Sider

fredag den 13. april 2012

Poul Gernes fantastiske farvelæging af det indre af Herlev Hospital - kunst som forstyrrelse eller healing

Jeg har et helt særligt forhold til Herlev Hospital. I 1976 producerede DR over en weekend mange timers tv fra det endnu ikke åbnede hospital, med rum og inventar farvelagt og udsmykket af kunstneren Poul Gernes.
    Det var TV-Teateafdelingen der stod som producerende afdeling, genren var en form for seriøs dramadokmentarisk reality, kaldet "spontanspil". De medvirkende var rigtigt sygehuspersonale: læger, sygplejersker, portærer, sygehjælpere, etc. Og patienterne i spillene var mennesker der alle havde erfaringer med at være indlagt for alvorlige sygdomme på et hospital.
   Instruktøren og tilrettelæggeren hed Poul Trier Pedersen, som for nylig døde, og som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Og jeg var med - indkaldt som "hjælpeinstruktør" der på en etage med en traditionel sengeafdeling, skulle få en række realistiske og autentiske "spil"-forløb mellem patienter og personale til at køre mens kamera- og lydfolk optog scenerne.
   Det gik godt. Og jeg skal en anden gang fortælle om tv-spontanspil-teknikken som Poul Trier opfandt og udviklede over en årrække på en halv snes år.
   Jeg husker klart nogle af "spillene" som var gribende og virkede meget autentiske, fx et hvor en kræftsyg ung kvinde får stillet og meddelt diagnosen lymfekræft.
   Men det jeg husker mest tydeligt var faktisk udsmykningen af rummene, både personalekontorerne, rum med tekniske faciliteter, og patienternes sengestuer.
   Jeg synes det var fantastisk. Mine egne erindringer om hvordan det var at være hospitalsindlagt var farvet af en depressiv stemning der korresponderede fint med de gennemgående hvide, grå og karrygule vægge og døre.
   Det her var et totalt og konsekvent og grænseoverskridende brud. Jeg husker ikke at jeg spekulerede over hvorfor man havde valgt at gøre det sådan, og valgt Poul Gernes til at bestemme farver og udsmykning.
   Men for pokker hvor det "virkede". Det modarbejdede alle depressive associationer til sygdom og død.


777


Når den erindring dukker op, så er det fordi Politiken i nogle dage har kørt en historie hvis vinkel har været at Herlev Hospital har begået æstetisk vold mod et kunstværk, ved ikke at følge kunstneren Poul Gernes manual for farvesætning af de fysiske omgivelse på hospitalet, i forbindelse med en netop færdiggjort reetablering af en hjerteafdeling på 3. sal.
    Den første artikel i føljetonen var den 3. april, af Camilla Stockmann. Rubrikken var
Gernes´værk malet over
Manchetten lyder: "Hospitalsledelsen på Herlev Hospital har fjernet Poul Gernes´ koloristiske udsmykning fra hele 3. etage. Dermed har hospitalet foretage et voldsomt indgreb i et af hovedværkerne i dansk udsmykningskunst, lyder kritikken."
   Jeg har kun kunnet finde et enkelt fotografi på nettet til dokumentation af "forbrydelsen":

I

Ifølge Politiken dominerer farverne "hvid, grå og laminat". Og grundlæggende ligner det jo den farveholdning man kender fra næsten alle nyere hospitaler. Det foto Politiken viser, har farverne sort, grå, hvid, og gult/orange og umalet naturtræ
    Ledende overlæge Knud Skagen svarer på kritikken og fortæller at da han blev ansat i 1983 blev han "chokeret over farverne som mødte mig overalt:"
... indgangsparti, velkomsthal, gange, trapper og sengeetager var farvelagt på den mest opsigtsvækkende måde - intet sted fik øjet fred. Lige meget hvor man vendte blikket, var der en overvældende farvesætning.
   Personalet og patienterne havde i mange år megen kritik tilovers for farvelægningen (...).
   Et af vores og andre afdelingers trivselsproblemer på HEH (for personalet) er den evige fornemmelse af støj og uro/uorden.  
Senere forklarer han omkring forarbejdet og researchen og samarbejdet med arkitekterne der har designet den ny afdeling:
Det stod lysende klart, at man kunne frembringe en arbejdsplads, som efterkom de ønsker, vi har hørt fra patienter  og personale om mere fred, ryddelighed og mindre støj - hvis man nedtonede hverdagens  'farvekaos' og introducerede træ og opaliserede glasflader.
Overlægen argument er altså at omgivelsernes farver påvirker hjernen og dermed psyken. Han opererer med det jeg tidligere har kald synæstesi - afsmitning og overførelse fra en form for sanseindtryk til en anden: fra ydre synsindtryk af farvekombinationer til indre følelser af "fred", "ryddelighed", "mindre støj".
    Gernes´ farvepalet er altså i hans optik: "støjende, "urolig", "ufredelig", "uryddelig" og "kaotisk". Hans synspunkt implicerer så også generelt at forskellige farver eller farvekombinationer kan være mere eller mindre godt for patienterne. Og at Poul Gernes farvlægning af hele interiøret giver et dårligt mentalt "klima" for både personale og patienter.

Det interessante for mig at at redaktionen, så vidt jeg kan se, slet ikke har interesseret sig for det - jo helt relevante synspunkt. I hvert fald har de ikke fulgt op på det i dækningen af historien.
    Artiklerne har fulgt et helt andet og fuldstændig konventionelt spor: Det truer vores kulturarv at ændre på en kunstners originale udsmykning af et helt hospital. Så mon ikke ministeren skulle gribe ind og lovgive eller regelsætte nogle forebyggende foranstaltninger - fx et udvalg af eksperter - der skal vogte over og sørge for at bevare den slags udsmykninger mod profane og kulturblind vandalisters hærgen. 
   Framingen: Det udsmykkede hospital er et stykke "finkultur". Og med Poul Gernes totaludsmkning er der tale om stor kunst - og som sådan er det udsmykkede hospital som helhed kulturelt "helligt" og "sårbart" og skal beskyttes for at blive bevaret "urørt".

Jeg synes det er en fuldstændig konventionel vinkel avisens kulturredaktion her følger. Hvad hvis de sparkede den over til videnskabsredaktionen og tog lægens synspunkt så alvorligt så man gav sig til at research om der var noget om snakken?
    Er der evidens for synspunktet? skulle man spørge: At farver inden for gråtonskalaen virker positivt beroligende for patienterne (og personalet). Eller er der måske evidens for det modsatte synspunkt: at en bred palet af farver i indretning og udsmykning faktisk påvirker patienter (og personale) positivt opmuntrende.
    Med andre ord og mere generelt: Hvordan påvirker arkitektur, farver, indretning og udsmykning patienterne for hvis skyld hospitalet jo er bygget og indrettet? Sat på spidsen: Påvirker forskellige farvevalg imunstystemet positivt eller negativt?
   Se det synes jeg jo er meget interessant. Tænk hvis der var undersøgelser der tydede på at alle de pang-farver som Poul Gernes har valgt for hele Herlev Hospital, faktisk var dårligt for patienterne? Gjorde dem mere nervøse, hektiske, urolige end de i forvejen naturligt ville være!
   Eller omvendt: Tænk hvis det kunne bevises at et hospital i gråtoneskala-farver gjorde at patienterne mentalt set blev kastet indad i sig selv og forøgede bekymringerne i default-mode-netværket fordi sanserne ikke blev ordentlig stimuleret af omgivelserne.

Kunstredaktør Peter Michael Hornung har en baggrundskommentar til hovedartiklen i Politiken den 3. april hvor han fortæller at man rent faktisk den gang i midten af 70´erne lavede forsøg med de Gernes-farvelagte omgivelser.
Herlev Hospital blev altså ikke udsmykket for Gernes skyld. Eller fordi Herlev anede at hver ville blive et kunstværk af enestående betydning. (...) Udsmykningen blev alene lavet fordi  man troede på dens virkning: at den ville skabe en positiv oplevelse hos dem, der skulle opholde sig i længere tid inden for dens rammer.
   Men før man gav grønt lys til farvesætningen af de kæmpemæssige projekt, havde man sikret sig, at farvernes effekt ikke var en ren og skær placeboeffekt. Derfor afprøvede man først Gernes´ valg af  farver på en række forsøgspatienter. Først da man havde fået klinisk sikkerhed for, at effekten var overvejende positiv, blev beslutningen truffet. (...)
   Farverne skulle være som et visuelt vitamintilskud til de mennesker der kom i nærkontakt med dem. Og patienterne følte sig engageret og stimuleret af de farver, de sansede. Den positive effekt var ikke et postulat. Den var evidensbaseret som dethedder i de kredse. 
"Evidensbaseret", og nok ikke det man i vore dage ville kalde de eksperimenter man lavede den gang.
Hele historien om beslutningen om Poul Gernes farvevalg og farvelægning kan man læse her:

Poul Gernes forklarede den gang meningen med farverne:
”Størst mulig oplevelse og underholdning, begge dele i den mest positive forstand, skal opnås, argumentationen herfor støtter sig bl.a. til det formålstjenlige i på en positiv måde at nedskære indlæggelsestiden for patienter, gøre hvad der kan gøres for at påvirke arbejdsglæden og arbejdstempoet positivt for personalet og medvirke til at arkitekturen som sådan lykkes, dette som også kan kaldes de immaterielle værdier, ’musernes’ hensigt og berettigelse eller livets salt, skal opnås ved følelsesmæssige, kunstnerisk og farvepsykologisk rigtige valg styret af den ovenfor nævnte hensigt.” 
Og andre steder understreger han også det med "underholdning. Og forfatteren til artiklen på "gernes.dk" forklarer:
Farveholdningen skulle frem for alt underholde patienterne, med andre ord få dem til at glemme deres bekymringer. Ud fra sin tro på kunstens psykosomatiske effekt var Gernes overbevist om, at det polykrome miljø kunne være med til at forkorte patienternes indlæggelsestid og gøre selv et hospitalsophold til en livsbekræftende oplevelse – frem for det modsatte. Derudover ville man også kunne opnå et bedre arbejdsmiljø, stimulere personalets velbefindende og arbejdslyst og skabe bedre befindende for alle husets brugere. Kort sagt: Farverne ville kunne hjælpe med at skabe større medmenneskelighed. Der var tale om en hel række ’bløde’ sociale hensyn, der i vore dage ofte bliver overset inden for bygge- og anlægsområdet.
Det er jo interessant hvordan den samme udsmykning kan tillægges så forskellig effekt - af hhv. overlæge Knud Skagen og de patienter og personaler han påkalder sig som "vidner" og af Poul Gernes og hans indflydelsesrige journalistiske backinggroupe: "Kaos" eller "underholdning"

Jeg googler lidt og finder minsandten en rapport med titlen "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur". Den er fuld af fotografier fra en række moderne hospitaler rundt i verden - og et enkelt er også fra Herlev Hospital med motiv af Poul Gernes udsmykning i forhallen:


Jeg har ikke stødt på udtrykket "helende arkitektur" før, men har været inde på samme tankegang i indlægget om de store gamle statslige sindsygehospitalers fantastiske smukke parkanlæg som blev etableret omkring hospitalsbygnngerne for at de skulle virke "helende" på det syge sind hos de indlagte patienter.

I Rapporten med anbefalingerne står der blandt andet:
Helende arkitektur er idéen om, at arkitekturen påvirker menneskers velvære, og at arkitekturen kan medvirke til at fremme en helingsproces hos det enkelte menneske. Både patientens, personalets og de pårørendes oplevelse af rum og arkitektur er en del af begrebet.
   Den grundlæggende tanke er, at den arkitektoniske udformning udtrykt i dagslysets kvalitet, rummets stemning, farver, lyd og muligheden for at være privat og tryg kan understøtte den fysiske og psykiske heling.
   Forestillingen om, at de fysiske omgivelser påvirker patienters heling, er langt fra ny. I klostrene, som i middelalderen tog sig af sygeplejen og i de første hospitaler, var naturen oftest et centralt element, der ansås som en helende faktor.
   Bispebjerg Hospital er et eksisterende eksempel på at uderummene har været et centralt element i de tidlige hospitalsbyggerier. Efter en funktionel periode, med fokus på klinisk effektivitet, er fokus nu forstærket i forhold til tanken om og evidensen bag, at ikke kun lægevidenskaben, men også de fysiske omgivelser, kan hjælpe til patienternes heling. 
Her er det ordet "evidens" der er nøgleordet. Det betyder noget i retning af viden som bygger på videnskabeligt undersøgelser. Det er ikke nok at tro eller føle eller synes, man skal vide - på grundlag af evidens.
   Rapporten skriver - og tager lige et forbehold:
Evidensbaseret design: I evidensbaseret design baseres beslutninger om formgivning på forskningsresultater for, hvordan omgivelserne påvirker helingen. Evidensbaseret design omfatter ikke kun patientens medicinske behandlingsforløb, men også personalets tilfredshed, kvaliteten af patientplejen, sikkerhed, logistik og økonomi.
   ”Evidensbaseret design” har som begreb eksisteret i ca. 25 år. De underliggende studiers resultater er baseret på erfaringer og forsøg udført på bedst mulige niveau. Resultaterne kan således ikke sidestilles med medicinsk evidens. Dette skyldes bl.a. at det kan være vanskeligt at isolere de påvirkninger man vil måle effekten af, og at der pt. kun findes et begrænset antal undersøgelser.
Men den referer og henviser alligevel til en lang række nyere videnskabelige undersøgelser der underbygger at valg af omgivelser har positiv effekt på patienter:
Der findes efterhånden adskillige undersøgelser der viser at visuel stimulering, kan påvirke patientens heling positivt. Flere undersøgelser peger på at visuelle stimuli kan nedsætte det fysiske og psykiske stress hos patienter og personale. Specielt udsigt til natur eller naturlignende motiver beroliger, og er bevist at nedsætte indlæggelsestiden. Bl.a har Parsons et al. i en undersøgelse vist at udsigt til natur eller naturlignende omgivelser styrker helingen og øger modstandsdygtigheden overfor stress og flere af Roger S. Ulrichs undersøgelser viser at udsigt til natur eller billeder af natur bl.a. kan nedsætte indlæggelsestiden.
   Et andet eksempel på effekten af kunst og visuelle stimuli er en undersøgelse af betydningen af farver og design som beroligende faktor for ophidsede og aggressive børn. Her sammenlignede man et rum med hvide vægge og gråt vinyl med et rum hvor man bl.a. havde farver på væggene, billeder af delfiner, fisk og krabber og farverige gulvtæpper. Man fandt at den samlede aggressivitetsscore hos børnene faldt med 45% i det farverige rum i forhold til det hvide. Undersøgelsen peger herved på den terapeutiske effekt ved farver og anden form for visuel stimulering. Derudover har man i flere undersøgelser fundet at visuel stimulering, som et element i smertebehandling, kan have en positiv indvirkning på patientens oplevelse af smerte.
Det må vist blive til 1-0 til Gernes ud fra et moderne evidenskrav.
   Det moderne fagudtryk for den effekt som Poul Gernes kalder "underholdning", er i den videnskabelige litteratur: "positiv visuel distraktion" -  alle de muntre farver får patienterne til at "glemme" bekymringer og smerter fordi det vender bevidsthed og opmærksomhed udad mod omgivelserne - i stedet for indad mod hvor slemt man føler man har det.
   Hele rapporten "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur" kan findes på denne link-adresse:

onsdag den 11. april 2012

Musik, spejlneuroner og den kreative hjerne

I Påsken var der familiekomsammen. Et af mine børnebørn ligner sin mor i den alder - 17 måneder. Han er helt vild med musik og "danser" til den - eller når nogen synger. Udtrykker helt umiddelbar glæde og nydelse.
   Da min datter var på samme alder husker jeg at hun pludselig med høj klar stemme sang/nynnede Danmarks Radios pausesignal: melodien til "Jeg drømte mig en drøm i nat..."
   Hun havde lært melodien - uden at blive undervist - bare ved at høre den nogle gange i radioen. En melodi som nynnes, produceres af stemmbåndene (som er muskler) og læberne, tungeen og måndhulemuskulaturen i et kompliceret og koordineret samarbejde.
   Der går åbenbart en "vej" i hjernen - fra øret, over hjernens hørecenter og over til de muskler som producerer "sangen" så den lyder præcis som den melodi øret har hørt. Og når den vej er banet, så udløser det lyst- og glæde-hormoner i hjernens belønningssystem: endorfiner, dopamin, etc. - hver gang melodien høres og synges.

Musik, dans, sang, rytme - udgør en helhed som. når vi oplever det, sætter sig i kroppens spejlneuroner som en slags muskelhukommelse. Det vil sige: Når vi hører musikken, så aktiveres de dele af det motoriske system som også er aktivt når vi selv synger, spiller, nynner, trommer, danser - nemlig de spejlneuroner som sidder i præmotorcortex og i andre tilsvarnede netværk i hjernen, fx det der har med hørelse og stemme at gøre.
   Det bemærkelsesværdig er at denne spejling sker så nemt - og gør os så glade - som mit barnebarn så tydeligt giver udtryk for.

Det skriver bloggeren Suzie Heumann om i Huffington Post om:
I went to see Bonnie Raitt and Taj Mahal the other night in Oakland California. The setting was beautiful and the crowd was thrilled with the music and the vibes. Late in the program, as they sang a lusty, bluesy song together Taj began to wave his hands in the air and he encouraged us all to do it with him. Everyone began waving their hands and arms in the air and we all fell into a side-to-side sweeping, wave of ecstatic dancing! We were like one big sea anemone, an organism, waving in a sea of music and bodies and bliss.
   Why is it so easy to do this?
    Music is a universal language. It probably preceded speech. When you listen to or create music many specific areas of your brain light up. The thinking areas, the sensory areas, the memory areas, the motor areas, and even the anticipation and predictive areas of your brain light up during the silence between songs. (...)
    One of the other structures that lights up are the mirror neurons you have throughout your brain/body system. These are widely distributed in the brain but occur in the parietal lobe specifically to help you notice and track what your friends are doing. The same mirror neurons fire when you both follow where someone else is looking, with your attention, and when you are doing the looking all by yourself. They are, for all purposes, the same thing to your brain - either doing the looking or watching someone else as they do the looking. Non-duality - "I am both the observer and the observed"! Consequently, we all did what Taj told us to do, once we had looked to our right and left to see if our friends were doing it too!
    Mirror neurons help keep you in line with your tribe and keep you connected to others. They help regulate your bodily functions, social behavior, what you do and say to another, how you interpret another's actions and they encourage you to act and feel the way the majority is acting and feeling at any given moment. Mirror neurons are what make you social. They help 'teach' you to be a part of your tribe. You, and everybody else in your tribe, keep an 'eye' out, so to speak, for unity, divisiveness, action, calm, eating, yawning, laughing, and a myriad of other social signals that make you either a part of or separate from the rest. Both listening to and playing music draws on your attention, your anticipation and your mirror neurons too.
På Facebook modtog jeg et link til en YouTube-video som er fascinerende og gribende, og som demonstrerer at forskellige netværk har forbindelser og er aktive hvis man bare trykker på den rigtige "kontakt".
   Talecentret, den episodiske hukommelse, og de muskler du bruger til at synge og spille med, er neurologisk forbundet sådan at når du hører en melodi som din krop kan huske via premotorcortex, så åbner det en række neuro-forbindelser mellem forskellige centrer så de aktiveres og samarbejder. 
   Se bare her:


"Neurons that wire together fire together" (eller omvendt), er et af den moderne neurovidenskabs slagord, og videoen viser jo at musik er bredt forbundet til personligheden, erindringen, bevidstheden og kroppen - også når omgivelserne ellers helt har opgivet kontakt.
One of the key factors in the human brain’s ability to change via neuroplasticity is that neurons form interconnections based on simultaneous firing over a period of time. According to Norman Doidge, author of The Brain That Changes Itself, this theory was first proposed by none other than Sigmund Freud, but was articulated in more detail by Canadian psychologist Donald Hebb. Doidge attributes this neat summary to neuroscientist Carla Shatz: Neurons that fire together wire together. 
 http://www.neurosciencemarketing.com/blog/articles/neurons-fire-together.htm

søndag den 8. april 2012

Apple - Steve Jobs - og babyen der forvekslede et glittet magazin med sin iPad

En meget berømt bog inden for moderne neuroscience har den fascinerende titel: "The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales", skrevet af den internationalt kendte neurolog Oliver Sacks. Titlen refererer til en af bogens case-historier om en mand med sygdommen visual agnosia.[1]
    Se lige denne video fra YouTube som gav mig associationen til bogen. Klippet har titlen:
A Magazine Is an iPad That Does Not Work


Klippet kunne også have haft titlen: Babyen som forvekslede et glitte magasin med sin iPad.
    Der er flere andre klip på YouTube der viser at en iPad kan betjenes "intuitivt" af små børn på 1-2 år. Og det er jo både fantastisk og uhyggeligt. Men når jeg ser på mine børnebørn, så er de jo alle mere kompetente end jeg og min frue er - med mange kilometer. Med fingre og hænder "kører" de iPhone og iPad som vi andre kører bil.

Jeg må starte med en tilståelse. Jeg ejer ikke og bruger ikke til hverdag Apple-produkter. Og da jeg for nylig besluttede at nu måtte jeg nok se at anskaffe mig en smartphone, så blev det ikke en iPhone, men en Galaxy S II (Samsung).
   Hvad har jeg imod Apple - og alle deres smarte iP-produkter?
    Det er en fornemmelse omkring den markedsføringspolitik de følger, der går på ikke at ville dele og prøve at binde brugerne, isolere dem fra resten af markedet.
   Altså Apple er grænsesættende i stedet for grænseoverskridende. For meget religion. For meget in-group.
   Det kan godt være at Apple  - med  nyligt afdøde Steve Jobs som primus motor og frontfigur - har været kreative i deres markedsføring. Og er blevet et fantastisk brand der derfor kan sælge til meget højere priser end rimeligt er når man ser på det indhold produkterne leverer. Og der er også det med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for kinesiske industriarbejdere på de fabrikker som producerer  hardwaren.
   Så: Jeg har ikke følt mig tiltrukket og fristet. Men nu går den nok ikke længere.

I forbindelse med en lettere animeret påskefrokost i går, var der gang i iPads´ne og iPhone´ene - og en livlig snak om apps og spil gik bordet rundt.
   En af vennerne har I mange år været Appel-fan og -bruger, men kan også håndtere og betjene almindelige Microsoft Windows-computere. Og han viste klippet ovenfor - med baby´en, iPaden og det illustrerede magasin. På sin egen iPad
   Min ven var den første i min omgangskreds der anskaffede sig en iPad, og i høje toner besang dens kvaliteter.
   Han forærede den så til sin frue og købet en iPad 2. Og hans frue blev også fuldstændig "solgt" til den gamle 1´er.
   Flere og flere mænd i min omgangskreds fortæller at de også har anskaffet en iPad, men slet ikke kan få lov til at bruge den selv. Børn og kvinder i familien overtager den simpelt hen - fuldtids. Familieekspropriation - uden kompensation. Så anskaffer man sig en iPad må man altså forudse et umiddelbart behov for en til!!!
   Og min frue - som altid har haft en indgroet modvilje mod den lille bærbare Windows-computer  jeg forærede hende for nogle år siden - har også anskaffet en iPad. Hun er nu også helt "solgt". Og ikke mindst er det altså spil-apps´ene der trækker - og så følger de andre mere praktiske funktioner med: e-mail, net-bank, googling etc.

Siden jeg for to år siden begyndte at skrive på denne blog, har jeg flere gange tænkt at nu måtte jeg også lige skrive om Steve Jobs. Uden at jeg for alvor satte mig ind i hans historie, var jeg jo ikke i tvivl om at han måtte høre til de særligt kreative personligheder - big scale!

Hvordan er det nu med den særligt kreative personlighed? - Flere personligheder i en. Savn af far eller mor - eller konflikter i hjemmet. Psykologisk set fremmedgjort og mental hjemløshed. Blandet sproglig og etnisk herkomst. Flytteri i barndommen. Mobbet i skolen og andre skolekonflikter. Præget af vrede og irritation over andres mangel på æstetiske ambitioner. Stemnings-svingninger mellem udadvendthed og indadvendthed. Store forestillinger om eget værd. Rager uklar med chefer. En primadonna.
   Det var stikord jeg har samlet sammen - uden at få dem omsat til indlæg om Steve Jobs: en helt speciel særligt kompliceret og mangesidet personlighed.
   Jeg googler lige på ham. Der var noget med en stor biografi som udkom på dansk for ikke så mange måneder siden. Og ja!
Forfatter: Walter Isaacson
Titel: Steve Jobs: En biografi om manden bag Apple
Oversættelse: Jakob Levinsen
Forlag: Gyldendal
Sider: 672
Pris: 349 kr.
Den anmeldes i Berlingske 27/10/2011 af Lars Henrik Aagaard. Rubrikken er jo i sig selv en bekræftelse:
Steve Jobs-biografi: Portræt af et dumt svin
Jeg plukker citater hist og pist. Her først fra manchetten:
Walter Issacsons definitive biografi om Steve Jobs tegner et levende og ærligt portræt af et arrogant, uhøfligt og grundlæggende usympatisk menneske, som med sin enorme passion, vrede og skaberkraft revolutionerede IT-verdenen.
Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge (...) Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske.
Steven Jobs var af blandet etnisk herkomst. Og han blev bortadopteret som helt spæd, hvad han meget tidligt fik at vide at han var. Fik som voksen kontakt med biologisk mor og søster (som også blev bortadopteret). Men fik ikke og ønskede ikke kontakt med sin biologiske far.
   Han var ordblind og ifølge nogle kilder havde han diagnosen ADHD.
   Wikipedia fortæller:
Steven Paul Jobs was born in San Francisco on February 24, 1955 to two university students, Joanne Carole Schieble and Syrian-born Abdulfattah "John" Jandali (Arabic: عبدالفتاح جندلي‎), who were both unmarried at the time.[28] Jandali, who was teaching in Wisconsin when Steve was born in 1955, said he had no choice but to put the baby up for adoption because his girlfriend's family objected to their relationship.[29] The baby was adopted at birth by Paul Reinhold Jobs (1922–1993) and Clara Jobs (1924–1986), an Armenian-American[3]whose maiden name was Hagopian.[30] Later, when asked about his "adoptive parents," Jobs replied emphatically that Paul and Clara Jobs "were my parents."[31] He stated in his authorized biography that they "were my parents 1,000%."[32] Unknown to him, his biological parents would subsequently marry (December 1955), have a second child Mona Simpson in 1957, and divorce in 1962.[32]
   The Jobs family moved from San Francisco to Mountain View, California when Steve was five years old.[1][2] The parents later adopted a daughter, Patti. Paul was a machinist for a company that made lasers, and taught his son rudimentary electronics and how to work with his hands.[1]
   Clara was an accountant[31] who taught him to read before he went to school.[1] Clara Jobs had been a payroll clerk for Varian Associates, one of the first high-tech firms in what became known as Silicon Valley.[34]
   Jobs was an intelligent and innovative thinker, but his youth was riddled with frustrations over formal schooling. At Monta Loma Elementary school in Mountain View, he was a prankster whose fourth-grade teacher needed to bribe him to study. Jobs tested so well, however, that administrators wanted to skip him ahead to high school—a proposal his parents declined.[35]
Mit eget forhold til computere og Apple er sådan her: 
   Jeg købet en computer omkring 1985. Da jeg selv er lidt ordblind, synes jeg den var rigtig svær og bruge - kunne ikke finde ud af og huske de forskellige kommandoer. Brugte den næsten kun som skrivemaskine.
   Da jeg i starten af 80´erne var konsulent i DR´s interne undervisnings-afdeling, lånte jeg en 10 kg tung bærbar Toshiba til at tage med ud på redaktionerne når jeg lavede udviklingsprojekter og redaktionsrettede kurser. Det var smart og en stor fordel under arbejdet, husker jeg. 
   Og jeg fik vel også opsat en stationær på mit kontor i TV-Byen. Men DR´s IT-afdeling var forfærdelig tung at danse med. Og jeg syntes generelt det var besværligt med det nye it-udstyr.

Da jeg blev direktør for TV 2 ØST i 1992, besluttede jeg at købe en Apple "PowerBook" - som på det tidspunkt var helt ny og revolutionerende, og - havde jeg læst mig til - meget nemmere at bruge for sådan nogle højre hjernehalvdels-orienterede mennesker som mig.
   Det passede. Den Macintosh PowerBook var jeg rigtig glad for. Den var meget sjovere og mere intuitivt indladende end dem jeg var vant til hjemmefra og fra DR. Men problemet var at stationens computere ellers var microsoft-systemer. Og det var besværligt at jeg havde Mac når min sekretær bruge Microsoft. Så frustrationerne fulgte med.
   Så kom Microsoft med Windows-styresystemet - som jo langt hen ad vejen var en kopi af Macintosh´. Så det skiftede jeg til. 
    Og  jeg husker det var en lettelse at være på samme system som medarbejderne, min sekretær og mine chefer. 
    Men Apple forfulgte mig alligevel. Det første digitale redigeringsanlæg, en AVID, som stationen anskaffede, var et Apple-produkt. Det var dyrt og den økonomiske gevinst det skulle give, blev spist op af efteruddannelse til medarbejdere der skulle betjene det, og de stadig nye forbedringer og opdateringer som man også skulle betale for. 

Når jeg nu underviser en gang imellem på TV-tilrettelæggeruddannelsen, så har alle de studerende - uden undtagelse - Mac-bærbare-computere. På journalistik på RUC er fordelingen ca. 50-50 mellem iMac og Microsoft-bærbare.

Men jeg bliver nok nød til at falde til patten. Konkurrenterne til iPad´en synes ikke at kunne nå den til sokkeholderne. 
   Men det kan tænkes at Samsung i år når at udkomme med en tablet-android-computer der i test kan matche iPad´en, sådan som Galaxy S II kunne matche iPhone´en i flere forbruger-tests i slutningen af 2011.
   Så jeg klapper lige hesten, og ser om fruens forhold til sin iPad fortsætter med at udvikle sig i en positiv stejl kurve. 

torsdag den 5. april 2012

Når journalister synger i kor - om krisen i journalistikken - og eneren Lars Olsen

Hvorfor løber journalister efter de samme historier og forfølger de samme vinkler, samtidig med at deres professionelle selvforståelse og rolleidealer kræver kreativitet, kritisk sans, rasmus-modsat tænkning, individualisne og stadig nye vinkler? 
   Det spørgsmål stillede mange sig da Fogh-regeringen kom til magten og stort set blev fredet i en årrække. Det spørgsmål stillede man sig da hele pressen løb efter historier om Lone Espersens manglende kvalifikationer som udenrigsminister og partileder. Og ikke mindst det sidste års tid har jeg stillet mig det spørgsmål: en periode hvor den nye S-SF-R-regering stort set ikke har  fundet nåede for det enstemmige kor af politiske journalister i alle medier?

For godt en uge siden læste jeg en kronik i Weekendavisen under rubrikken "Mens vi troede på det liberale tusindårsrige" af Tobias Abell Nielsen og Kasper Vieland Nielsen. En passage gav mig en aha-oplevelse: Jamen det ligner jo "journalisternes verden!"
   Kronikken handler om den økonomiske kris og prøver at forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor var der ingen økonomer der "så den komme"? 
   Spørgsmålet blev stillet af Dronning Elisabeth til en stor forsamling af økonomer. De kunne ikke umiddelbart svare, men senere leverede London School of Economics et skriftligt svar: Der var to sammenhængende forklaringer på hvorfor det gik så galt, skrev de: en systemfejl i det økonomiske system og en psykologisk fejl hos aktørerne.
   Systemfejlen:
"Alle gjorde deres job ordentligt. Ja, i relation til standardmålene for succes gjorde de det rigtig godt. Fejlen var at ingen så, hvordan deres enkelthandlinger tilsammen skabte en række af forbundne ubalancer." (...)
   (...) reelt er det et opgør med forestillingen om markedets ufejlbarlighed, med det økonomisk dogme, hvis blot hver enkelt følger sin egen (egoistiske) interesse, så sørger "den skjulte hånd" for at det bliver til alles bedste.
"Enkelthandlinger der tilsammen skaber en række forbundne ubalancer". Læs det lige igen. Det er vigtigt.
   Kronikken her handler specielt om økonomer, bankfolk og økonomisk ansvarlige politikere. Men da jeg læste det, tænkte jeg at det kunne jo lige så godt være journalister det handlede om. Med små omskrivninger: 
Mens vi troede på det journalistiske tusindårsrige
I relation til standardmålene gør alle journalister det rigtig godt - men de kan ikke se at deres enkelthandlinger skaber en række af forbundne ubalancer. De tror blindt på dogmet om  at blot hver enkelt journalist følger sine egne journalistiske interesser i konkurrence med andre, så sørger "systemet" - "de frie presse" underlagt "markedslogikken" -  for at det bliver til samfundets bedste.
Der er rigtig mange helt almindelig mennesker der ikke tror på det dogme, og som godt kan se at der er en systemfejl. Derfor har pressen og journalister så dårligt et omdømme som de har.
   Den journalistiske konkurrence fører ikke automatisk til diversitet og kreativitet, men tilsyneladende det modsatte: ensartethed og ensporethed: Lemming-effekten eller -defekten er en systemfejl som professionen selv er relativt blind for.
    
Den anden del af forklaringen på at økonomerne og alle deres følgesvende blandt politikere og journalister var blinde for at krisen var under opsejling, var psykologisk:
På overfladen så det godt ud med økonomien, men lige under overfladen stod det dårligt til. Og nå ingen så det, så var det fordi der herskede "en udbredt feel good-følelse understøttet af finanstroldmænd, som lykkedes med at overbevise sig selv og verdens politikere om, at de havde styr på ricisi".
Kan vi også her lave en analogi til journalistikken og pressens verden ved en mild omskrivning? 
    Lad mig prøve:
På overfladen ser det godt ud med journalistikken, men lige under overfladen står det dårligt til. Og når ingen journalister kan se det, så er det fordi der hersker en udbredt feel god-føelse, understøttet af en kreds af magtfulde politiske kommentatorer og orakler som lykkedes med at overbevise sig selv, politikerne og offentligheden om, at de havde styr på udviklingen.
Det gik som smurt! 

Nu har jeg de sidse par dage igen har kastet mig over faglitteraturen inden for den del af den moderne hjerneforskning der prøver at forklare hvordan hjernen fungerer når mennesker identificerer sig med andre. Fænomenet sensomotorisk simulation er nøglen:
   Folk (herunder journalister) identificerer sig med og føler empati for dem hvis adfærd de kan simulere og spejle egne handlinger og følelser i. I min terminologi hedder det "indlevelse gennem genkendelse". Og den forme for empatisk identifikation sker ofte helt automatisk og ubevidst og er lige så automatisk og ubevidst forbundet med en form for feel good-følelser. 
    Og til gengæld: Jo mere man oplever at andre er forskellige fra en selv, jo dårligere går det med simulation og spejling, jo sværere har man ved at føle empati. Og dermed svækkes eller ryger mulighederne for identifikationen med disse andre. 
   I stedet indtræder distanceskabende og fremmedgørende mentale og emotionelle operationer: syndebuk-tænkning.
   
Ligesom de politikere de kommenterer og analyserer, har vor tids journalister økonomisk, socialt, mentalt og kognitivt fjernet sig rigtig langt fra de almindelige mennesker som de i princippet skulle betjene og skrive for og til.
   Det betyder at deres journalistiske praksis ikke er styret af identifikatorisk empati med borgerne - læserne, lytterne, seerne - hvis interesser i sandheden de skulle tjene. Men derimod med andre journalister som de jo umiddelbart og forstår og kan identificerer sig med - hvilket så gør dem blinde for at se systemfejlen. 
    Eller rettere: gør dem blinde for her og nu at se systemfejlen mens den mentale nyhedsmaskine kører og leverer det daglig dopamin-adrenalin-endorfin-nyhedsfix. 
    Mange kan godt se i bakspejlet at det ligner "mobning" eller "offentligt karaktermord" når det store fleretal gennem valg af vinkler og historier - igennem en periode har sunget i enstemmigt kor og selvbevidste spejlet sig i hinandens kritiske tilgang til nogle få "target"-politikere. 

Metaforer som "den rådne banan" eller "udkantsdanmark" er sproglige symptomer på at journalisterne som profession har svært ved at identificere sig med andre mennesker som de ikke kan simulere fordi de ikke kan genkende sig selv i dem og deres virkelighed.

Lars Olsen, tidligere journalist på Politiken, er en af de få meget kreative journalister som på det her område er skarpt seende - og afvigende - og som igennem sin journalistik og sine bøger hele tiden afslører systemets blinde pletter, både det politiske og de journalistiske.
   Han har skrevet den fremragende og velresearchede debabog "Eliternes triumf". Læs den! Få åbnet øjnene! Forstå!

tirsdag den 3. april 2012

Teorier om hhv. ubevidst og bevidst simulation i hjernen - sammen forklarer de "identifikation" når vi ser film som vi oplever og forstår som virkelighed

Som jeg gjorde opmærksom på i mit jubilæumsindlæg, fra den 1. april, så dække det vi kalder identifikation når folk ser film eller læser bøger og artikler, over mindst to processer. En som foregår ubevidst og hvor det er spejlneuronerne og andre automatiske aflæsningsystemer der aktiveres med direkte adgang til de centrer hvorfra vores følelser udspringer i det limbiske system. En andens som er bevidst og som aktiverer og trækker på defaultnetværket.
   Og min banale pointe er så at de naturligvis må arbejde sammen for at give os både en spontan intuitiv automatisk empati-fornemmelse og en mere reflekteret oplevelse af genkendelse og indlevelse når vi fx identificerer os - mere eller mindre - med de mennesker vi ser på filmlærrede eller en tv-skærm.

En undersøgelse som blev lavet af Marco Iacoboni m.fl. (Det er ham som også har skrevet om opdagelsen af spejlnuronerne og deres betydning i bogen 'Mirroring People') er relevant her.
   Mens hjernen blev skannet fik forsøgspersonerne vist små filmstumper med to mennesker i en eller anden form for interaktion:
Taken together, our data may be interpreted as suggesting that the human facility in understanding observed social relationshipsis provided by the combined activity of an action recognition system in the inferior frontal and superior temporal cortices, an anterior STS system that interprets the social significance of actions, and a dorsomedial prefrontal cortex and medial parietalcortex system that analyzes social relationships and considers their implications.
    The dorsomedial prefrontal cortex and medialparietal cortex system for thinking about social relationships is apparently part of the brain’s default state circuitry; it may continuously, often without effort or intention, assess and analyze past, present, or possible future social relationships whenever non-social tasks do not demand full attention. Given the complexity and pervasive importance of social relationships, this ongoing social processing may be crucial to sustaining adaptive social relations.
Ræsonnementet ud fra undersøgelsen er at når man ser andre mennesker i social interaktion - på film eller i virkeligheden, så vil defaultnetværket automatisk og ikke særligt bevidst gå igang med at simulerer hvordan de mennesker på filmen har det med hinanden. Samtidig (så vidt jeg kan læse ud af undersøgelsen) vil spejlneuronsystemet give løbende input til at vi automatisk simulerer deres bevægelser og handlinger - især intentionen med den.
   Og hvorfor skulle det ikke præcis være det dere sker når vi identificerer os med et menneske vi ser handle og forfølge mål i en historie fortalt i levende billeder.

Problemet er at der er to tilsyneladende konkurrerende teorier på banen til at foreklare identifikation med andre mennesker gennem simulation: Den der tager afsæt i spejlneuronerne i præmotorcortex og beslægtede områder af hjernen, og den der tager afsæt i Theory og Mind og den del af hjernen - "the midline structures" - som defaultnetværket omfatter
   
Vor ven V. Ramachandran, ham med 'The Tell-Tale Brain' og neuro-æstetik, har filosoferet over hvordan hjernen har udviklet de mere bevidste former for indadrettet reflekterende simulation som indgår i Thery of Mind-komplekset i defaultnetværket - ud fra spejlneuronernes primære funktion i forskellige andre dele af hjernen som er rettet mod perception af mennesker i omverdenen.
I also speculated that these neurons can not only help simulate other people's behavior but can be turned "inward"—as it were—to create second-order representations or meta-representations of your own earlier brain processes. This could be the neural basis of introspection, and of the reciprocity of self awareness and other awareness. There is obviously a chicken-or-egg question here as to which evolved first, but... The main point is that the two co-evolved, mutually enriching each other to create the mature representation of self that characterizes modern humans."
Det er noget af det samme de to forfatterer, Christian Keysers og Valeria Gazzola, er inde på i deres korte artikel: 'Integrating simulation and Theory of Mind: from self to social cognition':
Investigations of brain substrates for social cognition have polarized in two camps. The simulation camp focuses on so-called shared circuits (SCs) that are involved in one’s own actions, sensations and emotions and in perceiving those of others [1,2]. The theory of mind (ToM) camp emphasizes the role of midline structures in mentalizing about the states of others [3]. 
Efter at have refereret en række centrale artikler og undersøgelser baseret på hjernskanninger konkluderer de at det er muligt at samtænke de to teorier, som de kalder "an embroynic and speculative working hypothesis":
An embryonic and speculative working hypothesis [2] for the link between classical SCs and midline structures, which is inspired by these findings but differs from that in Uddin et al. [5],is shown in Figure 1. While dealing with states of the self, areas of the SCs represent pre-reflective bodily states. If asked to introspect and report these states, subjects additionally activate (v)mPFC structures. When dealing with states of other individuals, activity in SCs might represent the empathic transformation of the bodily states of others into pre-reflective neural representations of similar states of the self. These simulated pre-reflective representations correlate with empathy [6–8] and might provide an intuitive understanding of what goes on in others [2]. If asked to reflect on the states of others, the pathways that are normally used to reflect on the bodily representations of the self are now used on simulated bodily states of others, leading to simulated reflective representations.
   Thus, SCs and midline structures form an integrated system that applies to cases where we perceive the other as similar enough for simulation to be useful [12]. In this view, both SCs and vmPFC reflect simulation, albeit at different levels (pre-reflective versus reflective), rather than radically different processes (SC versus ToM). This route is complemented by a more dorsal, less embodied and more cognitive route that becomes essential when simulations lead to wrong conclusions (e.g. others considered to be dissimilar in this aspect
Her er den grafiske model som de refererer til med "Figure 1.":


Selv om jeg ikke er sikker på at jeg helt forstår modellen, er ideen klar nok, og den korresponderer smukt med V. Ramachandrans overvejelser: Der er to niveauer hvor det ene har udviklet sig oven på det andet - som en form for intern reflekterende simulation med afsæt i det som spejlneuronerne skaber af interne ubevidste emotionelle identifikationsprocesser.