En tidlige pensionsordning eller en social velfærdsordning - to forskellige frames i diskussionen om afskaffelse af efterlønnen

Jeg bliver mere og mere overbevist om at journaliststuderende - som en del af deres håndværksundervisning - skulle lære om frames og deres betydning bl.a. i politik - og dermed også om deres betydning i den journalistik der dækker politik og politikere.

   Hvis man som journalist er ubevidst om de kognitive og konceptuelle frames der er "i spil", så er der spørgsmål man ikke stiller fordi man accepterer sin kildes forudsatte og implicitte frame.

   Frames, framing og frame-shift er lige så vigtigt et redskab for arbejdende journalister som vinkel, vinkling og skift af vinkel.

I dagens Information er der at læse et smukt eksempel som for mig var en aha-oplevelse.

   Direktør i Dansk arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen har heri en "Kommentar" med rubrikken "Efterlønnen er stadig en dårlig idé." Han vil rydde op i den forvirrede og forvirrende debat - og skriver indledningsvis:

Er efterlønsmodtagerne syge og uarbejdsdygtige? Er der job til dem, hvis man fjerner ordningen? Og er der penge i at afskaffe den frivillige tilbagetrækningsordnng, der i årevis har fyldt den politiske debat? Enkle spørgsmål, der er afgivet mange forvirrende svar på.

Og kunne man tilføje: Der er godt nok også stillet mange uklare spørgsmål fra journalisterne om emnet til politikere og økonomer.

   Men det helt afgørende for hvilket spørgsmål man stiller og hvilke svar man får, er hvordan man framer "efterlønnen". Og direktøren trækker frem i lyset at her er to frames i spil, hvoraf den første han fremhæver, ikke har været klart inde på min lystavle:

Det er blandt andet ganske overset, at en forudsætning for at kunne gå på efterløn rent faktisk er at man er i arbejdsdygtig. Efterlønnen er en tidlig pensionsordning, ikke en velfærdsordning.

"Efterlønnen er en tidlig pensionsordnng, ikke en velfærdsordning." Aha!

Formlen for en frame er jo en konceptuel kategorisering af typen:  X = Y, hvor "X" er "target", "Y" er "source". Altså anvendt på "efterlønnen" som target er der to frames i spil "Y1" og "Y2":

1) EFTERLØN er en (tidlig) PENSIONSORDNING

eller

2) EFTERLØN er en (social) VELFÆRDSORDNING

Jeg sympatiserer og stemmer på rød blok. Jeg er ikke selv gået på efterløn da jeg var 62, men overvejede det da. Hverken den gang for 5½ år siden eller nu er der noget alvorligt i vejen med mit helbred. Og se bare hvordan jeg kan holde denne blog kørende!

   Jeg har hidtil syntes at efterlønnen skulle bevares fordi der var så mange ufaglærte arbejdere og lavtlønnede kvinder der havde gavn og fornøjelse af den. Altså tænkt den som "en social velfærdsordning". Og fortrængt hvor mange, mange flere for hvem den netop var en meget fordelagtig "tidlig pensionsordning".

   Direktøren argumentere med hårde tal og autoritative undersøgelser at det kun er godt 10% af dem der går på efterløn, der har så dårligt et helbred at de ikke kan forsørge sig selv. Og at 87% af de nuværende efterlønsmodtagere ved en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed har svaret at de har et godt eller et fremragende helbred.

Det er indlysende for mig at det helt grundlæggende spørgsmål skal stilles til rød blok. Hvorfor skal det være så kontroversielt at afskaffe en tidlig social pensionsordning for lad os sige 85% af befolkningen, en pensionsordning der jo netop derfor er sammenlignelig med nogle af de pensonsordninger man har haft i en række af de sydligere lande som f. eks. Frankrig og Spanien, og som jeg - sikkert som mange andre danskere - har været "forarget" over, fordi de aktiveres meget tidligere - ved 58 eller 60 års alderen - end vores der aktiveres ved 65 eller 67 års alderen.

   Man skulle heller have en ordentlig social velfærdsordning for dem der virkelig er nedslidte, og så bruge resten af pengene til at øge folkepensionen med, til forbedringen af hjemmehjælpsordninger til ældre, til flere forskere, flere lærere, flere pædagoger  og flere sygeplejersker og læger. Det synes jeg nu efter at de to frames af direktøren er blevet hevet frem af mit kognitive ubevidste hvor de har ligget og plutret.

Jeg tror at det vil være vigtigt for enhver journalist som skal ud og interview politikere og økonomer om det her emne, at gøre både sig selv, sin interviewperson og læserne klart på forhånd hvilke frames der er i spil, og bla. sørge for at holde rød bloks politikere op på at når de argumenterer mod efterlønnens afskaffelse, så giver det kun mening hvis de fastholder framen "en social velfærdsordning" og fortrænger den anden"en tidlig pensionsordning".

Fortsat om frame-shift og re-framing i journalistiske produktionspecialer på RUC

Hvilke frames bliver aktiveret når danske journalister skriver om sikkerhedsforvarede kriminelle på de retspsykiatriske sygehusafdelinger?
  Den frame som dominerer journalistikken og mediedækningen, kan formuleres sådan: DE er FARLIGE OG UTILREGNELIGE KRIMINELLE.
  De studerende satte sig som opgave og mål at producere en tv-dokumentar der dokumenterede at DE SIKKERHEDSFORVAREDE også var ALMINDELIGE MENNESKER.
  Der var altså tale om en journalistisk bevidst re-framing - et frame-shift.

Hvilke frames bliver aktiveret når danske journalister skriver om grønlændere og Grønland?
  Der er flere frames på spil: GRØNLÆNDERNE er OFRE OG SOCIALE TABERE, GRØNLANDS UNDERGRUND er PENGE VÆRD, GRØNLAND er KLIMATRUET NATUR.
  De studerende ønsker at producere radiofeatures der så Grønland og grønlædere gennem en alternativ optik - en frame der hedder: GRØNLÆNDERE er EN NATION PÅ VEJ TIL SELVSTÆNDIGHED OG FRIHED, GRØNLÆNDERE kan SELV. Eller noget i den retning.

Hvilke frames bliver aktiveret når danske journalister skriver om EU?
   Mark Ørstens Ph.d.-afhandling for en del år siden havde titlen "Transnational politisk journalistik". Heri fremanalyserede han af 4 danske avisers dækning over en ti-årig periode tre frames der var dominerende i dækningen af EU-stoffet: EU er KONFLIKTSKABER, EU er EN ARENA FOR POLITISK RÆNKESPIL, EU er EN FJERN OG FREMMED TRUSSEL.
   Hvis man som journalist bevidst skulle satse på at bryde disse frames og producere journalistik hvor andre frames dominerede den optik som læseren skulle se EU igennem, så kunne man lege med tanken om  frames som: DU er EU-BORGER, EU er DIN VEN OG HJÆLPER, EU er FORSVARER AF DINE RETTIGHEDER.

Journalistisk framing af EU - og framing af grønlændere - og framing af sikkerhedsforvarede kriminelle

Det forgånde blogindlæg fremhævede hvor vigtigt bevidsthed om frames og framing er i forbindelse med beskrivelse af og debat om problemer i samfundet - også og ikke mindst for journalister.

   Interessant nok sidder jeg lige med et færdig speciale som jeg har vejledt, hvor framing-teori har været en vigtig del af det teoretiske fundament for en tv-produktion.

   Og to af dem jeg for øjeblikket er i gang med at vejlede har også framing-teori som en del af det teoretiske grundlag for den akademiske del af et produktionsspeciale. 

   I alle tre tilfælde har det været nødvendigt at tænke i bevidst  frame-shift og re-framing  for at de i deres produktioner kunne at overskride og frigøre sig fra de samfundsmæssige stereotyper og fordomme som er et resultat af en gennemgående meget ensartet framing i danske journalisters dækning af hhv. sikkerhedsforvarede kriminelle, af Grønland og grønlændere, og af EU.

   Det giver mig så lige andledning til at repeterer hvad det hele går ud på.

Framing af sikkerhedsforvarede kriminelle: De studerende ville som en del af specialet producere en tv-dokumentar der gav "et andet billede" end det seerne ellers kunne hente fra mediernes dækning af den gruppe.

   Framing af Grønland og grønlændere: De studerende ville som en del af specialet producere en radioudsendelse med tilhørende web-artikler til DR, produktioner der skulle have den erklærede målsætning at give et andet og mere positivt billede af vores gamle koloni højt mod nord,  end det billede danskerne sad med i hovedet fra den traditionelle nyhedsdækning.

   Framing af EU: De studerende ville som en del af specialeproduktionen udvikle konceptet til en webportal med det overordnede sigte at formidle EU-journalistik der brød med de frames som forskning havde vist dominerede mediedækningen, for dermed at gøre EU mere nærværende, relevant og engagerende for danskerne at forholde sig til.

I alle tilfælde var det muligt at sætte journalisternes standard-frames på formlen: X = Y1, Y2, Y3 hvor Y´erne i et enkelt ord eller en kort frase sammenfatter essensen i framen. Og derefter at arbejde med at formulere en anden frame: X = Z, hvor Z bryder mere eller mindre radikalt med Y1, Y2, Y3.
   Læseren kan nu indtil videre forsøge at gætte på og sætte på formel nogle af de stereotypiserende standard-frames der dominerer mediernes dækning af hvert af de tre områder: "De sikkerhedsforvarede indsat på de retspsykiatriske afdelinger" =, "Grønland og grønlændere" =, "EU" =.

                                              (fortsættelse følger)

Mixofobi - en virus der breder sig - også journalisterne er smittet - og Louis Vuitton

I kronikken i Information i dag introducerede forfatteren Knud Aarup et begreb "mixofobi" - som han definerede som "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv". Og jeg fik en aha-oplevelse, fordi jeg fik et nyt præcist ord der inden for det sociale og socialpsykolgisk område, var det modsatte af "blending" - noget der hæmmede eller ødelagde kreativ tænkning og udvikling fordi det modarbejde blending af adskilte konceptuelle rum.

   Og i løbet af ingen tid, vrimlede det frem i min hjerne med eksempler:

Jeg underviser på en journalistuddannelsen på et universitet, og mixofobien slår hårdt igennem der når de journaliststuderende skal søge praktikpladser. Aviser og andre medier i provinsen kan stort set ikke få ansøgere til deres praktikpladser, og tendensen bliver tilsyneladende kun stærkere år for år. Og de unge studerende køber simpelt hen ikke det argument som vi gamle og erfarne fremfører, nemlig at de vil lærer meget mere hvis de søger ud på de provinsplacerede medier som har målgrupper der socialt og mentalt ligger langt fra dem selv.
   Jeg husker det også selv da jeg var tv-direktør for en regional tv-station. Det var rigtigt svært at få praktikanter, og dem jeg kunne få, hørte ikke til de mest udadvendte og udfarende hurtigløbere.

   Mixofobi er dog ikke isoleret til de unge journalister in spe i forhold til "bonderøvsmedierne" i provinsen. Den gensidige mentale mixofobi mellem akademikere og journalister i Danmark er en gammel historie. Og den præger faktisk stadig journalistuddannelserne på universiteterne, hvor der er et skarpt skel mellem akademiske lærere med forskningsforpligtelse, og så de journalsitisk uddannede lærere i håndværket. Også selvom et af formålene med at oprette journalistuddannelser på universiteterne, netop var at nedbryde dette skel gennem blending af professionelle konceptuelle rum og muligheden for faglige frame-shift.

Mixofobi var jo iøvrigt hvad det hvide aparheidstyre i Sydafrika var besat af. Og Hitlers nazister. Sho-gun-styret i Japan der holdt landet i isolation fra Vesten i 200 år, led også af mixofobi.

   Og med begrebet kan vi nu også også metaforisk sammenfatte hvad det er for en for en mental "sygdom" Dansk Folkeparti igennem de 10 års VKO-regimente har smittespredt: en mixofobi-virus.

   Men også en række indvandrersamfund og -grupper i dagens Danmark lider af mixofobi - i forhold til det danske samfunds normer. Sygdommen er gået i samfundsmæssigt selvsving.

   Den nysudnævnte integrationsminister Søren Pind har straks leveret sit bidrag til at sprede virussen yderligere, idet han gjort sig til fortaler for at udskifte en integrations-målstæning i forhold til indvandrere og flygtning, med en assimilations-målsætning. Mixofobi!

Endelig vil jeg  nævne et eksempel på hvad man kunne kalde symbolsk mixofobi, beskrevet i en artikel i Politikens kultursektion 6-7/3. Det drejer sig om mærkevarefirmaet Louis Vutton der har taget "juridiske skridt" mod den danske kunstner Nadia Plesner fordi hun i et maleri har ladt indgå en Louis Vutton-taske. Billedet er, fortæller avisen, en "opdateret" version af Pablo Picassos berømte maleri 'Guernica'. Plesners billede er altså en pastiche - et produkt af visual blending  - og det har titlen 'Darfurnica' og har samme størrelse som Picassos billede: 32 kvm.
   Som helhed er 'Darfurnica' en collage/montage i kraftige pang-farver og udført i en stil der kunne minde om fx Monty Phyton-udsendelsernes groteske grafik.  En relativt lille, men centralt placeret del af motivet udgøres af en nøgen afrikansk dreng der står med en stor hvid Louis Viuitton-taske hængende fra sin bøjede albue.
   Journalisten Carsten Andersen fra Politiken fortæller:

Med billedet vil kunstneren gøre opmærksom på problemerne i Darfur og samtidig vise , hvordan dele af pressen går mere op i historier om kendisser end i at fortælle om verdens problemer. LV tasken er - ligesom Paris Hiltons skødehund og Victoria Beckham - billeder fra kendissernes ikonverden.

For at få Nadia Plesner til at holde op med at vise billedet med Louis Vuitton-tasken indlagt i kollagens motiv, har firmaet fået en dommer i Holland, hvor Nadia Plesner bor, til at idømme hende dagbøder á 37.000 kr. så længe det vises fx på hendes hjemmeside.
   Jeg tør naturligvis ikke her vise en kopi af billedet med "den fattige nøgne sorte drengen med Vuitton-tasken over armen", for tænk hvad jeg kunne blive udsat for at det blendingsfjendtlige firma!
   Se selv billedet, læs mere om det og baggrunden, og om retssagen på Nadia Plesners hjemmeside

 http://www.nadiaplesner.com/Website/darfurnica.php

Her kan man også indbetale bidrag til en fond så hun kan betale sine advokater. Samlet skylder hun i skrivende stund 215.000 euro.

'Læsegruppe Sundholm' - kreativ og nyskabende litteraturformiling på DR-tv?

Jeg har vist i et tidligere blogindlæg kategoriseret journalisterne Mads Brügger og Mikael Bertelelsen som hørende til de "særligt kreative personligheder". Begge udtrykker de sig gennem ironi. Og begge er de i hvert fald kendt for at producere tv-programmer der balancerer på skellet mellem fakta og fiktion,  grænsesøgende og grænseoverskridende programmer der er et resultat af conceptual blending, fx 'Det røde kapel' og 'Den 11. time'.

Informations bogtillæg har idag en forskræpsartikel af Rasnus Bo Sørensen om en kommende serie litteraturprogrammer på DR2, tilrettelagt af disse to "skæve" tv-hoveder. Rubrikken er et citerer en udtalelse af Mikael Bertelsen: "Litteraturen kan betyde alverden for et menneske, der kun akkurat hænger sammen".
   Opskriften - konceptet - er: Tag 4 hjemløse fra et hjemløseherberg, og lad dem læse, diskutere og anmelde god litteratur for åbne skærm, f.eks. 'Min Kamp' af nordmanden Ove Knausgaard, eller 'Jeg er en hær' af Lars Husum. Og se så hvad der sker - med dem der diskuterer. Spørgsmålet er: Kan litteratur ændrer deres liv?
   Det er jo tydeligvis en form for reality-show, men med et alvorligt sigte. Og lavet i udtalt opposition til traditionel "højpandet" tv-litteraturfomidling. Jeg får associationer til nogle af Poul Martinsens eksperimenterende programmer hvor han forsøger at nedbryde sociale fordomme - ud fra formlen: Hvad nu hvis....

Jeg citerer fra udtalelser rundt omkring i artiklen:

"Det er et andet blik på herberget Sundholm, og det er et andet blik på litteratur," siger Mads Brügger, ... 

I løbet de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger de læser. (...)  

Programmet er fuld af den slags øjeblikke, hvor bøgernes fiktion og medlemmernes liv smelter sammen - og det er netop seriens styrke, mener Mads Brügger. 

"Jeg synes det er lykkedes os at skabe et program, hvor man ikke bare taler om hvilken effekt litteratur kan have, men hvor man rent faktisk viser det, siger Mikael Bertelsen. 

"På mange måder er det ikke bare et litteraturprogram, men også en alternativ form for socialreportage om velfærdssamfundet og om, hvordan man overlever i systemet," siger Bertelsen.

Programmerne handler altså om litteraturens "forandringspotentiale." Og spørgsmålet er om læsningen af bøger med litterær kvalitet, kan give så stærke aha-oplevelser hos mennesker der normalt ikke vil komme i kontakt med den, at bøger der er fiktion, får en slags sandhedseffekt på dem.
   Don´t tell it, show it, lærer man på Journalisthøjskolen. Og det er en lærersætning begge tilrettelægger i den grad har taget på ordet i flere af deres tidligere programmer. Og altså her igen.

Der er tale om et kreativt forsøg på radikalt frame-shift - både i forhold til den konventionelle måde at behandle litteratur på i tv, og i forhold til den konventionelle måde at behandle hjemløse på i tv.
   Og konceptet blander forestillinger og konceptuelle rum, som ellers holdes adskilt i kulturen og i medierne - for at nedbryde fordomme og mentale grænsebomme hos publikum.
   Det blive spændende at se hvad der kommer ud af det. Men tænk at udsendelsestidspunktet er sat til kl. 23. på DR 2.
   Programfladeplanlæggerne er tøsedrenge.

AHA! AHA! AHA! - og så det lange: HEUREKA!

Jeg har fået et spørgsmål fra en studerende om hvordan man arbejder med Aha-oplevelsen i dramaturgien. Det følgende er en redigeret version af det mailsvar jeg sendte hende. 

Aha-oplevelsen som fænomen kender jeg fra to kilder eller domæner, som sådan set normalt ikke tænkes sammen: kreativitetspsykologien og dramaturgien. 

Psykologisk
Det er nok teorien om den kreative proces der har indført betegnelsen AHA-oplevelsen. Altså en teori som er veletableret inden for psykologien hvor man opererer med "en kreativ proces" der følger nogle bestemte faser (3 eller 5), og hvor AHA-oplevelsen - illuminationen - er den fase der følger efter inkubationsfasen, som igen følger efter en fase hvor man har "fyldt" på gennem research i forhold til en problemstilling uden at finde nogen løsning. Altså tre faser: problem-frustration, inkubation, illumination. Andre versioner arbejder med fem faser. 
   Mens problemfasen er karakteriseret ved forsøg på at beskrive og løse en problemstilling ved bevidst, logisk og dermed lineær tænkning, så er det der kendetegner inkubationsfasen at den arbejder ubevidst - at den indebærer ikke-lineær tænkning under bevidsthedsgrænsen - f.eks. mens man sover, arbejder fysisk med helt andre ting, eller i forbindelse med meditation. Og så, når man står og barberer sig, så får man dette glimt af oplysende indsigt der løser problemet på en ny og uforudsigelig måde, og dermed forløser den frustration omkring problemstillingen som var starten på processen. 
   Beskrivelsen af dette fænomen har en lang forhistorie og går i virkeligheden - som så meget andet - tilbage til de gamle grækere. Se bare hvad Den Store Danske Ordbog skriver:

heureka, (gr., perf. af heuriskein 'finde', dvs. 'jeg har fundet det!'), udråb, der af den romerske forfatter Vitruvius tillægges Archimedes, da han havde opdaget princippet om legemers vægttab i væsker. Det kan bruges som et bevinget ord, når man har fattet en kompliceret sammenhæng eller løst et vanskeligt problem. EUs industrielle forskningsprogram EUREKA låner sit navn fra dette udtryk.

Der er masser kilder til beskrivelse af denne psykolgiske proces og dens forskellige faser. Den jeg selv har haft mest fornøjelse af for nylig, er Mihaly Csikszentmihalyi: Creativity - Flow and the Psycholgy of Discovery and Invention. Han har i kapitlet The Work of Creativity et underafsnit der har titlen The AHA Experience (s. 103 i min udgave fra 1996). 

   I min bog om Poul Martinsen (2. bind, s. 180f) fortæller han præcist hvordan han selv bevidst udnytter mulighederne for inkubation(stid) før AHA-løsningen på et problem han først har bakset med bevidst:

Jeg har ikke gået på kurser hvor jeg har lært noget om kreativitet. Men det er som et dyr jeg fodrer. Når jeg er optaget af noget, kører hjernen med det, og det er også derfor jeg kan virke noget distræt en gang imellem. Jeg har fundet ud af at hvis jeg fodrer det der dyr om aftenen, altså bevidst læser mine noter igennem og spekulerer på hvordan noget kunne løses, så har jeg haft mange glædelige eksempler på at der om morgenen, mens jeg står og barberer mig, og uden at jeg ellers har tænkt over det overhovedet, så kommer der en løsning. Og det er vel en slags teknik. Jeg kan ikke huske hvornår den blev mig det bevidst, men jeg har udnyttet den i lang tid.

Man bemærker metaforen for den kreative problemløsning der foregår intuitivt og under bevidsthedstærsklen i inkubationsfasen: "som et dyr jeg fodrer". 
   Bogen Blink! af Malcolm Gladwell handler i sin helhed om det fænomen. Jeg har kun kendskab til den på anden hånd, men undertitlen er: The Power of Thinking without Thinking. Wikipedia fortæller om den: 

It presents in popular science format research from psychology and behavioral economics on the adaptive unconscious; mental processes that work rapidly and automatically from relatively little information. It considers both the strengths of the adaptive unconscious, for example in expert judgment, and its pitfalls such as stereotypes.

Dramaturgisk
I dramaturgiens terminologi bruger man normalt ikke begrebet AHA-oplevelse. Men man bruger en lang række synonymer som: forløsning (da.) eller (re)solution (eng.). De dækker altså typisk det der emotionelt topper en dramaturgisk konstruktion, hvor man først bygger en konflikt op og undervejs arbejder med spænding og tilbageholdt viden, for til slut at udløse spændingen i en scene hvor konflikten afgøres, eller hvor sandheden endelig afsløres. I faktadramaturgien har jeg døbt dette fænomen sandhedens øjeblik.

   Aristoteles, som jo er dramaturgiens oldefar, taler om katarsis når han skal beskrive den oplevelse: en mental og psykologisk renselse som den gode dramatiker leverer til publikum i klimaks på sit ophidsende drama. 

Det elementære begreb i dramaturgien som dækker psykologiens AHA-oplevelse, er: pay off, som er det betydningselement i fortællingen der kommer som forløsning eller befrielse efter et eller flere set up tidligere i forløbet. Det sker typiske i klimaks, og det fungerer som sådan netop i kraft af at der forud er indlejret et eller flere set up, dvs indholdselementer (scener, udtalelser eller rekvisitter) som publikum ikke hæfter sig særligt ved lige når de møder dem, men som viser sig senere at have stor betydning og dermed kraftig følelsesmæssig effekt. 

   Set up kaldes også i dramaturgiens fagsprog plantering (fra svensk). Beslægtet i betydning med den engelske kriminallitteraturs udtryk: a plant, eller a frame up. Begge har betydningen: 'en planlagt fælde'.

Den klassiske definition på et set up/pay off i dramaturgien lyder som følger: Hvis der hænger et gevær på væggen i en scene i første akt, så skal det fyres af inden udgangen af sidste akt. Som tilskuer ser du geværet på væggen i første akt, men tænker ikke dybere over det - før hovedpersonen der trues på livet af forbryderen, griber det fra væggen og fyrer det af mod sin livstruende fjende og dermed mod alle odds redder livet. 

   AHA! - det var derfor det skulle være der fra starten, så man forberedt på hvad der skulle ske, men på et ubevidst plan.

Problemet er nok her at den dramaturgisk skabte AHA-oplevelse er velbeskrevet i fiktionsdramaturgien, men stort set ikke eller meget lidt - mig bekendt - i bøger om fakta og journalistik. De to bedste bøger jeg husker der handler om film-dramaturgi er: McKee: Story, og Linda Cowgill: Secrets of Screenplay Structure. Jeg er sikker på at de har noget om "forløsning" og pay off. 

   Jeg beskriver selv set up/pay off-mekanismens dramaturgiske funktion i De levende billeders dramaturgi, bind 1, s. 151 ff, som handler om fiktionsfilm. 

Mens set up/pay off er et helt centralt dramaturgisk greb i næsten al fiktionsfortællng, så er det ikke noget der udnyttes særligt meget i traditionel journalistik, hverken i nyheds-artikler/-indslag eller i baggrundsjournalistik. Her udnytter man i højere grad forventing, konflikt, komplikation, opgave, varsel og gåde til at skabe spænding og fremdrift, hvor modtageren er  bevidst om hvad det er der senere i fremstillingen skal (for)løses eller afgøres, og den vej som fører til det afgørende punkt i sandhedens øjeblik.

   I den særlige form for journalistik der går under navnet narrativ journalistik eller fortællende journalistik er udnyttelse af set up/pay off ganske almindelig.

Set up/pay off er dramaturgisk set nært beslægtet med begrebsparret undertekst/punch line, som der også står noget om nogle sider senere i bind 1 i dramaturgibogen, og hvor man godt kan beskrive en punch line som det der skal udløse en aha-oplevelse der stammer fra at indholdet f'ør da kun har været til stede som en uudtalt undertekst i dialogen, f.eks. i form af ironi.

Faglitteratur om journalistik og dramaturgi

Der findes en norsk bog med titlen: Det var en mørk og storfuld dag... - af Tine Kolstad, som er en dramaturgi for skrivende journalister. Og Olav Njaastad: TV-jounrnalistikk har et udmærket afsnit om tv-journalistik-dramaturgi versus nyhedstrekant-dramaturgi. 

   Herhjemme og orienteret mod radio er der Anders Kinch-Jensens bog: Forankring Fryder, som også ser med dramaturgiens øjne på journalistikkens fortælleformer. 

   Inden for fortællende journalistik i skreven form, er Jon Franklin nok den der ha beskrevet mest tydeligt hvordan man bygger en historie op imod en "forløsning" i bogen Writing for Story.

AHA-oplevelsen og frame-shift i kognitiv lingvistik

Inden for den moderne kognitive lingvistik, som jeg har refereret til i det foregående når det gælder blending- og metaforteori, der opererer man med frame-shift som noget der kendetegner særlige former for kreativ fortælling. Altså det fænomen at man udfolder nogle sætninger sætning i et lineært forløb, hvor modtageren under det meste af sætningernes afkodning forstår indholdet i lyset af én frame, men ved slutningen tvinges til at foretage en re-framing eller et frame-shift.

   F. eks. i en sætning som: Everyone had so much fun divinge from the tree into the swimming pool, so we decided to put in a little water. Bogen der beskriver det fænomen i dybden er: Semantic Leaps af Seana Coulson. Et andet eksempel på tvunget frame-shift ved slutningen af en sætning fra bogen: By the time Mary had had her foruteenth child, she´d finallly run out of names - to call her husband. Som man kan se, så udløser frame-shift ofte smil eller latter og har altså typisk en humoristisk effekt.

Frame-shift er i princippet det greb som alle former for gåder, vittigheder og anekdoter bygger på. Altså det at man fortæller noget, men tilbageholder afgørende information undervejs, som så først gives som svar på gåden eller til slut i anekdoten. Og det udløser så en AHA-oplevelse som indebærer at det foregående får ny eller en anden mening end den man afkodede i første omgang. Set  up og pay off, altså.

   Her kan jeg henvise til min artikel: Når plottet driver værket, som man bl.a. kan finde og læse på min hjemmeside: www.phl-kommunikation.dk. Den stammer fra bogen Historiefortælling der har Susanne Kjærbeck som redaktør. I starten af artiklen beskriver jeg nogle vandrehistorier der udnytter tilbageholdt viden til brug for den pointe, der begrunder at historien overhovedet fortælles.

AHA-pointer i noveller

I litterær teori om novellers fortælleteknik, opererer man med 'pointen', som er den sætning eller det afsnit som til slut i novellen giver den mening og dybde, så at sige med tilbagevirkende kraft. Det er også et pay off der her er tale om. 

   Jeg husker her Søren Baggesen: Den Blicherske Novelle, som jeg mener har noget om det. Når Jon Franklin skal beskrive hvad narrativitet handler om, så kalder han det "chronology with at meaning". Pointen der forløser historien er det der giver (den dybere) mening til den forudgående del af fortællingen: AHA! - nu falder brikkerne på plads, kan man som læser føle når man når og får pointen.

Opsummering

Det som jeg synes er det interessante i alt det her, er at det ser ud til at man teoretisk kan sammenkoble dramaturgiens "forløsning", "pointe", "sandhedens øjeblik", "katarsis" på den ene side, og kreativitetspyskologiens "aha-oplevelse", "illumination" på den anden. På begge sider er der tale om at der forud for denne oplevelse af oplysning er en "dunkel" fase hvor der mentalt og tankemæssigt foregår noget der er ubevidst, noget der opererer under bevidsthedstærsklen.

   Jeg synes i hvert fald det er interessant og værd at udforske nærmere,  at der altså tilsyneladende er en slags parallelitet mellem faserne i en velbeskrevet psykologisk proces og faserne i en lige så velbeskrevet dramaturgisk konstruktion. Og at det er muligt på den måde at forbinde den inkubation der foregår under bevidsthedstærsklen i den kreative proces, med det der i dramaturgien kaldes set up eller plantering - i begge tilfælde noget modtageren ikke bevidst kan/skal være opmærksom på - før det får sit pay off/AHA! - og i begge tilfælde noget som føles om en slags mildt mental chock-effekt når den skjulte eller tilbageholdte information åbenbares: Blink!