New York, New York (4) - glemme- og gemmebogen - fuld af ansigter i farver og sort-hvidt

Min turisttur til New York for snart tre-kvart år siden sammen med fruen og hendes søster, var oplevelsesmæssigt en stor overraskelse - lidt af et mentalt chok kan jeg se her i bakspejlet. 

   I oplevelsesindhold og -intensitet var den på niveau med turen til Japan for 5-6 år siden. Den rejse varede også 10 dage, og mine rejsefæller var også den gang fruen og hendes lillesøster, et par livlige damer der i familien ofte bliver omtalt som "moster og moster".

   Turen til Japan har jeg aldrig skrevet om fordi bloggen her først kom igang et år efter. Men den har sat sig spor i en lang række af de indlæg som har japansk kunst og kultur som (del)emne. Og det sidste spin off fra Japanrejsen er i virkeligheden min jagt på og indkøb af Harald Henriksens stærkt japansk inspirerede træsnit - med danske landskaber og byskaber som motiv.

   

Turen til New York har jeg tidligere skrevet om i tre indlæg i efteråret - og havde egentlig planer om flere, men gik i står fordi andre indlæg og oplevelser pressede sig imellem  og ind over. Her link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-1-en-rejse-et-gensyn.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-2-arkitekttoniske.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/new-york-new-york-3-moma-vs-noguchi.html

Dette indlæg begyndte jeg på i starten af november sidste år, siden har det stået i blog-arkivet som en 'kladde'.

For at starte med kroppen: Mine fødder var mindst lige så ømme under og efter New York-turen som Japan-turen. Begge var det storbyture, og selv om der er fine transportmidler i form af gode undergrundsbaner, så går man rigtig meget.

   

Og til den negative side af oplevelserne hører, at når man er udstyret med hørerapparater som jeg nu er, så sættes man i New York i en permanent stress- og alarmtilstand af gadestøjen og af lyden af de mange mennesker på gader, på museer og i undergrundsbanen.

   

En af de  mange positive sider af oplevelsen var alle de fantastiske og uendeligt varierede synsindtryk. 

   Fra toppen af en skyskraber udsigten ud over byen og de andre skyskrabere, den enorme Central Park.

   Og om aftenen: Broadway og Washington Square med alle lysreklamerne. 

   De utroligt fascinerende naturscene-dioramaer på the Museum of Natural History - og de kæmpestore dinosaur-skelletter. 

   Alle de smukke offentlige og private Art Deco-byggerier og interiører fra 20´erne og 30´erne.

   Også lugtene, lydene, den uendelige variation af menneske-ansigter og -kroppe når man gik på gaden i EastVillage, blev jeg mentalt mærket af.
   Tænk hvis tilsvarend race- og kultur-blandinger var mulige i København og andre steder i Danmark - uden den understrøm af angst, modvilje og direkte fjendtlighed som nu er blevet en del af hverdagen på gaden i mange kvarterer i byer i Danmark

   Og da vi besøgte Fred - min chellist-bror som boede i en fin stor lejlighed i Upper Westside-kvarteret, synsoplevelsen af at der pludselig var mange jødiske butiksvinduer og mænd med kalotter på gaden, som man ellers kun ser i reportager fra Israel.

Under besøget i New York kom jeg i tanker om en af de bøger jeg skrev om her på bloggen for 3½ år siden: "I is an Other" af James Geary. Den havde undertitlen "The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the Vorld". Og den beskrev fænomenet "METAFOR" fra alle mulige faglige vinkler. 

   En metafor gør det muligt for os mennesker at se og forstå noget nyt og fremmedartet, abstrakt og uoverskueligt, ved mentalt at 'se' det gennem noget andet der er mere konkret, overskueligt og genkendeligt.

   I mit tilfælde er det abstrakte og uhåndgribelige mit liv fra da jeg var 16-17 år og til nu. Og byen New York og oplevelsen af den i mødet mellem den gang og nu, det er for mig blevet en slags hidtil uerkendt metafor på den del af mit liv som jeg kan forbinde med fremvæksten af min egen kreativitet.

Under besøget i New York sidste efterår blev jeg også mindet om en anden bog som jeg skrev om her  på bloggen nogenlunde samtidig: "Where Good Ideas Come From" af Steven Johnson. Med undertitlen "The Natural History of Innovation". 

   Hans grundlæggende tese er at jo flere kommunikative forbindelser der er mulige mellem mennesker, jo flere og jo hyppigere opstår kreative ideer bliver udviklet. Det forklarer han lige her i denne anskueliggørende video på 4 minutter:

Fidusen er simpelt hen at jo flere mennesker der hober sig sammen i storbyer, og jo større byerne bliver, jo bedre og jo mere frugtbart er det sociale miljø og det mentale klima for  tanker, ideer, forestillinger kommer til udtryk, støder sammen, slår gnister - og tænder og befrugter hinanden.

I hvert fald blev jeg selv befrugtet af de mange oplevelser af meget forskellige ansigter jeg mødte og blev udsat for - både i skolen og på gaderne i New York.

   Lad os fx tage det med den uendelige variation af ansigtsfysiognomier som karakteriserer mit møde med New York - både den gang og nu. Hvilke spor og efterdønninger i bevidstheden har det givet?

   For nylig gennemgik jeg nogle gamle støvede mapper med ret store billeder jeg havde malet i første halvdel af 60´erne. Og fandt blandt andet en relativt lang serie ansigter - en slags fantasiportrætter malet med pastelkridt på blødt farvet tyndt karton, billeder som jeg fuldstændig havde glemt jeg havde lavet - men altså alligevel havde gemt.

  Se her:

De er ikke malet efter levende model - eller efter fotos. 

   Så det må være en slags øvelses- eller trænings-portrætter hvor jeg har afprøvet effekten af forskellige positioner i forhold til billedfladen,  forskellige farve-kombinationer, fordelingen af lys og skygge, forskellige typer ansigtstræk (nogle negroide eller orientalske, nogle europæiske). 

   Jeg har også, kan man se, forsøgt at lave "næroptagelser" af nogle af fantasi portrætterne. 

   Flere af portrætterne er forvrængede og fortegnede i en eller anden retning. Ingen af dem udtrykke glæde, nogle ser sure ud, nogle er med lukkede øjne - ser nærmest ud som om de mediterer - men jeg kendte intet til meditation den gang.

   Ingen af dem er signerede!

To af farvekridtportrætterne, viste det sig, havde jeg endda fået indrammet efter jeg kom hjem til Danmark -  og må have haft hængende i længere tid på væggen i mit værelse eller i min stue 

   Men jeg husker ikke hvornår det skete, og hvor længe jeg har haft dem hængende.

Et enkelt af farvekridt-portrætterne har en særlig status. Dels fordi farvelægningen er meget mere nuanceret og et bredere spektrum af farver er brugt end til de andre. Og dels fordi proportionerne i ansigtstrækkene er meget realistiske. 

   Det er da også det eneste i serien der er malet efter et fotografi - sort hvidt - som jeg vist nok endnu har i en af mine gamle fotoalbums fra den gang. 

Farvekridt - malet efter sort-hvid foto

Det portræt havde jeg også lavet et blyantstegnet forstudie til som lå i mappen, og mens fantasiportrætterne ikke er dateret, så er forstudiet dateret til 30. oktober 1961.

   Så serien må være  lavet mens jeg endnu boede i New York 1961-62. Og portrættet her er malet godt tre måneder efter jeg var flyttet ind hos min amerikanske familie, og jeg må have malet hele serien mens jeg gik til timer i "Art" på min high school.
  Det var også en etnisk meget blandet skole - med både orientalere, afro-amerikanere og diverse europæiske nationaliteter repræsenteret i flokken af elever.
   Og jeg er sådan set ikke i tvivl om at mødet med de mange etniciteter og ansigtsfysiognomier har været inspirationskilder for de mange farvekridtportrætter.

 
Hvem det sidste portræt så forestiller? - Såmænd min danske gymnasiekæreste som jeg havde efterladt i Danmark, og som jeg godt nok savnede.
   Og som jeg fire år senere blev gift med.

   

Da jeg kom hjem til Danmark, fortsætte jeg med at lave fantasiportrætter, men nu tegnet med kul - og signeret ...

... eller tegnet med tusch ...

Jeg er tydeligvis i 1962-63-64 så småt begyndt at forestille mig selv i rollen som 'kunstner' .

   Men de her mange tegninger og malerier af ansigter, min interesse for at udforske motivet og dets udtryksmuligheder, har jeg altså haft glemt eller fortrængt indtil gensynet med New York og mine 'brødre' sidste år genoplivede erindringer fra den gang.    

Hvornår gik oplevelserne fra mit et års ophold som gymnasieelev i New York for alvor i glemmebogen og forsvandt ud af min bevidsthed?

   Omkring midten af 70´erne mistede jeg kontakten med min amerikanske familie. Ikke som en bevidst beslutning fra min side, men jeg gjorde intet for at opretholde den eller forny den.

Indtil da havde der været jævnlig kontakt og samvær mellem mig og den amerikanske familie. 

   Min amerikanske mor havde et år eller to efter min hjemkomst sendt mig LP-plader med Joan Baez der sang folkesange, og med Odetta der sang Bob Dylan-sange. 

   Og også den fantastisk krigs-kritiske og satiriske roman "Catch 22" af Joseph Heller havde hun sendt mig. Og jeg slugte den med stor fornøjelse, husker jeg.

Og tre år efter min hjemkomst i sommeren 1962 havde jeg og min familie haft besøg af den ældste af mine amerikanske brødre Jimmy da jeg netop var flyttet sammen med min første kone (hende der er portrætteret efter fotografi ovenfor).

   Et par år efter kom mine amerikanske 'forældre' Fred og Shirley til Danmark på et kort visit,  og de mødt også der min daværende kone

   Og vist nok i 1970 eller -71 genbesøgte vi Fred og Shirley i New York. Jeg genså også James som nu gik på universitet og havde fået sig en jødisk kæreste som Shirley - med et afvæbnende smil - kaldte "en bitch", husker jeg.

   Vi boede hos familien i en ny og større forstadsvilla til New York i ca. 14 dage. Og havde en fed tur. Vi kørte rundt nogle dag i den nordlige del af staten og oplevede Niagra Falls.

   Så sent som i -73 fik jeg besøg af min næstældste amerikanske bror Dickie som på det tidspunkt var godt igang med at skabe sig en international musikerkarriere som fremragende kammermusikcellist med moderen kompositionsmusik på repertoiret.

I 1972 og 1975 havde vi adopterede to piger fra Korea, blev derefter skilt, og i -79 flyttede jeg sammen med min nuværende kone (her på bloggen omtalt som 'fruen' eller 'min frue) og dannede ny kernefamilie med sammenbragte børn.

   Og i mit arbejdsliv var skete det afgørende at jeg fagligt-pædagogisk blev opslugt at alt det nye jeg var med  til at igangsætte og udvikle på RUC fra universitetscentrets start i -72 og til -81, hvor jeg så i den grad skiftede fagligt spor med en ansættelse som uddannelseskonsulent i DR´s interne (efter)uddannelsesafdeling.

   Og politisk: USA stod ikke i høj kurs i de år, hverken på RUC eller mere generelt i min omgangskreds, ikke mindst på grund af det store lands rolle i Vietnamkrigen.

  Så i al den emotionelle og faglige tumult forsvandt USA-oplevelserne hos familien Sherry og betydningen af dem under bevidsthedshorisonten - og erindringerne gik i glemmebogen. 

   Det var meget sjældent jeg tænkte på dem og talte om dem.

Symptomatisk for hvor effektiv glemslen eller fortrængningen har været, er at da jeg i 1997 tog til USA sammen med fruen, så var det ikke med henblik på at opleve et gensyn med New York. 

   Nej, rejsen gik til den amerikanske Vestkyst hvor vi var på en 6 ugers ferie-tur i en autocamper i april-maj. Turen gik fra Las Vegas til San Diego, og derfra mod nord via San Francisco hele vejen op langs Stillehavskysten til Seattle.

   En fantastisk oplevelse - men helt uden kobling til fortidens New York-erfaringer. Bortset fra at jeg havde nemt ved at tale, skrive og forstå amerikansk, og meget hurtigt kom efter det og dermed straks følte mig hjemme.

   Og det strejfede mig den gang ikke at jeg kunne kontakte mine amerikanske brødre som jo meget vel kunne have bosat sig i San Francisco, Seattle eller Los Angeles (hvor den yngste Danny faktisk boede og arbejdede på det tidspunk), eller at jeg kunne prøve at finde ud af om mine amerikanske 'forældre' stadig var i live (hvad min amerikansk 'mor' Shirly faktisk var, har jeg nu erfaret).

Kreativitet er genetisk forbundet med forskellige former for sindslidelser som skizofreni og maniodepressivitet

Det er ikke nogen nyhed at forskellige former for sindslidelser forekommer relativt hyppigere blandt særligt kreative mennesker som forfattere, malere, musikere, skuespillere. 

   Det samme gælder for personlighedstypen Highly Sensitive Personality (HSP) og forekomsten af synæstesi, som også er hyppigere blandt kunstnerisk begavede mennesker end blandt gennemsnittet.

En af hypoteserne for den sammenhæng har været at det at "tænke ud af boksen" og på tværs af socialt og sprogligt veletablerede normer, kategorier og såkaldte 'frames', hænger sammen med svækket latent hæmning (eng. 'latent inhibition' (LI)) i hjernen, som gør at der hos kreative og hos skizofren er flere og nemmere neurologiske forbindelser mellem ellers ret adskilte sektorer og moduler i hjernen. 

   Nogle hjerner risikerer derfor - i kortere eller længere perioder af deres liv - mentalt at løbe løbsk som er en måde at beskrive fx skizofreni (ustoppelige tankemylder og hallucinationer) og maniodepressivitet (ustoppeligt storr emotionelle udsving) på. 

  Andre kreative personligheder har måske deres ud af boksen-tænkende og stærkt emotionelt påvirkelige hjerne mere under kontrol, og er derfor også mere stabile i deres kreative produktion og udtryk.

Læs mere her (eller gå i søgefeltet under "latent hæmning"/"latetent inhibition":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/om-nye-effekter-af-krammehormonet.html

Hjemmesiden "videnskab.dk" har nu en forholdsvis overbevisende genetisk forklaring på det i artiklen her:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/kreativitet-og-psykoser-er-genetisk-forbundet

Man har simpelt hen nu fundet nogle genvarianter som er fælles for personer der ud fra kreativitetkriterier og -tests er særligt kreative og for personer med diagnoserne skizofreni og bipolar lidelse:

Vores tanker og følelser definerer os som arter og som individer. Vi kategoriserer ofte de, der er kreative af natur, som mennesker, der er i stand til at tænke ud af boksen, mens vi stigmatiserer dem, som er langt fra boksen, ved at diagnosticere dem med en psykotisk lidelse.

   Men hvad er forholdet mellem kreativitet og mentale lidelsers sande natur? Som Kári Stefánsson, administrerende direktør ved deCODE Genetics i Island, udtrykker det, hvornår fører det at tænke ud af boksen os til at forlade boksen fuldstændig?

   I et studie, som bliver publiceret i Nature Neuroscience i denne uge, har et internationalt forskningsteam fundet fælles genetiske rødder, der forbinder kreativitet og udviklingen af to psykiske lidelser – skizofreni og bipolare lidelse.

   De skriver, at mennesker med disse psykiske lidelser har en fælles genvariant med ellers raske mennesker.

   Det er nyt bevis for, at denne særlige gruppe gener influerer vores tankeprocesser og adfærd – og gør os mere eller mindre kreative, og endda mere eller mindre tilbøjelige til at udvikle psykiske lidelser.

   Forskningen blev udført af Kári Stefánsson i samarbejde med kollegaer fra Storbritannien, USA og Japan.

Man kan så spørge hvad der kommer først - sindslidelsen eller kreativiteten? 

   Er det sådan at man altid er potentielt sindslidende når man er særligt kreativ, eller er det omvendt sådan at de nævnte sindslidelser blot er noget kun nogle særligt kreative mennesker er i risikozonen for?

   Det sidste, ser det ud til:

Til studiets formål definerede forskerne en kreativ person til at være enhver, der er involveret i kunst gennem deres hverv, eller som er medlem af et kunstnerisk forum.

   De opdagede, at de genetiske faktorer, der blev forbundet med en risiko for at udvikle skizofreni og bipolar lidelse, også er ansvarlige for niveauet af kreativitet hos ellers raske mennesker.

   Denne almindelige genetiske forbindelse resulterer i adfærdsforandringer, som påvirker vores kreativitet og gør os mere eller mindre påvirkelige over for at udvikle en af de to psykiske tilstande.

   »Vi ser, at abnormitet i måder at tænke på eller at tænke ud af boksen, om du vil, ikke er en konsekvens af lidelserne. Faktisk er det sandsynligt, at man allerede tænker anderledes på grund af disse almindelige genetiske varianter, der forandrer den kognitive funktion, som dermed sætter dig i større risiko for at udvikle skizofreni,” siger Stefánsson.

Videnskab.dk har et supplerende link til en artikel jeg også tidligere har refereret til, nemlig en hvor man fortæller om forskning der påpeger at kreativitet har at gøre med at dopamin-signalstoffet fungerer anderledes hos både kreative mennesker og skizofrene mennesker.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-taenker-kreative-ud-af-boksen

Når kreative mennesker har lettere ved at tænke ud af boksen, så hænger det sammen med at "boksen" metaforisk udtrykt er "mindre tæt og kompakt" - og derfor mindre frasorterende og mere gennemtrængelig for de signaler og impulser der kommer ude fra via sanserne eller fra andre dele af hjernen som de er neurologisk forbundet med:

Der synes at hvile en forbandelse over genialitet.

   De kunstnere, der har frembragt de smukkeste og stærkeste værker, er også ofte dem, der har lidt mest under sindets tyngde.

   Blandt forfattere, malere, skuespillere og musikere er eksemplerne på sindslidelser utallige, og forskning har for længst bekræftet sammenhænge mellem stor kreativitet og psykiske lidelser.

   Nu er svenske forskere kommet frem til en mulig forklaring. De mener, at når nogle er særlig gode til at tænke ud af boksen, så er det simpelthen, fordi de ikke rigtig har nogen boks. Det er det samme, der gør, at skizofrene oplever virkeligheden på en alternativ måde.

   »Evnen til at tænke ud af boksen skyldes måske, at meget kreative menneskers boks har en løsere struktur,« siger forsker Fredrik Ullén fra svenske Karolinska Instituttet, der står bag undersøgelsen Thinking Outside a Less Intact Box.

Og denne relativt svagere signalfiltrering hos både kreative mennesker og mennesker med skizofreni, den synes at have at gøre med at hjernens dopamin-produktion ikke virker helt så "dæmpende" eller "bedøvende" på den vigtige del af hjerne der kaldes thalamus, et centralt placeret modul der fungerer som en slags fordelingscentral eller krydsfelt for signaler der kommer fra og går til alle mulige dele af hjernens cortex, herunder frontallapperne hvor vores bevidsthed sidder: 

De svenske forskere udsatte 14 forsøgspersoner for en 'divergent thinking-test', hvor de skal finde flere forskellige løsninger på en række opgaver. Her

efter blev der foretaget en hjernescanning.

   Det viste sig, at de, der havde klaret opgaven godt og derfor blev vurderet til at være meget kreative, havde færre af de D2-receptorer, der reagerer på stoffet dopamin i hjernens thalamus.

   Det er i thalamus, at information bliver filtreret, inden det når videre til vores bevidsthed. Det forhindrer normale i at for eksempel associere frit på alle ord i en sætning i stedet for at forholde sig til sætningens indhold.

  »Færre D2 receptorer i thalamus betyder formentlig en lavere signalfiltrering. Dermed bliver en større mængde information sendt videre fra thalamus. 

   Det er kendt, at skizofrene også har færre D2 receptorer i thalamus, hvilket antyder en sammenhæng mellem psykisk syge og kreativitet,« siger Fredrik Ullén.

   Eller sagt på en anden måde, den boks, som almindelige mennesker ikke evner at tænke ud af, er langt mindre kompakt hos kreative og skizofrene.

Kritikerne af denne forsknings resultater, fremhæver at forsøgspersonernes antal er for lille til at sikrer troværdighed og sandsynlighed for at kunne generalisere. 

"Jeg er både 'David Lagercrantz' - og 'Zlatan Ibrahimovic'" - om 'faktakontrakten' med en romanforfatter forklædt som en ghostwriter for en (selv)biografi

Et gennemgående tema på bloggen her har været 'faktion' i kunst, tv, film og journalistik. Fordi 'faktion' altid er udtryk for forsøg på 'kreativ konceptuel blending' - af sprog, af genrer, af billeder, af virkeligheder.
   'Docudrama', 'new journalism', 'autofiktion', 'narrativ journalistik', 'movie based on at true story', 'mocumentary' - der er ingen ende på nye faglige betegnelser der i de senere år har forsøgt at indfange disse hybridgenrer og de særlige problemer der er forbundet med at producere dem - og modtage og afkode dem på publikumsiden.

   Selv har jeg siden min bog 'Faktion som udtryksmiddel' der udkom for 25 år siden, argumenteret for at en masse diskussioner (og sludder og vrøvl) kunne være undgået hvis forfattere, redaktører og udgiver bare sørgede for at levere en ordentlig klar og uddybende 'kontrakt-tekst' - også kaldet en 'varedeklaration' - sammen med offentliggørelse og udgivelse.

I dag er Politikens 'læseredaktør' Bjarne Shilling inde på samme bane i sin ugentlige klumme - under overskriften "13 afslag ... " og underrubrikken "Rektionen deklarerer nu debatindlæg fra magthavere, der har afvist at lade sig interviewe."  

  Baggrunden er som beskrevet at flere og flere politikere og andre vigtige personer med magt og indflydelse, nægter at blive interviewet - af angst for opfølgende kritiske spørgsmål fra journalister. I stedet sender de skriftlige partsindlæg som redaktionerne så - trods modvilje - ofte føler sig forpligtet til at offentliggøre på grund af afsenderens betydning.

   Bjarne Schilling fortæller at avisen nu har besluttet at den slags indlæg - som jo også ofte er skrevet med ført hånd af spin-doktorer - for fremtiden skal forsynes med denne 'varedeklaration':

"NN har ikke ønsket at medvirke til interview i forbindelse med Politikens kritiske journalistik i avisen, men har i stedet valgt at præsenterer sin egen version af sagen i dette debatindlæg"

Som underviser i journalistik i mange år har jeg også været talsmand for at god og seriøs journalistik (altid) bør forsynes med skrevne "kontrakter" med læserne eller seerene (='varedeklaration'),  så læserne kan gennemskue på hvilke vilkår de journalistiske produkter er produceret - og derfor skal læses og afkodes. 

   Simpelt hen for at øge standens noget flossede image hvad angår troværdighed.

   Så ros til Politiken - og med et ønske om at andre aviser og medier følge trop.

Et par sider før i søndagspolitikens kulturtillæg er der en helsides artikel der indrammer og illustrerer samme emne. Rubrikken lyder:

Jeg er Zlatan Ibrahimovic ... eller er jeg?

Manchetten sammenfatter artiklens vinkel:

Svenske David Lagercrantz afslørede i denne uge, at han har opdigtet alle citater i den storsælgende erindringsbog 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic'. Danske ghostwriters mener, at svenskeren har snydt sig til sin succes og beskriver sagen som litterær dopingskandale.

Lagercrantz har - angiveligt - tilbragt over 100 timer med den verdensberømte svenske indvandrerfodboldspiller som en del af researchen til erindringsbogen. Men alle 'citaterne' af Zlatan er altså ikke ægte journalistiske citater, men fri gendigtning af hvad fodboldspilleren har fortalt - eller af hvad Lagercrantz i øvrigt har læst og researchet sig til at fodboldspilleren kunne have sagt og tænkt.

   Politikens Camilla Stockmann referer og citerer :

Men da Zlatan Ibrahimovic selv gennemlæste bogens manuskript. skal han have udbrudt:

   "Hvad fanden er det her? Det har jeg aldrig sagt".

Det fortalte den svenske forfatter David Lagercrantz på den britiske litteraturfestival Hay Festival tidligere på ugen.

   "Jeg citerede ham ikke", sagde forfatteren til The Telegraph. "Jeg tror ikke, at jeg har et eneste ægte citat fra ham".

   Zlatan Ibrahamovic accepterede imidlertid bogen, og nu ser han den som "som den sande historie", forklarede David Lagercrantz, ...

Det er snyd, løgn og det rene digt - bogen er baseret på litterær doping - refererer og citerer Camilla Stockmann derefter en række kritikere for at udtale efter Lagercrantz 'selvafsløring'.

   Som den reflekterede forfatter David Lagercrantz er, må han da vide at han stikker hånden i et journalistisk hvepsebo med den udtalelse, skulle man synes.

Og man kan nu spørge om (selv)biografien 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' havde solgt meget mindre - eller være blevet læst med væsentligt 'andre øjne', hvis der på titelbladet havde stået ...

ROMAN

... som der fx stod på Knausgårds såkaldte autofiktion 'Min Kamp'.

   Eller ville debatten og kritikken allerede have været dødfødt på forhånd hvis Lagercrantz i et forord eller efterord blot havde skrevet noget i retning af følgende:

Denne erindringsbog er skrevet af mig, forfatteren David Lagercrantz. Den er baseret på 100 timers intense samtaler og samvær med Zlatan Ibrahamovic, og på en omfattende research hvori har indgået ....

   Alle 'citaterne' er med ord og formuleringer valgt af mig og er frie fortolkninger af hvad fodboldspilleren har eller kunne have sagt. Det samlede manuskript er efterfølgende accepteret af Zlatan som 'den sande historie' om hans liv.

Da jeg skrev den mixede mono- og biografi om tv-dokumentaristen og journalisten Poul Martinsen for godt 10 år siden, byggede den på en blanding af dybtgående og omfattende kilderesearch, på godt 40 timers interview med tv-manden selv - og på deltagerobservation over samlet et par uger af Martinsens arbejde med produktionen af tv-realitydokumentarserien "Krigerne" som blev udsendt på DR1 i 2006.

  I det resulterende tobindsværk på 734 sider med titlen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed', indgår der flere hundrede sider med lange ordrette citater fra mine interviews med Martinsen. Og undertitlen til bogen lyder "Fortællinger om en tv-dokumentarist og hans værk". 

  Poul Martinsen læste også hele manuskriptet inden udgivelse. Og accepterede værket - med en enkelt slettelse af en mindre del af citatet med historien om mødet med hans anden kone. 

   Genrebetegnelsen 'fortællinger' forholder sig ikke til spørgsmålet 'fakta eller fiktion?'. Alligevel har der efterfølgende ikke været bare antydningen af diskussion om en manglende 'varedeklaration'. Men jeg ville utvivlsomt have fået alvorligt røde ører hvis nogen offentligt havde anklaget mig for at have 'fiflet' med citater og facts, og dermed dokumenteret at jeg ikke havde skrevet 'den bedst opnålige version af sandheden' om Poul Martinsen.

  Til gengæld har værket mildest talt ikke været en storsælger som Lagercrantz udeklarerede faktionsbog om og med Zlatan Ibrahimovic, en bog der efter sigende har solgt omring 810.000 eksemplarer alene i Sverige.
   David Lagercrantz må været blevet millionær - alene på Sverigesalget.

Men et sidste spørgsmål hænger i luften: Hvorfor overhovedet afslører at Zlatan-citaterne er opdigtede netop nu? 

   Lagercrantz og Ibrahamovic har jo åbenbart indbyrdes haft en klar overenskomst om hvilken sandhedsværdi bogen skal fremtræde med. Og det  har tilsyneladende ikke betydet noget særligt for læserne, så hvorfor inviterer forfatteren til øretæver i medierne netop nu?

Der var i hvert fald herhjemme en anmelder som klart luftede sin mistanke om at bogen sprogligt set var meget mere Lagercrantz en Ibrahimovic. Klaus Rothstein skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen:

"David Lagercrantz gør Zlatan mere sprogligt reflekteret, end han er, og det kulminerer i refleksioner til sidst, hvor flere begivenheder bliver opsummeret i en mestersonet. Tror man, at Zlatan er velformuleret på det niveau, er man ufattelig naiv".

Og Rothstein besvare spørgsmålet "hvorfor afsløringen nu", i følgende citat til slut i Politikens artikel:

"Lagercrantz deltager i litteraturfestivalen, fordi han har skrevet det fjerde bind i Millenium-trilogien. Han vil gerne have, at vi snakker om ham. Han vil have opmærksomhed på sin nye Lisbeth Salander-bog. David Lagercrantz er kunstværket. Han er hovedpersonen. Og lige nu medvirker vi i hans smarte selviscenesættelse", siger Klaus Rothstein og tilføjer,

   "Jeg synes, at han er for fed".

Det synes jeg også!
   Og jeg glæde mig til at læse det fjerde bind i 'Lisbeth Salander-trilogien'!

I øvrigt er det med bogstave 'Z' i navnene naturligvis ikke en tilfældighed: 

LagercrantZ, Zlatan, Zalachenko

Lisbeths rigtige efternavn er nemlig ikke Salander, men hendes biologiske forbryderfars efternavn Zalachenko!

Akvarelmaleriets mysterier (46) - min Harald Henriksen-samling er nu blevet fordoblet - og hvad kendetegner hans træsnitmotiver og hans akvarelteknik

Jeg fortalte i forrige indlæg hvordan mødet med Harald Henriksens træsnit og akvareller havde aktiveret mit ellers i meget lang tid sovende samlergen.

   En samling skal sættes op - ligesom en frimærkesamling. Her opsætningen af en Harald Henriksen-væg i stuen:

Jeg har tidligere skrevet om at "blive forelsket i ting" - og især i deres design:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Og der er lavet ganske mange videnskabelig undersøgelser de senere år af hvordan hjernen fungerer hos mennesker der er meget forelskede, som det bl.a. beskrives i den populærvidenskabelig avisartikel her:

http://www.dailymail.co.uk/health/article-2230969/Crazy-love-What-happens-brain-really-chemistry.html

Jeg er slet ikke i tvivl om hvad der er sket for mig siden december sidste år: Jeg er blevet stormende forelsket - ikke i en kvinde - men i nogle billeder og en billedstil af en kunstner jeg ikke anede noget om for et halvt år siden: Harald Henriksen.

   Hans akvareller som jeg nu har fået set mange af i virkeligheden - og - især og ikke mindst - hans originale farvetræsnit.
   Når jeg ser dem, bliver jeg ved med at glæde mig ud over alle grænser. Ikke alle lige meget - men mange meget.

Og når samlergenet først er blevet aktivret hos sådan en som mig, så hænger man på den - er mentalt bundet op på sin forelskelse, betagelse, fascination. 

   Fornuften suspenderes, frontallapperne som den kritiske dømmekraft udspringer fra, lukker simpelt hen ned når forelskelsen i billeder går i symbiose med samlermanien.
   Den forelskede hjerne lukker også ned for de centre der producerer frygt og andre negative følelser, kan man læse sig til.

Brain scans have also shown the area of the brain that controls fear, and another region involved in negative emotions, close down, explaining why people feel so happy with the world – and unafraid of what might go wrong – when they fall head over heels.

Der sker også en ændring i omfanget af produktionen af de forskellige hormoner og signalstoffer i hjernen under en forelskelse - belønningssystemet får et ekstra skud dopamin for eksempel:

Studies have shown brain chemical dopamine is at higher levels in those in love. Dopamine is key to our experiences of pleasure and pain, linked to desire, addiction, euphoria, and a surge may cause such acute feelings of reward that it makes love hard to give up.

   Tests show that taking opioid drugs such as cocaine have a similar effect on dopamine as love.

   A side effect of rising dopamine levels is a reduction in another chemical, serotonin, a key hormone in our moods and appetite.

Jeg har oplevet det flere gang tidligere i mit liv: 

   En regulær forelskelse i en bestemt kunstners billeder, det oplevede jeg meget tidligt i min ungdom: Han hed Hokusai, var japaner - og hans træsnit der var helt tilbage fra 1800-tallet, betog mig dybt. Og gør det stadig. Og den gang vidste jeg ikke at Hokusai og samtidige japanske træsnitkunstnere, havde revolutioneret den europæiske kunst omkring århundredeskiftet - 1800-1900.

 
Andre kunstnere jeg er blevet forelsket i  og betaget af - ved første blik, er østrigeren Friedenreich Hundertwasser, og schweizeren Poul Klee.

   Men jeg kender også følelsen fra mine tidligere samlermanier - i forhold til fx polerede sten fundet ved stranden:

Og fra de gamle danske  såkaldte 'tofarvede' frimærker fra 1870-1905, som jeg i rigtig mange år samlede på og både var betaget af og optaget af at ordne, systematisere og sætte op på en måde som netop disse frimærker inviterer til:

Bestemte former for arkitektur kan virke på samme måde på mig: Den middelalderlige rådhusplads i Sienna for eksempel - og byen Venedig. 

   Og som beskrevet i det tidligere indlæg, også bestemte designere (ægteparret Eames) og bestemte designmøbler (flaglinestolen af Wegner, compact-sofean af Eames) får mig nemt op i det høje betagelsesfelt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Nedenfor viser jeg lige den sidste forøgelse af min Harald Henriksen-samling: 11 nye farvetræsnit - og min tredje og fjerde akvarel af ham.

Alle træsnittene kom fra samme sælger der har stået Harald Henriksen personligt nær, og som havde fattet tillid til at jeg ville tage godt og kærligt vare på hans træsnit.

   Det var dubletter, og jeg fik dem til særdeles rimelig pris.
   Han fortæller om omfanget af produktionen af farvetræsnittene at han har registreret 117 forskellige træsnit af Harald Henriksen, men at et nyt lige er dukket op.

Oplagenes størrelse var fra 25 til 75, evt. op til 100 -125 for dem der var godt salg i. Nogle af de små gik som gevinst i Charlottenborgudstillingernes tombola. Han nummererede desværre ikke konsekvent, men kun engang imellem. Jeg ved ikke hvorfor, – det gør jo hvert eksemplar mere værdifuldt for ejeren. 

Mine nyerhvervede træsnit har - som de tidligere - fået ny 'indpakning': tynd aluminiumramme, frisk passpartout og refleksfrit glas. Som de tidligere.

   Man siger at det refleksfrie glas svækker farvernes intensitet en smule, noget jeg dog ikke rigtig kan få øje på. Og træsnittene er jo i forvejen både gamle og gulnede, så det der er deres egentlige styrke og kvalitet, den grafiske stilisering og forenkling af farver og former, det får man i hvert fald et fantastisk fint indtryk af i den nye "indpakning".

Her kommer de første syv nyanskaffelser - i tilfældig orden:

Brønshøj mose, 1933

Vinterlandskab, slutningen af 30´erne?

Markvej, vinter (ved Bramsnæsvig ?) slutningen af 30'erne

Vej ved Bramsnæsvig, 1939

Hesterive, Bramsnæsvig, ca. 1930

Snestorm, Brandsø, 1925

Træ, hegnsstolper i forgrunden, udateret

Ikke mindst det sidste er betagende smukt. Også det første i rækken, med motiv fra Brønshøj Mose, er rigtig, rigtig godt - kun trykt i to farver - sortgrå - og duegrå.

   Jeg synes denne samling meget godt illustrerer hvorfor den aller første af Harald Henriksen træsnitten jeg stødte på, for en overfladisk betragtning, set lidt på afstand og gennem glas, godt kunne opleves som en falmet akvarel.

   

De fem farvetræsnit her er alle snelandskaber, og de ligner akvareller på den måde at de  så at sige lever af alle de flader der ikke er farvet - det 'hvide' der repræsenterer sneen i landskabet. 

   Den hvide sne i klatter og baner står så typisk i skarp og profilerende kontrast til mørk oliven, mørkegrå eller sorte silhuetter af træer eller buske eller landbrugsredskaber i forgrunden. 

   I mellemgrunden silhuetter af træer og planter, ofte også i oliven eller mellemgrå farver.

   

Jeg oplever at der med de billeder, ligesom med dem der udgør min "væg" i fotoet indledningsvis, er tale om en form for besjæling af de fremhævede nøgne træer med grene og kviste som en slags levende lemmer - og af landskabet de står i, og som de har som baggrund: Godt nok en form for naturalisme, men med en naturbesjælet symboliserende undertekst, synes jeg

   Selv om træsnittene altså æstetisk og motivisk er udtryk for en form for visuel natur-loyalitet med rødder i guldalderkunstens virkelighesforestillinger, så fremstår træerne i mange af Haralds træsnit som personificerede karakterer på en iscenesat og på forhånd givet landskab-scene.

   

Her to af mine egne - tidligere viste - akvareller med træer - som viser hvorfor jeg føler så stærkt for Harald Henriksens træsnit:

      

Og her et af de aller seneste med motiv fra Mallorca:

De tre følgende Harald Henriksen-træsnit adskiller sig på flere måder fra de første fem i min nye bunke, og også fra dem jeg tidligere har købt og viste ophængt på væggen i starten:

Klint ved en fjord, 1948. Farvetryk på gipsplade

Dette billede af en "Klint ved en fjord" (hvor motivet er lokaliseret fremgår ikke), er trykt i markant kraftigere og mere kontrastfyldte farver end det ellers er normalt hos Harald Henriksen. Der er ikke spor af vintersne, og vi oplever en mere forårs- eller sommeragtigt stemning end typisk for de fleste af hans træsnit.

   Og  man fornemmer et vist slægtskab med og måske inspiration fra det kendte maleri af I. A. Ring med et motiv fra Roskilde Fjord og så det følgende farvemættede Harald Henriksen-træsnit med motiv fra Brønshøj Mose; også det fremtræder med væsentlige kraftigere farvekontraster - og dermed mere forårs- eller sommeragtigt  - end Haralds typiske vinterlandskaber:

Brønshøj mose (Brønshøj kirke i det fjerne), ca 1947

I. A. Ring: "Sommerdag ved Roskilde Fjord”,1900

Faktisk producerede Harald Henriksen også en del træsnit med bymotiver, både fra Københavns trafikkerede gader, pladser og parkanlæg; og også fra Roskilde - som det følgende - hvor den gamle domkirke altid spiller en rolle i motivet.

 

Domkirkepladsen, Roskilde - udateret.

Perspektivet her er usædvanligt. Domkirken fremtræder i den grad mørk og skygget, nærmest truende - i hele højre side af bilede - i kontrast til de relativt små solbelyste byhuse til venstre - og med et kig til fjorden og dens anden bred i det fjerne mellem de to kontrasterende byggerier.

   Særligt bemærkelsesværdig er den ekstremt lave placering af horisontlinjen der åbner op centralt for et sugende udsyn til et blåt himmelrum med lette hvide skyer:

   Dette billede er snittet i et stort næsten kvadratisk format (40 x 34 cm), og er udtryksmæssigt beslægtet med det et andet farvetræsnit som fruen har arvet efter sine forældre - med motiv fra Langelinie i København:

Fuldrigger og mindre sejlskibe ved  Langelinie

Man bemærker ligheden i den relativt lave horisontlinje - og især i måden det blå himmelrum med de hvide lette skyer fungerer på - der tilfører billedet det dominerende helhedsindtryk af krystalklar solrig sommer.

Her er en ny Harald Henriksen-væg - med nogle af de nyanskaffede træsnit -  nu ophængt og fordelt på væggen lige over mit skrive- og malebord: 

Og fruen har klart givet udtryk for at nu er hun ved at være "fed up'' med Harald Henriksen-billeder der efterhånden hænger næsten overalt i huset.

Endelig har jeg nu fra samme sælger som jeg fik de to første af hans akvareller fra, (vist i et tidligere indlæg) erhvervet mig denne smukke akvarel der jo tydeligt er beslægtet med de foregående træsnit i kraft af sommestemningen:

Espergærde/Snekkersten? Måske omkring Egebækshavn, udateret

Det er tydeligt i akvarellen her hvor suverænt Harald Henriksen behersker den klassiske akvarelteknik til at give den optimale oplevelsen af lys og skygge - og dermed til at markere former og dybdeperspektiv med: en teknik med maximum tre transparente akvarel-farvelag malet oven på hinanden "vådt i tørt" - først de lyseste farver som bund, derefter en mørkere tone - og til sidst de mørke linjer og de områder der ligger mest i skygge.

   På forhånd har Harald Henriksen valgt hvad der skulle være helt hvidt - og altså 'males' ved at lade papiret fremtræde ufarvet - som i kanten af cumulus-skyerne.

Endelig viser jeg den aller seneste nyanskaffede akvarel af Harald Henriksen: Et af hans københavnske bymotiver - fra Vesterbrogade som er meget velbevaret:

Han bruger her samme 'lyssætning' og belysningsform som i træsnittet fra domkirkepladsen i Roskilde ovenfor. Et kraftigt solskin fra sydvest lægger højre side af billedet i skygger og i kontrast hertil fremtræder venstre side af Vesterbrogade ekstra stærkt solbeskinnet.

Harald Henriksen malede næsten altid sine akvareller udendørs på stedet - han malede hvad han så, men forenklede så også former og farver på en måde som han var suveræn til -  hvad der jo er genkendeligt fra træsnittene. 

   Og det gik hurtigt med sådan et maleri: højst en dag har akvareller som disse sikkert taget at male. 

Hvis jeg lige til sidst skal blande mig selv og min måde at male akvarel på ind i historien her - som modstykke, så maler jeg næsten altid mine akvareller indendørs - også landskaber - med egne eller andres fotografier af motivet som referencebilleder; som de her fra mit og fruens akvarelkursus på Færøerne med Bardur Jakupsson som lærer - for næsten tre år siden: