Snigende ord, brutal vold mod Novo-aktien, sikkerhedssko til hjernen - og de kriminelle asylansøgere imod 'danskerne som helehed'

Denne blog er helliget kreativitet og analyser af forskellige fænomenter i lyset af dette tema. Derfor har jeg jævnligt taget det som med et engelsk ord kaldes "framing" under kærlig behandling. 

   Det kan oversættes til 'mentalt og kognitivt at indramme og begrænse tænkning, argumentation og vurderinger gennem metaforiske eller metonymiske sproglige manøvrer.
   Fidusen ved framing  er at det forenkler tænkningen om et emne eller et problem.

   Et af de mest kendte eksempler fra politik i nyere tid er George Bush´s "War against terror". Et andet herhjemmefra er Anders Fog Rasmussen der fik framet samtlige fagligt funderede eksperter som havde andre synspunkter end regeringen, som "smagsdommere".

En "frame" er altså ofte kreativitetshæmmende og fordomsbekræftende.  De fleste kulturelle og videnskabelige nyskabelser, sker ved at konventionelle og uantastede forestillinger om virkeligheden, sprænges, og nye, bredere eller anderledes "frames" vinder fodfæste i den kollektive bevidsthed.

Det har vores udmærkede professor i retorik, Christian Kock, skrevet en hel bog om. Godt timet og meget aktuel: "De svarer ikke". Og den har givet afsæt for en stor forsidesartikel af en af denne bloks favoritter, Nils Thorsen, med rubrikken

Vor tids plitiske våben: Snigordet 

"Snigord" rimer på "snigmord", og det er selvfølgelig meningen. Og det skal give associationer til dette at "priming" og "framing" som er markedsføringsjournalisternes to bedste våben i forhold til både en kritisk presse og en let bevægelig offentlighed, netop er kognitive fænomener som "kommer snigende som en tyv om natten" - dvs bag om ryggen på bevidsteheden og vores mentale kritiske forsvarsværker.

Jeg høster lige en serie framende metaforer, metonymer, eufemismer og pejorativer fra artiklen:

byrdestop, lømmelpakke, sultcirkulære, rødvinsreform, cafépenge, golfpenge, ældrebyrde, det grå guld, fjumreår, rundkredspædagogik, taxametersystem, dødsskat (=arveafgift), firkløveregering, grønne afgifter, røde skatter, skattestop, arbejdsmarkedsbidrag, betalingsring.

Disse udtryk lever højt på det som Daniel Kahneman kalder "cognitive ease" - altså en slags glidecreme for tænkningen. 
   De er konkrete og visuelle - og dermed "nemme" at forstå og tænke i retning af. De appellerer til vores "associative hukommelse" som er de neurologisk skinner som i forvejen er lagt ud imellem ellers adskilte begreber og forestillinger.

   Når disse udtryk fungerer så effektivt som de gør  - også i forhold til journalister, så hænger det sammen med grundprincippet for vores spontane vurderinger og intuitive tolkninger: What You See Is All There Is-princippet. 

   Og det princip styres på sin side af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af System 1-tænkningen: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

   'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen eller efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.

    Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".

   Derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med præmisser og konklusioner og dertil hørende følelser - ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er mentalt mest gennempløjede og derfor yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Både Nils Thorsen og Christian Kock kan også selv udnytte metaforer til at frame - men i artiklen først og fremmest som et forståelsesfremmende sprogværktøj. 

   Nils Thorsen:

Den slags ord er for en politisk sag, nogenlunde hvad de herreløse droner er i kampen mod al-Qaeda; en effektiv metode til pletvis at sætte modparten ud af spillet uden selv at risikerer for meget.

   Men selv værdiladede ord, der skal liste en holdning ind under vores radar, må jo have et navn. Så for nemheds skyld (og måske også for at give lidt igen) kalder vi dem her: snigord

"Snigord" er altså ikke Christian Kocks opfindelse, men Nils Thorsens. Men Christian Kock kan også det game, fremgår det af artiklen:

Selv betegner han fænomenet som "omvendt lommetyveri", fordi man. som han siger, "bruger et ord, som  anbringer en holdning i lommen på folk uden at de opdager det."

   "Lidt ligesom en tryllekunstner, der fanger ens opmærksomhed med den ene hånd, mens hans anden hånd gør noget man ikke lægger mærke til", siger han.

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet hvordan en masse af de metaforer som journalister bruger om eget arbejde og egen profession, er gennemsyret af udtryk der framer dem selv inden for koginitive domæner som "krig", "forbrydels", "vold". "sport".

   Min gamle studiekammerat på danskstudie, professor Jørn Lund, har i Politiken fra i går i sin faste mandagklumme på side 2 i kultursektionen en gennemgang af metaforikken i erhvervsjournalistikken under den bogstavrimede rubrik - rim der jo som vi ved fremmer "cognitiv ease" hos læseren:

Vold, varm luft og vindfrikadeller

Jørn Lund forklarer fænomenet som en form for personifikation:

Da Novo-aktion for et par uger siden faldt, kunne man se den triste udvikling beskrevet med dramatiske udtryk og en personifikation af virksom heden, hvorved jeg mener, at man til virksomheden knytter ord der ellers forbindes med levende væsner:

   Novo-aktien styrtbløder, og går sukkerkold, "Novo står klar ved skafottet", "Novo gav C20 cementsko på", og voldsmetaforerne skifter i intensitet: "Novo Nordisk får smæk på børsen", "Novo får analytikertæsk", "massive kurstæsk til Novo-aktien, "Novo-aktien får gevaldige bank", "Novonordisk får kæberasler på børsen". Et andet sted tales der om en tung kæberasler, det lyder ikke rart, og et tredje sted måtte man konstatere, at Novo var sendt i gulvet,

Jørn Lund konstaterer at sådan er det - med en vis ironisk distance som tit kendetegner hans sprogklummer. 

  Men hvorfor - og hvordan virker det?

Det er klart at  der her ikke  er tale om pædagogisk at forklare og oplyse når journalister bruger disse former for volds-personifikationer af aktiebevægelser. Man bliver ikke klogere af den slags journalistik, men, som det også er meningen, ophidset og anspændt.

Metaforikken her i erhvervsjournalistikken "tænder" dele af spejneuron-systemet der, som der er videnskabeligt belæg for, aktiveres ved verbal beskrivelse af konkrete handlinger. Og samtidig sendes der signaler til de ledsagende følelsesaktiverende dele af hjernen, det limbiske system. 

   I lyset af i mine foregående indlæg om synæstesi, er det også slående at mange af de fænomener som Christian Kock taler om og Jørn Lund fremhæver, kan beskrive som litterær synæstesi - altså en villet sammenkobling af forskellige sanseområder fra afsendersiden - med henblik på kognitive effekter.

   Eller det skal måske netop snarere beskrives med det nye synæstesi-fagbegreb og kaldes "litterær ideæstesi" 

Og for lige at følge metafor-sporet videre. Dagens kronik af psykolog Tina Espander har en flot og fængende brug af en metafor i sin rubrik:

Vi har behov for sikkerhedssko til hjernen

Manchetten forklarer og giver payoff:

Alle de små pauser i hverdagen er forsvundet i de seneste års maniske rationalisering. Nedslidningen på arbejdsmarkedet i dag er psykisk og hvis stressproblemet skal afhjælpes, skal det ske ved lov

Og i det indledende afsnit udfoldes koblingen mellem den fysiske kropslige verden samme med den mentale:

Ligesom kroppen har brug for pauser, når man har et fysisk krævende arbejde, har hjernen, som jo blot er en avanceret muskel, også brug for pauser. 

   Pauser er ved at forsvinde ud af vores arbejdsliv, og det kan vores hjerner ikke holde til.

Det handler om stress, og metaforen følges op med ord som "hjerneslitage".
   Når først den 'frame' er blevet præsenteret og - antageligt - accepteret af læserne, så bliver følgende begrundelse og konklusion mentalt  indlysende - og dermed nem at sluge og fordøje:

Hvis vi vil sikre os, at Danmarks største og vigtigste ressource  - vores hjerner - ikke nedslides til skade for den enkelte og for samfundsøkonomien, må fagforeningerne, arbejdsgiverforeningerne, arbejdsmiljøenheder og vores lovgivende politikere mødes og begynde at udvikle lovgivning om 'sikkerhedssko til hjernen'. Vi bliver nød til at udvikle former for beskyttelse af hjernen, som vi gennem de sidste 30 år har gjort os erfaringer med at udvikle og beskyttelse og sikkerheds foranstaltninger til kroppen.

Somme tider oplever jeg et journalistisk deja vue som er deprimerende. Af den slags som netop handler om "cognitive ease" på baggrund af udbredte, overgeneraliserende og taget for givet-frames.

   I november skrev jeg om Politikens talmanipulerende og fordomscementerende vinkling på baggrund af framen INDVANDRERE = KRIMINELLE. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.htm

Fidusen ved sådan en frame er at den forfører til fx at tro på absurde tal og sammenligninger i lyset af princippet: What You See, Is All There Is. Og på TV 2/Nyhederne kører man frejdigt ud af det samme spor indrammet af samme frame som Politiken for tre måneder siden.

   Jeg citerer lige fra TV2/Nyhedernes kl. 19-udsendelse igår. Og jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde:

Asylansøgere som gruppe er langt mere kriminelle end danskerne som helhed. Det viser tal fra Kriminalregistret og Danmarks Statistik.

   De seneste tal viser, at 813 asylansøgere gjorde sig skyldig i en eller flere lovovertrædelser i 2011 og modtog en fældende afgørelse for det. Det svarer til omkring hver femte asylansøger.

   Ser man udelukkende på overtrædelser af straffeloven, var asylansøgerne som gruppe 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011.

"Danskerne som helhed"; "813 asylansøgere er 23 gange så kriminelle som...." ja, lad os lige omsætte det til tal: ...som 5 million danskere!!!!

   "Fældende afgørelse"? - Hvad hvis de 750 er rene småtyverier? Eller drukafledt hærværk og vold på asylcentrene? Er det så overhovedet en nyhed?

Man får lyst til at konfronterer redaktionen:

   "Danskerne som helhed" indbefatter samtlige direktører fra Rungsted og nærmeste omegn, Mærsks og Danske Banks direktører, vicedirektører, underdirektører, hele den kreative klasse på Københavns cafeer som tjener en million om året, alle gymnasielærere, alle djøffer, alle medlemmer af Magisterforeningen, alle professorer og lektorer på universiteterne, alle mellemledere og chefer i kommunerne, alle ingeniører i Danmark, alle Folketingets medlemmer, samtlige håndværksmestre og medlemmer af Dansk Metal, alle velaflagte forstadsfunktionærer i byernes parcelhuskvarterer.... Og alle børn - piger og drenge - i de danske skoler!!!!

   Kan I virkelig mene det alvorligt: seriøse journalister, red-chefer, nyhedsdirektører, etc. etc. etc. - på TV2/Nyhederne?

   Er det journalistisk rimeligt, fornuftigt, indsigtsgivende, væsentligt og samfundmæssigt perspektiverende  at sammenligne "danskerne som helhed" med 837 forvirrede, norm-, hjem- og rodløse asylansøgere som lever på eller under kontanthjælpens minimumsbeløb, som er isoleret i lejre og frataget enhver mulighed for et bare nogenlunde normalt liv - uge efter uge, måned efter måned?

   Come on! "Rundetårn vs tordenskrald". "Det viser tal...."

Når først det er "bevist" med "objektive" og tilsyneladende indiskutable tal at det er et stort problem, så kan man fortsætte ud af den sædvanlige nedtrådte og  bevidstløse nyheds-skabelons narrative spor - og alle kilder udtaler sig som programmeret af framen:

På grund af den omfattende kriminalitet, opfordrer Rigspolitiet nu landets politikredse til at frihedsberøve asylansøgere for selv mindre kriminalitet som butikstyveri.

   Det sker i et forsøg på at forhindre asylansøgere i gang på gang at begå ny kriminalitet.

   - Vi har kunnet se et behov for at gøre noget ved disse asylansøgere, som misbruger systemet, siger politiinspektør Richard Østerlund La Cour fra Nationalt Udlændingecenter.

   En stor del af asylansøgernes overtrædelser af straffeloven drejer sig om butikstyverier, andre former for tyveri, indbrud og vold.

   På Christiansborg overrasker det, at asylansøgere overtræder straffeloven 23 gange så ofte som danskere.

   - Det er meget voldsomme tal. Det understreger, at der er behov for at stramme op på en række områder, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.

   - Det er desværre ikke et nyt problem, at vi har asylansøgere, der kommer til Danmark alene for at begå kriminalitet. Men jeg synes, at tallet er svimlende højt, siger SF's integrationsordfører Karina Lorentzen.

Jeg har faktisk tit fremhævet TV 2/Nyhederne for at være bedre til at lave tv-nyheder end TV-Avisen. Men her hopper de over hvor der slet ikke er nogen overligger, og falder i vandgraven med et plask.

Svømning i farver-synæstesi, tonarter i farver-synæstesi - og empati så det gør ondt-synæstesi - hvad er forklaringen?

I et tidligere indlæg fra den 19. februar introducerede jeg et nyt fagudtryk, 'ideæstesi' (eng: 'ideaesthesia') for en (stor?) del af de mentale fænomener hos ganske mange mennesker, som ellers betegnes 'synæstesi ('synaesthsia').

    Synæstesi er en tilstand i hjernen hos nogle mennesker som indebærer at deres sanser i større eller mindre omfang er "krydsaktiverede", sanser der hos de fleste mennesker ellers aktiveres uafhængigt af hinanden gennem forskellige input fra omgivelserne eller fra kroppens indre.

   Fx. vil hos nogle synæstetikere ved læsning/udtale/hørelse (samlet: 'perciperingen') af bestemte bogstaver, ord og/eller tal udløser en ledsagende stærk oplevelse af farver, former, smage, lyde - mentale oplevelser som for bevidstheden optræder automatisk og uvillet. Og, det er det specielle og særlige: Disse 'sanseintryk' er 'imaginære' - og produceres af hjernen 'indefra' - uden at man har set, smagt, hørt noget konkret fra den ydre omverden. 

   Det er jo godt nok ikke lige til at forstå eller forklare - med sin 'common sense'. Så jeg er gået på jagt i cyperspace.

Det neurologer og kognitive psykologer så har fundet ud af ved forskellige eksperimenter, er at en del af disse synæstetiske 'samsansninger', måske ikke bare er en kobling og krydsaktivering af forskellige sanser, men der er snarere tale om en slags krydsaktivering af - på den ene side relativt abstrakte ideer/begreber/forstillinger - og på den anden side aktivering af (hjerne-interne) konkrete sanseindtryk  - som en slags automatisk ledsagende imaginær virkelighedsoplevelse.
   Det er en "tilskudsoplevelse" - en slags sanseoverskud - som mange synæstetikere finder helt naturlige - og ofte endda sætter pris på som en slag ekstra mental bonus.

I den nye ideæstsi-teori kalder man den primær mentale aktiveringsdel for 'induceren' (den der sætter gang i det hele) - og den ledsagende mentale aktiveringsdel for 'concurrenten' (den sanselige 'fest' der automatisk følger med).

   Et af argumenterne for 'ideæstesi-teorien' er at de fleste synæstesi-fænomenter er 'envejs' - altså fx. fra bogstav til farve, eller fra lyd til figur. Ikke den anden vej: En blå farve aktiverer ikke automatisk og uvillet forestillingen om det bogstav, ord, tal eller lyd som 'inducerer' den.

Et endnu klarere bevis på at mange synæstesi-fænomener måske i virkeligheden er eksempler på 'ideæstesi', refereres i en anden ret så overraskende artikel: "swimming style-color synaesthesia".
   Artiklen fortæller at to rutinerede, semiprofessionelle svømmere automatisk og ufrivilligt aktiverer forskellige farver som er induceret af forskellige 'svømme-stile' - eller '-stilarter'. I forvejen har man konstateret at de begge er 'normale' grafem-farve-synæsteter.

   Og en interessant pointe her er at disse svømme-cases ikke behøver  at udføre svømning i den givne stilart for at inducere den 'cocurrente' farve; det er nok at tænke på den/forestille sig den bestemte svømmeform for at 'induktionen' sker, dvs for at den tilsvarende farve aktiveres på den indre skærm:

A novel form of synesthesia, swimming style-color synesthesia, has been discovered in two known grapheme-color synesthetes, who are semi-professional swimmers. The visual experience or imagination of four different swimming styles (breaststroke, butterfly, crawl, and backstroke) is synesthetically associated by them with four different colors (Nikolić et al., 2011). The induction of this kind of synesthesia took place exclusively under laboratory conditions and did not require any measurements in a swimming pool. All what subjects had to do was to take a look at photographs of other people swimming (e.g., Figure ​Figure1)1) or to think about/mentally visualize a given swimming style. This was sufficient to elicit their color experience. 

Figure 1
An example photograph shown subjects in the study of Nikolić et al. (2011).

For svømme-farve-synæsteten vil dette fotografi af en der svømmer "butterfly", ikke være sort-hvidt, men fx automatisk blive set som "blåt", mens et sort-hvidt foto af en der svømmer "brystsvømning", vil opleves i en anden farve, fx "rødt"

Man har en række test til at afgøre om der et tale om "ægte" synæstesi, eller det bare er "noget de siger". En af disse har navnet 'Stroop testen': 

   Hvis synæsteten automatisk forbinder og aktiverer oplevelsen af farven "blå" ved svømme-stilen "butterfly", så vil vedkommende svarer markant hurtigere på spørgsmålet: Hvilken farve har billedet her? - når svømmefotoet er blåt end når det har en af de andre farver - der altså er i modstrid med og kommer til at 'interferere' med den automatiske synæstesi-farve:

Stimuli used in the Stroop test: Example pictures of a person swimming butterfly stroke, painted either in a subject’s synesthetic color (congruent) or in one of his non-synesthetic colors (incongruent). Reprint from Nikolić et al. (2011).

Hvorfor synes jeg nu dette er så interessant? - Er det ikke bare en kuriositet for neuro-nørdiske efeinsmecker?
   Der er flere grunde:

Først den helt personlige: Jeg svømmer ca. tre kvarter hver morgen året rundt i den lokale svømmehal. Men er ikke synæstet, og svømmer kun i én stil(art): brystsvømning.
   Men jeg spekulerer nu på om der blandt mine morgensvømmervenner som kombinerer flere stilarter når de svømmer, mon er synæsteter som forbinder svømmestilarterne med bestemte farver. 

   Jeg vil jo nok spørge dem lidt forsigtigt. De skulle jo nødig tro jeg er tosset.

For det andet minder 'ideæstesi'-fænomenerne jo nu meget mere om det som inden for den kognitive lingvistik kaldes 'konceptuel blending', som er noget som videnskabeligt umiddelbart forbindes med kreativ tænkning og kreative brug af sproget, metaforer, hybridgenrer, surrealisme, faktion, etc. (brugt meget i analyser i indlæg på denne blog). 

   Specielt er 'ideæstesien' som fænomen analog med den form for 'konceptuel blending' som kommer til udtryk gennem metaforer og den kreative brug af dem; metaforer der jo netop aktiverer et konkret og sanseligt fænomen - til bedre at forstå og forklare noget mere abstrakt og begrebsmæssigt.

   Fx alle de farvemetaforer som bruges til at karakteriserer følelser, stemninger og personligheder med: "rødglødende af raseri", "grøn af misundelse", "sort humør", "she has the blues", "hun har et lyst sind", "miss sunshine".

    Eller fx de smagsmetaforer som tilsvarende bruges til at karakteriserer personligheder og oplevelser med: "en sød pige", "en sur gammel mand", "afskedigelsen var en bitter pille at sluge", "han er livets salt".

Det der i blending-metaforteorien omtales som "target", er i ideæstesi-teorien "inducer", mens det der i metaforteorien kaldes "source" svarer til ideæstesi-teoriens "concurrent" - "ledsageren". 

    Analogien går ud på: Når man bruger en metafor, så er det jo også "target" der som udgangspunkt er besværligt at forstå, og som sætter den mentale og kognitive metafor-proces igang - altså 'inducerer' til kreativ brug af sproglige eller visuelle billeder.

For det tredje associerer jeg straks 'svømmestil-synæstesi' med alt det jeg tidligere har læst om hvad 'spejlneuroner' er for nogen, og hvordan de fungerer:

   

Spejlneuroner findes i flere forskellige dele - 'moduler' - af hjernen, men blev først  opdaget i den del af  hjernen - præmotorcortex - hvor de 'handlemønster-programmer' som styrer vores målrettede  bevægelser, er lagret og bliver aktiveret neuralt. 

   Spejlneuronerne bliver jo nemlig aktiveret både når vi selv udfører en bestemt handling (fx at tag en kop og løfter den til munden), når vi ser en anden foretag denne handling (deraf navnet "spejl"), eller når vi bare tænker på at udføre handlingen.
   Som der står i de engelske artikler: I alle tre situationer: "They are firing together". I princippet som om det er samme slags neurale input.

   Forskerne mener der er tale om en form for neurologisk simulering/simulation når de aktiveres ved at vi ser andre udføre en handling, eller selv tænker på handlingen uden at effektuere tanken.

   Man mener at denne spejlneuronernes simulering/simulation er forudsætningen for at kunne føle/opleve empati for andre, men også fx for at mennesket som art har udviklet sprog, og for at vi som enkeltindivider kan lære sprog. 

    Og disse neuroners særlige spejlfunktion kan så bl.a. forklare hvorfor og hvordan vi fx kan føle med, leve os ind i og identificere os med andre mennesker - og altså også med (fiktive) karakterer vi ser på film, ser på tv eller læser om i romaner.

Da en stor del af ansigtmusklerne aktiveres i et for den enkelte følelse specifikt mimisk samspilmønster når vi udtrykker følelser - som glæde, afsky, vrede, nydelse - så sørger spejlneuronerne for at vi også automatiske kan genkende og medopleve de menneskers følelser som vi ser og interagerer med (og også hvis vi ser dem agere på film, i tv - eller læser om dem i romaner).

   Enhver forældre med flere nogenlunde jævnaldrende børn har oplevet hvordan gråd kan "smitte" selv om den "smittede" unge i virkeligheden ikke har noget at være ked af; eller hvordan latter kan smitte selv man egentlig ikke synes der er noget at grine ad. 

    Disse mellemmenneskelige automatisk fungerende interaktioner skyldes spejlneuronsystemet. Ligsom det også kan forklare at to mennesker der sidder og snakker sammen over for hinanden, meget tit sætter sig i stillinger der spejler hinanden: Hvis eé krydser armene over brystet, gør den anden det også - som regel helt ubevidst.

Da svømmestil-farve-synæstesien både opererede når svømmerne selv svømde en bestemt stil(art), når de så billeder af andre svømmere gøre det, eller de bare forestillede sig selv at svømme i den stil(art), så kunne det klart tyde på at det er spejlneuroner der medvirker.

   I præmotorcortex ligger der for de semiprofessionelle rutinerede svømmere et 'spejlneuron-program'  for hver svømmestilart, klar til at blive aktiveret ved de forskellige former for mentalt input. Og den dermed følgende mentale simulering af svømmestilen fungerer så som inducer til de forskellige ledsagende farveoplevelser.

Principielt er det ikke forskelligt fra det som Oliver Sacks kunne fortælle om i sin bog 'Musicopheilia' når det gjaldt musik-synæstesi: 

   At der hos nogle musiksynæstetikere var en automatkobling mellem forskellige tonarter der fungere som 'inducer' på den ene side og forskellige 'concurrerende' farver på den anden. 

   Tonarten (fx C-mol eller G-dur) er jo ikke noget der karakteriserer de konkrete toner, men derimod en slags musikalsk begrebskategorisering for typer af melodier. Altså en ide - et begreb - en systemisk abstraktion.

Af en eller anden grund kommer jeg i skrivend stund automatisk til at tænke på min absolutte favorit blandt de klassiske komponister: Mozart. Og googler hans navn sammen med "synaesthesia". - Bingo på Wikipedia:

Some musicians and composers have a form of synesthesia that allows them to "see" music as colors or shapes. This is called chromethesia.[2] Mozart is said to have had this form of synesthesia. He said that the key of D major had a warm "orangey" sound to it, while B-flat minor was blackish. A major was a rainbow of colors to him. This may explain why he wrote some of his music using different colors for different music notes, and why much of his music is in major keys.

En af forudsætningerne for mentalt at have den slags 'chromethesia' indbygget i hjernens arkitektur, konstaterer Sacks, er at man har - absolut gehør!

   Sacks fortæller om den nulevende kendte komponist Michael Torpe, at han har være musiksynæstet siden sin barndom.

   Torpe har svært ved at forestille sig hvordan det ville være ikke at have det sådan. Det må svare til "a sort of blindness", fortæller han til Sacks.

   Torpe har absolut gehør, og al musik som spilles i en destinkt tonart, aktiverer i hans bevidsthed automatisk den påtrængende oplevelse af en bestemt farve:

The colors has been constant and fixed since his earliest years, and they appear spontaneously. No effort or will or imagination can change them. They seem completely natural to him, and preordained. The colors ar highly specific. G minor, for example, i not just "yellow", but "ochre" or "gamboge". D minor is "like flint, graphite"; F minor is "earthly, ashy." He struggles to find the right word, as he would struggle to find the right paint or crayon. The colors of major and minor keys are always realted (for instance, G minor is a subdued yellow ochre, G majo bright yellow).

Men der findes også en anden form for synæstesi som direkte involverer spejlneuronsystemet som den svømmerne havde, en form som på engelsk har fået betegnelsen 'mirror-touch-synæsthesia' - altså på dansk: 'spejl-berøring-synæstesi'.
   Det kommer bag på mig. Men: Aha!

Her skal vi have fat i det modul i hjernen som kaldes 'somasensorisk cortex', den del af hjernen som modtager og bearbejder sanseindtryk fra følesansen, smagssansen og lugtesansen m.fl. 

   I den del af hjernen er der også godt med spejlneuroner. Det betyder at de ikke bare aktiveres når vi selv får en (varm, kold, smertefuld, kildende) berøring et eller andet sted på huden, men også når vi ser at der sker en berøring på et tilsvarende sted på et andet menneskes hud; eller hvis vi bare FORESTILLER OS en berøring af vores egen hud på det pågældende sted.

   For de fleste mennesker er denne aktivering af de somasensoriske spejlneuroner ikke noget man bemærker og er bevidst om (ligesom man heller ikke er det når de gælder aktivering af spejlneuronerne i præmotorcortex). Det er noget der for de fleste foregår under bevidsthedsgrænsen og helt automatisk.

Her er citat fra et 'Abstract' til en artikel hvor man har udforsket sammenhængen mellem spejl-berøring-synæstesi og empati:

Watching another person being touched activates a similar neural circuit to actual touch and, for some people with ‘mirrortouch’ synesthesia, can produce a felt tactile sensation on their own body. In this study, we provide evidence for the existence of this type of synesthesia and show that it correlates with heightened empathic ability. This is consistent with the notion that we empathize with others through a process of simulation.

Men nogle mennesker har det altså sådan at de rent faktisk og helt reelt føler det som om nogen berører deres hud et bestemt sted, hvis de ser en anden blive berørt det tilsvarende sted.

   Dermed bliver det en form for synæstesi der har samme objektive kendetegn og kriterier som fx grafem-farve-synæstesi. I spejl-berøring-synæstesien er 'induceren' = synsindtrykket af et andet menneske hvis hud bliver berørt et bestemt sted, mens 'concurrenten' = den fysiske følelse af at det er én selv der bliver berørt på det tilsvarende sted (selv om der ikke er antydningen af fysisk kontakt)

   

Her er en anden blogs forsøg på at illustrere og forklare spejl-berøring-synæstesi:

Imagine cold fingers creeping up someone’s calf. Now imagine that whenever you saw someone else being touched, you would feel the sensation on your own body. That is mirror-touch synesthesia.

Psychologists at UCL verified mirror-touch synesthesia and further showed its linked with heightened empathy in their report in Nature Neuroscience.

Synesthesia–literally “joined sensation”– is a phenomena that involves one sense being detected through a different sense, or ideas concepts triggering automatic sensory experiences. Mirror touch synesthetes observing someone touched the left side of their cheek, perceive it as a touch on their own left cheek (anatomical), or on their right cheek (mirrored). 

Den form for synæstesi er sandsynligvis mindst lige så udbredt som grafem-farve-synæstesi, ser det ud til. Og mennesker som "har" den form, viser sig altså ved forskellige slags test at være "overempatiske" eller "overfølsomme" i forhold til deres medmennesker. Og man kan hos dem konstatere hyperaktivitet i de aktiverede spejlneuroner.

   Tilsvarende ser det ud til at fx det visuelle center som aktiveres ved grafem-farve-synæstesi, også er hyperaktivt i sammenligning med ikke synæstetikeres.

Når det gælder spejl-berørings-synæstesien, så har mange mennesker oplevet den i relativt mild form, nemlig dem som har svært ved at se et andet menneske 'blive stukket' hos lægen. Fordi de altså  identificerer sig så meget (har overdrevet empati) med den der bliver stukket, at det næsten også "gør ondt" på dem selv at overvære det: Uvillet kommer de til at simulere "stikningen" på egen krop.

   Jeg hader selv 'at blive stukket' hos lægen eller på et hospital, og kan huske at jeg som barn var ved at besvime når jeg så skolekammerater blive det: Hen og sidde på en stol, og hovedet ned mellem benene, kommanderede sundhedsplejersken.

   De fleste kender det også hvis de ser gyser- eller splatterfilm. Spejl-berøring-synæstesien får en del af os til at se bort, lukke øjnene, gemme hovedet - eller gå ud af stuen/biografsalen. 

   Jeg går ikke frivilligt ind og ser gyser- eller splatterfilm.

Hvad er forklaringen på de mange forskellige synæstesi-former man i de senere år er blevet klar over eksisterer?

Its thought that this cross-talk between grapheme-processing and color processing areas exists because either:

  - Excessive connections made early in development are insufficiently pruned

  - There is an impairment to inhibitory systems that normally prevent cross-talk between the areas.

   Grapheme-color synesthesia is one of the most common of the 150 reported forms of synaesthesia and runs in families. It can be verified through batteries that test the consistency of color associations over time, or through a kind of reverse-colorblindness test where patterns jump out at synesthetes much faster than for the rest of us.

Der er altså to forskellige hypoteser der forklarer de forskellige former for synæstesi:

   1)  at der er tale om ekstra mange nerveforbindelser (hyperkonektivitet) mellem det hjernemodul hvor 'induceren' er aktiv og så det sensoriske modul som aktiveres medfølgende - 'concurrenten'.

   2) at de latente hæmninger som holder de forskellige hjernecentrer adskilt, hos synæstetikeren er permanent svækket - fx på grund af indflydelsen fra et lidt afvigende dopamin-system.

Den første forklaring svare meget godt til at en høj grad af kreativitet er delvist arveligt. Når først de(t) kreative gen er gået ind på kontoen, så kan det genbruges i generationer.

   Den anden forklaring giver mening i spørgsmålet hvorfor både alkohol og LSD i perioder kan være kreativt befriende for ildsjæle med hang til at udfolde sig kreativt. Det er begge stoffer som påvirker dopamin-systemets hæmmende virkning i forskellige dele af hjernen.

   Begge forklaringer kan kaste forklarende lys over diagnoser som: skitzofreni, ADHD, og autisme/asbergers syndrom, og depressioner, har jeg læst mig til.

Og begge forklaringer kan være rigtige - og kan endda tænkes at indgå i kombination med hinanden. Tænker jeg.

Hvis du vil finde ud af om du har grafem-farvesynæstesi, så kan du finde en test på den hjemmeside, som de to sidste citater er hentet fra:

http://neuroamer.wordpress.com/2012/05/06/mirror-touch-synesthesia-and-the-genetics-of-synesthesia-37/

I forhold til det blogindlæg er der også kommentarer fra synæsteter der har fået aha-oplevelser. Og dermed bevidsthed om at de har en hjerne med særlige kvaliteter når de gælder blanding af sanseoplevelser og begreber fra forskellige domæner.

Skulle du - kære læser - have lyst til at kommentere og fortælle om erfaringer som synæstet, så give mig en melding via Facebook.
   Hvis du ikke vil fortælle det til alle andre, så brug "besked"-funktionen. som jo fungerer som en mail kun mellem os.

   Eller mail det til mig på: peterharms@besked.com. Du kan selvfølgelig også logge dig ind og kommentere på her på min blog - i al offentlighed.

Et nyt ord og en ny teori for synæstesi - 'ideæstesi' ('ideaesthesia')

Jeg har i en række indlæg forfulgt det neurologiske og litterært æstetiske fænomen 'synæstesi'.  Og det grundlæggende spørgsmål når vi taler om kreativitet, er om og om muligt hvilken sammenhæng der er mellem synæstesi som et særligt træk ved nogle hjerners måde at fungere på, og synæstesi som et vigtigt æstetiske-stilistisk begreb i kunstnernes værktøjskasse inden for film, design, mode, litteratur, maleri, musik.

Neurologisk manifesterer synæstesien sig ved at 'fænomener'  der er aktive i hjernen gennem én sans automatisk og uvillet aktiverer input fra et andet sansecenter, vel at mærke uden at denne sans formidle signaler og input fra den ydre omverden.

  Altså: ord, bogstaver, tal, noder, musikstykker, objekter, personer som hjernen "arbejder med", aktiverer - som et sideløbende mentalt bånd eller spor - lyde, former, farver, toner, smage, lugte, hudfornemmelser.

  Umiddelbart har neurologernes beskrivelse været at der er et uhæmmet "neuralt hul" igennem via særlige nervebaner fra et hjernemodul - fx sprogcentret der læser ord og bogstaver - til et andet - fx det visuelle center der producerer oplevelsen af farver.

   Deraf navnet for fænomenet: synæstesi. Som på græsk står for: "syn" = "sammen" og "aesthesia" = "sensation"/"sansning".

Problemet rent forskningsmæssigt er at grundelementerne er dårligt defineret. Mange eksempler på synæstesi-fænomenet handler egentlig ikke om relationen: en sans > en anden sans. Men snarere om: en ide/begrebsmæssig forestilling > en sans.

   Betegnelsen man så sammenfatter disse automatkoblinger under, er: 'ideaesthesia' - som kan oversættes til 'sansning af begreber'.

   At det nok snarere forholder sig sådan, har man fundet ud af ved snedige eksperimenter: Det ser ud til at en neurologisk synæstesi-relation i hjernen ved kort tids træning kan overføres fra ét grafisk udtryk til et andet som erstatter det.  Altså er det det fælles semantiske betydningindhold - ideen/begrebet - som udløser den 'synæstetiske' aktivering af fx faver, ikke noget der nødvendigvis har et sanseligt udtryk.

Ifølge Wikipedia er "ideasthesia" ...

a phenomenon in which activations of concepts (inducers) evoke perception-like experiences (concurrents). The name comes from Greek, “idea”+”aisthesis”, meaning sensing concepts or sensing ideas.[1] The main reason for introducing the notion of ideaesthesia was the empirical evidence indicating that the related term synesthesia (i.e. union of senses) suggests incorrect explanation of a set of phenomena traditionally covered by this heading. “Syn”+”aesthesis” denoting “co-perceiving”, implies the association of two sensory elements with little connection to the cognitive level. However, most phenomena that have inadvertently been linked to synesthesia, in fact are induced by the semantic representations i.e., the meaning, of the stimulus [2][3][4][5] rather than by its sensory properties, as would be implied by the term synesthesia. 

'Inducer' betyder "det der sætter noget igang", og 'concurrent' betyder "det der følger med" eller "det der ledsager".

   Mekanismen bag 'ideasthesia' er altså at det er en begrebsmæssig forestilling - en 'ide' - som kan have forskelligt konkret udtryk, som aktiverer fx oplevelsen af en bestemt farve.

 

Se her: Sådan havde en synæstetiker som forsøgsperson det med hensyn til automatkoblingen mellem nogle bogstaver/tal og nogle farver:

   

Vedkommende har altså det der i fagsproget kaldes "grafem-farve-synæstesi".

    Man lærer så vedkommende at et A i det latinske alfabet, svarer til et

   

i det gammelslaviske alfabet (det 'glagolitiske alfabet'), og giver vedkommende 10 minutters træning i at skrive kendte ord med brug af det glagolitiske alfabet hvori indgår et 

 

Hvis synæsteten derefter skal læse en tekst hvor det latinske grafem for "a" er udskiftet med det gammelslaviske grafem for "a", så induceres under læsningen med det sammen den concurrente farve - her rød - som det oprindelige latinske "a" hidtil har gjort.

   Som illustreret her:

Altstå 'induceren' skifter grafisk udseende, mens 'concurrenten' bevarer den aktiverede farve, dvs. synæstesien er lært og overført via et fælles abstrakt begreb: "det første bogstav i alfabetet".

Dette peger på at de forskellige forme for synæstesi er "lært" (meget tidligt), og altså ikke noget medfødt. Men når først nerve-bane-forbindelsen mellem en "inducer" og en "concurrent" er etableret, så er den stabil resten af livet, hvis hjerne i øvrigt fungerer normalt og er ubeskadiget.

Et andet eksperimentelt bevis på ideæstesi-hypotesen, er forsøg hvor en farvesynæstetiker hos hvem   bogstavet "O" fx aktiverer farven rød, mens tallet nul = "O" fx aktiverer farven grøn, så skifter concurrenten farve afhængigt af om induceren "O" indgår i en ordkontekst, som fx "OLE", eller i en talsammenhæng som fx O123.

Jeg har i flere tidligere indlæg skrevet om det berømte perceptionspyskolgiske eksperiment hvor forsøgspersoner bedes om at sammenkoble to indholdstomme ord - TAKETE og LUMUMMA med hver sin figur - hhv. en med et takket omrids og en med et omrids med bløde former, her illustreret i Wikipedias artikel:

This picture is used as a test to demonstrate that people may not attach sounds to shapes arbitrarily: American college undergraduates and Tamil speakers in India called the shape on the left "kiki" and the one on the right "bouba".

Omkring 98% af forsøgspersonerne hentet fra forskellige sprog- og kultursamfund over hele Jorden, kobler den takkede figur med lyden af "takete" (="kiki"), og den bløde figur med lyden "lumumma" (="bouba").

   Principielt indebærer disse resultater at selv om langt de fleste mennesker ikke er bevidste synæstikere, så aktiverer de i deres hjerne en form for ubevidst lyd-form-synæstesi som de trækker på for at beslutte hvilken lyd der forbindes med hvilken form.

    En søgning på "kiki-bouba" og "ideasthesia" hitter straks med en videnskabelig artikel med følgende titel:

The Kiki-Bouba Effect: A Case of Personification and Ideaesthesia

Artiklens "abstract" tolker synæstesi-koblingen mellem 'kiki' og 'buba' anderledes, ide forfatterne ikke mener det er en synæstesi der kobler sanserne syn og hørelse direkte sammen, men at der bagved ligger en mere abstrakt form for synæstesi hvor bogstaver eller tal automatisk kobles med personligheds-karakteriserende egenskaber: 

There are previous cases of synaesthesia where personality is attributed to numbers or letters. In our results, the word Kiki is overall happy, clever, small, thin, young, unpleasant, and nervous. The starshaped figure is overall clever, tall, small, slim, nervous, unpleasant, and upper-class. That is, the correspondence above all concerns the qualifying adjectives clever, unpleasant, and nervous, as well as the physical appearance small and thin. This brings us to the fat-thin effect. Cinema, literature, comics, and children's programmes are full of contrasting figures: Don Quixote and Sancho Panza, Laurel and Hardy (called the fat man and the skinny man in Spain), Asterix and Obelix, Tintin and Captain Haddock, Bert and Ernie (Epi and Blas in Spanish), or the Spanish comic about very naughty twin boys called Zipi (with fair hair) and Zape (with dark hair). Our main conclusion is that first names and last names are not entirely arbitrary. There is a correspondence between (rounded vs. angular) names and physical characteristics (fat vs. thin objects or persons) and concepts (foolish vs. intelligent, nice vs. unpleasant). The Kiki-Bouba effect is a semantic one. 

Det stemmer overnes med det vi som undervisere fortalte på det legendariske TV-SUM-kursus i tv- og film-dramaturgi i DR-regi  i 80-erne. 

   Vi brugte filmen 'Gøgereden' som skoleeksempel, og argumenterede med at alle audiovisuelle udtryk var konceptuelt bestemt i forhold til modsætningen 'lumumma-takete', og bl.a henviste vi til at navnene på hovedkaraktererne tydligevis var styret af synæstisk motiverede valg: 

- På protagonistsiden var der tale om 'lumumma'-navne: ("Chief") Bromden, Billy Bibbit, McMurphy.

- På anatgonistsiden var der tale om 'takete'-navne: (Nurse) Rathced, Cheswick, (dr.) Spivey.

(fortsættelse følger)