'Hushpuppy' vs. 'Life of Pi' - om brugen af computeranimerede monstre som mytologiske metaforer i filmenes dramatrurgi

Jeg har i de sidste par dage set to rigtig god film: 'Hushpuppy' og 'Life of Pi'  (hvis instruktør Ang Lee jeg skrev om et par indlæg tilbage). 

   Begge film var stærkt seværdig - og har også være meget opreklamerede - med helsidesannoncer i dagbladene. I dagevis.

   De har også begge vundet flere prestigefulde priser. Og anmelderne har været rundhåndede med stjerner og hjerter. 

Begge film blander - blender - realoptagelser med meget livagtige animationer af farlige mytologiske dyr. Og de er begge fascinerende historier med  underliggende universelle temaer. 

   Fælles for dem er også at hovedpersonen - den bærende karakter - er et barn: Den afroamerikanske pige Quvenzahané Wallis, alias Hushpuppy, er 6 år, mens den indiske dreng Piscine Molitor Patel, alias Pi, er omkring 14-15 år. 

   Og som modstandere - (symbolske) antagonister - har de begge animerede livsfarlige bæster. 

Hushpuppy er oppe imod nogle kæmpe store monstre der er et visuelt blandingsprodukt af et behåret vildsvin og en vildokse med lange spidse horn; en flok 'fabeldyr' som inden for historiens rammer har været indefrosset i indlandsisen i ti tusinde år, men nu er sluppet fri på grund af den afsmeltning som er resultatet af drivhuseffekten. 

   Gennem det meste af historien ser vi flokken af monstre i korte krydsklip buldre frem som en potentielt tilintetgørende trussel mod Hushpuppys lille samfund af fattige og udstødte i Louisianas sumpede kystland - 'Badekarret'.  

   Der er klare associationer til de amerikanske bisonflokke man husker fra gamle cowboyfilm. 

   Heltinden Hushpuppy ender med at "skræmme" de monstrøse bæster bort ved en afsluttende konfrontation hvor hun bogstaveligt talt "står op mod dem".

   Hushpuppys samfund overlever, og man sidder som publikum tilbage med en  optimisme på menneskehedens vegne i kraft af identifikation med en seks-årig piges voice over og udstillede handlinger, gestik og mimik. 

Pi har en kæmpemæssig bengalsk tiger ved navn Richard Parker som antagonist. Tigeren stammer fra den zoologiske have som Pis far har afviklet - for med sin familie og alle havens dyr at emigrere til Canada. Man kan få associationer til biblens Noahs Ark, her.

   Det japanske fragtskib de sejler med, forliser og går ned med hele familien og alle dyrene. Bortset fra Pi og tigeren der som overlevende forliset ender sammen i en af skibets redningsbåde.
  En zebra, en orangutang og en hyæne er også med i redningsbåden i starten, men hyænen dræber hurtigt zebraen og orangutangen. Og tigeren dræber derefter hyænen.

   Pi opfinder alle mulige tricks og teknikker til at overleve det livsfarlige samvær med tigeren, bl.a. ved at gøre den delvist tam med mad - og ved - som en slags amatør-domptør - at træne den til respektfuld afstand og et vist tillidsforhold. 

   Da deres redningsbåd endelig når land, forsvinder tigeren ind i Mexicos jungle. Uden at se sig tilbage og uden at sende Pi en taknemmelig tigergrimasse.

   Pi bliver afhørt af embedsmænd fra Japan der skal finde ud af og afrapportere hvordan og hvorfor fragtskibet forliste.
   Men Pis historie er for fantastisk til at den kan indgå i en officiel embedsmandsrapport. 

   Pi giver dem så en anden - mere realistisk version der indebærer at historien med tigeren kan tolkes som en metaforisk allegori på hvad der - måske - virkelig skete på redningsbåden de første dage.

Flere anmeldere og kommentatorer har fokuseret på ligheden mellem de to film. Men jeg synes forskellen er nok så interessant.

   Så hvad har de hver for sig gang i? Hvordan er de konstrueret? Hvad er forskellen?

Læsere af denne blog vil vide at tv- og film-dramaturgi og spørgsmålet om hvorfor det virker, er et af mine fokus- og interesseområder. Fordi jeg har undervist i det i mange år.

   Og en af grundsætningerne er at hvis du som forfatter eller instruktør iscenesætter en realistisk genkendelig historie, så forstærker det oplevelsen og effekten i forhold til et bredt publikum at der - som en underliggende narrativ skabelon - "kører" en velkendt fabel, et kendt eventyr, en universel myte - som filmens realistiske historielag så helt eller delvist er struktureret af.

   Den konstruktion finder vi typisk for film som: 'Gøgereden', 'Pretty Woman', 'Piano', 'Die Hard', 'Love, Actually', 'Thelma og Louise'. Og mange, mange andre både gode og mindre gode film i filmhistorien.

   Men med bølgen af sciencefiction- og fantacy-film som er bruset frem sammen med de digital-teknologisk muligheder for  at animere filmvirkeligheden realistisk, så har vi også fået en lang række film hvor fablen, myten og eventyret udgør det eksplicitte hovedindhold i selve filmens historie: Alien-serien, Star Wars-serien, Spiderman-serien, Ringenes Herre-trilogien, Harry Potter-filmene, Avatar, Alice in Wonderland. 

   You name it.

Begge de to aktuelle film har en realistisk virkelighedsramme. Men måden de bruger de animerede skræmmende "modstanderdyr" på, er helt forskellig.

'Life of Pi' er en form for fantacy, og en meget stor del af filmens historie er en mytologisk associerende kamp mellem Pi og tigeren Richard Parker. 

   Som i al god fantasy - roman eller film - skal vi acceptere blandingen af det utrolige, magiske og fantastiske med en form for (let) genkendelig virkelighed. Og her skal vi tro på at den religiøst tændte og tænksomme dreng Pi rent faktisk er opfindsom nok til at overleve sammen med en "ægte" fuldvoksen tiger i redningsbåden.

   Med dette 'overlevelsesmirakel' får Pi bekræftet Guds eksistens. Eller det modsatte: at 'naturen' ikke har noget med vores Gud-forestillinger at gøre. 

   Tolknignen af præmissen afhænger af hvordan man vurderer filmens og romanes meta-slutning som gør at læseren eller filmtilskueren må vælge mellem usandsynlig sandhed og realitet på den ene side og mytisk spirituel storytelling på den anden - i tolkningen af den historie vi har oplevet som læser eller filmpublikum.

'Hushpuppy' er en form for socialrealisme der fortæller om fattige menneskes kamp, dels for at overleve orkanen Katrinas hærgen og smadring af deres fattige samling blikskure og træhytter, og dels for at undgå myndighedernes forsøg på at evakuere dem til en patroniserende ufri "flygtlingelejer-virkelighed".

   Som underliggende narrativt skema har vi et eventyrforløb med Hushpuppy som "prinsessen" der skal lærer og udvikle sig til at sejre i en barsk  virkelighed - et reflekteret og gammelklogt barn med faderen som "mentor" og "troldmand" der dør efter at have givet sine barske 'trylleformularer' og sin livsvisdom videre til datteren. 

   Historien igennem ophober hun livsvisdom og erfaringer som gør at hun til sidst kan konfrontere de fremtromlende uhyrer og jage dem på flugt. Og vi "tror" på det.

De visuelt mixede monsterbæster er imidlertid ikke integreret og fusioneret i Hushpuppys historie og virkelighed som tigeren Richard Parker er i 'Life og Pi'.

   Bæsterne er udtryksmæssigt tydeligt indlagte metaforer i historien, metaforer der henviser til klimatruslen, og som altså er brugt på samme måde som filmmontagens mester og teoretiker Sergei Eisenstein både teoretiserede over og demonstrerede i sine film. 

   Grebet kaldes 'syntetisk montage', hvad der indebærer at blendingen og integrationen af de to virkelighedslag ikke foregår 'umærkeligt' i filmens udtryk, men først eksploderer mentalt i hovedet på publikum der oplever filmen. Og derfor insisterer på en slag intellektuel bearbejdning undervejs - eller bagefter.

Flere anmeldere og kommentatorer anholder det som en svaghed at fantasi-bæsterne i 'Hushpuppy' ikke gnidningsløst er integreret i filmens realistiske lag. Og at det dermed svækker filmoplevelsens intensitet. Den "sprækker", skrev en anmelder. Men er det dårligt - eller er det netop det der får os til at tænke?

   Man kan - tilsvarende - indvende mod 'Life of Pi' at den litterære meta-pointe om valg af historie - den reelle eller den mytisk-allegoriske - ender med at tage den spirituelle luft ude af filmens slutning.  Man kan nemt føle sig lidt snydt - bagefter. Offer for en flot filmisk iscenesat, men litterær vits?

Men 'Hushpuppy' lå en klasse over Ang Lees film, oplevede jeg - trods alt. Den er aktuel, udadvendt og med et socialt og globalt fremtidsperspektiv - nærmest som en rigtig god samfundkritisk sciencefiction-film.
   'Life of Pi' er mere indadvendt og bagudskuende. Og den perspektiverer først og sidst romankunstens klassiske narrative troværdigheds-tricks, og romanforfatterens tvetydige dobbeltspil omkring sandhed og virkelighed i forhold til sit publikum.
   Brugt fx også i 'Rosens Navn', skrevet af den højt begavede forsker og litterat Uberto Eco.

 
Budgettet for 'Hushpuppy' var angiveligt på 1,3 millioner dollars, plus lidt sponsorerede tilskud til slut: Højst 10 millioner kr.

   Ang Lees film havde angiveligt et budget på 120 millioner dollars, ca. 720 millioner kr.

Så min konklusion er: Debutant-instruktøren Benh Zeitlin, 30 år, vandt med kreative længder over den rutinerede og verdenskendte auteur-instruktør, 58 år.
   Lidt af en overraskelse - også for mig.

Morale: Der er håb for unge mennesker med kreative talenter, sans for en god historie, og en spændstig visuel fantasi.

Den tændte HC Andersen - noget om digterens eventyrblanding i anledning af fundet af 'Tællelyset'

Ingen kan vist være i tvivl om at H. C. Andersen tilhører kategorien 'den særligt kreativ personlighed'.

    Jeg har skrevet om mange af slagsen på denne blog de sidste par år. Et af de tilbagevendende kendetegn er familiemæssige tab og afsavn i barndommen, mobning eller det der ligner i skoletiden, oplevelsen af at være fremmedgjort og afviger i sit miljø, et rigt fantasiliv som indre mental kompensation for ydre modstand, og støtte af mentorer undervejs.

   Og det kreative output - hvad enten det er maleri, litteratur, journalistik eller forskning vi taler om - er et produkt af grænseoverskridende mental aktivitet der integrerer og komprimerer elementer fra to eller flere ellers skarpt adskilte konceptuelle rum. Det der videnskabeligt kaldes "konceptuel blending".

   H.C. Andersen var som 'særligt kreativ personlighed' nærmest en prototype - så sær og mærkelig og speciel og genial, at hans eventyr er blevet globalt grænseoverskridende kendt - og oversat til over 100 sprog.

   Simpelthen langtidsholdbar verdenslitteratur i klassikernes superliga.

 

Derfor var det en stor sensation igår da Politiken på forsiden bragte historien om et meget tidligt H.C. Andersen eventyr, hidtil helt ukendt, som var blevet fundet i bunden af en af Fyns landsarkivs arkivkasser - af en lokalhistoriker.

   Nyheden gik også verden rundt i løbet af et døgn.

   Her kan du læse eventyret:

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/

Eventyret er efter alle eksperters udsagn at dømme skrevet på et tidspunkt hvor H.C. Andersen gik i en hadet skole i Slagelse og blev mobbet både af kammerater og af sin skoleleder Meisling. Og han havde fået forbud mod at "digte". Han var ked af det, deprimeret og drømte sig - må man forestille sig - tilbage til barndommens by og besøgene hos genboen, den unge præsteenke Madam Bunkeflod.

   Han har været omkring 18-19 år gammel da han digtede eventyret, der altså er skrevet mindst 10 år før hans første "rigtige" eventyr udkom i 1935, den genre der gjorde ham verdensberømt. Og 4-5 år efter han forlod Odense og - som 14 årig - rejste til København på egen hånd.

Lige en repetition af et par skæbne-grundlæggende biografisk oplysninger om digterens barndom: Faderen døde 1816 da Hans Christian var 11 år. Moderen var analfabet, og giftede sig igen 2 år efter. Og Hans Cristian fik sig dermed en af det klassiske folkeeventyrs sted-forældre: Ikke en stedmor, men en stedfar.

Det nyfundne eventyr har titlen "Tællelyset".  

   Det er en kort og skabelonagtig fortælling. Men skabelonen kan man så i bakspejlet se har været i den grad slidstærk og kunnet anvendes igen og igen af eventyrdigteren: en moralsk-filosofisk opbyggelig historier, fortalt gennem personifikation af ting og sager - eller af dyr som i "Den grimme ælling": "Toppen og bolden", "Hyrdinden og tinsoldaten". "Thepotten", "Grantræet", m.fl.

    Handlingen er enkel: Hovedpersonen er et tællelys der bliver "født" ud af fåretalgen i en ophedet gryde, bliver håndteret og behandlet ilde i lang tid uden at blive brugt til sit egentlige formål, indtil fyrtøjet kommer ind i billedet og tænder det, så det derved endelig får mulighed for at udfolde sit (op)lysende potentiale og realisere sig selv.

Hvordan er blandingen så? Hvad er opskriften?

   Vi skal forstå historien om de to ting - et tællelys og et fyrtøj - i overført betydning, ligesom en metafor: mennesker ses gennem tingenes optik.

   Men selve grundhandlingen på historien "overflade" forstår vi også i dag - og til alle tider: et lys bliver tændt med en tændstik.

   Det er fidusen sådan rent formidlingsmæssigt: Der er sprogligt set tale om såkaldt 'basic-level-kategorier' som kan aktivere vores spejlneuroner - og dermed med direkte adgang til vores følelser: Vi kan se det for os med det samme, vi kan tegne historiens centrale vendepunkt-scene. Og ved vi det mindste om hvordan lys produceres på gammeldags vis, så kan vi også tegne den situation og se den for os: "fødslen" i historiens start.

Det var altså to lag i mixet - som i alle moralske fabler og opdragende lignelser. X (= tingene, dyrene) skal ses som Y (= menneskene og deres indbyrdes relationer). Fidusen er forenklingen fra det abstrakte og uanskuelige, til det konkrete og genkendelige.

Men så kan vi også zoome ind på det tredje lag i blandingen, et lag som også findes i en lang række af H.C. Andersens andre eventyr, nemlig det privat-personlige lag.

   De almindelige folkeeventyr og dyrefabler  indeholder typisk højst to lag der blendes: historiens overflade-plot og udvalgte karakterer,("Der var en gang..."). (...). "De levede lykkeligt")  og så et underliggende mentalt psykodynamisk regnskab der gennemspilles, så de gode belønnes og de onde straffes, som i Askepot eller Tornerose.

   Heroverfor står Andersens "kunsteventyr" der meget ofte har mindst et tredje lag i blandingen. Han  bruger eventyret til (selv)refleksion - over egen skæbne og rolle i forhold til de sociale omgivelser og ligefrem til nemt dechifrerbare budskaber til personer som har hjulpet ham - eller såret ham i hans liv og forfatterkarrierer.

 

I det her tilfælde er eventyret adresseret som en gave til en genbo i Odense, en tidlig mentor og velgører, madam Bunkeflod, som var præsteenke og havde en stor bogsamling som teenagerdrengen Andersen havde fri adgang til. Hun havde en søn på alder med Hans Christian, som druknede som 11 årig. Hans Christian læste op for enken da hun fik stær.

   Det er ikke svært at forestille sig at han kom til at kompensere hendes savn af sønnen, og at hun blev noget i retning af en eventyrets 'femor' for ham.

   Så eventyret "Tællelyset" kan altså også forstås efter formlen "tællelys = Hans Christian" og "fyrtøj = Madam Bunkeflod".

   Lidt research viser at Hans Christian allerede i en tidlig alder hvor han kom i hendes hjem, har begavet hende med et selvlavet kreativt produkt: en nålepude:

Nålepude syet af H.C. Andersen til genboen den unge præsteenke Madam Bunkeflod ca. 1816. Madam Bunkeflod boede med sine børn overfor H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Nålepuden var en fødselsdagsgave fra Hans Christian.

Men der er endnu et lag i dette kreative 'blend' som Torben Brostrøm skarpsindigt og kreativt udlægger i sin artikel i Information i dag under rubrikken "Det unge lys Andersen" - et lag der udtrykker det som ellers er tabubelagt: sexualiteten - og et lag som Hans Christian sandsynligvis er helt ubevidst om:

Men fortællingen frigør sig allegorisk til en almengyldig lære om betydningen af at møde forståelse og klarsyn trods modstand fra uforstand, uvilje og ligegyldighed hos omverdenen. Den lader sig let læse som et møde med kærligheden, understreget af tekstens kønslige metaforik, indledt af en fødselsskildring.

   Vuggen er en flammevarm gryde, hvorfra lyset glider ud, skinnende hvidt og slankt. Et hvidt får var lysets mor og en smeltegryde dets far. Den noget anstrengte animisme føres videre til ’verden’, som kun er optaget af sig selv og tager forkert på lyset med sorte fingre og sætter pletter på den rene uskyldsfarve.

   Lyset har svært ved at skelne rent fra urent, men bevarer et ufordærvet indre. Forladt af både de onde og de ængstelige gode havner lyset i meningsløsheden i et liv til ingen nytte. Og som det værste: måske havde lyset sværtet de velmenende i sin omgang med dem. Det er en fin beskrivelse at et menneskes krise i en oplevelse af det absurde gennem en noget omstændeligt repeterende analyse af en depression.

   Der er ikke sparet på tilliden til lysets nytændte evner og oplysning af omgivelserne. Lyset har fundet sin mission, sin vej til sandheden. Morsom er understregningen af, at de to parter ikke blot udtrykker en legemlig formæling, men også deres åndelige udbytte. Denne forsikring må med til slut, både af ideal overbevisning og sagtens ud fra den skrivendes fornemmelse af at have vovet sig langt frem med en detaljeret henrykkelse over fysiske omstændigheder og lysets legemspragt.

   En psykoanalyse kunne få nok at gøre. Men skam få den, som tænker ilde om den sproglige uskyld, der lyser gennem teksten og dens pligtmæssige moralisme. Inciterende er netop blandingen af forudviden og drøm, traditionsbunden kunnen og normbrydende selvfølelse, et tidligt kendskab til livets risiko, dets mange faldgruber. Ængstelse og eventyrligt mod, en stærk selvtillid, der indeholder sin modsætning af fortvivlelse er i al enkelhed det moderne ved digterspiren Andersen, som gør folkeeventyrets og fablens skabeloner så lysende personlige.

I min dansk-studietid på KU var Torben Brostrøm, der anmeldte litteratur i Infomation, en af min helt store helte og forbilleder som litteraturanalytiker og -formidler. Og han kan godt nok stadigvæk analysere så alle andre får baghjul.

   Politiken bringer i dag kommentarer af tre 'Kloge-Åger' som alle er ret negative og nedladende. Rubrikkerne lyder: "Umodent, sentimentalt, bagatelagtigt", "Kunne være skrevet af ethvert begavet barn", Pædagogisk, så det er til at brække sig over".

   Jeg kan til gengæld godt få lidt kvalme - i overført betydning - ved disse 'Kloge Åger'´s moraliserende æstetiske framing - evnetyret vurderet i et mentalt bakspejl.

Brostrøm udnytter i sin artikel den kreative mulighed for at frame prospektivt - istedet for retrospektivt.

   Den unge Andersen er ved at lære - hans indre  mentale stavblender er under kraftig udvikling. Men konstruktionsprincipperne for blandingsproduktet som viste sig i den grad langtidsholdbare, er allerede på plads på det her tidlige tidspunkt.

   Og i de senere samlinger af eventyr er der både nogle "store og dybe" - og nogle der er mere "bagatelagtige". Havde Andersen puttet "Tælllelyset" ind i en af eventyrsamlingerne, så var der ingen der havde løfte et øjenbryn - endsige en æstetisk moraliserende finger.

De klager alle over det primitive sprog og den manglende humor. Jeg er helt uenig.  

   Grundhumoren ligger jo i personifikationen af tingene, og den deler dette eventyr med alle de senere eventyr, skåret over samme allegoriske læst og bærende ide.

Erik Skyum-Nielsen lufter i sin kommentar en mistanke som også er forklaringen på at der går et par måneder fra opdagelsen af manuskriptet - som angiveligt er en afskrift - til offentliggørelsen af nyheden, nemlig spørgsmålet om der kan være tale om et falskneri. "Den mistanke er jeg stadig ikke helt fri for", skriver han.

   Samme tanke strejfede mig også igår da jeg læste teksten i sin helhed. Vi har ført haft spektakulære sager om skrevne falsknerier. 

   Tænk bare på skandalen omkring "Hitlers dagbøger" fra 1983 hvor det vesttyske journalistiske magasin 'Stern' offentliggjorde uddrag af - angiveligt - Hitlers private dagbøger, som man havde betalt 9 millioner for. 

    Og så sent som i år var der en lignende skandale i Norge. Kristeligt Dagblad bragte i foråret en artikel der i manchetten fortalte: "Norsk tv-instruktør er anklaget for at forfalske skrifter fra Knut Hamsun og Henrik Ibsen. Selv erklærer han sig uskyldig. Sagen har skærpet kravene til verificering."

   I disse tilfælde er der penge involveret - mange penge. Og det synes ikke at være tilfældet med H.C. Andersens ungdomsværk her.

Men muligheden foreligger stadig for at eventyrteksten er det man i film- og tv-sammenhæng ville kalde en "mocumentary" - som laves som en blanding af sjov og alvor - for at vise hvor let vi - både menigmand og eksperter - lader os narre ud fra ligheder i indhold, form og udtryk og fantasier om hvor spændende det kunne være hvis historien var sand.

   I princippet er det samme ide som ligger bag konstruktionen af gode aprilsnarre som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Time will show!

Citater om kreativitet - og om ideer - og om metaforer i fortællngens form

Citater, ordsprog, bon mot´er, grafittier, slogans, aforismer, lignelser, bevingede ord, fabler - er alle "litterære kortformer" - velegnede til at give sandheder og erfaringer videre - i en form som er til at huske. Ofte indeholder de paradokser, ofte er de ironiske. 

   Er de gode, udløser de en aha-oplevelse. Her er nogle citater om kreativitet: 

• Politik er det muliges kunst, kreativitet det umuliges kunst (Ben Okri)

• Kreativitet er utilfredshed/frustration oversat til kunst (Eric Hoffer)

• Kreativitetens hovedfjende er sund fornuft (Pablo Picasso)

• Enhver kreativ handling er først og fremmest en destruktiv handling (Pablo Picasso)

• Der er to måder at være kreativ på. Man kan synge og danse, eller man kan skabe omgivelser hvor sangere og dansere blomstrer (Warren G. Bennis)

• Kreativitet kommer af ingenting (Gertrude Stein)

Nettet er en guldgrube hvis man skal finde citater - quotes - om et tema som fx kreativitet. Og de her jeg lige har citeret, er nogle som jeg "høstede" for et par år siden til at kvikke lidt op på mine powerpoint-slides til mit oplæg om kreativitet for de journlaiststuderende. 

   Hver af dem rammer jo faktisk i en enkelt sætning ind i kernen af begrebet kreativitet: at kreativitet står i modsætning til logik og fornuft (jfr. de to hjernehalvdele), at kreativitet aktiveres af frustrationer ("vrede"), at destruktion kan være en nødvendighed for at kreativiteten kan blomstre, at kreativitet også er noget man som leder kan fremme hos andre, og at kreativitet for en stor del indebærer processer i det kognitivt ubevidste.

Et af de centrale begreber i forbindelse med temaet kreativitet, er ideer. Det at få nye og gode ideer er formålet med bevidst at fremme kreative processer:

• En ide som ikke er risikabel, er ikke værd at kalde en ide (Oscar Wilde)

• Brug altid den bedste ide først (Poul Nesgaard)

• Gode ideer skal ikke blot have vinger, de skal også have et landingsstel (anonym)

• Mange afviser en ide, bare fordi det ikke er deres egen (Louis Buñuel)

• Mine bedste ideer får jeg under morgenbarberingen. Jeg konkluderer heraf at folk med skæg ikke har mange ideer (Dennis Gabor)

• Vi ved ikke hvem der opdagede vand, men vi kan være sikker på det ikke var en fisk (anonym)

• Midt i vanskelighederne ligger mulighederne (Albert Einstein)

• Jo mere du træner, jo heldigere bliver du (Peter Schmeichel)

• Får du en fuglelort i hovedet, så tænk positivt, og vær glad for at en ko ikke kan flyve (anonym)

Gode ideer er flygtige og skal behandles med varsomhed. Gode ideer udspringer af konflikter og realiseres næsten altid under modstand. Gode ideer kan ikke fremtvinges, men kommer som en gave hvis man er heldig. Gode ideer kommer af fremmedgørelse i forhold til det alt for velkendte. Gode ideer forudsætte at du er positiv og optimistisk, pessimisme er døden for gode ideer.

Jeg kom i tanker om mine powerpoint-slides, ved at læse et af kapitlerne i bogen "I is an Other" af James Geary, som jeg tidligere har fortalt om. Kapitlet har titlen "Metaphor and Parables and Proverbs" - og undertitle "Mighty Darn Good Lies".

   Jeg fik en aha-oplevelser her, fordi han kobler lignelser, ordsprog, fabler og allegorier sammen med metaforer. Han siger fx at "parables are narrated metaphors; they place af fictional story by the side of a fact of life". En lignelse er en metafor i story-form, siger han altså. Det er belærende fortællinger.

 

Han refererer til "neuroimaging studies", som er den empiriske forskning som eksperimentelt forsøger at visualiserer hvad der foregår i hjernen ved en vifte at målemetoder.

   Han fortæller at disse studier viser at praktisk indlæring faktisk finder sted når vi læser eller får fortalt  en "belærende historie". Fordi...

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locations in space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar siutaitons in real life. The regions involved in  processing goal-directed activity ande the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulting what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsels for real life.

Efter at have slået fast at en lang række lignelser, fabler, allegorier og ordsprog er en slag metaforer i fortællingens form,  så bruger han metaforteoriens skelnen mellem "source" og "target" til at stille spørgmsålet hvad er "target" hvis disse fortællinger er "source"?

   I en almindelig metafor er det som regel helt klar hvad der er hvad: Vi skal se og forstå "target" gennem den optik som leveres af "source". Det metaforiske udsagn: "Forelskelse er en sygdom." - betyder at vi skal forstå og tænke på "forelskelse" som havende nogle af de samme egenskaber som kendetegner en "sygdom".
   Amerikanerne ville sige at "falling in love" (= "target") is understood in terms of "being ill" (= "source"). Med den metaforiske sætning sker der en "mapping" fra den fysiske sygdoms domæn til kærligheds-følelsens domæne. 

But parables and proverbs are all source and no target. There is no explicit link between the events described and the meaning ascribed. There is not the slightest clue in either parables or proverbs as to their ultimate significance, yet we imediatly understand what they mean.

Hvad er fx "target" for Æsops dyrefabler, eller for Jesus lignelser? - kunne man spørger i forlængelse heraf.

   Svaret blæser ikke i vinden: Det er dig selv, det er dine egne værdier, din egen moralske verden som du får mulighed for at anskue gennem fablens eller lignelsens optik. Der sker en metaforisk "mapping" fra den fiktive virkeligheds domæne (fx dyrenes verden hos Æsop) til din faktiske subjektive virkeligheds domæne.  

Og jeg bliver lidt glad for min egen gamle metafor for en metafor: "et overføringsbillede". Lignelser, fabler, allegorier kunne man så kalde "overføringshistorier".