningens mentale og kognitive regi. 

   Hvis man sammenligner med det gammeldags læserbrev eller debatindlæg, så er det nu sådan at der for hele befolkningen ikke er nogen afstand mellem de tanker og ord - styret af følelser - som et medieinput umiddelbart afføder og til den handling det er at skrive dem ind i kommentarboksen på Fcebook eller mediets hjemmeside. 

Under anbefaling 9: "KEND RUTINEN, så du kan undgå den." skriver Clement Kjersgaard:

En 'rutine er magtfuld, ikke alene fordi den er en vane, men fordi den fungerer: artikler (tv-indslag, radioindslag, you name it) er så ens, fordi de skabeloner, de anvender, er omkostningsbesparende og effektive. At kunne gøre sig fri af rutinen kræver forberedelse. At forblive fri af rutinen kræver en vedholdende disciplin.

Man kan - ikke overraskende - konstatere at Clement er en System 2-tænkningens talsmand. Som stort set alle særligt kreative mennesker er det. 

Kahneman fremhæver netop som et af de helt afgørende kendetegn ved System 1-tænkning at den er effektiv og omkostningsbesparende, og at System 2-tænkning kræver tid (= forberedelse), men at problemet er at System 2 er "dovent" og ikke meget for "vedholdende disciplin".

   Paradokset for mig er så, at det altafgørende mål for journlistuddannelserne i Danmark, med en praktiktid på et til halvandet år oven i, i den grad er at skole de studerende til System 1-tænkning og System 1-handling i "døgnets rejsestald". Og at mange journalist-studerende faktisk klager over at al den universitære teori-undervisning de får, ikke er relevant for eller hænger særlig godt sammen med praksis. 

Systen 2-tænkning forudsætter viden, og kræver at viden erstatter den professionelle journalistiske intuitions frames og erfaringsbaserede tommelfingerregler. Clement Kjersgaard skriver i forbindelse med punkt 2 "DET VIGTIGSTE er viden":

Når den er ringest, betragter journalistikken instinktivt viden som sin fjende nr. 1 og ser kendsgerninger som i bedste fald irritationsfremkaldende (...). Men den eneste journalistik, der har en fremtid, bygger på research. Jo mere research, jo bedre journalistik. For når teknologien er i brugernes hænder, er researchen det eneste journalisterne har tilbage. Viden er ikke en del af produktet, viden er produktet.

Jeg kan ikke være mere enig. 

   

Selv har jeg i mange år advokeret for at 'undersøgende journalistik' ikke kun skulle være noget de journaliststuderende lærte gennem træning i praksis med opgaver i såkaldt reseachtung produktion, men ved at de samtidig fik en mere teoretisk og perspektiverende viden om dette specielle journalistiske paradigme. Så de altså fik System 2-viden til at reflektere over deres egen praksis (og korrigere den) - en slags journalistisk viden(skab)steori. 

   Et forsøg på at skitsere  en sådan findes i min "Introduktion til undersøgende journalistik", som vist endnu kan fås i RUC´s boghandel.

De nye universitærer journalistuddannelser har i princippet en målsætning om at gå på to ben: De studerende skal dels lære, dvs. mentalt og praktisk internalisere, den journalistiske arbejdsproces så de kan levere "nyhedsvaren" i et opskruet produktionstempo ude på de digitale arbejdspladser. Dels skal de som alle andre universitetstuderende have indpodet noget teoretisk funderet forskningsbaseret viden om samfundet, kulturen, institutionerne, historien.

   Problemet som mig bekendt ingen journalistuddannelser herhjemme har løst, er at få teoretisk funderet viden som grundlag for System 2-tænkning, til at arbejde sammen - blende - med den erfaringsbaserede praktiske System 1-tænkning. Og næsten fra udannelsernes start har studerende klaget over at de to dele (og underviserne) ikke arbejdede sammen.

   Hvis de skal komme til det, er det første skridt at man på uddannelserne har viden om og indsigt i forskelle, konflikter og samarbejdsmuligheder mellem de to former for mentale operationer. Og den indsigt kan Kahnemans bog, begrebsdannelser og den bagvedliggende forskning i høj grad bidrage til. 

For en ordens skyld skal jeg lige citere de 12 punkter fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" hvor jeg i rubrikform sammenfattede de  kritikpunkter som på det tidspunkt (1998)  var fremme i offentligheden, og som faktisk var baggrunden for at politikerne oprettede de to nye universitetsfunderede journalistuddannelser på hhv. SDU og RUC:  

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.

5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.

6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.

7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.

8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.

9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.

10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.

12. Journalistikken truer demokratiet.

For at understrege at disse påstande ikke var udtryk for min personlige opfattelse - og baseret på videnskabelig undersøgelser - men en registrering af kritik fremført i medierne af både eksperter, politikere og menigmand, fortsætter jeg efter uddybning af hvert af de 12 punkter, således:

En grusom salve, javel! Samlet lægger de 12 påstande en skarp kritisk vinkel på funktionen, kvaliteten og troværdigheden af journalisternes arbejde i dagens Danmark. De tegner et billede af en profession i krise, af professionelle normer i opløsning, og af en samfundsmæssig rolle i skred. Alle påstandene kan diskuteres - især hvor alvorlige og udbredte problemerne er. Og ingen af påstandene er nye hver for sig. Det nye er, at kritikken er så vedholdende, og at den også kommer fra professionens egne rækker både menige og chefer.

De 12 kritikpunkter er fra før digitaliseringen for alvor var blevet et eksistentielt vilkår for journalistikken, men ser man på Clements 10 punkter, så må man vel konstaterer at nissen er flyttet med - også i den grad.

Orker man at læse mere, så kan jeg anbefale lidt af en kreativ øjeåbner, skrevet af en ikke-journalist, Hans Jørgen Wiberg, under rubrikken "Papiraviserne truer demokratiet":

http://elektronista.dk/lyt/papiraviserne-truer-demokratiet/

Thinking Fast and Slow (4) - suggestopædiens mekanismer i journalistikkens dækning af Elbæk-sagen

I foregående blogindlæg viste jeg Daniel Kahnemans model for 'cognitive ease' - hvad der fremmede kognitiv fremkommelighed - og hvilke positive fornemmelser der ledsagde denne mentale tilstand:

Og det der pludselig slog mig var en association til 'suggestopædi' og 'superlearning' som jeg har været inde på i tidligere blogindlæg, bla. om den såkaldte 'Mozart-effekt'.  

   Ideen med disse pædagogiske teknikker er at man kan stimulere og fremme læring af fx et fremmedsprog så det går hurtigere og nemmere, ved at fokuserer på en række eksterne forhold i undervisningen. Jeg skal nævne nogle få:

    At man - både lærer og elever - skal gentage det der skulle læres, mange gange; at man ledsager undervisningen af mozart-musik, at man sidder i behagelige og afslappende stole uden skolebord foran,  at enkle og klare hovedpointer i det man skulle lære, også bliver skrevet og vist på plakater i klasseværelset, så det hele tiden er visuelt present. Kravene til læreren er at han/hun udelukkende formulerer positive forventninger til eleverne, og at han/hun udfolder en særlig personlighed og relation til eleverne som skal udtrykke "faderlig tryghed" og "faderlig omsorg", så eleverne kommer i en tilstand af "barnlig åbenhed og tillid" til læreren. 

Ude fra Kahnemans teori er "tricket" i suggestopædi/superlearning at man systematisk og konsekvent fremmer og stimulere 'cognitive ease' - med alle til rådighed stående midler. 

   Teknikken er især anvendt i forbindelse med indlæring af fremmedsprog og skulle, efter seriøse undersøgelse at dømme, føre til at sprogindindlæringen skete 3 til 5 gange så hurtigt som ved traditionel sprogundervisning. 

   Den bulgarske "opfinder" af suggestopædien, Georgi Lozanov, er blevet kritiseret for at metoden savner videnskabelig "backing" (det gør den dog ikke hvis Kahnemans videnskabelige referencer er solide, og det tyder alt på). Og selv har Lozanov medgivet at man kan tale om en slags placeboeffekt - altså en effekt der stammer fra at patienterne - her eleverne - fuldt og fast tror på at en medicin virker. 

    I den forbindelse kan det være værd at nævne at de nyeste undersøgelser jeg har læst om placeboeffekten, faktisk viser at en meget stor del af al medicins effekt er placebo-bestemt.  

Man kan sige at journalistik som er indrettet på at appellere til og påvirke System 1-tænkningen, også er en form for suggestopædi. 

   Det der rapporteres i nyhedsartikler, fornemmes som en sandhed fordi læserne 1) har tillid til journalisterne, 2) er i nogenlunde godt humør, 3) får det samme fortalt mange gange, 4) får det skåret ud i pap i kraft af en skarp vinkel, og 5) er blevet forberedt på indholdet af nyheden gennem forskræp (=priming).

   Denne cocktail af input etablerer 'cognitive ease' hos læserne, ledsaget af fornemmelserne: 'feel familiar', 'feels true', 'feels good', 'feels effortless'.

    

Ser vi fx på formidlingen af Uffe Elbæk-sagen som den blev foldet ud i gennem pressens dækning, så gælder System 1´s grundlæggende trossætning: What You See Is All There Is. Og journalistikkens suggestopædi træder i aktion;

   Så når alle journalister om og om igen fremhæver at Elbæk har holdt fem dyre middagsarrangementer på Akademiet for utæmmet kreativitet, som hans mand er ansat på, og som han selv har været bestyrelsesformand for inden han blev minister, så er den historie jo ikke længere. Konklusionen er klokkeklar - og passer som fod i hose ind i et præfbrikeret associationsskema: 

"nepotimsme", kammerateri", "favorisering"

Rune Engelbreth Larsen har i sin klumme idag et par supplerende oplysninger som, synes jeg, i den grad viser de fejlvurderinger som troen på WYSIATI kan føre til når journalisterne samlet leverer en stor portion 'cognitiv ease' til læserne - hvad der er ren glidekrem for de to mentale System 1- maskiner hos læserne: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'.

   Engelbreth oplyser nemlig at ministeren i samme periode "har afholdt i alt tyve arrangementer, hvilket vil sige femten arrangementer uden for Afuk."

   Endvidere fremfører Engelbreth at den forrige borgerlige regering "alene i januar 2011 brugte 356.000 kr. på Afuk, dobbelt så meget som Elbæk."

Tænk hvis offentligheden og Elbæks kolleger havde fået de to oplysninger som forankrende kontekst til de "belastende" kerneoplysninger som ellers er blevet gentaget igen og igen i artikler og tv-indslag den sidste uges tid.