Mulige og umulige veje til at give Trump og andre trumpister journalistisk modspil - med afsæt i en klumme af Amalie Kestler

Dette indlæg ligger i forlængelse af det foregående her på blokken som havde overskriften ...
   "Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?"

   Hvis du ikke har læst det, så foreslår jeg at du læser det først - inden du går videre med dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/nar-brug-af-erfaringssprog-i-politiske.html

Det tidligere indlæg tog afsæt i en 'Signatur'-klumme i Søndagspolitiken af Amalie Kestler fra den 22/01/2017 som havde rubrikken:

Fem veje til en bedre journalistik

Forudsat i sådan en overskrift er at journalistikken i disse år i en eller anden forstand er 'dårlig'  eller er blevet 'dårligere' - og trænger til et forbedrende løft som dette medlem af  'lederkollegiet' vil vise veje til.

   I punktform ser 'de fem veje' sådan ud:

1. Handlinger frem for holdninger
2. Indhold frem for anklager
3. Nyheder er ikke hvad de har været
4. Konsekvens frem for begivenhed
5. Behold autoriteten

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Jeg suser baglæns - 'down memory lane' - til min første kronik i Politiken i 1998 efter at jeg var blevet 'kaldet', som det hedder, til et professorat i journalistik (det første i Danmark) ved Odense Universitet (senere SDU). 

   Kronikken havde overskriften "12 påstande om journalistikken uvæsen", og min ide var at jeg, lidt provokerende, ville gøre opmærksom på at den nye journalistuddannelse i Odense (sammen med den nye på RUC) faktisk havde fået et eksplicit opdrag af den daværende regering til gennem en mere akademisk orienteret og fagligt funderet uddannelse at højne journalistikkens kvalitet i de skrevne og elektroniske medier.

   Som back up for de "12 påstande" havde jeg i godt et halvt år forud samlet og sammenfattet eksempler på hvad man blandt politikere, forskere og i medierne selv, offentligt havde bebrejdet journalisterne af dårligdomme og svigt i deres professionelle arbejde, et arbejde som jo ideelt set burde ske 'i sandhedens tjeneste' og med et særligt ansvar som 'den fjerde statsmagt'.

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.
2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.
3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.
4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.
5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.
6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.
7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.
8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.
9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.
10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.
11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.
12. Journalistikken truer demokratiet.

Nogle få journalister blev sure. Nogle få journalisthadere sendte opmuntrende breve. Resten var tavshed.

Hvis nogen dengang omkring slutningen af århundret i fuldt alvor havde at troet at målsætningen om et markant kvalitetsløft kunne realiseres gennem to nye journalistuddannelser, så blev de skuffet. 

   Selv håbede jeg jo det bedste da jeg startede i jobbet, men vidste jo godt at det blev op ad bakke.
   Derfor kronikken.
   En afværgeforanstaltning på forhånd.

   Alt pegede allerede den gang på at der var store og stærke samfundsmæssige kræfter, både økonomiske og teknologiske, som trak i den modsatte retning.

Den 10. december 2012 havde tv-vært og filosofisk anlagte journalist Clement Kjærsgaard en kronik i Politiken hvori han formulerede og uddybende kommenterede denne rubrik:

Ti principper for en bedre journalistik 

... med en bagvedliggende tankegang som minder om Amalie Kestlers  (og min egen 14 år tidligere). 

   De ti principper var formuleret sådan her:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

Begavet, nuanceret, fornuftigt, gennemtænkt.

   Og jeg refererer loyalt og interesseret i et indlæg som fremhæver Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", at Clement Kjærsgaard i kronikken gør sig til talsmand for den langsomme, tænksomme og tung-i-røven-system 2-tænkning, selv om han altså som vært på DR2 var og er berømt (og berygtet) for at være den hurtigste danske live-vært i journalistiske debatprogrammer når han fyrer kritiske spørgsmål af til de i studiet indkaldte politikere og andre magthavere i Danmark:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012_12_11_archive.html

I januar 2015 offentliggjord Center for Nyhedsforskning på RUC en rapport der fremlagde 'en omfattende kortlægning af danske mediers etik', udarbejdet af nogle af mine tidligere kolleger fra journalistuddannelsen på RUC: Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, Sofie Flensburg, Maria Bendix Olsen.
  Gode folk. Kloge folk. Reflekterede folk.

De konkluderede - efter et punktvis referat af indholdet i undersøgelsen - i solid akademisk stil:

Hvordan man fortolker rapportens mange konklusioner, vil naturligvis afhænge af, hvilket presseetisk ideal man har. Men journalisternes stærke bevidsthed om presseetikken, det øgede antal interne retningslinjer i mediehusene og journalister og redaktørers opbakning til Pressenævnet må overordnet fortolkes positivt for dansk journalistik anno 2014. Til gengæld kan der også påpeges problemer, særligt hvad angår manglende konsekvenser af overtrædelser af presseetikken, at det stadigt hurtigere nyhedskredsløb på mange måder presser etikken, samt at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik, som de traditionelle, etablerede mediehuse.

http://slks.dk/mediernes-udvikling-2015/specialrapporter/medieetik/

Rapporten er bestemt ikke ukritisk.
   Men på den anden side: ganske beroligende, set i lyset af den kritik der løbende kommer fra politisk hold om at journalister giver køb på etik og kildekritik for at forfølge sensationelle historier, og - ikke mindst - for at kunne følge med i konkurrencen fra journalistisk set uredigerede nyheder på internettet.

For mig er der ingen tvivl om at nyhedsjournalistikken har været i en stadig mere intensiv krise de sidste 10-15-20 år.
   Jeg har dog selv haft en vis optimisme knyttet til at den undersøgende journalistik (IR='investigative reporting') stort set i den samme periode stadig har haft en vigtig plads og stor betydning i pressedækning af samfundets politisk og økonomiske magthavere.
   Både i regionale og landsdækkende aviser og i de tilsvarende større elektroniske medier.

Men Trump og hans ligesindede kan selv de mest seriøse og undersøgende journalister åbenbart ikke klare.
   Og en højnelse af journalisternes etik er ikke svaret, tror jeg.

Jeg har i det foregåend indlæg gjort opmærksom på at Trump - både i sine taler, i sine svar når journalister konfronterer ham, og i sine direkte meddelelser på Twitter - konsekvent bruger 'erfaringssprog', en sprogbrug vi alle, og ikke mindst dem der mener det samme som ham, kender fra dagligdagens private snak og meningsudvekslinger, og som vi derfor kan identificere os med - også selv om vi er totalt uenige - og måske oplever det som vulgært, chauvinistisk, fordomsfuldt, unuanceret og decideret løgnagtigt - og udtalt mod bedrevidende.

   Og når han så får kritiske journalistspørgsmål om det han har sagt, så hjælper journalisterne ham - paradoksalt nok - ved at citere ham og hans svar, og ved at give ham mulighed for at repetere det: 

 

- Reporter: "Du har sagt sådan og sådan og sådan. Mener du virkelig det, når kendsgerningerne, forskerne, undersøgelser, historien dokumenterer at noget andet er tilfældet?

- Trump: "Ja, selvfølgelig.Sådan og sådan og sådan. Og Yakkedi, yakkedi, yakkedi, yak..."

 

Kritisk afslørende spørgsmål af den slags giver så Trump et glimrende afsæt til både at fremture i udtalelsen (og dermed få den gentaget offentligt), eller give den ekstra emotionelt eftertryk ved at uddybe og forstærke den med flere følelsesmæssigt potente sproglige billeder og opsigtsvækkende kontroversielle påstande.

Hvis man så spillefilmen "Spies og Glistrup" fra 2013, som blev genudsendt for et par dage siden i tv, eller hvis man er så gammel som mig (73 år) og kan huske de to herrers optræden i medierne i levende live, så vil man vide hvad jeg snakker om.
    På mange måder kan man sige at de to er gået op i en højere enhed i skikkelse af Trump. 

   Konceptuel blending, så det basker.

Og som det pæne fornuftige og vidende menneske man er, så  må man jo spørge sig:

   Hvorfor er det ikke ødelæggende for Trumps troværdighed som politiker (og for dem der ligner en fortyndet udgave af ham) at han på den måde gang på gang af journalister og eksperter offentligt bliver afsløret i hele og halve usandheder, i fatal uvidenhed i forhold til det han udtaler sig om, i åbenlys racisme og sexisme, i grænseoverskridende brud på god tone og almindelig anstændighed, i oplagte dumheder, etc.? 

   Det ville det  jo nemlig være for langt de fleste main stream-politikere. 

   Eller sådan var det måske en gang, men er ikke mere?

Her sammenfatter jeg så hvad det er for en konklusion som det er nødvendigt at seriøse journalister og en seriøs presse må forholde sig til, hvis man ikke ønsker at Trump og tilsvarende 'trumpister' i andre vestlige lande skal få endnu mere frit løb i de kommende år. 

   Konklusionen er baseret på forholdsvis grundig læsning af artikler i seriøse aviser og og gennemsyn af historier i seriøse tv-nyhedsprogrammer.

- Hvis en tilstrækkelig stor del af vælgerne er enige og og langt hen ad vejen synes at det meste af det Trump siger, er det de inderst inde tænker, mener og føler, ... 

- Hvis Trump i høj grad meddeler sig til vælgerne via sociale medier som Twitter og dér udtaler sig med kontroversielle påstande som er delt i hundredtusindtal længe inden han kan få stillet kritiske spørgsmål af main-stream-mediernes reportere, ...

- Hvis de efterhånden mange vælgere som primært får nyheder via sociale meder, ikke har mulighed for at skelne mellem opsigtsvækkende nyheder hvis indhold er sandt, og falske nyheder med opdigtet sensationelt indhold som der bliver flere og flere af ...

- Hvis en stor del af vælgerne har mistet tilliden til kritiske eksperter og gravende journalister (der socialt og økonomisk har deres på det tørre), og som formulerer sig i et 'objektivt', billedfattigt, følelsesrenset, abstrakt og indforstået videnssprog, ...

- Hvis en stor del af vælgerne  ikke har tillid til flertallet af main stream-politikere hvis offentlige udtalelser er gennemsyret af uldne abstraktioner, henholdende løfter og eufemistisk omskrivninger, ...

- Hvis efterhånden mange års lovgivnings- og traktatmæssige liberaliseringer af økonomi og arbejdsmarked, primært  ser ud til at have gavnet et i forvejen velståend mindretal, og samtidig ser ud til at true den økonomiske tryghed for større dele af befolkningen, ...

... , ja, så er de traditionelle strategier som seriøse nyhedsjournalister og - solide graver-journalister og kritiske vidende eksperter og analytikere ellers i mange år har kunne praktisere i offentligheden (sådan ca. siden Watergate-sagen), simpelt hen blevet demonteret, gjort ubrugelige og impotente.

   

Det kræver radikal journalistisk nytænkning. 

   For blindt at forsætte med at udøve traditionel politiske nyhedsjournalistik og  seriøs kritisk undersøgende journalistik som hidtil, går simpelt hen ikke længere.

   Det hjælper nemlig bare 'trumpisterne' - i stedet for at modarbejde deres forurening af offentligheden. 

   De traditionelle journalistiske strategier fungerer ikke længere 'i sandhedens tjeneste'. 

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt journalistisk bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".
   Men er det nok?

Her følger nogle mere radikale råd i forlængelse af Amalie Kestlers 'fem veje', råd som jeg udmærket ved at ingen journalist ved sine fulde fem kunne finde på at følge, men som faktisk er en logisk konsekvens af hvad vi har set ske politisk i det seneste år:

Handlinger frem for holdninger
Det er ikke og bør ikke udbasuneres som en overskriftbærende nyhed at Trump og andre trumpister udtaler sig løgnagtigt, fordomsfuldt og mod bedrevidende. Lad løgnen dø i tavshed. De gør det bare for at blive citeret endnu en gang, og de ved at deres supportere er lige glade med om det er sandt eller ej

Indhold frem for anklager

Det bør ikke trække overskrifter i pressen at Trump og alle hans svende rent faktisk begår de dumheder mht. lovgivning som de siger de vil gøre. Når de har magt til at gør det, så skal man lade dumheden dø i tavshed indtil konsekvensen bliver tydelig for alle.

Nyheder er ikke, hvad de har været

Drop at skrive nyheder i den seriøse presse som bevidstløst citerer og dermed redaktionelt utjekket halser bagefter sensationelle og kontroversielle udtalelser fra Trump (og lignende) på de sociale medier. De kommer kun med den slags udtalelser fordi de ved at journalisterne går efter den gode historie som et sensationelt og provokerende citat (måske, måske ikke) indeholder

Konsekvens frem for begivenhed

Undgå at hoppe på breaking news-vognen i konkurrence med de andre medier. Breaking news er nyhedsdækning baseret på uvidenhed og manglende overblik. Vent med at slå det stort op indtil man med sikkerhed ved hvad der er sket og sagt, og har mulighed for at beskrive de sandsynlig konsekvenserne. 

Behold autoriteten

Lad være med at rapportere en tvivlsom sandhed viderebragt af en tydeligvis interessestyret kilde selv om det så vil være en god (men også letkøbt) historie med en skarpvinklet overskrift at kunne finde og citere en måske lige så biased ekspert der kan skyde den selvsamme 'sandhed' ned med et velvalgt citat.

'Thinking Fast and Slow' (5) - og Clement Kjersgaards 10 principper for en bedre journalistik

Hvis du er ny læser af indlæg på denne blog, så kommer her en slags programerklæring - trofaste læsere kan springe den over:

Den her blog har som gennemgående tema: kreativitet. Og med undertemaer som: den særligt kreative personlighed, den kreative hjerne, kreativitetens psykologi, kreativ tænkning, kreativ intuition,  kreative kunstnere og deres værker, kreativt sprog, kreativt tv og film, kreativ journalistik, kreativ arkitektur - og alt hvad disse undertemaer i øvrigt kan trække med sig af ny og overraskende indsigt.

   Jeg forfølger specielt fænomener og personer hvor det giver mening at tale om "blending" - dette at noget nyt opstår ved at ellers adskilte og afgrænsede konceptuelle rum fusionerer, og dette "output" gør brug af - integrerer og komprimerer - ideer, indholds- og formelementer fra begge de to (eller flere)  "input-rum". 

Jeg er igang med - kapitel for kapitel - at læse bogen 'Thinking Fast and Slow' af nobelprismodtageren Daniel Kahneman. Og det er sådan, at når man læser en god bog der giver ny indsigt, så dukker der hele tiden eksempler op fra den aktuelle virkelighed som får ny og dybere mening gennem den optik som bogen leverer.

   Som nu fx Clement Kjersgaard der igår i Politiken udkom med en kronik under rubrikken:

Ti principper for en bedre journalistik

Clement Kjersgaard hører i udtalt grad til den type personligheder som jeg her på bloggen - og med Mihaly Csikszentmihalyi som (inspirations)kilde - har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. Han er et multitalent - flere personligheder i en - en urolig sjæl med lyst til alt muligt - bare det har "projektform".

   Han fortæller om sin barndom og skoletid til en portrætartikel i B.T den 23. april i år:

Projekter kendetegnede mit barndomshjem
   Det kendetegnede min far. Det kendetegner min mor, der har arbejdet som lærer og illustrator. Det var i den grad ikke et ni-til-fire liv. Min far var fuld tid i Den Gamle By om dagen. Og så gik han i gang igen med projekter fra kl. 20 indtil to om natten.
   Dér blev det også en helt central del af mine værdier, at man selv skal lave tingene. Man kan ikke låne. Det er nok endnu mere udpræget hos mig, og derfor har jeg altid haft ekstremt meget fokus på selvstændighed.
   Jeg har altid lavet projekter. Jeg begyndte at lave Århus Børneradio, da jeg var 10-11 år. Årene før forberedte jeg mig så at sige på det. Jeg ville rigtig gerne være forretningsdrivende. Det er RÆSON (ambitiøst magasin om dansk og international politik, som Clement er udgiver af, red.) et forsøg på.
   I selve skolen oplevede jeg ikke, at jeg stak ud. Mit billede af skolen var, at vi hele vejen fra 1. til 9. klasse var to drengegrupper: Dem der spillede fodbold, og dem - fire-fem stykker - der tegnede. Jeg hørte til den sidste. Der var én, der var den bedste til at tegne, og det var ikke mig.
Men det, der har kendetegnet mig lige siden 5. klasse, var, at jeg lavede mine egne ting. Radio og før det skoleblad.
   Når jeg lavede radio, så deponerede jeg så stor en del af min personlighed og mit fokus dér, at jeg tror det satte mig i stand til at tage skolen mere afslappet.
   Jeg duer ikke til institutioner og hierarkier og fandt ud af at dyrke friheden ved siden af. Der blev to søjler i mit liv.

Som tv-studievært er Clement Kjersgaard berømt og berygtet for at være både hurtigt tænkende og hurtigt snakkende, og ikke mindst som en der kan stille kritiske og provokerende - og tit uforudsigelige - spørgsmål. 

   Typisk altså en personlighed som kan provokere både medvirkende og seere til at skifte fra System 1- til System 2-tænkning. Eller til at stå af - i irritation over hans ind imellem stærkt selviscenesættende fremtræden. Og afbrydelser!

    Hvis seerne ønsker 'cognitive ease' som defineret og beskrevet af Daniel Kahneman i bogen 'Thinking Fast and Slow', så får de det ikke i de udsendelser han står for.

Jeg er særligt optaget af hans kronik fordi jeg for godt 14 år siden, kort tid efter jeg bar blevet professor i journalistik ved den nyetablerede journalistuddannelse i Odens, selv fik offentliggjort en kronik i Politiken under rubrikken: "Journalistikkens Uvæsen".

   I den kronik opsummerede jeg i 12 'påstande' de kritiske anklager mod 'journalistikken' jeg over en periode på godt halvt år havde registreret i medierne. Det var en slags indirekte programerklæring for hvad jeg synes den nye journalistuddannelse skulle forholde sig konstruktivt til - gennem det bidrag de nye universitets-journalist-studerende skulle levere til virkeligheden når du blev færdige.

Clement Kjersgaard har en mere positiv tilgang. Hans principper er udformet - ikke som kritiske påstande - men som anbefalinger. Og for hver anbefaling følger så en længere eller korte begrundelse.

   Jeg citerer her Clements 10 anbefalinger:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

På mange måder er anbefalingerne udtryk for System 2-tænkning når den er bedst. De er nemlig rigtig besværlige ved at være rettet i to retninger i et og samme hug. Dels en ambition om at genoplive gamle traditionelle journalistiske dyder, og dels en understregning af at krisen i de traditionelle (mest skrevne) kvalitetsmedier indebærer et krav om form- og udtryksmæssig fornyelse hvis de skal overleve. 

Flere af anbefalingerne siger sig selv. Men et par stykker har jeg lyst til at belyse nærmere gennem ideerne i 'Thinking Fast and Slow'.

   Under uddybningen af "10. BRUG HISTORIEN" skriver Clement at dybdeborende og researchtung journalistik kommer til fremstå "gammeldags og utidssvarende ..."

... ene og alene fordi den nye medieverden med Ekstrabladets halvgamle slogan har deadline hvert femte minut og derfor hele tiden sliber forudsætningerne ned til det der er sket de sidste halve døgn.

Oversat til Daniel Kahneman: Princippet for den lynhurtige og automatiske System 1-tænknig 'What You See Is All There Is' bliver et stadig mere tvingende vilkår både for de journalister der arbejde på - og for "brugerne" af - de nye medier. 

   Det nødvendiggør "cognitiv ease" i mere og mere af den journalistik der produceres, og giver optimale oprationsvilkår for de to mentale intuitive hjernefunktioner: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'. 

   Også kommentarfunktionerne i de sociale medier og på journalistiske hjemmesider inviterer til spontane System 1-automatreaktioner fra publikum - ikke til debat og refleksion i System 2-tænkningens mentale og kognitive regi. 

   Hvis man sammenligner med det gammeldags læserbrev eller debatindlæg, så er det nu sådan at der for hele befolkningen ikke er nogen afstand mellem de tanker og ord - styret af følelser - som et medieinput umiddelbart afføder og til den handling det er at skrive dem ind i kommentarboksen på Fcebook eller mediets hjemmeside. 

Under anbefaling 9: "KEND RUTINEN, så du kan undgå den." skriver Clement Kjersgaard:

En 'rutine er magtfuld, ikke alene fordi den er en vane, men fordi den fungerer: artikler (tv-indslag, radioindslag, you name it) er så ens, fordi de skabeloner, de anvender, er omkostningsbesparende og effektive. At kunne gøre sig fri af rutinen kræver forberedelse. At forblive fri af rutinen kræver en vedholdende disciplin.

Man kan - ikke overraskende - konstatere at Clement er en System 2-tænkningens talsmand. Som stort set alle særligt kreative mennesker er det. 

Kahneman fremhæver netop som et af de helt afgørende kendetegn ved System 1-tænkning at den er effektiv og omkostningsbesparende, og at System 2-tænkning kræver tid (= forberedelse), men at problemet er at System 2 er "dovent" og ikke meget for "vedholdende disciplin".

   Paradokset for mig er så, at det altafgørende mål for journlistuddannelserne i Danmark, med en praktiktid på et til halvandet år oven i, i den grad er at skole de studerende til System 1-tænkning og System 1-handling i "døgnets rejsestald". Og at mange journalist-studerende faktisk klager over at al den universitære teori-undervisning de får, ikke er relevant for eller hænger særlig godt sammen med praksis. 

Systen 2-tænkning forudsætter viden, og kræver at viden erstatter den professionelle journalistiske intuitions frames og erfaringsbaserede tommelfingerregler. Clement Kjersgaard skriver i forbindelse med punkt 2 "DET VIGTIGSTE er viden":

Når den er ringest, betragter journalistikken instinktivt viden som sin fjende nr. 1 og ser kendsgerninger som i bedste fald irritationsfremkaldende (...). Men den eneste journalistik, der har en fremtid, bygger på research. Jo mere research, jo bedre journalistik. For når teknologien er i brugernes hænder, er researchen det eneste journalisterne har tilbage. Viden er ikke en del af produktet, viden er produktet.

Jeg kan ikke være mere enig. 

   

Selv har jeg i mange år advokeret for at 'undersøgende journalistik' ikke kun skulle være noget de journaliststuderende lærte gennem træning i praksis med opgaver i såkaldt reseachtung produktion, men ved at de samtidig fik en mere teoretisk og perspektiverende viden om dette specielle journalistiske paradigme. Så de altså fik System 2-viden til at reflektere over deres egen praksis (og korrigere den) - en slags journalistisk viden(skab)steori. 

   Et forsøg på at skitsere  en sådan findes i min "Introduktion til undersøgende journalistik", som vist endnu kan fås i RUC´s boghandel.

De nye universitærer journalistuddannelser har i princippet en målsætning om at gå på to ben: De studerende skal dels lære, dvs. mentalt og praktisk internalisere, den journalistiske arbejdsproces så de kan levere "nyhedsvaren" i et opskruet produktionstempo ude på de digitale arbejdspladser. Dels skal de som alle andre universitetstuderende have indpodet noget teoretisk funderet forskningsbaseret viden om samfundet, kulturen, institutionerne, historien.

   Problemet som mig bekendt ingen journalistuddannelser herhjemme har løst, er at få teoretisk funderet viden som grundlag for System 2-tænkning, til at arbejde sammen - blende - med den erfaringsbaserede praktiske System 1-tænkning. Og næsten fra udannelsernes start har studerende klaget over at de to dele (og underviserne) ikke arbejdede sammen.

   Hvis de skal komme til det, er det første skridt at man på uddannelserne har viden om og indsigt i forskelle, konflikter og samarbejdsmuligheder mellem de to former for mentale operationer. Og den indsigt kan Kahnemans bog, begrebsdannelser og den bagvedliggende forskning i høj grad bidrage til. 

For en ordens skyld skal jeg lige citere de 12 punkter fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" hvor jeg i rubrikform sammenfattede de  kritikpunkter som på det tidspunkt (1998)  var fremme i offentligheden, og som faktisk var baggrunden for at politikerne oprettede de to nye universitetsfunderede journalistuddannelser på hhv. SDU og RUC:  

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.

5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.

6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.

7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.

8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.

9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.

10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.

12. Journalistikken truer demokratiet.

For at understrege at disse påstande ikke var udtryk for min personlige opfattelse - og baseret på videnskabelig undersøgelser - men en registrering af kritik fremført i medierne af både eksperter, politikere og menigmand, fortsætter jeg efter uddybning af hvert af de 12 punkter, således:

En grusom salve, javel! Samlet lægger de 12 påstande en skarp kritisk vinkel på funktionen, kvaliteten og troværdigheden af journalisternes arbejde i dagens Danmark. De tegner et billede af en profession i krise, af professionelle normer i opløsning, og af en samfundsmæssig rolle i skred. Alle påstandene kan diskuteres - især hvor alvorlige og udbredte problemerne er. Og ingen af påstandene er nye hver for sig. Det nye er, at kritikken er så vedholdende, og at den også kommer fra professionens egne rækker både menige og chefer.

De 12 kritikpunkter er fra før digitaliseringen for alvor var blevet et eksistentielt vilkår for journalistikken, men ser man på Clements 10 punkter, så må man vel konstaterer at nissen er flyttet med - også i den grad.

Orker man at læse mere, så kan jeg anbefale lidt af en kreativ øjeåbner, skrevet af en ikke-journalist, Hans Jørgen Wiberg, under rubrikken "Papiraviserne truer demokratiet":

http://elektronista.dk/lyt/papiraviserne-truer-demokratiet/