Halucinationer (2) - om sensorisk deprivation og svækkelse af latente hæmninger som årsag til at se syner, høre stemmer og musik uden ydre kilder

Hallucinationer har jeg vist nok selv aldrig oplevet, i bedste fald grænsetilfælde:

   Man kan måske sige at det at blive lokalbedøvet fx i forbindelse med en større tandoperation, at det er en form for negativ hallucination. Man oplever at en del af ansigtet er væk, mangler, selv om man godt kan se det og røre ved det.

   Når jeg er hjemme i vinterboligen for en kort bemærkning uden at katten er med, så har jeg også hallucinationer af at katten er der og lister omkring som den plejer - i udkanten af synsfeltet.

Men ellers er hallucinationer som ikke er knyttet til alvorlig psykisk diagnose, kun noget jeg en gang i mellem har læst eller hørt om. 

   Fx vejledte jeg for nogle år siden et speciale hvori indgik produktion af en radiomontage om en ung mand der siden han var barn, hørte stemmer, og, bortset fra en kort periode i puberteten, havde levet med dem som en relativt fredelig mental forstyrrelse. Af udsendelsen fremgik at der var mere end 100.00 mennesker i Danmark som var såkaldt 'stemmehørere'.

   I en vis forstand ligner det jo synæstesi som også er en mental tilstand hvor hjernen selv producerer indtryk (farver, lyde, former) i bevidstheden uden nogen ydre sansning som årsag - blot som ledsagefænomener til fx at læse eller høre ord, bogstaver, tal, toner.

   Til beroligelse for mange kan man altså konkludere at det kan være "helt normalt" at høre stemmer, og at mange mennesker har et forholdsvis fredeligt samliv med deres stemmer:

I en stor survey-undersøgelse (15.000 mennesker) fra 1991fandt man at 2,3% oplyste at have hørehallucinationer. Kun en tredjedel af stemmehørerne var tilstrækkelig besværet af stemmerne til at søge hjælp. Dvs. 2 ud af 3 stemmehørere klarede sig selv!

Se mere om stemmehører-hallucinationer her:

http://www.psykiatrifonden.dk/forside/kalender/prasentationer/110411+Anne+Klinte

Men Oliver Sachs bog "Hallucinations" har et kapitel som har overskriften

The Prisonner´s Cinema - Sensory Deprivation

Og pludselig kommer jeg i tanker om at det fænomen kender jeg for så vidt rigtig godt - på anden hånd - via nogle tv-dokumentarudsendelser som dokumentarinstruktøren Poul Martinsen producerede i begyndelsen og slutningen af 70´erne.

   Udsendelserne dokumenterede at hvis forsøgspersoner fik bind for øjnene og blev lukket inde i et lydtæt rum hvor der kun var 'hvid støj' som baggrund, så fik de hallucinationer, både virkelighedstro syner og virkelighedstro lyde - herunder sang og musik. 

   I princippet fortæller disse forsøg os jo at hjernen som sultes for perceptuelle input eller perceptuel variation, begynder at "kede sig" på grund af at den ikke har noget at lave - noget at tolke og bearbejde. Og så producerer den - uhæmmet - en slag realistisk filmforestilling eller lydprogrammer af sig selv - ud af eget indre "kildemateriale".

Når der blev lavet en lang række forsøg i 50´erne og 60´erne hvori indgik eksperimenter med "sensory deprivation", så hang det blandt andet sammen med Den kolde krig, og ikke mindst med angsten for at fangne soldater kunne blive hjernevasket af "fjenden" når de havde være sensorisk isoleret tilstrækkelig længe.

 
Poul Martinsen gjorde et "hjernevask-forsøg" som led i sin tv-udsendelse om "Isolation":

   En kvinde som efter i mange timer at have været blindet og isoleret lydmæssigt, blev udsat for gennem en højttaler at høre en rolig og troværdig stemme læse højt af en madopskrift på "hvid rotteragout".

   Da kvinden kom ud af sin isolation, blev hun af Poul Martinsen tilbudt at spise en ret som af ham blev benævnt "hvid rotteragout", hvad hun gjorde uden tøven. 

   Man kan antage at der sker en svækkelse af hjernens indbyggede hæmninger under isloationen, som så gør den mere modtagelig for suggestion og hypnotisk påvirkning.

   

Under de rette sensorisk isolerede omstændigheder kan de fleste normale mennesker altså få induceret eller fremprovokeret visuelle hallucinationer.

   Og når man laver såkaldte fMRI-skanninger af en hjerne der har den slags inducerede hallucinationer, så viser det sig at der er neurologisk aktivitet i både "the occipital cortex" og "the inferotemporal cortex" som er de dele af hjernen som aktivt bearbejder synsindtryk som input til bevidstheden.

   Til forskel fra de situationer hvor man bevidst og med vilje fremkalder forestillingsbilleder for sit indre blik, så var der ingen særlig aktivitet i den præfrontale cortex ved synshallucinationerne. 

   Den præfrontale cortex er den del af hjernen som har den såkaldt 'executive funktion'. Wikipedia:

This brain region has been implicated in planning complex cognitive behavior, personality expression, decision making, and moderating social behavior.[1]The basic activity of this brain region is considered to be orchestration of thoughts and actions in accordance with internal goals.

Oliver Sacks konkluderer derfra:

Unlike the top-down proces of voluntary visual imagery, hallucinations is the result of direct, bottom-up activations of regions in the ventral visual pathway, regions rendered hyperexcitable by a lack of normal sensory input.

Spørgsmålet for mig er om fx det at høre stemmer, kan være forbundet med kreativitet på samme måde som synæstesi tilsyneladende er det.

   Og det er der noget der tyder på. Oliver Sacs har en fodnote hvor han henviser til en bog "Of Two Minds: Poets Who Hear Voices" af Judith Weisman som ...

... presents strong evidence, drawn especially from what poets themselves have said, that many of them, from Homer to Yeats, have been inspired by true auditory vocal hallucinations, not just metaphorical voices.

Jeg har tidligere fortalt om fænomenet "latent inhibition" (LI) - og at kreativitet kan ses som et resultat af at hjernen af en eller anden grund har relativt lav LI i de nervebaner som forbinder forskellige centrer og områder i hjernen. 

   Lav LI kan så også være en del af forklaringen på forskellige hallucinationer.

Om musikalske hallucinationer - dette at man ufrivilligt hører musik som tilsyneladende bliver spillet fra en ekstern kilde, som altså ikke findes - det kan også forklares med svækket LI, fortæller Sacks:

... what seems to occur in most cases of musical inhibitions is a release of activity in the musical network when normally operative inhibitions or constraints are weakend.  

Analogt til synshallucinationer, så bliver også musikhallucinationer produceret ved spontan aktivitet i det komplekse og ekstensive netværk i hjernen som er aktivt når man hører og opfatter musik spillet/sunget af en ydre kilde.

(fortsættes)

Hallucinationer (1) - om livagtige forestillinger om noget der ikke er der

Alle mennesker har fantasi i et eller andet omfang, og kan forstille sig ting, mennesker, forhold, verdener som ikke eksisterer og som de derfor aldrig fysisk har set, hørt, følt  - sanset. Et mindre belastet, men lidt gammendags ord er 'forestillingsevne'. 

  På engelsk taler man om "imagination".

Kunstnere, forfattere, håndværkere, videnskabsmænd, reklamefolk, journalister og mange andre professionelle grupper, lever af at de har en god forestillingsevne og i større eller mindre grad er 'visionære'.
   Ellers ville de ikke kunne udfylde de arbejdskrav der er indlagt i professionens norm- og forventningssystem.

   Og denne evne udspringer sandsynligvis i det kompleks af hjernemoduler som kaldes "the defualt network", et kompleks i hjernen der er aktivt når vi - metaforisk set - "kigger indad" - og aktiverer det som neurologen Oliver Sacks omtaler som "the minds eye", og som han har givet titlen på en fremragende bog jeg tidligere har refereret til og fra.

   På dansk: Se noget for "sit indre blik",  se noget "på den indre skærm".

Men andre dele af vores hjerne kan helt af sig selv - uden for vores kontrol og viljestyring - producere livagtige visioner for bevidstheden, kaldet 'hallucinationer'.

   Jeg har nu læst en ny bog af Oliver Sacks, hans seneste. Og den fjerde eller femte jeg har læst - af den halve snes han har skrevet.
  Manden er nu 80 år gammel og still going strong hvad angår at skrive på en fængende og engagerende måde om svært tilgængelige og delvist kontroversielle emner - omgivet af fordomme både blandt menigmand og fagfolk.

   Titlen er:

HALLUCINATIONS

Samme ord på dansk: "hallucinationer". 

   Og hvad forbinder man så det med? 

   Først og fremmest: sindsygdom - og nærmere bestemt: skizofreni.

Det handler bogen slet ikke om, eller næsten ikke. 

   Den handler om hallucinationer som mentale fænomener oplevet af normale mennesker i en almindelige dagligdags social og fysisk omverden. 

   Men også og ikke mindst om hallucinationer som følgefænomener til en række forskellige fysiske skavanker som migræne, epilepsi, parkinsonisme, blindhed, døvhed, sensorisk deprivation, amputerede lemmer, blodpropper i hjernen, skader fra langvarig alkoholisme, post traumatisk stress syndrom, mv.. 

   Endvidere om hallucinationer i forbindelse med indtagelse af euforiserende stoffer som hash og LSD, hvad Sacks har personlige eksperimentelle erfaringer med som ung forsker.

Hvad kendetegner så hallucinationer - til forskel fra dette at bruge sin forestillingsevne til at se noget for sig der ikke findes - for sit indre blik?

   For det første er det oplevelser som den person der har dem, ikke kan påvirke, ændre eller fjerne med ønsker og med vilje. De kommer af sig selv og går af sig selv - nærmest som en slags mentale 'indbrud' i bevidstheden/sindet.

   For det andet opstår de uden ydre sansestimulation som igangsættende årsag, og er altså udtryk for hjernens autonome aktivering - ofte som en reaktion på mangel på ydre sanseinput (sensorisk deprivation).

   For det tredje opleves de med samme aura af virkelighed som reelt sansede oplevelser og kan af bevidstheden ikke umiddelbart afsløres som hjernens egne 'påfund'.
    Man kunne måske sige at det er hjernens selvproducerede fiktioner.

Oliver Sacks skriver at selv om det for fagfolk kan være svært at blive helt enige om definitionen, og om hvordan man skelner mellem "hallucination, misperception, and illusion", så vil han definere hallucinationer som "percepts arising in the absence of any external reality - seeing things or hearing things that are not there."
    Jeg tænker: Det ligner næsten definitionen på en spillefilm!

Sacks fremhæver den amerikanske psykologis 'fader' William James' definition i hans epokgørende værk "Principles of Pchycholgy", en definition som lyder sådan her:

An hallucination is a strickly sensational form of consciousness, a good and true a sensation  as if there were a real object there. The object happens to be not there. that is all.

En af pointerne i Sacks bog er at den indsigt i den modulopdelte hjerne som moderne skanningsteknik giver, gør det muligt at udpege de områder af hjernen som producerer de forskellige slags hallucinationer. 

   Altså fx. det netværk af moduler som er aktive når vi hører musik, de moduler er også aktive når man har musik-hallucinationer. 

   De dele af hjerne som normalt aktiveres med de forskellige ydre sanseindtryk som leveres gennem syn, hørelse, smag, lugt, etc., de går under forskellige særlige omstændigheder i en slags produktivt selvsving og leverer virkelighedsoplevelser der for bevidstheden ikke umiddelbart er til at skelne fra ydre sansninger. Og som ofte forveksles med virkelighed i en indledend fase.

   Oliver Sacks:

For instance, an area in the right inferotemporal cortex normally involved in the perception of fasces (=ansigtsgenkendelse) if abnormally activated, may caus people to hallucinate faces. There is a corresponding area on the other side  of the brain normally employed in reading - the visual word form area in the fusiform gyrus; if this is abnormally stimulated, it may give rise to hallucinations of letters or pseudowords.

I bogen kobler Oliver Sacks i slutningen af hvert kapitel de forskellige former for hallucinationer og deres særlige kilder og fysiologiske kontekst sammen med mulighederne for at disse hallucinationer kan have været drivkraften bag en række kulturelle fænomener i den menneskelige kulturhistories udvikling (tilsvarende mit eget forsøg på at koble animisme og shamanisme sammen med 'object-personifications-syæstesi' i tidligere indlæg):

   I indledningen opregner Sacks en lang række af disse mulige sammenhænge i en serie af retoriske spørgsmål:

Indeed one may wonder to what extend hallucinatory experinces hav given rise to our art, folklore, and even religion. 

   Do the geometric patterns seen in migraine and other conditions prefigure the motifs of Abroiginal art?

   Did Lilleputian halluciations (which are not uncommon) give rise to the elves, imps, leprechauns, and fairies in our folkklore?

   Do the terryfying halluciations of the night-mare, being ridden and suffocated by a malign prescence, play at part in generating our concepts of demons and whitches or malign aliens?

   Do "ecstatic" seizure, such as Dostojevsky had, play at part in our sense of the devine?

   Do out-of-body experiences allow for the feeling that on can be disembodied?

   Does the substancelessness of hallucinations encourage af belief i ghosts and spirits?

   Why has every culture known to us sought and found hallucinogenic drugs and usede them, first an foremost, for sacramental purposes?

Oliver Sacks forklarer til sidst i forordet at hans beskrivelser også har et mentalt og konceptuelt frigørende sigte: Mange mentalt sunde og normale mennesker som har hallucinationer, tør ikke fortælle om dem fordi de er bange for at blive stemplet som sindsyge, bange for at deres venner og læger skal tro at "they are losing their minds". 

   Men det er, som hovedparten af eksemplerne i bogen illustrerer, langt fra at være tilfældet:

I think of this book, then as a sort of natural history or antholgy of hallucinations, describing the experience and impact of hallucinations on those who have them, for the power of hallucinatons is only to be understood from first-person accounts.

Her er Oliver Sacks himself i en TED-TALK-video hvor han introducerer en af de former for hallucination som han beskriver i bogens første kapitel: "Charles Bonnet Syndrome", som typisk opleves af mennesker som er blevet blinde:

(fortsættelse følger)

Om 'barselshuse' - og andre ritualer som vender op og ned på social status - for en tid

Jeg skrev i foregående indlæg om hvordan de burmesiske 'NAT-festivaler' (hvor man fejrer og hylder de ældgamle animistiske naturånder) blev en slags legitimt åndehul og frirum for bøsser og lesbiske og transseksuelle hvis seksualitet er officielt kriminaliseret, idet de som medier for disse ånder kan tillade sig at klæde sig ud i det andet køns klædedragt.

   Jeg havde ikke lige det professionelle antropologiske begreb for denne sociale mekanisme, men kunne se ligheder med middelalderens gøglertrupper og hofnarrerollen ved de forskellige fyrstehoffer i forne tider.

   Men det kaldes altså af antropologen Victor W. Turner for 'rituals of status reversals', fremgår det af en artikel i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 19. juli:

Ved sådanne ritualer forventes det, at de, som normalt indtager en lavstatusposition i den sociale struktur, vender den normale orden på hovedet og udøver rituel autoritet over deres overordnede, som må godtage situationen med så meget velvilje og humør, som de kan fremvise. De underordnede har også ret til at klæde sig ud med symboler, der tilhører de de overordnede og opføre en parodi på det herskende hierarki. 

Artiklen har rubrikken "Et værre barselshus", og handler om et interessant socialt fænomen i Sønderjylland for omkring 100 år tilbage, nemlig et såkaldt 'barselshus' eller 'fødselsgilde'. En fest som konerne i landsbyerne afholdt efter en barsel og hvor kun kvinder kunne deltage.

   På vejen hjem fra disse barselshus-fester kunne kvinderne i flok - og efter mandlige kilder at dømme - godt bedukkede efter mange kopper kaffepunch - finde på at indfang mænd de mødte, flå tøjet af dem - eller i det mindst bukserne - og tvinge dem til at danse for sig; eller på anden måde ydmyge mændende - uden at disse grænseoverskridende normbrud fik sociale konsekvenser for kvinderne.

  En milder form bestod i at de opstemte kvinder huggede hattene eller slog dem af hovedet på de mænd de de mødte på vejen hjem.

En stor del af litteraturen om kreativitetsteknikker omtaler at det at "vende tingene på hovedet", "se det fra den modsatte synsvinkel", kan virke frigørende og forløsende på hjernen og dermed være med til at fremme kreativitet og ideudvikling.

   Derfor synes jeg disse ritualer som vender op og ned på social status, er interessante.

Men man skal ikke overvurdere den frigørende effekt af den slags ritualer, fremgår det af artiklen, nærmest tværtimod:

Den gruppe, for hvem det er tilladt at handle, som om den strukturelt var over overlegen, og i denne egenskab udskælde og slå løs på den pragmatisk overlegne, har i virkeligheden for evigt lav status.

   Intet fremhæver regelmæssighed så godt som urimelighed og selvmodsigelse, hævder Turner. Intet tilfredsstiller følelsesmæssigt så meget som overdreven og midlertidigt tilladt ulovlig opførsel.

   Rituals of status reversal tilpasser begge dele, for ved at ophøje den den svage og undertrykke den stærke, bekræftes den det hierarkiske princip. Ved at lade den svage efterabe, ofte nærmest karikere, den stærke opførsel, understreges fornuften i hverdagens kulturelt forudsigelige opførsel mellem samfundets forskellige lag. 

Det er klart at de handlinger som kvinderne foretog sig overfor mændende på vej hjem, var symbolske i den forstand at mændende mistede deres mandlige statussymboler: hat og bukser. Og tilsvarende symbolsk betydning har det haft at mændene skulle udføre striptease-dans som ellers er forbeholdt kvinder fra de laveste statuslag - til fornøjelse og underholdning for mænd.

Vores tradition for firma-julefrokoster og firmaskovture er klare eksempler på 'rituals of status reversal', og ve den medarbejder som misforstår og tror at de "jævnbyrdige relationer" som er tilladt  at udtrykke ved disse festlige lejligheder, kan fortsætte på arbejdspladsen dagen efter.

   Og i denne sommerferietid får jeg den tanke at det er noget lignende der sker i forholdt mellem forældre og børn: at nu her i ferien kan børnene få lov til at bestemme, for så at acceptere at de resten af året intet har at skulle have sagt.

Artiklen var skrevet af Karen Lütken.

Festival for 'NATS' i Burma - mulighed for LGBT for at optræde offentligt og legitimt

Jævnligt læser vi i medierne om konflikter i forbindelse med parader for seksuelle minoriteter, ikke mindst i østeuropæiske lande, minoriteter som samlet forkortes LGBT (lesbian, gay, bisexual, transgender) .

   I Burma har man 'løst' problemet ved en form for kulturel blending.

I Burma/Myanmar er der mange religiøse festivaler - faktisk året rundt - sådan ca. en pr. måned. Datoerne for de forskellige festivaler er bestemt i forhold til den traditionelle Burmesiske kalender, som igen er knyttet til månens gang på himlen hen over året. 

   På vores Burmarejse i januar oplevede vi ikke nogen af disse festivaler, men for et par dage siden hørte jeg et indslag i radioprogrammet orientering om en af disse festivaler: 'Taung Byone Nat Festival', som i år afholde i perioden 9.-16. august, et indslag som i gay-pride-parade-sammenhæng er interessant.

'Nat' refererer til noget jeg skrev om i mit sidste indlæg i Burmarejse-serien: naturånder - og dermed til den ældgamle religion 'animisme' der stort set har været grundreligionen da alle mennesker på jorden endnu var "oprindelige folk", en religion hvor man tror på at naturen, både dyr, planter og landskabsdeleer besjælede med ånder.  

   Denne festival for 'Nats' i Burma beskrives officielt sådan:

The most crowed Nat (spirit) festival in Myanmar. People all over the country come and worship the Nat. the festival of Taung Byone in a very peculiar and particular festival that although Myanmar Buddhists are not actually spirits worshippers, thousands of country folks and townspeople alike flock to this yearly festival of "Nats" near Mandalay to participate in its joyous, light-hearted merrymaking. The small Taung Byone Hill and surrounding areas had been "awarded" to the "Nats" as a special province of their own by Myanmar Kings since the Bagan Dynasty in the 11th century. Once a year, festivals are held to honor these "Nats" – Taung Byone Brother Nats (Ko Daw Gyi & Ko Daw Lay).

Naturånder i Burmesisk aftapning har menneskelig karaktertræk, ønsker og behov. Men, fortæller Wikipedia, de er umoralske, frække, farlige og fulde af fejl og mangler:

They are flawed, having desires considered derogatory and immoral in mainstream Buddhism. During a nat pwè, which is a festival during which nats are propitiated, nat kadaw (lit.: nat lady, i.e. mediums) dance and embody the nat's spirit in a trance. Historically, the nat kadaw profession was hereditary and passed from mother to daughter. Until the 1980s, few nat gadaws were male. Since the 1980s, transgendered gay men and transvestites have increasingly performed these roles.

Det vil sige at den sociale rolle som medier for naturånder, kaldet 'nat kadaw' i stigende grad varetages af homoseksuelle, biseksuelle, transvestitter eller transseksuelle (LGBT),  som klæder sig ud som kvinder (eller omvendt: som mænd). Og disse nat-medier samles i tusindtal når der er nat-festival, fremgår det af flere kilder.

   Det er interessant, for disse grupper har jo biologisk set en form for blended - grænseoverskridende seksualitet. Og samtidig er disse former for seksualitet kriminaliseret i Burma, ligesom i mange andre lande.

   Men i ly af disse ældgamle religiøse fester hvor medier klæder sig ud, bliver 'besat' af naturånder og i trance fester vildt og uhæmmet, kan ellers forbudte seksuelle minoriteter få en form for  kreativt og befriende socialt åndehul - og en slags legitim status. 

   Her følger et udsnit af en reportage som netop tematiserer dette:

With thousands of spirit mediums in town, there’s a bit of a monopoly on who can get possessed here. Only recognized natkadaws, “the wives of the spirits,” can have a “real” possession.

   “If you are being possessed by a female nat, you dress like a female. If you are being a male nat, you dress like a male. You can change instantly,” according to Zaw Myo Naung, one of the official nat mediums. He says gay men like him tend to be better at connecting with the spirits, because they have both a male and a female side.

This traditional belief helps makes Taung Byone a special place for Myanmar’s closeted gay community.

   “Their freedom and happiness is here,” he said, “and that’s why it is a place for gay people.”

   Naung’s uncle was upset when his nephew became a spirit channeler, because he says they’d never had a gay member of the family before. Later they accepted him, though. It helped that Naung’s connection to the spirits bought the family a house and a car.

 Transgender people find acceptance here too. Tha Ma Shein Linn says she loved Taung Byone right from the start because although she has a man’s body, she can dress as a woman here. Taung Byone was the first place she’d seen so many other transgender people – many working as natkadaws. It’s one of the few jobs transgender people can get, according to Nay Oo Lwin of Population Services International, an NGO that works with Myanmar’s gay community.

“They only have three choices to earn a living: to become a natkadaw, a beautician, or a sex worker.”

Nay Oo Lwin says the festival in Taung Byone doesn’t just draw spirit worshipers. It’s also a meeting place for gay Burmese.

“There is a saying – if you are a gay man in Burma, you must [come] to Taung Byone.”

   At the main shrine, live music blasts out. People of all ages are leaping, pushing and clawing to give money to the natkadaws who dance in the center, decked out in fake eyelashes, sparkling dresses and big hair.

   For one week, they are the most revered people in the country – connecting the spirit world with humans. And for the gay community of Myanmar, for that one week, there is no judgement.

Jeg synes også det er interessant i lyset af den teori jeg udkastede i det sidste indlæg i serien om 'Den kreativt Burmarejse´, at synæstetikere kan have fået en rolle som shamaner i de oprindelige jæger- og samlerkulturerne, fordi de naturligt og automatisk personificerede omgivelserne i kraft af deres 'objekct-personification'-synæstesi.

Om forbindelsen mellem mindfulness-meditation og fokuseret litteraturlæsning

Jeg har altid forbundet (sommer)ferie med lystlæsning, i de senere år typisk krimier og science fiction. Tidligere alle mulige former for fiktion og populær faglitteratur.
   Og lystlæsning indebærer mental afslapning og aflastning. Faktisk lidt ligesom meditation - bare på en anden måde. Eller hur?
   Men også aviser læser jeg flere af i ferien, fx Weekendavisen, som jeg ellers ikke abonerer på. Først og fremmest er det avisens tillæg 'Ideer' som trækker.

En af mine helte inden for journalistisk videnskabsformidling Lone Frank har i 'Ideer' 12/7 skrevet en kritisk artikel om forskning i meditationens effekt på hjernen, især den form som betegnes 'mindfulness', og som udspringer af buddhismens dyrkelse af 'den indre ro i øjeblikket': "en ikke-dømmende opmærksomhed på erfaringer i nuet".

   Jeg har selv refereret en del af denne forskning i en række indlæg for omkring et år siden, hvor jeg refererede dele af Richard J. Davidsons forskning omkring "den plastiske hjerne". Så jeg spidser øjne!

Lone Frank sammenfatter med en vis distance den forskning som har fokuseret dels på hjernen hos tibetanske munke der har mediteret intensivt og konstant i mange år, dels på 'novicer' der har fået kurser i mindfulness-meditation på nogle uger:

Man kan pege på ændret EEG (i.e. de forskellige elektromangetiske bølger som hjernen udsender afhængig af "tilstanden"), og forhøjet aktivitet i i særlige hjerneområder, ligesom nogle studier finder ændringer i visse hjernestrukturer efter længere tids praksis".

Kritikken går på at det er svært at tolke på hvad disse ændringer egentlig betyder, og på at den kliniske virkning er usikker. Forskningsresultaterne er ikke entydige, og de samlede data på områder er mangelfulde, fortæller hun - med belæg i en række interviewcitater fra skeptiske eller kritiske forskere.

   Et af problemerne er at de mest entusiastiske forskere selv mediterer og har gjort det længe, hvilket kan siges at udgøre en form for videnskabelig bias. Den kritik afvises så af en anden forsker der bruger analogiargumentet:

"Det er ikke anderledes end at fysiologer, der er interesseret i motionens virkning, forsker i motion og anbefaler motion, fordi de faktisk oplever sundhedsvirkninger."

Jeg har som tidligere nævnt selv mediteret siden slutningen af 70´erne, ikke 'mindfulness', men 'transcendental meditation'. Og min interesse er ikke primært sundhed og velvære og afstresning, men den eventuelt stimulerende effekt på kreativ tænkning og kreative aktiviteter inden for forskning, kunst, journalistik og litteratur som meditation kan have.

   Og jeg har først og fremmest set det som én af en lang række sensoriske, motoriske, mentale og kognitive aktiviteter og processer som - bevidst eller ubevidst - kan stimulere hjernen til såkaldt "åben tilstand" ved at svække den såkaldte "latente hæmning" (LI) som er med til at begrænse forskellige centrer i hjernens muligheder for at spille samen og og dermed muligheder for at kunne 'blende' indhold fra forskellige og ellers adskilte konceptuelle rum.

Det er også pointen fra en af de forskere Lone Frank citerer, Martijn van Beck:

"Det er ikke underligt at man kan finde både psykologiske og fysiologiske virkninger af meditation - man foretager jo målrettet kognitiv aktivitet. Men det betyder ikke, at man ikke kan sætte gang i de samme eller andre interessant forandringer ved hjælp af noget helt andet."

Jeg har tidligere været inde på hvordan visser former for musik kan virke ind på hjernen så den bliver mere åben for kreative processer, men at også oplevelsen af visse former for kunst og arkitektur kan gøre det (virke 'inspirerende') og også forskellige former for fysisk aktivitet.

   Og sådan altså også med input fra læsning af litteratur, dyrket i 'læsegrupper'.

Lone Frank refererer til offentliggjorte forskningsresultater fra danske forsøg hvor man sammenligner - på den ene side frivillige grupper der mødes en gang om ugen i to timer for i fællesskab at dyrke mindfulness, og på den anden side frivillige grupper der mødes en gang om ugen to timer for at diskutere Jane Austins roman 'Emma':

Læserne opnår mange af de samme effekter som mindfulness-gruppen, blandt andet i forhold til emotionel regulering. Dethandler muligvis om at man i læsningen træner evnen til at kunne se verden fra et andet perspektiv", forklarer professor ved MindLab Andreas Roepstorff. Han bemærker også at læsning åbenbart er en mere tillokkende aktivitet. I hvert fald fortsatte læsegruppen på frivillig basis, mens de mediterende indstilled deres praksis, så snart forsøget var slut.

Denne sidste forskel kan hænge sammen med at læsegruppen stimulerer "bondinghormonet" 'oxytocin', mens mindfulness-meditation ikke (nødvendigvis) gør det.

En søgning på nettet for "litterature theraphy" giver mange hits. Og tilsvarende for den danske oversættelse 'biblioterapi". Se fx:

http://thomas-olesen.blogspot.dk/2011/07/om-biblioterapi-og-lsekredse.html 

http://www.information.dk/153260 

http://www.guardian.co.uk/books/2008/jan/05/fiction.scienceandnature 

http://www.thereader.org.uk/

Jeg har tidligere været inde på at det læse en roman, se en film eller opleve et teaterstykke, aktiverer både 'the defaualt (mode) network' og 'spejlneuronsystemet' i hjernen. Og at det er derfor det påvirker os mentalt - emotionelt og kognitivt - at være publikum til den slags kunstneriske aktiviteter; herunder giver det os mulighed for identifikation med figurerne/karaktererne i fiktionen, 'identifikation' forstået som 'indlevelse gennem genkendelse' - og dermed selvindsigt.

 

'The default mode network' er det indbyrdes forbundne kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi dagdrømmer ('mind-wandering '), når vi genkalder os tidligere oplevelser, når vi fantaserer om fremtiden og andre verdener, når vi forestiller os i en andens sted ("theory of mind"), og når vi tager stilling til moralen i en tænkt handling. Altså alt i alt: når vores opmærksomhed er vendt "indad".

   'Spejlneuronsystemet' er de dele af hjernen som automatisk simulerer de handlinger og følelser som vi ser og hører andre mennesker gøre og have, eller når vi bare forestiller os dem udført og udtrykt.

  Og det jeg derfor forestiller mig er at såvel litteraturlæsning og deling af oplevelserne med andre i læsgrupper, som de forskellige former for meditationsteknikker man kan lære at praktisere, at de begge påvirker the default network´s måde at fungere på, så det kan stimulere til mere kreativ tænkning hos 'normale' mennesker, og så det kan virke helende - beroligende - på stresstilstande og forskellige former for psykiske problemer:

   Det sidste forholder Wikipedia sig til i artiklen om "the default network":

In humans, the default network has been hypothesized to generate spontaneous thoughts during mind-wandering and may relate to creativity. (...)

   It has been hypothesized to be relevant to mental disorders including (...) autism, and schizophrenia. In particular, reduced default network activity has been associated with autism, overactivity with schizophrenia. 

   Lower connectivity was found across the default network in people who have experienced long term trauma, such as childhood abuse. 

   Among people experiencing posttraumatic stress disorder, lower activation was found in the posterior cingulate gyrus compared to controls. 

   The posterior cingulate gyrus discerns emotional and self-relevant information; this interacts with the anterior cingulate gyrus, which integrates emotional information with cognition; and the medial prefrontal cortex, which allows for self-reflection and the regulation of emotion and arousal. 

   This appears to correlate with the experience of people who have experienced long-term trauma and describe feeling 'dead inside' or have a fragmented sense of self or enter dissociative states.          

   Children who have been traumatised often lack an inner world of imagination and show little symbolic play, this too is likely to be due to interruptions across the default network. 

   Meditation practice (including transcendental meditation) is recommended for reactivating these networks.

Altså: Det ser ud til at en række mentale og psykisk problemer har det tilfælles at de modsvares af reduceret (eller ustyrlig) aktivitet mellem de forskellige moduler i hjernen som tilsammen udgør the default mode network. Og at blandt andet meditation synes at fungere gen-aktiverende når det gælder samspillet og forbindelsen mellem dem. 

   Og min pointe er så ud fra en lang række tidligere indlæg, at andre mentale aktiviteter og visuelle, lydlige eller motoriske input og impulser kan have samme effekter: både på kreativiteten og på uro eller forstyrrelser i hjernen.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på at rigtig mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om, i interviews fortæller at de i barndommen læste og læste og læste - "slugte" alt muligt: børnebøger, tegneserier, ugeblade, illustrerede klassikere, billedbibler, etc.

   Jeg har selv været en af slagsen som barn, og var i familien berygtet for at jeg altid hellere ville blive hjemme og ligge på maven og læse, end tage på camping- eller skovtur med resten af familien.