H. C. Andersens korteste eventyr - og andre historier i anledning af en fødselsdagstale som ikke blev holdt

Vi var en gruppe venner til en 70-års-fødselar hvis navn er identisk med en internationalt berømt dansk forfatter fra 1800-tallet. Og han - altså fødselaren - havde udstedt forbud - sin helt egen fatwa - mod at der blev holdt  de traditionelle 'fødselartaler' under middagen ved den fest han havde inviteret til.

   Gaver frabad han sig også.

   Til gengæld bad han om at få kulturelle indslag til oplivelse og oplevelse, passende til den højskole hvor festen skulle holdes.

Det var jo sådan set ret egoistisk for det er jo sjældent man får en naturlig lejlighed til at sige venlige og fornøjelige ord - krydret med erindringer - direkte adresseret til en god gammel ven.

   Fatwaen fungerede imidlertid som en kreativ restriktion for vores lille gruppe af venner: Hvordan kan vi omgå den? Det var det eneste spørgsmål der optog os da vi holdt krisemøde.

   Navneligheden blev nøglen. Når vi ikke måtte TALE TIL ham eller TALE OM ham, så var der jo imidlertid ikke udstedt fatwa-forbud mod at CITERE ham: altså H. C. Andersen. Vi kunne endda spille lidt på at vores ven også havde skrevet flere bøger, så i princippet kunne det godt være citater fra hans egen skriverier.

Så vi gik på jagt via nettet. Og fandt nogle H, C. Andersen-citater som kunne give anledning til spisfindige annoteringer med adresse til fødselaren. 

   Og vi fandt nogle kendte og populære sange som vi alle kunne melodien til, forfattet af den gamle højt elskede forfatter; "Pandeben, godt det gror", "Hvor skoven dog er frisk og stor", "Hist, hvor vejen slår en bugt", "I Danmark er jeg født".

   Og endelig fandt vi H. C. Andersens - vist nok - korteste eventyr, en historie som ingen af os kendte i forvejen, men som - netop fordi den var så kort - var særlig egnet til oplæsning til festen.

Her er H. C. Andersens korteste eventyr - med titlen:

HURTIGLØBERNE

Der var udsat en Priis, ja der var udsat to, den lille og den store, for den største Hurtighed, ikke i eet Løb, men saadanne, i at løbe hele Aaret.

   "Jeg fik da første Priis!" sagde Haren; "Retfærdighed maa der dog være, naar Ens egen Familie og gode Venner er i Raadet; men at Sneglen fik anden Priis, finder jeg næsten fornærmeligt mod mig!"

   "Nei," forsikkrede Ledpælen, der havde været Vidne ved Priis-Uddelingen, "der maa ogsaa tages Hensyn til Flid og god Villie, det blev sagt af flere agtbare Personer, og det har jeg ogsaa forstaaet.   Sneglen har rigtignok brugt et halvt Aar om at komme over Dørtrinet, men han har brækket Laarbenet i den Hastværk det dog var for ham. Han har levet ene og alene for sit Løb, og han løb med Huus! - Alt det er agtværdigt! - og saa fik han anden Priis!"

   "Jeg kunde dog ogsaa have været taget i Betragtning!" sagde Svalen; "hurtigere end jeg, i Flugt og Omsving, troer jeg, Ingen har viist sig, og hvor har jeg ikke været om: vidt, vidt, vidt! -"

   "Ja, det er Deres Ulykke!" sagde Ledpælen; "De føiter for meget! De skal altid afsted, ud af Landet, naar det her begynder at fryse; De har ingen Fædrelands-Kjærlighed! De kan ikke komme i Betragtning!"

   "Men om jeg nu laae over i Mosen hele Vinteren?" sagde Svalen, "sov hele Tiden bort, kom jeg saa i Betragtning!"

Eventyret "Hurtigløberne" er fra 1858, og er sådan set et typisk eksempel på den type historier som H. C. Andersen blev elsket og verdensberømt for: moralske fabler hvori karaktererne er personificerede objekter (her "ledpælen") og dyr ("haren", "sneglen", "svalen") der optræder som talende væsener.
   Eventyret er selvfølgelig også illustreret flere gange, som her af en af de meste berømte HCA-illustratorer Lorenz Frølich:

Jeg har tidligere skrevet om forskellige former for synæstesi hos særligt kreative mennesker. Og i den forbindelse har jeg udkastet den hypotese at H. C. Andersen havde den særlige form for synæstesi som kaldes object-personifications synaesthesia på engelsk, og som indebærer at man ved synet af eller omtale af bestemte tal, bogstaver, ugedage, m.m. - men altså også af genstande (og dyr) man kender godt, automatisk udstyrer dem med bestemte personegenskaber og karaktertræk inden for forskellige dimensioner - som illustreret i dette skema:

 

Ideen fik jeg for et par år siden da man opdagede et nyt og ukendt H. C. Andersen-eventyr, skrevet da digteren endnu var teenager: "Tællelyset". 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/den-tndte-hc-andersen-noget-om-digteens.html

Det interessante her er at den 70-årige nulevende fødselar der deler både for-, mellem- og efternavn (og dermed initaler) med eventyrdigteren, også er synæstetiker. Og at han med sin frue hver vinter rejser flere måneder til Sydspanien. 

   Endvidere er det bemærkelsesværdigt at fødselaren som barn talte en dialekt som ligger meget tæt på H. C. Andersens odenseanske (nemlig langelandsk), og at han som voksen blev journalist med et stort fortælletalent og med stor empati for samfundets småfolk.
   Serendipiteten slog altså endnu en gang igennem.

For en ordens skyld oplister jeg også de udvalgte H. C. Andersen-citater som jeg annoterede under vores ikke-tale; forkortelsen YKW står for "You Know Who":

Ideer kommer som kyllinger, den ene oven på den anden.

- Den kreative H. C. Andersen. har tydeligvis som voksen haft et større pippende, gokkende og galende hønseri under hårmanken (ligesom YKW) 

Stor digter, stor tandpine. Lille digter, lille tandpine.

- Jeg er ikke helt sikker på at YKW´s tandlæge er klar over hvad han er oppe imod når YKW ligger i stolen og åbner munden på vid gab. 

At rejse er at leve.

- Det er et meget berømt og kendt citat, og vores YKW elsker jo at rejse og opleve. Men det kæder jeg så let og elegant over til næste citat: 

At leve er ikke nok! Solskin, frihed og en lille blomst må man have!

- Altså H. C. Andersen siger her at have må man have – og YKW har så tilføjet et lille drivhus til dyrkning af peberfrugter, tomater og agurker. 

Vor Herre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os.

- Det har vi så heldigvis konsulentbranchen til at hjælpe os med i dag: At knække nødder. Og YKW er jo konsulent og specialist i corporate storytelling. 

Det er med kærlighed som med skildpadde, de fleste kender kun den forlorne.

- En klar fremsynet kritisk H. C. Andersen-kommentar til vores digitaliserede dating-samfund. Og jeg er sikker på at YKW er helt enig.

Forgyldning forgår, svinelæder består.

- Det er noget H. C. Andersen ikke bare har skrevet, men som YKW også har skrevet sig bag øret når han stort set fra måned til måned totaludskifter møblementet i hjemmet, til stor forvirring for venner og familie. 

Hvad Fatter gør, er altid det rigtige.

- H. C.Andersen blev aldrig gift - i modsætning til YKW, hvis ægtefælle jævnligt udtaler det - citatet - højt og tydeligt i hjemmet, mens hun tænker sit. Som en senere tid har sagt: Bag enhver kreativ mand, står en klog og kreativ kvinde – og undrer sig. 

Mit hjerte er en opslagen bog for mine venner, men der kan dog let hænge et par blade sammen som ingen får at se.

- Det sidste citat vil jeg ikke annotere, men personligt synes jeg det rammer lige i plet i forhold til vores YKW.

Den tændte HC Andersen - noget om digterens eventyrblanding i anledning af fundet af 'Tællelyset'

Ingen kan vist være i tvivl om at H. C. Andersen tilhører kategorien 'den særligt kreativ personlighed'.

    Jeg har skrevet om mange af slagsen på denne blog de sidste par år. Et af de tilbagevendende kendetegn er familiemæssige tab og afsavn i barndommen, mobning eller det der ligner i skoletiden, oplevelsen af at være fremmedgjort og afviger i sit miljø, et rigt fantasiliv som indre mental kompensation for ydre modstand, og støtte af mentorer undervejs.

   Og det kreative output - hvad enten det er maleri, litteratur, journalistik eller forskning vi taler om - er et produkt af grænseoverskridende mental aktivitet der integrerer og komprimerer elementer fra to eller flere ellers skarpt adskilte konceptuelle rum. Det der videnskabeligt kaldes "konceptuel blending".

   H.C. Andersen var som 'særligt kreativ personlighed' nærmest en prototype - så sær og mærkelig og speciel og genial, at hans eventyr er blevet globalt grænseoverskridende kendt - og oversat til over 100 sprog.

   Simpelthen langtidsholdbar verdenslitteratur i klassikernes superliga.

 

Derfor var det en stor sensation igår da Politiken på forsiden bragte historien om et meget tidligt H.C. Andersen eventyr, hidtil helt ukendt, som var blevet fundet i bunden af en af Fyns landsarkivs arkivkasser - af en lokalhistoriker.

   Nyheden gik også verden rundt i løbet af et døgn.

   Her kan du læse eventyret:

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/

Eventyret er efter alle eksperters udsagn at dømme skrevet på et tidspunkt hvor H.C. Andersen gik i en hadet skole i Slagelse og blev mobbet både af kammerater og af sin skoleleder Meisling. Og han havde fået forbud mod at "digte". Han var ked af det, deprimeret og drømte sig - må man forestille sig - tilbage til barndommens by og besøgene hos genboen, den unge præsteenke Madam Bunkeflod.

   Han har været omkring 18-19 år gammel da han digtede eventyret, der altså er skrevet mindst 10 år før hans første "rigtige" eventyr udkom i 1935, den genre der gjorde ham verdensberømt. Og 4-5 år efter han forlod Odense og - som 14 årig - rejste til København på egen hånd.

Lige en repetition af et par skæbne-grundlæggende biografisk oplysninger om digterens barndom: Faderen døde 1816 da Hans Christian var 11 år. Moderen var analfabet, og giftede sig igen 2 år efter. Og Hans Cristian fik sig dermed en af det klassiske folkeeventyrs sted-forældre: Ikke en stedmor, men en stedfar.

Det nyfundne eventyr har titlen "Tællelyset".  

   Det er en kort og skabelonagtig fortælling. Men skabelonen kan man så i bakspejlet se har været i den grad slidstærk og kunnet anvendes igen og igen af eventyrdigteren: en moralsk-filosofisk opbyggelig historier, fortalt gennem personifikation af ting og sager - eller af dyr som i "Den grimme ælling": "Toppen og bolden", "Hyrdinden og tinsoldaten". "Thepotten", "Grantræet", m.fl.

    Handlingen er enkel: Hovedpersonen er et tællelys der bliver "født" ud af fåretalgen i en ophedet gryde, bliver håndteret og behandlet ilde i lang tid uden at blive brugt til sit egentlige formål, indtil fyrtøjet kommer ind i billedet og tænder det, så det derved endelig får mulighed for at udfolde sit (op)lysende potentiale og realisere sig selv.

Hvordan er blandingen så? Hvad er opskriften?

   Vi skal forstå historien om de to ting - et tællelys og et fyrtøj - i overført betydning, ligesom en metafor: mennesker ses gennem tingenes optik.

   Men selve grundhandlingen på historien "overflade" forstår vi også i dag - og til alle tider: et lys bliver tændt med en tændstik.

   Det er fidusen sådan rent formidlingsmæssigt: Der er sprogligt set tale om såkaldt 'basic-level-kategorier' som kan aktivere vores spejlneuroner - og dermed med direkte adgang til vores følelser: Vi kan se det for os med det samme, vi kan tegne historiens centrale vendepunkt-scene. Og ved vi det mindste om hvordan lys produceres på gammeldags vis, så kan vi også tegne den situation og se den for os: "fødslen" i historiens start.

Det var altså to lag i mixet - som i alle moralske fabler og opdragende lignelser. X (= tingene, dyrene) skal ses som Y (= menneskene og deres indbyrdes relationer). Fidusen er forenklingen fra det abstrakte og uanskuelige, til det konkrete og genkendelige.

Men så kan vi også zoome ind på det tredje lag i blandingen, et lag som også findes i en lang række af H.C. Andersens andre eventyr, nemlig det privat-personlige lag.

   De almindelige folkeeventyr og dyrefabler  indeholder typisk højst to lag der blendes: historiens overflade-plot og udvalgte karakterer,("Der var en gang..."). (...). "De levede lykkeligt")  og så et underliggende mentalt psykodynamisk regnskab der gennemspilles, så de gode belønnes og de onde straffes, som i Askepot eller Tornerose.

   Heroverfor står Andersens "kunsteventyr" der meget ofte har mindst et tredje lag i blandingen. Han  bruger eventyret til (selv)refleksion - over egen skæbne og rolle i forhold til de sociale omgivelser og ligefrem til nemt dechifrerbare budskaber til personer som har hjulpet ham - eller såret ham i hans liv og forfatterkarrierer.

 

I det her tilfælde er eventyret adresseret som en gave til en genbo i Odense, en tidlig mentor og velgører, madam Bunkeflod, som var præsteenke og havde en stor bogsamling som teenagerdrengen Andersen havde fri adgang til. Hun havde en søn på alder med Hans Christian, som druknede som 11 årig. Hans Christian læste op for enken da hun fik stær.

   Det er ikke svært at forestille sig at han kom til at kompensere hendes savn af sønnen, og at hun blev noget i retning af en eventyrets 'femor' for ham.

   Så eventyret "Tællelyset" kan altså også forstås efter formlen "tællelys = Hans Christian" og "fyrtøj = Madam Bunkeflod".

   Lidt research viser at Hans Christian allerede i en tidlig alder hvor han kom i hendes hjem, har begavet hende med et selvlavet kreativt produkt: en nålepude:

Nålepude syet af H.C. Andersen til genboen den unge præsteenke Madam Bunkeflod ca. 1816. Madam Bunkeflod boede med sine børn overfor H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Nålepuden var en fødselsdagsgave fra Hans Christian.

Men der er endnu et lag i dette kreative 'blend' som Torben Brostrøm skarpsindigt og kreativt udlægger i sin artikel i Information i dag under rubrikken "Det unge lys Andersen" - et lag der udtrykker det som ellers er tabubelagt: sexualiteten - og et lag som Hans Christian sandsynligvis er helt ubevidst om:

Men fortællingen frigør sig allegorisk til en almengyldig lære om betydningen af at møde forståelse og klarsyn trods modstand fra uforstand, uvilje og ligegyldighed hos omverdenen. Den lader sig let læse som et møde med kærligheden, understreget af tekstens kønslige metaforik, indledt af en fødselsskildring.

   Vuggen er en flammevarm gryde, hvorfra lyset glider ud, skinnende hvidt og slankt. Et hvidt får var lysets mor og en smeltegryde dets far. Den noget anstrengte animisme føres videre til ’verden’, som kun er optaget af sig selv og tager forkert på lyset med sorte fingre og sætter pletter på den rene uskyldsfarve.

   Lyset har svært ved at skelne rent fra urent, men bevarer et ufordærvet indre. Forladt af både de onde og de ængstelige gode havner lyset i meningsløsheden i et liv til ingen nytte. Og som det værste: måske havde lyset sværtet de velmenende i sin omgang med dem. Det er en fin beskrivelse at et menneskes krise i en oplevelse af det absurde gennem en noget omstændeligt repeterende analyse af en depression.

   Der er ikke sparet på tilliden til lysets nytændte evner og oplysning af omgivelserne. Lyset har fundet sin mission, sin vej til sandheden. Morsom er understregningen af, at de to parter ikke blot udtrykker en legemlig formæling, men også deres åndelige udbytte. Denne forsikring må med til slut, både af ideal overbevisning og sagtens ud fra den skrivendes fornemmelse af at have vovet sig langt frem med en detaljeret henrykkelse over fysiske omstændigheder og lysets legemspragt.

   En psykoanalyse kunne få nok at gøre. Men skam få den, som tænker ilde om den sproglige uskyld, der lyser gennem teksten og dens pligtmæssige moralisme. Inciterende er netop blandingen af forudviden og drøm, traditionsbunden kunnen og normbrydende selvfølelse, et tidligt kendskab til livets risiko, dets mange faldgruber. Ængstelse og eventyrligt mod, en stærk selvtillid, der indeholder sin modsætning af fortvivlelse er i al enkelhed det moderne ved digterspiren Andersen, som gør folkeeventyrets og fablens skabeloner så lysende personlige.

I min dansk-studietid på KU var Torben Brostrøm, der anmeldte litteratur i Infomation, en af min helt store helte og forbilleder som litteraturanalytiker og -formidler. Og han kan godt nok stadigvæk analysere så alle andre får baghjul.

   Politiken bringer i dag kommentarer af tre 'Kloge-Åger' som alle er ret negative og nedladende. Rubrikkerne lyder: "Umodent, sentimentalt, bagatelagtigt", "Kunne være skrevet af ethvert begavet barn", Pædagogisk, så det er til at brække sig over".

   Jeg kan til gengæld godt få lidt kvalme - i overført betydning - ved disse 'Kloge Åger'´s moraliserende æstetiske framing - evnetyret vurderet i et mentalt bakspejl.

Brostrøm udnytter i sin artikel den kreative mulighed for at frame prospektivt - istedet for retrospektivt.

   Den unge Andersen er ved at lære - hans indre  mentale stavblender er under kraftig udvikling. Men konstruktionsprincipperne for blandingsproduktet som viste sig i den grad langtidsholdbare, er allerede på plads på det her tidlige tidspunkt.

   Og i de senere samlinger af eventyr er der både nogle "store og dybe" - og nogle der er mere "bagatelagtige". Havde Andersen puttet "Tælllelyset" ind i en af eventyrsamlingerne, så var der ingen der havde løfte et øjenbryn - endsige en æstetisk moraliserende finger.

De klager alle over det primitive sprog og den manglende humor. Jeg er helt uenig.  

   Grundhumoren ligger jo i personifikationen af tingene, og den deler dette eventyr med alle de senere eventyr, skåret over samme allegoriske læst og bærende ide.

Erik Skyum-Nielsen lufter i sin kommentar en mistanke som også er forklaringen på at der går et par måneder fra opdagelsen af manuskriptet - som angiveligt er en afskrift - til offentliggørelsen af nyheden, nemlig spørgsmålet om der kan være tale om et falskneri. "Den mistanke er jeg stadig ikke helt fri for", skriver han.

   Samme tanke strejfede mig også igår da jeg læste teksten i sin helhed. Vi har ført haft spektakulære sager om skrevne falsknerier. 

   Tænk bare på skandalen omkring "Hitlers dagbøger" fra 1983 hvor det vesttyske journalistiske magasin 'Stern' offentliggjorde uddrag af - angiveligt - Hitlers private dagbøger, som man havde betalt 9 millioner for. 

    Og så sent som i år var der en lignende skandale i Norge. Kristeligt Dagblad bragte i foråret en artikel der i manchetten fortalte: "Norsk tv-instruktør er anklaget for at forfalske skrifter fra Knut Hamsun og Henrik Ibsen. Selv erklærer han sig uskyldig. Sagen har skærpet kravene til verificering."

   I disse tilfælde er der penge involveret - mange penge. Og det synes ikke at være tilfældet med H.C. Andersens ungdomsværk her.

Men muligheden foreligger stadig for at eventyrteksten er det man i film- og tv-sammenhæng ville kalde en "mocumentary" - som laves som en blanding af sjov og alvor - for at vise hvor let vi - både menigmand og eksperter - lader os narre ud fra ligheder i indhold, form og udtryk og fantasier om hvor spændende det kunne være hvis historien var sand.

   I princippet er det samme ide som ligger bag konstruktionen af gode aprilsnarre som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Time will show!