Jubilæumsindlæg - om reception som simulation - og Torben Grodal som anmelder

For præcis 2 år siden skrev jeg det første indlæg på denne blog. Hurra for det!

Over 36.000 visninger på de to år. 425 indlæg er det blevet til. En del positive reaktioner fra både venner og bekendte - også fra mig helt fremmede mennesker. 

I enhver henseende har det overrasket mig. Først og fremmest er jeg overrasket over mig selv og min produktivitet. Jeg kom straks og nemt i flow, skriver lange indlæg - for det meste - og rammer bredt inden for temaet kreativitet. Og jeg er utvivlsomt blevet fysiologisk afhængig af den kemiske belønning hjernen giver mig når jeg skriver. Et skud "lykkestoffer": dopamin, endofiner, serotonin, etc. - for hvert skrevet indlæg.

Du kan finde det første indlæg ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/tanker-om-kreativitet.html

Jeg citerer lige lidt fra det:

Jeg har i efterhånden mange år interesseret mig for fænomenet kreativitet - i mange sammenhænge:

• Som underviser: Hvordan vækker man og inspirerer de mennesker man underviser, så de bliver "tændt"?
• Som efterkritiker: Hvordan sikrer man sig at efterkritikken bliver konstruktiv og udviklende - og bidrager til kreativitet hos modtageren?
• Som forsker: Hvad kendetegner forskning der er fornyende, revolutionerende, opfindsom, normbrydende? Hvorfor er så meget forskning kedelig og uinteressant - fantasiløs?
• Som dramaturg: Hvad skal der til for at et manus - til en tv-udsendelse - fænger, fanger, fastholder publikum?
• Som konsulent: Hvordan hjælper man en redaktion til at udvikle og forny sig, forbedre samarbejdet, øge produktiviteten, skabe arbejdsglæde
• Som tv-direktør: Hvordan får man medarbejdere til at producere, så seertallet øges - uden at det koster "mere" i tid og ressourcer?
• Som fagbogsforfatter: Hvad er fælles - om noget - for de emner jeg har skrevet om i bøgerne: Skriv Sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - Besat af virkelighed?
• Som ven og kollega: Hvorfor er det en bestemt personlighedstype som jeg tilsyneladende finder det særlig attraktivt at arbejde sammen med? Og hvad kendetegner den "type"?
• Som mig: Er der nogen sammenhæng i min tumlen-rundt karriere, og mellem alle de ting jeg har beskæftiget mig med i årenes løb? Jeg er snart 67. Hvorfor har jeg fx skiftet job så mange gange, selv om jeg i de fleste tilfælde bare kunne være blevet siddende i ro og mag hvor jeg var ansat? Hvad blev der af ungdommens digter- og malerdrømme?

De spørgsmål og mange flere - beslægtede - har jeg gået og tumlet med - bevidst og ubevidst - i efterhånden mange år. De har alle noget med kreativitet at gøre på en eller anden måde? Og svarene forudsætter en dybere og mere nuanceret forståelse af begrebet og fænomenet end jeg hidtil har magtet at mobilisere, har jeg på fornemmelsen. Og af mig selv, måske.

Det spor - eller rettere - de spor har jeg så forfulgt - kreativitetssporene. Dels ved at læse bøger og finde artikler på nettet inden for et bredt spektrum af fagområder, dels ved at finde illustrerende og dokumenterende eksempler i min daglige avislæsning og andre faglige aktiviteter jeg aktuelt er i gang med; og dels - og det er det mest nye - ved at trække på og indrage mine erindringer om kreative mennesker, møder, tidligere skriverier og aktiviteter.

Et af de mange nye begreber som min læsning af teori inden for kognitiv lingvistik og  neuroscience, er begrebet simulation. 

    Udgangspunktet var og er spejlneuronsystemet som fungerer sådan at de neuroner i præmotorcortex (og i andre moduler i hjernen) som er aktive når man selv udføre en bestemt konkret handling (som at tage en kop og drikke af den), de neuroner bliver også aktiveret når man ser en anden person udfører den selvsamme handling. Og fx spejlneuronerne der styrer muskulaturen i ansigtet når vi udtrykker følelser, aktiveres også når vi ser en anden smile eller græde - i virkeligheden eller på et lærred eller en skærm.
   Både gråd og latter, vrede og sorg kan smitte!

  Denne automatiske neurologisk "spejling" er (en del af) forklaringen på empati og følelsesmæssig identifikation i forhold til de mennesker man ser handle på skærm eller lærrede når man ser film eller tv-programmer. Denne simulation er ubevidst og forgår automatisk. Ser vi fx en anden blive stukket med en nål, ømmer vi os selv automatisk "på hans vegne"

Men sandsynligvis er det også sådan at det såkaldte default mode netværk i hjernen også er aktivt når man identificerer sig og tager moralsk eller emotionel stilling til figurer der handler i en audiovisuel billedfortælling. Men det er en mere bevidst, refleksiv simulation som forudsætter eksistensen af det der kaldes ToM - Theory of Mind - dette at vi alle har en en indbygget antagelse om at sådan som vi selv oplever at vi "indvendigt" er indrettet kognitiv og emotionelt, sådan er vores medmennesker også indrettet.
   Det er i vores default mode netværk at den type mere bevidste og reflekterende identifikation udspringer: Hvad hvis jeg var i hans sko, ville jeg så gøre det samme som ham? Hvad hvis jeg havde et andet liv end jeg har, hvordan ville det så være?
   Default netværket har også andre indadvendte funktioner. Fx er det det der genfremkalder episodiske erindringer. Og det der aktiverer disse genkaldte erindringer, kan fx være noget man læser om eller ser på tv eller på film. Det tager sig også af de "imaginationer" hvor man forstiller sig selv i fremtiden, eller i en anden verden og en anden tid - eller uden for tiden: "i himlen" fx.

Det sjove - eller mærkelige - er at jeg er vejleder for en gruppe studerende på journalistik på RUC der skriver på et speciale som skal levere en receptionsanalyse af det program jeg for ganske nylig også har givet et "dramaturgisk service-eftersyn": 'De unge mødre'. 

   Og de studerende har fundet ud af at simulation i en eller anden forstand er en vigtig mekanisme for at forstå fokusgruppernes reaktioner på de medvirkende karakterer i programserien.

   Og den kilde de har til det begreb og den brug af det, er - nej, ikke min blog her (som jeg heller ikke har henvist dem til) - men derimod den nogenlunde jævnaldrende filmprofessor Torben Grodal som er ansat ved institut for filmvidenskab på Københavns Universitet (eller hvad det nu hedder efter alle fusionerne).

Jeg har ikke læst noget særligt af Torben Grodal. Det er i hvert fald mange år siden. Jeg husker dog jeg syntes han skrev i lidt for tungt og selvhøjtideligt akademisk. Imponere-diskurs. Ikke noget for mig.

   Men jeg havde faktisk hans relativt nyudkomne (2009) engelske bog stående i min reol - jeg købte den for tre kvart år siden: 'Embodied Visions'.
    Da jeg købte den var det i høj grad på grund af titlens udtryk "embodied", fordi mange af mine kilder taler om embodied cognition, embodiet language, embodied thought.

   'Embodied Visions' bygger i meget høj grad på de samme teoretiske og empiriske forudsætninger som man finder som en af de røde tråde gennem en lang række indlæg i denne blog. 

   Specielt den kognitivt funderede neuroscience er hos Torben Grodal et afgørende afsæt for de filmanalyser og den teori han fremfører om hvordan og hvorfor publikum oplever film som de gør.

Og så kommer pointen: 

   Hvorfor har jeg ikke læst (i) den før nu - i forbindelse med min vejledning, selv om jeg har haft den liggende så længe - og nok har kunnet forestille mig - alene ud fra titlen - at den var smadderrelevant i min sammenhæng?

   Forklaringen er simpel og banal - og det er jo også lidt flovt: 

   Da min bog 'De levende billeder dramaturgi' udkom for 5 år siden, anmeldte Torben Grodal den i tidsskriftet 'Mediekultur'. Det var en sur og nedladende anmeldelse (i øvrigt den eneste negative anmeldelse blandt ca. 10 stykker).
   Og det blev jeg så såret og vred over at jeg altså ikke kunne få mig selv til at åbne hans bog - før jeg i min rolle som ansvarlig specialevejleder var nødt til at læse (uddrag af) den.

   En lærerig og traurig historie. Eller glædelig?

Men jeg skal nok vende tilbage til Torben Grodal i senere indlæg. Han er jo teoretisk set en "soulmate". Ud med socialkonstruktivismen, ind med den empirisk-neurologisk funderede lingvistiske kognitionsforskning - med frontfigurer som Lakoff & Johnson (konceptuelle metaforer) og Gillles Fauconnier og Mark Turner (konceptuel blending). 

Christian Jungersen - neurokemi som skæbne i ny roman

Denne blog har i efterhånden mange indlæg jagtet forskellige sider af kreativitetens grundlag i den moderne neurovidenskab: spejlneuroner, the default mode network, flow-processens kemi, højre hjernehalvdels betydning, etc.

   Det helt afgørende for de kreative processer  er at hjernens skal være i en særlig tilstand - "åben" - for at kunne levere grænseoverskridende konceptuel tænkning, billeder, visioner, metaforer, genreblandinger; og at en række forskellige moduler eller centrer i hjernen skal arbejde sammen.

  Denne min interesse for hvad den moderne neurovidenskab giver af indsigter, deler jeg med en af vores gode yngre forfattere: Christian Jungersen.

  Han har netop udgivet sin tredje roman: "Du forsvinder", der har som tema at en skadet hjerne fungerer som personlighedsændrende skæbne for både hjernens "ejermand" og for de "nære personer".  

En hjerneskade ændrer personligheden, og det er den afgørende del af plottet i romanen. 

   Konen til en hjerneskadet mand, Mia, jagter gennem romanen forklaringen på hvem han egentlig er og hvorfor han handler som han gøre, ved at grave sig dybere og dybere ind i neurovidenskabens forklaringsmodeller. Hun gøre det for at få nogle fundamentale spørgsmål afklaret om skyld, ansvar, fri vilje. Og farer selv mentalt vild undervejs.

Information bringer den 17.-18 marts i anledning af udgivelsen et interview med Christian Jungersen, under rubrikken:

Vi er i biologiens vold

Interviewportrættet er lavet af Rasmus Bo Sørensen, og det leverer en række markante udtalelser fra forfatteren. Her fra artiklens indledning:

Vi står midt i en videnskabelig revolution. Det er Christian Jungersen overbevist om. De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort. Og vi er stadig kun i begyndelsen.

   »Vi er vidner til en ny renæssance, en fuldstændig omvæltning i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske,« siger han.

   Forskere finder hele tiden nye beviser for, at vores handlinger, følelser og personlige egenskaber er bestemt af neurale funktioner i hjernen. Et nyt verdensbillede er under udformning – men litteraturen er ikke en del af det, for den hænger stadig fast i fortidens fortælleformer.

   »Naturvidenskaben buldrer derudad og skaber helt nye menneskebilleder, mens litteraturen står ovre i hjørnet og hygger sig med sig selv,« siger han og tilføjer med et smil:

   »Det holder ikke en meter.« (....)

   »Men hvis man som forfatter kunne være en af de første, der fik det nye neurologiske menneskebillede ind i litteraturen, så ville man reelt kunne føre litteraturen et nyt sted hen. Og jeg siger ikke, at det er det, jeg er lykkedes med at gøre. Men det har været min ambition.«

Jeg er jo grundlæggende enig med Christian Jungersen i at vi med den moderne "neuroscience" resultater er igang med et fundamentalt paradigmeskift i synet på mennesket og verden. Og når jeg fx i tidligere indlæg har skrevet indlæg om neuro-journalistik - om hvordan journalistikken, journalistrollen og journalisternes arbejdsproces kan anskues gennem en neurovidenskabelig optik, så er jeg jo ude i et tilsvarende ærinde som CJ, bare ikke i fiktionens form.

Det er så også interessant at romanen efter referatet at dømme, er et eksempel på konceptuel blending, idet der mellem hvert kapitel er indlagt fotos af faktiske og fiktive dokumenter, hjemmesider mv. - som "dokumenterer" nogle af resultaterne af hovedpersonen Mias research for at trænge ind i den neurovidenskablige menneskeforståelse:

 

 

For mig er der ingen tvivl om at den særlige tilstand som hjernen er i når den er særligt kreativ, er noget der kan stimuleres og påvirkes "kunstigt". Ved meditation, ved alkohol, ved hash og LSD. Det er der rigtig mange eksempler på i litteraturen om kunstneres liv. 

   Hjernen og dens funktion er påvirkelig af tilført kemi: lykkepiller er et eksempel. Der findes også piller der øger folks intelligens - eller fjerner angst før eksamen. 

   Det er i den kontekst romanen også skal ses:

Der er mange og store spørgsmål på spil i Du forsvinder – men alle kredser om dette ene: Hvad er det, der gør os til dem, vi er?

   For Mia Halling er der ingen tvivl: Jo mere hun læser sig ind på sin mands orbitofrontale hjerneskade, jo mere bliver hun overbevist om, at vi hverken er rundet af barndommen, de sociale omstændigheder eller den kulturelle opdragelse, men at vi altid allerede er et produkt af vores hjerners kemi. Som det hedder i romanen: »Udover hjernen er der ingenting«. Men er det også sådan, forfatteren Christian Jungersen tænker?

   »Ja, det er det – og det er også sådan, samfundet i stigende grad tænker. Før i tiden ville man sige om sin depressive faster, at hun var en dødssyg lyseslukker, der burde tage sig sammen. Og man ville sige om sin alkoholiske fætter, at han bare skulle mande sig op og stille flasken fra sig. Men vi er begyndt at se på mennesker på en anden måde, som produkter af deres hjerner – og om 20 år er det måske ikke kun angst og afhængighedslidelser, vi vil diagnosticere,« siger han og udkaster et tænkt fremtidsscenarium:

   »Måske der vil være piller mod selvoptagethed, kortsynethed, lyststyrethed og dovenskab. Og spørgsmålet er: Hvordan bliver vores verden, når man begynder at kunne regulere på alt dét også – og hvordan skal vores litteratur se ud?«

Læs hele interviewet her:
http://www.information.dk/296311

Lasse Lavrsen skriver om placebo - hjernens kreative selvhelbredende tænkning

Navnet er Lavrsen, Lasse Lavrsen. Journalist af de helt gode! En af de særligt kreative personligheder.

I det foregående indlæg nævnte jeg kort en artikel fra Information for en uge siden der handlede om placebo - det fænomen at når folk tror de får medicin der helbreder eller mildner, men som fx bare er helt virkningsløse kalktabletter, så virker denne placebo-medicin tit lige så godt eller næsten lige så godt som den medicin som folk tror de får. 

   Det var en lang artikel der bredte sig over tre fulde sider. En masse journalistisk research har ligget forud. Det er en typisk feature-baggrundsartikel af den slags som jeg kun gider læse hvis jeg virkelig er interesseret i emnet. Men enhver der følger lidt med på bloggen her, vil vide at det er jeg.
   Rubrikken var: 

Din egen medicin

Journalistens navn er Lasse Lavrsen, og jeg mindes tidligere at hav læst artikler af ham med interesse og fornøjelse. Men præcist hvilke, husker jeg ikke lige på skrivende fod. Lidt googling fortæller mig at jeg har læst rigtig mange af ham med interesse. Han er en af dem der har lokket mig til at læse lange "rundt om et faglige emne"-artikler. Atikler der ikke så forfærdelig skarptvinklede så det gør noget.

   Men nu husker jeg navnet for fremtiden. Manden skriver om moderne neurosciense, blandt mange andre emner.

   Se lige hvordan han indleder artiklen. Noget af det vi prædiker for de ny journalistspirerer på uddannelsen er: Don´t tell, show! Og: Brug dig selv!

I løbet af sidste forår oplevede jeg fra tid til anden nogle ret stærke brystsmerter. Smerterne stod på gennem nogle måneder og var særlig pågående, når jeg skulle sove eller sad helt stille for mig selv. Det kunne føles, som om nogen havde stukket en kniv i brystet på mig. Ofte måtte jeg tvinge kroppen forover, når det strammede til hen over hjerteregionen, og i dagevis føltes det, som om min venstre arm sov. Jeg er en helt almindelig sund mand midt i 30’erne, der snart har to børn og et ret gennemsnitligt stressniveau, så jeg fandt det på ingen måder hysterisk at opsøge min læge af frygt for en begyndende blodprop eller hjertefejl. Min læge er en rolig ældre mand, og efter et par dybe vejrtrækninger, et iskoldt stetoskop forskellige steder på mit bryst og et bippende blodtryksapparat, kiggede han alvorligt på mig.

   »Har du taget for mange armbøjninger eller trænet dit bryst på én eller anden ny måde?«

Han har sådan en særlig positur, når han skal være alvorlig, hvor han vender ansigtet ned mod bordet og kigger op på sin patient.

   »Prøv at holde en pause. Det er, som om du har lidt med muskulaturen i bryst-regionen,« sagde han og viste mig anstrengt og alvorligt nogle strækøvelser, jeg skulle lave op ad en væg, inden jeg gik i seng, og når jeg stod op. Hvis det stadig stod på efter et par uger, skulle jeg komme tilbage.

Når man bruger sig selv, så bruger man automatisk erfaringssprog! En banal men vigtig pointe.

Symptomerne forsvinder efter at Lasse Lavrsen har gennemført dem samme aften og én gang til næste morgen. For aldrig mere at vende tilbage, fortæller han. 

   Og da han læser om en amerikansk videnskabsjournalist der har oplevet noget tilsvarende, så gør han som vores allesammens idealjournalistrolle siger at journalister bør gøre: Han undrer sig!

   Og så går jagten ind. Forklaringen på at symptomerne forsvandt som dug for solen, er - eller kan være - en placeboeffekt.

   En amerikansk hjerneforsker er førende inden for placebo-effekten: Ted Kaptchuk. Han citeres i artiklens indledning:

»De fleste mennesker responderer positivt alene på tanken om at få behandling. Det har vi vidst i årevis,« forklarer professor Ted Kaptchuk fra Harvard til Information.

   »Den viden må vi tage videnskabeligt seriøst og arbejde med på niveau med andre behandlingsmidler.«

    For placebostudierne flytter »medicinens kunst« tilbage i forgrunden, som Ted Kaptchuk udtrykker det. Det er her, vi kvantificerer medicinens kunst helt videnskabeligt.

   »Denne forskning viser, at en stor del af den succesfulde helbredelse og bedringer hænger sammen med patientens forventninger til sin helbredelse, læge-patient-forhold og alle mulige rituelle dele af medicinen. Den viden kan flytte hele lægevidenskabens selvopfattelse.«

For mig der det sidste års tid har læst om spejlneuroner i præmotorcortex og default network i hjernen, er der for så vidt ikke noget epokegørende i det Kaptchuk fortæller. Men det bekræfter godt nok nogle af mine mere spekulative skriverier her på bloggen.

    Spejlneuroner aktiveres og "lyser op" som om vi selv udførte handlingen, når vi ser en anden udføre denne konkrete handling. Men de aktiveres også,  bare når vi tænker på denne handling - om end i svagere grad. Og jeg husker at hav læst om at alene tanken om at spise noget slik, gav en på en gang imaginær og helt reel mæthedsfølelse hos forsøgspersonerne som gjorde at de spiste meget mindre af dette slik når man senere fik fri adgang til det end en kontrolgruppe.

Lasse Lavrsen interviewer en dansk forsker om det: Lene Vase. Hun fortæller at Kaptchuk og en italiensk forsker, Fabrizio Benedetti, har brugt hjerneskanning til at finde ud af mere om hvordan denne "indbildningskraft" egentlig virker:

»Patienternes forventning og møde med systemet helt generelt kan have en stor indflydelse på behandlingen og medicinens virkning,« siger hun og forklarer, hvordan man ved hjernescanninger kan se ændringer i hjernens aktivitet under placeboeffekt. I det øjeblik folk får at vide, at de får en smertelindrende behandling, er der mange, der begynder at skabe en forventning om et lavere smerteniveau og det ændrer områder i hjernen, der har med tænkning og planlægning at gøre. Man føler sig roligere og mere afslappet, der aktiverer de emotionelle områder. Disse psykologiske og neurologiske ændringer aktiverer kroppens eget opioidsystem og frigive endorfiner, der hjælper mod smerter.

   »Helt konkret kommer der mindre smertefuld stimulation, så når folk siger, de oplever mindre smerte – så kan det være rigtigt. Det er ikke indbildning. Det kan vi se på hjerneskanningsstudier. Vi kan måle det. Både psykologisk og neurologisk – der sker simpelthen en ændring af hjernen.« Det handler om at udnytte de ressourcer, mennesket har.

De "områder i hjernen" Lene Vaser taler om, kan næsten kun være default netværket, the task negative network som det også kaldes, og som jo er det kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi ikke er optaget af udadvendt opmærksomhedskrævende problemløsning, men fx dagdrømmer, fremkalder erindringer, eller tænker på os selv i imaginære situationer. 

Lasse Lavrsen forfølger så spørgsmålet historisk. Denne viden om samarbjede og samspil mellem "krop og sjæl" gik tabt da den videnskablige medicin opstod og udviklede sig i løbet af 1800-talllet - det samme tab som skete med vores viden om hukommelsesteknikker i samme periode, ifølge Joshua Foer i bogen "Moonwalking with Einstein".

    For at udskille sig fra alskens kvaksalvere måtte de moderne læger insistere på at virkninger af  medicin skulle kunne bevises ved naturvidensakbelige forsøg. Og alt andet var ammestuesnak man ikke kunne fæste lid til. Men det betød altså også at viden om de psykosomatiske effekter som megen af tidligere tideres lægevidenskab sandsynligvis levede højt, gik tabt.

Efter at vi idag på mange måder har lært at behandle og bekæmpe bakterie- og virussygdomme, selv AIDS, så domineres sygdomsbilledet i det moderne samfund af langvarige kroniske sygdomme, herunder ikke mindst de pyskiske som angst og stress, socialfobi, anorexi, depressioner mv. Men også fx permanent rygsmerter, uhelbredelig leddegigt, etc. 

  En af forskerne som Lasse Lavrsen interviewer, foreslår at det negativt ladede ord placebo, er stattes med en eufemistisk formulering som: "sanseindtryks betydning for helbredelse". Man ved fx også at pillernes form og farve spiller en vigtig rolle for hvordan de virker:

Gule piller er særligt effektive mod depressioner, røde piller virker opkvikkende, og grønne er effektive mod angst. Flere piller virker bedre end store, selv om dosis er den samme, indsprøjtning virker endnu bedre og allerbedst virker placebooperationer – særligt mod Parkinson og knæskader – men dem laver man ikke så mange af. Man finder det uetisk.

Når man i mange år har undervist i dramaturgi, og over for kursisterne understreget at farvevalg har betydning for publikums oplevelse af personer og miljøer og situationer i filmen, så er dette jo guf!

De her placeboeffekter vender jo også den anden vej. Hypokondri, dette at nogen bliver syge af at læse om symptomer på sygdomme, er ikke bare udtryk for hysteri og at hypokonderen må tage sig sammen. Deres sygdom kan ende med at være livsfarlig. 

   Lars Lavrsen slutter sin fremragende artikel med igen at refere til sig selv og sine personlige erfaringer. Han går indimellem til akupunktør (det har jeg i øvrigt også gjort flere gange mod tennisalbue, og i Kina mod et næsten invaliderende hold i ryggen). Og han citerer hende for at sige:

»For mig handler det om, hvad kroppen er i stand til. Hvad kroppen kan ved egen kraft, og det er det, jeg hjælper den med,« sagde hun. Vi har glemt vores egen krop, forklarede hun, og mistet tilliden til den, og det har sundhedssystemet også.

   »Dybest set handler det om kærlighed,« sagde hun.

   »Det lyder måske lidt højstemt, men jeg tror, det er det, det handler om. At man ikke har tid til mennesket og ikke skaber relationen.«

Jeg kommer i tanker om noget jeg har lagt mærke til når jeg har konsulteret læger de senere år, noget der jo sker hyppigere og hyppigere jo ældre man bliver. De rører aldrig ved én, hvis de kan undgå det.   

   De får taget en blodprøve eller en blodtryksmåling eller bruger andet fysisk distancerende medicinsk teknologi. Men absolut ingen håndspålæggelser mere, selv ikke da jeg for nogle måneder siden blev undersøgt for en gammel skulderskade, og superkirurgen skulle finde ud af om det var en god ide med en operation til af formindske leddegigten med. 

   Kun røngtenbillederne så han på! Ikke noget med at føle efter med egne hænder. 

   Og den der fysiske kontakt savner jeg, selv om jeg først nu bliver bevidst om savnet. 

   Fra min barndom og ungdom husker jeg jo at lægen fysisk undersøgte én når noget gjorde ondt, eller man klagede over symptomer. Og jeg husker også at jeg egentlig nød det. 

   For ellers var det jo kun mor eller far - og senere ens kæreste - der rørte ved ens hud og påvirkede dens følenerver der sendte signaler til hjernen - og udløste noget den gang helt ukendt lyststimulerende kemi.

Nettet er fantastisk. Jeg søger på Lasse Lavrsen. Her er nogle interessante oplysninger kogt helt ned oplyst i forbindelse med en dagbogsartikel han skrev til journalisten da dagbladsforsøge "Dagen" lukkede efter kun nogle få måneder:

29 år. Fra en lille by nord for Skive. Uddannet fra DJH i 2004. Praktik på Information, siden fast for Informations kulturredaktion og freelancer for diverse magasiner. Startede magasinet 360-grader. Startede og lukkede Himmelblå Fondens Christiania-avis Fireogtyvetimer. Første mand ansat på Nyhedsavisen med start den 1. juni. 

En af de særligt kreative personligheder. Han har været tvunget til at skifte sin dialekt ud med et andet sprog. Det stimulerer fantasien og lysten til at skrive og forstå sig selv. Og ideen med at bruge sig selv i indledningen til artikel finder jeg så også ud af han ikke er bange for at genbruge: 

Denne artikel, disse linjer, er skrevet under påvirkning af stress. For lidt søvn, for meget kaffe og alt for lidt tid. Pulsen stiger, lyset bliver lidt skarpere, og tonen over for kollegerne bliver en lille smule spids. Sådan går det ofte i et arbejde som mit, når deadlinen nærmer sig, og man stadig ikke har taget kontrollen over sit arbejde. Det tager magten fra mig og fylder mig med ubehag, lede, nervøsitet, mindreværd og sved på overlæben.

   »Men det er en hel naturlig reaktion,« forsikrer stressterapeut Thomas Milsted, der er leder af Center for Stress og én af landets førende eksperter.

   »Du er udsat for et tidspres, der giver dig en tvivl, om det er godt nok, det, du laver. En tvivl på, om du overhovedet kan nå at blive færdig. Du har en tvivl, og det oplever hjernen som en følelse af usikkerhed og det trigger hjernen til at stresse.«

Det er et citat fra starten på en artikel Lars Lavrsen skrev i Moderne Tider for over et år siden. Også i Informations tillæg "Moderne Tider". Rubrikken "

Det videnskabelige fix mod stress

 Lars Lavrsenorfølger de samme spor jeg har forfulgt på denne blog. Selv om mit motiv ikke har været stress, og at finde forklaringer på det, men et ønske om at finde ud af hvorfor alt det virker som jeg har påstået i en masse undervisning af tv-journalister.

   Jeg tillader mig at citere videre, for Lasse Lavrsen har godt nok læst grundigt på lektien, og skriver lysende klart:

De strukturer i min hjerne, der er på overarbejde nu, er ældre end de strukturer, der tænker. Min hjerne forholder sig ikke til det, der faktisk sker omkring mig - at det hele nok skal gå, at jeg om lidt har afleveret og kan gå i gang med nyt arbejde uden stress - men den forholder sig til det, jeg føler. Den forbinder usikkerheden med en regulær trussel på min eksistens og sætter kroppen i alarmberedskab - klar til at kæmpe eller flygte. Som om jeg bliver angrebet af et vildt dyr eller en fremmed stamme, der vil tage min sikkerhed fra mig. Derfor arbejder hypofysen og den lille nøddeformede del af hjernen lige bag panden, der kaldes mandelkernen på højtryk for blandt andet at fortælle binyrebarken, at den skal producere stresshormoner og sende blodsukker rundt i blodbanerne. Mit hjerte banker hurtigere for at sende sukkeret bedre ud i musklerne, mine pupiller udvider sig for at få så meget lys ind som muligt, og mine muskler bliver varme for at gøre dem kampklar, så jeg begynder at svede lidt.

   Det vil øge min præstation på kort sigt og give mig et meget fokuseret blik på den opgave, der ligger foran. Stresshormonerne giver mig et sandt energiboost, men til gengæld hæmmer de mig i næsten alt andet. Min kreativitet er nærmest ikke til stede, og mit overskud til at rette trykfejl og gennemskue analytiske huller i min artikel er trådt i baggrunden. Det samme gælder livsvigtige signaler, hjernen skal sende til andre stoffer, som kroppen skal bruge. Immunforsvaret er i bund, så jeg vil let kunne tiltrække en forkølelse, jeg har ikke følt nogen særlig sult, for det har kroppen heller ikke tid til, ligesom jeg sov usandsynligt dårligt i nat, fordi hjernen valgte at gøre mig toptrimmet til at stikke af i stedet for at lade mig falde i søvn,

   »Men alt det ikke nødvendigvis farligt,« forsikrer Thomas Milsted mig.

   »Det kan være ligefrem præstationsfremmende, men det er altså heller ikke nødvendigt, og hvis din hjerne ikke er i stand til at falde ned bagefter, kan det blive rigtigt skadeligt.«

Lone Frank kan godt vente konkurrence fra journalist Lavrsen. Og ligesom hun og Josha Foer bruger han sig selv som plot til at give fremdrift og identifikation. 

"Neuro" i stedet for "socio" - et konceptuelt frame-skift under opsejling - også for journalistik

Det vrimler ikke med artikler i pressen der forfølger de spor jeg har fulgt i denne blog. At empiriske viden om den menneskelige hjerne og den menneskelige kognition, giver ny forståelse og indsigt de kreative processer bag fx tv-dramaturgisk og journalistisk formidling. 

   En undtagelse er Lone Frank som jævnligt skriver i Weekendavisens tillæg "Ideer", og som for nogle år siden skrev bogen "Den femte revolution", som jeg tidligere har omtalt.

Men i dagens Information i tillægget "Moderne Tider" finder jeg til min fornøjelse en længere artikel af Malin Schmidt under rubrikken: 

To fortællinger om mennesket

Manchetten er godt nok lang, men også informativ - og får i hvert fald mig til at læse videre:

Køn, religion, kunst og kultur. I 30 år var det hele blot sociale konstruktioner; et produkt af det samfund vi levede i, var der koncensus om på de humanistiske og socialvidenskabelige fakulteter. Men i dag bliver det verdensbillede slået i stykker af den nye hjerne-forskning, der med elektroder og hjernescannere giver løfter om sikke viden med overskrifter som 'Gud sidder i hjerne'. Der er udbrudt kamp om sandheden.

Godt nok har jeg aldrig selv været socialkonstruktivist, og altså aldrig accepteret denne videnskabsteoretiske retnings grundpostulater om at enhver sandhed og forestilling om en objektiv virkelighed ikke er andet end en "social konstruktion". 

   Men som specialevejleder på journalistik på RUC, har jeg ofte oplevet studerende som indledningsvis i specialet skrev at de tog "et sociakonstruktivistisk udgangspunkt". Det var ikke noget de lærte i undervisningen i journalistik, men typisk noget de havde med fra deres basisudsannelse eller fra deres andet fag. 

Selv stødte jeg på sociakonstruktivismen som "modstander" da jeg i sin tid skrev bogen "Faktion som udtryksmiddel" i 1990. 

   Mit grundsynspunkt deri var bl.a. at det var vigtigt at skelne mellem fakta og fiktion for at kunne forstå hvorfor det var så problematisk og kontroversielt at blande. Det blev den gang netop kritiseret ud fra at det at skelne mellem  fakta og fiktion var en "social konstruktion", og dermed at "fakta" og "fiktion" egentlig og dybest set var ét fedt.

   Underviser man journalister, så går det synspunkt jo ikke. De skal helst kunne skelne - og det skal læserne også. Så jeg er aldrig hoppet på den tankegang. Men mange andre, tydeligvis.

Derfor er det også lidt befriende at læse en artikel af en begavet journalist uddannet på SDU - der hiver frem i lyset det paradigmeskift der sandsynligvis er under opsejling; et skift der indebære at man som humanist bør være videnskabeligt interesseret i hvilke objektive korrelater der er mellem det man siger, ved og videreformidler som humanist, og så det man efterhånden gennem eksperimenter og målinger ved om hvad der foregår i hjernen når mennesket tænker, fantaserer, kommunikerer og forstår andres kommunikation.

   At tale om et paradigmeskift er jo en anden måde at tale om et skift i det jeg ofte har beskrevet som "konceptuelle frames". 

   Når jeg i et tidligere indlæg har opfundet begrebet "neuro-journalistik", så er det netop for at introducere en ny frame inden for journalistik-forskning, i analogi til neuro-økonomi, neuro-marketing, neuro-teologi, neuro-æstetik - you name it!

Malin refererer til filmforskeren Torben Grodal som en af de hjemlige frontløbere i det paradigmeskift. Hos ham er der tale om et egentligt selvopgør - på 180 grader, fremgår det af hans udtalelser i artiklen.

   Jeg har ikke læst den sidst bog af ham: "Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture, and Film", men den står på min liste.

Men når jeg via Amazon går ind og ser på indholdsfortegnelsen i Grodals bog, så er der i hvert fald to kapitler som ud fra deres overskrifter ligger meget tæt på den ide jeg har forfulgt i mange indlæg på denne blog: "understanding as simulation" - med udgangspunkt i opdagelsen af hjernens spejlneuron-netværk og dens default-mode-netværk.

   Kapitlernes overskrifter: "Stories for Eyes, Ears, and Muscels: The evolution of Embodied Simulation. " - og: "Character Simulation and Emotion."

   Der kan ikke være langt fra det som Toben Grodal skriver og beskriver, og så det citat fra James Geary fra hans bog "I is an Other" som jeg flere gange tidligere har anvendt til at illustrere en afgørende pointe:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsals for real life.

Man kan læse mere om "forståelse som simulation" i følgende blogindlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/fiktioner-som-fortllende-simulationer.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/forstaelse-som-simulation-skitsen-til.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/neural-spejling-og-neuroal-selv.html

"Neuroscience kaster nyt lys på kreativitet"

"Neuroscience kaster nyt lyst på kreativitet", det er rubrikken (i min oversættelse) til en artikel jeg finder på et webmagasins hjemmeside: www.fastcompany.com. Jeg er begyndt at søge på både danske og udenlandske sider der svarer på søgeordende "kreativitet" og "neurosciense". Det sidste definerer Wikipedia  således (min oversættelse): 

Neuroscience er den videnskabelige udforskning af hjerne og bevidsthed og det samlede nervesystem, med det formål at forstå hvordan vi opfatter og interagere med omverdenen og, især, hvordan menneskelig erfaring og den menneskelige biologi indvirker på hinanden. 

Det var faktisk det fagområde som både forfatterne til Metaphors We Live By og The Way We Think refererede til, som det de gerne ville samtænke med deres analyser af kreativt sprog og den bagvedliggende tænkning. Når forskningsområder som lingvistik og psykologi terminologisk kobles sammen med ordet "kognitiv", så er det en markering af at man ønsker at koble sig til de forskningsresultater som neuroscience kommer op med. Lidt provokerende sagt: De ønsker at blende to forskningsområder for at nå ny indsigt. 

   Kreativ tænkning foregår i hjernen, men hvilken sammenhæng er der med hjernens måde at fungere på?

Denne lidt tunge indgang til det der er pointen i artiklen: at vores iagttagelse og dermed opfattelse af omverdenen ikke kun bestemmes af de sanseindtryk som rammer øjets nethinde eller ørets trommehinde, men i meget høj grad af hvilke erfaringer vi tidligere har haft med sanseindtryk der ligner de aktuelle. 

   Og at det er analogt hermed også de tidligere erfaringer der begrænser vores evne til at forestille os nyt. 

   Artiklen fortæller at forskerne har konstateret at kreativitet og fantasi ("imagination") begynder med perception (=opfattelse gennem sanserne), men at det at opfatte noget ikke kun er et resultat af hvad dine sanser fortæller dig, men først og fremmest er et produkt af hjernen selv. Perception af noget i omverdenen og dette at forestille sig noget gennem fantasien er tæt forbundet fordi hjernen aktiverer og bruger de samme neurale netværk til begge funktioner. At fantasere om noget og at forestille sig noget er som at percipere "baglæns", fortæller artiklen 

   Opfattelsen af synsindtryk er hovedsagelig et resultat af statistisk funderede forventninger. Hjernens måde at udlægge mangetydige sanseindtryk på, foregår ved at man ser eller hører det der er størst sandsynlighed for. Og sandsynligheden for denne kategorisering er et direkte resultat af tidligere erfaringer. Og deri ligger så også forklaringen på at det er så svært at tænke nyt og at få nye ideer.

   Artiklen bruger et eksempel (i min oversættelse):

Luk dine øjne og forestil dig en solnedgang ved stranden.

   Hvor detaljeret var det billede du forestillede dig?

   Så du en solskive der sank ned i et roligt hav, eller så du for dig et billede fyldt med liv og aktiviteter - palmetræer der svejede for den lune vind, små bølger der skyllede omkring dine fødder, måske en elsket du stod og holdt i hånden?

   Forestil dig derefter at du står på overfladen af planeten Pluto.

   Hvordan ville en solnedgang se ud derfra?

   Bemærk hvor hårdt du måtte arbejde for at forestille dig det. Så du for dig en ensformig klode af is med solen som et lyspunkt på himlen der ikke var meget kraftigere end en stjerne? Eller forestillede du dig frosne krystalsøer af eksotiske kemikalier eller glitrende islagte fjorde badet i stjernelys.

Hvad du fremkaldte i fantasien, viser noget om hvordan hjernen arbejder, om hvorfor det kan være så hårdt at finde på nye ideer - og om hvordan du kan omlægge og forny "ledningsnettet" i din bevidsthed så den åbner sig mod kreativitetens hellige gral.

Artiklen forklarer eksemplet sådan her:

Det som neuroforskerne har fundet ud af, er at erfaring modificerer forbindelserne mellem neuroner, så de bliver mere effektive til at behandle information. Forskerne har observeret at mens et stort netværk af neuroner aktiveres for at behandle en bestemt slags indtryk første gang, så klarer hjernen sig med en meget mindre del af netværket den sjette gang den skal behandle den samme slags indtryk. Da færre neuroner aktiveres og bruges, betyder det at netværket bliver mere energieffektivt når det skal udføre sin funktion.

   Hjernen er grundliggende et stykke dovent kød. Den ønsker ikke at spilde energi. Derfor er der den slående mangel på fantasi i de fleste menneskers mentale visualisering  af solnedgangen. Der er tale om et ikonisk billede, så din hjerne følger den mindste modstands vej og kun reaktivere de neuroner som er blevet optimeret til at behandle en scene af den type.

   Hvis du skal forestille dig noget som du aldrig har set, som en "Pluto-solnedgang", så bliver mulighederne for kreativ tænkning meget større ford hjernen ikke kan trække på de allerede etablerede forbindelser mellem neuroner som er fastlagt gennem tidligere erfaringer. For at tænke kreativt, må du  udvikle nye neurale forbindelser, og bryde med de erfaringsbestemte præfabrikerede kategorier.

Jeg kan ikke se andet end at det her meget præcist korresponderer  med blending- og metaforteorien om kreativ tænkning. Da der ikke findes et præfabrikeret mentalt rum for hvordan du skal forestille dig en solnedgang på Pluto, så er det meget nemmere at tænke sig til - fantasere sig til - et nyt og blended rum.

Sjovt og interessant, synes jeg.