Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

Poul Gernes fantastiske farvelæging af det indre af Herlev Hospital - kunst som forstyrrelse eller healing

Jeg har et helt særligt forhold til Herlev Hospital. I 1976 producerede DR over en weekend mange timers tv fra det endnu ikke åbnede hospital, med rum og inventar farvelagt og udsmykket af kunstneren Poul Gernes.

    Det var TV-Teateafdelingen der stod som producerende afdeling, genren var en form for seriøs dramadokmentarisk reality, kaldet "spontanspil". De medvirkende var rigtigt sygehuspersonale: læger, sygplejersker, portærer, sygehjælpere, etc. Og patienterne i spillene var mennesker der alle havde erfaringer med at være indlagt for alvorlige sygdomme på et hospital.

   Instruktøren og tilrettelæggeren hed Poul Trier Pedersen, som for nylig døde, og som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Og jeg var med - indkaldt som "hjælpeinstruktør" der på en etage med en traditionel sengeafdeling, skulle få en række realistiske og autentiske "spil"-forløb mellem patienter og personale til at køre mens kamera- og lydfolk optog scenerne.

   Det gik godt. Og jeg skal en anden gang fortælle om tv-spontanspil-teknikken som Poul Trier opfandt og udviklede over en årrække på en halv snes år.

   Jeg husker klart nogle af "spillene" som var gribende og virkede meget autentiske, fx et hvor en kræftsyg ung kvinde får stillet og meddelt diagnosen lymfekræft.

   Men det jeg husker mest tydeligt var faktisk udsmykningen af rummene, både personalekontorerne, rum med tekniske faciliteter, og patienternes sengestuer.

   Jeg synes det var fantastisk. Mine egne erindringer om hvordan det var at være hospitalsindlagt var farvet af en depressiv stemning der korresponderede fint med de gennemgående hvide, grå og karrygule vægge og døre.

   Det her var et totalt og konsekvent og grænseoverskridende brud. Jeg husker ikke at jeg spekulerede over hvorfor man havde valgt at gøre det sådan, og valgt Poul Gernes til at bestemme farver og udsmykning.
   Men for pokker hvor det "virkede". Det modarbejdede alle depressive associationer til sygdom og død.

777

Når den erindring dukker op, så er det fordi Politiken i nogle dage har kørt en historie hvis vinkel har været at Herlev Hospital har begået æstetisk vold mod et kunstværk, ved ikke at følge kunstneren Poul Gernes manual for farvesætning af de fysiske omgivelse på hospitalet, i forbindelse med en netop færdiggjort reetablering af en hjerteafdeling på 3. sal.

    Den første artikel i føljetonen var den 3. april, af Camilla Stockmann. Rubrikken var

Gernes´værk malet over

Manchetten lyder: "Hospitalsledelsen på Herlev Hospital har fjernet Poul Gernes´ koloristiske udsmykning fra hele 3. etage. Dermed har hospitalet foretage et voldsomt indgreb i et af hovedværkerne i dansk udsmykningskunst, lyder kritikken."
   Jeg har kun kunnet finde et enkelt fotografi på nettet til dokumentation af "forbrydelsen":

I

Ifølge Politiken dominerer farverne "hvid, grå og laminat". Og grundlæggende ligner det jo den farveholdning man kender fra næsten alle nyere hospitaler. Det foto Politiken viser, har farverne sort, grå, hvid, og gult/orange og umalet naturtræ

    Ledende overlæge Knud Skagen svarer på kritikken og fortæller at da han blev ansat i 1983 blev han "chokeret over farverne som mødte mig overalt:"

... indgangsparti, velkomsthal, gange, trapper og sengeetager var farvelagt på den mest opsigtsvækkende måde - intet sted fik øjet fred. Lige meget hvor man vendte blikket, var der en overvældende farvesætning.

   Personalet og patienterne havde i mange år megen kritik tilovers for farvelægningen (...).

   Et af vores og andre afdelingers trivselsproblemer på HEH (for personalet) er den evige fornemmelse af støj og uro/uorden.  

Senere forklarer han omkring forarbejdet og researchen og samarbejdet med arkitekterne der har designet den ny afdeling:

Det stod lysende klart, at man kunne frembringe en arbejdsplads, som efterkom de ønsker, vi har hørt fra patienter  og personale om mere fred, ryddelighed og mindre støj - hvis man nedtonede hverdagens  'farvekaos' og introducerede træ og opaliserede glasflader.

Overlægen argument er altså at omgivelsernes farver påvirker hjernen og dermed psyken. Han opererer med det jeg tidligere har kald synæstesi - afsmitning og overførelse fra en form for sanseindtryk til en anden: fra ydre synsindtryk af farvekombinationer til indre følelser af "fred", "ryddelighed", "mindre støj".

    Gernes´ farvepalet er altså i hans optik: "støjende, "urolig", "ufredelig", "uryddelig" og "kaotisk". Hans synspunkt implicerer så også generelt at forskellige farver eller farvekombinationer kan være mere eller mindre godt for patienterne. Og at Poul Gernes farvlægning af hele interiøret giver et dårligt mentalt "klima" for både personale og patienter.

Det interessante for mig at at redaktionen, så vidt jeg kan se, slet ikke har interesseret sig for det - jo helt relevante synspunkt. I hvert fald har de ikke fulgt op på det i dækningen af historien.

    Artiklerne har fulgt et helt andet og fuldstændig konventionelt spor: Det truer vores kulturarv at ændre på en kunstners originale udsmykning af et helt hospital. Så mon ikke ministeren skulle gribe ind og lovgive eller regelsætte nogle forebyggende foranstaltninger - fx et udvalg af eksperter - der skal vogte over og sørge for at bevare den slags udsmykninger mod profane og kulturblind vandalisters hærgen. 

   Framingen: Det udsmykkede hospital er et stykke "finkultur". Og med Poul Gernes totaludsmkning er der tale om stor kunst - og som sådan er det udsmykkede hospital som helhed kulturelt "helligt" og "sårbart" og skal beskyttes for at blive bevaret "urørt".

Jeg synes det er en fuldstændig konventionel vinkel avisens kulturredaktion her følger. Hvad hvis de sparkede den over til videnskabsredaktionen og tog lægens synspunkt så alvorligt så man gav sig til at research om der var noget om snakken?

    Er der evidens for synspunktet? skulle man spørge: At farver inden for gråtonskalaen virker positivt beroligende for patienterne (og personalet). Eller er der måske evidens for det modsatte synspunkt: at en bred palet af farver i indretning og udsmykning faktisk påvirker patienter (og personale) positivt opmuntrende.

    Med andre ord og mere generelt: Hvordan påvirker arkitektur, farver, indretning og udsmykning patienterne for hvis skyld hospitalet jo er bygget og indrettet? Sat på spidsen: Påvirker forskellige farvevalg imunstystemet positivt eller negativt?

   Se det synes jeg jo er meget interessant. Tænk hvis der var undersøgelser der tydede på at alle de pang-farver som Poul Gernes har valgt for hele Herlev Hospital, faktisk var dårligt for patienterne? Gjorde dem mere nervøse, hektiske, urolige end de i forvejen naturligt ville være!

   Eller omvendt: Tænk hvis det kunne bevises at et hospital i gråtoneskala-farver gjorde at patienterne mentalt set blev kastet indad i sig selv og forøgede bekymringerne i default-mode-netværket fordi sanserne ikke blev ordentlig stimuleret af omgivelserne.

Kunstredaktør Peter Michael Hornung har en baggrundskommentar til hovedartiklen i Politiken den 3. april hvor han fortæller at man rent faktisk den gang i midten af 70´erne lavede forsøg med de Gernes-farvelagte omgivelser.

Herlev Hospital blev altså ikke udsmykket for Gernes skyld. Eller fordi Herlev anede at hver ville blive et kunstværk af enestående betydning. (...) Udsmykningen blev alene lavet fordi  man troede på dens virkning: at den ville skabe en positiv oplevelse hos dem, der skulle opholde sig i længere tid inden for dens rammer.

   Men før man gav grønt lys til farvesætningen af de kæmpemæssige projekt, havde man sikret sig, at farvernes effekt ikke var en ren og skær placeboeffekt. Derfor afprøvede man først Gernes´ valg af  farver på en række forsøgspatienter. Først da man havde fået klinisk sikkerhed for, at effekten var overvejende positiv, blev beslutningen truffet. (...)

   Farverne skulle være som et visuelt vitamintilskud til de mennesker der kom i nærkontakt med dem. Og patienterne følte sig engageret og stimuleret af de farver, de sansede. Den positive effekt var ikke et postulat. Den var evidensbaseret som dethedder i de kredse. 

"Evidensbaseret", og nok ikke det man i vore dage ville kalde de eksperimenter man lavede den gang.

Hele historien om beslutningen om Poul Gernes farvevalg og farvelægning kan man læse her:

http://www.gernes.dk/decor/farvernes_medicin.php

Poul Gernes forklarede den gang meningen med farverne:

”Størst mulig oplevelse og underholdning, begge dele i den mest positive forstand, skal opnås, argumentationen herfor støtter sig bl.a. til det formålstjenlige i på en positiv måde at nedskære indlæggelsestiden for patienter, gøre hvad der kan gøres for at påvirke arbejdsglæden og arbejdstempoet positivt for personalet og medvirke til at arkitekturen som sådan lykkes, dette som også kan kaldes de immaterielle værdier, ’musernes’ hensigt og berettigelse eller livets salt, skal opnås ved følelsesmæssige, kunstnerisk og farvepsykologisk rigtige valg styret af den ovenfor nævnte hensigt.” 

Og andre steder understreger han også det med "underholdning. Og forfatteren til artiklen på "gernes.dk" forklarer:

Farveholdningen skulle frem for alt underholde patienterne, med andre ord få dem til at glemme deres bekymringer. Ud fra sin tro på kunstens psykosomatiske effekt var Gernes overbevist om, at det polykrome miljø kunne være med til at forkorte patienternes indlæggelsestid og gøre selv et hospitalsophold til en livsbekræftende oplevelse – frem for det modsatte. Derudover ville man også kunne opnå et bedre arbejdsmiljø, stimulere personalets velbefindende og arbejdslyst og skabe bedre befindende for alle husets brugere. Kort sagt: Farverne ville kunne hjælpe med at skabe større medmenneskelighed. Der var tale om en hel række ’bløde’ sociale hensyn, der i vore dage ofte bliver overset inden for bygge- og anlægsområdet.

Det er jo interessant hvordan den samme udsmykning kan tillægges så forskellig effekt - af hhv. overlæge Knud Skagen og de patienter og personaler han påkalder sig som "vidner" og af Poul Gernes og hans indflydelsesrige journalistiske backinggroupe: "Kaos" eller "underholdning"

Jeg googler lidt og finder minsandten en rapport med titlen "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur". Den er fuld af fotografier fra en række moderne hospitaler rundt i verden - og et enkelt er også fra Herlev Hospital med motiv af Poul Gernes udsmykning i forhallen:

Jeg har ikke stødt på udtrykket "helende arkitektur" før, men har været inde på samme tankegang i indlægget om de store gamle statslige sindsygehospitalers fantastiske smukke parkanlæg som blev etableret omkring hospitalsbygnngerne for at de skulle virke "helende" på det syge sind hos de indlagte patienter.

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/11/live-oplevelse-af-naturen-som-kreativ.html

I Rapporten med anbefalingerne står der blandt andet:

Helende arkitektur er idéen om, at arkitekturen påvirker menneskers velvære, og at arkitekturen kan medvirke til at fremme en helingsproces hos det enkelte menneske. Både patientens, personalets og de pårørendes oplevelse af rum og arkitektur er en del af begrebet.

   Den grundlæggende tanke er, at den arkitektoniske udformning udtrykt i dagslysets kvalitet, rummets stemning, farver, lyd og muligheden for at være privat og tryg kan understøtte den fysiske og psykiske heling.

   Forestillingen om, at de fysiske omgivelser påvirker patienters heling, er langt fra ny. I klostrene, som i middelalderen tog sig af sygeplejen og i de første hospitaler, var naturen oftest et centralt element, der ansås som en helende faktor.

   Bispebjerg Hospital er et eksisterende eksempel på at uderummene har været et centralt element i de tidlige hospitalsbyggerier. Efter en funktionel periode, med fokus på klinisk effektivitet, er fokus nu forstærket i forhold til tanken om og evidensen bag, at ikke kun lægevidenskaben, men også de fysiske omgivelser, kan hjælpe til patienternes heling. 

Her er det ordet "evidens" der er nøgleordet. Det betyder noget i retning af viden som bygger på videnskabeligt undersøgelser. Det er ikke nok at tro eller føle eller synes, man skal vide - på grundlag af evidens.

   Rapporten skriver - og tager lige et forbehold:

Evidensbaseret design: I evidensbaseret design baseres beslutninger om formgivning på forskningsresultater for, hvordan omgivelserne påvirker helingen. Evidensbaseret design omfatter ikke kun patientens medicinske behandlingsforløb, men også personalets tilfredshed, kvaliteten af patientplejen, sikkerhed, logistik og økonomi.

   ”Evidensbaseret design” har som begreb eksisteret i ca. 25 år. De underliggende studiers resultater er baseret på erfaringer og forsøg udført på bedst mulige niveau. Resultaterne kan således ikke sidestilles med medicinsk evidens. Dette skyldes bl.a. at det kan være vanskeligt at isolere de påvirkninger man vil måle effekten af, og at der pt. kun findes et begrænset antal undersøgelser.

Men den referer og henviser alligevel til en lang række nyere videnskabelige undersøgelser der underbygger at valg af omgivelser har positiv effekt på patienter:

Der findes efterhånden adskillige undersøgelser der viser at visuel stimulering, kan påvirke patientens heling positivt. Flere undersøgelser peger på at visuelle stimuli kan nedsætte det fysiske og psykiske stress hos patienter og personale. Specielt udsigt til natur eller naturlignende motiver beroliger, og er bevist at nedsætte indlæggelsestiden. Bl.a har Parsons et al. i en undersøgelse vist at udsigt til natur eller naturlignende omgivelser styrker helingen og øger modstandsdygtigheden overfor stress og flere af Roger S. Ulrichs undersøgelser viser at udsigt til natur eller billeder af natur bl.a. kan nedsætte indlæggelsestiden.

   Et andet eksempel på effekten af kunst og visuelle stimuli er en undersøgelse af betydningen af farver og design som beroligende faktor for ophidsede og aggressive børn. Her sammenlignede man et rum med hvide vægge og gråt vinyl med et rum hvor man bl.a. havde farver på væggene, billeder af delfiner, fisk og krabber og farverige gulvtæpper. Man fandt at den samlede aggressivitetsscore hos børnene faldt med 45% i det farverige rum i forhold til det hvide. Undersøgelsen peger herved på den terapeutiske effekt ved farver og anden form for visuel stimulering. Derudover har man i flere undersøgelser fundet at visuel stimulering, som et element i smertebehandling, kan have en positiv indvirkning på patientens oplevelse af smerte.

Det må vist blive til 1-0 til Gernes ud fra et moderne evidenskrav.
   Det moderne fagudtryk for den effekt som Poul Gernes kalder "underholdning", er i den videnskabelige litteratur: "positiv visuel distraktion" -  alle de muntre farver får patienterne til at "glemme" bekymringer og smerter fordi det vender bevidsthed og opmærksomhed udad mod omgivelserne - i stedet for indad mod hvor slemt man føler man har det.

   Hele rapporten "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur" kan findes på denne link-adresse:

http://www.herlevhospital.dk/NR/rdonlyres/B8D7BF65-2D85-4BDF-AD4C-A76AEFF3A0C9/0/Bilag12PrincipperforHelendeArkitektur.pdf

Landskamp, frihedskamp, borgerkrig eller folkemord - mediernes ukreative og enøjede dækning af "det der foregår i Libyen"

De elektroniske medier har godt nok haft travlt med at dække "det der foregår i Libyen". Og den dækning har godt nok ikke være kreativ, endsige nuanceret: De politiske partier og medierne har højt og  syngende enstemmigt i kor gået i krig med "fjenden", den onde selv: Gadaffi.
   Det hele er et spørgsmål om metaforisk framing.
   
Den klassiske grundmetafor omkring sport er SPORT er KRIG: "arvefjenden Sverige", sportkamp", "en ny spiller er Olsens hemmelige våben", "Caroline returnerer mere offensivt", "Han kanonerede bolden i mål", målmanden blev udsat for et bombardement", etc. etc.
   Det er bemærkelsesværdigt at dækningen af den danske deltagelse i gennemførelsen af "flyveforbudzonen" - med bidrag af fire til seks F16 jetjagere med bomber og misiler og hele arsenalet - stort se har være vinklet og metaforisk framet "omvendt" - altså det danske krigsbidrag set igennem sportskampens optik. 
    Når stand up-repporterne fra TV 2 har stået uden for hegnet til den syditalienske luftbase, og rapporteret live om det de ikke måtte komme ind med kameraerne og vise, så har retorik og stemning stort set været som var det forberedelserne til en landskamp der blev dækket, hvor reporteren stod ude foran hegnet til den fodboldbane hvor Morten Olsens drenge trænede en ny hemmelig taktik for kampen mod mod Norge. Og den detaljerede gennemgang af F16-flyenes armering og tekniske indretning har haft sit forbillede i reportager om nyt cykeludstyr til Bjarne Riis drenge.
   Dækningen af selve konflikten i Libyen, har så i øvrigt næsten unisont været styret af framen: OPRØRET er FRIHEDSKAMP med DEMOKRATI som MÅL. Som i øvrigt også dækningen af alle de øvrige konflikter i området. Denne metaforiske frame har så gjort det næsten umuligt at tale om, beskrive og analysere de samfundsmæssige skel i Libyen (geografisk opdeling efter stamme- og klangrænser) og dette at Gadaffi ikke bare har haft en veludstyret hær til sin rådighed, men at der også - sandsynligvis har været og er stor befolkningsgrupper som har støttet styret. Det har stået som "gåder" i dækningen.
   Havde konflikten forekommet længere mod syd i Afrika, som fx. den der nu foregår i Elfenbenkysten, så havde en anden frame og derfor en anden optik til forstålsen straks meldt sig: OPRØRET er BORGERKRIG. Eller OPRØRET er regional SELVSTÆNDIGHEDSKAMP.
   Og så er der Gadaffis "svar" på oprøret: Det er FOLKEMORD eller FORBRYDELSE MOD MENNESKEHEDEN.
   Tænk at politikernes og journalisternes hukommelse ikke er længere: Saddam Hussein har MASSEUDRYDELSESVÅBEN, derfor går vi i krig: for at forhindre ham i at bruge dem efter formålet.

Jeg mener det var den kreative journalist- og journalistikforsker Anker Brink Lund der opfandt metaforen "lemmingeffekten" til at beskrive det fænomen at alle journalister uanset medie og uanset professionens selvforståelse som kritisk vagthund, fulgte samme frame når de vinklede en spektakulær historie.
   Den metafor må vist være på sin plads til at sammenfatte mediernes dækning - og især de elektroniske - af "det der sker i Libyen" i disse dage og uger.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (3): Den opsplittede tv-nyhedsfortælling på nettet

Her følger tredje ombæring af mine "noter til en web-tv-dramaturgi". Her handler det om konsekvenserne af at man på nettet kan opløse tv-nyhedfortællingen i dens enkeltelementer, og i princippet overlade det til brugerne at "konsumere" dem i den rækkefølge de synes. 

   En netside giver mulighed for mange "indgange", og er jo grundlæggende ikke bundet af en "lineær" fortællerlogik. Og det er i princippet muligt at "outsource" større eller mindre dele af det der er bundet sammen til en fortællemæssig enhed i et normalt fortalt nyhedsindslag.

   Man kan sige at den klassiske tv-nyhedsmontage til broad-cast er et produkt af en professionel journalistisk blending-proces ved hjælp af nyhedsdramaturgiens principper og sammenbundet med en modsvarende journalistisk tv-produktionsproces.

   Skifter vi fra broad-cast til web-cast, så er der mulighed for at opløse montagen i sine enkeltelementer og udlægge dem til fri interaktion med brugerne, så det er dem der selv må foretage blendingen via brug af hyperteksten.

For at uddybe det må jeg lige rekapitulere hvad principperne er for konstruktionen af et normalt tv-nyhedsindslag er:

Fortælleprincipperne i traditionelle tv-nyhedsindslag – kort fortalt 

Et normalt tv-nyhedsindslag er en ”pakke” af audiovisuelle udtryks- og indholds-elementer der gennem redigeringen er monteret sammen i en nyheds-fortælling. Fortællingen forløber i tid - med begyndelse, midte og slutning. Der indledes altid med et oplæg fra nyhedsværten der har øjenkontakt med seerne. Værtens oplæg kaldes også intro eller spib. Bagefter kan værten runde af med et nedlæg/outro/spab.

   Det der styrer måden tv-nyheden er ”pakket” på, er den journalistiske vinkel. Det er den påstand med nyhedsværdi som historien beviser. Typisk fortælles vinklen i oplægget.

   Et nyhedsindslag er normalt opbygget efter berettermodellen med følgende faste faser: anslag, præsentation, uddybning, point-of-no-return, konfliktoptrapning, klimaks, udtoning.

   I uddybningsdelen af berettermodellen placer man typisk nødvendige men ”kedelige” facts og baggrundsinformationer, f.eks. i form af statistikker og grafik. Uden uddybningsdelen kan seerne ikke engagerer sig i konfliktoptrapningen, altså udviklingen af historien

   Point of no return er midtpunktet i indslaget, hvor der sker et skift fra den beskrivende til den konflikt- eller problemudviklende del af historien. 

Hvad består en traditionel ”tv-nyhedspakke” af? 

·       Reportageklip af handling og reallyd/sound-bites

·       Interviewklip, også kaldet sync-er – med kilder

·       Journalistens oplæste speak under reportagebilleder eller grafik

·       Op- og nedlæg fra nyhedsvært

·       Evt. grafik og skilte

·       Evt. reporteren i en stand up

·       Evt. voxpop

Speaken er det der giver historien sammenhæng og mening. Reportageklippene er det der forankrer historien i virkeligheden. Sync-erne underbygger speakens påstande og beskrivelser; sync-erne kan være med…

•  eksperter der giver baggrund, perspektiv og sandhedsgarantier (eller det modsatte) for oplysninger og udtalelser,
• øjenvidner der kan fortælle om hvad de har set og oplevet af det der er sket, men nu er fortid
• cases med egne erfaringer der kan konkretisere og give ansigt til historien,
• ansvarlige magthavere og administratorer der forklarer og forsvarer.

Speaken udlægger hvad billederne viser, og udpege hvad seerne skal se i dem. Reportagebillederne og sync-erne er de elementer som underbygger, sandsynliggør eller dokumenterer sandheden i vinklen og historien. Op- og nedlæg giver institutionel afsenderautoritet og garantier for vinklen. 

Hvad så når man skal fortælle historien gennem video på nettet? 

Ja, nettet giver kreative muligheder for at pakke nyheden ud, eller rettere mulighed for ikke at behøve at pakke den ind. Det er det jeg kalder ”outsourcing” af nyhedens byggestene.

    I princippet kan man naturligvis bare lægge en helt normalt monteret nyhedspakke i playeren på en webside, indrammet af et oplæg og et nedlæg fra en vært.

    Men man kan også splitte det op i sine elementer, som man kan klikke rundt imellem på siden, elementer som altså så bliver dele af sidens hypertekst, forbundet gennem de links og interaktionsmuligheder som siden tilbyder:

• Speaken kan helt eller delvis erstattes af en skreven tekst som kan læses for sig, og noget af den kan erstattes med skilte lagt ind undervejs i videoindslaget.
• Reportageklippene kan stå råt og uredigeret som rene fluen på væggen optagelser som kan ses for sig – i sin helhed eller i ”bidder”.
• Interviewene kan afspilles enkeltvis og mere eller mindre uklippet, eller hvert interview kan også være delt op i mindre bidder der kan afspilles hver for sig.
• Op- og nedlæg fra nyhedsværten, kan erstattes af skreven tekst på oven over playeren, eller som skilte i starten/slutningen af indslaget i playeren.
• Grafik, skemaer og tal, som ellers placeres i uddybnngsdelen, kan lægges ud ved siden af playeren.
• Man kan lægge en indhentet opinionsundersøgelse ud på siden omkring playeren efter indslagets præsentationsdel, og så vente med uddybningesdelen af indslaget til næste dag, og konfliktoptrapningen med debat-syncer den tredje dag. 

Brugerne laver deres egen montage

I det klassiske broadcast-tv-nyhedsindslag har journalisten lavet montagen færdig ud fra nyhedsdramaturgiske principper. Det har en indgang i begyndelsen og en udgang til slut, og historien er bundet til at forløbe mellem dem - med en given gennemløbstid.

   På nettet, spredt ud via en hypertekst på netsiden med de muligheder som er beskrevet ovenfor, har brugeren adgang og frihed til at lave sin egen collage eller montage af elementerne, ved at klippe ”rundt” på siden, fordi tv-hyperteksten tilbyder mange indgange uden bestemt tvunget rækkefølge og kombinatorik. 

   Og i princippet et tilsvarende uendeligt antal udgange fordi brugerne på et hvert tidspunk kan klippe sig ud af et element og springe tilbage til en tidligere side.

   Brugeren kan bruge meget længere tid og gå i mere dybden via links, eller kan nøjes med kun at aktivere et enkelt element og altså være mere overfladisk, end hvad en given traditionel nyhedspakke muliggør. Snorkle i overfladen eller scuba-dive hel til bunden.

User-Generated-Content - UCG

Men mest revolutionerende i et kreativitetsperspektiv er det at nettet åbner op for at nyhedshistorien også kan blive fortalt bid for bid over tid - efterhånden som den udvikler sig gennem interaktivt samspil med brugerne: det der kaldes UGC – bruger-genereret indhold. Og fidusen er jo at der ikke er nogen deadline. 

   Lige så snart redaktionen har noget den første "brik", f.eks. reportagebilleder fra en dramatisk begivenhed, kan den udlægges, også inden baggrunden er opklaret, eller inden man har interview med aktører, øjenvidner eller eksperter. Her er nogle muligheder:

• Man kan invitere brugerne til at levere (sig selv som) cases, dvs. man kan springe casen over i førte omgang
• Man kan invitere til øjenvidnebeskrivelser, dvs. man behøver ikke selv at rykke ud for at få dem
• Man kan invitere brugerne til at levere dokumenterende billeder, dvs. man kan skære ned på illustrationen af historien, den kan komme hen ad vejen
• Man kan undlade vox pop, idet man inviterer til kommentarer der jo har samme funktion
• Man kan invitere til facts, målinger, opgørelser, statistikker som folk har i kraft af insider-viden eller nærhed i forhold til en problemstilling
• ”Konfliktoptrapningen” fra et normalt indslag, kan i første omgang lægges ud til brugerne som invitation til debat om et moralsk kontroversielt spørgsmål; altså sådan at indslaget afbrydes i ”point of no return”.

                               (fortsættelse følger)