Mel Gibson - to personer i en og hvad deraf følger

Jeg bladrer igennem klip fra aviser jeg ikke fik kommenteret da de udkom. Et af dem rammer i plet i forhold til et af søgemønstrene: Den særligt kreative personlighed hvis kreative dynamik hænger sammen med at personligheden er spaltet ud i to eller flere "sider" som forsøges integreret igennem kreative aktivieteter. Og en personlighed som gang på gang læner sig op ad skandaler - med risiko for at blive udstødt af det pæne selskab.

   Skuespilleren Mel Gibson er tydeligvis en af dem. 

Information fra den 1. juni. Rubrikken: "Skandalemageren Gibson kæmper med sig selv". Et portræt skrevet af Jonas Varsted Kirkegaard. 

Hvad er der så med Mel Gibson? Mr. Bravehaert! Mad Max! Der "kæmper med sig selv".
   Jeg tænker: En person "der kæmper med sig selv", er x1 der kæmper med x2. To personer i en. Selv udsagnet indebærer jo også konceptuel blending: I det blendede output-rum udspiller der sig en kamp mellem Gibson1 og Gibson2.

Vi opregner lige hans skandaløse meritter. I følge artiklen:

• For fem år siden sagde han til en jødisk betjent at jøder var ansvarlige for alle krige i verden.
• Inden da havde han instrueret filmen "Passion of the Christ", der havde klare antisemitiske undertoner.
• Lydoptagelser dokumenterer at han har truet med at myrde ex-kæresten Oksana Grigorieva.
• "Hvis du bliver voldtaget af af en flok niggere, er du selv ude om det", har han også sagt til hende. 

Vennerne siger at han er "noget af en Dr. Jerkyll og Mr.Hyde-skabning."

   Jodie Foster som har instrueret den aktuelle film som Mel Gibson har hovedrollen i, "The Beaver", siger at det er de fire film Gibson selv har instrueret, der viser han sande jeg: "Det er film om folk, der opsøger de mørkeste steder i jagten på et spirituelt øjeblik."

   Hans ven, produceren Dean Devlin (der i øvrig er jøde) fortæller:

Mel vil sig hvad som helst for at chokere dig. Hvad enten han mener det eller ej.  Intet morer ham som at se folks underkæber i frit fald. Det er er meget barnligt træk.Det er skuespilleren i ham, der forsøger at få en reaktion.

Har han ondt i farforholdet? Ja, mon ikke!

   Artiklen i Information fortæller at "han voksede op i skyggen af en far med meget markante meninger." At han elskede sin far, Hutton Gibson, meget højt, og at denne far tilsyneladende var og i en alder af 92 stadig er ekstremt autoritær og tilhører en meget konservativ gren af katolicismen. Faderen er kendt for sine teorier om udspekulerede jøders skjulte magtudøvelse. Og han benægter endvidere at Holocaust kostede 6 millioner jøder livet. 

Lars von Trier og Henrik Dahl - gå hjem og vug!

   Og jeg kobler uden videre til Christian Stentoft som producerede en radiomontage til DR i 1994 - om sit betændte forhold til sin "sataniske far" Aage Stentoft. Og videre til Poul Martinsen dokumentar "I skyggen af en far" - hvor han følger Christians Stentofts produktion af den stæke, men også emotionelt konfliktfyldte motageudsendelse.

Retorik og dramaturgi - som simuleringsformer der forudsætter modstand og kan skabe forandring

Jeg forfølger i de seneste blogindlæg tankegangen fra NTL - "The Neural Thory of Language", som også kunne kaldes teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: the embodied theory of language. 
   Det bærende metaforiske udsagn for teorien er:

"Understanding as Simulation"

Og "simulation" betyder noget i retning af ubevidst tankeeksperimenteren - hvor tænkning og "koncepts" ikke er bundet til verbalsproget - men ligesåvel kan være tænkning i billeder, tænkning i bevægelser (dans), tænkning i lyd (musik), tænkning i smagsfornemmelser - eller - i kreativitetssammenhæng - en kombination af fx verbal og visuel/rumlig tænkning

Da vi ved at hjernen er opdelt i moduler som arbejder sammen for at vi kan tænke, føle, handle, forstå, opleve, så må tænkning foregår i delvist adskilte men samarbejdende simulationsrum.
   Det er en parallel til at når vi oplever en rød bil komme kørende, så registres den røde farve i et center af hjerne, bevægelsen i et andet, og kategoriseringen af at det er en bil i et tredje. Men centrerne arbejder altså samme for at give os den hele oplevelse af "en rød bil kommer kørende".
   Eller når vi taler, så er det et center i højre hjernehalvdel der styrer intonation og tryk og de muskler i stemmebåndet som leverer den del af talen, mens det er et center i venstre hjernehalvdel der styrer syntaks, ord og udtale og de muskler i mundområdet der styrer udtalen af vokaler og konsonanter. Og de to centrer arbejder ubevidst og koordineret sammen for at give den "naturlige tale".
  Da følelser og højre hjernehalvdel har tættest forbindelse, så kan intonationscentret i højre hjernehalvdel, hvis man er bange for at sige noget, sende signaler til stemmebåndende om at de skal "snøre sig sig sammen", så der ikke kan komme en lyd frem, selv om tunge, læber og mund gør alt hvad de kan for at sige det venstre hjernehalvdel instruerer om at de skal udtale.

Lad os forfølge ideen med forskellige simulationsrum der arbejder sammen på andre områder:

Når man taler om fakta-dramaturgi i fx tv, så taler man i virkelighed om blending af to konceptuelle rum: et dramaturgisk og et retorisk. I det dramaturgiske rum er målet forførelse, i det retoriske rum er målet overtalelse.

   Tager man de kropsindlejrede metaforer i de to målsætninger for pålydende, så bliver man som modtager gennem dramaturgien ført til en anden virkelighed end den man er i - altså i et mentalt billed- og handleorienteret "fiktionsrum" som man kan forlade bagefter.
    Gennem retorikken bliver man som modtager talt over i en anden videns- og taleposition end den man er i, altså flyttet til et andet sandheds- eller indsigtsrum som man kan tale ud fra, et rum med et nyt standpunkt der erstatter et allerede eksisterende.
   Hvis altså det lykkes med hhv. overtalelsens og forførelsens forskellige simulationsstrategier

Accepterer vi at forståelse er simulation - simulation der for det meste foregår i det kognitivt ubevidste - så kan man sige at henholdsvis retorik og dramaturgi opererer i hver sit særlige ubevidste simulationsrum:

   Retorikken udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres samtale og diskussion i form af forestillede spørgsmål og svar - eller i form af forestillede påstande og modpåstande med argumenter. Det er viden og sandhed der er i spil i det rum.

   Dramaturgien udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres personers handlinger og modstand, aktion og reaktion i scener og sceniske forløb. Det er følelser, sansninger og handlings-identifikation der er i spil i det rum.
   Bemærk: I begge rum forudsættes modstand mod hhv. forførelsen og overtalelsen.

Det er min hypotese at dramaturgiens simulationsrum domineres af højre hjernehalvdels-tæning, mens retorikkens domineres af venstre hjernehalvdels-tænkning. Men at begge hjernehalvdele naturligvis arbejder sammen når de kropsindlejrede simulationsprocesser er i gang når fx et journalistisk faktaprogram opleves og sætter mentale - kognitive og emotionelle "aftryk" i hjernen.

Faktadramaturgi leverer altså mentale værktøjer til kognitivt at operere i et blended simulationsrum hvor forførelse og overtalelse mixes på uigennemskuelig vis gennem mental og konceptuel integration af de gode gamle modstandere: fornuft og følelse.

Hvad med det der kaldes narratologi - og som handler om hvordan man konstruerer fortællinger i ord? Storytelling? 

   Simulation af forløb af oplevelser? Måske?

I en opgave jeg som censor læser inden for faget "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag", finder jeg følgende beskrivelse af hvad man strategisk kan gør for at forebygge eller modvirke modstand mod forandring i en virksomhed.
   Afsættet er en bog "Modstand mod forandring" skrevet af Steen Visholm:

Visholm gør opmærksom på, at modstand mod forandring typisk bunder i forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden. Hans teori er, at når en forandring udmeldes, vil de fleste mennesker have en naturlig tilbøjelighed til at gøre sig en masse grundløse og angstbetonede forestillinger, der kan hindre modtagelsen af objektiv information. Ifølge ham er en forandringsproces 'et projektivt rum, der løbende udfyldes med med virkelighed.' For at der kan blive plads til virkeligheden i det imaginære rum, er medarbejderne imidlertid først nødt til at dele deres negative forestillinger med andre, lade forestillingerne 'containe' - og dernæst realitetsteste imod fakta. Jo mere virkelghed rummet på den vis fylde med, desto mindre plads er der til ukonstruktive forestillinger. Forandringsmodstanden kan således begrænses. 

"Containe" må vel betyde "rumme og inddæmme"?

   Det jeg hæfter mig ved her er omtalen af "et projektivt rum" og "det imaginære rum". Det lugter af "simulation". Det er et mentalt rum som medarbejderne har konstrueret i hjernen, ikke ud af sandhed, virkelighed og fakta, men ud af fantasier og angstforestilinger - og hvori de ser sig selv. Og de bryder sig ikke om det de ser. Og bliver bange. Skal de kunne se sig selv i et forandret rum uden angst, så må dette imaginære rum være beskrevet så levende og konkret at det - i erfaringssprog - at det gør det muligt at medarbejderne kan se sig selv handle fungere i det, og sådan at det simulerede fremtidsscenarie kan levere svar på de konkrete spørgsmål som udspringer af angsten for forandring

   Her beskrives på en måde en kamp mellem den indre dramaturgis arbejde og den ydre retoriks mål.

Når mennesker simulerer og dermed forstår noget, så kan der være to kilder: den ene kan være indre fremkaldte forestillinger, og den anden de handlinger man for tiden udfører, idet simulering jo altid i en eller anden forstand enten bygger på  tidligere eller på aktuel kropsindlejret forståelse.

    Hvis det angstfyldte projektive imaginære rum skal "fyldes af virkelighed" - fantasi erstattet med erfaring - så kræver det mere end ord - altså mere end (en-vejs)kommunikation.

    Derfor skal de angstfyldte medarbejdere indsættes som aktive aktører i virkelige (for-)handlingsrum der har direkte relation til de forandringer som skal gennemføres. Det kaldes her i opgaven jeg læser, at tildele dem "ejerskab i processen".

   Værdier skal ikke først og fremmest kommunikeres, de skal leves. Ellers kan de ikke siden hen simuleres.

Jeg tænker på typiske metaforiske udsagn om jeg-et i simulerede rum af typen: "Jeg kan ikke se mig selv i den nye stilling", eller "Jeg kan ikke forstille mig arbejde på de betingelser".

Opgaven er at få medarbejderne til "at se sig selv" arbejde, fungere, leve, få mening i den fremtidige forandrede virksomhed og virkelighed.

   Eller som amerikanerne siger: "What´s in it for me? That´s the question!

En af vejene må altså være at arbejde med storytelling i anskuelige fremtidscenarier der gør det muligt for medarbejderne at få besvaret spørgsmål som: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for mig? Hvilke ny opgaver får jeg? Hvilke kolleger møder jeg og skal samarbejde med? etc.

   Herunder brug metaforer, metonymer, lignelser, analogier, cases, eksempler, ordsprog, bevingede ord, jokes, gåder - over en bred front.  Brug erfaringssprog, anvend basic-level-kategori-ord, tegn og fortæl, få kroppens positive erindringer aktiveret.

   Det fremmer anskueligheden i fremtidsscenarierne og bidrager med det mentale "stof" - de indre billeder og brikker - som simulationsprocesserne skal trække på for overhovedet at komme igang. 

Man kan måske sammenfatte det sådan: Hvis du som leder har et ønske om at forandre folks adfærd, så må du give dem "input" i form af konkrete forstillinger som de kan bruge til at se og simulerer sig selv fungerende i en kommende forandret virkelighed. Konkrete forestillinger er noget man kan give input i gennem erfaringssprog som indeholder en vrimmel af basic-level-categories-ord. Og for at simulere en virkelighed så må man have input via erfaringssprog. Ellers har man ikke simulationsmateriale for fantasien og forestillingsevnen.

   Og pointen er nok at det er kun gennem mulighederne for simulation at man kan "tale til" folks følelser. For sådan er hjernens moduler forbundet, der forbinder ord og følelser.

    Og det ved vi: Følelser, positive eller negative, er afgørende for hvad vi vil gøre eller ikke gøre, herunder ændre adfærd - i bestemte situationer.

En anden af opgaverne i "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag" referer til en af de "tunge drenge" inden for forandringskommunikation, J. P. Kotter:

Kotter identificerer et grundlæggende mønster i vellykkede forandringsprojekter "See - Feel - Change" som er indeholdt i alle forandringens otte trin. Buddet lyder, skab visuelle oplevelser, så medarbejderne kan se forandring for sig. Det giver en følelse af lettelse og føre til ændret adfærd.

Vi ser os selv i et simuleret rum. Vi føler os godt tilpas i dette forestillede rum. Vi tør handle for at virkeliggøre dette rum.

   Dette med "SEE - FEEL - CHANGE" er i følg opgaven eksemplificeret i bogen "The Heart of Change - Real-life Stories of How People Change Their Organisations" - af J.P.Kotter og Dan S. Cohen. 

   Jeg mindes igen og igen Kung Futse:

Tell me and I forget

Show me and I remember

Involve me and I understand.

Ud fra den kropsindlejrede sprogteorie, er det naturligvis en herlig metaforisk titel der er lige i øjet: "The Heart of Change" - forandringens hjerte.
   Og i citatet fa Kung Futse er det ikke svært at oversætte "involve me" til: "Give mig et simulationsrum som jeg kan se mig selv i" - og dermed forstå hvad forandringen går ud på.

Lort i fløden - og smørelse mellem "venner" - Pressenævnet siger fra

I Politikens kultursektion i dag er en artikel af Jakob Elkjær - avisens meget aktive udøver af journalistik om journalistik. Rubrikken minder i den grad om Lakoff´s skoleeksempel som udgør titlen på hans indflydelsesrige bog: "Don´t think of an elephant". Lakoffs pointe var at man ikke kunne negere noget der aktiverede en "frame", uden at man også gennem negationen aktiverede den samme frame. Altså enhver kommer til at tænke på alt det som en "elefant" i øvrigt mentalt forbindes med, også selv om man får besked på at det må man ikke.

Rubrikken i Elkjærs artikel var et citat med præcis den pointe:

Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret

En journalist fra B.T. havde skrevet en artikel om at et økologisk mejeri med rubrikken "Fandt afføring i fløden", baseret på en påtale til mejeriet for dårlig rengøring. Det viste sig at artiklen ikke holdt vand, og Pressenævnet gav en alvorlig kritik af B.T. for ikke at have tjekket det faktuelle grundlag for artiklen.

   Mejeriets advokat udtaler at den artikel med den påstand var ved at "tage livet" af mejeriet, også selv om den kort efter blev korrigeret af B.T. Skaden var sket, der var etableret en mental og konceptuel kobling mellem det pågældende mejeri og forestillingen om "lort i fløden".

Et par pointer er værd at trække frem:

   Den skadelige rubriks ord er det jeg tidligere har kaldt basis-kategori-ord, ord som fremkalder konkrete forestillinger i hovedet på folk, ord som kan tegnes, ord som gå rent ind i simulationsmaskineriet i det kognitivt ubevidste.

   Der er tale om et metonymisk forhold mellem mejeriet som helhed og en del af dens produkter: forurenet fløde: Helheden ses og forstås - og farves - gennem delens optik.

   Og selv om den metonymi siden blev dementeret som en falsk forbindelse, så bliver den altså siddende - "slumrende" - i det kognitivt ubevidste hos mange mennesker, og kan vækkes op igen når man støder på Mejeriets navn i fx på mælkeproduker i sit supermarked.

Den anden pressenævnssag som Elkjær også beskriver, gjaldt samme avis og samme journalist. Den er interessant i lyset af den diskussion jeg tidligere har været inde på: om hvor "døde" - "døde metaforer" egentlig er.

   Mit synspunkt er at det er de ikke, de bør rettelig kaldes "sovende" eller "hvilende".

   Den "dømte" artikel handlede om tidligere borgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, og den havde rubrikken: "Bondam fik fodboldtur af TDC". Derefter kom følgende manchet:

DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC. 

Og senere stod der i artiklen:

Fodboldkamp, fadøl, middag på TDC´s regning. Det var recepten, da Klaus Bondam holdt møde med to gamle venner under kampen mellem F.C. København og Olympique Marseille

Pressenævnet mente at journalisten gennem formuleringen: "Det gik som smurt", fik læserne til at tro at der var en forbindelse mellem Bondams møde med TDC´s chef i Parken og kommunens skift af teleudbyder fra Telia til TDC. Altså at Bondam var korrupt og var blevet bestukket.

    Faktuelt viste det sig at være helt umuligt alene på grund af rækkefølgen af begivenheder og fordi Klaus Bondam på tidspunktet for skiftet slet ikke var den ansvarlige borgmester for beslutningen.

   Klicheen med den døde smørelse-metafor i udtrykket "noget gik som smurt" - betyder at "noget gik nemt", "noget forløb uden at støde på nogen særlig eller forventet modstand". Men i denne artikel-kontekst demonstreres det tydeligt at metaforen i klicheen kun er "slumrende" og at den nemt kan vækkes til live igen og associerer til metaforen "smørelse" som synonym med "bestikkelsespenge". Og at den endda kunne blive så levende at Pressenævnet løftede den etisk pegefinger.

Artiklen demonstrerer også hvordan ansvarlige chefredaktører typisk framer det at lave grænseoverskridende fejl i forhold til de presseetiske regler, nemlig som en nødvendig omkostning hvis man i øvrigt vil praktiserer kritisk journalistik og leve op til "vagthunde- og jagthunde"-idealerne.

Jakob Skaaning udtaler noget der også ligner en klichee:

Vi har ikke noget imod at have sager i Pressenævnet, for det viser at vi går til kanten.

Signalordet er metaforen "gå til kanten", som jo også kan oversættes til en anden metafor: "balancere på grænsen".

   Det at have sager i Pressenævnet anses som et metonym på at avisens store "kritiskhed".

   Kan man forestille sig nogen anden profession som vil rose sig af at gå til kanten af professionens etik: læger, advokater, ejendomsmæglere?

Simulations-semantik - og de grundlæggende sproglige erfaringer som kan tegnes eller mimes gennem handling

Et af stikordene i NTL er "simulations-semantik". Jeg gentager lige nogle Lakoff-citater, nu oversat til dansk:

Simulations-semantik baserer sig på en simpel observation af Feldman. Hvis du ikke kan forestille dig en eller anden løfte et glas, så kan du ikke forstå betydningen af sætningen “han løfter et glas”.

   Feldman argumenterer for at betydningen af “fysiske begreber”, er betydningen af mental simulation, dvs. aktiveringen af de neuroner som er nødvendige for at forestillesig, opfatte, eller udføre en handling

Lakoff og Feldman bygger i høj grad deres teorier på det stadig dybere kendskab "neuroscience" har til de såkaldte "spejlneuroner", plus princippet om at "neurons that fire together, wire together":

Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at du udfører en bestemt bevægelse. Mange afde samme neuroner “tænder” som når du faktisk udfører den bevægelse.

   Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at se en bestemt ting. Mange af de samme neuroner “tænder” som når du faktisk ser ellerhører den ting.

Centralt i denne simuleringssemantik er at det man simulerer er noget man har kendskab til gennem sanser, først og fremmest gennem synet i samarbejde med de sanser som er aktive i hud og muskler når man udfører en handling. Det man på den måde får kendskab til allerede som barn når man lærer et sprog, kalder Feldman "basic-level-kategorier":

bil, grøn, ko, gå, hammer 

... er basic-level-kategorier, dvs. ting og fænomener som du allerede som barn ved hvordan ser ud, hvordan du udfører, hvad de indebærer, og hvad du kan gøre med dem.

   Du lærer at forstå disse kategorier – gennem primær motorisk og sanselig erfaring mens far eller mor sætter ord på i situationer hvor du ser dem, føler dem, hører dem, gør noget ved dem, bruger dem.

   Basic-level-kategori-ord tilhører erfaringssproget. Hvis nogen siger: ”Tegn det!”, eller "Gør det!", så er du umiddelbart i stand til at udføre ordren. 

   De er derfor meget velegnede til hjernens simulations-operationer som udgør den grundlæggende form for menneskelig tankevirksomhed.

Heroverfor står "overbegreber":

køretøj(>bil), farve(>grøn), dyr(>ko), bevægelse(>gå), værktøj(>hammer)

... de er overbegreber til de basale kategorier (i parentes) i et hierarkisk betydningssystem. Overbegreber tilhører i stort omfang videnssproget.

   Du lærer overbegreber at kende og forstå gennem definitioner der for en stor del består af basic level-kategori-ord, dvs. overbegreber har ikke nogen umiddelbar sanselig identitet. Hvis nogen siger: ”Tegn det!” eller "Gør det", så er du ikke umiddelbart i stand til at udføre ordren.

Hvordan man i tænkningen simulerer overbegreber, fremgår ikke af de teoretiske skrifter jeg indtil nu har læst.  Men et eller andet sted siger teorien at de gennem afledning er forankret i systemer af primære konceptuelle metaforer.

For egen regning forestiller jeg mig følgende:

   Videnssprog kræver - for at blive forstået og give mening - at der i hjernen er installeret en masse ”hjælpeprogrammer” -  form af hierarkiserende begrebsdefinitioner.

   Disse "hjælpeprogrammer" installeres mentalt gennem læsning og undervisning og sikrer at der også i vidensprogstænkning indgår simulation (som dog må være meget "luftig"). 

   Hvis disse ”hjælpeprogrammer” ikke er installeret gennem læsning og undervisning, så savner læseren/tilhøreren forudsætninger for simulerende forståelse af videnssprogtekster eller udtalelser.

   Vidensprogudsagn med få eller ingen basic-level-kategori–ord opleves derfor som ”sort tale”.

   Der sker nemlig i så fald ingen aktivering af simulerende processer i højre hjernehalvdel som jo er den hjernehalvdel der tænker og simulerer visuelt. 

   Venstre hjernehalvdel kommer til at mangle sin for forståelsen livsvigtige ”samarbejdspartner”.

Dramaturgiske simuleringsværktøjer - til at beskrive mavefornemmelser - og ind under huden-effekter

Problemet når man skal forstå og fortælle hvad det er man gør sig til talsmand for når man underviser i "dramaturgisk tænkning", er at det er en tænkning som grundlæggende er intuitiv - den foregår ubevidst for dem der producerer film, tv-udsendelser, fortællende journalistik, teaterstykker på en scene, etc.

   Man siger at den baserer sig på - metaforisk talt - mavefornemmelser: Det skal "føles rigtig", "Kabalen skal gå op", Der skal være "en rød tråd".

   Hvis det er rigtigt betyder det at man ikke kan lære at praktisere storytelling - uanset medie - gennem teoretisk undervisning, men kun gennem eksempler, gennem selv at "gøre det". Og så reflekterer bagefter.

   Mine egne erfaringer fra et utal af kurser er at der er nogen der "bare kan det" og "gør det rigtige" - de særligt kreative - mens andre er dårlige til det simuleringsarbejde som er integreret i historiefortællingens produktionsprocesser.

  Nogen kan det bare - dramaturgisk "thinking in action". Andre har svært ved det, og kan måske bruge den dramaturgiske værktøjskasse som en mental hjælpeforanstaltning - ligesom at lære at tegne efter Betty Edwards principper.

Men den neurale sprogteori (NTL) som Feldman udfolder i sin bog "From Molekcules to Metaphor", betyder at man kan beskrive dramaturgi i en anden frame end man plejer.

   Den dramaturgiske værkstøjskasse - som den metaforisk kaldes - består af en lang række simuleringsværktøjer, som bliver anvendelige hvis man altså flere gange i træk har produceret og analyseret fortællende udsagn og produkter.

   Og den slags har alle mennesker produceret mange gange inden de er blevet voksne. Nemlig mundtligt: gåder, vittigheder, anekdoter, erfaringsfortællinger. Eller skriftligt: fortællende stile. Eller i lyd og billeder gennem undervisningsogaver hvor man skal producere film eller radio.

   Og simuleringsværktøjerne har de oplevet resultatet af i film, tv-indslag, computerspil, tegneserier, børne og ungdomsbøger, etc. etc. Som alle gennem forskelige sanselige udtryk simulerer handlingsforløb.

Sammenknytningen af de dramaturgiske principper og deres virkning med teorien om forståelse gennem simulation udtrykkes på smukkeste vis af James Geary i bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World".

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg holder meget af slaglinien til sidst:

"Stories are rehearsals for real life."

Den dramaturgiske værktøjskasse indgår i en spiral-indlærings-proces som er helt tilsvarende den børn gennemgår når de lærer et sprog. Den indeholder en lang række begreber som korresponderer med intuitivt "rigtige" mentale operationer som styrer den fortælling som fænger, fanger, fængsler og fastholder et publikum - for til sidst et give publikum fri gennem en forløsende aha-oplevelse: katharsis.

"Rehearsal" - "prøve" - er synonym til "simulation".