Akvarelmaleriets mysterier (55) - et vendepunkt - med Harald Henriksen-nyanskaffelser i fokus

I mange år har mit erklærede mundheld - mit bon mot - været et John Lennon-citat:

Life is what happens to you, while you´re busy making other plans

Og dette blogindlæg, nr. 55 i serien "Akvarelmaleriets mysterier", dokumenterer sandheden i det. Og så er det i øvrigt ret specielt på flere måder.

 

Hvis man betragter blogindlæg under en dramaturgisk eller narrativ synsvinkel, så er der tale om at de er underlagt en 'bølgemodel', et formkrav hvori hver enkelt indlæg udgør en relativt selvstændig 'bølge'.

 

Men nogle indlæg hænger også sammen i større "buer" - som enkeltudsendelserne i en episode- eller føljeton-serie i tv.

   Det gælder fx min serie med fællestitlen "Barsk barndom" - holdt sammen af et fælles tema - og større eller mindre sproglige ligheder i overskrifterne.

   I nogle af disse mine føljeton-serier følger indlæggene lige efter hinanden, som fx den sidste jeg skrev under fællestitlen "Om glæden ved æstetisk skønhed", inspireret af mødet med en interessant maleriudstilling på Rønnebæksholm.

   Og disse føljeton-serier omfatter typisk et antal indlæg der starter med (1) og næsten altid slutter med et tal under 10, som et udtryk for at nu har jeg udtømt det tema på det tidspunkt.

   Det gjaldt også serierne om min og fruens Kinarejse og om vores Burmarejse. Og det gælder serien "Thinking Fast and Slow", en række indlæg der som fælles tema havde et antal  relevante pointer for journalister - hentet fra en bog af nobelpristageren Daniel Kahneman.

 

En enkelt blogindlægserie adskiller sig markant fra de øvrig ved at der er et meget stort antal indlæg i serien; endvidere ved at der kan gå ret lang tid - med mange andre tematisk ikke beslægtede indlæg - mellem at de optræder; og ikke mindst adskiller serien sig ved at den ingen ende har.

   Det drejer sig om serien med fællestitlen "Akvarelmaleriets mysterier" som indtil nu og inklusive dette fylder 55 indlæg.

   Det fascinerende ved det tal er at det er det samme hvad enten man læser det forfra eller bagfra.

 

Serien "Akvarelmaleriets mysterier" indledte jeg med et indlæg den 5. oktober 2011, ca halvandet år efter at jeg var begyndt at skrive på bloggen.

   Og afsættet var det første akvarelkursus som fruen og jeg havde været på - en uge ved Gardasøen i september med den færøske kunstner Bardur Jakupsson som tilrettelægger og underviser.

   Her et link til dette indlæg - og er man interesseret, kan man så bare fortsætte derudaf indtil dette indlæg godt 5 år efter:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

Men det her indlæg (nr. (55)  er også bemærkelsesværdigt på en anden måde: Dets layout  og design - og den blogskabelon som jeg gør brug af, er helt ny og uprøvet.

   Og for læsere der har fulgt med i mine blogskriverier gennem længere tid, måske helt tilbage fra bloggens start, så vil dette nye udtryk nok være lidt af en revolution og måske opleves som noget af en provokation.

   En positiv eller negativ overraskelse, kan hænde.

   Måske et afskyvækkende chok, eller noget som  markant øger glæden ved at læse og følge med.

Jeg ved såmænd heller ikke om jeg selv er tilfreds med fornyelsen. Teksten står ikke med sorte bogstaver, men med hvide eller helt lyse på en blålilla baggrund.

   Da jeg tit viser billeder i blogindlæg, kan man også diskutere om den ret kraftige blålilla farve er den mest velegnede baggrund for dem.

 

Men ved et uheld og som en konsekvens af min uvidenhed om blokkens indre design-maskinrum, blev jeg tvunget til at forlade den gamle skabelon og det konservative og udtryksmæssigt afdæmpede layout som jeg ellers har brugt siden bloggens start i slutningen af marts 2010.

   Og nu er jeg så blevet bevidst om at jeg faktisk til hver en tid kan ændre skabelon og layout - som så automatisk bliver fælles for alle mine blogindlæg tilbage i tiden.

Men dette skulle så være et nyt indlæg i serien om "Akvarelmaleriets mysterier".

   Der er to grunde til at skrive det nu:

   Den ene er at jeg ikke rigtig har fået samlet op på de Harald Henriksen-nyanskaffelser jeg har gjort siden en gang i sommer hvor jeg skrev det seneste indlæg i serien, et  indlæg som IKKE handler om Harald Henriksens billeder (eller kun meget indirekte, i hvert fald), men kun om mine egne akvarelforsøg efter et kursus i Ammalfi-regionen i Syditalien:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/07/akvarelmaleriets-mysterier-54.html

Læser man indlægget, får man nok en klar fornemmelse af at jeg har en plan om at fortsætte med at male det jeg kalder 'træningsakvareller'.

   Og faktisk var fruen og jeg på det tidspunkt tilmeldt et kort weekend-kursus med Uffe Boesen som underviser - i forlængelse af den plan.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Her er en video der viser hvad han kan:

 

Det kursus måtte jeg desværre melde fra. 

   Jeg havde nogle måneder i forvejen fået stillet diagnosen CML (kronisk myeloid leukæmi), og den sygdom udviklede sig i august i en mere belastende retning.

  Så mit humør har siden da ikke være særlig egnet til aktiv akvarelmaling.

Derfor har min jagt på og glæden ved anskaffelsen af en række nye Harald Henriksen-billeder fået lov til mentalt at fylde det æstetiske tomrum ud.

   Denne senest bølge af nyanskaffede billeder fra kunstnerens hånd startede med den her akvarel:

Harald Henriksen: Forår ved Kattinge Sø, ca. 1945.
Akvarel 46 x 55 cm

En meget smuk akvarel præget af en let og lys forårs-sommerstemning, med et blomstrende frugttræ og en udsigt over en sø og en lille jollehavn i forgrunden.

   I forvejen havde jeg to andre akvareller af Harald Henriksen med udtryk som den nye trækker på:

Harald Henriksen: Havn, ca. 1940. Akvarel 64 x 76 cm

 Maj i Høsterkøb 1944. Akvarel 34x 48 cm

Man bemærker i alle tre akvareller hvor effektivt kunstneren udnytter den hvide farve til at skabe lys - umalede former og felter der viser selve det "rå"  hvide papir som akvarellen er malet på.

Den næste nyanskaffelse var også en akvarel. Et markant bymotiv fra det centrale København:

Harald Henriksen: Gammeltorv-Nytorv 1953.
Akvarel 47 x 60 cm

Det er et flot 'cityscape' med en mængde fine detaljer hvad angår tidstypiske biler og cykler. 

    Centralperspektivet er perfekt og udnytter suverænt muligheden for flere forsvindingspunkter. Og sommersolen som skinner fra venstre, bevirker at domhuset kaster skarpe kontrastgivende skygge ind over pladsen, samtidig med at det hvide i facader og vinduesrammer fremhæves i husene overfor.

 

Da jeg lige blev præsenteret for billedet, syntes jeg havde set det før - og kunne så regne ud at det måtte være fra 'besøg' på arkivhjemmesiden for Harald Henriksens billeder som hans søn Hans Henriksen har etableret:

http://www.haraldhenriksen.dk/

Og det var både rigtigt og forkert. Her kan man nemlig finde denne akvarel:

Nytorv og Gammeltorv, ca. 1938. Akvarel 35 x 49 cm

Billedet er malet 15 år tidligere og formatet er væsentligt mindre.

   Men motivet er det samme, perspektivet er det samme og beskæringen er næsten den samme. Og så er det et vinterbillede, og lyset i billedet stammer ikke fra solen, men primært fra den hvide sne der jo også i den her akvarel er 'malet' ved at sneens former og felter i motivet står som umalet papir.

   Da Harald Henriksen ret konsekvent var friluftsmaler og altså malede sine akvareller 'on location', så må han bevidst have placeret sig og sit staffeli på præcis det samme sted i sommerbilledet fra 53 som i vinterbilledet fra 38.

Den seneste Harald Henriksen-akvarel jeg har erhvervet mig, er denne:

Harald Henriksen: Motiv muligvis fra Høsterkøb

Igen et lyst og stemningsfuldt sommerbillede med hvidblomstrende frugttræer i forgrunden. Her er brugt et centralperspektiv med et enkelt forsvindingspunkt. Og det er motivisk og udtryksmæssigt klart beslægtet med de tidligere viste blomstrende frugthave-akvareller. 

   Desværre skæmmes det, som man kan se, af udbredte "ruspletter" der især forstyrrer indtrykket af himmelen.

   Men det stråtækte bondehus centralt i motivet kunne godt være det samme som i denne akvarel (som jeg altså ikke har), bare set fra en anden vinkel: 

 Harald Henriksen: Huse ved Vindekilde Strand, 1934. Akvarel 31 x 46 cm. 

Det er det dog nok ikke. 

   Huset ved Vindekilde Strand som man ser til venstre i det her billede, lejede Harald Henriksen tit om sommeren i 30´erne. Han brugte det som base for en lang række akvareller og træsnit med motiver fra det smukke og interessante omgivende landskab "Bjergene" der imponerer med Sjællands højeste punkt, Vejrhøj.

   Huset ejes nu af sønnen. Og fruen og jeg har besøgt ham og hans kone der. En  regulær idyl med en fantastisk havudsigt.

Så til de nyeste træsnitanskaffelser.

   Dem er der fem af. Det første viser et af de motiver Harald Henriksen i de følgende år gang på gang vendte tilbage til: Bramsnæs Vig:

Harald Henriksen: Vinter ved en Kyst, Bramsnæs 1924.
Farvetræsnit 30 x 44 cm. 

Et meget tidligt og utroligt smukt træsnit. Næsten monokront i farverne, kun en smule olivenbrunt og -grønt i strandvæksterne nederst til højre.

   Inspirationen fra den japanske træsnittradition fra århundret før er tydelig, men Harald Henriksen har også sin egen markante stil som man får en klar fornemmelse af når man ser flere træsnit sammen som på en udstilling.

   Træsnittet med motiv fra Bramsnæs er i sin renhed og enkelhed i former, linjer og farver beslægtet med dette der er nogenlunde samtidigt - og som jeg (lucky me) også har:

Harald Henriksen: Plov i sne, 1924.
Farvetræsnit 30 x 44 cm.

I begge farvtræsnit bemærker man hvor meget 'de hvide' (=ufarvede) områder betyder - både i himlen og på jorden.

Harald Henriksen brugte i mange billeder Roskilde Domkirke som baggrundsmotiv - både i akvareller og træsnit.

   Her er en af mine nyanskaffelser inden for denne motivkreds. Også et meget smukt træsnit med et andet typisk Harald Henriksen-motiv som forgrund: blomstrende frugttræer:

Harald Henriksen: Frugthave i Roskilde, ca. 1927.
Farvetræsnit 30 x 44 cm

Her et par andre nært beslægtede træsnit (som jeg altså ikke har (endnu!)) fra nogenlunde samme periode:

Harald Henriksen: Roskilde Domkirke med blomstrende frugttræer, 1926.
Farvetræsnit 35 x 43 cm 

Harald Henriksen: Roskilde Domkirke, vinter, ca. 1928.
Farvetræsnit 40 x 34 cm

Harald Henriksen: Vintersol Roskilde, 1927.
Farvetræsnit 34 x 44 cm 

Det er typisk for Harald Henriksens rationelle tilgang til udnyttelse af de motiver han holder af, at han ofte laver både forår-sommer- og vinterversioner af helt eller delvist de samme motiver. 

   Det fremgår fx klart af de to træsnit han har lavet fra Frederiksberg Have, og som jeg begge har fået forærende af hans søn:

Harald Henriksen: Plænen i Frederiksberg Have vinter, 1927.
Farvetræsnit 36 x 49 cm. 

Harald Henriksen: Plænen i Frederiksberg Have forår, 1926.
Farvetræsnit 36 x 49 cm. 

Ganske vist står der 1927 på vinter-versionen og 1928 på forår-sommer-versionen ved kopierne på hjemmesiden, men jeg tror årstallene skal byttes om. Den hvide sky med de skarpe konturer, tror jeg jo må være snittet ud af blokken efter at vinterversionen er trykt.

Til mine nyerhvervelser hører også dette træsnit som, da jeg fik det tilbudt, jeg mente jeg allerede havde:

Harald Henriksen: Hesterive, Bramsnæsvig, november 1927.
Farvetræsnit 34 x 44 cm

Men: Nej, det havde jeg ikke. 

   Det jeg havde, var det her:

Harald Henriksen: Hesterive Bramsnæsvig, vinter, ca. 1930.
Farvetræsnit 23 x 27 cm

Det er snittet og trykt tre år senere og formatet er væsentligt mindre.

   Grundmotivet er ganske vist det samme, men, som man ser, er det her meget lysere og lettere i udtrykket på grund af felter med hvid(e) sne(klatter) der er spredt ud over både høstak og muld.

    Man kan sige at Harald Henriksen på det her tidspunkt for alvor har fundet ud af hvor glimrende farvetræsnitteknik og snemotiver klæder hinanden, noget han også meget vel kan have erfaret sig til via de vinterakvareller han allerede på det tidspunkt havde malet en del af. 

Her kommer så hvad jeg vil betegne som perlen blandt de Henriksen-træsnit-bylandskaber jeg har på mine vægge. 

Harald Henriksen: Vimmelskaftet, Strøget, Kbh. ca. 1935.
Farvetræsnit 36 x 30 cm

Det ligner jo i den grad en akvarel, men er altså et træsnit - og næsten monokront i farverne, kun med to mørkerøde skilte på bygningerne til højre og en gul bus til venstre i billedet.

   Det var sønnen Hans der tilbød mig dette smukke og fascinerende 'cityscape', da han selv havde et magen til i forvejen. 

   Vimmelskafttræsnittet er lavet på bestilling af forsikringsselskabet Hånd-i-Hånd hvis københavnske hovedkontor med vimplen på taget udgør den centrale bygning i motivet. 

   Træsnittene skulle efter sønnens udsagn sandsynligvis bruges som firmaets julegave til medarbejderne.

Så kommer vi til et af de nyerhvervede træsnit som det virkelig varmede mit samlerhjerte at at få i hus:

Udstillingseksemplar: Charlottenborg 1943

Det er det eneste træsnit som jeg har bevaret med det glas og den ramme som det havde de jeg købte det. 

   Bagpå står der skrevet med gammeldags skrå håndskrift:

Harald Henriksen

Vinterlandskab

Farvetræsnit, udst. Charlottenborg 1943.

Bagsiden af billedet med den originale indramning bevaret

Som man kan se, er navnet skrevet med præcis den signatur som kunstneren brugte til sine billeder på det tidspunkt. Så det må være hans eget udstillingseksemplar af træsnittet med hans egen håndskrevne tekst på bagsiden, jeg har været så heldig at få fat i - til en helt overkommelig pris, endda. 

   Wau!

   

Jeg købte det af en ung kvindelig kunstner som ikke kendte noget til Harald Henriksen, men fortalte at hun for nogle år siden fandt dette og et andet hos en Marskediser, og "bare syntes de var så gode" at hun straks købet dem. 

   De var kun sat til salg fordi hendes kæreste som hun nu var flyttet sammen med, ikke brød sig om at have dem på væggene!

   Så de varme følelser for kæresten vandt over de varme følelser for træsnittene.

Her ses farvetræsnittet i den version som vises på haraldhenriksen.dk-hjemmesiden:

Harald Henriksen: Plovfurer i sne, 1940. Farvetræsnit 18 x 28 cm. 

Og, interessant nok, findes der også et forstudie i akvarel på HH-hjemmesiden under rubrikken "Tegninger og skitser":

Harald Henriksen: Forstudie til træsnit.

Selvom det er et 'forstudie', har det her billede godt nok også kunstneriske kvaliteter i sig selv. 

   Og det er altså en unik akvarel Henriksen har malet on location, og det har måske taget ham nogle få timer. Vejret har jo været koldt, kan man regne ud.   

   Derefter er han gået hjem i sit atelier/arbejdsværelse i lejligheden på Frederiksberg, og har snittet en eller sandsynligvis to blokke som så han så har brugt til at trykke anslået 50 eksemplarer af dette motiv.

Som jeg har fortalt om tidligere, genbrugte kunstneren ofte sine akvareller og deres motiver som forbilleder og inspirationskilder til sine træsnit. 

   Fornuftigt nok: Akvarellen er der kun en af - et unikum. Træsnittene derimod kunne produceres og sælges i typisk 50 til 75 eksemplarer. Og eventuelt genoptrykkes hvis efterspørgslen var særligt stor.

Og i 20´erne og 30´erne var hans farvetræsnit sandsynligvis meget populære blandt almindelige mennesker der havde lyst til god kunst på væggene, og som foretrak billeder med genkendelige naturalistiske motiver fra dansk land og by.

   Og jeg synes det her eksempel tydeligt illustrerer to pointer: dels hvor suveræn en akvarelmaler og træsnitkunstner Harald Henriksen var, men dels også hvordan de to udtryksformer for ham spillede tæt sammen og påvirkede hinanden. 

   Hans originale og selvstændigt udviklede farvetræsnitteknik gør - langt hen ad vejen - at det lykkedes ham at opnå næsten alle de æstetiske og udtryksmæssige kvaliteter som ellers kendetegner det gode klassiske akvarelmaleri, samtidig med at oplevelsen af motiverne i farvetræsnitten ofte intensiveres gennem træsnit-forenklingerne af former og farver.

Hvis man ønsker at se resten af mine Harald Henriksen-træsnit og -akvareller, så har jeg 'udstillet' dem samlet i det her blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/04/harald-henriksen-udstilling-pa-blokken.html

Akvarelmaleriets mysterier (47) - en fortælling om 'kreativ destruktion' og 'kreative begrænsninger' - med afsæt i manglen på vægplads til Harald Henriksen-billeder - og egne indrammede akvareller

Henriette Hahn-Brinckmann: 

"Schwanenwiek" (park i Hamburg) omkring 1900

Henriette Hahn-Brinckmann:
Klokkeblomster med Edderkop II. 1926.

Disse to farvetræsnit er af en kvindelig dansk-tysk kunstner, Henriette Hahn-Brinkcmann (1862-1934). Hun er 20 år ældre end Harald Henriksen, og dermed en del af det internationale jugendstil-kunstnermiljø. Så hun har sikkert kendt og mødt de danske jugend-kunstnere Gerda Wegener, Johannes Holbek og Jens Lund som jeg har skrevet om i tidligere indlæg

   Henriette Hahn-Brinckmann  er tydeligvis - ligesom Harald - inspireret af de japanske træsnitmestre fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai, Hiroshige m. fl. 

    Hun beskrives som en international pioner inden for udviklingen af en europæisk udgave af den specielle japanske farvetræsnitteknik (som altså ikke var den samme som den Harald Henriksen udviklede helt selvstændigt godt 20 år senere, men jo også inspireret af japanerne).

   Navnet Henriette Hahn-Brincksmand stødte jeg på i den artikel om Harald Henriksens træsnitteknik som jeg tidligere har henvist til:  'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' - af Thomas Bullinger og Troels Andersen (se mere nedenfor).

   Det første af de to træsnit af Henriette Hahn-Brinckman ovenfor, det med motiv fra parken i Hamburg, det har faktisk ganske mange ligheder med et Harald Henriksen-træsnit som jeg har hængende hjemme på væggen:

 

Jeg synes ikke det er helt usandsynligt at den unge og modtagelige Harald Henriksen er stødt på Henriette Hahn-Brinckmanns træsnit omkring 1910-1920. Og at der har sat sig et visuelt ekko og mentalt efterbillede i hans underbevidsthed som han så senere har trukket på.

'Kreative begrænsninger' er et af de fagudtryk som folk der arbejder med at udvikle kreativitet hos sig selv eller andre, er fuldt bekendt med. Det er den modstand fra en ny virkelighed som tvinger folk der skal løse uforudsete problemer, til at finde på en ny "opskrift", når de gamle og velprøvede ikke virker mere.

  

Et af slagordene inden for æstetikken er "less is more", en sentens som faktisk refererer til at begrænsninger, forenklinger, minimeringer - forstærker oplevelsen hos publikum, både når vi taler om billeder (eks. Harald Henriksen-farvetræsnit), om digtning (eks. haiku-digte) og om dramaturgi (eks. "tiden, stedets og handlingens enhed").

Et beslægtet begreb hentet fra økonomisk teori er 'kreativ destruktion', opfundet, tænkt og udviklet den østrigske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950).

   Dansk Wikipedia fortæller:

Joseph Schumpeter er berømt for sine teorier om entrepeneurs (The Theory of Economic Development, 1911) samt sin udvikling af begreberne kreativ/adaptiv respons og kreativ destruktion.

   Han mente, der er to måder, hvorpå man kan reagere, når der sker en ændring/udvikling: Adaptivt eller kreativt.

   Med adaptivt forstås, at man reagerer traditionelt - man tilpasser sig ændringen.

   Med en kreativ respons forstås, at man reagerer ved at gøre noget andet, end man umiddelbart kunne forvente - noget andet end man plejer at gøre.

   En kreativ respons kan med andre ord ikke forudses, og vil skabe (ændre) de efterfølgende begivenheder for altid.

   Med kreativ destruktion forstås, at man ødelægger/nedbryder en "gammel" måde at gøre ting på, fordi man har fundet en ny måde at gøre det på.

Det er naturligvis et rent serendipitetisk tilfælde at Schumpeter er født samme år som Harald Henriksen, akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren hvis fascinerende smukke billeder og mit forhold til dem jeg har skrevet om i adskillige tidligere indlæg. Og fortsætter med neden for.

 
Men det at jeg er begyndt - lidt manisk - at samle på hans farvetræsnit-grafik og akvarelmalerier, har fået store og helt uforudsete konsekvenser for fruens og mit fælles hjem. 

   For at få plads til de nyerhvervede billeder af ham og til de bedste af egne akvareller der er kommet i glas og ramme, er vi gået i gang med et kæmpe eksperiment udi øvelsen 'kreativ destruktion' som udtryk for en 'kreativ respons'. 

  Præmissen er: Ud med langt de fleste af de bøger som i mange år totalt har domineret vores stue og dens vægge - og tilsvarnede mit arbejdsværelse. Og videre: Ud med den tilsvarende mængde høje reoler, som stort set har optaget langt det meste af vægpladsen i mere end 20 år.
   Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".

   Det er forfærdelig hårdt, selvom jeg allerede tidligere i flere omgange har tyndet godt ud i både bøger og tegneserier. Men slet ikke nok - især ikke når jeg samtidig stadig kan finde på at indkøbe nye bøger på Amazon.co.uk.

   Harald Henriksens søn hvis hjems vægge er totalt besat af faderens smukke billeder, har tidligere været igennem samme øvelse. Og han gav følgende råd baseret på erfaring: "Kig på hver enkelt bog og spørg dig selv: Vil jeg nogensinde finde på at (gen)læse den? - Hvis svaret er nej, så UD med den."

   Men for os betyder det - nu oven i - at begge rum skal totalrenoveres, idet det bliver pinligt synligt at vi intet har fået gjort ved vægge, loft og gulv siden vi flyttede ind i 1992 hvor begge rum var næsten nyistandsat.

   Udgifterne til denne rum-renovering vil overstige værdien af mine Harald Henriksen-billeder mange tusinde gange.
   Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.

Her er klart tale om det som Schumpeter kalder 'kreativ respons', idet mødet med Harald Henriksens billeder kombineret med egen relativt nye aktivitet som akvarelmaler, nu har medført radikale og ganske kostbare ændringer af vores hjems indretning for altid.

   Og der er også tale om 'kreativ destruktion' i Schumpeters forstand, nemlig den totale fjernelse af langt de fleste fysiske spor (bøger, artikler, arbejdspapirer) af et helt voksenlivs akademiske karriere og en tilsvarende fjernelse af sporene af et langt livs kontinuert fritidslæsning af krimier og science-fiction.

Så tilbage til indledningens begreb om 'kreative begrænsninger' og fænomenet 'less is more'.

   Her kan jeg uden videre trække på mine egne erfaringer, nemlig på min nyindhøstede viden om vilkårene for at male akvarel.

   For at kunne producere et vellykket maleri med akvarelfarver, må du stort set have tænkt hele processen igennem på forhånd: fra det tegnede motiv, over hvilke farver og med hvor meget vand du skal bruge til forskellige dele af motivet, og til de yderste lag af farve, som altid skal være mørkere end de foregående. 

   Og optimalt er der tre lag, nix weiter, fordi akvarel altid er gennemskinnelig i et eller andet omfang - varierende med den enkelte farve. 

   Flere end tre lag, giver et mudret billede, simpelt hen. Og man har ikke nogen muligheder for at rette fejl eller lave om når først en akvarelfarve er sat på papir.

Og helt afgørende er så også at den hvide farve i en akvarel, som er det der giver lys og kontrast til billedet, bliver skabt - ikke ved hvid maling - men ved at papiret i de områder af billedet får lov at stå umalet frem.

   Det er her demonstreret gennem nogle af mine egne tidlige akvareller fra Kap Verde og og nogle af mine senere fugleakvareller:

Og her en af mine seneste akvareller med meget 'hvidt' - et landskabsbillede med motivet 'et pinjetræ på Mallorcas klippekyst' - som tydeligvis er stærkt inspireret af mit møde med Harald Henriksens landskabsbilleder her gennem vinter- og forårsmånederne:

Betydningen af felter med hvidt (=det umalede papir) er for mig at se en af forklaringerne på at så mange af Harald Henriksens akvareller, som jo altid er skabt udendørs som 'friluftmaleri', er malet i årstiden sent-efterår-vinter-tidligt-forår: Store partier i landskabet ville i den periode være hvidt af snedriver eller klatter af gammel sne der endnu ikke er smeltet. Og himlen er på den tid af året ofte tåget - og dermed også hvid i store partier.

   Se eksempler på Harald Henriksen-hjemmesiden ved at klikke videre til "galleri" og "akvarel":

http://haraldhenriksen.dk/

Også strandkanter med hvidt bølgeskum, en blå himmel med hvid cumulus-skyer, eller en spejlbank søs vandflade er af samme grund motiver som især tiltrækker en suveræn akvarelmaler som Harald Henriksen:

    Se eksempler på hjemmesiden.

Det særligt interessante for mig som forholdsvis nyudsprunget akvarelmaler, er at akvarelmediet simpelt hen gør det muligt  fra det enkelte billede at aflæse valgene og stadierne i den maleriske arbejdsproces. en proces som det måske ikke har taget mere end nogle få timer for Harald Henriksen at gennemføre til perfektion: et smukt landskab - af en anden drømmeagtig verden.
   Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
   Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:

Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:

Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:

Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder. 

   Et vellykket træsnit i flere farver, kræver nemlig tilsvarende, men i endnu højere grad end en akvarel, at du underkaster dig den kreative restriktion som teknikken indebærer, og dermed har gennemtænkt, planlagt og fastlagt farverne (2-4) til de forskellige felter i  motivet som så skal modsvares af bestemte udskæringer på hver sin træblok. Også her er det fladerne af hvidt - dvs. det der ikke er trykt nogen farve på - der definerer billedet:

Men han kunne også lave fortryllende farvetræsnit med strålende forårsfornemmelser med meget 'hvidt'. Se eksempler på hjemmesiden under "galleri" og "træsnit".

Det fremgår af Ole Lindbos bog om Harald Henriksens liv og kunst, 'Naturens spejl', at Henriksen ofte lavede 'akvarelskitser' som forarbejder til sine farvetræsnit. 

   Og i artiklen 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' kan man læse om den meget originale og helt selvstændigt udviklede udskærings- og blok-teknik som kunstneren gjorde brug af til sin omfattende japansk inspirerede træsnitproduktion (som jeg og fruen nu har i alt 19 forskellige eksemplarer af på vores vægge).

   Læs mere om udviklingen af hans originale særlige flerbloks farvetræsnit-teknik her:

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

   Da vi var hjemme hos Haralds søn fik vi også vist en af de skitsebøger med tusch- eller blyant-forarbejder til træsnittene.
   Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
 
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.

Akvarelmaleriets mysterier (46) - min Harald Henriksen-samling er nu blevet fordoblet - og hvad kendetegner hans træsnitmotiver og hans akvarelteknik

Jeg fortalte i forrige indlæg hvordan mødet med Harald Henriksens træsnit og akvareller havde aktiveret mit ellers i meget lang tid sovende samlergen.

   En samling skal sættes op - ligesom en frimærkesamling. Her opsætningen af en Harald Henriksen-væg i stuen:

Jeg har tidligere skrevet om at "blive forelsket i ting" - og især i deres design:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Og der er lavet ganske mange videnskabelig undersøgelser de senere år af hvordan hjernen fungerer hos mennesker der er meget forelskede, som det bl.a. beskrives i den populærvidenskabelig avisartikel her:

http://www.dailymail.co.uk/health/article-2230969/Crazy-love-What-happens-brain-really-chemistry.html

Jeg er slet ikke i tvivl om hvad der er sket for mig siden december sidste år: Jeg er blevet stormende forelsket - ikke i en kvinde - men i nogle billeder og en billedstil af en kunstner jeg ikke anede noget om for et halvt år siden: Harald Henriksen.

   Hans akvareller som jeg nu har fået set mange af i virkeligheden - og - især og ikke mindst - hans originale farvetræsnit.
   Når jeg ser dem, bliver jeg ved med at glæde mig ud over alle grænser. Ikke alle lige meget - men mange meget.

Og når samlergenet først er blevet aktivret hos sådan en som mig, så hænger man på den - er mentalt bundet op på sin forelskelse, betagelse, fascination. 

   Fornuften suspenderes, frontallapperne som den kritiske dømmekraft udspringer fra, lukker simpelt hen ned når forelskelsen i billeder går i symbiose med samlermanien.
   Den forelskede hjerne lukker også ned for de centre der producerer frygt og andre negative følelser, kan man læse sig til.

Brain scans have also shown the area of the brain that controls fear, and another region involved in negative emotions, close down, explaining why people feel so happy with the world – and unafraid of what might go wrong – when they fall head over heels.

Der sker også en ændring i omfanget af produktionen af de forskellige hormoner og signalstoffer i hjernen under en forelskelse - belønningssystemet får et ekstra skud dopamin for eksempel:

Studies have shown brain chemical dopamine is at higher levels in those in love. Dopamine is key to our experiences of pleasure and pain, linked to desire, addiction, euphoria, and a surge may cause such acute feelings of reward that it makes love hard to give up.

   Tests show that taking opioid drugs such as cocaine have a similar effect on dopamine as love.

   A side effect of rising dopamine levels is a reduction in another chemical, serotonin, a key hormone in our moods and appetite.

Jeg har oplevet det flere gang tidligere i mit liv: 

   En regulær forelskelse i en bestemt kunstners billeder, det oplevede jeg meget tidligt i min ungdom: Han hed Hokusai, var japaner - og hans træsnit der var helt tilbage fra 1800-tallet, betog mig dybt. Og gør det stadig. Og den gang vidste jeg ikke at Hokusai og samtidige japanske træsnitkunstnere, havde revolutioneret den europæiske kunst omkring århundredeskiftet - 1800-1900.

 
Andre kunstnere jeg er blevet forelsket i  og betaget af - ved første blik, er østrigeren Friedenreich Hundertwasser, og schweizeren Poul Klee.

   Men jeg kender også følelsen fra mine tidligere samlermanier - i forhold til fx polerede sten fundet ved stranden:

Og fra de gamle danske  såkaldte 'tofarvede' frimærker fra 1870-1905, som jeg i rigtig mange år samlede på og både var betaget af og optaget af at ordne, systematisere og sætte op på en måde som netop disse frimærker inviterer til:

Bestemte former for arkitektur kan virke på samme måde på mig: Den middelalderlige rådhusplads i Sienna for eksempel - og byen Venedig. 

   Og som beskrevet i det tidligere indlæg, også bestemte designere (ægteparret Eames) og bestemte designmøbler (flaglinestolen af Wegner, compact-sofean af Eames) får mig nemt op i det høje betagelsesfelt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Nedenfor viser jeg lige den sidste forøgelse af min Harald Henriksen-samling: 11 nye farvetræsnit - og min tredje og fjerde akvarel af ham.

Alle træsnittene kom fra samme sælger der har stået Harald Henriksen personligt nær, og som havde fattet tillid til at jeg ville tage godt og kærligt vare på hans træsnit.

   Det var dubletter, og jeg fik dem til særdeles rimelig pris.
   Han fortæller om omfanget af produktionen af farvetræsnittene at han har registreret 117 forskellige træsnit af Harald Henriksen, men at et nyt lige er dukket op.

Oplagenes størrelse var fra 25 til 75, evt. op til 100 -125 for dem der var godt salg i. Nogle af de små gik som gevinst i Charlottenborgudstillingernes tombola. Han nummererede desværre ikke konsekvent, men kun engang imellem. Jeg ved ikke hvorfor, – det gør jo hvert eksemplar mere værdifuldt for ejeren. 

Mine nyerhvervede træsnit har - som de tidligere - fået ny 'indpakning': tynd aluminiumramme, frisk passpartout og refleksfrit glas. Som de tidligere.

   Man siger at det refleksfrie glas svækker farvernes intensitet en smule, noget jeg dog ikke rigtig kan få øje på. Og træsnittene er jo i forvejen både gamle og gulnede, så det der er deres egentlige styrke og kvalitet, den grafiske stilisering og forenkling af farver og former, det får man i hvert fald et fantastisk fint indtryk af i den nye "indpakning".

Her kommer de første syv nyanskaffelser - i tilfældig orden:

Brønshøj mose, 1933

Vinterlandskab, slutningen af 30´erne?

Markvej, vinter (ved Bramsnæsvig ?) slutningen af 30'erne

Vej ved Bramsnæsvig, 1939

Hesterive, Bramsnæsvig, ca. 1930

Snestorm, Brandsø, 1925

Træ, hegnsstolper i forgrunden, udateret

Ikke mindst det sidste er betagende smukt. Også det første i rækken, med motiv fra Brønshøj Mose, er rigtig, rigtig godt - kun trykt i to farver - sortgrå - og duegrå.

   Jeg synes denne samling meget godt illustrerer hvorfor den aller første af Harald Henriksen træsnitten jeg stødte på, for en overfladisk betragtning, set lidt på afstand og gennem glas, godt kunne opleves som en falmet akvarel.

   

De fem farvetræsnit her er alle snelandskaber, og de ligner akvareller på den måde at de  så at sige lever af alle de flader der ikke er farvet - det 'hvide' der repræsenterer sneen i landskabet. 

   Den hvide sne i klatter og baner står så typisk i skarp og profilerende kontrast til mørk oliven, mørkegrå eller sorte silhuetter af træer eller buske eller landbrugsredskaber i forgrunden. 

   I mellemgrunden silhuetter af træer og planter, ofte også i oliven eller mellemgrå farver.

   

Jeg oplever at der med de billeder, ligesom med dem der udgør min "væg" i fotoet indledningsvis, er tale om en form for besjæling af de fremhævede nøgne træer med grene og kviste som en slags levende lemmer - og af landskabet de står i, og som de har som baggrund: Godt nok en form for naturalisme, men med en naturbesjælet symboliserende undertekst, synes jeg

   Selv om træsnittene altså æstetisk og motivisk er udtryk for en form for visuel natur-loyalitet med rødder i guldalderkunstens virkelighesforestillinger, så fremstår træerne i mange af Haralds træsnit som personificerede karakterer på en iscenesat og på forhånd givet landskab-scene.

   

Her to af mine egne - tidligere viste - akvareller med træer - som viser hvorfor jeg føler så stærkt for Harald Henriksens træsnit:

      

Og her et af de aller seneste med motiv fra Mallorca:

De tre følgende Harald Henriksen-træsnit adskiller sig på flere måder fra de første fem i min nye bunke, og også fra dem jeg tidligere har købt og viste ophængt på væggen i starten:

Klint ved en fjord, 1948. Farvetryk på gipsplade

Dette billede af en "Klint ved en fjord" (hvor motivet er lokaliseret fremgår ikke), er trykt i markant kraftigere og mere kontrastfyldte farver end det ellers er normalt hos Harald Henriksen. Der er ikke spor af vintersne, og vi oplever en mere forårs- eller sommeragtigt stemning end typisk for de fleste af hans træsnit.

   Og  man fornemmer et vist slægtskab med og måske inspiration fra det kendte maleri af I. A. Ring med et motiv fra Roskilde Fjord og så det følgende farvemættede Harald Henriksen-træsnit med motiv fra Brønshøj Mose; også det fremtræder med væsentlige kraftigere farvekontraster - og dermed mere forårs- eller sommeragtigt  - end Haralds typiske vinterlandskaber:

Brønshøj mose (Brønshøj kirke i det fjerne), ca 1947

I. A. Ring: "Sommerdag ved Roskilde Fjord”,1900

Faktisk producerede Harald Henriksen også en del træsnit med bymotiver, både fra Københavns trafikkerede gader, pladser og parkanlæg; og også fra Roskilde - som det følgende - hvor den gamle domkirke altid spiller en rolle i motivet.

 

Domkirkepladsen, Roskilde - udateret.

Perspektivet her er usædvanligt. Domkirken fremtræder i den grad mørk og skygget, nærmest truende - i hele højre side af bilede - i kontrast til de relativt små solbelyste byhuse til venstre - og med et kig til fjorden og dens anden bred i det fjerne mellem de to kontrasterende byggerier.

   Særligt bemærkelsesværdig er den ekstremt lave placering af horisontlinjen der åbner op centralt for et sugende udsyn til et blåt himmelrum med lette hvide skyer:

   Dette billede er snittet i et stort næsten kvadratisk format (40 x 34 cm), og er udtryksmæssigt beslægtet med det et andet farvetræsnit som fruen har arvet efter sine forældre - med motiv fra Langelinie i København:

Fuldrigger og mindre sejlskibe ved  Langelinie

Man bemærker ligheden i den relativt lave horisontlinje - og især i måden det blå himmelrum med de hvide lette skyer fungerer på - der tilfører billedet det dominerende helhedsindtryk af krystalklar solrig sommer.

Her er en ny Harald Henriksen-væg - med nogle af de nyanskaffede træsnit -  nu ophængt og fordelt på væggen lige over mit skrive- og malebord: 

Og fruen har klart givet udtryk for at nu er hun ved at være "fed up'' med Harald Henriksen-billeder der efterhånden hænger næsten overalt i huset.

Endelig har jeg nu fra samme sælger som jeg fik de to første af hans akvareller fra, (vist i et tidligere indlæg) erhvervet mig denne smukke akvarel der jo tydeligt er beslægtet med de foregående træsnit i kraft af sommestemningen:

Espergærde/Snekkersten? Måske omkring Egebækshavn, udateret

Det er tydeligt i akvarellen her hvor suverænt Harald Henriksen behersker den klassiske akvarelteknik til at give den optimale oplevelsen af lys og skygge - og dermed til at markere former og dybdeperspektiv med: en teknik med maximum tre transparente akvarel-farvelag malet oven på hinanden "vådt i tørt" - først de lyseste farver som bund, derefter en mørkere tone - og til sidst de mørke linjer og de områder der ligger mest i skygge.

   På forhånd har Harald Henriksen valgt hvad der skulle være helt hvidt - og altså 'males' ved at lade papiret fremtræde ufarvet - som i kanten af cumulus-skyerne.

Endelig viser jeg den aller seneste nyanskaffede akvarel af Harald Henriksen: Et af hans københavnske bymotiver - fra Vesterbrogade som er meget velbevaret:

Han bruger her samme 'lyssætning' og belysningsform som i træsnittet fra domkirkepladsen i Roskilde ovenfor. Et kraftigt solskin fra sydvest lægger højre side af billedet i skygger og i kontrast hertil fremtræder venstre side af Vesterbrogade ekstra stærkt solbeskinnet.

Harald Henriksen malede næsten altid sine akvareller udendørs på stedet - han malede hvad han så, men forenklede så også former og farver på en måde som han var suveræn til -  hvad der jo er genkendeligt fra træsnittene. 

   Og det gik hurtigt med sådan et maleri: højst en dag har akvareller som disse sikkert taget at male. 

Hvis jeg lige til sidst skal blande mig selv og min måde at male akvarel på ind i historien her - som modstykke, så maler jeg næsten altid mine akvareller indendørs - også landskaber - med egne eller andres fotografier af motivet som referencebilleder; som de her fra mit og fruens akvarelkursus på Færøerne med Bardur Jakupsson som lærer - for næsten tre år siden: