Synæstesien som en gave - belyst gennem Daniel Tammet, Hilma af Klint, Wasily Kandinsky -

Faste læsere af denne blog vil sikkert ind imellem undre sig lidt over at jeg i den grad jagter og prøver at efterspore "synæstetikere" blandt de kreative mennesker jeg skriver om.

   Når jeg er optaget af det, er det ikke fordi jeg selv er synæstetiker, men fruen er det i udpræget grad og i hvert fald to af hendes genetiske børnebørn er det også. Også flere af mine venner er synæstetikere, viser det sig. Og måske kan man sige at min interesse delvist bunder i - ja, indrømmet - en slags misundelse. Jeg tænker at det egentlig må være en gave at når man får nogle input - fx i form af ord eller tal eller lyde gennem en sans, så aktiveres som en slags ekstra indre sansning: farver, former, oplevelser af personlighed, smage, lugte, mv.

   Men samtidig har det at gøre med at jeg på bloggen har forsøgt at indkredse 'kreativitet' - herunder sammenhængen mellem hjernens indretning og funktion og så kreative mentale og kognitive processer. Og der viser det sig altså at den moderne hjerneforskning hvor man kan skanne hjernen for at se de forskellige moduler og centre hvor den er aktiv når hjernens ejermand får forskellige ydre input, i de senere år har haft stort fokus netop på de forskellige synæstesi-kombinationer, af hvilke man nu mener at have konstateret over 50 forskellige former.

   Og forskellige former for synæstesi er tydeligvis overrepræsenteret blandt kunstnere og andre kreative personligheder. For nogle er det en gave!

Daniel Tammet

Sidst jeg skrev om synæstesi var i forbindelse med den internationalt berømte "brainman", Daniel Tannet, som er 'asberger autist', som er multisynæstet, og for hvem tal aktiverer både former og farver og lyde internt i hjernen.

   Jeg har nu læst hans selvbiografi, bestselleren "Born on a Blude Day", og jeg tillader mig her at citere nogle af de indledende afsnit i første kapitel, som særdeles anskuelig for hvad det drejer sig om:

   Kapiteloverskriften er "Blue Nines and Red Words". Derefter skriver han:

I was born on 31 January 1979 - a Wedensday: I know it was a Wedensday, because the date is blue in my mind and Wedensdays are always blue, like the number nine or the sound of loud voices arguing. I like my birth date, because of the way I´m able til visualise most of the numbers in it as smooth and round shapes, semilar to pebbles on a beach. That is because they are prime numbers: 31, 19, 179, 97, 79 and 1979 are all divisible only by themselves and one. I can recognise every prime up to 9973 by their 'pebble-like' quality. It´s just the way my brain works.

Daniel Tammet diagnosticeres og omtaler sig selv som 'asberger' med 'savant-evner'.

   Uorden og usikkerhed under enhver form, har siden den tidligste barndom gjort ham nervøs og stresset - ofte i en grad så han har får åndenød. For at berolige sig selv lukker han øjnene og tæller. "Thinking on numbers helps me to be calm again," skriver han.

   Og videre beretter han om sit helt særlige emotionelle forhold til tal:

Numbers are my friends and they are always around me. Each one is unique and has its own personlity. Eleven i s friendly and five is loud, whereas four is both shy and quiet - its my favourite number, perhaps because it reminds me of myself. Some are big - 23, 667, 1179 - while others are small: 6, 13, 581. Some are beautiful, like 333, and some ar ugly, like 289. To me every number is special.

Han fortæller at disse specielle erfaringer med tal altså af forskerne beskrives som synæstesi, men at hans variant er speciel og usædvanlig - og måske kan være en del af forklaringen på hans helt specielle tal-hukommelse og talbehandlings-ekvilibrisme:

Mine is an unusual an complex type, through which I see numbers as shapes, colours, textures and motions. The number one, for example is a brilliant and bright white, like somone shining a torch beam into my eyes. Five is at clap of thunder or the sound af waves crashing against rocks. Thirty-seven is lumpy like prroidge, while eighty-nine reminds me of fallng snow.

Det usædvanlige - for ikke at sige unikke - ved Tammet som 'asberger-savant' er at han er så velformuleret og verbalt reflekteret - i modsætning til de fleste andre kendte nulevende 'savanter', som har meget svært ved at kommunikere verbalt.

 

Ud over sin meget læsværdige og oplysende selvbiografi, har han skrevet to andre bøger: 

   1) "Embracing The Wide Sky - a Tour Across the Horizons of the Mnd", hvori i han gennemgår en lang række forskellige opdagelser, erkendelser og indsigter inden for moderne hjerneforskning (mange af de samme emner som jeg har skrevet om på denne blog), og fletter egne oplevelser og erfaringer ind undervejs.

   2) "Thinking in Numbers - How Maths Illumminates Our Lives " hvori han gennemgår sammenhængen mellem tal og en masse andre mentale, kognitive og kreative fænomener, både historiske og aktuelle - igen flettet sammen med egne erfaringer.

De er alle meget velskrevne og anskueliggør levende og personligt de emner han fortæller om - også når han beskriver indviklede emner og besværlige følelser.

    Og faktisk kan nogle af kapitlerne i de to senere bøger godt minde en del om nogle af mine egne meget lange blogindlæg, men han skriver meget bedre og klarere end jeg gør. Jeg kan virkelig anbefale dem for deres øjeåbnende effekt og let-tilgængelighed.

    Jeg har flere gange omtalt Daniel Tammet i indlæg på bloggen. Her er link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-en-lille-dreng-isac-asimov.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-2-rain-man-og-alle-hans.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-3-gte-savant-eller-bare.html

Hilma af Klint, ca. 1900

Så har jeg været på Louisiana med fruen og se udstillingen med malerier af den svenske nu afdøde kunstner Hilma af Klint (1862-1944).

   Jeg skrev om hende i et tidligere indlæg - med afsæt i min hypotese om at hun var synæstetiker, og at hun brugte sine indre syner af farver og former som inspirationskilde, skabeloner og matricer for sine malede billeder.

   Den form for synæstesi som hun har haft, er så en hvor bogstaver og ord - 'grafemer' - aktiverer et selvstændigt indre spor af ledsagende former og farver.

   Et argument for det er den form for synæstesi Hilma har, er at mange af hendes billeder har bogstaver, stumper af ord eller hele ord som integrerede dele at billedernes udtryk - som det her for eksempel:

Hilma af Klint tolkede selv sin - i mange år efter sin død hemmeligholdte - 'abstrakte kunst' som en slags automatmaleri, så at sige produceret med ført hånd fra højere åndlige magter.

   Synæstesi som et udtryk for at nogle menneskers hjerner neurologisk er indrettet så der er uhæmmet  og automatisk forbindelse mellem forskellige sansebearbejdende hjernemoduler som hos de fleste ellers er hæmmet og reguleret, den teori kendte Hilma ikke noget til.

   Men når man ser hendes malerier og samtidig kan læse sig til at hun allerede fra hun var barn "så syner" og havde "hallucinationer", så ligger den forklaring lige for.

   Her link til mit første indlæg hvor jeg omtaler og beskriver Hilma af Klints billeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

Det at se udstillingen 'live' og ikke bare læse om og se hendes malerier på nettet, satte en ekstra tankerække igang, med associationer til en anden kunstner jeg har skrevet om: Sven Dalsgaard. Han skifter fra en 'flade-form-farve-kunstframe' til en 'frame' hvor det enkelte kunstværk primært er tanke- eller konceptstyret. Og bliver "lukket" og "gådefuld".

Jeg oplever det som om Hilma af Klint kunstnerisk tørre ud omkring 1908 på grund af et lignende skift i 'kunstframes'. Hun glider fra en 'frame' som primært ser billedet som en abstrakt flade af organiske former og farver, til en 'frame' hvor billedet primært anskues som udtryk for en tanke eller en ide.

   Her nogle af de kæmpebilleder på udstillingen som gør størst indtryk, og hvor den synæstetiske kilde stadig er åbenlys:

Hilma af Klints senere billeder er gennemgående mere kedelige - skematiske og gennemgående symmetriske og polære i både udtryksformen og i det symbolske eller allegoriske indhold.

Hilma holder pause med maleriet i nogle år hvor hun bl.a. tager sig af sin gamle mor.

   Og da hun genoptager sit hemmelige maleriprojekt omkring 1914, så bliver billederne mere figurative, mere tydeligt symbolske og allegoriske, og kompositionsmæssigt meget mere symmetriske - i flere dimensioner.

   Og dette 'frame-skift' sker, er jeg overbevist om, under indtryk af den filosofi eller ideologi hun tilslutter sig i form af Rudolf Steiners antroposofiske bevægelse. Ligesom Sven Dalsgaards 50 år senere, bliver hendes kunst i min optik 'fortænkt' og 'lukket' - og i bogstavligste forstand mere 'mystisk'.

   Der er også i Hilmas senere værker et markant udtryksmæssigt slægtskab med new-age-bevægelsens symbolik:

De kunsthistorikere der har skrevet om Hilma af Klints betydning som pioner inden for 'abstrakt kunst', sammenligner hende ofte med Kandinsky (1866-1944) som var jævnaldrende - og også både var synæstetiker og var inspireret af Rudolf Steiners filosofi og tænkning om spiritualitet.

Wasilly Kandinsky, ca. 1920

På vores væg derhjemme har vi i mange år haft hængende en stor plakat med et maleri af Kandinsky fra en Guggenheim-udstilling. Her er et foto af det samme maleri:

Kandinsky: Upward (Empor), 1929

Og vi har også et andet - sent - Kandinsky-maleri på væggen i studen - en god reproduktion i glas og ramme:

Kandinsky: Sky Blue, 1940

Selv om jeg altså i mange år har sat stor pris på Kandinskys billeder, så har jeg aldrig fordybet mig i hans historie. Klee har ligget højere oppe på min interesseskala. Og ingen af det to af hans billeder vi har på væggen, giver associationer til at han skulle være synæstet.

    I Louisianas butik fandt jeg en bog om Kandinsky med afbildning af mange af hans malerier, og med en beskrivelse af hans udvikling fra en kunstframe forpligtet på det figurativt genkendelige til en frame hvor maleriet primært ses som en flade med abstrakte former og farveer. 

   Her to af hans "Kompositioner" fra 1911:

Kandinsky: Composition V, 1911

Kandinsky: Composition IV, 1911

Kandinsky fortæller at han ser former og farver som sanseforskudte udtryk for musik. 

   Den form for synæstesi som altså var hans særkende, har officielt betegnelsen 'chromesthesia', og Wikipedia forklarer den sådan her:

Chromesthesia or sound-to-color synesthesia is a type of synesthesia in which heard sounds automatically and involuntarily evoke an experience of color.[1] With sounds inducing color concurrents, chromesthesia is more accurately termed sound-color synesthesia. Individuals with sound-color synesthesia are consciously aware of their synesthetic color associations/perceptions in daily life.[2]   Synesthetes that perceive color while listening to music experience the colors in addition to the normal auditory sensations that would be triggered in the average person. That is, the synesthetic color experience supplements, but does not obscure real, modality-specific perceptions.[2] As with other variations of synesthesia, individuals with sound-color synesthesia perceive the synesthetic experience spontaneously, and without effort, and in a way that the individual learns to accept as normal within their realm of experience.[2]

Der er dog diskussion blandt autoriteterne om Kandinsky også var 'ægte synæstet', eller om der først og fremmest var tale om en villet kobling mellem lyd/musik og abstrakte former og stærke farver som udtryk for en kunstfilosofisk ideologi hos ham.

   Musik er jo som udtryk abstrakt så at sige fra naturens hånd, så 'musik' er under alle omstændigheder en god metafor for den abstrakte kunst som han var pioner for i perioden omkring 1910. 

En oplevelse af en operaen "Lohengrim" af Wagner udløste en visuel reaktion som han beskriver således:

I saw all my colours in my mind´s eye. Wild lines verging on the insane formed drawings befor my very eyes.

Altså en form for halucination aktiveret af musikoplevelsen. Faglitteraturen citerer ham også for dette udsagn når der argumenteres:

Colour is the keyboard, the eyes are the hammers, the soul is the piano with many strings. The artist is the hand which plays, touching one key or another, to cause vibrations in the soul.

Kandinsky bruger i øvrigt abstrakte musikudtryk som "komposition" og "improvisation" som nummererede titler på mange af sine billeder.

Her ses et 'sent' Kandinsky billede fra 1926 hvis lighede med Hilma af Klints billeder små 20 år tidligere, er slående: 

Kandinsky: Several Cirkels, 1926

Hilma af Klint: Voksenlivet 1907

Hilma af Klint malede 'abstrakt' nogle få år før Kandinsky slog ind på den vej. Og - måske - var de begge altså inspireret af den samme slags synæstetiske oplevelser i 'the minds ey' - Hilma med bogstaver og ord som igangsættere, Kandinsky med lyd og musik. Og begge tolkede de oplevelserne som mentale og spirituelle input fra en højere åndelig verden.

Men hvad så med for eksempel Van Gogh som man kan se malerier af på en flot udstilling på Ordrupgaard for tidn, med titlen: "Van Gogh, Gaugin, Bonard", en udstilling vi besøgte for et par dage siden. Var Van Gogh også synæstetiker?

Få svaret i et kommende indlæg her på bloggen ....

Svømning i farver-synæstesi, tonarter i farver-synæstesi - og empati så det gør ondt-synæstesi - hvad er forklaringen?

I et tidligere indlæg fra den 19. februar introducerede jeg et nyt fagudtryk, 'ideæstesi' (eng: 'ideaesthesia') for en (stor?) del af de mentale fænomener hos ganske mange mennesker, som ellers betegnes 'synæstesi ('synaesthsia').

    Synæstesi er en tilstand i hjernen hos nogle mennesker som indebærer at deres sanser i større eller mindre omfang er "krydsaktiverede", sanser der hos de fleste mennesker ellers aktiveres uafhængigt af hinanden gennem forskellige input fra omgivelserne eller fra kroppens indre.

   Fx. vil hos nogle synæstetikere ved læsning/udtale/hørelse (samlet: 'perciperingen') af bestemte bogstaver, ord og/eller tal udløser en ledsagende stærk oplevelse af farver, former, smage, lyde - mentale oplevelser som for bevidstheden optræder automatisk og uvillet. Og, det er det specielle og særlige: Disse 'sanseintryk' er 'imaginære' - og produceres af hjernen 'indefra' - uden at man har set, smagt, hørt noget konkret fra den ydre omverden. 

   Det er jo godt nok ikke lige til at forstå eller forklare - med sin 'common sense'. Så jeg er gået på jagt i cyperspace.

Det neurologer og kognitive psykologer så har fundet ud af ved forskellige eksperimenter, er at en del af disse synæstetiske 'samsansninger', måske ikke bare er en kobling og krydsaktivering af forskellige sanser, men der er snarere tale om en slags krydsaktivering af - på den ene side relativt abstrakte ideer/begreber/forstillinger - og på den anden side aktivering af (hjerne-interne) konkrete sanseindtryk  - som en slags automatisk ledsagende imaginær virkelighedsoplevelse.
   Det er en "tilskudsoplevelse" - en slags sanseoverskud - som mange synæstetikere finder helt naturlige - og ofte endda sætter pris på som en slag ekstra mental bonus.

I den nye ideæstsi-teori kalder man den primær mentale aktiveringsdel for 'induceren' (den der sætter gang i det hele) - og den ledsagende mentale aktiveringsdel for 'concurrenten' (den sanselige 'fest' der automatisk følger med).

   Et af argumenterne for 'ideæstesi-teorien' er at de fleste synæstesi-fænomenter er 'envejs' - altså fx. fra bogstav til farve, eller fra lyd til figur. Ikke den anden vej: En blå farve aktiverer ikke automatisk og uvillet forestillingen om det bogstav, ord, tal eller lyd som 'inducerer' den.

Et endnu klarere bevis på at mange synæstesi-fænomener måske i virkeligheden er eksempler på 'ideæstesi', refereres i en anden ret så overraskende artikel: "swimming style-color synaesthesia".
   Artiklen fortæller at to rutinerede, semiprofessionelle svømmere automatisk og ufrivilligt aktiverer forskellige farver som er induceret af forskellige 'svømme-stile' - eller '-stilarter'. I forvejen har man konstateret at de begge er 'normale' grafem-farve-synæsteter.

   Og en interessant pointe her er at disse svømme-cases ikke behøver  at udføre svømning i den givne stilart for at inducere den 'cocurrente' farve; det er nok at tænke på den/forestille sig den bestemte svømmeform for at 'induktionen' sker, dvs for at den tilsvarende farve aktiveres på den indre skærm:

A novel form of synesthesia, swimming style-color synesthesia, has been discovered in two known grapheme-color synesthetes, who are semi-professional swimmers. The visual experience or imagination of four different swimming styles (breaststroke, butterfly, crawl, and backstroke) is synesthetically associated by them with four different colors (Nikolić et al., 2011). The induction of this kind of synesthesia took place exclusively under laboratory conditions and did not require any measurements in a swimming pool. All what subjects had to do was to take a look at photographs of other people swimming (e.g., Figure ​Figure1)1) or to think about/mentally visualize a given swimming style. This was sufficient to elicit their color experience. 

Figure 1
An example photograph shown subjects in the study of Nikolić et al. (2011).

For svømme-farve-synæsteten vil dette fotografi af en der svømmer "butterfly", ikke være sort-hvidt, men fx automatisk blive set som "blåt", mens et sort-hvidt foto af en der svømmer "brystsvømning", vil opleves i en anden farve, fx "rødt"

Man har en række test til at afgøre om der et tale om "ægte" synæstesi, eller det bare er "noget de siger". En af disse har navnet 'Stroop testen': 

   Hvis synæsteten automatisk forbinder og aktiverer oplevelsen af farven "blå" ved svømme-stilen "butterfly", så vil vedkommende svarer markant hurtigere på spørgsmålet: Hvilken farve har billedet her? - når svømmefotoet er blåt end når det har en af de andre farver - der altså er i modstrid med og kommer til at 'interferere' med den automatiske synæstesi-farve:

Stimuli used in the Stroop test: Example pictures of a person swimming butterfly stroke, painted either in a subject’s synesthetic color (congruent) or in one of his non-synesthetic colors (incongruent). Reprint from Nikolić et al. (2011).

Hvorfor synes jeg nu dette er så interessant? - Er det ikke bare en kuriositet for neuro-nørdiske efeinsmecker?
   Der er flere grunde:

Først den helt personlige: Jeg svømmer ca. tre kvarter hver morgen året rundt i den lokale svømmehal. Men er ikke synæstet, og svømmer kun i én stil(art): brystsvømning.
   Men jeg spekulerer nu på om der blandt mine morgensvømmervenner som kombinerer flere stilarter når de svømmer, mon er synæsteter som forbinder svømmestilarterne med bestemte farver. 

   Jeg vil jo nok spørge dem lidt forsigtigt. De skulle jo nødig tro jeg er tosset.

For det andet minder 'ideæstesi'-fænomenerne jo nu meget mere om det som inden for den kognitive lingvistik kaldes 'konceptuel blending', som er noget som videnskabeligt umiddelbart forbindes med kreativ tænkning og kreative brug af sproget, metaforer, hybridgenrer, surrealisme, faktion, etc. (brugt meget i analyser i indlæg på denne blog). 

   Specielt er 'ideæstesien' som fænomen analog med den form for 'konceptuel blending' som kommer til udtryk gennem metaforer og den kreative brug af dem; metaforer der jo netop aktiverer et konkret og sanseligt fænomen - til bedre at forstå og forklare noget mere abstrakt og begrebsmæssigt.

   Fx alle de farvemetaforer som bruges til at karakteriserer følelser, stemninger og personligheder med: "rødglødende af raseri", "grøn af misundelse", "sort humør", "she has the blues", "hun har et lyst sind", "miss sunshine".

    Eller fx de smagsmetaforer som tilsvarende bruges til at karakteriserer personligheder og oplevelser med: "en sød pige", "en sur gammel mand", "afskedigelsen var en bitter pille at sluge", "han er livets salt".

Det der i blending-metaforteorien omtales som "target", er i ideæstesi-teorien "inducer", mens det der i metaforteorien kaldes "source" svarer til ideæstesi-teoriens "concurrent" - "ledsageren". 

    Analogien går ud på: Når man bruger en metafor, så er det jo også "target" der som udgangspunkt er besværligt at forstå, og som sætter den mentale og kognitive metafor-proces igang - altså 'inducerer' til kreativ brug af sproglige eller visuelle billeder.

For det tredje associerer jeg straks 'svømmestil-synæstesi' med alt det jeg tidligere har læst om hvad 'spejlneuroner' er for nogen, og hvordan de fungerer:

   

Spejlneuroner findes i flere forskellige dele - 'moduler' - af hjernen, men blev først  opdaget i den del af  hjernen - præmotorcortex - hvor de 'handlemønster-programmer' som styrer vores målrettede  bevægelser, er lagret og bliver aktiveret neuralt. 

   Spejlneuronerne bliver jo nemlig aktiveret både når vi selv udfører en bestemt handling (fx at tag en kop og løfter den til munden), når vi ser en anden foretag denne handling (deraf navnet "spejl"), eller når vi bare tænker på at udføre handlingen.
   Som der står i de engelske artikler: I alle tre situationer: "They are firing together". I princippet som om det er samme slags neurale input.

   Forskerne mener der er tale om en form for neurologisk simulering/simulation når de aktiveres ved at vi ser andre udføre en handling, eller selv tænker på handlingen uden at effektuere tanken.

   Man mener at denne spejlneuronernes simulering/simulation er forudsætningen for at kunne føle/opleve empati for andre, men også fx for at mennesket som art har udviklet sprog, og for at vi som enkeltindivider kan lære sprog. 

    Og disse neuroners særlige spejlfunktion kan så bl.a. forklare hvorfor og hvordan vi fx kan føle med, leve os ind i og identificere os med andre mennesker - og altså også med (fiktive) karakterer vi ser på film, ser på tv eller læser om i romaner.

Da en stor del af ansigtmusklerne aktiveres i et for den enkelte følelse specifikt mimisk samspilmønster når vi udtrykker følelser - som glæde, afsky, vrede, nydelse - så sørger spejlneuronerne for at vi også automatiske kan genkende og medopleve de menneskers følelser som vi ser og interagerer med (og også hvis vi ser dem agere på film, i tv - eller læser om dem i romaner).

   Enhver forældre med flere nogenlunde jævnaldrende børn har oplevet hvordan gråd kan "smitte" selv om den "smittede" unge i virkeligheden ikke har noget at være ked af; eller hvordan latter kan smitte selv man egentlig ikke synes der er noget at grine ad. 

    Disse mellemmenneskelige automatisk fungerende interaktioner skyldes spejlneuronsystemet. Ligsom det også kan forklare at to mennesker der sidder og snakker sammen over for hinanden, meget tit sætter sig i stillinger der spejler hinanden: Hvis eé krydser armene over brystet, gør den anden det også - som regel helt ubevidst.

Da svømmestil-farve-synæstesien både opererede når svømmerne selv svømde en bestemt stil(art), når de så billeder af andre svømmere gøre det, eller de bare forestillede sig selv at svømme i den stil(art), så kunne det klart tyde på at det er spejlneuroner der medvirker.

   I præmotorcortex ligger der for de semiprofessionelle rutinerede svømmere et 'spejlneuron-program'  for hver svømmestilart, klar til at blive aktiveret ved de forskellige former for mentalt input. Og den dermed følgende mentale simulering af svømmestilen fungerer så som inducer til de forskellige ledsagende farveoplevelser.

Principielt er det ikke forskelligt fra det som Oliver Sacks kunne fortælle om i sin bog 'Musicopheilia' når det gjaldt musik-synæstesi: 

   At der hos nogle musiksynæstetikere var en automatkobling mellem forskellige tonarter der fungere som 'inducer' på den ene side og forskellige 'concurrerende' farver på den anden. 

   Tonarten (fx C-mol eller G-dur) er jo ikke noget der karakteriserer de konkrete toner, men derimod en slags musikalsk begrebskategorisering for typer af melodier. Altså en ide - et begreb - en systemisk abstraktion.

Af en eller anden grund kommer jeg i skrivend stund automatisk til at tænke på min absolutte favorit blandt de klassiske komponister: Mozart. Og googler hans navn sammen med "synaesthesia". - Bingo på Wikipedia:

Some musicians and composers have a form of synesthesia that allows them to "see" music as colors or shapes. This is called chromethesia.[2] Mozart is said to have had this form of synesthesia. He said that the key of D major had a warm "orangey" sound to it, while B-flat minor was blackish. A major was a rainbow of colors to him. This may explain why he wrote some of his music using different colors for different music notes, and why much of his music is in major keys.

En af forudsætningerne for mentalt at have den slags 'chromethesia' indbygget i hjernens arkitektur, konstaterer Sacks, er at man har - absolut gehør!

   Sacks fortæller om den nulevende kendte komponist Michael Torpe, at han har være musiksynæstet siden sin barndom.

   Torpe har svært ved at forestille sig hvordan det ville være ikke at have det sådan. Det må svare til "a sort of blindness", fortæller han til Sacks.

   Torpe har absolut gehør, og al musik som spilles i en destinkt tonart, aktiverer i hans bevidsthed automatisk den påtrængende oplevelse af en bestemt farve:

The colors has been constant and fixed since his earliest years, and they appear spontaneously. No effort or will or imagination can change them. They seem completely natural to him, and preordained. The colors ar highly specific. G minor, for example, i not just "yellow", but "ochre" or "gamboge". D minor is "like flint, graphite"; F minor is "earthly, ashy." He struggles to find the right word, as he would struggle to find the right paint or crayon. The colors of major and minor keys are always realted (for instance, G minor is a subdued yellow ochre, G majo bright yellow).

Men der findes også en anden form for synæstesi som direkte involverer spejlneuronsystemet som den svømmerne havde, en form som på engelsk har fået betegnelsen 'mirror-touch-synæsthesia' - altså på dansk: 'spejl-berøring-synæstesi'.
   Det kommer bag på mig. Men: Aha!

Her skal vi have fat i det modul i hjernen som kaldes 'somasensorisk cortex', den del af hjernen som modtager og bearbejder sanseindtryk fra følesansen, smagssansen og lugtesansen m.fl. 

   I den del af hjernen er der også godt med spejlneuroner. Det betyder at de ikke bare aktiveres når vi selv får en (varm, kold, smertefuld, kildende) berøring et eller andet sted på huden, men også når vi ser at der sker en berøring på et tilsvarende sted på et andet menneskes hud; eller hvis vi bare FORESTILLER OS en berøring af vores egen hud på det pågældende sted.

   For de fleste mennesker er denne aktivering af de somasensoriske spejlneuroner ikke noget man bemærker og er bevidst om (ligesom man heller ikke er det når de gælder aktivering af spejlneuronerne i præmotorcortex). Det er noget der for de fleste foregår under bevidsthedsgrænsen og helt automatisk.

Her er citat fra et 'Abstract' til en artikel hvor man har udforsket sammenhængen mellem spejl-berøring-synæstesi og empati:

Watching another person being touched activates a similar neural circuit to actual touch and, for some people with ‘mirrortouch’ synesthesia, can produce a felt tactile sensation on their own body. In this study, we provide evidence for the existence of this type of synesthesia and show that it correlates with heightened empathic ability. This is consistent with the notion that we empathize with others through a process of simulation.

Men nogle mennesker har det altså sådan at de rent faktisk og helt reelt føler det som om nogen berører deres hud et bestemt sted, hvis de ser en anden blive berørt det tilsvarende sted.

   Dermed bliver det en form for synæstesi der har samme objektive kendetegn og kriterier som fx grafem-farve-synæstesi. I spejl-berøring-synæstesien er 'induceren' = synsindtrykket af et andet menneske hvis hud bliver berørt et bestemt sted, mens 'concurrenten' = den fysiske følelse af at det er én selv der bliver berørt på det tilsvarende sted (selv om der ikke er antydningen af fysisk kontakt)

   

Her er en anden blogs forsøg på at illustrere og forklare spejl-berøring-synæstesi:

Imagine cold fingers creeping up someone’s calf. Now imagine that whenever you saw someone else being touched, you would feel the sensation on your own body. That is mirror-touch synesthesia.

Psychologists at UCL verified mirror-touch synesthesia and further showed its linked with heightened empathy in their report in Nature Neuroscience.

Synesthesia–literally “joined sensation”– is a phenomena that involves one sense being detected through a different sense, or ideas concepts triggering automatic sensory experiences. Mirror touch synesthetes observing someone touched the left side of their cheek, perceive it as a touch on their own left cheek (anatomical), or on their right cheek (mirrored). 

Den form for synæstesi er sandsynligvis mindst lige så udbredt som grafem-farve-synæstesi, ser det ud til. Og mennesker som "har" den form, viser sig altså ved forskellige slags test at være "overempatiske" eller "overfølsomme" i forhold til deres medmennesker. Og man kan hos dem konstatere hyperaktivitet i de aktiverede spejlneuroner.

   Tilsvarende ser det ud til at fx det visuelle center som aktiveres ved grafem-farve-synæstesi, også er hyperaktivt i sammenligning med ikke synæstetikeres.

Når det gælder spejl-berørings-synæstesien, så har mange mennesker oplevet den i relativt mild form, nemlig dem som har svært ved at se et andet menneske 'blive stukket' hos lægen. Fordi de altså  identificerer sig så meget (har overdrevet empati) med den der bliver stukket, at det næsten også "gør ondt" på dem selv at overvære det: Uvillet kommer de til at simulere "stikningen" på egen krop.

   Jeg hader selv 'at blive stukket' hos lægen eller på et hospital, og kan huske at jeg som barn var ved at besvime når jeg så skolekammerater blive det: Hen og sidde på en stol, og hovedet ned mellem benene, kommanderede sundhedsplejersken.

   De fleste kender det også hvis de ser gyser- eller splatterfilm. Spejl-berøring-synæstesien får en del af os til at se bort, lukke øjnene, gemme hovedet - eller gå ud af stuen/biografsalen. 

   Jeg går ikke frivilligt ind og ser gyser- eller splatterfilm.

Hvad er forklaringen på de mange forskellige synæstesi-former man i de senere år er blevet klar over eksisterer?

Its thought that this cross-talk between grapheme-processing and color processing areas exists because either:

  - Excessive connections made early in development are insufficiently pruned

  - There is an impairment to inhibitory systems that normally prevent cross-talk between the areas.

   Grapheme-color synesthesia is one of the most common of the 150 reported forms of synaesthesia and runs in families. It can be verified through batteries that test the consistency of color associations over time, or through a kind of reverse-colorblindness test where patterns jump out at synesthetes much faster than for the rest of us.

Der er altså to forskellige hypoteser der forklarer de forskellige former for synæstesi:

   1)  at der er tale om ekstra mange nerveforbindelser (hyperkonektivitet) mellem det hjernemodul hvor 'induceren' er aktiv og så det sensoriske modul som aktiveres medfølgende - 'concurrenten'.

   2) at de latente hæmninger som holder de forskellige hjernecentrer adskilt, hos synæstetikeren er permanent svækket - fx på grund af indflydelsen fra et lidt afvigende dopamin-system.

Den første forklaring svare meget godt til at en høj grad af kreativitet er delvist arveligt. Når først de(t) kreative gen er gået ind på kontoen, så kan det genbruges i generationer.

   Den anden forklaring giver mening i spørgsmålet hvorfor både alkohol og LSD i perioder kan være kreativt befriende for ildsjæle med hang til at udfolde sig kreativt. Det er begge stoffer som påvirker dopamin-systemets hæmmende virkning i forskellige dele af hjernen.

   Begge forklaringer kan kaste forklarende lys over diagnoser som: skitzofreni, ADHD, og autisme/asbergers syndrom, og depressioner, har jeg læst mig til.

Og begge forklaringer kan være rigtige - og kan endda tænkes at indgå i kombination med hinanden. Tænker jeg.

Hvis du vil finde ud af om du har grafem-farvesynæstesi, så kan du finde en test på den hjemmeside, som de to sidste citater er hentet fra:

http://neuroamer.wordpress.com/2012/05/06/mirror-touch-synesthesia-and-the-genetics-of-synesthesia-37/

I forhold til det blogindlæg er der også kommentarer fra synæsteter der har fået aha-oplevelser. Og dermed bevidsthed om at de har en hjerne med særlige kvaliteter når de gælder blanding af sanseoplevelser og begreber fra forskellige domæner.

Skulle du - kære læser - have lyst til at kommentere og fortælle om erfaringer som synæstet, så give mig en melding via Facebook.
   Hvis du ikke vil fortælle det til alle andre, så brug "besked"-funktionen. som jo fungerer som en mail kun mellem os.

   Eller mail det til mig på: peterharms@besked.com. Du kan selvfølgelig også logge dig ind og kommentere på her på min blog - i al offentlighed.

Et nyt ord og en ny teori for synæstesi - 'ideæstesi' ('ideaesthesia')

Jeg har i en række indlæg forfulgt det neurologiske og litterært æstetiske fænomen 'synæstesi'.  Og det grundlæggende spørgsmål når vi taler om kreativitet, er om og om muligt hvilken sammenhæng der er mellem synæstesi som et særligt træk ved nogle hjerners måde at fungere på, og synæstesi som et vigtigt æstetiske-stilistisk begreb i kunstnernes værktøjskasse inden for film, design, mode, litteratur, maleri, musik.

Neurologisk manifesterer synæstesien sig ved at 'fænomener'  der er aktive i hjernen gennem én sans automatisk og uvillet aktiverer input fra et andet sansecenter, vel at mærke uden at denne sans formidle signaler og input fra den ydre omverden.

  Altså: ord, bogstaver, tal, noder, musikstykker, objekter, personer som hjernen "arbejder med", aktiverer - som et sideløbende mentalt bånd eller spor - lyde, former, farver, toner, smage, lugte, hudfornemmelser.

  Umiddelbart har neurologernes beskrivelse været at der er et uhæmmet "neuralt hul" igennem via særlige nervebaner fra et hjernemodul - fx sprogcentret der læser ord og bogstaver - til et andet - fx det visuelle center der producerer oplevelsen af farver.

   Deraf navnet for fænomenet: synæstesi. Som på græsk står for: "syn" = "sammen" og "aesthesia" = "sensation"/"sansning".

Problemet rent forskningsmæssigt er at grundelementerne er dårligt defineret. Mange eksempler på synæstesi-fænomenet handler egentlig ikke om relationen: en sans > en anden sans. Men snarere om: en ide/begrebsmæssig forestilling > en sans.

   Betegnelsen man så sammenfatter disse automatkoblinger under, er: 'ideaesthesia' - som kan oversættes til 'sansning af begreber'.

   At det nok snarere forholder sig sådan, har man fundet ud af ved snedige eksperimenter: Det ser ud til at en neurologisk synæstesi-relation i hjernen ved kort tids træning kan overføres fra ét grafisk udtryk til et andet som erstatter det.  Altså er det det fælles semantiske betydningindhold - ideen/begrebet - som udløser den 'synæstetiske' aktivering af fx faver, ikke noget der nødvendigvis har et sanseligt udtryk.

Ifølge Wikipedia er "ideasthesia" ...

a phenomenon in which activations of concepts (inducers) evoke perception-like experiences (concurrents). The name comes from Greek, “idea”+”aisthesis”, meaning sensing concepts or sensing ideas.[1] The main reason for introducing the notion of ideaesthesia was the empirical evidence indicating that the related term synesthesia (i.e. union of senses) suggests incorrect explanation of a set of phenomena traditionally covered by this heading. “Syn”+”aesthesis” denoting “co-perceiving”, implies the association of two sensory elements with little connection to the cognitive level. However, most phenomena that have inadvertently been linked to synesthesia, in fact are induced by the semantic representations i.e., the meaning, of the stimulus [2][3][4][5] rather than by its sensory properties, as would be implied by the term synesthesia. 

'Inducer' betyder "det der sætter noget igang", og 'concurrent' betyder "det der følger med" eller "det der ledsager".

   Mekanismen bag 'ideasthesia' er altså at det er en begrebsmæssig forestilling - en 'ide' - som kan have forskelligt konkret udtryk, som aktiverer fx oplevelsen af en bestemt farve.

 

Se her: Sådan havde en synæstetiker som forsøgsperson det med hensyn til automatkoblingen mellem nogle bogstaver/tal og nogle farver:

   

Vedkommende har altså det der i fagsproget kaldes "grafem-farve-synæstesi".

    Man lærer så vedkommende at et A i det latinske alfabet, svarer til et

   

i det gammelslaviske alfabet (det 'glagolitiske alfabet'), og giver vedkommende 10 minutters træning i at skrive kendte ord med brug af det glagolitiske alfabet hvori indgår et 

 

Hvis synæsteten derefter skal læse en tekst hvor det latinske grafem for "a" er udskiftet med det gammelslaviske grafem for "a", så induceres under læsningen med det sammen den concurrente farve - her rød - som det oprindelige latinske "a" hidtil har gjort.

   Som illustreret her:

Altstå 'induceren' skifter grafisk udseende, mens 'concurrenten' bevarer den aktiverede farve, dvs. synæstesien er lært og overført via et fælles abstrakt begreb: "det første bogstav i alfabetet".

Dette peger på at de forskellige forme for synæstesi er "lært" (meget tidligt), og altså ikke noget medfødt. Men når først nerve-bane-forbindelsen mellem en "inducer" og en "concurrent" er etableret, så er den stabil resten af livet, hvis hjerne i øvrigt fungerer normalt og er ubeskadiget.

Et andet eksperimentelt bevis på ideæstesi-hypotesen, er forsøg hvor en farvesynæstetiker hos hvem   bogstavet "O" fx aktiverer farven rød, mens tallet nul = "O" fx aktiverer farven grøn, så skifter concurrenten farve afhængigt af om induceren "O" indgår i en ordkontekst, som fx "OLE", eller i en talsammenhæng som fx O123.

Jeg har i flere tidligere indlæg skrevet om det berømte perceptionspyskolgiske eksperiment hvor forsøgspersoner bedes om at sammenkoble to indholdstomme ord - TAKETE og LUMUMMA med hver sin figur - hhv. en med et takket omrids og en med et omrids med bløde former, her illustreret i Wikipedias artikel:

This picture is used as a test to demonstrate that people may not attach sounds to shapes arbitrarily: American college undergraduates and Tamil speakers in India called the shape on the left "kiki" and the one on the right "bouba".

Omkring 98% af forsøgspersonerne hentet fra forskellige sprog- og kultursamfund over hele Jorden, kobler den takkede figur med lyden af "takete" (="kiki"), og den bløde figur med lyden "lumumma" (="bouba").

   Principielt indebærer disse resultater at selv om langt de fleste mennesker ikke er bevidste synæstikere, så aktiverer de i deres hjerne en form for ubevidst lyd-form-synæstesi som de trækker på for at beslutte hvilken lyd der forbindes med hvilken form.

    En søgning på "kiki-bouba" og "ideasthesia" hitter straks med en videnskabelig artikel med følgende titel:

The Kiki-Bouba Effect: A Case of Personification and Ideaesthesia

Artiklens "abstract" tolker synæstesi-koblingen mellem 'kiki' og 'buba' anderledes, ide forfatterne ikke mener det er en synæstesi der kobler sanserne syn og hørelse direkte sammen, men at der bagved ligger en mere abstrakt form for synæstesi hvor bogstaver eller tal automatisk kobles med personligheds-karakteriserende egenskaber: 

There are previous cases of synaesthesia where personality is attributed to numbers or letters. In our results, the word Kiki is overall happy, clever, small, thin, young, unpleasant, and nervous. The starshaped figure is overall clever, tall, small, slim, nervous, unpleasant, and upper-class. That is, the correspondence above all concerns the qualifying adjectives clever, unpleasant, and nervous, as well as the physical appearance small and thin. This brings us to the fat-thin effect. Cinema, literature, comics, and children's programmes are full of contrasting figures: Don Quixote and Sancho Panza, Laurel and Hardy (called the fat man and the skinny man in Spain), Asterix and Obelix, Tintin and Captain Haddock, Bert and Ernie (Epi and Blas in Spanish), or the Spanish comic about very naughty twin boys called Zipi (with fair hair) and Zape (with dark hair). Our main conclusion is that first names and last names are not entirely arbitrary. There is a correspondence between (rounded vs. angular) names and physical characteristics (fat vs. thin objects or persons) and concepts (foolish vs. intelligent, nice vs. unpleasant). The Kiki-Bouba effect is a semantic one. 

Det stemmer overnes med det vi som undervisere fortalte på det legendariske TV-SUM-kursus i tv- og film-dramaturgi i DR-regi  i 80-erne. 

   Vi brugte filmen 'Gøgereden' som skoleeksempel, og argumenterede med at alle audiovisuelle udtryk var konceptuelt bestemt i forhold til modsætningen 'lumumma-takete', og bl.a henviste vi til at navnene på hovedkaraktererne tydligevis var styret af synæstisk motiverede valg: 

- På protagonistsiden var der tale om 'lumumma'-navne: ("Chief") Bromden, Billy Bibbit, McMurphy.

- På anatgonistsiden var der tale om 'takete'-navne: (Nurse) Rathced, Cheswick, (dr.) Spivey.

(fortsættelse følger)