Læsning af god skønlitteratur, stimulerer hjernens indlevelsesevne

Forskeren David Comer Kidd fra The New School for Social Research i New York har sammen med en ældre kollega Emanuele Castano gennemført nogle eksperimenter med interessante resultater for denne blogs forfatter.

   Et af temaerne jeg jo har forfulgt er hvilken evidens der er for virkningen af dramaturgi, fiktion musik, billedkunst, journalistik på den menneskelige hjerne. Og mere specifikt om den slags mentale og kognitive input stimulerer hjernen til kreativitet og kreativ tænkning.

   Derfor fanges jeg af en kort note i Information i dag med rubrikken:

Gode bøger gør mennesker bedre

De finlitterære tekster der virker empatifremmende i Kidds og Castanos eksperimenter, er som der står i noten, "ikke bestsellerlistens thrillere og kærlighedsromaner, men klassiske skønlitterære værker.":

Bare 10-15 minutters læsning om dagen øger ens evne til at forstå andre mennesker og gør os dermed til mere empatisk og bedre fungerende mennesker.

Principielt er det jo hvad litteraturforskere og dansklærere har hævdet i århundreder: at læsning af gode skønlitterære bøger - ikke mindst klassikerne - bidrager til børns og voksnes mentale "dannelse", at læsning af finlitteraturen altså rent faktisk både gavner og fornøjer.

   I eksperimentet sammenlignede man effekten af tre slags tekster: finlitterære tekster, tekster fra den populære genrelitteratur, og faglitterære/populærvidenskabelige tekster.

   

Eksperimenterne forholder sig til en særlige del af hjernen som indgår i 'the default mode network', og som er kendetegnet ved de særlige mentale processer som kaldes "Theory of Mind" (forkortet ToM) - dette at mennesket kan tænke sig til og indleve sig i hvordan andre mennesker tænker og føler. Altså har mentale og kognitive muligheder for at opleve empati med andre.

  Videnskab.dk fortæller:

For at teste om skønlitteratur rammer de mentale processer bag ToM anderledes end anden læsning, prøvede Kidd og Castano først at finde en definition på det kritikere kalder god litteratur. Sådan en findes ikke. Men forskerne identificerer visse kendetegn, som går igen i de klassiske værker og hos litteraturprisvinderne - i forhold til genrelitteratur som krimier og kærlighedsromaner.

   Det er blandt andet, at den fine litteratur i mindre grad læner sig op ad et plot eller følger vedtagne genre-konventioner og i højere grad beskæftiger sig med karakterernes indre psykologi.

   Det er sådan Kidd og Castano definerer god litteratur.

De populærvidenskabelig tekster er hentet fra Smithsonian Magazine, så man sikrer sig at de som faktafomidling også har en høj kvalitet der er sammenlignelig med kvaliteten af det finlitterære udvalg af tekster 

   Kidd og Castano har så fået 86 frivillige til hver at læse en tilfældigt valgt tekst (varighed af læsningen 10-15 minutter pr. tekst) lige inden de derefter gennemfører en række videnskabeligt gennemprøvede test af "Thory of Mind":

Den test, forskerne især bruger, er en test kaldet "Reading the Mind in the Eyes", hvor forsøgspersonen skal vælge hvilken af fire følelser, der udtrykkes i øjnene af en skuespiller. I testen er der i alt 36 sort/hvid foto, hvor man kun kan se øjnene og det er kendt, at testen bla. kan afsløre autistiske træk, ikke-kliniske psykopatiske træk samt empati.

   Det slående er så, at forskerne ser, at dem, der lige har læst en af de finlitterære tekster, klarer testen tydeligt bedre - rammer rigtigt flere gange - end dem der har læst de populærvidenskabelige og populærlitterære tekster.

(...)

Idéen er, at den gode litteratur virker ved træne lige præcis de mentale processer i ToM og så at sige skærper den evne, så man klarer testen bedre.

Et uddrag af testen til illustration:

Hvor god er du selv til at læse andre menneskers sindstemning ud fra øjnene? Se hele testens batteri her og prøv dig selv:

http://glennrowe.net/baroncohen/faces/eyestest.aspx

Eksempler på litteraturudvalget inden for fiktion som forskerne brugte i eksperimenterne, er her:

In a series of five experiments, the participants were randomly assigned texts to read, either extracts of popular fiction such as bestseller Danielle Steel's The Sins of the Mother and Gone Girl by Gillian Flynn, or more literary texts, such as Orange-winner The Tiger's Wife by Téa Obreht, Don DeLillo's "The Runner", from his collection The Angel Esmeralda, or work by Anton Chekhov.

 http://www.theguardian.com/books/booksblog/2013/oct/08/literary-fiction-improves-empathy-study

I lyset af at jeg i en lang række kunstnerbiografier har fundet at de i den mest følsomme periode i deres liv - barndom og ungdom - i lange perioder har været næsten manisk opslugt af læsning af skønlitteratur, så er det her selvfølgelig død-interessant. Sidst noterede jeg dette selvbiografiske element i indlægget om forfatteren Kim Leine fra i går.

   

Men hvad er forklaringen på den påviste forskel i effekten af læsning af henholdsvis finlitteratur og populærlitteratur? 

   Den forsøger forskerne selv at give, idet de skelner mellem 'writerly' ('skrivelig') og 'readerly' ('læselig') litteratur, og dermed inddrager semiotikkens grand old man Roland Barhes' begrebsmæssige skelnen mellem læsning som en mental udfordring der indebærer at man så at sige må "skrive med" for at få udbytte (= 'skrivelig'), og læsning som en primært nem og lystfyldt oplevelse (='læselig') - en proces uden større kognitiv modstand:

Kidd and Castano, who have published their paper in Science, make a similar distinction between "writerly" writing and "readerly" writing to that made by Roland Barthes in his book on literary theory, The Pleasure of the Text. (...)   

   "Some writing is what you call 'writerly', you fill in the gaps and participate, and some is 'readerly', and you're entertained. We tend to see 'readerly' more in genre fiction like adventure, romance and thrillers, where the author dictates your experience as a reader. Literary [writerly] fiction lets you go into a new environment and you have to find your own way," Kidd said.

   (...)

   "What great writers do is to turn you into the writer. In literary fiction, the incompleteness of the characters turns your mind to trying to understand the minds of others," said Kidd.

   (...)

   Transferring the experience of reading fiction into real-world situations was a natural leap, Kidd argued, because "the same psychological processes are used to navigate fiction and real relationships. Fiction is not just a simulator of a social experience, it is a social experience." 

På nettet finder jeg den abstract-tekst som sammenfatter forskningsartiklens indhold:

Understanding others’ mental states is a crucial skill that enables the complex social relationships that characterize human societies. Yet little research has investigated what fosters this skill, which is known as Theory of Mind (ToM), in adults. We present five experiments showing that reading literary fiction led to better performance on tests of affective ToM (experiments 1 to 5) and cognitive ToM (experiments 4 and 5) compared with reading nonfiction (experiments 1), popular fiction (experiments 2 to 5), or nothing at all (experiments 2 and 5). Specifically, these results show that reading literary fiction temporarily enhances ToM. More broadly, they suggest that ToM may be influenced by engagement with works of art.

http://www.sciencemag.org/content/early/2013/10/02/science.1239918

Se mere her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske

http://www.sciencedaily.com/releases/2013/10/131003142621.htm

http://www.newschool.edu/pressroom/pressreleases/2013/CastanoKidd.htm

http://www.theguardian.com/books/booksblog/2013/oct/08/literary-fiction-improves-empathy-study

Teorier om hhv. ubevidst og bevidst simulation i hjernen - sammen forklarer de "identifikation" når vi ser film som vi oplever og forstår som virkelighed

Som jeg gjorde opmærksom på i mit jubilæumsindlæg, fra den 1. april, så dække det vi kalder identifikation når folk ser film eller læser bøger og artikler, over mindst to processer. En som foregår ubevidst og hvor det er spejlneuronerne og andre automatiske aflæsningsystemer der aktiveres med direkte adgang til de centrer hvorfra vores følelser udspringer i det limbiske system. En andens som er bevidst og som aktiverer og trækker på defaultnetværket.

   Og min banale pointe er så at de naturligvis må arbejde sammen for at give os både en spontan intuitiv automatisk empati-fornemmelse og en mere reflekteret oplevelse af genkendelse og indlevelse når vi fx identificerer os - mere eller mindre - med de mennesker vi ser på filmlærrede eller en tv-skærm.

En undersøgelse som blev lavet af Marco Iacoboni m.fl. (Det er ham som også har skrevet om opdagelsen af spejlnuronerne og deres betydning i bogen 'Mirroring People') er relevant her.

   Mens hjernen blev skannet fik forsøgspersonerne vist små filmstumper med to mennesker i en eller anden form for interaktion:

Taken together, our data may be interpreted as suggesting that the human facility in understanding observed social relationshipsis provided by the combined activity of an action recognition system in the inferior frontal and superior temporal cortices, an anterior STS system that interprets the social significance of actions, and a dorsomedial prefrontal cortex and medial parietalcortex system that analyzes social relationships and considers their implications.

    The dorsomedial prefrontal cortex and medialparietal cortex system for thinking about social relationships is apparently part of the brain’s default state circuitry; it may continuously, often without effort or intention, assess and analyze past, present, or possible future social relationships whenever non-social tasks do not demand full attention. Given the complexity and pervasive importance of social relationships, this ongoing social processing may be crucial to sustaining adaptive social relations.

http://iacoboni.bol.ucla.edu/pdfs/Neuropsychologia_Iacoboni_v21p1167.pdf 

Ræsonnementet ud fra undersøgelsen er at når man ser andre mennesker i social interaktion - på film eller i virkeligheden, så vil defaultnetværket automatisk og ikke særligt bevidst gå igang med at simulerer hvordan de mennesker på filmen har det med hinanden. Samtidig (så vidt jeg kan læse ud af undersøgelsen) vil spejlneuronsystemet give løbende input til at vi automatisk simulerer deres bevægelser og handlinger - især intentionen med den.

   Og hvorfor skulle det ikke præcis være det dere sker når vi identificerer os med et menneske vi ser handle og forfølge mål i en historie fortalt i levende billeder.

Problemet er at der er to tilsyneladende konkurrerende teorier på banen til at foreklare identifikation med andre mennesker gennem simulation: Den der tager afsæt i spejlneuronerne i præmotorcortex og beslægtede områder af hjernen, og den der tager afsæt i Theory og Mind og den del af hjernen - "the midline structures" - som defaultnetværket omfatter

   

Vor ven V. Ramachandran, ham med 'The Tell-Tale Brain' og neuro-æstetik, har filosoferet over hvordan hjernen har udviklet de mere bevidste former for indadrettet reflekterende simulation som indgår i Thery of Mind-komplekset i defaultnetværket - ud fra spejlneuronernes primære funktion i forskellige andre dele af hjernen som er rettet mod perception af mennesker i omverdenen.

I also speculated that these neurons can not only help simulate other people's behavior but can be turned "inward"—as it were—to create second-order representations or meta-representations of your own earlier brain processes. This could be the neural basis of introspection, and of the reciprocity of self awareness and other awareness. There is obviously a chicken-or-egg question here as to which evolved first, but... The main point is that the two co-evolved, mutually enriching each other to create the mature representation of self that characterizes modern humans."

http://www.edge.org/3rd_culture/rama08/rama08_index.html

Det er noget af det samme de to forfatterer, Christian Keysers og Valeria Gazzola, er inde på i deres korte artikel: 'Integrating simulation and Theory of Mind: from self to social cognition':

Investigations of brain substrates for social cognition have polarized in two camps. The simulation camp focuses on so-called shared circuits (SCs) that are involved in one’s own actions, sensations and emotions and in perceiving those of others [1,2]. The theory of mind (ToM) camp emphasizes the role of midline structures in mentalizing about the states of others [3]. 

Efter at have refereret en række centrale artikler og undersøgelser baseret på hjernskanninger konkluderer de at det er muligt at samtænke de to teorier, som de kalder "an embroynic and speculative working hypothesis":

An embryonic and speculative working hypothesis [2] for the link between classical SCs and midline structures, which is inspired by these findings but differs from that in Uddin et al. [5],is shown in Figure 1. While dealing with states of the self, areas of the SCs represent pre-reflective bodily states. If asked to introspect and report these states, subjects additionally activate (v)mPFC structures. When dealing with states of other individuals, activity in SCs might represent the empathic transformation of the bodily states of others into pre-reflective neural representations of similar states of the self. These simulated pre-reflective representations correlate with empathy [6–8] and might provide an intuitive understanding of what goes on in others [2]. If asked to reflect on the states of others, the pathways that are normally used to reflect on the bodily representations of the self are now used on simulated bodily states of others, leading to simulated reflective representations.

   Thus, SCs and midline structures form an integrated system that applies to cases where we perceive the other as similar enough for simulation to be useful [12]. In this view, both SCs and vmPFC reflect simulation, albeit at different levels (pre-reflective versus reflective), rather than radically different processes (SC versus ToM). This route is complemented by a more dorsal, less embodied and more cognitive route that becomes essential when simulations lead to wrong conclusions (e.g. others considered to be dissimilar in this aspect

http://dissertations.ub.rug.nl/FILES/faculties/medicine/2007/v.gazzola/c2.pdf 

Her er den grafiske model som de refererer til med "Figure 1.":

Selv om jeg ikke er sikker på at jeg helt forstår modellen, er ideen klar nok, og den korresponderer smukt med V. Ramachandrans overvejelser: Der er to niveauer hvor det ene har udviklet sig oven på det andet - som en form for intern reflekterende simulation med afsæt i det som spejlneuronerne skaber af interne ubevidste emotionelle identifikationsprocesser.